Each Member State of the European Union (EU) has its own law and legal system. Member State (MS) law can comprise both law at the national level (or national law, which is valid anywhere in a certain Member State) and laws which are only applicable in a certain area, region, or city.
Member States publish their law in their official language(s) and it is only legally binding in this/these language(s). For information purposes, certain acts of Member State law may also be available in one or more languages other than its official language(s).
Most Member States have a national database of their law - you can obtain this information by choosing one of the flags listed on the right side.
In addition, the European N-Lex database links most of the official national databases. N-Lex is an ongoing common project managed by the European Publications Office and participating national governments. Currently, it enables you to view the law of 27 Member States.
Furthermore, via the European Forum of Official Gazettes, you can access the websites of the organisations responsible for publishing the official gazettes of EU Member States (plus some EU candidate countries and the EFTA countries).
From the EU perspective, many laws of the Member States actually implement EU law. In particular, this is the case for national law implementing EU directives. If you are looking for such implementing measures, by which the Member States have incorporated certain provisions of EU law, then you can use the relevant search function at the EUR-Lex database.
Member States' law derives from various sources, in particular the constitution, the statutes or legislation (which can be adopted at national, regional or local level), and/or regulations by government agencies, etc. Furthermore, judicial decisions by Member State courts can develop into case law.
Traditionally, the law of the Member States is divided into private and public law.
To obtain detailed information on Member State law please select one of the flags listed on the right hand side.
This page is maintained by the European Commission. The information on this page does not necessarily reflect the official position of the European Commission. The Commission accepts no responsibility or liability whatsoever with regard to any information or data contained or referred to in this document. Please refer to the legal notice with regard to copyright rules for European pages.
Dette afsnit indeholder en oversigt over de forskellige retskilder i Belgien.
Retskilder er en samling af bindende retlige regler, både skriftlige og ikke skriftlige, der er styrende for de sociale relationer mellem borgerne og myndighederne og mellem borgerne indbyrdes, og hvori det ligeledes bestemmes, hvordan de offentlige myndigheder er organiseret.
Der sondres mellem formelle og materielle retskilder. Modsat de formelle retskilder omfatter de materielle retskilder ingen egentlige retsregler. God tro, billighed og redelighed er eksempler på materielle retskilder.
Der sondres mellem fem kategorier af formelle retskilder. Tre af disse kategorier er de bindende formelle retskilder: lovgivning, sædvaneret og generelle retsprincipper. De to andre kategorier er ikke bindende, men kun vejledende: retspraksis og retslære.
Lovgivning behandles mere indgående i punkt 3 og 5 nedenfor. Hertil hører per definition skrevne regler, der udstedes af en myndighed. Sædvaneret er per definition uskreven ret, som kan iagttages i skik og brug, specielt hos bestemte erhvervsgrene. De generelle retsprincipper udtrykker de højere værdier, et samfund ønsker at respektere, f.eks. princippet om, at alle borgere er lige, proportionalitetsprincippet og princippet om, at myndigheder skal handle i overensstemmelse med gældende ret. Mange af disse principper er fastsat i doktriner eller retsgrundsætninger, f.eks. det strafferetlige princip om, at ingen kan dømmes to gange for samme lovovertrædelse, og princippet om, at nyere regler går forud for ældre regler.
Retspraksis og retsvidenskaben er vejledende retskilder. Retspraksis består af samtlige afgørelser afsagt af domstole og retter. Domme er kun bindende for sagens parter. I Belgien anvender man ikke præcedensbegrebet. De eneste domme, der er universelt bindende, er domme fra forfatningsdomstolen. De øvrige øverste retsinstanser er statsrådet (Conseil d'Etat), som er den øverste forvaltningsdomstol, og kassationsdomstolen (Cour de cassation), som er øverste retsinstans med hensyn til almen ret ("droit commun").
En anden og ikke ubetydelig retskilde er den internationale ret, som især består af traktaten om oprettelse af Den Europæiske Union, Unionens forordninger og direktiver og den europæiske menneskerettighedskonvention. Desuden findes der stadig talrige konventioner indgået under internationale institutioner som De Forenede Nationer eller Europarådet (multilaterale konventioner) eller mellem Belgien og en anden stat (bilaterale konventioner). Denne retskilde har fået stor betydning inden for de senere årtier og får stadig større betydning. Mange af bestemmelserne i disse instrumenter har en direkte indflydelse på vores dagligdag.
Webstederne Législation belge (på fransk) og Belgische Wetgeving (på nederlandsk) giver adgang til en database med konsolideret belgisk lovgivning. Ved hjælp af søgefunktionen og indekset kan der søges i alle gældende normative tekster og tekster offentliggjort i Moniteur belge siden 1830. Normative retsakter på det administrative og skattemæssige område offentliggjort før 1994 er endnu ikke medtaget i fuldt omfang.
Se afsnit 1.
Personer med bopæl i Belgien skal overholde flere forskellige kategorier af retsregler: retsregler vedtaget af de belgiske forbundsmyndigheder, men også retsregler fra underordnede instanser som provinser og kommuner(1). Desuden er Belgien medlem af en lang række internationale og overnationale organisationer som De Forende Nationer, Den Europæiske Union, Europarådet og NATO. Retsreglerne for disse organisationer gælder ligeledes for de belgiske myndigheder og den belgiske befolkning.
Eftersom ikke alle lovgivende myndigheder har et klart afgrænset myndighedsområde, og alle kategorier af retsregler ikke har samme status, hvilket skaber risiko for konflikt, findes der et regelhierarki, hvor princippet er, at underordnede retsregler aldrig må stride mod overordnede retsregler.
