Konsekvenserne af covid-19 for civil- og insolvensretlige anliggender

Spanien
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Covid-19's indvirkning på civile retssager

1.1 Frister i civile retssager

Alle frister suspenderes, og de frister, der er fastsat i retsplejelovene for alle afgørelser om kompetence, suspenderes og afbrydes. Beregningen af fristerne vil blive genoptaget, når forlængelserne af kongeligt dekret nr. 463/2020 udløber.

Suspensionen af procesfrister gælder ikke for en række specifikke procedurer, herunder beskyttelse af børn.

Dommeren eller domstolen kan aftale at gennemføre enhver form for retsforfølgning, der er nødvendig for at undgå uoprettelige skader på parternes rettigheder og legitime interesser.

Opdateringer vedrørende de spanske myndigheders tiltag til begrænsning af virusspredningen publiceres på hjemmesiden for det generelle spanske retsråd i et afsnit med titlen: General information COVID-19.

Hjemmesiden indeholder fyldestgørende oplysninger, herunder generelle oplysninger, vejledninger og protokoller, det stående udvalgs aftaler (fra den 11. marts 2020 til den 5. maj 2020), retspraksis, oplysninger fra justitsministeriet og statsanklagerens kontor, oplysninger fra sundhedsministeriet, statsoverhovedet samt tilsynsudvalget for højesteret.

1.2 Retslig organisation og retsvæsen

Arbejdet i retsvæsenet er blevet væsentligt reduceret. IT-løsninger og kommunikationsværktøjer er stillet til rådighed eller styrket med henblik på at lette fjernarbejde for dommere, anklagere og andre aktører i retsvæsenet.

Offentlige notarer og offentlige registre betragtes som en væsentlig offentlig tjeneste, og deres funktion sikres.

1.3 EU's retlige samarbejde

Den spanske centralmyndighed kan ikke garantere normal behandling af indkomne anmodninger (især anmodninger på papir). Anmodninger skal sendes elektronisk.

Bevisoptagelse (artikel 3 i forordning (EF) nr. 1206/2001): Alvorlige og hastende anmodninger vil blive behandlet, og anmodninger skal sendes til rogatoriascivil@mjusticia.es. Alle øvrige anmodninger skal følge den sædvanlige fremgangsmåde, og de skal sendes direkte til den kompetente spanske domstol i papirform.

– Bortførelse af børn og inddrivelse af underholdsbidrag: Behandling af anmodninger kan kun garanteres, når de modtages pr. e-mail. Fuldbyrdelsen er betinget af, at der er tale om en hastesag, under hensyntagen til begrænsningen af bevægelighed, som borgerne er pålagt. (sustraccionmenores@mjusticia.es) (SGCJIAlimentos@mjusticia.es)

2 Insolvensrelaterede foranstaltninger, som medlemsstaterne har truffet eller påtænker at træffe efter pandemiens udbrud

2.1 Materielle insolvensforanstaltninger og tilhørende kontrakter, der påvirker foranstaltningerne

2.1.1 Suspension af insolvenssager

2.1.1.1 Suspension af pligt til at begære insolvensbehandling (skyldnere)

Suspension af pligten til at begære insolvensbehandling, så længe nødretstilstanden opretholdes (selv om skyldneren har indsendt anmodning om anvendelse af før-insolvensmekanismen i henhold til artikel 5 i den spanske lov om insolvens).

Konkurslovens artikel 5a er blevet erstattet af artikel 583-594 i konkurslovens konsoliderede tekster, der blev offentliggjort den 5. maj 2020 i statstidende og trådte i kraft den 1. september 2020.

Det fremgår af artikel 6.3 i lov nr. 3/2020 af 18. september, at "Hvis skyldner, frem til og med den 31. december 2020, har meddelt indledning af forhandlinger med kreditorer med det formål at nå frem til en aftale om refinansiering, udenretslig bilæggelse af en tvist eller tiltrædelse af hurtig bilæggelse af en tvist.

2.1.1.2 Beskyttelse af skyldnere mod kreditorers begæring af insolvensbehandling

Skifteretten vil i en periode på to måneder efter nødretstilstandens ophør ikke antage begæringer om nødvendige insolvensbehandlinger, som er indgivet af kreditorer/tredjeparter i løbet af nødretsperioden eller i denne periode på to måneder.

I løbet af de to første måneder efter nødretstilstandens ophør vil retten prioritere skyldneres begæringer om insolvensbehandling.

I artikel 6 i lov nr. 3/2020 af 18. september fastsættes det, at "til og med den 31. december 2020 vil dommerne ikke antage begæringer om nødvendige insolvensbehandlinger, som er indgivet af kreditorer/tredjeparter siden den 14. marts 2020. Hvis skyldner til og med den 31. december 2020 har indgivet en begæring om frivillig konkurs, vil dette blive antaget med henblik på behandling med præference, selv om det sker senere end begæringen om nødvendig konkurs".

Ved kongeligt lovdekret 34/2020 af 17. november er dette moratorium forlænget til den 14. marts 2021.

2.1.2 Suspension af procedurer for inddrivelse af fordringer og af kontraktopsigelser

2.1.2.1 Generelle/specifikke moratorier for inddrivelse af fordringer /visse former for inddrivelse af fordringer

-

2.1.2.2 Suspension af kontraktopsigelser (generelle/specifikke kontrakter)

-

2.2 Suspension af civile sager, herunder sager, der behandles af skifteretten

Generel suspension af procesfrister. Der kan afholdes retsmøder i hastesager.

Suspension af sagsbehandling udløb ved udgangen af juni. I betragtning af sammenbruddet på handelsrettens område, som er blevet yderligere forværret af pandemien, blev der i lov nr. 3/2020 af 18. september fastsat den foretrukne behandling af visse hastesager under insolvensbehandlingen (artikel 9).

