På det civilretlige område vil verserende sager og sager, der er indledt inden overgangsperiodens udløb, fortsætte i henhold til EU-retten. E-Justice-portalen vil – i overensstemmelse med en aftale med Det Forenede Kongerige – fortsat indeholde relevante informationer vedrørende Det Forenede Kongerige indtil udgangen af 2022

Underholdsbidrag

England og Wales
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Hvad er den praktiske betydning af begreberne "underhold" og "underholdspligt"? Hvilke personer skal betale underholdsbidrag til en anden person?

Forældre kan betale underholdsbidrag til deres børn eller ethvert andet af familiens børn til den forælder eller person, som har barnet/børnene i sin varetægt. Betalingen kan enten ske via retten eller ved hjælp af den lovbestemte børnebidragsordning (den administrative ordning, som er oprettet ved lov i England og Wales og Skotland). Den lovpligtige børnebidragsordning består af tre organisationer, Child Maintenance Service (CMS), Child Maintenance Options og Child Support Agency (CSA). For at benytte børnebidragsordningen skal de involverede personer (forældre eller den person, som har barnet/børnene i sin varetægt, og børn) have sædvanligt opholdssted i Det Forenede Kongerige.

Alle ansøgninger til den lovbestemte ordning er blevet forvaltet af CMS, og forældre har haft adgang til tjenesten gennem Child Maintenance Options. CSA er ved at blive lukket, og alle sager med løbende forpligtelser er nu afsluttet. Forældre med sager, der udelukkende vedrører restancer, er ved at blive kontaktet for at finde ud af, om de stadig ønsker gælden inddrevet, i hvilket tilfælde den kan overføres til CMS.

Forældre kan betale underholdsbidrag til børn under 18 år. Efter ansøgning kan et "barn" over 18 år få underholdsbidrag fra en forælder til supplerende uddannelse, hvis der er tale om en faglig uddannelse, eller hvis der foreligger særlige omstændigheder, (jf. børneloven af 1981, tillæg 1, Children Act 1989 Schedule 1).

Børnebidrag kan også betales af forældre, der lever adskilt fra deres børn, via CMS. CMS træffer afgørelse om børnebidrag gennem en administrativ proces og ikke ad retslig vej – hvis barnet er under 16 år eller er under 20 år og følger en fuldtidsuddannelse, som ikke er en videregående uddannelse (stadig går i skole eller følger undervisningen på en tilsvarende uddannelsesinstitution), eller er under 20 år og bor sammen med en forælder, der har søgt børnetilskud for dem. Børnebidraget udbetales til den modtagende forælder. Hver af forældrene eller den person, som har barnet i sin varetægt, kan fremsætte en ansøgning til CMS. Beløbet beregnes af CMS. Den ugentlige betaling erlægges af den betalende forælder enten direkte til den modtagende forælder (såkaldt Direct Pay) eller ved anvendelse af CMS' "Collect and Pay"-tjeneste mod et gebyr (se nedenfor).

Ægtefæller kan have gensidig underholdspligt. Underholdsbidrag kan betales til enten den ene eller den anden af ægtefællerne. Det kan også være nødvendigt for en tidligere registreret partner at betale underholdsbidrag til den anden tidligere partner og til eventuelle børn i familien.

2 Indtil hvilken alder kan et barn modtage underholdsbidrag? Er der forskellige regler for underholdspligt overfor mindreårige og voksne?

Se ovenstående svar. Der er ikke fastsat nogen aldersgrænse i børneloven af 1989, tillæg 1.

3 Skal jeg indgive min ansøgning om bidrag til en kompetent myndighed eller en retsinstans? Hvad er hovedpunkterne i proceduren?

Når forældre i England og Wales bliver separeret, før de kan søge CMS, skal de kontakte Child Maintenance Options for rådgivning og information, så de kan få hjælp til at få en effektiv løsning vedrørende underholdsbidrag til deres familie. Dette kan enten være en såkaldt "familiebaseret aftale", som er en aftale mellem dem selv eller en ansøgning til CMS. Forældre kan ikke få adgang til CMS, medmindre de først har talt med Child Maintenance Options.

