Ofres rettigheder i hvert enkelt land

Kroatien

Indholdet er leveret af
Kroatien

Kan jeg appellere retsafgørelsen?

Et offer, der deltager i en straffesag som forurettet part, kan iværksætte appel.

Berettigede personer kan appellere en førsteinstansdom inden for 15 dage efter dommens forkyndelse.

En appel kan indgives af sagens parter, deres advokater eller den forurettede part.

Den forurettede part kan appellere en dom for så vidt angår rettens afgørelse om sagsomkostningerne eller erstatningskravet. Hvis anklagemyndigheden har overtaget retsforfølgningen fra den forurettede part som sagsøger, kan denne appellere alle de dele af dommen, der kan påklages.

Hvilke rettigheder har jeg efter domsafsigelsen?

Et offer, der deltager i en straffesag som forurettet part, kan iværksætte appel og søge om genindsættelse i de tidligere rettigheder.

Har jeg ret til støtte eller beskyttelse efter retssagen? Hvor længe?

Ofre og vidner kan henvende sig til særlige afdelinger for støtte til ofre og vidner ved distriktsdomstolene (županijski sud) for at få oplysninger og støtte på ethvert tidspunkt under straffesagen, dog forud for domsafsigelsen.

Hvis ofre eller vidner henvender sig til disse afdelinger for støtte til ofre og vidner efter domsafsigelsen, giver afdelingerne dem de relevante oplysninger inden for deres områder og henviser dem til andre organisationer og tjenester med speciale i ofres og vidners behov.

Justitsministeriets støttetjeneste for ofre og vidner underretter ofre, forurettede parter eller deres pårørende om gerningsmandens løsladelse eller prøveløsladelse, når vedkommende har afsonet sin dom. Denne underretning gives til alle ofre og forurettede parter i forbindelse med alvorlige forbrydelser, f.eks. forbrydelser mod liv og legeme, seksualforbrydelser, voldsforbrydelser og krigsforbrydelser.

I særlige tilfælde, hvor støttetjenesten finder det nødvendigt at yde yderligere koordineret støtte til en person, der gennem længere tid har været udsat for vold i hjemmet eller vold mod kvinder, underretter den koordinatoren i distriktsgruppen for forebyggelse og bekæmpelse af vold i hjemmet og vold mod kvinder om den samtale, tjenesten har haft med offeret, og de problemer, offeret står over for, og anmoder distriktsgruppen om at træffe de nødvendige foranstaltninger. Hvis det er nødvendigt, videregives disse oplysninger til den kompetente politiafdeling, det kompetente socialcenter, hvis offeret er et barn eller en person uden rets- og handleevne, og til det kompetente kontor under kriminalforsorgen, hvis gerningsmanden er blevet prøveløsladt og regelmæssigt skal melde sig hos kriminalforsorgen.

Hvis støttetjenesten på grundlag af oplysninger fra offeret (for en anden forbrydelse end de ovennævnte) vurderer, at offeret har brug for yderligere støtte og beskyttelse, kan tjenesten i særlige tilfælde anmode den kompetente politiafdeling om at træffe foranstaltninger med offerets samtykke.

Støtte til ofre ydes også af civilsamfundsorganisationer umiddelbart efter, at en forbrydelse er begået, under straffesagen og efter retssagen, dvs. efter afsigelse af den endelige dom. Den støtte og bistand, der ydes af civilsamfundsorganisationer, afhænger af deres kompetenceområder.

Hvilke oplysninger får jeg, hvis gerningsmanden dømmes?

En skriftlig dom med instrukser om retsmidler forkyndes for sagsøgeren, sagsøgte og vedkommendes advokat, den forurettede part (hvis denne har ret til at appellere), den part, hvis aktiver beslaglægges ved afgørelsen, og den juridiske person, hvis tilgodehavender beslaglægges.

Den skriftlige dom forkyndes for den forurettede part, som ikke har ret til at appellere, ifølge loven sammen med en meddelelse om vedkommendes ret til at søge om genindsættelse i de tidligere rettigheder. Den endelige dom forkyndes for den forurettede part efter anmodning.

Får jeg besked, hvis gerningsmanden løslades (herunder løslades før tid eller prøveløslades) eller undslipper fra fængslet?

Ifølge strafferetsplejeloven har offeret ret til omgående at blive underrettet af politiet om ophøret af gerningsmandens anholdelse eller varetægtsfængsling, medmindre en sådan oplysning kan bringe gerningsmanden i fare. Offeret oplyses også om eventuelle foranstaltninger, der er truffet for at beskytte vedkommende.

Arresthuse og fængsler underretter ikke støttetjenesten for ofre og vidner om undslupne indsatte, men sender en officiel meddelelse herom til politiet. Loven vil imidlertid snart blive ændret på dette punkt.

Ofre har ret til efter anmodning og uden unødigt ophold at blive underrettet om gerningsmandens løsladelse efter anholdelse eller varetægtsfængsling, flugt eller løsladelse efter endt afsoning samt om de foranstaltninger, der er truffet af hensyn til offerets sikkerhed.

Ofre for alvorlige forbrydelser, dvs. forbrydelser mod liv og legeme, seksualforbrydelser, voldsforbrydelser og krigsforbrydelser, underrettes om gerningsmandens løsladelse eller prøveløsladelse.

Involveres jeg i afgørelser om løsladelse eller prøveløsladelse? Kan jeg f.eks. afgive en udtalelse eller appellere afgørelsen?

Udtalelser fra offeret for en voldsforbrydelse og andre relevante oplysninger vedrørende offeret tages i betragtning, når der træffes afgørelse om, hvorvidt gerningsmanden skal have udgangstilladelse i weekenden. Offerets udtalelser tilføres sagsakterne vedrørende prøveløsladelsen, men ifølge de gældende bestemmelser involveres offeret ikke i afgørelser om prøveløsladelse, og den pågældende kan ikke appellere sådanne afgørelser.

Sidste opdatering: 08/02/2021

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.