Bevisoptagelse via videokonference

Bulgarien
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Er det muligt at foretage bevisoptagelsen ved hjælp af en videokonference, hvor denne enten foretages med deltagelse af en ret i den anmodende medlemsstat eller direkte af en ret i denne medlemsstat? Hvis ja, hvad er da de nationale procedurer eller den gældende nationale lovgivning?

Ja, beviserne kan optages ved hjælp af begge metoder. Procedurerne udarbejdes på ad hoc-basis. Den bulgarske lovgivning indeholder ikke regler om videokonferencer, men forbyder dem heller ikke. Anmodninger om bevisoptagelse, herunder ved hjælp af videokonferencer, indgives til den stedligt kompetente distriktsdomstol med henblik på bevisoptagelsen (artikel 617, stk. 1, i den civile retsplejelov fra 2008). Den kompetente ret, som giver tilladelse til direkte bevisoptagelse i Bulgarien, er den regionale domstol, der har stedlig kompetence til direkte bevisoptagelse (artikel 617, stk. 2, i den civile retsplejelov fra 2008). Den kompetente ret kan findes ved hjælp af søgeværktøjet på den europæiske e-Justice-portal/det europæiske retlige atlas. Anmodningen skal indeholde forskellige oplysninger, såsom navn og adresse på sagens parter, sagens art og genstand, en beskrivelse af bevisoptagelsen mv. Følgende formularer skal benyttes: formular A: anmodning om bevisoptagelse (i henhold til artikel 10-12) formular I formular I: anmodning om direkte bevisoptagelse (i henhold til artikel 17). Bulgarien har ikke indgået internationale aftaler eller arrangementer med andre EU-medlemsstater for at lette bevisoptagelsen og sikre overensstemmelsen med forordning (EU) nr. 206/2001. Forordning (EU) nr. 1206/2001 har forrang for aftaler, som Bulgarien har indgået med andre medlemsstater, for så vidt de vedrører bevisoptagelse i civil- og handelsretlige sager.

2 Er der nogen begrænsninger med hensyn til, hvilke personer der må afhøres ved hjælp af videokonference – gælder dette f.eks. kun vidner, eller er det også tilladt at afhøre eksperter eller parter i sagen på denne måde?

Nej, der er ingen begrænsninger. Den bulgarske civile retsplejelov indeholder i modsætning til strafferetsplejeloven ikke særlige regler om bevisoptagelse ved hjælp af videokonference, således at vurderingen af de personer, der skal afhøres ved hjælp af denne teknologi, skal foretages af den ret, der har stedlig kompetence med hensyn til bevisoptagelsen (artikel 617, stk. 1 og 2, i den civile retsplejelov). I henhold til den civile retsplejelov kan vidner, sagkyndige og sagens parter afhøres. Hvis der er tale om afhøring af mindreårige, kræves det, at vedkommendes retlige repræsentant er til stede. Ved afhøring af børn gælder der begrænsninger for barnets alder (over 10 år) (artikel 15 i loven om beskyttelse af børn).

3 Hvilke typer begrænsninger er der i givet fald for de beviser, som kan fremskaffes via en videokonference?

Nej, der er ingen begrænsninger. Hvis den anmodende ret eller den anmodede ret ikke har adgang til videokonferenceudstyr, kan det stilles til rådighed for retterne i henhold til en aftale.

4 Er der nogen restriktioner med hensyn til, hvor den pågældende person må afhøres via en videokonference – skal det f.eks. være i en ret?

Afhøring af personer finder normalt sted i den relevante rets bygninger i henhold til den civile retsplejelovs artikel 163, stk. 1. Hvis der er tungtvejende grunde hertil, kan afhøringen også finde sted uden for retten, når der også er adgang til teknisk udstyr til bevisoptagelse via videokonference, og parterne i sagen ligeledes er indkaldt.

5 Er det tilladt at optage videokonferencer, og er denne tekniske mulighed i givet fald tilgængelig?

Afhøring via videokonference kan kun ske med parternes samtykke (den civile retsplejelovs artikel 148). Kun den ret, der afholder videokonferencen, må optage afhøringen. Det er retten, der har stedlig kompetence for retsmødet, der træffer afgørelse om, hvorvidt videokonferencen skal optages eller ej. Afhøringen kan optages ved hjælp af udstyr til lydoptagelse, der omfatter en lydafspiller. En sådan lydoptagelse skal lagres på et elektronisk medie, der indgår i sagens akter.

6 På hvilket sprog skal afhøringen finde sted: a) hvis der er tale anmodninger under artikel 10-12, og b) hvis der er tale om direkte bevisoptagelse i henhold til artikel 17?

Alle bulgarske domstole gennemfører retsmødet på deres officielle sprog (bulgarsk), og der stilles om nødvendigt en tolk til rådighed. I tilfælde af anmodninger efter artikel 10-12, dvs. indirekte bevisoptagelse, anvendes den anmodede rets sprog. For så vidt angår anmodninger i henhold til artikel 17, dvs. indirekte bevisoptagelse, anvendes den anmodende rets sprog, afhængigt af de betingelser, der er fastsat af den kompetente regionale domstol.