Hvis forældrene beslutter, at de ikke kan indgå en familiebaseret aftale, skal de betale et gebyr for at søge CMS. Oplysninger om de aktuelle gebyrer kan ses på regeringens websted. Du skal muligvis ikke betale et gebyr, hvis du som bidragssøgende er under 19 år, bosiddende i Nordirland eller har afgivet en erklæring om vold i hjemmet, som er indberettet til en myndighed, der er anerkendt af CMS-systemet. Gebyret dækker forskellige tjenesteydelser til den bidragssøgende: CMS' beregning af bidrag på grundlag af den betalende forælders indkomst, sporing af den betalende forælder og forvaltning af eventuelle ændringer i bidragspligten. Beregningen af det underholdsbidrag, der skal betales, er baseret på en procentdel af den betalende forælders bruttoindkomst afhængigt af det antal børn, der skal betales til, og det bidragspligtige beløb kan enten stige eller falde afhængigt af andre faktorer, som f.eks. betalende forældres supplerende indkomst eller anerkendelse af en aftale om fælles forældremyndighed. CMS garanterer dog ikke, at deres arbejde vil resultere i bidragsbetaling.

Når der er foretaget en vurdering af bidragspligten, og hvis begge forældre er enige om at betale hinanden direkte via Direct Pay-tjenesten, skal der kun betales et ansøgningsgebyr. Brugere af CMS, der ønsker, at CMS foretager betalingen ved hjælp af Collect and Pay-tjenesten, skal betale opkrævningsgebyrer. For den betalende forælder betyder dette yderligere 20 % ud over betalingen af deres sædvanlige børnebidrag. Den modtagende forælder får trukket 4 % fra det børnebidrag, de modtager. Opkrævningsgebyrer kan undgås med en familiebaseret aftale eller ved at anvende Direct Pay.

Den betalende forælder skal også betale et gebyr til CMS, hvis CMS skal træffe fuldbyrdelsesforanstaltninger, dvs. retskendelser mod den betalende forælder, der ikke har betalt forfaldent børnebidrag.

4 Kan der indgives ansøgning om underholdsbidrag på vegne af en slægtning (hvis ja, hvor tæt skal man være beslægtet) eller et barn?

Hvad angår børnebidrag, kan f.eks. en ven, en slægtning eller en advokat (f.eks. en "solicitor" i England og Wales) indgive begæring på vegne af en betalende eller modtagende forælder, som har barnet i sin varetægt. Vedkommende skal da bemyndige den pågældende til at gøre dette, medmindre vedkommende allerede har en bemyndigelse, f.eks. i form at en fuldmagt. I England og Wales kan der ikke indgives begæring på vegne af et barn, da børn ikke selv kan anmode om underholdsbidrag.

En begæring i England og Wales om gensidig inddrivelse af underholdsbidrag kan kun indgives på vegne af et barn eller en fraskilt ægtefælle eller en tidligere registreret partner eller på vegne af andre personer, når den relevante internationale konvention eller aftale om gensidig inddrivelse af underholdsbidrag åbner mulighed herfor.

5 Hvis jeg ønsker at indbringe sagen for retten, hvordan finder jeg så ud af, hvilken ret der er kompetent?

Ansøgere i England og Wales kan, afhængigt af deres bopæl, indgive deres anmodning til en af de tre afdelinger for fuldbyrdelse af afgørelser om underholdsbidrag for henholdsvis England (bortset fra London), London og Wales.

Rettens administrative personale vil yde vejledning, hvis der skal indgives begæring til en anden domstol.

6 Er det nødvendigt for mig som ansøger at benytte en mellemmand for at bringe sagen for retten (f.eks. en advokat, en central eller lokal myndighed etc.) Hvilke procedurer gælder, hvis dette ikke er tilfældet?

Ansøgning om børnebidrag er en administrativ proces, som CMS tager sig af.

Bidragssøgende, der ønsker gensidig fuldbyrdelse af en retsafgørelse om underholdsbidrag, behøver ikke hyre en advokat for at anmode retten om at inddrive underholdsbidrag inden for rammerne af de forskellige internationale konventioner og overenskomster. En anmodning fra et andet land vil blive fremsendt til familierettens afdeling for fuldbyrdelse af retsafgørelser om underholdsbidrag for det område, hvor den bidragsskyldige har bopæl.

Der stilles ikke krav om, at bidragssøgende efter børneloven af 1989, tillæg 1, skal hyre en advokat for at anlægge sag ved retten.

7 Skal jeg betale et gebyr for at indbringe sagen for retten? Hvis ja, hvor højt må det antages at være? Hvis mine økonomiske midler er utilstrækkelige, kan jeg så få bevilget retshjælp til at dække sagens omkostninger?

Der kræves normalt ikke advokatbistand til inddrivelse af underholdsbidrag og i de fleste tilfælde heller ikke gebyr. I de tilfælde, hvor advokatbistand er påkrævet, er der mulighed for retshjælp, som dog i visse tilfælde er betinget af en forudgående trangsvurdering; den bidragssøgende vil eventuelt blive afkrævet et bidrag.