I den interne belgiske lovgivning er forfatningen den øverste retsregel. Heri fastlægges magtens tredeling, og hvordan de forskellige beføjelser skal udøves. I forfatningen fastlægges desuden de grundlæggende værdier for vores samfund og borgernes grundlæggende rettigheder. I en dom afsagt den 27. maj 1971 fastslog kassationsdomstolen, at internationale og overnationale retsregler har forrang frem for alle interne retsregler. Hvis der er modstrid mellem en EU-forordning og forfatningen, er det altså forordningen, der har forrang.
Efter forfatningen følger:
Forordninger vedtaget af Den Europæiske Union gælder umiddelbart. Den lovgivende forsamling i Belgien er ikke direkte involveret i gennemførelsen af forordningerne. De nationale lovgivende myndigheder skal imidlertid godkende og ratificere internationale traktater. På visse områder skal alle de lovgivende organer i Belgien godkende og ratificere dem, hvilket kan kræve langvarige og tunge procedurer. Landets lovgivende organer deltager ligeledes i gennemførelsen af direktiver fra Den Europæiske Union, idet disse altid skal implementeres i national ret.
Forbundsstaten Belgien består af tre forfatningsbestemte magter: den lovgivende magt, den udøvende magt og den dømmende magt. Den lovgivende magt udformer lovene, den udøvende magt gennemfører dem, og den dømmende magt afgør tvister, der udspringer af lovenes anvendelse.
Et lovforslag på forbundsplan kan komme fra et eller flere medlemmer af Repræsentanternes Hus (Chambre des représentants), et eller flere medlemmer af Senatet eller fra kongen (dvs. i praksis fra dennes ministre eller secrétaires d'Etat). Disse tre enheder udgør de tre grene af den lovgivende myndighed i Belgien.
Lovene er enten baseret på lovforslag ("propositions"), der hidrører fra et eller flere medlemmer af Senatet eller Repræsentanternes Hus, eller på lovforslag, der hidrører fra kongen ("projets de lois") (kongen pålægger de kompetente ministre at fremsætte lovforslag). De to typer af lovforslag ("projets" og "propositions") har samme værdi.
Bestemmelserne vedrørende anvendelsen af forbundslovgivningen udarbejdes af den udøvende magt, der står under kongens myndighed. Beføjelserne kan uddelegeres til en minister, og herfra stammer sondringen mellem kongelige anordninger og ministerielle bekendtgørelser.
Belgien er en forbundsstat, der består af sprogsamfund (communautés) og regioner. Disse kan vedtage lovgivning inden for rammerne af de beføjelser, som de tildeles i henhold til forfatningen og visse særlove.
Sprogsamfundenes kompetencer vedrører især kultur og uddannelse, mens regionernes kompetenceområder er økonomisk politik og miljøbeskyttelse. De enkelte sprogsamfund og regioner har et parlament, som har til opgave at udøve disse beføjelser. Sprogsamfundene og regionerne kan således udforme love, kaldet dekreter ("décrets"), ("ordonnances" i hovedstadsregionen Bruxelles (Bruxelles-Capitale). Deres regeringer er sammen med parlamentarikerne en del af den lovgivende magt på EU-plan, på regionalt plan eller på sprogsamfundsplan (lovgivningsinitiativ). Regeringerne skal desuden påse, at de vedtagne dekreter ("décrets" eller "ordonnances") gennemføres.
Det belgiske territorium er opdelt i provinser og kommuner. Provinsrådene og kommunalbestyrelserne udsteder på deres niveau "règlements" og "ordonnances" inden for de områder, der henhører under deres kompetence såsom den offentlige sikkerhed, renovation, kultur samt provinsielle og kommunale uddannelsesinstitutioner. Den permanente delegation for en provins (collège provincial) og borgmesteren og viceborgmestrene for en kommune (collège communal) gennemfører de forskellige "règlements" (og inden for rammerne af deres beføjelser ligeledes højerestående retsnormer som love, dekreter og bekendtgørelser).
På disse niveauer genfinder man således to af de elementer, der indgår i magtens tredeling: den lovgivende magt, som varetages af sprogsamfundenes og regionernes parlamenter, provinsrådet og kommunalbestyrelsen, og den udøvende magt, som varetages af sprogsamfundenes og regionernes regeringer, den permanente delegation i provinserne og af borgmestrene og viceborgmestrene i kommunerne. Den dømmende magt findes ikke i denne underopdeling. Forbundsmyndighederne har enekomtence til at fastlægge domstoles og retters organisation.
Se afsnit 5.
På forbundsniveau vedtages lovforslag, eventuelt efter behandling i Statsrådet, af Repræsentanternes hus og eventuelt af Senatet. De forelægges derefter for kongen, som stadfæster og undertegner dem, når de er blevet medunderskrevet af den relevante minister.
Forbundslove får retskraft, når de er stadfæstet og undertegnet af kongen. I princippet træder de i kraft ti dage efter offentliggørelsen i Belgisch Staatsblad/Moniteur belge (Belgiens lovtidende), medmindre andet er fastsat(2).
Fællesskabers og regioners lovbestemmelser – dvs. décrets og ordonnances – vedtages og offentliggøres af regeringen for det pågældende fællesskab/den pågældende region. De træder i kraft ti dage efter, at de har været trykt i lovtidende, medmindre andet er fastsat.
Er der på lovlig vis udstedt retlige normer, som er i strid med hinanden, findes der flere metoder til at løse de lovkonflikter, som det fører med sig. Det hierarki, som de retlige normer indgår i, gør det muligt at undgå de fleste konflikter, men opstår der alligevel en konflikt, må en af disse metoder bringes i anvendelse.
Forfatningsdomstolen har ifølge forfatningens artikel 142 enekompetence til at afgøre, om en lovbestemmelse er forenelig med de retlige normer, der regulerer statens, fællesskabernes og regionernes kompetence. Retsreglerne om kompetencefordelingen er fastsat i forfatningen og i lovene om reform af institutionerne i den belgiske forbundsstat.
