Den originale sprogudgave af denne side polsk er blevet ændret for nylig. Den sprogudgave, du kigger på nu, er i øjeblikket ved at blive oversat af vores oversættere.
Følgende sprog: engelsk er allerede oversat.
Swipe to change

Familiemægling

Polen
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

Mægling i familie-, skilsmisse- og separationssager

Mægling er en frivillig, fortrolig form for tvistbilæggelse, hvor parterne i en konflikt eller tvist selv forsøger at indgå en aftale med bistand fra en neutral og upartisk mægler. Deltagerne vælger selv, hvad der skal drøftes under mæglingen. Sager, der indgås aftaler om, kan omhandle forsoning mellem ægtefæller, fastsættelse af vilkår for separation, forældremyndighed, samværsret, opfyldelse af familiens behov, underholds- og børnebidrag samt formueretlige- og boligspørgsmål. Ved mæglingen kan der også indgås aftale om udstedelse af pas, valg af barnets uddannelse, kontakt med andre familiemedlemmer og/eller forvaltning af barnets formue.

Fordele ved mægling

• Mægling medvirker til at mindske de negative følelser og forstå ens egne og den andens behov og således mindske den psykologiske byrde, der er forbundet med konflikten.

Hvordan henvises en sag til mægling?

• Mægling kan finde sted, inden sagen indbringes for retten eller efter, at sagen er blevet anlagt på grundlag af en retsafgørelse.

• Mægling kan under alle omstændigheder kun finde sted med parternes samtykke.

• Den enkelte part kan anmode om mægling i enhver fase af retssagen.

Hvem vælger mægleren?

• Mægleren vælges af parterne i fællesskab eller udpeges af retten med udgangspunkt i personerne på listen over permanente mæglere.

Hvor længe varer mæglingen?

• Mægling, der iværksættes ved en retsafgørelse, bør ikke vare længere end tre måneder, men den kan udsættes efter en fælles anmodning eller anden gyldig grund, der fremmer en ordning.

Mæglingsprocessen

• Efter modtagelse af en retsafgørelse kontakter mægleren parterne for at fastlægge dato og sted for et møde.

• Mægleren forklarer reglerne og mæglingsforløbet og spørger parterne, om de indvilliger i mæglingen.

• Mægling er en drøftelse mellem parterne i nærvær af en mægler. Der kan ligeledes afholdes møder mellem mægleren og en af parterne.

• Parterne kan beslutte ikke at deltage i mæglingen.

• Mægling er fortrolig. Mægleren må ikke videregive oplysninger om mæglingen til tredjemand. Sagens akter indeholder ikke parternes vurderinger eller holdninger.

• En mægler må ikke optræde som vidne med hensyn til de forhold, som denne får kendskab i forbindelse med gennemførelsen af mæglingen, medmindre parterne løser mægleren fra tavshedspligten.

Hvad er de mulige udfald af mægling?

• Mægling kan munde ud i en gensidigt acceptabel aftale underskrevet af parterne.

• I skilsmisse- eller separationssager kan mægling munde ud i forsoning og/eller en aftale mellem parterne eller i udvikling af fælles standpunkter vedrørende retlige spørgsmål. En sådan aftale lægges til grund for rettens afgørelse af sagen.

• Mægleren sender en kopi af sagens akter til parterne.

• Mægleren sender sagens akter og et eventuelt forlig til retten.

• Et mæglingsforlig, som er godkendt af retten, har samme retsvirkning som et indenretsligt forlig og afslutter processen.

• Retten vil afvise at godkende forliget, hvis det er i strid med loven eller grundlæggende hensyn til samfundsordenen, har karakter af en omgåelse af loven, er forvirrende eller indeholder modsigelser.

• Hvis et forlig, der er blevet erklæret eksigibelt, ikke er blevet fuldbyrdet, kan det overgå til en retshåndhævende embedsmand udpeget af retten.

• Hvis der ikke indgås forlig, kan parterne udøve deres rettigheder under en retssag.

Hvad koster mægling?

  • Omkostninger til mægling afholdes af parterne. Normalt betaler parterne halvdelen af omkostningerne hver, medmindre andet er aftalt.
  • En part kan anmode om at blive fritaget for mæglingsomkostningerne.
  • Uanset sagens udfald kan retten pålægge en af parterne at godtgøre omkostningerne ved en åbenlys urimelig afvisning af at deltage i mægling.
  • Hvis der indgås et forlig inden retsmødets afholdelse, vil hele retsgebyret blive tilbagebetalt til den pågældende part.
  • Hvis der indgås et forlig i forbindelse med mæglingen på et senere tidspunkt under sagen (efter afholdelsen af retsmødet), tilbagebetales 75 % af retsgebyret.
  • I skilsmisse- og separationssager tilbagebetales hele det retsgebyr, der blev betalt, da sagen blev indbragt for retten, hvis parterne indgår et forlig i retten i første instans og hæver sagen. Hvis parterne indgår et forlig inden afslutningen af sagen i retten i anden instans, tilbagebetales 50 % af appelgebyret.
  • I tilfælde af udenretslig mægling fastsættes mæglerens vederlag af mæglingscentret, eller parterne aftaler det med mægleren på forhånd.
Sidste opdatering: 23/09/2022

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.