Find information efter region
Almindelige domstole – indledning
De almindelige domstole er opdelt i:
- civile domstole, der har til formål at beskytte rettigheder i forhold mellem private parter eller mellem private parter og den offentlige forvaltning i situationer, hvor forvaltningen under udøvelsen af sine pligter krænker den private parts rettigheder
- straffedomstole, hvor domstolene skal afgøre, om de straffesager, der anlægges af de offentlige anklagere mod enkeltpersoner, er velbegrundede.
Civile sager og straffesager reguleres af særskilte retsplejelove: den civile retsplejelov (codice di procedura civile) og strafferetsplejeloven (codice di procedura penale).
Straffesager anlægges af en offentlig anklager (pubblico ministero), der er kvalificeret som dommer ved de almindelige domstole (se sidste afsnit i forfatningens artikel 107).
Civile sager kan anlægges af en hvilken som helst offentlig eller privat part (l'attore, sagsøger) mod en anden part (il convenuto, sagsøgte).
Civile domstole
Fredsdommere (giudici di pace) er honorære dommere (giudici onorari), der har kompetence i mindre vigtige sager.
Underretterne (tribunali) er domstole i første instans i alle andre tvister og behandler appeller af fredsdommernes afgørelser.
Børne- og ungdomsdomstole (tribunali per i minorenni) og børne- og ungdomsafdelinger under appeldomstolene (sezioni per i minorenni delle corti di appello) har kompetence i sager vedrørende mindreårige, hvor de almindelige domstole ikke har kompetence.
Der findes også afdelinger under underretterne og under appeldomstolene med speciale i arbejdsretlige sager.
Appeldomstolene (corti di appello) er domstole i anden instans.
Kassationsdomstolen (Corte di Cassazione eller Corte Suprema di Cassazione) med sæde i Rom er den højeste instans i retssystemet og tager stilling til, om afgørelser fra andre domstole er truffet i overensstemmelse med lovgivningen.
Straffedomstole
Fredsdommere behandler sager vedrørende mindre lovovertrædelser.
Underretterne er domstole i første instans, der behandler alle straffesager, som ligger uden for fredsdommernes eller nævningedomstolenes kompetence, samt appeller af fredsdommernes afgørelser.
Børne- og ungdomsdomstolene og børne- og ungdomsafdelingerne under appeldomstolene er domstole i første og anden instans, der behandler alle lovovertrædelser begået af mindreårige.
Nævningedomstolene (corti d'assise) er domstole i første instans, der behandler de alvorligste lovovertrædelser.
Appeldomstolene er domstole i anden instans.
Nævningeappeldomstolene (corti di assise di appello) er domstole i anden instans, hvortil det er muligt at appellere afgørelser truffet af nævningedomstolene.
Tilsynsdomstolene (tribunali di sorveglianza) og tilsynsafdelingerne (uffici di sorveglianza) fører tilsyn med fuldbyrdelsen af fængselsstraffe og bøder samt anvendelsen af straffuldbyrdelsesloven.
Kassationsdomstolen tager stilling til, om afgørelser fra andre domstole er truffet i overensstemmelse med loven. Den behandler ankesager vedrørende afgørelser fra en hvilken som helst domstol. Dette gælder både civile sager og straffesager samt afgørelser, hvor den personlige frihed er blevet indskrænket. I visse tilfælde kan en sag indbringes direkte for kassationsdomstolen.
Kassationsdomstolen er den højeste instans i retssystemet. I henhold til artikel 65 i den grundlæggende lov om retssystemet (legge fondamentale sull'ordinamento giudiziario), lov nr. 12 af 30. januar 1941, er domstolens primære funktioner bl.a. at sikre "korrekt anvendelse og ensartet fortolkning af lovgivningen, ensartethed i den nationale lovgivning og respekt for grænserne mellem de forskellige domstoles kompetencer". En af dens grundlæggende roller er derfor at sikre, at lovgivningen anvendes ensartet med henblik på at sikre retssikkerheden.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der i Italien er en domstol i tredjeinstans, kan det anføres, at kassationsdomstolen efter de gældende regler kun kan efterprøve de faktiske omstændigheder i en sag, hvis de er fastslagt ved en lavere instans, og kun for så vidt som det er nødvendigt for at bedømme de retsmidler, som der efter lovgivningen er adgang til at anvende som begrundelse for at indbringe en sag for kassationsdomstolen.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.