8 Hvilken form for underholdsbidrag er det sandsynligt, at retten vil tilkende? Hvordan beregnes bidragets størrelse? Kan rettens afgørelse ændres, hvis leveomkostningerne eller familieforholdene ændrer sig? Hvis ja, hvordan? (f.eks. ved hjælp af en automatisk indeksregulering)?

Hvad angår inddrivelse af underholdsbidrag kan retten træffe afgørelse om betaling af børnebidrag, ægtefællebidrag eller børnebidrag/ægtefællebidrag. Retten kan træffe afgørelse om periodiske betalinger, udredning af en affindelsessum, forligsbetalinger og betalinger med sikkerhedsstillelse. Retten eller CMS kan i særlige tilfælde beslutte, at underholdsbidraget skal tilbagedateres. Der vil blive taget hensyn til alle forhold i den enkelte sag ved afgørelse af spørgsmålet om tilbagedatering og fastsættelse af betalingens størrelse. Der kan til enhver tid indgives begæring til domstolene om ændring af en afgørelse om underholdsbidrag.

Under visse omstændigheder kan pensionsmidler anvendes til at yde underholdsbidrag mellem ægtefæller. Parterne kan frit kan aftale deres indbyrdes økonomiske forhold, uden at der er behov for en retskendelse, men der skal i tilfælde af deling af en pension eller overførsel af pensionsmidler foreligge en retskendelse, før pensionsudbyderen må overføre pensionsmidler.

9 Hvordan og til hvem udbetales underholdsbidraget?

De personer, der er berettiget til at modtage underholdsbidrag, er nævnt under spørgsmål 1 ovenfor.

Familierettens afdeling for betaling af underholdsbidrag (MPBC ("Maintenance Payments Business Centre"), som er en del af retssystemet i England og Wales, beskæftiger sig med betalinger til enkeltpersoner. Kontoret for gensidig fuldbyrdelse af retsafgørelser om underholdsbidrag (REMO) tager sig ikke af betalinger.

CMS fastsætter, opkræver og betaler underholdsbidraget. Hvis den betalende forælder betaler for sent eller ikke betaler, griber CMS ind for at sørge for, at den bidragsskyldige forælder hurtigt betaler ethvert skyldigt børnebidrag. CMS kan om nødvendigt anvende forskellige håndhævelsesmetoder.

10 Hvilke foranstaltninger kan der træffes for at tvinge en bidragspligtig (debitor), som ikke betaler frivilligt, til at betale?

Retten kan med henblik på inddrivelse af et underholdsbidrag beslutte, at betalingen skal ske direkte til denne, den kan fastsætte en særlig betalingsmåde, den kan afsige en kendelse om lønindeholdelse, og den kan træffe nedenstående afgørelser på anmodning af CMS.

Undlader en betalende forælder at betale børnebidraget, der skal betales via CMS, vil CMS træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at han/hun betaler alle skyldige børnebidrag. CMS har en række beføjelser til sin rådighed. Det kan bl.a. tilbageholde beløbet direkte i løn og bankkonti og gå rettens vej (inddrivelse). Om nødvendigt kan det i ekstreme tilfælde anmode retten om at fratage en betalende forælders kørekort eller ligefrem idømme ham/hende en frihedsstraf.

11 Beskriv kort eventuelle begrænsninger for tvangsfuldbyrdelsen, navnlig regler om debitorbeskyttelse og om frister og forældelse?

Ingen for så vidt angår fuldbyrdelse af retsafgørelser om underholdsbidrag.

CMS skal tage hensyn til barnets tarv, hvis det kan blive berørt af CMS' afgørelser om, hvor hurtigt det forlanger restancer betalt, og hvor meget der skal betales hver gang.

12 Findes der en organisation eller en myndighed, som kan være behjælpelig med at inddrive underholdsbidraget?

For børnebidrag, der opkræves gennem Child Maintenance-systemet, er den relevante organisation CMS (se ovenfor).

13 Kan private eller offentlige organisationer helt eller delvist udbetale bidraget forskudsvist på debitors vegne?

Hvad angår børnebidrag, som CMS administrerer, kan det kun give de penge, det modtager, videre i de relevante tilfælde. Det kan ikke betale underholdsbidraget eller en del af det selv eller på vegne af den ikkesamlevende forælder.

Centralmyndigheden for England og Wales (REMO) kan ikke påtage sig ansvaret for at udrede betalinger.

