Familiemægling

Spanien
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Regler for mægling

I Spanien findes der ingen særlige regler for familiemægling. Eftersom familiemægling er et civilretligt anliggende, er det imidlertid omfattet af loven om mægling i civile og handelsretlige sager (Ley 5/12, de 6 de julio, de mediación en asuntos civiles y mercantiles), som generelt regulerer mægling på disse områder.

Artikel 3 og 27 i lov 5/12 indeholder særlige regler om mægling i internationale sager.

Nogle selvstyrende regioner med kompetence på dette område har ligeledes regler om mægling, som nogenlunde svarer til reglerne i national lovgivning. Alle de selvstyrende regioners regler om mægling kan findes her: http://www.poderjudicial.es/cgpj/es/Temas/Mediacion/Normativa-y-jurisprudencia/Leyes-Autonomicas/.

2 Familiemæglingsprocedure

Familiemægling er helt frivilligt i Spanien. Proceduren er bl.a. underlagt principperne om fortrolighed, parternes lighed og mæglernes upartiskhed.

For at forenkle mæglingsproceduren i f.eks. internationale familiemæglingssager fastlægges det udtrykkeligt i den generelle lovgivning om mægling, at den kan foregå som en videokonference eller med andre elektroniske midler, der giver mulighed for lyd- eller billedtransmission. Parterne kan gøre brug af mægling før eller under retssagen og selv efter retssagens afslutning, hvis de ønsker at ændre udfaldet eller gøre det nemmere at fuldbyrde rettens afgørelse.

Mæglingsproceduren er forholdsvis enkel, uanset på hvilket tidspunkt parterne gør brug af den. De kontakter den mægler, de har valgt, eller som er udpeget af dommeren, når de henvises til en mægler i forbindelse med en allerede indledt familiesag. Der afholdes et indledende informationsmøde for at gøre parterne bekendt med mekanismen. Hvis de efterfølgende indvilger i at deltage i mæglingen, kan proceduren starte. Mægleren leder mæglingsmøderne, så parterne kan give udtryk for deres holdning og forsøge at nå til enighed. Proceduren afsluttes med eller uden enighed om alle eller nogle af spørgsmålene. Udfaldet noteres i et skriftligt dokument, og hvis parterne er nået til enighed, forelægges denne protokol for retsmyndigheden til godkendelse. Hvis der ikke er involveret mindreårige eller handicappede børn, kan protokollen dog forelægges for en notar, som registrerer aftalen i en offentlig retsakt, der kan fuldbyrdes.

Hvis parterne gør brug af mægling, inden de indleder en retssag, og hvis de når til enighed, fremskyndes retssagen, da parterne så er omfattet af en forenklet procedure. De forelægger aftalen for familiedommeren, som bekræfter den på den betingelse, at den ikke er i strid med loven eller tilsidesætter parrets eventuelle mindreårige eller handicappede børns interesser (ver art. 777 de la Ley de Enjuiciamiento civil).

Hvis der er indledt en retssag, uden at parterne har gjort brug af mægling, kan dommeren under hensyntagen til de særlige omstændigheder i sagen bestemme, at sagen overgår til mægling, og familiedommeren vil da henvise parterne til et gratis informationsmøde. Hvis parterne beslutter sig for at indlede en mæglingsprocedure, suspenderes retssagen ikke, medmindre parterne anmoder om udsættelse af sagen eller når frem til en juridisk godkendt aftale. Hvis parterne ikke når til enighed, eller de ikke ønsker at indlede en mæglingsprocedure, afsiges der dom om alle de punkter, parterne er uenige om.

Familiemægling er udelukket, hvis der er tale om en sag om kønsbaseret vold.

Informationsmødet med mægleren er gratis, men parterne skal selv afholde udgifterne til selve mæglingsproceduren, medmindre de opfylder betingelserne for retshjælp. Alle oplysninger om indholdet af og betingelserne for at få retshjælp findes på

https://www.mjusticia.gob.es/cs/Satellite/Portal/es/servicios-ciudadano/tramites-gestiones-personales/asistencia-juridica-gratuita.

3 Stillingen som familiemægler og adgang til en mægler

Mægleren skal have en universitetsgrad eller højere erhvervsuddannelse og derudover en specialiseret uddannelse i mægling, som tilbydes på akkrediterede institutioner.

Der stilles ikke krav om, at man skal være registreret i et register for at arbejde som familiemægler, men der er oprettet registre, hvor mæglere kan tilmelde sig både på nationalt plan (registret for mæglere og mæglingsorganer (Registro de Mediadores e Instituciones de Mediación), hvis webadresse er angivet nedenfor) og i de selvstyrende regioner.

Næsten alle de selvstyrende regioner har oprettet et offentligt mæglingsorgan. Der findes flere oplysninger om disse organer på de selvstyrende regioners websteder, hvor de forklarer, hvordan mæglingssystemet virker, og angiver det relevante mæglingsregister med et link til det. Webstederne indeholder normalt også formularer til anmodning om mægling, hvor man henvises til de specialiserede organer, der varetager mæglingen.

Før man finder en familiemægler, skal man overveje, om mæglingen skal finde sted, efter at retssagen er indledt, eller uafhængigt af denne. Hvis man anmoder om mægling efter retssagens indledning, vil den pågældende familiedommer henvise parterne til de familiemæglere, som dommeren arbejder sammen med, mens parterne selv skal finde en familiemægler, hvis de ønsker at starte mæglingen før eller uafhængigt af retssagen. Følgende kilder kan eventuelt være nyttige:

-         Registret over mæglere og mæglingsorganer på nationalt plan (Registro de Mediadores e Instituciones de Mediación), jf. ovenfor:

https://www.mjusticia.gob.es/cs/Satellite/Portal/es/areas-tematicas/registros/mediadores-instituciones

-          Følgende organer, som justitsministeriet henviser til:

https://remediabuscador.mjusticia.gob.es/remediabuscador/RegistroInstitucion

-          De mæglingsorganer i provinsen, som domstolsstyrelsen (Consejo General del Poder Judicial) henviser til:

http://www.poderjudicial.es/cgpj/es/Temas/Mediacion/Servicios-de-Mediacion-Intrajudicial/Mediacion-Familiar/

-          De mæglingsorganer, der er oprettet af de forskellige selvstyrende regioner. Deres kontaktoplysninger er normalt at finde på de selvstyrende regioners websteder.

Ud over ovenstående findes der flere oplysninger om familiemæglingsproceduren, den gældende lovgivning, mæglingsorganerne i de forskellige selvstyrende regioner og de relevante formaliteter på domstolsstyrelsens websted:

http://www.poderjudicial.es/cgpj/es/Temas/Mediacion.

Sidste opdatering: 05/07/2021

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.