Forfatningsdomstolen har også kompetence til at behandle sager, hvor det gøres gældende, at en lovbestemmelse er i strid med de grundlæggende rettigheder og friheder i forfatningens afsnit II (artikel 8-32). Det drejer sig bl.a. om lighedsprincippet (forfatningens artikel 10) og forbuddet mod forskelsbehandling (forfatningens artikel 11). Forfatningsdomstolen har også kompetence til at prøve lovbestemmelsers forenelighed med forfatningens artikel 170 (legalitetsprincippet i skattesager), forfatningens artikel 172 (lighedsprincippet i skattesager) og forfatningens artikel 191 (beskyttelse af udlændinge).
Se også Service public fédéral Justice og særloven af 6. januar 1989 om forfatningsdomstolen under "Législation consolidée".
Ifølge forfatningens artikel 160 afgør statsrådet(3) eventuelle konflikter mellem gennemførelsesbestemmelser (forordninger, beslutninger og afgørelser) og lovbestemmelser. Endelig findes der et særligt parlamentarisk samrådsudvalg, som behandler sager om interessekonflikter.
----------
(1) Jf. Service public fédéral Justice (https://justitie.belgium.be) under "Législation consolidée", forfatningen af 1994 og særloven om institutionelle reformer af 8. august 1980 samt portail fédéral under "La Belgique"
Det flamske fællesskab med Det Flamske Råd (også kaldet Det Flamske Parlament)
Det franske fællesskab med Rådet for det Franske Fællesskab
Det tysksprogede fællesskab med Rådet for det Tysksprogede Fællesskab
Regionen Flandern, hvis parlament er det samme som for det flamske fællesskab, dvs. Det Flamske Råd.
Regionen Vallonien med Rådet for Regionen Vallonien
Hovedstadsregionen Bruxelles med Rådet for Hovedstadsregionen Bruxelles (visse kompetencer er opdelt mellem nederlandske og franske colleges/collèges med kompetence i fællesskabsspørgsmål)
Fællesskabernes kompetenceområder er:
1. kulturelle spørgsmål
2. uddannelse undtagen […]
3. samarbejde mellem fællesskaberne og internationalt, herunder også indgåelse af traktater på de områder, der er omfattet af 1. og 2.
Det Flamske Råd og Rådet for det Franske Fællesskab regulerer personalespørgsmål på hver sit område pr. dekret og varetager på samme måde samarbejdet om disse spørgsmål mellem fællesskaberne og internationalt, herunder indgåelse af traktater. Rådet for det Tysksprogede Fællesskab har tilsvarende beføjelser.
Regionsrådenes kompetence omfatter fysisk planlægning, monumenter og landskaber, økonomi, landbrug m.v.
(2) Se Service public fédéral Justice under "Législation consolidée", lov af 31. maj 1961 om brug af sprog på lovgivningsområdet, udarbejdelse, offentliggørelse og ikrafttræden af love og forordninger.
(3) Se Service public fédéral Justice under "Législation consolidée", konsoliderede love af 12. januar 1973 om statsrådet.
Generelle oplysninger om den belgiske retsorden: Ordre juridique - Informations générales | Generelle oplysninger om Belgien: Belgique - Informations générales.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Denne side indeholder oplysninger om det bulgarske retssystem og en gennemgang af bulgarsk lovgivning.
Retskilderne omfatter:
Retspraksis er ikke en formel retskilde, men er også bindende for de retshåndhævende myndigheder.
De skriftlige retsforskrifter omfatter Republikken Bulgariens forfatning, internationale traktater, love og bestemmelser (postanovlenie (dekret), naredba (bekendtgørelse), pravilnik (forordning), instruktsiya (instruks) og zapoved (beslutning)).
Republikken Bulgariens forfatning er den retsakt, der har den største retlige værdi. Den regulerer offentlige institutioners organisation, principper, beføjelser og forpligtelser samt borgernes rettigheder og forpligtelser.
Love er retsakter, der, enten som den primære retsakt eller på grundlag af forfatningen, regulerer offentlige anliggender inden for en bæredygtig ramme, afhængigt af formålet med eller emneområderne for en eller flere retlige institutioner eller underafdelinger heraf.
Alle retsakter offentliggøres og træder i kraft tre dage efter offentliggørelsen, medmindre andet er fastsat i retsakterne selv.
Ministerrådet vedtager dekreter, når det udsteder bekendtgørelser, forordninger eller instrukser, og når det i overensstemmelse med lovgivningen og inden for rammerne af sine udøvende og lovgivningsmæssige beføjelser regulerer offentlige anliggender uden for lovens anvendelsesområde.
Forordninger er lovgivningsmæssige retsakter, der er udstedt med henblik på håndhævelse af en lov i sin helhed. De regulerer de nationale og lokale myndigheders organisation eller de interne ordninger for deres aktiviteter.
Bekendtgørelser er lovgivningsmæssige retsakter, der udstedes med henblik på anvendelse af særlige bestemmelser eller andre underkategorier af lovgivningsmæssige retsakter på et højere niveau.
Instrukser er lovgivningsmæssige retsakter, hvorved en højere myndighed pålægger sine underordnede organer at anvende en lovgivningsmæssig retsakt, som den har vedtaget, eller som skal gennemføres.
Andre uskrevne retskilder, såsom sædvaneret og almindelige retsprincipper, er også af særlig betydning.
Højesterets fortolkende afgørelser kan betragtes som en subsidiær retskilde.
Forfatningsdomstolen afsiger domme, kendelser og påbud.
Domstolen træffer afgørelse om sagens realitet ved dom.
Domstolens afgørelser offentliggøres i lovtidende senest 15 dage efter deres vedtagelse og træder i kraft tre dage efter offentliggørelsen.
Republikken Bulgariens forfatning er landets øverste lov. EU-rettens forrang er ikke specifikt fastsat i forfatningen, men det anerkendes, at denne ret har forrang for national ret.