14 Hvis jeg bor i dette medlemsland, og debitor har bopæl i et andet land:

14.1 Kan jeg så få hjælp fra en myndighed eller privat organisation i det pågældende land?

Gensidig fuldbyrdelse af retsafgørelser om underholdsbidrag (REMO) er den proces, hvorved retsafgørelser om underholdsbidrag afsagt af britiske domstole på vegne af personer, som har bopæl i Det Forenede Kongerige, kan registreres og fuldbyrdes af domstole eller andre myndigheder i udlandet over for personer med bopæl i udlandet.

Der er tale om et tovejssystem styret af internationale konventioner og overenskomster, som sikrer, at udenlandske retsafgørelser om underholdsbidrag til fordel for personer bosat i udlandet ligeledes kan registreres og fuldbyrdes af britiske domstole over for personer, som er bosiddende i Det Forenede Kongerige.

Ansøgningsproceduren er som følger:

En person, der har bopæl i Det Forenede Kongerige, og som ønsker at få udbetalt underholdsbidrag fra en person bosat i udlandet, skal rette henvendelse til:

• Familierettens afdeling for fuldbyrdelse af retsafgørelser om underholdsbidrag (Maintenance Enforcement Business Centre – MEBC) med ansvar for det område, hvor de er bosiddende, se [indsæt link til https:www.gov.uk/child-maintenance-if-one-parent-lives-abroad/ex-partner-lives-abroad]

Den bidragssøgende kan anmode om, at retsafgørelsen fuldbyrdes i det land, hvor den bidragsskyldige har bopæl. Der findes også procedurer, som sætter den bidragssøgende i stand til at anmode de udenlandske myndigheder om at træffe en retsafgørelse om underholdsbidrag på sine vegne.

Den bidragssøgende behøver ikke hyre en advokat. Rettens personale underretter ham/hende om, hvilken blanket der skal bruges, og fremsender anmodningen til den relevante myndighed, som for England og Wales er REMO-kontoret.

REMO-kontoret fremsender den til den udenlandske myndighed med henblik på registrering og fuldbyrdelse over for den bidragsskyldige, som har bopæl der.

Anmodninger fra et land uden for Det Forenede Kongerige skal af den udenlandske myndighed i det land, hvor ansøgeren har bopæl, fremsendes til REMO-kontoret. REMO fremsender anmodningen til den MEBC, der har kompetence til at behandle sagen.

Hvad angår børnebidrag, er det kun muligt for CMS at fastsætte et bidrag i tilfælde, hvor begge forældre eller den modtagende forælder og barnet har deres sædvanlige bopæl i Det Forenede Kongerige, eller den betalende forælder arbejder uden for Det Forenede Kongerige som britisk embedsmand, diplomat, medlem af de væbnede styrker eller udstationeret sundhedsmedarbejder eller arbejder uden for Det Forenede Kongerige for en arbejdsgiver, som er et registreret selskab, hvis lønregnskab er baseret i Det Forenede Kongerige. En indkomst fra udlandet, som er skattepligtig i Det Forenede Kongerige, til en person med bopæl i Det Forenede Kongerige kan tages i betragtning ved beregning af børnebidrag.

Ifølge EU's forordning om underholdspligt 4/2009 kan CMS også rette henvendelse til andre EU-lande for at inddrive skyldige underholdsbidrag.

14.2 Hvis ja, hvordan kan jeg så komme i kontakt med den relevante myndighed eller private organisation?

Kontaktadresserne for de enkelte afdelinger for fuldbyrdelse af retsafgørelser om underholdsbidrag er:

For personer, der bor i Storlondon:

The Maintenance Enforcement Business Centre – London

Central Family Court

First Avenue House

42-49 High Holborn

London

WC1V 6NP

DX 160010 Kingsway 7

E-mail: MEBC.London@justice.gov.uk

For personer, der bor i England uden for Storlondon:

The Maintenance Enforcement Business Centre – Bury St Edmunds

Triton House

St Andrews Street North

Bury St Edmunds

Suffolk

IP33 1TR

E-mail: MEBC.BSE@justice.gov.uk

For personer, der bor i Wales:

The Maintenance Enforcement Business Centre – Wales

Wales Maintenance Business Centre

Port Talbot Justice Centre

Harbourside Way

Port Talbot

SA13 1SB

Tlf.: +44 1656 673 833

E-mail: mebc.wales@justice.gov.uk

REMO-kontoret kan kontaktes på:

Reciprocal Enforcement of Maintenance Orders (REMO)

Official Solicitor and Public Trustee

Victory House, 30-34 Kingsway

London

WC2B 6EX

Tlf.: 020 3681 2757 (i Det Forenede Kongerige)

+44 20 3681 2757 (fra udlandet)

E-mail: remo@offsol.gsi.gov.uk

REMO's websted

MEBC og REMO-kontoret kan ikke yde juridisk rådgivning til ansøgere eller andre. Men der tilbydes almindelig orientering om de procedurer, som skal følges. Den nærmere karakter af den gensidighed, der består mellem Det Forenede Kongerige og andre lande afhænger af den konvention eller overenskomst, som det andet land har undertegnet, og de enkelte familieretters MEBC kan oplyse, hvorledes de forskellige konventioner finder anvendelse på en bestemt sag.

