Find en ekspert

I. Lister og registre over sagkyndige

En sagkyndig (en skønsmand) er en person, der har specialviden og erfaring inden for et givet område inden for videnskab, teknologi, kunst eller håndværk, og som har ret til at bistå domstolene i overensstemmelse med den procedure, der er fastsat i loven om skønsmænd (tiesu ekspertu likums).

Disse opgaver varetages af en statslig sagkyndig eller af en privat sagkyndig, der er anerkendt af staten, og som erhverver ret til at udøve virksomhed som skønsmand på et givet område efter at have opnået en autorisation, der udstedes af Nævnet for Skønsmænd.

Registret over sagkyndige er et offentligt register, der indeholder oplysninger om autoriserede skønsmænd i Letland. Registret forvaltes af Nævnet for Skønsmænd. Registret kan tilgås her: https://eksperti.ta.gov.lv/

II. Sagkyndiges kvalifikationer

Minimumskravene for at opnå status som skønsmand er fastsat i loven om skønsmænd.

En person, der ønsker at opnå autorisation, og som har gennemgået et undervisningsforløb, der er godkendt af Nævnet inden for et bestemt fagområde, eller en skønsmand, der ønsker at opnå ret til at arbejde inden for et andet fagområde, kan aflægge en relevant prøve.

Autorisationen som skønsmand gælder i fem år.

III. Vederlag til sagkyndige

Vederlaget til sagkyndige fastsættes i overensstemmelse med den fortegnelse over honorarer, der er fastsat af domstolsstyrelsen. Syn og skønsforretninger, der ikke fremgår af fortegnelsen over honorarer, betales efter regning.

IV. Sagkyndiges ansvar

De sagkyndiges ansvar er fastsat i kapitel V i lov om skønsmænd .

Nævnet for Skønsmænd indleder disciplinærsager mod en skønsmand, såfremt vedkommende tilsidesætter love og administrative forskrifter vedrørende skønsmænds opgaver, ikke lever op til sit faglige ansvar, udviser grov uagtsomhed i forbindelse med en skønsforretning, ikke gengiver resultatet af en sådan undersøgelse korrekt, optræder respektløst, overtræder de etiske regler for skønsmænd, i tilfælde af tab eller forsætlig skade på effekter, der er genstand for syn og skøn, eller hvis resultatet af en skønsforretning videregives til udenforstående personer.

Når en sagkyndig opnår autorisation som skønsmand, bekræfter vedkommende ved sin underskrift, at han eller hun er blevet underrettet om, at en uberettiget afvisning af at foretage syn og skøn eller forsætlig afgivelse af en falsk skønserklæring vil medføre, at vedkommende ifalder strafansvar.

V. Yderligere oplysninger om ordninger vedrørende skønsmænd

Bestemmelser om ordninger vedrørende skønsmænd i Letland findes i følgende retsakter:

• Strafferetsplejeloven
• Den civile retsplejelov
• Forvaltningsloven
• Lov om skønsmænd

V.1. Udpegning af skønsmænd

I borgerlige sager træffer retten afgørelse om foretagelse af syn og skøn efter begæring fra en af sagens parter. Syn og skøn foretages af de skønsmænd, der er nævnt i lov om skønsmænd. Vedkommende udpeges efter fælles overenskomst mellem parterne eller, hvis der ikke opnås enighed inden for den af retten fastsatte frist, af retten. Der kan om nødvendigt udpeges flere skønsmænd.

I straffesager træffes afgørelsen om at foretage syn og skøn af den person, der efterforsker sagen. Syn og skøn i straffesager har til formål at klarlægge de faktiske omstændigheder i sagen, der kræver en sagkyndigs medvirken.

V.2. Skønserklæringen

Erklæringen skal være velunderbygget og begrundet. Skønsmanden afgiver en objektiv erklæring i eget navn og er personligt ansvarlig for indholdet.

Erklæringen er skriftlig og fremlægges i retten. Erklæringen skal indeholde en præcis beskrivelse af de gennemførte undersøgelser, de konklusioner, der er draget, og begrundede svar på de spørgsmål, som retten har stillet. Hvis skønsmanden i forbindelse med undersøgelsen støder på omstændigheder, der er relevante for sagen, men som ikke er omfattet af de stillede spørgsmål, kan han nævne disse omstændigheder i sin erklæring.

Hvis der udpeges flere skønsmænd, har de ret til at rådføre sig med hinanden. Hvis de afgiver en fælles erklæring, underskrives den af dem alle. Hvis de ikke er enige, afgiver hver især sin egen erklæring.

Retten bedømmer skønserklæringen i lyset af sin egen opfattelse af sagen, idet retten ikke er bundet af det materiale, der fremlægges i retten, heller ikke af sådanne erklæringer.