I overensstemmelse med forfatningens artikel 5, stk. 4, er internationale traktater, der er ratificeret i overensstemmelse med forfatningen, og som er blevet bekendtgjort og er trådt i kraft for Republikken Bulgarien, en del af landets nationale lovgivning. De har forrang frem for enhver modstridende bestemmelse i national ret.
Love er retsakter på det næste niveau. Den udøvende myndighed vedtager retsakter såsom dekreter, bekendtgørelser, afgørelser, forordninger, instrukser og beslutninger.
Den lovgivende magt udøves af nationalforsamlingen. Det har ret til at vedtage, ændre, supplere og ophæve love.
På grundlag af og med henblik på gennemførelse af loven vedtager ministerrådet dekreter, påbud og beslutninger. Ved dekreter vedtager ministerrådet også forordninger og bekendtgørelser.
Ministrene vedtager forordninger, bekendtgørelser, instrukser og beslutninger.
Ministerrådet indgår internationale aftaler, når loven tillægger det denne kompetence. Nationalforsamlingen ratificerer (eller forkaster) internationale traktater, som:
En ny forfatning vedtages af en udvidet nationalforsamling bestående af 400 medlemmer.
Nationalforsamlingen har ret til at ændre alle forfatningens bestemmelser med undtagelse af dem, der hører under den udvidede nationalforsamlings kompetence. Forfatningsændringer kræver tre fjerdedeles flertal af alle medlemmers stemmer ved tre afstemninger på tre forskellige dage. Forfatningsændringen undertegnes og offentliggøres i Darzhaven Vestnik (Bulgariens lovtidende) af formanden for den udvidede nationalforsamling senest syv dage efter vedtagelsen.
I overensstemmelse med forfatningens artikel 87 har alle medlemmer og ministerrådet ret til at fremsætte et forslag eller et lovforslag.
Forslaget eller lovforslaget vedtages af nationalforsamlingen ved to behandlinger. Ved førstebehandlingen behandles forslaget eller lovforslaget i sin helhed. Medlemmerne kan indgive skriftlige ændringsforslag til et forslag eller et lovforslag, der er vedtaget ved førstebehandling, inden for en frist, der fastsættes af nationalforsamlingen. Nationalforsamlingen har en indgående drøftelse om forslaget eller lovforslaget og vedtager det ved andenbehandling. Det vedtagne forslag eller lovforslag sendes til den bulgarske præsident, som underskriver et dekret med henblik på bekendtgørelse. Retsakten bekendtgøres i lovtidende og træder i kraft tre dage efter bekendtgørelsen, medmindre andet er fastsat i retsakten.
Der er gratis adgang til det bulgarske lovtidende via webstedet for dette. Elektronisk bekendtgørelse gælder for love, der bekendtgøres af nationalforsamlingen, ministerrådets forordninger, internationale traktater, andre normative retsakter, bekendtgørelser om offentlige indkøb, koncessioner osv.
De juridiske databaser med betalingsadgang såsom Apis (Апис), Siela (Сиела) og den juridiske encyklopædi (Yuridicheska entsiklopediya) tilbyder et fuldstændigt sæt af juridiske oplysninger, men der er betalingsadgang til disse databaser.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Denne side indeholder oplysninger om retssystemet i Tjekkiet og giver et overblik over tjekkisk ret.
Tjekkisk ret, som er en del af den kontinentaleuropæiske retskultur, er baseret på skreven ret og omfatter love og andre lovgivningsinstrumenter, gennemførte internationale traktater, der er ratificeret af det tjekkiske parlament [Parlament ČR], og forfatningsdomstolens afgørelser [Ústavní soud] om hel eller delvis ophævelse af en retsforskrift.
Tjekkiets retsorden udgøres af den samlede tjekkiske lovgivning og relaterede instrumenter.
De vigtigste lovgivningsinstrumenter er love [zákony], dvs. samlinger af adfærdsregler, der omhandler de væsentligste områder af enkeltpersoners tilværelse og samfundet. Mere omfattende love, såkaldte lovsamlinger [zákoníky], omhandler et helt lovgivningsområde og fastsætter detaljerede bestemmelser på en systematisk måde. Love, der omfatter et helt retsplejeområder og fastsætter proceduremæssige bestemmelser, kaldes retsplejeregler (řády). Love om de vigtigste statslige forhold, borgernes rettigheder og menneskerettigheder (herunder Den Tjekkiske Republiks forfatning og chartret om grundlæggende rettigheder) kaldes forfatningslove [ústavní zákony], og en særlig procedure gælder for deres vedtagelse.
Lovene understøttes af bekendtgørelser: regeringsbekendtgørelser, dekreter fra ministerier eller centrale regeringsorganer og dekreter fra selvstyrende regionale enheder.
Tjekkisk lovgivning omfatter også internationale aftaler, der er blevet ratificeret af Parlamentet, og som derfor er bindende for Tjekkiet. Internationale aftaler går forud for anden lovgivning, idet en international aftale går forud for en national lov, hvis de to adskiller sig på et bestemt punkt.
Ud over de typer lovgivning, der er nævnt ovenfor, har europæisk lovgivning også været gældende i Tjekkiet på samme måde som i de øvrige medlemsstater, siden landets tiltrædelse af Den Europæiske Union.
Sædvane er ikke en retskilde i Tjekkiet. I nogle tilfælde tillader loven dog, at sædvane tages i betragtning inden for visse områder eller retsprincipper. Hvis det er tilfældet, er det angivet i den pågældende lov, og domstolene kan håndhæve disse bestemmelser. Det er derfor den generelle opfattelse, at retskilden ikke er selve retsprincippet eller sædvanen, men den lov, der henviser til den.
