National retspraksis

Espanja

I Spanien betragtes retspraksis ikke som retskilde, jf. den civile lovbogs artikel 1, stk. 1, der definerer lov, sædvane og almindelige retsprincipper som retskilder (artikel 1, stk. 1, i den civile lovbog (Código Civil)). I artikel 1, stk. 6, i den civile lovbog fastsættes det imidlertid, at retspraksis "supplerer retsordenen med den øverste domstols (Tribunal Supremo) faste retspraksis som fastlagt ved fortolkningen og anvendelsen af lov, sædvane og almindelige retsprincipper". Retten til aktindsigt er i øvrigt udtrykkeligt anerkendt i den spanske forfatnings artikel 105, litra b).

Sisällön tuottaja:
Espanja

Adgang til retspraksis

Artikel 560, stk. 1, nr. 10, i den organiske lov om det spanske retsvæsen fastsætter blandt den spanske domstolsstyrelses beføjelser "officiel offentliggørelse af domme og andre afgørelser afsagt af den øverste domstol og andre retsinstanser.

Med henblik herpå fastsætter domstolsstyrelsen efter at være blevet underrettet af de kompetente myndigheder i overensstemmelse med lovgivningen, hvordan de elektroniske samlinger af domme skal samles, behandles, formidles og certificeres for at sikre deres integritet, ægthed og tilgængelighed samt for at sikre overholdelse af lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger".

Endvidere tillægger artikel 560, stk. 1, nr. 16, litra e), i den organiske lov om det spanske retsvæsen domstolsstyrelsen en reguleringsbeføjelse med det udtrykkelige formål at gennemføre denne lovs bestemmelser om offentliggørelse og videreanvendelse af retsafgørelser.

Med henblik på gennemførelsen af lovens bestemmelser oprettede domstolsstyrelsen i 1997 centeret for retlig dokumentation (Centro de Documentación Judicial, CENDOJ), der har hjemsted i San Sebastián. I henhold til artikel 619 i den organiske lov om det spanske retsvæsen er det op til denne tekniske instans under domstolsstyrelsen at udvælge, forvalte, behandle, formidle og offentliggøre retlige oplysninger om lovgivning, retspraksis og juridisk litteratur.

Sammensætningen af denne nye offentlige tjeneste for adgang til retspraksis fra forskellige retsinstanser er, under optimale tekniske betingelser og for at sikre særlig beskyttelse af enkeltpersoner med hensyn til automatiseret databehandling samt ved at indføre passende mekanismer til at lette adgangen til, interoperabiliteten, kvaliteten og videreanvendelsen af offentliggjorte oplysninger, baseret på de retlige mandater, der er tildelt i henhold til lov nr. 6/1985 af 1. juli 1985 om retsvæsenet og lov nr. 19/2013 af 9. december 2013 om gennemsigtighed, aktindsigt i offentlige oplysninger og god regeringsførelse samt forordning nr. 1/1997 fra centeret for retlig dokumentation og lov nr. 18/2015 af 9. juli 2015 om ændring af lov nr. 37/2007 af 16. november 2007 om videreanvendelse af den offentlige sektors oplysninger, som gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/37/EU af 26. juni 2013.

I overensstemmelse med disse retsakter anvender centeret for retlig dokumentation et system til formidling af domme og andre retsafgørelser ved officiel offentliggørelse af domme og andre retsafgørelser fra den øverste domstol og andre retsinstanser. Dette system skal a) være tilgængeligt via en onlinesøgemaskine, der er frit tilgængelig og gratis for borgerne, uden personoplysninger, b) (kun i den del, der er forbeholdt retsvæsenet) sikre merværdi (links til national og udenlandsk lovgivning og retspraksis samt til forfatningsdomstolens domme) i forbindelse med domstolsstyrelsens egne opgaver og dens opgaver som forvaltningsorgan for spanske dommere og domstole og c) give mulighed for grænseoverskridende udveksling af spanske domstoles domme som offentliggjort af CENDOJ via webstedet www.poderjudicial.es med henblik på gensidigt kendskab til retssystemerne og retspraksis i Den Europæiske Unions medlemsstater i overensstemmelse med Rådets konklusioner (2011/C 127/01) om den europæiske e-justice-portal og gennem det latinamerikanske netværk for retlig information og dokumentation, Iberius, samt formidling af oplysninger til forskellige videreanvendere og til andre brugere, der ikke er videreanvendere, jf. ovenstående lovbestemmelser.

Ud over CENDOJ's database kan nævnes forfatningsdomstolens database, som indeholder oplysninger om den øverste domstols domme.

Desuden findes der private databaser, hvortil der gives adgang ved betaling af et gebyr.

Præsentation af retspraksis

Med hensyn til den øverste domstols retspraksis har CENDOJ oprettet en teknologisk platform, der bygger på et navigationssystem baseret på faner.

Når du sender en forespørgsel, vises en fane med alle de fundne resultater og en anden fane til søgning (som giver dig mulighed for når som helst at vende tilbage til søgeformularen) på skærmen.

Søgemaskinen giver hurtig og sikker adgang til alle den øverste domstols retsafgørelser. Søgningen efter retsafgørelser kan foretages ved hjælp af felter med valgmuligheder, der identificerer eller klassificerer sådanne retsafgørelser, og/eller fritekstfelter.

De seneste 50 retsafgørelser fra hver domstol kan også tilgås direkte ved at klikke på knapperne i den nederste del af skærmen. På denne måde er det muligt at få adgang til de seneste retsafgørelser, der er modtaget og registreret i den database, som indeholder retspraksis.