Nye bidragssøgende skal første gang rette henvendelse til Child Maintenance Options, før de søger hos Child Maintenance Service. Child Maintenance Options kan kontaktes på telefonnummer 0800 0835 130 fra Det Forenede Kongerige (00 44 0800 0835 130 fra udlandet), eller du kan besøge deres websted.

Hvis du allerede har en sag hos CSA eller CMS, står deres telefonnummer i de breve, de har sendt dig.

15 Hvis jeg bor i det andet land, og debitor befinder sig i dette land:

15.1 Kan jeg så sende en ansøgning direkte til en sådan myndighed eller privat organisation?

En anmodning kan indgives via den myndighed eller domstol, der beskæftiger sig med gensidig fuldbyrdelse i den udenlandske retskreds, hvor ansøgeren bor. Anmodningen kan også indgives fra et andet land direkte til REMO, retten eller MEBC.

Hvad angår børnebidrag, er det kun muligt for CMS at fastsætte et bidrag i tilfælde, hvor den bidragssøgende og barnet har bopæl i en anden del af Det Forenede Kongerige (nemlig Skotland eller Nordirland).

15.2 Hvis det er tilfældet, hvordan kan den myndighed eller private organisation kontaktes, og hvilken hjælp kan jeg få?

Kontaktoplysningerne for REMO, familieretternes MEBC og CMS er anført ovenfor. Den hjælp, der ydes, er beskrevet ovenfor. De situationer, hvor CMS kan antage eller må afvise en anmodning, er nærmere behandlet i tidligere svar.

16 Er medlemsstaten bundet af Haagerprotokollen af 2007?

Det Forenede Kongerige ikke er bundet af Haagerprotokollen af 2007, og den gælder således ikke i England og Wales.

17 Hvis landet ikke er bundet af Haagerprotokollen af 2007, hvilken lovgivning finder så anvendelse på kravet på underholdsbidrag i henhold til landets internationale privatret? Hvilke er de relevante internationale privatretlige regler?

Engelsk og walisisk lovgivning finder anvendelse på alle sager, i hvilke der er truffet afgørelse i England og Wales.

18 Hvilke regler gælder for adgangen til domstolsprøvelse i grænseoverskridende sager inden for EU i overensstemmelse med kapitel V i forordningen om underholdspligt?

Der kræves normalt ikke advokatbistand til inddrivelse af underholdsbidrag og i de fleste tilfælde heller ikke gebyr. I de tilfælde, hvor bistand fra en advokat er påkrævet, er der mulighed for retshjælp (kapitel V), som dog i visse tilfælde er betinget af en forudgående trangsvurdering; den bidragssøgende vil eventuelt blive afkrævet et bidrag. Som led i retshjælpen kan der foretages en vurdering for at afgøre, om sagens karakter betyder, at der bør søges om fuld retshjælp.

19 Hvilke foranstaltninger har denne medlemsstat truffet for at sikre udførelsen af de opgaver, der er omhandlet i artikel 51 i forordningen om underholdspligt?

De britiske bekendtgørelser Civil Jurisdiction and Judgments (Maintenance) Regulations 2011 (SI 1484/2011) støtter anvendelsen af forordningen om underholdspligt 4/2009. Centralmyndighederne for Det Forenede Kongerige er udpeget i Regulation 3 og Schedule 1, og det samme gælder fastsættelsen af deres rolle i forbindelse med fremsendelsen af begæringer. I Regulation 4 og Schedule 2 er det fastsat, hvilke organer der skal give oplysninger til centralmyndighederne (bl.a. oplysninger om den bidragsskyldige) og hvilke regler der gælder for centralmyndighedernes korrekte videregivelse af oplysningerne.

Punkt 18 i tillæg 1 til Legal Aid, Sentencing and Punishment of Offenders Act 2012 omhandler mulighederne for adgang til retshjælp i England og Wales i overensstemmelse med forordningen om underholdspligt.

 

Denne webside er en del af Dit Europa.

Vi vil gerne have din feedback om, hvor nyttige informationerne er for dig.

Your-Europe

Sidste opdatering: 24/06/2021

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.