National lovgivning

Forbundsrepublikken Tyskland er en demokratisk, social og konstitutionel forbundsstat. Sammen med de grundlæggende rettigheder danner principperne for en demokratisk, social og konstitutionel forbundsstat den ukrænkelige kerne i den tyske grundlov, hvis overholdelse sikres af forbundsforfatningsdomstolen.

Retskilder

Grundloven (Grundgesetz) er den tyske forfatning. Den fastlægger rammerne for Forbundsrepublikken Tysklands retsorden og retlige værdier, og regulerer navnlig:

• de grundlæggende rettigheder som udgør de overordnede principper
• den grundlæggende struktur og de vigtigste strukturelle principper for staten og dens øverste organer
• principperne for, hvordan valg til den tyske Forbundsdag (Bundestag) skal afvikles
• grundlag for de frit valgte parlamentsmedlemmers status og rettigheder
• Forbundsdagens organisering og funktion.

Retsaktstyper – beskrivelse

I Tyskland udgøres de skrevne retskilder i det væsentligste af grundloven og lovbestemmelser samt bekendtgørelser og vedtægter. Hertil kommer uskrevne retskilder i form af folkerettens almindelige regler og sædvaneretten. Retspraksis er principielt ikke en retskilde, selv om den i praksis spiller en vigtig rolle. Kun visse af forfatningsdomstolens afgørelser kan opnå retskraft.

Tyskland er en forbundsstat bestående af 16 delstater (Länder). Følgelig findes der både føderale love, som gælder for hele Forbundsrepublikken, og love vedtaget af delstaterne, som kun gælder i den pågældende delstat. Hver delstat har sin egen forfatning og har inden for de retlige rammer af grundloven kompetence til at vedtage såvel lovgivning som bekendtgørelser og vedtægter.

Forbundsstatens og delstaternes lovgivningskompetence er reguleret i detaljer i grundloven. Lovgivningskompetencen udøves på delstatsniveau, medmindre den ifølge grundloven er tillagt forbundsstaten. I grundlovens artikel 71 til 74 fastlægges forbundsstatens væsentligste lovgivningsmæssige beføjelser. Derudover er forbundsstaten i kraft af forskellige bestemmelser i grundloven tillagt yderligere lovgivningskompetence.

Forbundsstatens lovgivningsmæssige enebeføjelser

Inden for områder, hvor forbundsstaten har lovgivningsmæssige enebeføjelser, må delstaterne kun vedtage lovgivning, såfremt de gives beføjelser hertil i henhold til en føderal lov (grundlovens artikel 71).

I henhold til grundlovens artikel 73 har forbundsstaten navnlig lovgivningsmæssige enebeføjelser inden for følgende områder: alle udenrigspolitiske spørgsmål, forsvarspolitik (herunder beskyttelse af civilbefolkningen), statsborgerskab, fri bevægelighed, pas, opholdstilladelse og identitetskort, indvandring, udvandring og udlevering, valuta- og pengepolitik, told- og handelsområdet, lufttransport, samarbejde mellem forbundsstaten og delstaterne vedrørende kriminalpolitiets arbejde samt lovgivning om våben og sprængstoffer.

Sideordnede lovgivningsmæssige beføjelser

På områder, der er underlagt sideordnet lovgivning, har delstaterne ret til at vedtage lovgivning, under forudsætning af og i det omfang at forbundsstaten ikke udøver sine lovgivningsmæssige beføjelser på det samme område (grundlovens artikel 72). De retlige områder, der er underlagt sideløbende lovgivning, omfatter civilret, strafferet og færdselslovgivning samt lovgivning vedrørende udlændinges ophold og økonomiske forhold, arbejdsret og visse aspekter af forbrugerbeskyttelse. Med hensyn til visse forhold, der i henhold til grundlovens artikel 74 falder ind under den sideordnede lovgivning, har forbundsstaten kun ret til at vedtage lovgivning, såfremt og i det omfang etablering af tilsvarende levevilkår i hele forbundsstaten eller opretholdelse af retlig eller økonomisk enhed nødvendiggør føderal lovgivning.

