Hvis mit krav skal behandles i dette land

Cypern

Indholdet er leveret af
Cypern

Hvilken type forbrydelse kan jeg få erstatning for?

Du kan få erstatning for en række bestemte forbrydelser, der omfatter et element af vold, og som er begået i områder under Cyperns kontrol, og som fremgår af national lovgivning (f.eks. alvorlig legemsbeskadigelse, forsætligt manddrab).

Hvilken type skade kan jeg få erstatning for?

Du kan få erstatning for alvorlig legemsbeskadigelse og for helbredsforstyrrelser, som ifølge en lægeerklæring kræver indlæggelse og mindst otte dages fravær fra arbejde.

Kan jeg få erstatning, hvis jeg er pårørende til eller forsørges af et offer, der er afgået ved døden som følge af en forbrydelse? Hvilke pårørende eller forsørgelsesberettigede kan få erstatning?

Ja, du kan få erstatning, hvis du blev forsørget af det offer, der afgik ved døden som følge af forbrydelsen, dvs. hvis du er offerets ægtefælle og/eller et af offerets børn.

Kan jeg få erstatning, hvis jeg er pårørende til eller forsørges af et overlevende offer? Hvilke pårørende eller forsørgelsesberettigede kan i dette tilfælde få erstatning?

Nej, du kan ikke få erstatning, hvis du er pårørende til eller forsørges af et overlevende offer.

Kan jeg få erstatning, hvis jeg ikke er statsborger i et EU-land?

Ja, du kan få erstatning, hvis du ikke er statsborger i et EU-land, så længe du er statsborger i et land, der er medlem af Europarådet, og har fast bopæl i Cypern, eller du er statsborger i et land, der har undertegnet den europæiske konvention om erstatning til ofre for voldsforbrydelser.

Kan jeg søge erstatning i landet, hvis jeg bor her eller kommer herfra (er bosat her eller er statsborger i landet), selv om forbrydelsen blev begået i et andet EU-land? Kan jeg gøre dette frem for at søge erstatning i det land, hvor forbrydelsen fandt sted? I bekræftende fald, på hvilke betingelser?

Nej, du kan ikke søge erstatning her i landet, selv om du bor her eller kommer herfra, for en forbrydelse begået i et andet EU-land. Der ydes kun erstatning for forbrydelser af mellemsvær grad begået i de områder, der er under Cyperns kontrol.

Skal jeg først anmelde forbrydelsen til politiet for at kunne søge erstatning?

Ja, forbrydelsen skal anmeldes til politiet senest fem dage efter den dag, hvor den blev begået, eller, hvis det ikke med rimelighed er muligt at gøre det inden for denne frist, senest fem dage efter det tidspunkt, hvor det med rimelighed blev muligt at anmelde den.

Skal jeg først afvente resultatet af politiets efterforskning eller udfaldet af straffesagen, før jeg kan ansøge?

Nej, erstatningsansøgningen skal indgives senest to år efter datoen for forbrydelsen, uanset om politiets efterforskning og/eller straffesagen er afsluttet eller ej.

Skal jeg først søge erstatning fra skadevolderen – hvis denne er blevet fundet?

Ja, du skal først søge erstatning fra skadevolderen – hvis denne er blevet fundet – før du kan gøre krav på erstatning. Erstatningsansøgningen skal dog indgives senest to år efter datoen for forbrydelsen, uanset om retssagen mod skadevolderen er afsluttet eller ej.

Er jeg stadig erstatningsberettiget, hvis skadevolderen ikke er fundet eller domfældt? Hvilke beviser skal jeg i så fald fremlægge til støtte for kravet?

Ja, du er stadig erstatningsberettiget, selv om skadevolderen ikke er fundet eller domfældt. Du skal forelægge en politirapport om sagen, som beviser, at skadevolderen ikke er blevet fundet.

Skal jeg søge erstatning inden for en given tidsfrist?

Ja, fristen for indgivelse af en erstatningsansøgning er to år efter den dag, hvor forbrydelsen blev begået.

