Typer af juridiske erhverv

Der findes en lang række juridiske erhverv såsom advokater, notarer, dommere, anklagere og retspersonale inden for de forskellige retssystemer i EU's medlemsstater. Ansatte i juridiske erhverv har ikke samme titel i alle medlemsstater, og deres rolle og status kan variere betydeligt fra en medlemsstat til en anden.

Denne side indeholder generelle oplysninger om (den rolle og de funktioner, der er knyttet til) de forskellige juridiske erhverv.

Klik på det relevante lands flag for at få detaljerede nationale oplysninger.

Hvis du har brug for at konsultere eller finde en retlig aktør i en EU-medlemsstat, kan du klikke dig ind på afsnittet Find en advokat eller anden juridisk fagperson.

Indledning

På det juridiske område er det kun betingelserne for at udøve erhvervet som advokat, der er reguleret på EU-plan. Juridiske erhverv reguleres normalt på nationalt plan. Selv om der naturligt nok er lighedspunkter mellem de nationale lovgivninger, er der store forskelle mellem landene, fordi de afspejler videreførelsen af ofte gamle traditioner.

Europarådets Ministerkomite har udstedt en række anbefalinger for de juridiske erhverv. Et af initiativerne vedrører udøvelsen af advokathvervet. Et andet vedrører dommernes uafhængighed. Europarådets anbefalinger og andre oplysninger om disse spørgsmål kan findes på Europarådets websted.

Derudover hedder det i den europæiske menneskerettighedskonvention, at enhver tiltalt har ret til at forsvare sig selv eller til at blive bistået af en advokat efter eget valg, og hvis vedkommende ikke har tilstrækkelige midler til at betale advokatbistand, at modtage denne bistand uden betaling, når det er i retfærdighedens interesse. Denne bestemmelse sigter hovedsagelig mod straffesager, men Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at dette princip også gælder for civile sager.

Dommere

En dommer leder domshandlingen, enten alene eller sammen med andre dommere i et panel. En dommers beføjelser, funktioner, udnævnelsesprocedure, ansvarsområde og uddannelse varierer meget mellem de forskellige jurisdiktioner. Dommeren har samme funktion som en dommer i en sportskamp og sørger for, at retssagen afvikles upartisk i en åben ret. Dommeren hører alle vidneforklaringer og undersøger bevismateriale, som sagens parter påberåber sig, vurderer parternes troværdighed og afsiger derefter dom i sagen på grundlag af sin fortolkning af loven og sin egen personlige dømmekraft.

Der kan findes flere oplysninger om dette erhverv på følgende websteder:

Offentlige anklagere

I straffesager spiller anklagemyndigheden eller den offentlige anklager en meget vigtig rolle. Medlemsstaternes systemer er også meget forskellige med hensyn til anklagernes rolle, opgaver og beføjelser.

Retspersonale

Retspersonalets funktioner og benævnelse kan variere meget, f.eks. "Greffier" i Frankrig og "Rechtspfleger" i Tyskland.

Derudover varierer deres funktioner meget fra retssystem til retssystem lige fra at assistere dommere eller anklagemyndighed og forvalte domstolene til at være ansvarlige for bestemte procedurer. Afhængigt af hvilket land de kommer fra, har de læst jura, kan yde juridisk rådgivning og/eller have ret til videreuddannelse.

Under alle omstændigheder spiller de en vigtig rolle for domstolene ved at tage imod såvel forurettede som tiltalte samt i forbindelse med retssystemets overordnede effektivitet.

Udøverne af dette erhverv er repræsenteret på europæisk plan afEuropäische Union der Rechtspfleger (European Union of Rechtspfleger) (E.U.R), en ikke-statslig organisation der omfatter faglige sammenslutninger fra flere lande. Blandt E.U.R.'s mål er deltagelse i udformningen, udviklingen og harmoniseringen af lovgivningen på europæisk og internationalt plan, samarbejde med EU-institutionerne, repræsentation af organisationens medlemmers faglige interesser og fremme af erhvervet med henblik på at forbedre den måde, hvorpå retssystemet fungerer.

Fogeder (stævningsmænd)

Erhvervet som stævningsmand reguleres af lovgivningen i den enkelte medlemsstat, og denne lovgivning er forskellig fra medlemsstat til medlemsstat.

Udøvere af dette erhverv repræsenteres på EU-plan af International Union of Judicial Officers (UIHJ). UIHJ's formål er at repræsentere sine medlemmer i internationale organisationer og sikre samarbejdet med nationale faglige organisationer. Målet er at forbedre den nationale retsplejelovgivning og internationale traktater samt at fremme ideer, projekter og initiativer, der bidrager til at fremme og højne stævningsmændenes uafhængige status.