En dom er heller ikke en retskilde. En domstol kan på den anden side ikke afvise at træffe en afgørelse, fordi loven er ufuldstændig eller tvetydig. Den skal ofte give sin egen fortolkning af sagen, på hvilken andre domstole derefter i vid udstrækning baserer deres afgørelser, således at den danner de facto-præcedens. Hvis dommen offentliggøres i Sbírka soudních rozhodnutí a stanovisek (samling af domstolenes domme og udtalelser), hvor de højere domstoles principielle afgørelser generelt offentliggøres, betragtes den i realiteten som en retskilde, selv om den ikke officielt betragtes som sådan.
Tjekkiets retsorden har en hierarkisk struktur. Øverst er forfatningen og de øvrige forfatningslove. De har størst retlig betydning og kan kun ændres af en anden forfatningslov. Under disse kommer almindelige love, som er grundlaget for bekendtgørelser, der har den laveste retskildeværdi. Bestemmelser med mindst betydning skal overholde de love, der er placeret højere i regelhierarkiet. Lovgivning kan kun ophæves eller ændres ved bestemmelser af samme eller højere retskildeværdi. Internationale aftaler indtager en særlig position. Som angivet ovenfor er de en del af Tjekkiets retsorden og har forrang for selv forfatningslove i tilfælde af uoverensstemmelser.
Lovgivning afledt af love – regeringsbekendtgørelser, beslutninger truffet af Tjekkiets præsident af en generelt normativ karakter (f.eks. om amnesti), bekendtgørelser fra ministerier og andre centrale og lokale myndigheder, delegerede dekreter fra regionale og kommunale myndigheder. Sådanne bekendtgørelser skal udstedes på grundlag af og inden for rammerne af en lov og inden for rammerne af lovlig bemyndigelse.
Med hensyn til europæisk lovgivning gælder EU-princippet om fællesskabsrettens forrang for national ret ligesom i de øvrige medlemsstater. I henhold til dette princip har europæisk lovgivning forrang, når der er uoverensstemmelse mellem europæisk lovgivning og en medlemsstats lovgivning (love, dekreter osv.). Dette gælder også, når der er uoverensstemmelse mellem den nationale lovgivning og den primære fællesskabsret (traktaterne) og mellem den nationale lovgivning og den sekundære fællesskabsret (forordninger, direktiver osv.). I henhold til den gældende fortolkning af loven er end ikke de øverste nationale retlige instrumenter undtaget – europæisk lovgivning har endda forrang for medlemsstaternes forfatninger og forfatningslove.
For at en international aftale, der er bindende for Tjekkiet, kan blive en del af lovgivningen, skal den ratificeres af Parlamentet, medmindre den i henhold til en forfatningslov skal ratificeres ved folkeafstemning. Tjekkiets præsident ratificerer internationale aftaler. Efter ratificering skal den tjekkiske version af aftalen offentliggøres i Sbírka mezinárodních smluv (samling af internationale aftaler).
Den lovgivende magt udøves i Tjekkiet af Parlamentet, som består af to kamre:
Lovgivningsprocessen indledes med initiativretten. Individuelle medlemmer eller grupper af medlemmer af Deputeretkammeret, Senatet, regeringen og de regionale myndigheder har ret til at fremsætte lovforslag og forslag til ændringer af gældende love. Kun regeringen kan fremsætte lovforslag vedrørende statsbudgettet eller nationalregnskabet. Kun Deputeretkammeret kan træffe afgørelse om sådanne love. Regeringen har dog ret til at udtale sig om ethvert lovforslag. Deputeretkammeret drøfter først forslaget og ændrer det om nødvendigt i tre på hinanden følgende behandlinger.
Godkendelse af en lov kraver simpelt flertal blandt de tilstedeværende medlemmer af Deputeretkammeret. Formanden for Deputeretkammeret sender derefter det godkendte lovforslag til Senatet så hurtigt som muligt, hvorefter Senatet kun har 30 dage til at drøfte det – i modsætning til de ofte langtrukne forhandlinger i Deputeretkammeret, som kan vare i månedsvis. Efter denne periode skal Senatet godkende eller forkaste lovforslaget eller returnere en ændret version af det til Deputeretkammeret. Det kan også vælge slet ikke at behandle lovforslaget. Hvis Senatet godkender lovforslaget, beslutter ikke at behandle det eller ikke udtaler sig inden for fristen, betragtes loven som vedtaget og sendes til præsidenten til underskrift. Hvis Senatet forkaster lovforslaget, stemmer Deputeretkammeret om det igen. Loven vedtages, hvis den godkendes af et simpelt flertal i Deputeretkammeret. Hvis Senatet sender et ændret lovforslag tilbage til Deputeretkammeret, stemmer det om den version, der er godkendt af Senatet. Lovforslaget vedtages ved simpelt flertal mellem medlemmerne af Deputeretkammeret. Hvis Deputeretkammeret ikke kan godkende Senatets ændrede forslag, stemmer det igen om den oprindelige version af forslaget, der blev forelagt Senatet. Loven vedtages, hvis den godkendes af et simpelt flertal af alle medlemmer af Deputeretkammeret (dvs. mindst 101 stemmer). Valglove og andre typer love skal godkendes af både Deputeretkammeret og Senatet.
Inden for 15 dage efter modtagelsen kan republikkens præsident vælge ikke at underskrive et godkendt lovforslag og returnere det med sin begrundelse til Deputeretkammeret til yderligere behandling. Det kaldes præsidentens vetoret. Deputeretkammeret kan tilsidesætte præsidentens veto ved simpelt flertal af medlemmerne uden ændringer af forlaget, og i det tilfælde vedtages loven. Ellers vedtages den ikke.
Ud over republikkens præsident underskriver formanden for Deputeretkammeret og premierministeren også love, selv om dette blot er en formalitet.
Når Deputeretkammeret træder tilbage, kan Senatet vedtage lovgivning inden for bestemte områder, der kræver omgående foranstaltninger, og som ellers ville kræve, at en lov blev vedtaget. Regeringen kan forelægge forslag til foranstaltninger for Senatet, som efterfølgende skal godkendes ved førstebehandlingen i Deputeretkammeret, ellers ophæves de.