Grundloven regulerer også tilfælde af konflikt mellem forbundslovgivningen og delstaternes lovgivning. Den grundlæggende regel findes i grundlovens artikel 31: ”Delstatslovgivningen viger for forbundslovgivningen (”Bundesrecht bricht Landesrecht“). Dette princip gælder uansat de modstridende retsreglers rangforhold, hvilket betyder, at en føderal bekendtgørelse har forrang for en delstats grundlov.

Hierarki af lovgivningsmæssige instrumenter

I grundloven fastsættes det nationale regelhierarki Grundloven er placeret øverst i det nationale regelhierarki og danner som Tysklands forfatning grundlag for hele det tyske retssystem. Alle lovbestemmelser, der vedtages i Tyskland, skal således være i overensstemmelse med grundloven både med hensyn til form og indhold. I denne forbindelse fastlægges det i grundlovens artikel 20, stk. 3, at den lovgivende magt er underlagt grundloven, mens den udøvende og den dømmende magt er underlagt lov og ret. Både den lovgivende, udøvende og dømmende magt er i særlig grad forpligtet til at respektere de grundlæggende rettigheder, der er fastlagt i grundlovens artikel 1 til 19, som er umiddelbart gældende (artikel 1, stk. 3). Grundlovens forrang sikres i sidste ende af forbundsforfatningsdomstolen. Kun forfatningsdomstolen kan erklære en lov, der er vedtaget af parlamentet, ugyldig, såfremt den er i strid med forfatningen.

I artikel 79, stk. 2, fastlægges det, at grundloven kun kan ændres med et flertal på to tredjedele af medlemmerne i Forbundsdagen og to tredjedele af stemmerne i Forbundsrådet (Bundesrat), som er det organ, gennem hvilket delstaterne deltager i vedtagelsen af love i og forvaltningen af Forbundsrepublikken samt i EU-relaterede sager. For visse af grundlovens centrale elementer – f.eks. opdelingen af forbundsstaten i delstater, deres deltagelse i lovgivningsprocessen og principperne i artikel 1 og 20 – gælder, at ændring ikke er mulig under nogen omstændigheder (artikel 79, stk. 3).

Folkerettens almindelige regler er indplaceret mellem grundloven og de almindelige love, der er vedtaget af forbundsstaten og delstaterne. Det drejer sig navnlig om international sædvaneret og folkerettens almindelige regler, men ikke om international traktatret. Det er udtrykkeligt bestemt i grundloven, at de er en integreret del af tysk føderal lovgivning, at de står over lovene, og at de direkte skaber rettigheder og forpligtelser for borgere med bopæl i Tyskland (artikel 25). Under de almindelige folkeretlige regler, der er af betydning for den enkelte borger - og som den enkelte således kan påberåbe sig for domstolene - henhører navnlig menneskerettighederne, sikring af en passende retsbeskyttelse af udlændinge eller det grundlæggende ”specialitetsprincip”, hvorefter strafforfølgelse er begrænset til de forhold, som er omfattet af den fremmede stats udleveringstilladelse.

De almindelige love skal respektere forfatningen. De vedtages af Forbundsdagen i samarbejde med Forbundsrådet. Lovforslag kan fremsættes i Forbundsdagen af forbundsregeringen, Forbundsrådet eller medlemmer af Forbundsdagen (en parlamentsgruppe eller 5 % af medlemmerne). I nogle tilfælde, som er fastlagt i grundloven, er Forbundsrådets samtykke en forudsætning for lovens vedtagelse i Forbundsdagen (ifølge de statistikker, som Forbundsrådet har offentliggjort på sin hjemmeside, gælder dette for tiden for 45 % af alle love). I alle andre tilfælde kan Forbundsrådet kun gøre indsigelse mod, at loven vedtages, og Forbundsdagen kan afvise denne indsigelse. I tilfælde af uenighed mellem Forbundsdagen og Forbundsrådet kan sagen behandles i et fælles udvalg, der er i fællesskab behandler lovforslagene (en såkaldt forligsudvalg). Forligsudvalget består af lige mange medlemmer fra Forbundsdagen og Forbundsrådet (for øjeblikket 16 medlemmer fra hver). Forligsudvalget har til opgave at udarbejde forligsforslag, men har ikke selv kompetence til at træffe beslutninger på vegne af Forbundsdagen og Forbundsrådet.