7 Hvis det er nødvendigt med tolkebistand, hvem er så ansvarlig for at sørge for dette under de to typer afhøringer, og hvor skal tolkene befinde sig?

Den bulgarske lovgivning indeholder ikke bestemmelser om dette spørgsmål. Tolkebistand leveres på ad hoc-basis: Den anmodende ret sørger om nødvendigt for, at den afhørte får tolkebistand. Den anmodende ret angiver i sin anmodning, hvilket sprog der skal anvendes, og underretter den anmodede ret herom. Den anmodende og den anmodede ret kan i givet fald anmode om, at sagen føres helt eller delvis på et fremmedsprog. Efter anmodning fra den anmodende medlemsstat eller den afhørte skal den anmodede medlemsstat om nødvendigt sikre, at der er en tolk til stede.

8 Hvilken procedure gælder med hensyn til forberedelse af afhøringen og meddelelsen af tid og sted til den person, der skal afhøres? Hvor lang tid bør der i forbindelse med fastlæggelsen af datoen for afhøringen afsættes for at kunne indkalde den pågældende person rettidigt?

Hvor lang tid afsættes der i forbindelse med berammelsen af retsmødet til, at den pågældende har mulighed for at indhente tilstrækkelige oplysninger? Den bulgarske lovgivning indeholder ikke særlige bestemmelser på dette område, men det er hensigtsmæssigt at anvende dem civile retsplejelovs generelle regler for afholdelse af retsmøder og indkaldelse af vidner, parter og sagkyndige. Underretningen af personerne skal ske i god tid med en frist på mindst syv dage før retsmødet (artikel 56, stk. 3, i den civile retsplejelov). Proceduren for afhøring via videokonference tilrettelægges i overensstemmelse med den anmodede stats lovgivning.

9 Hvilke omkostninger er der i forbindelse med anvendelse af videokonferencer, og hvordan afholdes de?

De bulgarske domstole opkræver ikke gebyrer for brug af videokonference. Den anmodende ret sikrer godtgørelse af honorarer, der er udbetalt til sagkyndige og tolke, samt udgifterne til tilrettelæggelse af videokonferencen. Efter anmodning fra den anmodede ret skal den anmodende ret godtgøre udgifterne til brug af videokonferenceudstyr.

10 Hvilke krav stilles der i givet fald for at sikre, at den person, der afhøres direkte af den anmodende ret, er blevet oplyst om, at afhøringen skal foregå på frivillig basis?

Den bulgarske retsplejelov indeholder ingen udtrykkelige bestemmelser herom. Anmodninger om direkte bevisoptagelse i henhold til artikel 17 i forordning (EU) nr. 1206/2001 kan i princippet kun imødekommes på frivillig basis uden anvendelse af tvangsforanstaltninger. Ved indledningen af afhøringen af et vidne, når vidnet ikke er repræsenteret ved en advokat, præciserer den bulgarske dommer vidnets processuelle rettigheder og forpligtelser. Vidnet har ret til at nægte at afgive vidneforklaring i overensstemmelse med reglerne i den civile retsplejelovs artikel 166.

11 Hvilken procedurer anvendes med henblik på at bekræfte identiteten på den person, der skal afhøres?

Loven i den stat, der anmodes om bistand, finder anvendelse. Det fremgår af artikel 170 i lov om civil retspleje, at når en person afhøres som vidne eller sagkyndig, fastslås hans identitet ved et personligt identifikationsdokument, og oplysningerne vedrørende hans interesse i sagen afklares, og han gøres opmærksom på sit ansvar efter loven i tilfælde af falsk vidneforklaring (den civile retsplejelovs artikel 290).

12 Hvilke krav gælder med hensyn til edsaflæggelse, og hvilke oplysninger behøves fra den anmodende ret, når der er behov for edsaflæggelse ved direkte bevisoptagelse i henhold til artikel 17?

I tilfælde af direkte bevisoptagelse ved en bulgarsk anmodende ret i henhold til artikel 17 er det artikel 170, stk. 2, i den civile retsplejelov, der finder anvendelse, og vidnet eller den sagkyndige, der er blevet afhørt, og som er blevet underrettet om det strafferetlige ansvar, han påkalder sig i tilfælde af falsk vidneforklaring eller urigtige ekspertvurderinger, forpligter sig til at sige sandheden (den civile retsplejelovs artikel 290 og 291).

13 Hvilke foranstaltninger er der truffet for at sørge for en kontaktperson til den anmodende ret på det sted, hvor videokonferencen afholdes, og en person til at betjene videokonferenceudstyret og håndtere tekniske problemer på afhøringsdagen?

De bulgarske domstole har en "systemadministrator", dvs. en person med de nødvendige IT-færdigheder til at kunne deltage i tilrettelæggelsen af en videokonference og påtage sig de dermed forbundne opgaver. Hvis der opstår et teknisk problem, kontakter han den pågældende ret og sikrer, at afhøringen af personer ved hjælp af videokonference foregår på behørig vis.

14 Hvilke yderligere krav er der i givet fald med hensyn til oplysninger fra den anmodende ret?

Der kan være behov for yderligere tekniske oplysninger for at kunne etablere en videokonferenceforbindelse mellem den anmodende ret og den anmodede ret.

Sidste opdatering: 30/08/2021

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.