Nationale domstole og udenretslige organer

Luxembourg

Indholdet er leveret af
Luxembourg

Nationale domstole

De grundlæggende rettigheder er nedfældet i internationale tekster, som f.eks. den europæiske menneskerettighedskonvention og De Forenede Nationers konventioner, men er også fastlagt i Luxembourgs forfatning og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i forhold til EU-retten.

De grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i disse juridiske tekster, kan påberåbes ved enhver national domstol, uanset om det er ved en strafferet, civil ret, handelsret eller forvaltningsret.

Det skal bemærkes, at enhver tilsidesættelse af en grundlæggende rettighed kan sanktioneres ved dom afsagt af nationale domstole, uanset om det er af en strafferetlig eller civilretlig domstol eller i påkommende tilfælde en handels- eller forvaltningsret.

https://justice.public.lu/fr.html

https://justice.public.lu/fr/annuaire.html

Institutionel mægler

Ombudsmand

Ombudsmanden er knyttet til Deputeretkammeret og tager ikke i udøvelsen af sine opgaver imod instrukser fra nogen anden myndighed.

Ombudsmandens opgave er at modtage klager fra privatretlige fysiske eller juridiske personer i en sag, der angår dem, vedrørende handlinger foretaget af statslige eller kommunale forvaltninger såvel som offentlige instanser henhørende under staten og kommunerne, herfra dog undtaget disses industrielle, finansielle og handelsmæssige aktiviteter. I den sammenhæng kan der indgives klager, som direkte eller indirekte vedrører menneskerettighederne.

Enhver privatretlig fysisk eller juridisk person, som i en sag, der vedrører ham, mener, at en af de myndigheder, der er nævnt ovenfor, ikke har handlet i overensstemmelse med den opgave, den skal varetage, eller hvis handling strider mod gældende love og forskrifter, kan indgive en individuel klage, enten skriftligt eller ved personlig henvendelse til den pågældende myndigheds sekretariat, og anmode om at få sagen indbragt for ombudsmanden.

Før der indgives en klage, skal man have rettet de fornødne administrative henvendelser til de berørte organer for at opnå fyldestgørelse.

Indbringelse af klager for ombudsmanden fører ikke til afbrydelse af forældelsesfristerne for sager ved de kompetente retsinstanser.

Ombudsmanden kan ikke gribe ind i en sag, der er anlagt ved en domstol, eller anfægte, at en retsafgørelse er begrundet. I tilfælde af manglende gennemførelse af en retsafgørelse, der har fået retskraft, kan han dog pålægge den påklagede institution at efterkomme afgørelsen inden for en bestemt frist.

Klagen skal vedrøre en konkret sag, der angår klageren. Klager må ikke vedrøre forvaltningens arbejdsgang i almindelighed.

Hvis en klage er berettiget, rådgiver ombudsmanden klageren og forvaltningen og fremsætter alle de anbefalinger til den pågældende institution og klageren, som efter hans mening kan føre til en mindelig løsning på den tvist, han har fået forelagt. Anbefalingerne kan f.eks. være forslag til forbedring af institutionens arbejdsgang.

Såfremt ombudsmanden i forbindelse med en klage, som er indbragt for ham, finder, at gennemførelsen af den anfægtede afgørelse vil give anledning til en uretfærdighed, kan han i overensstemmelse med gældende lovgivning og forskrifter anbefale institutionen en retfærdig løsning på klagerens situation og foreslå ændringer til de lovtekster og retsforskrifter, som danner grundlag for afgørelsen.

Ombudsmandens afgørelse om ikke at følge op på en klage kan ikke indbringes for en domstol.

Ombudsman

36, rue du Marché-aux-Herbes
L-1728 Luxembourg

Tlf.: (+352) 26 27 01 01
Fax: (+352) 26 27 01 02

Websted: http://www.ombudsman.lu/
E-mail: info@ombudsman.lu

Organer, der er specialiseret i menneskerettigheder

Commission consultative des droits de l'Homme (det rådgivende udvalg for menneskerettigheder)

Det rådgivende udvalg for menneskerettigheder (CCDH) rådgiver regeringen og er ansvarligt for at fremme og beskytte menneskerettighederne i Storhertugdømmet Luxembourg. Med henblik herpå tilstiller det regeringen udtalelser, undersøgelser og henstillinger, som det i fuld uafhængighed udarbejder om generelle spørgsmål vedrørende menneskerettigheder i Storhertugdømmet Luxembourg. I sine udtalelser henleder det regeringens opmærksomhed på foranstaltninger, som efter dets mening kan bidrage til beskyttelse og fremme af menneskerettighederne. Premierministeren sender de pågældende udtalelser, undersøgelser og henstillinger til Deputeretkammeret.

