Formularer vedrørende forkyndelse af dokumenter (omarbejdning)

Nationale oplysninger og onlineformularer i relation til forordning nr. 2020/1784.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1784 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) (omarbejdning) har til formål at forbedre og fremskynde fremsendelsen af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager med henblik på forkyndelse mellem medlemsstaterne. Forordningen erstatter Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 med virkning fra den 1. juli 2022.

Det decentrale IT-system, der skal anvendes som et obligatorisk kommunikationsmiddel til fremsendelse og modtagelse af anmodninger, formularer og anden kommunikation, vil dog først finde anvendelse fra den 1. maj 2025 (den første dag i den måned, der følger efter perioden på tre år efter datoen for ikrafttrædelsen af den gennemførelsesretsakt, der er omhandlet i artikel 25 (se nærmere herom i artikel 37 i forordning (EU) 2020/1784).

Forordningen finder anvendelse mellem alle Den Europæiske Unions medlemsstater, herunder Danmark, som bekræftede sin hensigt om at gennemføre forordningens indhold ved hjælp af en erklæring baseret på en parallelaftale indgået med Det Europæiske Fællesskab.

I forordningen er der fastsat forskellige måder, hvorpå fremsendelse og forkyndelse af dokumenter kan finde sted: Fremsendelse via fremsendende og modtagende instanser, fremsendelse via konsulære eller diplomatiske kanaler, postforkyndelse, elektronisk forkyndelse og direkte forkyndelse.

Forordningen indeholder 12 standardformularer.

Yderligere oplysninger: Forkyndelse af dokumenter

Udfyldte formularer bør sendes til den relevante kompetente myndighed på den måde, som myndigheden ønsker. Yderligere oplysninger om, hvordan man kan kontakte de kompetente myndigheder, den relevante nationale lovgivning osv. findes i afsnittet om Det Europæiske Retlige Atlas. Denne side indeholder et søgeværktøj til at finde de kompetente myndigheder, som de udfyldte formularer skal sendes til.

Gå til Formularer til forkyndelser.

Sidste opdatering: 01/07/2022

Denne side vedligeholdes af Europa-Kommissionen. Oplysningerne på denne side afspejler ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens officielle holdning. Kommissionen påtager sig intet ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Der henvises til den juridiske meddelelse, for så vidt angår de regler om ophavsret, der gælder for EU-websiderne.