På det civilretlige område vil verserende sager og sager, der er indledt inden overgangsperiodens udløb, fortsætte i henhold til EU-retten. E-Justice-portalen vil – i overensstemmelse med en aftale med Det Forenede Kongerige – fortsat indeholde relevante informationer vedrørende Det Forenede Kongerige indtil udgangen af 2024.

Ofres rettigheder i hvert enkelt land

Nordirland

Indholdet er leveret af
Nordirland

Hvad er proceduren for at kræve erstatning fra gerningsmanden?(f.eks. retssag, civilt krav, adhæsionsproces)

Hvis du har været offer for en voldsforbrydelse, kan du muligvis kræve erstatning. Medmindre der er gode grunde til ikke at gøre det, skal du anmelde hændelsen til politiet så hurtigt som muligt, efter den er indtruffet og indsende en ansøgning om erstatning inden for to år (fra datoen for den hændelse, der resulterede i skaden). Fristen på to år kan forlænges, hvis erstatningstjenesten (Compensation Services) finder, at der er en god grund til forsinkelsen, og det er i retfærdighedens interesse. Yderligere oplysninger om erstatning til voldsofre kan findes på http://www.nidirect.gov.uk/articles/compensation-criminal-injuries.

Erstatning, der tilkendes af domstolene

Magistrates' court kan tilkende offeret en erstatning på op til 5.000 GBP pr. sigtelse. Crown Court har ubegrænsede beføjelser, men bør tage hensyn til gerningsmandens økonomi.

Erstatninger skal udgøre et beløb, som retten finder passende under hensyntagen til de foreliggende beviser og oplysninger fra anklager og forsvarer.

Domstolene tillægger erstatningsspørgsmålet stor betydning og skal give en begrundelse, hvis de ikke tilkender offeret erstatning.

Retten pålagde gerningsmanden at betale mig erstatning. Hvordan kan jeg sikre mig, at gerningsmanden betaler?

Gennemtvingelse af erstatningskrav påhviler domstolene.

Kan staten yde mig forskud, hvis gerningsmanden ikke betaler? På hvilke betingelser?

Nej - der findes ikke regler om forskudsvis betaling af erstatninger, der tilkendes af en domstol i Nordirland.

Er jeg berettiget til erstatning fra staten?

Du kan være berettiget hertil efter erstatningsordningen for voldsofre (Criminal Injuries Compensation Scheme), yderligere oplysninger er tilgængelige på https://www.nidirect.gov.uk/articles/compensation-criminal-injuries

Er jeg berettiget til erstatning, hvis gerningsmanden ikke bliver dømt?

Ifølge erstatningsordningen for voldsofre kan du stadig være berettiget til en erstatning, selv hvis gerningsmanden er ukendt eller ikke bliver dømt. Yderligere oplysninger er tilgængelige på https://www.nidirect.gov.uk/articles/compensation-criminal-injuries

Har jeg ret til en à conto-udbetaling, mens jeg venter på at få mit erstatningskrav afgjort?

Hvis erstatningstjenesten (Compensation Services) har besluttet, at du er berettiget til et beløb, men ikke kan træffe en endelig afgørelse, kan de eventuelt foretage en foreløbig udbetaling. Hvis de ikke er i stand til at træffe en endelig afgørelse, vil det sandsynligvis være fordi, de venter, indtil langtidsvirkningen af din skade er kendt.

Sidste opdatering: 14/03/2019

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.