Bekendtgørelser er underordnet lovene. De udstedes af forbundsregeringen, forbundsregeringens ministre eller delstatsregeringer. Vedtægter er underordnet bekendtgørelser. De fastsættes af en juridisk person under den offentlige ret (f.eks. en kommune).

Institutionelle rammer

Lovgivningsmagten

I Forbundsrepublikken Tyskland er vedtagelsen af love et anliggende for parlamenterne. Forbundsdagen er derfor det vigtigste lovgivende organ. Den vedtager alle love, der falder ind under den tyske Forbundsrepubliks kompetenceområde, og Forbundsrådet er også involveret.

Forbundsrådet, forbundsregeringen og medlemmerne af og parlamentsgrupperne i Forbundsdagen kan fremlægge ny eller ændret lovgivning i Forbundsdagen i form af lovforslag. Disse lovforslag drøftes og behandles, hvorefter der stemmes om dem i overensstemmelse med en nøje fastlagt procedure.

Det føderale system i Tyskland betyder, at delstaterne har stor andel i statens beføjelser, og derfor deltager Forbundsrådet også i vedtagelsen af lovgivning. Alle love sendes til afstemning i Forbundsrådet og afhængig af lovforslagenes karakter kan Forbundsrådet sågar vælge at forkaste et forslag.

Der findes flere oplysninger på Forbundsdagens websted.

Lovgivningsprocedure

Vedtagelse af love

De fleste lovforslag og emner til drøftelse udarbejdes af forbundsregeringen. Som det centrale organ under den udøvende magt har den størst erfaring med gennemførelse af lovgivning og har direkte kendskab til de områder, hvor der er behov for nye lovbestemmelser i praksis.

Lovforslag kan dog ikke udelukkende hidrøre fra forbundsregeringen. Forbundsrådet og medlemmerne af forbundsdagen har ligeledes ret til at fremsætte lovforslag.

Forslag fremsat af forbundsregeringen eller Forbundsrådet

Hvis forbundsregeringen ønsker at ændre eller fremsætte en lov, skal forbundskansleren først sende lovforslaget til Forbundsrådet .

Normalt har Forbundsrådet derefter seks uger til at fremsætte bemærkninger til lovforslaget, hvorefter regeringen kan vælge at afgive en skriftlig moderklæring. Forbundskansleren sender derefter lovforslaget videre til Forbundsdagen sammen med Forbundsrådets bemærkninger. Finanslovsforslaget udgør en undtagelse fra denne procedure: I dette tilfælde sendes forslaget samtidig til Forbundsrådet og Forbundsdagen.

Der gælder en lignende procedure for lovforslag, som fremsættes af Forbundsrådet. Når et flertal af medlemmerne i Forbundsrådet har stemt for et lovforslag, sendes det til forbundsregeringen. Denne fremsætter sine bemærkninger til forslaget inden for seks uger, hvorefter det sendes videre til Forbundsdagen

Forslag fremsat af medlemmer af Forbundsdagen

Lovforslag kan også fremsættes af medlemmer af Forbundsdagen: Enten af mindst et parti eller af mindst 5 % af medlemmerne af Forbundsdagen.

Lovforslag, der fremsættes på denne måde, skal ikke først sendes til Forbundsrådet. Derfor fremsætter regeringen visse særligt hastende lovforslagvia regeringens partimedlemmer i Forbundsdagen.

Distribution af trykt materiale

Før et lovforslag kan behandles i Forbundsdagen, skal det sendes til forbundspræsidenten, hvorefter det registreres af forvaltningen.