Udvalget er et rent rådgivende organ for regeringen og har ingen beslutningskompetence.

CCDH har ikke kompetence til at behandle enkeltsager.

CCDH:

  • undersøger frit ethvert spørgsmål, som henhører under dets kompetence, uanset om det forelægges af regeringen, eller det sker på initiativ af et af udvalgets medlemmer eller enhver person eller organisation
  • hører enhver person og modtager, hvor det er relevant, alle oplysninger og dokumenter, der er nødvendige for at bedømme sager, som henhører under dets kompetenceområde
  • henvender sig til offentligheden, enten direkte eller gennem pressen, for at få offentliggjort sine udtalelser og anbefalinger
  • samarbejder med andre organer og retsinstanser for at fremme og beskytte menneskerettighederne.

Commission consultative des droits de l'Homme

71-73, rue Adolphe Fischer
L-1520 Luxembourg

Tlf.: (+352) 26 20 28 52
Fax. : (+352) 26 20 28 55
Fax. : (+352) 26 20 28 55

Websted: https://ccdh.public.lu/
E-mail: info@ccdh.public.lu

Ombudsman fir Kanner a Jugendlecher (OKaJu)

OKaJus opgaver

I loven af 1. april 2020 om oprettelse af Ombudsman fir Kanner a Jugendlecher er OKaJus opgaver fastsat:

  1. Ombudsmanden undersøger klager over manglende overholdelse af børns rettigheder. Han fremsætter henstillinger om genopretning af den indberettede situation.
  2. Han analyserer de indførte ordninger med henblik på om nødvendigt at anbefale, at de kompetente organer foretager tilpasninger for på langt sigt at sikre en bedre beskyttelse og fremme af børns rettigheder.
  3. Han indberetter tilfælde af manglende overholdelse af børns rettigheder til de kompetente myndigheder.
  4. Han rådgiver fysiske eller juridiske personer om at omsætte børns rettigheder i praksis.
  5. Han gør børnene opmærksomme på deres rettigheder og gør offentligheden bekendt med børnenes rettigheder.
  6. Han udarbejder udtalelser om alle lovudkast, lovforslag og udkast til storhertugelige forskrifter, der har indvirkning på overholdelsen af børns rettigheder.
  7. Han afgiver udtalelser efter anmodning fra regeringen eller deputeretkammeret om ethvert spørgsmål vedrørende børns rettigheder.

Medlemmerne af OKaJU udfører deres opgaver uden at gribe ind i verserende retssager.

Enhver fysisk eller juridisk person kan indgive en skriftlig eller mundtlig anmodning til Ombudsman fir Kanner a Jugendlecher for at få råd om, hvordan børns rettigheder kan omsættes i praksis.

Svaret fra Ombudsman fir Kanner a Jugendlecher kan enten være skriftligt eller mundtligt afhængigt af anmodningens form.

Ombudsman fir Kanner a Jugendlecher (OKaJu)

2, rue Fort Wallis
L-2714 Luxembourg

Tlf.: (+352) 26 123 124
Fax: (+352) 26 123 125

Websted: http://ork.lu/index.php/en/

Centre pour l'égalité de traitement (center for ligebehandling)

Centret for ligebehandling, der er et uafhængigt organ, har til opgave at fremme, analysere og overvåge ligebehandling af alle, uden forskelsbehandling på grund af race, etnisk oprindelse, køn, religion eller tro, handicap og alder.

Centret har bl.a. til opgave at:

  • offentliggøre rapporter, udtalelser og henstillinger og foretage undersøgelser om alle spørgsmål vedrørende forskelsbehandling
  • tilvejebringe og levere alle oplysninger og relevant dokumentation som led i sit arbejde
  • bistå personer, der mener, at de er ofre for forskelsbehandling som omhandlet i artikel 1 i lov af 28. november 2006 om ligebehandling, ved at vejlede og rådgive dem om deres individuelle rettigheder, lovgivningen, retspraksis, og hvilke muligheder de har for at håndhæve deres rettigheder.