Undtagelser til denne lovgivningsproces er forfatningslove. For at blive vedtaget skal disse love godkendes af et flertal på tre femtedele af alle medlemmer af Deputeretkammeret (et kvalificeret flertal) og tre femtedele af de tilstedeværende senatorer og ikke kun af et simpelt flertal (halvdelen) af alle de tilstedeværende medlemmer af Parlamentet som ved almindelige love. Forfatningslove kan kun ændres eller udvides ved hjælp af andre forfatningslove (dvs. at de ikke kan ændres af senatslovgivning, når Deputeretkammeret er trådt tilbage), og præsidenten kan ikke nedlægge veto mod dem.
Ministerier, andre administrative organer og selvstyrende regionale organer kan udstede detaljerede bekendtgørelser (bestemmelser og dekreter) inden for deres bemyndigelse.
For at en retsakt kan træde i kraft, skal den offentliggøres. Forfatningslove, love og andre lovgivningsbestemmelser (regeringsbekendtgørelser, ministerielle dekreter osv.) offentliggøres i Sbírka zakonů (lovsamling), der udsendes af Indenrigsministeriet. Lovgivning træder i kraft og bliver en del af den tjekkiske lovgivning på den dag, hvor den offentliggøres i Sbírka zakonů. I samlingen registreres også den dato, hvor hver enkelt retsakt får virkning. Fra og med denne dato er alle forpligtede til at overholde den pågældende lov. Hvis en senere dato ikke er angivet, får loven virkning 15 dage efter dens offentliggørelse. Hvis der er tale om væsentlige samfundsinteresser, kan den dato, hvor loven får virkning, fremskyndes, men den kan ikke ligge forud for datoen for offentliggørelse. Den dato, hvor en retsakt får virkning, kan derfor være den samme som datoen for dens ikrafttrædelse, men den kan aldrig få virkning, inden den træder i kraft. Lovgivning, der vedtages af Senatet, offentliggøres i Sbírka zakonů på samme måde som love. Ratificerede internationale aftaler offentliggøres i Sbírka mezinárodních smluv (samling af internationale aftaler). Regional lovgivning offentliggøres i lovtidende, og kommunal lovgivning opslås på den officielle opslagstavle i 15 dage og offentliggøres derefter på den måde, der er sædvanlig i det pågældende område.
Når love eller enkelte bestemmelser heri er i strid med forfatningen, eller hvis andre lovgivningsinstrumenter eller enkelte bestemmelser heri er i strid med forfatningen eller en lov, afgør forfatningsdomstolen, om de skal ophæves.
Yderligere oplysninger findes i forfatningen: Ústava.
Retsdatabasen ejes og vedligeholdes af Tjekkiets Indenrigsministerium. Den indeholder følgende:
I Tjekkiet findes der ikke en samlet officiel eller privat samling, der systematisk offentliggør alle de tjekkiske domstoles principielle domme, dvs. domme, der afsiges af forfatningsdomstolen og de almindelige domstole, som kan have principiel betydning. Forfatningsdomstolens afgørelser offentliggøres i Sbírka nálezů a usnesení Ústavního soudu (samling af forfatningsdomstolens afgørelser), som offentliggøres af C. H. Beck i Prag. Med hensyn til de almindelige domstole er det kun udvalgte afgørelser fra de øverste domstole, dvs. højesteret og den øverste forvaltningsdomstol, der systematisk offentliggøres. Højesterets udvalgte domme og dens udtalelser, som har til formål at konsolidere de lavere civil- og strafferetlige domstoles retspraksis, trykkes i Sbírka soudních rozhodnutí a stanovisek (samling af domstolenes domme og udtalelser), som offentliggøres af LexisNexis i Prag. Den øverste forvaltningsdomstols udvalgte domme og afgørelser offentliggøres i Sbírka rozhodnutí Nejvyššího správního soudu (samling af den øverste forvaltningsdomstols domme), som offentliggøres af ASPI i Prag. Retspraksis for de lavere domstole offentliggøres ikke systematisk. Udvalgte domme offentliggøres lejlighedsvis i juridiske tidsskrifter.
Officielle elektroniske søgemaskiner til søgning i retspraksis fra forfatningsdomstolen og begge de øverste almindelige domstole er af praktisk betydning her, idet de dækker disse domstoles domme i deres helhed. De søger på serverne for de forskellige lavere domstole og viser uddrag af deres retspraksis.
judikatura Ústavního soudu ČR (forfatningsdomstolens retspraksis)
judikatura Nejvyššího soudu ČR (højesterets retspraksis)
judikatura Nejvyššího správního soudu (den øverste forvaltningsdomstols retspraksis)
Ja, det er gratis at benytte databasen.
Udvalgte kommercielle databaser:
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Denne side indeholder oplysninger om retssystemet i Danmark.
Oplysninger om det danske retssystem kan findes på Justitsministeriets og Folketingets websted.
De vigtigste retskilder i Danmark er: Lovgivning, Lovforarbejder og retspraksis.
Lovgivningen er den primære retskilde, og bliver kundgjort i Lovtidende. Lovtidende har siden 2008 kun været tilgængelig i elektronisk form. Lovgivningen er opdelt i bl.a. love, bekendtgørelser og andministrative foreskrifter. Love vedtages af Folketinget, bekendtgørelser udstedes af regeringen og administrative foreskrifter udskrives af myndighederne.
Folketinget er det eneste organ, der har beføjelse til at vedtage nye love eller ændre gældende lovgivning. Lovgivning, der én gang er vedtaget, kan kun ophæves eller ændres af Folketinget.
Afgørelser truffet af domstolene spiller også en væsentlig rolle i retsanvendelsen. Afgørelser fra Højesteret er ofte mere betydningsfulde, end afgørelser fra de lavere instanser.
