Den sprogudgave, du kigger på nu, er i øjeblikket ved at blive oversat af vores oversættere.
Følgende sprog: fransk er allerede oversat.
Swipe to change

Ofres rettigheder i hvert enkelt land

Luxembourg

Indholdet er leveret af
Luxembourg

Hvordan og hvornår skal et erstatningskrav mod gerningsmanden rejses (f.eks. indtræden i sagen, civilt søgsmål, indtræden som civil part)?

Det er i de fleste tilfælde den ret, der behandler sagen, som fastsætter det beløb, der tilkendes ofret som erstatning for den lidte skade.

For at få retten til at træffe afgørelse om erstatning, er det et krav, at ofret indtræder i straffesagen som civil part. Det er muligt at indtræde som civil part, når som helst under forundersøgelsen. Ofret er ikke forpligtet til at deltage i retsmødet, men kan lade sig repræsentere ved sin advokat og fremsætte sine krav skriftligt inden retsmødet.

Hvis ikke ofret indtræder som civil part i sagen og fremsætter sine krav, kan retten ikke tilkende ofret erstatning.

Et offer, der ikke indtræder i straffesagen som civil part, mister dog ikke retten til erstatning.

Ofret kan nemlig altid anlægge et civilt søgsmål mod gerningsmanden, dog senest inden for den gældende civilretlige forældelsesfrist og med påvisning af, at den omhandlede hændelse udgjorde en civil forseelse.

Retten har pålagt gerningsmanden at betale erstatning. Hvordan kan jeg tvinge gerningsmanden til at betale?

Den strafferetlige domstols opgave er at sætte tal på den skade, ofret har lidt, men den hjælper ikke ofret med at få udbetalt det tilkendte erstatningsbeløb.

Når den endelige afgørelse er truffet, skal ofret selv iværksætte eventuelle foranstaltninger for at få gerningsmanden til at udbetale erstatningen.

Det er som oftest advokaten, der sørger for, at erstatningen bliver udbetalt, først i mindelighed, hvor advokaten tager kontakt til den dømtes advokat, og ellers ved at få tvangsfuldbyrdet dommen ved en foged.

Hvis der i forbindelse med idømmelse af en betinget straf bl.a. stilles krav om, at den dømte overholder sin erstatningsforpligtelse, holder den offentlige anklager, der har ansvaret for, at straffen fuldbyrdes, øje med, at den dømte rent faktisk overholder sin forpligtelse.

Kan jeg få udbetalt et forskud af staten, hvis gerningsmanden nægter at betale? På hvilke betingelser?

I forbindelse med retssagen kan retten tilkende ofret et forskud, f.eks. mens man afventer en udtalelse fra en sagkyndig. Hvis gerningsmanden nægter at betale eller ikke kan betale forskuddet, kan justitsministeriet tage over, hvis der foreligger behørigt bevis for nødvendigheden heraf.

Har jeg ret til erstatning fra staten?

Ved lov af 12. marts 1984 som ændret om erstatning til visse ofre, der er påført personskade ved en lovovertrædelse, fastsættes det, at visse ofre for lovovertrædelser kan få udbetalt erstatning fra staten. Der er tale om en vigtig foranstaltning for ofre i følgende tilfælde:

Gerningsmanden er ikke identificeret gerningsmanden er identificeret, men kan ikke opspores gerningsmanden er insolvent.

I denne forbindelse skal ofret indgive et erstatningskrav til justitsministeren, der træffer afgørelse inden for seks måneder. Brevet med erstatningskravet skal være på fransk, tysk eller luxembourgsk og skal angive tid og sted for samt en nøjagtig beskrivelse af hændelsen. Dokumentation vedrørende hændelsen og den skade, som ofret har lidt, vedlægges brevet til støtte for kravet.

Retten til erstatning er underlagt visse betingelser, som ofret skal opfylde:

Ofret skal enten have fast bopæl i Luxembourg eller være statsborger i en af EU's eller Europarådets medlemsstater. Derudover skal ofret på det tidspunkt, hvor lovovertrædelsen fandt sted, have lovligt ophold i Luxembourg eller være offer for den lovovertrædelse, der er omfattet af straffelovens artikel 382-1 (menneskehandel).

Den lidte skade skal være forvoldt ved en forsætlig handling, der udgør en overtrædelse af straffeloven.

Der skal være tale om personskade og ikke blot tingsskade (hvilket eksempelvis udelukker erstatning i tilfælde af simpelt tyveri).

Skaden skal have resulteret i en alvorlig forringelse af skadelidtes levevilkår som følge af indtægtstab, øgede udgifter eller ekstraordinære omkostninger, tab af erhvervsevne, tab af et skoleår, svækkelse af vedkommendes fysiske eller mentale sundhedstilstand, moralsk eller æstetisk skade eller fysiske eller psykiske lidelser. Såfremt en person har været udsat for en forbrydelse, der er omfattet af straffelovens artikel 372-376, er ofret fritaget for at forelægge dokumentation for svækkelsen af vedkommendes fysiske eller mentale sundhedstilstand, som er underforstået.

Staten skal kun betale erstatning, hvis ofret ikke på nogen måde kan opnå reel og dækkende erstatning (f.eks. fra gerningsmanden, den sociale sikringsordning eller en personlig forsikring).

Det er vigtigt at vide, at der kan nægtes erstatning, eller beløbet kan nedsættes med henvisning til ofrets adfærd, da hændelsen fandt sted, eller med henvisning til ofrets forbindelser til gerningsmanden.

Når staten udbetaler erstatning til et offer, kan ofret stadig indtræde som civil part og rejse krav om et større beløb mod gerningsmanden, hvis den udbetalte erstatning forekommer ofret at være utilstrækkelig. I dette tilfælde skal ofret underrette retten om, at der er fremsat et erstatningskrav mod staten, eller at der er modtaget erstatning fra staten.

Har jeg ret til erstatning, hvis ikke gerningsmanden bliver dømt?

Ofret har ret til erstatning, selv om gerningsmanden ikke bliver dømt, under forudsætning af at ofret har været udsat for en forbrydelse, og gerningsmanden ikke er identificeret eller er identificeret, men ikke kan opspores, eller er insolvent.

Hvis ikke sagen indbringes for retten, og retten derfor ikke fastsætter noget erstatningsbeløb, kan justitsministeriet tilkende ofret et fast beløb og/eller for egen regning indhente en udtalelse fra en sagkyndig for at fastsætte det erstatningsbeløb, ofret bør tilkendes.

Har jeg ret til økonomisk bistand, mens jeg afventer en afgørelse om mit erstatningskrav?

Justitsministeriet kan under behandlingen af erstatningskravet bevilge et forskud, hvis der foreligger behørigt bevis for nødvendigheden heraf.

Sidste opdatering: 05/10/2021

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.