Oplysninger om enkeltsager, som medlemmerne får kendskab til i forbindelse med udførelsen af deres opgaver, er omfattet af tavshedspligt. Tavshedspligten forhindrer dog ikke centret i at videregive oplysninger til de kompetente retslige myndigheder, der kan udgøre en forskelsbehandling for ofret som defineret i artikel 1 i lov af 28. november 2006 om ligebehandling.

Centrets medlemmer udøver deres funktioner uden at gribe ind i verserende sager.

Centrets medlemmer har ret til at anmode om alle oplysninger eller dokumenter, bortset fra hvad der er omfattet af den lægelige tavshedspligt eller af en anden tavshedspligt, som måtte være nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver.

Centre pour l'égalité de traitement

B.P. 2026
L-1020 Luxembourg

Tlf.: (+352) 26 48 30 33
Fax : (+352) 26 48 38 73

Websted: http://cet.lu/fr/
E-mail: info@cet.lu

Commission nationale pour la protection des données (national kommission for databeskyttelse)

Den nationale kommission for databeskyttelse er en offentlig myndighed, der er oprettet som en offentligretlig institution. Den nationale kommission for databeskyttelse udøver sine funktioner i fuld uafhængighed.

Hvert år aflægger den beretning for regeringens medlemmer i form af en skriftlig rapport om de opgaver, den har udført i årets løb.

Den nationale kommission for databeskyttelse har følgende opgaver:

  • overvåge og kontrollere lovligheden af indsamling og anvendelse af data, der behandles, og informere de ansvarlige om deres forpligtelser
  • sikre overholdelse af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, navnlig retten til privatlivets fred, og informere offentligheden om den enkeltes rettigheder
  • modtage og undersøge klager og anmodninger om kontrol af behandlingens lovlighed
  • rådgive regeringen, enten på dennes anmodning eller på eget initiativ, om konsekvenserne af udviklingen af teknologier til databehandling i forhold til overholdelse af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder med henblik herpå at foretage undersøgelser og analyser samt indhente ekspertudtalelser.

Den nationale kommission er også ansvarlig for at sikre anvendelsen af bestemmelserne i lov af 30. maj 2005 som ændret om beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor og denne lovs gennemførelsesbestemmelser.

Enhver, der enten handler på egne vegne, gennem sin advokat eller gennem enhver anden fysisk eller juridisk person, kan fremsende en anmodning til den nationale kommission om at få undersøgt, om de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder er blevet overholdt i forbindelse med behandlingen. Den pågældende underrettes om resultatet af anmodningen.

Enhver person kan navnlig anmode den nationale kommission om at kontrollere lovligheden af behandling af personoplysninger, hvis den pågældende er blevet nægtet eller har fået begrænset adgang til aktindsigt.

Kommissionen underretter de retslige myndigheder om lovovertrædelser, den har kendskab til.

Commission nationale pour la protection des données

15, Boulevard du Jazz
L-4370 Belvaux

Tlf.: (+352) 26 10 60 -1
Fax.: (+352) 26 10 60 - 29

Websted: https://cnpd.public.lu/fr.html

Office national de l'accueil (ONA) (modtagelsesstyrelsen i Luxembourg)

Modtagelsesstyrelsen i Luxembourg (ONA) blev oprettet ved lov af 4. december 2019 Bestemmelserne i den nye modtagelseslov trådte i kraft den 1. januar 2020.

ONA træder i stedet for modtagelses- og integrationsstyrelsen i Luxembourg (Office luxembourgeois de l'accueil et de l'intégration, OLAI) som oprettet ved lov som ændret af 16. december 2008 om modtagelse og integration af udlændinge i Storhertugdømmet Luxembourg.

ONA har til opgave at:

  1. tilrettelægge modtagelsen af ansøgere om international beskyttelse som defineret i lov af 18. december 2015 om international beskyttelse og midlertidig beskyttelse
  2. forvalte indkvarteringsfaciliteter, der er beregnet til midlertidig indkvartering af ansøgere om international beskyttelse, flygtninge og personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse som defineret i ovennævnte lov af 18. december 2015
  3. samarbejde med andre organer om oprettelse og forvaltning af indkvarteringsfaciliteter, der er beregnet til midlertidig indkvartering af ansøgere om international beskyttelse, flygtninge og personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse
  4. samarbejde med kompetente organer om opførelse og indretning af indkvarteringsfaciliteter, der er beregnet til midlertidig indkvartering af ansøgere om international beskyttelse, flygtninge og personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse.