Lovforarbejderne dvs. det lovforberedende arbejde, der udfærdiges under lovgivningsproceduren, er også en vigtig del af retsanvendelsen.
Portalen Retsinformation giver borgerne adgang til:
Retsinformation indeholder al gældende lovgivning pr. 1. januar 1985 og al lovgivning, der er vedtaget efter denne dato.
Det er gratis at benytte databasen.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Forbundsrepublikken Tyskland er en demokratisk, social og konstitutionel forbundsstat. Sammen med de grundlæggende rettigheder danner principperne for en demokratisk, social og konstitutionel forbundsstat den ukrænkelige kerne i den tyske grundlov, hvis overholdelse sikres af forbundsforfatningsdomstolen.
Grundloven (Grundgesetz) er den tyske forfatning. Den fastlægger rammerne for Forbundsrepublikken Tysklands retsorden og retlige værdier. Den regulerer navnlig følgende:
I Tyskland udgøres de skrevne retskilder i det væsentligste af grundloven, love, bekendtgørelser og vedtægter.
En lov i materiel forstand er en abstrakt og generel retsforskrift med ekstern virkning, og en lov i formel forstand er en lovbestemmelse, der vedtages af de kompetente lovgivende organer i overensstemmelse med forfatningsproceduren.
Tyskland er en forbundsstat bestående af 16 delstater (Bundesländer). Følgelig findes der både føderale love, som gælder for hele Forbundsrepublikken, og love vedtaget af delstaterne, der kun finder anvendelse i den pågældende delstat. Hver delstat har sin egen forfatning og har inden for de retlige rammer af grundloven kompetence til at vedtage såvel love som bekendtgørelser og vedtægter.
Forbundsstatens og delstaternes lovgivningskompetence er reguleret i detaljer i grundloven. Lovgivningskompetencen udøves på delstatsniveau, medmindre den ifølge grundloven er tillagt forbundsstaten. Den vigtigste føderale lovgivningskompetence er fastsat i grundlovens artikel 71-74. Derudover er der spredte bestemmelser i grundloven om yderligere lovgivningskompetence for forbundsstaten.
Inden for områder, hvor forbundsstaten har lovgivningsmæssige enebeføjelser, må delstaterne kun vedtage lovgivning, såfremt de gives beføjelser hertil i henhold til en føderal lov (grundlovens artikel 71).
I henhold til grundlovens artikel 73 har forbundsstaten navnlig lovgivningsmæssige enebeføjelser inden for følgende områder: alle udenrigspolitiske spørgsmål, forsvarspolitik (herunder beskyttelse af civilbefolkningen), statsborgerskab, fri bevægelighed, pas, opholdstilladelse og identitetskort, indvandring, udvandring og udlevering, valuta- og pengepolitik, told- og handelsområdet, lufttransport, samarbejde mellem forbundsstaten og delstaterne vedrørende kriminalpolitiets arbejde samt lovgivning om våben og sprængstoffer.
På områder, der er underlagt sideordnet lovgivning, har delstaterne ret til at vedtage lovgivning, under forudsætning af og i det omfang at forbundsstaten ikke udøver sine lovgivningsmæssige beføjelser på det samme område (grundlovens artikel 72). De retlige områder, der er underlagt sideløbende lovgivning, omfatter bl.a.: civilret, strafferet, færdselslovgivning, foreningsret, lovgivning vedrørende udlændinges indrejse og ophold, økonomiske forhold, arbejdsret, socialret og visse aspekter af forbrugerbeskyttelse. Med hensyn til visse forhold, der i henhold til grundlovens artikel 74 falder ind under den sideordnede lovgivning, har forbundsstaten kun ret til at vedtage lovgivning, såfremt og i det omfang etablering af tilsvarende levevilkår i hele forbundsstaten eller opretholdelse af retlig eller økonomisk enhed nødvendiggør føderal lovgivning.
En bekendtgørelse er en abstrakt og generel retsforskrift med ekstern virkning, som udstedes af den udøvende magt på grundlag af en lovbestemt hjemmel.
En vedtægt er en abstrakt og generel retsforskrift, der kan udstedes af en offentligretlig juridisk person under udøvelse af den autonomi, den er tillagt ved lov, med virkning for personer, der tilhører den eller er underlagt den.
Ud over de skrevne retskilder findes der uskrevne retskilder, ligesom folkerettens almindelige regler og sædvaneretten også skal iagttages. Retspraksis er principielt ikke en retskilde, selv om den i praksis spiller en vigtig rolle. Kun visse af forfatningsdomstolens afgørelser kan opnå retskraft.
Ved forfatningens artikel 25 tillægges de almindelige folkeretlige regler en særlig rolle i den nationale retsorden - de er ifølge forfatningens artikel 25, første afsnit, en del af forbundsretten og har i henhold til forfatningens artikel 25, andet afsnit, forrang for lovene, de almindelige folkeretlige regler står således mellem forfatningen og loven i den retlige trinfølge.
I henhold til forfatningens artikel 59, stk. 2, første afsnit, skal internationale aftaler vedrørende spørgsmål, der er omfattet af forbundslovgivningen, godkendes af de kompetente myndigheder i form af en forbundslov for at kunne finde anvendelse internt i Tyskland. Som følge heraf har de også (kun) status som føderal lov i den retlige trinfølge.
Der gælder særlige forfatningsmæssige krav for Tysklands deltagelse i EU (grundlovens artikel 23) og for andre tilfælde af overførsel af suveræne rettigheder til mellemstatslige organer (grundlovens artikel 24) ved indgåelsen af internationale traktater.
