På det civilretlige område vil verserende sager og sager, der er indledt inden overgangsperiodens udløb, fortsætte i henhold til EU-retten. E-Justice-portalen vil – i overensstemmelse med en aftale med Det Forenede Kongerige – fortsat indeholde relevante informationer vedrørende Det Forenede Kongerige indtil udgangen af 2022

Lovlig udrejse med børn og bosættelse med dem i udlandet

Nordirland
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Under hvilke omstændigheder må den ene af forældrene lovligt tage et barn med til et andet land uden samtykke fra den anden forælder?

I henhold til lovgivningen i Nordirland kan et barn lovligt fjernes fra Det Forenede Kongerige. Artikel 13, stk. 1, i børnebekendtgørelsen af 1995 (Children (Northern Ireland) Order 1995) giver mulighed for, at en person, der har fået tilkendt bopælsretten, må fjerne barnet fra Det Forenede Kongerige i en periode på under en måned.

Dette er i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2A, i loven om bortførelse af børn af 1985 (Child Abduction (Northern Ireland) Order 1985), i henhold til hvilken en person ikke begår en strafbar handling ved at tage eller sende barnet ud af Det Forenede Kongerige, hvis denne person har fået tilkendt bopælsretten, og hvis denne fjernelse vedrører en periode på under en måned (så længe der ikke er afsagt en kendelse, der forbyder fjernelsen af barnet).

Hvis der ikke findes en bopælsordning, og moren har eneforældreansvar, kan hun på lovlig vis fjerne barnet fra Det Forenede Kongerige uden farens tilladelse. Hvis faren til barnet ikke er indehaver af forældreansvaret, kan denne dog forsøge at forhindre, at et barn fjernes fra jurisdiktionen, ved at anmode domstolene i Nordirland om at afsige en kendelse om forbud mod visse handlinger. Han kan også søge domstolene om at få tilkendt forældreansvaret (Children (Northern Ireland) Order 1995 indeholder en definition af "forældreansvar") eller en bopælsordning (får faren tilkendt bopælsretten, skal retten også træffe afgørelse om forældreansvar).

2 Under hvilke omstændigheder er samtykke fra den anden forælder nødvendigt for, at barnet må tages med til et andet land?

I henhold artikel 13 i Children (Northern Ireland) Order 1995 kan ingen i tilfælde af en gældende bopælsordning fjerne barnet fra Det Forenede Kongerige i en periode på over en måned uden skriftligt samtykke fra enhver person, der har forældreansvar over for barnet, eller uden rettens tilladelse.

Desuden gælder det i henhold til artikel 3, stk. 1, i Child Abduction (Northern Ireland) Order 1985, at en person tilknyttet et barn begår en strafbar handling (bortførelse af et barn), hvis vedkommende tager eller sender et barn ud af Det Forenede Kongerige uden det pågældende samtykke.

Hvis der ikke findes en bopælsordning, men mere end én person har forældreansvar over for barnet, må ingen personer med forældreansvar over for barnet fjerne barnet fra Det Forenede Kongerige, medmindre der foreligger et samtykke fra de øvrige indehavere af forældreansvar eller tilladelse fra retten.

3 Hvis den anden forælder ikke giver sit samtykke til, at barnet må tages med til et andet land, selvom om dette er nødvendigt, hvordan kan barnet da lovligt tages med til et andet land?

En forælder, der har fået tilkendt bopælsretten, og som ønsker at fjerne barnet permanent fra Det Forenede Kongerige, kan på lovlig vis flytte med barnet uden rettens indblanding, hvis den pågældende forælder har indhentet skriftligt samtykke fra den anden forælder med forældreansvar eller enhver anden person, der er indehaver af forældreansvaret. Hvis dette samtykke afvises, skal der indgives en ansøgning til retten om tilladelse til permanent fjernelse af barnet fra Nordirland (artikel 13, stk. 1, i Children (Northern Ireland) Order 1995).

I Det Forenede Kongerige vil barnets tarv altid være den vigtigste og afgørende faktor ved internationale flytninger. Dommere ved familiedomstolene (Family Courts) i Nordirland vil i hvert enkelt tilfælde tage hensyn til alle de oplysninger, de råder over, før der afsiges en uafhængig dom. De skal først og fremmest træffe afgørelser, der er i barnets bedste interesse.

Hvis der ikke findes en bopælsordning, bør en person, der har forældreansvar over barnet, og som ønsker at fjerne barnet permanent fra Det Forenede Kongerige, altid indhente skriftligt samtykke fra den anden forælder eller rettens tilladelse til fjernelsen. I modsat fald vil der kunne blive indbragt en sag om barnebortførelse.

4 Gælder de samme regler for midlertidig fjernelse (for eksempel ferie, sundhedspleje osv.) og varig fjernelse? I givet fald fremlægges de relevante tilladelser.

Svaret på spørgsmål 1 ovenfor indeholder bestemmelser om lovlig fjernelse af et barn fra Det Forenede Kongerige i en periode på under en måned. En person, som har fået tilkendt bopælsretten, kan tage barnet med til udlandet i mindre end en måned og har derfor ikke brug for den anden forælders samtykke til at tage barnet med på ferie.

Sidste opdatering: 10/08/2021

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.