Derudover er der en datasky med nøgleord om de mest populære emner, således at brugeren ved at klikke på hvert af dem får adgang til retsafgørelser om det valgte emne.

Søgning ved hjælp af felter med valgmuligheder

I nogle felter med oplysninger om retsafgørelser kan der søges ved hjælp af et sæt mulige værdier. Eksempel:

  • feltet "Jurisdicción" (domstol): valg af interesseområde: civilret, strafferet, forvaltningsret, arbejdsret, militærret
  • feltet "Tipo de Resolución" (type retsafgørelse): her kan vælges mellem den øverste domstols domme, retsafgørelser eller forlig
  • dato for afgørelsen: ved at klikke på "Calendario" (kalender) kan søgningen begrænses til et bestemt tidsrum
  • sprog: rullemenu, som giver mulighed for at vælge sproget for de retsafgørelser, du ønsker at konsultere.

Søgninger i fritekstfeltet

Ud over felterne med valgmuligheder omfatter afgørelserne andre felter, der ikke indeholder specifikke værdier, men hvor der kan indtastes en hvilken som helst tekststreng. Disse felter giver mulighed for fritekstsøgninger.

RESULTATER

Som standard vises søgeresultaterne med ti resultater pr. side.

Resultaterne præsenteres som følger:

BESLÆGTEDE TERMER: Systemet viser (kun i den del, der er forbeholdt retsvæsenet) automatisk termer, der er beslægtet med søgeteksten.

TITEL: Systemet viser nummeret på det officielle register over retspraksis (ROJ), hvorfra dommen eller retsafgørelsen er hentet, samt den europæiske retspraksisidentifikator (ECLI — European Case Law Identifier).

UNDERTITEL: Systemet viser følgende informationsområder:

  • type instans: f.eks. den øverste domstol
  • kommune: f.eks. Madrid — afdeling: 1
  • referent: f.eks. fornavn....... efternavn...
  • appelnummer: f.eks. 88/2007 — dato: 26/06/2008
  • afgørelsens art: f.eks. dom
  • instans, i alfabetisk rækkefølge.

Endelig åbnes og vises det fulde indhold af det fundne dokument, hvis brugeren klikker på titlen på det ønskede resultat. Dette dokument åbnes i pdf-format (for offentligheden).

Format

Domme er generelt tilgængelige i databaser i pdf-format (for offentligheden) samt i RTF og HTML i den del, der er forbeholdt retsvæsenet.

Tilgængelige domme og retsafgørelser

  • Den øverste domstol

Den øverste domstol: Denne domstols retspraksis offentliggøres på internettet til informationsformål med fri og gratis adgang. Teksterne offentliggøres i deres helhed uden personoplysninger (anonymiserede) og ledsages af en effektiv søgemaskine, der gør det muligt at søge i hele afgørelsens tekst. Databasen kan tilgås fra den øverste domstols websted CENDOJ.

  • Andre domstole

CENDOJ's database offentliggør (til fri og gratis afbenyttelse) ud over den øverste domstols domme og forlig også retsafgørelser afsagt af Audiencia Nacional, Tribunales Superiores de Justicia og Audiencias Provinciales samt en række domme afsagt af kollegiale domstole og domme og retsafgørelser afsagt af Tribunal Militar Central, Tribunales Militares Territoriales og enedommere.

Andre procedurer

Foreligger der oplysninger?

  • Om appeller?
  • Om afgørelsen af en sag?
  • Om udfaldet af appelsager?
  • Om afgørelsens uigenkaldelighed?
  • Om andre procedurer?

I offentligt tilgængelige oplysninger forekommer afgørelsernes fulde tekst uden tilføjede værdier, uden at dette berører det forhold, at selve afgørelsen ofte indeholder oplysninger om, hvorvidt den er endelig eller ej (uigenkaldelighed). Afgørelserne indeholder også oplysninger om eventuelle stemmeafgivelser. Uanset ovenstående indeholder den database, der er tilgængelig i den del, der er forbeholdt retsvæsenet (CENDOJ's dokumentationsgrundlag), links, der kæder den appellerede afgørelse sammen med den øverste domstols (Tribunal Superior) dom, sammenfatningen heraf, domskonklusionen og påberåbte belastende eller diskulperende afgørelser, med den citerede, anvendte eller fortolkede retspraksis samt med begrundelsen for afgørelsen (redegørelse for generelle begreber, konsolidering af retspraksis eller ny afgørelse) og med klassificeringen af afgørelsen ved hjælp af CENDOJ's egen retlige tesaurus.

Regler for offentliggørelse

Findes der bindende regler for offentliggørelse af retspraksis på nationalt plan eller for de enkelte domstolstyper?

Disse regler er fastsat i artikel 560, stk. 1, nr. 10, i den organiske lov om det spanske retsvæsen, hvori det bestemmes, at den spanske domstolsstyrelse har beføjelse til at foretage officiel offentliggørelse af domme og andre afgørelser afsagt af den øverste domstol og andre retslige myndigheder.

Der er også fastsat regler for offentliggørelse i forordningen om etablering af centeret for retlig dokumentation.

Offentliggøres afgørelsen i sin helhed eller kun delvist? Hvilke dele offentliggøres i sidstnævnte tilfælde?

Afgørelserne offentliggøres i deres helhed, ikke delvist. Desuden offentliggøres alle afgørelser truffet af kollegiale domstole og et udvalg af afgørelser afsagt af enedommere som anført ovenfor.

Relevante links

Center for retlig dokumentation — søgemaskine til søgning efter retspraksis:

http://www.poderjudicial.es/search/indexAN.jsp

Sidste opdatering: 23/08/2021

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.