Civilretligt samarbejde vedrørende børn fra Ukraine

Børn afskåret fra deres familiemiljø grundet Ruslands militære aggression mod Ukraine — eksisterende europæiske og internationale instrumenter i grænseoverskridende civile sager.

Dette faktablad er udarbejdet af Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område.

 

Ruslands militære aggression mod Ukraine rejser spørgsmålet om, hvad der sker med de flygtningebørn, som er fordrevet fra Ukraine til Den Europæiske Union. Spørgsmålet er endnu mere komplekst, når disse børn er adskilt fra deres familier, enten fordi de er blevet i Ukraine, eller fordi de er flygtet til en anden medlemsstat.

Det haster nu med at sikre, at disse børn beskyttes mod risikoen for vold, udnyttelse, ulovlig adoption, bortførelse, salg eller børnehandel. Det er derfor afgørende at bruge de instrumenter, som beskytter disse børns rettigheder.

Der findes europæiske og internationale retlige instrumenter, som sikrer beskyttelse af børn, og som indeholder særlige bestemmelser om beskyttelse af og bistand til børn, der midlertidigt eller konstant er afskåret fra deres familiemæssige omgivelser, herunder i nødsituationer såsom væbnede konflikter.

Kompetence

I spørgsmål om forældremyndighed er det fastsat i artikel 8 i Bruxelles IIa-forordningen[1] og artikel 7 i Bruxelles IIb-forordningen, at kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar over for et barn ligger hos retterne[2] i den medlemsstat[3], hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges. Retterne i Ukraine bevarer imidlertid kompetencen, hvis barnet havde sit sædvanlige opholdssted i Ukraine før fordrivelsen. Generelt gælder det, at ændring af det sædvanlige opholdssted kræver tid, og at retten skal sikre sig, at visse krav er opfyldt[4]. Et ukrainsk barn, der rejser ind i EU, vil i nogen tid formentlig ikke have et sædvanligt opholdssted i EU, hvilket betyder, at artikel 8 i Bruxelles IIa-forordningen og artikel 7 i Bruxelles IIb-forordningen i mange tilfælde ikke finder anvendelse.

Ifølge artikel 13, stk. 2, i Bruxelles IIa-forordningen og artikel 11, stk. 2, i Bruxelles IIb-forordningen er kompetencen baseret på barnets opholdssted for så vidt angår flygtningebørn og børn, der er internationalt fordrevne på grund af uroligheder i deres land. Det præciseres imidlertid i artikel 52, stk. 2, i Haagerkonventionen af 1996 om beskyttelse af børn (sammenholdt med betragtning 25 i Bruxelles IIb-forordningen), at reglen om kompetence kun finder anvendelse på børn, der havde deres sædvanlige opholdssted i en medlemsstat før fordrivelsen. Hvis barnets sædvanlige opholdssted før fordrivelsen var i et tredjeland som eksempelvis Ukraine, bør kompetencereglen i Haagerkonventionen af 1996 om flygtningebørn og børn, der er internationalt fordrevne, finde anvendelse. Ukraine og samtlige EU-medlemsstater er kontraherende parter i Haagerkonventionen af 1996 (HCCH | #34 — Statustabel).

Det fastslås i artikel 6, stk. 1, i Haagerkonventionen af 1996, at for "flygtningebørn og børn, der er internationalt fordrevne på grund af uroligheder i deres land, har myndighederne i den kontraherende stat, på hvis område disse børn befinder sig som følge af deres fordrivelse, den i artikel 5, stk. 1, omhandlede kompetence."

Yderligere oplysninger om anvendelsen af Haagerkonventionen af 1996 om beskyttelse af børn på uledsagede børn og børn, der er adskilt fra deres familie, findes her og her.

Ifølge artikel 8 og 9 i Haagerkonventionen af 1996, artikel 15 i Bruxelles IIa-forordningen og artikel 12 og 13 i Bruxelles IIb-forordningen, kan kompetencen overføres til en ret, der er bedre egnet til at behandle sagen. I den aktuelle situation vil dette kunne gælde beskyttelse af et barn fra Ukraine (som f.eks. ankommer uledsaget til EU) i tilfælde, hvor den kompetente myndighed bliver opmærksom på, at barnet har familiemedlemmer i en anden medlemsstat. I sådant et tilfælde kan den første medlemsstat anmode om, at kompetencen overføres, hvis barnet har en særlig tilknytning til den anden medlemsstat, og hvis overførslen vil være til barnets bedste.

Den praktiske vejledning, som er knyttet til Bruxelles IIa-forordningen og Bruxelles IIb-forordningen, og som er tilgængelig her, kan give en bedre forståelse af deres anvendelse.

Gældende lovgivning

I tilfælde af en militær aggression udgør Haagerkonventionen af 1996 om beskyttelse af børn et vigtigt værktøj for beskyttelse af børn, heriblandt børn, som er uledsagede, adskilt fra deres familie, migranter og asylsøgende. Ukraine og samtlige EU-medlemsstater er kontraherende parter i Haagerkonventionen af 1996 om beskyttelse af børn (HCCH | #34 — Statustabel).

