EuroPris

Denne side indeholder oplysninger om fængsler og faktablade om fængselsforhold udarbejdet af medlemsstaternes myndigheder og giver retshåndhævende myndigheder de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af den europæiske arrestordre og andre instrumenter for gensidig anerkendelse.

Den europæiske fængselssamarbejdsorganisation (EuroPris)

EuroPris er en europæisk netværksorganisation, som fremmer samarbejde, gensidig læring og udveksling af god praksis mellem europæiske fængselsvæsener. Organisationen blev oprettet i 2011 af 18 europæiske fængselsvæsener som en organisation af og for retshåndhævende myndigheder. I 2018 repræsenterer organisationen 31 europæiske Fængselsvæsener, hvoraf 26 er fra EU-lande. Fængselsvæsener fra alle Europarådets stater kan blive medlem af EuroPris.

Organisationen ønsker at fremme professionel fængselspraksis for at forbedre borgernes sikkerhed ved hjælp af bedre afsoningsstandarder og praksis i Europa gennem begrænsning af recidivrisikoen og en mere professionel indsats i forbindelse med afsoningen.

EuroPris arbejder på at nå disse mål gennem tilrettelæggelse af arrangementer, der giver mulighed for en meningsfuld udveksling af erfaringer, såsom ekspertmøder, workshops og konferencer.

EuroPris samarbejder med en lang række europæiske organisationer, der beskæftiger sig med strafferetlige spørgsmål, såsom European Prison Education Association, European Penitentiary Training Academies, Confederation of European Probation, European Forum of Restorative Justice, Children of Prisoners Europe mv.

EuroPris har observatørstatus i Europarådets udvalg for kriminalpolitisk samarbejde (Council for Penological Cooperation).

Yderligere oplysninger om tidligere og aktuelle arrangementer, materiale og præsentationer findes på EuroPris' websted, hvor du også kan abonnere på nyhedsbrevet, der udkommer to gange om måneden.

EuroPris-redskaber

EPIS

Det europæiske fængselsinformationssystem (EPIS) blev oprettet af EuroPris i 2014 for at skabe øget transparens, netværkssamarbejde og udveksling af bedste praksis mellem de europæiske fængselsvæsener.

EPIS er udformet med det formål at fungere som kvikskranke for oplysninger vedrørende fængsler og andre lignende institutioner i hele Europa og give svar på de hyppigst stillede spørgsmål, f.eks. vedrørende antallet af fængsler, fængselstyper og indsatte i et givent EU-land. For nylig har Rådet for Den Europæiske Union besluttet at anvende EPIS-platformen som det eneste redskab til at indhente oplysninger om europæiske fængsler.

EPIS omfatter på nuværende tidspunkt oplysninger fra europæiske fængselsvæsener og over 550 fængsler i hele Europa.

KMS

Vidensdelingsordningen (Knowledge Management System — KMS) er fængselsforvaltningernes fælles spørgsmål-og-svar-tjeneste, der på nuværende tidspunkt indeholder over 1 000 svar på mere end 100 emner vedrørende fængselsforvaltning.

Takket være KMS kan EuroPris samle svar på politiske og operationelle spørgsmål fra europæiske jurisdiktioner og gøre dem tilgængelige på webstedet til fremtidig anvendelse.

Oplysninger om fængselsforholdene i EU's medlemsstater

For at give de indsatte, personalet og de kompetente myndigheder adgang til oplysninger om fængsler i fuldbyrdelsesstaten og understøtte et informeret samtykke til overførsel har EuroPris udfærdiget en række faktablade om fængselsforhold.

Medlemsstaterne er via EuroPris' ekspertgruppe blevet bedt om at give klare oplysninger om fængselsforholdene og en oversigt over forskellige emner såsom induktionsprocedurer, familiebesøg og prøveløsladelsesordninger.

EU's rammeafgørelse 2008/909/RIA.

EuroPris' ekspertgruppe vedrørende rammeafgørelse 909

EuroPris' ekspertgruppe vedrørende overførsel af fanger blev oprettet i 2012 for at bistå medlemmerne med gennemførelsen af EU's rammeafgørelse 2008/909/RIA. Siden da har gruppen afholdt et årligt møde med henblik på at udveksle viden og oplysninger vedrørende overførsler.

Yderligere oplysninger om ekspertgruppens medlemmerne, møderapporter og alle de dokumenter, som gruppen har udarbejdet, kan findes her.

Håndbogen om rammeafgørelse 909 (2017)

Håndbogen er udviklet i samarbejde med EuroPris' ekspertgruppe vedrørende rammeafgørelse 909. Den er udformet som en hjælp til kompetente myndigheder med henblik på gennemførelse af overførsel af dømte fanger.

Oplysningerne i håndbogen er en samling af praktiske anbefalinger, bedste praksis og ressourcer, der er udviklet som en hjælp i forbindelse med overførsel af dømte fanger

Fangeoverførselsformular

EuroPris' ekspertgruppe har også udarbejdet en fangeoverførselsformular, som er en tjekliste, der skal følge fanger til et andet EU-land. Dokumentet forsynes af den udsendende stat med grundlæggende personoplysninger, herunder om strafudmålingen, lægelige oplysninger, risici og nærmere oplysninger om overførslen. Formularen (med eventuelle bilag) følger med den indsatte til fuldbyrdelsesstaten.

Sidste opdatering: 30/04/2019

Denne side vedligeholdes af Europa-Kommissionen. Oplysningerne på denne side afspejler ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens officielle holdning. Kommissionen påtager sig intet ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Der henvises til den juridiske meddelelse, for så vidt angår de regler om ophavsret, der gælder for EU-websiderne.