Retsafgifter i forbindelse med den europæiske betalingspåbudsprocedure

Østrig

Denne side indeholder oplysninger om retsafgifterne i Østrig.

Indholdet er leveret af
Østrig
Indledning

Hvilke afgifter skal betales?

Hvor meget skal jeg betale?

Hvad sker der, hvis jeg ikke betaler retsafgifterne rettidigt?

Hvordan kan jeg betale retafgifterne?

Hvad skal jeg gøre, når jeg har betalt?

Indledning

Artikel 25 i forordning (EF) nr. 1896/2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure bestemmer, at de samlede retsafgifter i en medlemsstat i forbindelse med en europæisk betalingspåkravsprocedure og den almindelige civile retssag, der følger i tilfælde af indsigelse mod det europæiske betalingspåkrav, ikke må overstige retsafgifterne i den pågældende medlemsstat i forbindelse med en almindelig civil retssag uden en forudgående europæisk betalingspåkravsprocedure. Det betyder, at sager vedrørende anmodninger om et europæisk betalingspåkrav er underlagt den faste afgift i tarifpost 1 (TP 1) i lov om retsafgifter (GGG), som gælder for alle betalingspåkravsprocedurer og nationale civile retssager.

Hvilke afgifter skal betales?

I forbindelse med sager vedrørende anmodninger om et europæisk betalingspåkrav gælder tarifpost 1 i lov om retsafgifter i første instans i overensstemmelse med bemærkning 1 i tarifpost 1 i GGG. Denne faste afgift skal betales, uanset om sagen bliver ført til ende eller ej. Det er kun muligt at få nedsat afgiften, hvis anmodningen trækkes tilbage eller bliver afvist med det samme, inden den er blevet forkyndt for modparten (til en fjerdedel, bemærkning 3 i TP 1 i GGG), eller når sagen afsluttes på gyldig vis på det første retsmøde (til halvdelen, bemærkning 2 i TP 1 i GGG). I den østrigske ordning for retsafgifter gælder det i civile sager, at det principielt er indgivelsen af en begæring om indledning af en retssag, der giver anledning til opkrævning af afgifter, altså her anmodningen om et europæisk betalingspåkrav. Der betales ikke andre retsafgifter i en sag i første instans.

Forpligtelsen til at betale afgifter opstår i henhold til § 2, stk. 1, litra a), i GGG på det tidspunkt, hvor anmodningen om et europæisk betalingspåkrav indgives til (modtages af) retten. Afgifterne skal betales denne dag. En ansøgning om fritagelse for retsafgifter i form af retshjælp skal ligeledes indgives senest denne dag og kræver, at de påkrævede betingelser er opfyldt.

En anmodning om prøvelse i henhold til forordningens artikel 20 er gratis (uanset om den vedrører en sag om genindsættelse i tidligere rettigheder (stk. 1) eller en prøvelse af realiteten (stk. 2)).

Hvor meget skal jeg betale?

Retsafgifterne beregnes i første instans på grundlag af kravets værdi (sagens værdi = det beløb, der fremsættes krav om) og antallet af parter. De gældende tariffer for tarifpost 1 (pr. 1. august 2017) i lov om retsafgifter (Gerichtsgebührengesetz) fremgår af nedenstående tabel:

Tarifpost 1

Kravets værdi

Retsafgiftens størrelse

op til

150 EUR

23 EUR

over

150 EUR og op til

300 EUR

45 EUR

over

300 EUR og op til

700 EUR

64 EUR

over

700 EUR og op til

2 000 EUR

107 EUR

over

2 000 EUR og op til

3 500 EUR

171 EUR

over

3 500 EUR og op til

7 000 EUR

314 EUR

over

7 000 EUR og op til

35 000 EUR

743 EUR

over

35 000 EUR og op til

70 000 EUR

1 459 EUR

over

70 000 EUR og op til

140 000 EUR

2 919 EUR

over

140 000 EUR og op til

210 000 EUR

4 380 EUR

over

210 000 EUR og op til

280 000 EUR

5 840 EUR

over

280 000 EUR og op til

350 000 EUR

7 299 EUR

over

350 000 EUR

1,2 % af kravets værdi plus 3 488 EUR

Hvis der er flere end to parter, kan der beregnes et tillæg for flere parter i overensstemmelse med § 19a i lov om retsafgifter (fra 10 % til 50 %).