Det bemærkes, at det i artikel 16, stk. 1, i Haagerkonventionen af 1996 slås fast, at spørgsmålet om forældreansvar for et barn er undergivet loven i den stat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted — dvs. at ukrainsk ret er gældende for børn, som har deres sædvanlige opholdssted i Ukraine. Det samme gælder for tildeling af forældreansvar ved aftale eller ved en ensidig handling (artikel 16, stk. 2, i Haagerkonventionen af 1996). Dertil kommer, at forældreansvar, der følger af loven i den stat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, fortsat består efter en flytning af barnets sædvanlige opholdssted til en anden stat (artikel 16, stk. 3, i Haagerkonventionen af 1996). Udøvelsen af forældreansvar er undergivet loven i den stat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted (artikel 17 i Haagerkonventionen af 1996).

Dertil kommer, at det i artikel 23 i Haagerkonventionen af 1996 fastslås, at foranstaltninger, der træffes i en kontraherende stat, anerkendes som en følge af loven i alle andre kontraherende stater. Følgelig vil en ukrainsk foranstaltning inden for konventionens anvendelsesområde blive automatisk anerkendt i andre kontraherende stater uden formel anerkendelse. Foranstaltninger vedrørende Ukraine vil derfor forblive gyldige i EU.

Som præciseret i artikel 18 i Haagerkonventionen af 1996 kan forældreansvar, jf. konventionens artikel 16, bringes til ophør eller vilkårene for udøvelsen deraf ændres ved foranstaltninger truffet efter denne konvention. Ifølge artikel 15, stk. 1, i Haagerkonventionen af 1996 skal de kontraherende staters myndigheder "under udøvelsen af deres kompetence efter bestemmelserne i kapitel II anvende loven i deres egen stat". Det følger deraf, at de kontraherende parter i disse tilfælde anvender deres nationale lovgivning.

Yderligere oplysninger om anvendelsen af Haagerkonventionen af 1996 om beskyttelse af børn på uledsagede børn og børn, der er adskilt fra deres familie, findes her og her.

Samarbejde mellem centralmyndighederne

Vær opmærksom på, at den ukrainske centralmyndighed, der er udpeget i henhold til Haagerkonventionen af 1996 om beskyttelse af børn, er påvirket og kan være midlertidigt begrænset af den aktuelle krise.

I situationer vedrørende samarbejde mellem medlemsstaternes centralmyndigheder (f.eks. et barn, som er blevet anbragt i en medlemsstat, men som har søskende i en anden) kan artikel 55 og 56 i Bruxelles IIa-forordningen [1] eller artikel 80 og 82 i Bruxelles IIb-forordningen finde anvendelse.

Hvad angår familiepleje kan de oplysninger fra medlemsstaterne, som er offentliggjort på e-justiceportalen, og som omhandler procedurerne for grænseoverskridende anbringelse, herunder i plejefamilier, også være nyttige. De kan tilgås her.

Den praktiske vejledning, som er knyttet til Bruxelles IIa-forordningen og Bruxelles IIb-forordningen, og som er tilgængelig her, kan give en bedre forståelse af deres anvendelse.

Hvordan kan Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område (ERN-civil) hjælpe?

ERN-civil yder støtte til gennemførelsen af EU's civilretlige instrumenter i den daglige retslige praksis. Udover centralmyndigheden kan du kontakte ERN-kontaktpunktet i din medlemsstat, hvis du har et specifikt problem i en grænseoverskridende sag. Dit kontaktpunkt kan eksempelvis forhøre sig om den aktuelle status for en anmodning hjælpe med at etablere kontakt mellem to retter eller finde kontaktoplysninger på en kompetent myndighed i en anden EU-medlemsstat.

Flere oplysninger om ERN, og hvordan det kan hjælpe.

Hvordan finder jeg mit nationale kontaktpunkt?

Nyttige link


[1] Fra og med den 1. august 2022 erstattes Bruxelles IIa-forordningen af Bruxelles IIb-forordningen, men Bruxelles IIa-forordningen finder fortsat anvendelse på sager, der er indledt før den 1. august 2022.

[2] Ifølge artikel 2, stk. 1, i Bruxelles IIa-forordningen og artikel 2, stk. 2, nr. 1), i Bruxelles IIb-forordningen dækker udtrykket "ret" alle myndigheder i medlemsstaterne med kompetence i spørgsmål, der falder ind under de to forordningers anvendelsesområde.

[3] Disse to forordninger finder ikke anvendelse på Danmark, som anvender kompetenceregler, der ligner dem i Haagerkonventionen af 1996 om beskyttelse af børn.

[4] For så vidt angår fortolkningen af "sædvanligt opholdssted" se f.eks. Domstolens domme i sagerne C-523/07, C-497/10 PPU, C-376/14 PPU, C-111/17 PPU, C-512/17 og C-393/18 PPU.

Sidste opdatering: 01/02/2023

Denne side vedligeholdes af Europa-Kommissionen. Oplysningerne på denne side afspejler ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens officielle holdning. Kommissionen påtager sig intet ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Der henvises til den juridiske meddelelse, for så vidt angår de regler om ophavsret, der gælder for EU-websiderne.