Find en ekspert

Malta

Indholdet er leveret af
Malta

I. Lister og registre over sagkyndige

Retten kan anvende en liste eller et register over personer, der er interesserede i at fungere som sagkyndige. Listen eller registret føres af justitsministeriet. Medlemmer af retsvæsenet har skønsbeføjelser med hensyn til, hvem de udnævner som retssagkyndig fra den liste/det register, de har adgang til med henblik på intern brug. Dette register er udelukkende forbeholdt domstolene. Personer, der er interesserede i at blive sagkyndige, skal tilkendegive deres interesse, således at justitsministeriet kan anføre deres navn og oplysninger på listen. De aflægger ikke ed. De anmodes dog om at udfylde en due diligence-formular, hvori de giver samtykke til den kontrol, der foretages af justitsministeriet, og om sammen med formularen at fremsende en bekræftet kopi af deres eksamensbevis og/eller kvalifikationsbeviser, en nylig straffeattest, et Europass-CV og en skriftlig ansøgning. I alt 1 000 personer figurerer på listen over retssagkyndige. Retten kan dog udnævne enhver person, som den finder egnet og kompetent, selv om den pågældende ikke er opført på listerne (domstolene har valgfrihed). Endelig offentliggør domstolene også tre lister over retssagkyndige, nemlig arkitekter og civilingeniører, revisorer og ingeniører. Listerne offentliggøres i Maltas statstidende hvert år.

En liste over sagkyndige for 2019 er offentliggjort her (s. 4 ff. i PDF-udgaven).

II. Sagkyndiges kvalifikationer

De sagkyndige skal være kvalificerede for at kunne kalde sig sagkyndige, men de behøver ikke være medlem af en faglig organisation. Der er ikke noget system for løbende faglig udvikling eller krav om løbende dygtiggørelse. Der er ingen kurser for sagkyndige. Sagkyndig er ikke en beskyttet titel, og der skelnes ikke mellem forskellige typer sagkyndige. Listen/registret over personer, der er interesserede i at fungere som retssagkyndige, som føres af justitsministeriet, er inddelt efter fagområde.

III. Vederlag til sagkyndige

Den sagkyndiges vederlag beregnes efter en fast takst, men der er ingen begrænsninger for, hvordan en sagkyndig kan aflønnes. Den sagkyndiges vederlag betales af den ene part, men det er op til retten at afgøre, hvilken part der skal betale omkostningerne. Der er mulighed for, at parterne kan få retshjælp, og der er ikke nogen foreskrevne satser. Med hensyn til forskudsbetaling kan domstolen pålægge parterne at stille et depositum i retten, som vil blive hævet af den sagkyndige, når arbejdet er fuldført.

IV. Sagkyndiges ansvar

De generelle principper i erstatnings- og aftaleretten finder anvendelse uden loft over erstatningsansvaret. Sagkyndige er ikke forpligtede til at have en erhvervsansvarsforsikring.

V. Supplerende oplysninger

Udnævnelsen af sagkyndige er reguleret i artikel 644-682 i den forvaltningsretlige og civile retsplejelov, kapitel 12 i Maltas lovbog.

På det strafferetlige område reguleres udnævnelsen af sagkyndige desuden af artikel 650-657 i straffeloven, kapitel 9 i Maltas lovbog.

Udnævnelse af sagkyndige

I civile retssager udnævnes sagkyndige af en domstol og kan endog foreslås af parterne. Sagkyndige udnævnes således enten af retten af egen drift eller på parternes anmodning i tilfælde, hvor det er nødvendigt at afklare tekniske spørgsmål. Det er f.eks. tilfældet i forbindelse med byggesager, trafikulykker, regnskabsspørgsmål, helbredsmæssige problemer og vurdering af skader.

I straffesager vælges de sagkyndige af retten. Proceduren for indsigelse mod sådanne sagkyndige er den samme som i civile sager. I straffesager udfærdiger de sagkyndige deres rapport enten mundtligt eller skriftligt afhængigt af rettens anvisninger. Rapporten skal indeholde oplysninger om de faktiske omstændigheder og de forhold, der ligger til grund for den sagkyndiges konklusioner. Hvis rapporten fremlægges mundtligt, skal den nedfældes skriftligt af justitssekretæren eller af den person, der træder i dennes sted.

1. Rettens udnævnelse

Sagkyndige er ved lov forpligtet til at indberette interessekonflikter. Rapporter fra sagkyndige, der er udnævnt af retten, vejer tungere end rapporter fra sagkyndige, der er udnævnt af parterne.

2. Parternes udnævnelse

Der er ingen særlig procedure for parters udnævnelse af sagkyndige. Én enkelt sagkyndig kan udnævnes af parterne i fællesskab efter aftale. En domstol kan pålægge parterne at udnævne én enkelt sagkyndig.

VI. Procedure

A) Civile sager

Der er ingen forskel mellem udnævnelsesproceduren i forbindelse med henholdsvis indledende procedurer og procedurer forud for retssagen.

1. Sagkyndig rapport

Parterne forventes at give detaljerede instrukser til den sagkyndige og spørgsmål, som den sagkyndige bør tage op. Den retskendelse, der udnævner den sagkyndige, skal indeholde den sagkyndiges mandat. Når de sagkyndige indgiver deres rapporter og modtager deres honorar, opfordres de til at aflægge ed med hensyn til deres rapport, og på det tidspunkt krydsforhøres de af begge parter.

Der er ingen fast struktur for rapporten, og sagkyndige er ikke forpligtede til at udarbejde en foreløbig rapport. De forventes at behandle parternes spørgsmål i den endelige rapport. Artikel 665 i den forvaltningsretlige og civile retsplejelov, kapitel 12 i Maltas lovbog, indeholder bestemmelser om, hvad rapporten skal indeholde. Det fremgår, at rapporten skal indeholde oplysninger om de undersøgelser, der er foretaget, og begrundelsen for konklusionerne. Det fastsættes endvidere, at rapporten skal være maskinskrevet eller skrevet med blæk med tydelig og læsbar skrift. Rapporten bør ikke suppleres af oversigter eller modeller, medmindre retten tillader det, eller parterne giver deres samtykke hertil.

2. Retsmøde

Der stilles ikke krav om, at den sagkyndige skal deltage i et indledende retsmøde. Det forventes normalt, at de sagkyndige blot informerer parterne om eventuelle møder, de vil afholde. Anmodninger, som de sagkyndige måtte have til parterne, skal fremsættes under disse møder. Sagkyndige krydsforhøres normalt under retsmødet. Retten overvåger eller kontrollerer ikke, hvordan den sagkyndiges undersøgelser skrider frem, og foretager ikke nogen kvalitetskontrol. Parterne kan gøre indsigelse mod den sagkyndiges rapport både i form af egne erklæringer og erklæringer fra andre sagkyndige. Retten er ikke forpligtet til at bruge en sagkyndigs rapport, hvis den strider mod rettens egen overbevisning.

 

De oplysninger, der er fremlagt her, blev indsamlet under "Find an Expert"-projektet fra kontaktpersoner i de enkelte lande udvalgt af European Expertise & Experts Institute – EEEI.

Sidste opdatering: 22/09/2020

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.