Det distribueres derefter til alle medlemmer i Forbundsdagen og Forbundsrådet samt til forbundsministerierne i form af en tryksag eller almindeligvis elektronisk.

Så snart lovforslaget er blevet sat på dagsordenen for plenarmødet, er første fase af dets overgang til Parlamentet afsluttet: Det kan derefter officielt fremsættes offentligt i Forbundsdagen

Tre behandlinger i plenarforsamlingen

Normalt drøftes lovforslag tre gange i Forbundsdagens plenarforsamling – disse drøftelser kaldes "behandlinger".

Under førstebehandlingen drøftes lovforslaget kun, hvis dette er aftalt i præsidiet (et særligt overordnet organ i Forbundsdagen), eller hvis en af parlamentsgrupperne har anmodet herom. Oftest sker dette i forbindelse med lovforslag, som er særlig kontroversielle eller af særlig interesse for offentligheden.

Det overordnede formål med førstebehandlingen er på grundlag af præsidiets anbefalinger at nedsætte et eller flere udvalg, der skal behandle lovforslaget og gøre det klar til andenbehandlingen.

Nedsættes der flere udvalg, udpeges et af dem som hovedansvarlig. Det har således ansvaret for procedurens gennemførelse. De øvrige udvalg har en rådgivende rolle.

Udvalgsarbejdet

Det specifikke lovgivningsarbejde foregår i de stående udvalg, der består af medlemmer fra samtlige parlamentsgrupper. Udvalgsmedlemmerne sætter sig ind i materialet og drøfter det på deres møder. De kan også arrangere offentlige høringer, hvor eksperter og repræsentanter for interessegrupper inviteres til at deltage.

Sideløbende med det arbejde, der foregår i udvalgene, nedsætter parlamentsgrupperne arbejdsgrupper, hvor de enkelte grupper drøfter lovforslaget og fastlægger deres holdning til det.

Det er ikke usædvanligt, at der bygges bro mellem forskellige parlamentsgrupper i udvalgene. De fleste lovforslag revideres i større eller mindre grad som følge af samarbejdet mellem parlamentsgrupperne i regeringen og fra oppositionen.

Efter afslutningen af drøftelserne fremlægger udvalget med det overordnede ansvar for lovforslaget en rapport for plenarforsamlingen om forløbet og resultaterne af behandlingen. Den betænkning, som udvalget fremlægger, danner grundlag for andenbehandlingen i plenarforsamlingen.

Debat under andenbehandlingen

Før andenbehandlingen modtager alle medlemmer den offentliggjorte betænkning i trykt form, såedes at de kan forberede sig på debatten. Parlamentsgrupperne koordinerer igen deres holdninger på lukkede møder forud for debatten med henblik på at kunne danne fælles front under den offentlige andenbehandling.

Efter den generelle debat kan bestemmelserne i lovforslaget behandles hver for sig. Normalt går plenarforsamlingen dog direkte til afstemning om det samlede lovforslag.

Ethvert medlem af Forbundsdagen kan fremsætte ændringsforslag, som derefter behandles øjeblikkeligt i plenarforsamlingen. Såfremt plenarforsamlingen vedtager ændringsforslaget, skal der trykkes og distribueres en ny udgave af lovforslaget. Denne procedure kan dog forkortes, hvis to tredjedele af de tilstedeværende medlemmer stemmer for, således at tredjebehandlingen kan gå i gang med det samme.

Afstemning under tredjebehandlingen

Der afholdes kun en debat under tredjebehandlingen, såfremt en parlamentsgruppe eller mindst 5 % af medlemmerne i Forbundsdagen anmoder herom.

Ændringsforslag kan desuden ikke fremsættes af individuelle medlemmer på dette tidspunkt, men kun af en parlamentsgruppe eller 5 % af medlemmerne i Forbundsdagen. Endvidere kan der kun fremsættes forslag til ændringer, der er vedtaget under andenbehandlingen.

Den endelige afstemning gennemføres efter tredjebehandlingen. Når forbundspræsidenten spørger, hvem der stemmer for lovforslaget, hvem der stemmer imod, og hvem der undlader at stemme, svarer medlemmerne ved at rejse sig.