Hvilke tab og udgifter gives der erstatning for?

a) For offeret for forbrydelsen:

- Materiel (ikkepsykisk) skade:

  • helbredelsesudgifter som følge af skaden (lægebehandling – ambulant og hospitalsbehandling, restituering)

Sundhedsydelser leveres gratis af offentlige hospitaler og sygehuse op til et beløb på 1 709 EUR.

  • andre behov eller udgifter som følge af skaden (f.eks. pleje og assistance, midlertidig og varig behandling, langvarig fysioterapeutisk genoptræning, tilpasning af bolig, særlige hjælpemidler osv.)

Disse udgifter er inkluderet i ovenstående beløb.

  • varigt mén (f.eks. invaliditet og andre varige handicap)

I tilfælde af varig uarbejdsdygtighed udbetales en uarbejdsdygtighedspension, hvis beløb er lig med den fulde grundpension, der udbetales ifølge loven om social sikring, ganget med procentsatsen for den nedsatte arbejdsevne.

  • tab af indkomst under og efter lægebehandling (herunder tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne eller forringet forsørgelse osv.)

I tilfælde af midlertidig uarbejdsdygtighed udbetales sygedagpenge i en periode på op til seks måneder. Beløbet er lig med den fulde grundsats for sygedagpenge, der udbetales ifølge loven om social sikring.

  • fortabte muligheder

Ikke relevant.

  • udgifter forbundet med retssager vedrørende hændelsen, der forvoldte skaden, såsom advokatsalærer og sagsomkostninger

Ikke relevant.

  • erstatning for stjålne eller beskadigede personlige ejendele

Ikke relevant.

  • andre tab eller udgifter

Ikke relevant.

- Psykisk (immateriel) skade:

  • svie og smerte for offeret

Ikke relevant.

b) For erstatningsberettigede personer eller pårørende til et offer:

- Materiel (ikkepsykisk) skade:

  • begravelsesudgifter

Der ydes erstatning for begravelsesudgifter med et beløb svarende til den erstatning for begravelsesudgifter, der udbetales ifølge loven om social sikring.

  • helbredelsesudgifter (f.eks. terapi til et familiemedlem, ambulant og hospitalsbehandling, rehabilitering)

Ikke relevant.

  • tab af forsørgelse eller fortabt mulighed

Der udbetales en pension til efterlevende ægtefælle eller en ydelse til forældreløse børn, hvis beløb er lig med det fulde grundbeløb for pensionen eller ydelsen ifølge loven om social sikring.

- Psykisk skade:

  • svie og smerte for pårørende eller berettigede personer/erstatning til efterladte i tilfælde af offerets død

Ikke relevant.

Udbetales erstatningen som et engangsbeløb eller i månedlige rater?

Erstatning udbetales som et engangsbeløb, men invalidepension, pension til efterlevende ægtefælle og ydelsen til forældreløse børn udbetales hver måned.

Hvordan kan min egen adfærd i forbindelse med forbrydelsen, min straffeattest eller mangel på samarbejde under sagsbehandlingen påvirke muligheden for at få erstatning og/eller erstatningsbeløbets størrelse?

Du får ikke erstatning, hvis du er offer for en forbrydelse, du selv har begået, hvis du er involveret i organiseret kriminalitet, eller hvis du er medlem af en organisation, der er involveret i voldsforbrydelser, selv om den voldsforbrydelse, du har været udsat for, ikke har noget med dette at gøre, eller du ikke selv deltog deri.

Hvordan kan min økonomiske situation påvirke muligheden for at få erstatning og/eller erstatningsbeløbets størrelse?

Din økonomiske situation påvirker ikke din mulighed for at få erstatning.

Er der andre kriterier, som kan påvirke muligheden for at få erstatning og/eller erstatningsbeløbets størrelse?

Hvis du har undladt eller nægtet at samarbejde fuldt ud med politiet eller en anden kompetent myndighed.

Hvordan beregnes erstatningen?

Erstatningen beregnes som nævnt ovenfor i svaret på spørgsmålet: "Hvilke tab og udgifter gives der erstatning for?".

Er der en minimums-/maksimumsgrænse for erstatningens størrelse?

