På det civilretlige område vil verserende sager og sager, der er indledt inden overgangsperiodens udløb, fortsætte i henhold til EU-retten. E-Justice-portalen vil – i overensstemmelse med en aftale med Det Forenede Kongerige – fortsat indeholde relevante informationer vedrørende Det Forenede Kongerige indtil udgangen af 2024.

Om netværket

England og Wales
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

Kontaktpunkter

Der er et centralt kontaktpunkt for hver af Det Forenede Kongeriges fire retskredse. Da disse kontaktpunkter dækker hver sit kompetenceområde, er der ingen overlapning i deres arbejde, idet de hver især har eneansvaret for netværket i deres retskreds. Forespørgsler via EJN bør stiles til det relevante kontaktpunkt for den berørte domstol.

Kontaktpunktet for England og Wales arbejder for justitsministeriet (Ministry of Justice) i London. Kontaktpunktet assisteres af én ansat og kan anmode om bistand fra en række øvrige kolleger i forbindelse med opgaver, der vedrører netværket. Arbejdet med netværket kombineres med andre opgaver.

EJN i England og Wales

Der findes ikke noget formelt netværk i England og Wales. Der er dog i justitsministeriet oprettet et netværk af sagkyndige inden for bestemte politikområder, som kontaktpunktet kan henvende sig til for at få svar på spørgsmål, der dukker op.

Der er også etableret kontakter i andre relevante ministerier, som kontaktpunktet kan rette henvendelse til for rådgivning og besvarelse af spørgsmål, der falder ind under ministeriets ansvarsområder. Kontaktpunktet har også et tæt samarbejde med andre, som deltager i netværket for England og Wales, bl.a. en række dommere med speciale inden for særlige retsområder eller med ansvar for internationalt samarbejde – navnlig lederen af justitskontoret for International Family Law og Senior Master, som er dommer med ansvar for forordninger om forkyndelse og bevisoptagelse.

Alle, som deltager i netværket og det uformelle tværministerielle netværk, kan kontaktes via e-mail. Alle inden for justitsministeriet og Her Majesty's Courts and Tribunals Service har adgang til et intranet, der kan benyttes til at formidle information inden for netværket, og dommere kan også kontaktes via e-mail. Information om netværket er også lagt ud på domstolenes intranet for England og Wales.

Kontaktpunktet sørger for, at relevante politiske, administrative eller retslige sagkyndige høres før relevante møder i netværket, og at mødenotater og relevante handlingspunkter formidles efter behov.

Kontaktpunktet deltager i International Family Law Committee, der består af erfarne familieretsdommere, advokater, akademikere og de relevante centrale myndigheder i England og Wales. De mødes hver fire gange om året og udveksler bl.a. informationer om nyere EU-lovgivning og netværkets aktiviteter. Kontaktpunktet har desuden deltaget i en række møder med udvalget Lord Chancellor's Advisory Committee on Private International Law. Udvalget består af erfarne dommere og akademikere og rådgiver justitsministeriet med hensyn til EU-forslag inden for samarbejde på det civilretlige område.

Kontaktpunktet har også regelmæssig kontakt med både Bar Council og Law Society of England and Wales, som er de instanser der repræsenterer henholdsvis barristers og solicitors, samt Det Forenede Kongeriges repræsentanter for ECC-Net, som har ansvaret for alle retskredse i Det Forenede Kongerige. Der er også tidligere afholdt møder med kontaktpunkter i UK SOLVIT.

Formidling af oplysninger

Der er ikke noget nationalt websted for EJN i England og Wales. Oplysninger formidles via andre eksisterende websteder, bl.a., som nævnt ovenfor, domstolenes intranet. Kontaktpunktet har imidlertid samarbejdet med andre i forbindelse med formidling af forskellige oplysningskilder, herunder på webstedet for Her Majesty's Courts og Tribunals Service i forbindelse med oplysninger til borgerne om, hvordan grænseoverskridende krav anlægges eller behandles – navnlig i forbindelse med det europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokument, den europæiske betalingspåkravsprocedure og forordningen om europæiske småkrav. Kontaktpunktet har også samarbejdet med ECC-Net i Det Forenede Kongerige, som har udarbejdet en vejledning til forordningen om europæiske småkrav. Mulighederne for at skabe opmærksomhed om EJN og siderne på e-justice-portalen er benyttet på relevante møder og konferencer og i relevante publikationer.

Sidste opdatering: 02/02/2021

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.