Hvad sker der, hvis jeg ikke betaler retsafgifterne rettidigt?

Ved forsinket betaling opkræves et fast tillæg på 22 EUR (pr. 1. august 2017) i henhold til § 31 i GGG. For sen betaling af retsafgifter har imidlertid ingen indflydelse på den civile sags forløb som sådan. Retten arbejder helt uafhængigt af retsafgifternes betaling.

Retsinstansens opkrævning af retsafgifter er reguleret ved lov om retslig indkassering (Gerichtlichen Einbringungsgesetz (GEG)). Såfremt det i forbindelse med manglende betaling er nødvendigt, at retsinstansen udsteder et betalingspåbud (fuldbyrdelsesgrundlag til inddrivelse af retsafgifter) i henhold til § 6a i GEG, faktureres et inddrivelsestillæg på 8 EUR (pr. 1.1.2014).

Hvordan kan jeg betale retsafgifterne?

Betalingsmetoderne er fastsat i § 4 i GGG, hvor det bestemmes, at retsafgifter kan betales med bankkort med en bankomatfunktion, med kreditkort, ved at indbetale eller overføre beløbet til den kompetente rets konto eller kontant ved den kompetente ret. Rettens bankoplysninger findes på justitsministeriets websted (Linket åbnes i et nyt vinduehttp://www.justiz.gv.at/ i rubrikken "Gerichte" (domstole)).

Alle afgifter kan ligeledes betales ved direkte debitering og indkassering, hvis retten (eller det østrigske retssystem generelt) er bemyndiget til at hæve retsafgifterne direkte på en konto anvist af den part, der skal betale afgifterne, og indsætte dem på rettens konto. I så fald skal begæringen (anmodningen om et europæisk betalingspåkrav) indeholde nærmere oplysninger om den konto, som afgifterne skal hæves på, og en fuldmagt til direkte debitering af afgifterne (f.eks. i form af et ord (Gebühreneinzug!) eller en forkortelse (AEV!)). Begæringen kan også være forsynet med en præcisering af det maksimumsbeløb, der kan debiteres, hvis fuldmagten er begrænset (§ 5 og 6 i den østrigske bekendtgørelse om direkte debitering og indkassering).

Når anmodningen om et europæisk betalingspåkrav indgives elektronisk, skal afgifterne betales ved direkte debitering og indkassering. I så fald kan der ikke anføres et beløb, der maksimalt kan hæves.

Hvad skal jeg gøre, når jeg har betalt?

Forbundsmyndighedens ret til betaling af retsafgifter opstår ved begæringens indgivelse — altså ved indgivelse af anmodningen om et europæisk betalingspåkrav — og hvis der ikke er udstedt en fuldmagt til direkte debitering, skal begæringen vedlægges dokumentation for, at afgifterne er betalt (overført) (§ 4 i GGG). Det føderale regnskabskontor underretter først efterfølgende retsinstansen om, at afgifterne er sat ind på rettens konto, når de fastsatte afgifter er betalt med bankkort eller kreditkort eller er blevet indbetalt eller overført til den kompetente rets konto eller er betalt ved direkte debitering og indkassering fra den pågældende parts konto. Dokumentation for (fuld) betaling afslutter proceduren vedrørende retsafgifterne.

Hvis der betales for meget, kan der fremsættes krav om tilbagebetaling af det for meget betalte beløb (§ 6c i GEG) inden for en periode på fem år.

Link vedrørende emnet

Lov om retsafgifter

Sidste opdatering: 21/04/2021

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.