Der findes ikke nogen minimumsgrænse for erstatningens størrelse. Det højeste beløb, der kan udbetales, er anført ovenfor i svaret på spørgsmålet: "Hvilke tab og udgifter gives der erstatning for?".

Forventes jeg at angive et beløb i ansøgningsskemaet? Får jeg i så fald vejledning i beregning af beløbet eller anden vejledning?

Nej, det er ikke nødvendigt.

Bliver en eventuel erstatning for mit tab fra andre kilder (f.eks. fra min arbejdsgivers eller en privat forsikring) modregnet i erstatningen fra offentlige myndigheder/organer?

Ja, alle andre former for erstatning fra andre kilder vil blive modregnet.

Kan jeg få udbetalt et forskud på erstatningen? I bekræftende fald, på hvilke betingelser?

Nej.

Kan jeg få supplerende eller yderligere erstatning (f.eks. som følge af ændrede omstændigheder eller forværret helbred osv.) efter hovedafgørelsen?

Nej.

Hvilke underbyggende bilag skal jeg vedlægge min ansøgning?

Din ansøgning skal vedlægges en politirapport og en lægeerklæring. Du kan blive bedt om at forelægge et af følgende dokumenter eller alle dokumenterne:

  • fuldmagt/bevis for legitimiteten af eller forholdet til offeret
  • offerets dødsattest
  • kopi af politirapporten
  • kopi af retsafgørelsen
  • lægeerklæringer og -udtalelser
  • hospitalsregninger
  • regninger vedrørende andre udgifter (pleje, begravelse)
  • indkomst (løn, sociale ydelser og overførselsindkomst)
  • attest vedrørende eventuel modtagelse af relaterede beløb fra andre kilder (arbejdsgivers forsikring, privat forsikring)
  • straffeattest
  • alle andre bilag vedrørende din sag.

Skal der betales administrative eller andre former for gebyrer, når ansøgningen er modtaget og behandlet?

Nej.

Hvilken myndighed træffer afgørelse om erstatningsansøgninger (i nationale sager)?

Direktøren for den sociale sikringstjeneste.

Hvem skal jeg sende ansøgningen til (i nationale sager)?

Du kan aflevere din ansøgning personligt eller sende den med posten til følgende adresse: Υπηρεσίες Κοινωνικών Ασφαλίσεων (den sociale sikringstjeneste), Lord Byron Avenue 7, 1465 Nicosia, Cypern.

Skal jeg være personligt til stede under retssagen, og/eller når der træffes afgørelse om min ansøgning?

Nej, det er ikke nødvendigt.

Hvor lang tid tager det (ca.) at få en erstatningsafgørelse fra den pågældende myndighed?

Det vil tage seks måneder fra den dag, hvor alle de elementer, der er nødvendige for at træffe en afgørelse, foreligger.

Hvordan kan jeg appellere den pågældende myndigheds afgørelse, hvis jeg er utilfreds med den?

Du kan appellere afgørelsen til den administrative domstol senest 75 dage efter afgørelsens vedtagelse.

Hvor kan jeg få de nødvendige formularer og mere information om ansøgningsproceduren?

Du kan finde ansøgningsskemaer og yderligere oplysninger om erstatning – på græsk og engelsk – på socialsikringskontorerne eller på webstedet for socialsikringstjenesten.

Er der en telefonisk hotline eller et websted med informationer?

Der findes ikke nogen særlig telefonlinje eller noget særligt websted med oplysninger om erstatning. Du kan få oplysninger ved at henvende dig direkte til socialsikringstjenesten.

Kan jeg få retshjælp (advokatbistand) til at udfylde ansøgningen?

Du kan søge om retshjælp til de juridiske procedurer i din sag. Der ydes ikke retshjælp til udfyldelse af erstatningsansøgninger, som indgives til denne myndighed.

Er der støtteorganisationer for ofre, hvor jeg kan få hjælp til at søge erstatning?

Du kan få oplysninger ved at henvende dig direkte til socialsikringstjenesten, hvor du også kan indgive en erstatningsansøgning.

Sidste opdatering: 11/03/2024

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.