På dette område samarbejder ONA med EU-organer og internationale organer.

I særlige tilfælde, der er behørigt begrundet i familiemæssige, humanitære eller sundhedsmæssige årsager, kan ONA yde ad hoc-støtte til tredjelandsstatsborgere som defineret i artikel 3, litra c), i loven som ændret af 29. august 2008 om fri bevægelighed for personer og indvandring, der ikke har ret til eksisterende ydelser og bistand.

Office national de l'accueil (ONA)

5, rue Carlo Hemmer
L-1734 Luxembourg

Tlf.: (+352) 247-85700
Fax:(+352) 247-85720

Websted: https://ona.gouvernement.lu/en/service.html
E-mail: info@olai.public.lu

Adgang til klage og domstolsprøvelse

Service d'accueil et d'information juridique (kontor for juridisk rådgivning og information)

Rigsadvokaten har ansvaret for dette kontor, der indgår i retsvæsenet. Det er kontorets mission at modtage borgere og give dem generelle oplysninger om deres rettigheder og om de måder og midler, de kan anvende for at sikre, at rettighederne overholdes.

Kontoret har følgende opgaver:

  • modtage borgere og henvise dem til de rette tjenester samt give dem de nødvendige oplysninger og tekniske midler
  • give borgere et overblik over deres rettigheder samt oplyse dem om måder og midler til at udnytte disse rettigheder
  • lytte til klager fra borgere, som har problemer med at kunne udnytte deres rettigheder, og foreslå måder at løse disse problemer på.

Kontoret for juridisk rådgivning og information giver kun mundtlige oplysninger, herfra dog undtaget skriftlige høringer.

Service d'accueil et d'information juridique - Luxembourg

Cité judiciaire
Bâtiment BC
L-2080 - Luxembourg

Tlf.:(+352)475981-345/325/600

pgsin@justice.etat.lu

Service d'accueil et d'information juridique - Diekirch

Justice de paix

Place Joseph Bech
L-9211 - Diekirch

Tlf.: (+ 352) 80 23 15

Retshjælp

Retshjælp kan ydes i retssager, udenretslige procedurer, forlig o.l., uanset om man er sagsøger eller sagsøgt. For at få adgang til retshjælp skal personens midler være utilstrækkelige, hvilket vil sige at den pågældendes indtægt ikke må overstige den sociale integrationsindkomst (REVIS). Hvorvidt dette er tilfældet, vurderes på baggrund af indkomst og formue for den person, som har behov for retshjælp, og for hustandens øvrige medlemmer.

Retshjælp afslås til personer, hvis søgsmål er åbenbart ubegrundet eller uantageligt eller forekommer uforholdsmæssigt i forhold til de omkostninger, der skal afholdes.

Retshjælp afslås, hvis ansøgeren fra tredjemand er berettiget til, uanset årsagen hertil, at få godtgjort udgifter, som ellers skulle være afholdt med retshjælpen.

Modtagere af retshjælp har ret til bistand fra en advokat og relevante embedsmænd, hvis deres sag eller gennemførelsen af den kræver en sådan hjælp.

Advokatsamfundets formand eller det medlem af advokatrådet, der er udpeget hertil i rekvirentens retskreds, træffer beslutning om, hvorvidt der skal bevilges retshjælp. Hvis rekvirenten ikke har fast bopæl, er advokatsamfundets formand i Luxembourg eller det medlem af advokatrådet, der er udpeget hertil, kompetent i sagen.

Personer med utilstrækkelige midler skal henvende sig til advokatsamfundets formand, enten skriftligt eller under retsmødet.

Hvis en person, der er tilbageholdt af politiet, mener at have ret til retshjælp og anmoder herom, videregiver den advokat, der bistår den pågældende under tilbageholdelsen, anmodningen til formanden for advokatsamfundet.

Webstedhttps://www.barreau.lu/recourir-a-un-avocat/assistance-judiciaire/

For retskredsen Luxembourg

Bâtonnier de l’Ordre des Avocats de Luxembourg
Service de l'Assistance Judiciaire
45, Allée Scheffer, L-2520 Luxembourg
L-2013 Luxembourg

Tlf.: (+352) 467272-1

For retskredsen Diekirch

Bâtonnier de l’Ordre des Avocats de Diekirch
B.P. 68
L-9201 Diekirch

Sidste opdatering: 24/04/2023

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.