Når et lovforslag har opnået det nødvendige flertal i Forbundsdagens plenarforsamling, sendes det til Forbundsrådet som en lov.

Forbundsrådets samtykke

Delstaterne er via Forbundsrådet involveret i udarbejdelsen af al lovgivning. I denne henseende er delstaternes ret til at deltage i lovgivningsprocessen nøje defineret.

Forbundsrådet kan ikke ændre en lov, som er vedtaget af Forbundsdagen. Hvis Forbundsrådet imidlertid ikke kan give sit samtykke til loven, kan det forlange, at sagen behandles i forligsudvalget (Vermittlungsausschuss). Forligsudvalget består af lige mange medlemmer fra Forbundsdagen og Forbundsrådet.

For mange loves vedkommende er Forbundsrådets samtykke påkrævet. Dette gælder eksempelvis for love, der vedrører delstaternes finanser og administrative beføjelser.

For så vidt angår de love, som Forbundsrådet kun har ret til at gøre indsigelse mod, kan Forbundsdagen sætte loven i kraft, selv om mæglingsudvalget ikke er nået til enighed, men dette forudsætter en anden afstemning, hvor Forbundsdagen vedtager lovforslaget med et absolut flertal.

Ikrafttrædelse

Når et lovforslag er blevet vedtaget af Forbundsdagen og Forbundsrådet, skal det igennem en række yderligere trin, før det kan træde i kraft som lovgivning.

En lov, der er blevet vedtaget, skal først trykkes og sendes til forbundskansleren og den kompetente forbundsminister, som medunderskriver den.

Den sendes herefter videre til forbundspræsidenten, som stadfæster den. Han eller hun undersøger, om loven er vedtaget i overensstemmelse med grundloven, og sikrer, at den ikke indeholder åbenlyse overtrædelser af denne. Herefter underskriver forbundskansleren loven og sørger for, at den offentliggøres i det tyske forbundslovtidende (Bundesgesetzblatt).

Loven anses således for at være bekendtgjort. Såfremt der ikke er nævnt en specifik dato i loven for dens ikrafttrædelse, træder den i kraft den 14. dag efter udgivelsesdatoen for den pågældende udgave af lovtidende.

Der findes flere oplysninger på Forbundsdagens websted.

Juridiske databaser

Forbundsministeriet for retlige anliggender og forbrugerbeskyttelse samt justitsdirektoratet (Bundesamt für Justiz) stiller næsten hele den gældende forbundslovgivning gratis til rådighed for interesserede borgere på internetsiden Love på internettet. Der er adgang til love og bekendtgørelser i deres nugældende affattelse. Justitsdirektoratets dokumentationstjeneste sørger for løbende at konsolidere dem.

Adskillige love foreligger også på engelsk. På internetsiden Retspraksis på internettet blev udvalgte afgørelser fra forbundsforfatningsdomstolen, forbundsregeringens højesteretter og Forbundspatentretten stillet gratis til rådighed med virkning fra 2010.

Desuden har indenrigsministeriet oprettet denne side på internettet Verwaltungsvorschriften im Internet, der indeholder en omfattende database over gældende forvaltningsforskrifter fra de øverste forbundsmyndigheder, og som der er gratis adgang til.

Eftersom Forbundsrepublikken Tyskland er en forbundsstat, sørger delstaterne selv for offentliggørelsen af deres lovgivning. De har herved oprettet deres egne internetsider, der er forbundet med hinanden på Justizportal des Bundes und der Länder (forbundsregeringens og delstaternes retsportal).

Relevante links

Bundesgesetzblatt (Lovtidende)

Love på internettet

Engelske oversættelser af love på internettet

Administrative foranstaltninger online

Forbundsregeringens og delstaternes retsportal

Forbundsdagen

Forbundsrådet

Forbundsregeringen

Dokumentations- og informationssystem for parlamentariske aktiviteter

Bundesanzeiger (Statstidende)