2.3 Andre insolvensforanstaltninger (vedrørende anfægtelsessøgsmål, rekonstruktionsplaner, uformelle aftaler og i givet fald andet)

Med kongeligt lovdekret af 31. marts blev der vedtaget supplerende hasteforanstaltninger på det sociale og økonomiske område med henblik på håndtering af covid-19. Dekretet giver mulighed for, at insolvente virksomheder også kan foretage midlertidige afskedigelser (såkaldte ERTE'r) baseret på force majeure eller af organisatoriske, tekniske, økonomiske og produktionsmæssige årsager som følge af covid-19-krisen:

– Formålet med denne foranstaltning er at undgå, at den økonomiske krise forårsaget af covid-19 udgør en yderligere hindring for den insolvente virksomheds levedygtighed, som vil kunne hindre den i at gennemføre eller overholde en kreditoraftale, med den konsekvens at virksomheden går konkurs, eller at det bliver vanskeligt at sælge den som en levedygtig forretningsenhed.

Begæringer eller anmodninger skal indgives af den insolvente virksomhed med tilladelse fra eller direkte af kurator, afhængigt af om virksomheden er i skyldners besiddelse eller ikke.

Kurator bliver ligeledes part i høringsperioden. Hvis der ikke opnås enighed i denne periode, skal beslutningen om at anvende ERTE godkendes eller direkte besluttes af kurator, afhængigt af om virksomheden er i skyldners besiddelse eller ikke.

Under alle omstændigheder skal skifteretten straks underrettes elektronisk om begæringen, beslutningen og de anvendte foranstaltninger.

Hvis arbejdsmyndigheden ikke finder, at der er tale om force majeure, kan virksomheden anfægte en sådan afgørelse ved at indbringe den for arbejdsretten.

Det er skifteretten, der behandler indsigelser mod afgørelser om svig, bedrageri, tvang eller retsmisbrug, eller hvis arbejdstagerne anfægter virksomhedens beslutning eller arbejdsmarkedsmyndighedens afgørelse om at anvende ERTE-ordningen, hvis den har ønsket at opnå uberettigede fordele. Sådanne indsigelser vil følge proceduren for insolvensbehandling i arbejdsmarkedsrelaterede anliggender, og dommen vil kunne appelleres (suplicación).

Både lov nr. 3/2020 af 18. september og kongeligt lovdekret 34/2020 af 17. november (D. F. 10, om ændring af lov nr. 3/2020 af 18. september, om processuelle og organisatoriske foranstaltninger med henblik på håndtering af covid-19 inden for justitsvæsenets område) indeholder foranstaltninger med henblik på at undgå anmeldelse af manglende overholdelse af aftaler eller aftaler om refinansiering og på, i begge tilfælde, at give mulighed for ændringer af vilkårene i sådanne aftaler.

2.4 Relaterede, ikke insolvensrelaterede foranstaltninger (betalingshenstand, banklån, social sikring, sygeforsikring, erhvervstilskud)

Den spanske regering har godkendt foranstaltninger, der fører til midlertidig suspension af de kontraktlige forpligtelser i forbindelse med ethvert realkreditlån, der er optaget af en person, som befinder sig i en økonomisk sårbar situation.

Henstanden med betaling af afdrag på realkreditlån finder kun anvendelse på:

  • sædvanlige/almindelige boliger (dvs. ikke ferie- eller weekendboliger)
  • ejendomme knyttet til iværksætteres og virksomheders økonomiske aktivitet og
  • andre boliger end den sædvanlige i en udlejningssituation, og for hvilke låntager af realkreditlånet, der er en fysisk person samt ejer og udlejer af disse boliger, er ophørt med at modtage lejeindtægter siden nødretstilstandens indtræden eller ikke modtager den efter dennes ophør.

Indførelse af moratoriet medfører suspension af betaling af afdrag på realkreditlånet (hovedstol og renter) i tre måneder, og bestemmelsen om førtidig tilbagebetaling i realkreditlåneaftalen finder heller ikke anvendelse. Der påløber ingen morarenter.

Økonomisk sårbare skyldnere er følgende:

  • personer, der bliver arbejdsløse eller, hvis de er selvstændige eller erhvervsdrivende, får et betydeligt indtægtstab eller fald i salget (over 40%)
  • familieenheder, hvis samlede indtægter ikke i den måned, der gik forud for indførelsen af moratoriet, oversteg tre gange den månedlige IPREM (dvs. 537,84 EUR x 3). Denne beregning forhøjes, hvis der er børn i familien, personer over 65 år, handicappede, personer med plejebehov eller syge
  • afdraget på realkreditlånet plus udgifter og basale livsfornødenheder overstiger 35% af hele familiens nettoindkomst og
  • familier, der som følge af covid-19-nødsituationen har oplevet en betydelig ændring i deres økonomiske forhold med hensyn til, hvad der kræves for få adgang til en bolig (forholdet mellem omkostninger til realkreditlån og familiens indkomst er multipliceret med 1,3).

Skyldnere kan ansøge om et moratorium i en periode på 15 dage efter udgangen af én måned efter nødretstilstandens ophør (den nuværende frist er den 27. maj). Långiverne skal indføre et sådant moratorium inden for højst 15 dage efter indgivelsen af ansøgningen og skal indberette et sådant moratorium til den spanske centralbank.

Anvendelse af suspensionen kræver ikke, at en aftale mellem parterne eller en kontraktændring skal træde i kraft, men forlængelsen af realkreditlånets løbetid skal formaliseres i et offentligt dokument, som skal registreres i matrikelregistret.

Sidste opdatering: 21/10/2021

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.