European Chamber of Judicial Officers (hvis franske forkortelse er CEHJ) repræsenterer også stævningsmænd. CEHJ, der er en nonprofitorganisation, der er underlagt belgisk ret, har til formål at fremme inddragelsen af stævningsmænd i retspersonalets fælles deltagelse i debatten på EU-plan.

Advokater

Advokatens rolle, uanset om den pågældende hyres af en enkeltperson, en virksomhed eller en stat, er at være klientens betroede rådgiver og repræsentant, en fagperson, der respekteres af tredjepart, og en uundværlig deltager i en retfærdig retspleje. En advokat, der således legemliggør alle disse elementer, varetager sin klients interesser og beskytter dennes rettigheder. Derved løser advokaten også en samfundsmæssig opgave, nemlig at foregribe og forebygge konflikter, sikre, at konflikter løses i overensstemmelse med anerkendte principper for offentlig ret samt civil- og strafferet og under behørig hensyntagen til rettigheder og interesser, fremme lovgivningens udvikling og endelig forsvare frihed, retfærdighed og retsstatsprincippet.

Advokaters aktiviteter reguleres af faglige organisationer eller myndigheder i den medlemsstat, de arbejder i – advokatsamfund og -sammenslutninger – som er ansvarlige for at fastlægge reglerne for faglig adfærd og god advokatskik.

EU regulerer ikke betingelserne for at udøve erhvervet som advokat. Et direktiv fra 1998 fastlægger dog betingelserne for, at en advokat, der er kvalificeret til at udøve sit erhverv i en medlemsstat, har adgang til varig udøvelse af det i en anden medlemsstat.

På EU-plan repræsenteres advokater af Council of Bars and Law Societies of Europe (CCBE) – en international nonprofitforening, der blev grundlagt i 1960. Den er forbindelsesled mellem EU og Europas nationale advokatsamfund og -sammenslutninger på områder af gensidig interesse i relation til udøvelse af advokathvervet.

Notarer

Notarer udøver et juridisk erhverv og er autoriserede specialister i bestemte juridiske spørgsmål. Takket være deres opgaver og ansvarsområder spiller notarer en vigtig rolle i de 22 medlemsstater, hvis retssystem er baseret på romerretten. I Irland, der er det eneste Common Law-land i Den Europæiske Union, findes der også notarer, der yder en lang række juridiske tjenester, og hvis funktioner og beføjelser hovedsageligt udøves i forbindelse med retshandlinger og retslige dokumenter, der skal anvendes i oversøiske jurisdiktioner. De spiller en væsentlig rolle i forbindelse med international handel i deres nationale jurisdiktion.

En notar har følgende hovedopgaver:

  • At udarbejde private aftaler og rådgive parterne, som skal behandles retfærdigt og upartisk. Notaren er ved udarbejdelsen af officielle dokumenter ansvarlig for disse dokumenters lovlighed og for den rådgivning, den pågældende giver. Den pågældende informerer parterne om konsekvenserne af de forpligtelser, de påtager sig.
  • At fuldbyrde de skøder, den pågældende udarbejder. Derefter kan skødet registreres direkte i de officielle registre eller fuldbyrdes, hvis en af parterne ikke opfylder sine forpligtelser, uden at sagen behøver at blive forelagt en dommer.
  • At fungere som voldgiftsdommer, der på upartisk vis og under streng overholdelse af loven gør det muligt for parterne at nå en gensidigt acceptabel aftale.

En notar er en offentlig tjenestemand – dvs. at staten har givet den pågældende en offentlig beføjelse, så den pågældende kan opfylde sin forpligtelse til at udføre en offentlig tjeneste – som udøver sine funktioner inden for rammerne af et uafhængigt erhverv.

En notar er bundet af tavshedspligt. En notar udnævnes til sit erhverv på samme måde som en dommer og arbejder på samme vilkår, dvs. at den pågældende er uafhængig, uopsigelig, upartisk, og dennes embedshandlinger kan fuldbyrdes. En notars aktiviteter gennemføres under tilsyn af justitsministeriet.

I EU findes der omkring 35 000 notarer i de 22 medlemsstater, hvis retssystemer er baseret på romerretten.

I forbindelse med kontakten med EU-institutionerne repræsenteres notarer i retssystemer baseret på romerretten af Council of the Notariats of the European Union (CNUE), der blev oprettet i 1993. CNUE repræsenterer notarkontorer i alle EU-medlemsstater, hvor dette erhverv eksisterer, dvs. Belgien, Bulgarien, Estland, Frankrig, Grækenland, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig. Irland har sit eget nationale repræsentative organ. Internationalt repræsenteres Irland dog af "UK and Ireland Notarial Forum".

Sidste opdatering: 11/09/2023

Denne side vedligeholdes af Europa-Kommissionen. Oplysningerne på denne side afspejler ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens officielle holdning. Kommissionen påtager sig intet ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Der henvises til den juridiske meddelelse, for så vidt angår de regler om ophavsret, der gælder for EU-websiderne.