I henhold til grundlovens artikel 23 finder den primære EU-ret på de betingelser, der er fastsat i grundlovens artikel 23, anvendelse på nationalt plan i Tyskland i overensstemmelse med den nødvendige godkendelseslovgivning, og den direkte anvendelige afledte EU-ret (f.eks. forordninger) finder på dette grundlag direkte anvendelse i Tyskland. Afledt ret, som kræver gennemførelse i national lovgivning (f.eks. direktiver), vil i princippet kun finde anvendelse i Tyskland i kraft af de nationale gennemførelsesretsakter. Ifølge EU-Domstolens praksis har EU-rettens forrang i tilfælde af modstridende national ret, hvilket også medfører et krav om overensstemmende fortolkning af national ret, for så vidt som der levnes plads til en sådan fortolkning.
Forbundsrepublikken Tysklands grundlov (GG) - engelsk oversættelse
Lov om forfatningsdomstolen (BVerfGG) - engelsk oversættelse
Den civile lovbog (BGB) - engelsk oversættelse
Den civile retsplejelov (ZPO) - engelsk oversættelse
Handelsloven (HGB) - engelsk oversættelse
Aktieloven (AktG) - engelsk oversættelse
Lov om selskaber med begrænset hæftelse (GmbHG) - engelsk oversættelse
Lov om forvaltningsretter (VwGO) - engelsk oversættelse
Straffeloven (StGB) - engelsk oversættelse
Strafferetsplejeloven (StPO) - engelsk oversættelse
Øverst i den retlige trinfølge i Tyskland befinder grundloven sig. Den har forrang for de øvrige nationale retskilder. I dens egenskab af at være Tysklands forfatning udgør den grundlaget for hele den tyske retsorden. Alle retsforskrifter i Tyskland skal være forenelige med grundloven, både med hensyn til form og indhold. I denne forbindelse fastlægges det i grundlovens artikel 20, stk. 3, at den lovgivende magt er underlagt grundloven, mens den udøvende og den dømmende magt er underlagt lov og ret. Både den lovgivende, udøvende og dømmende magt er i særlig grad forpligtet til at respektere de grundlæggende rettigheder, der er fastlagt i grundlovens artikel 1 til 19, som er umiddelbart gældende (artikel 1, stk. 3). Grundlovens forrang sikres i sidste ende af forbundsforfatningsdomstolen. Kun forfatningsdomstolen kan erklære en lov, der er vedtaget af parlamentet, ugyldig, såfremt den er i strid med forfatningen.
I henhold til artikel 79, stk. 2, kan grundloven kun ændres med et flertal på to tredjedele af medlemmerne af Forbundsdagen og to tredjedele af Forbundsrådets stemmer. Forbundsrådet er det organ, gennem hvilket delstaterne deltager i vedtagelsen af den føderale lovgivning og i forvaltningen af forbundsstaten samt i spørgsmål vedrørende Den Europæiske Union. For visse af grundlovens centrale elementer, nemlig opdelingen af forbundsstaten i delstater, deres deltagelse i lovgivningsprocessen og principperne i artikel 1 og 20, gælder, at en ændring er helt udelukket (Artikel 79, stk. 3, den såkaldte evighedsklausul, der har karakter af en garanti for særligt elementære forfatningsretlige principper).
Folkerettens almindelige regler er indplaceret mellem grundloven og de almindelige love, der er vedtaget af forbundsstaten og delstaterne. Det drejer sig navnlig om international sædvaneret og folkerettens almindelige regler, men ikke om international traktatret. Det er udtrykkeligt bestemt i grundloven, at de er en integreret del af tysk føderal lovgivning, at de står over lovene, og at de direkte skaber rettigheder og forpligtelser for borgere med bopæl i Tyskland (artikel 25). Under de almindelige folkeretlige regler, der er af betydning for den enkelte borger - og som den enkelte således kan påberåbe sig for domstolene - henhører navnlig menneskerettighederne, sikring af en passende retsbeskyttelse af udlændinge eller det grundlæggende "specialitetsprincip", hvorefter strafforfølgelse er begrænset til de forhold, som er omfattet af den fremmede stats udleveringstilladelse.
De almindelige love skal respektere forfatningen. De vedtages af Forbundsdagen i samarbejde med Forbundsrådet. Lovforslag kan fremsættes i Forbundsdagen af forbundsregeringen, Forbundsrådet eller medlemmer af Forbundsdagen (en parlamentsgruppe eller 5 % af medlemmerne). I nogle tilfælde, som er fastlagt i grundloven, er Forbundsrådets samtykke en forudsætning for lovens vedtagelse i Forbundsdagen (ifølge de statistikker, som der Forbundsrådet har offentliggjort på sin hjemmeside, gælder dette for tiden for 38 % af alle love). I alle andre tilfælde kan Forbundsrådet kun gøre indsigelse mod, at loven vedtages, og Forbundsdagen kan afvise denne indsigelse. I tilfælde af uenighed mellem Forbundsdagen og Forbundsrådet kan sagen behandles i et fælles udvalg, der er i fællesskab behandler lovforslagene, nemlig i det såkaldte forligsudvalg (Vermittlungsausschuss). Forligsudvalget består af lige mange medlemmer fra Forbundsdagen og Forbundsrådet (for øjeblikket 16 medlemmer fra hver). Forligsudvalget har til opgave at udarbejde forligsforslag, men har ikke selv kompetence til at træffe beslutninger på vegne af Forbundsdagen og Forbundsrådet.
Bekendtgørelser er underordnet lovene. De udstedes af forbundsregeringen, forbundsregeringens ministre eller delstatsregeringer. Vedtægter er underordnet bekendtgørelser. De fastsættes af en juridisk person (Körperschaft) inden for rammerne af den offentlige ret (f.eks. en kommune).
I Forbundsrepublikken Tyskland er vedtagelsen af love et anliggende for parlamenterne. Den tyske Forbundsdag er derfor det vigtigste lovgivende organ. Den vedtager – under Forbundsrådets medvirken – alle love, der falder ind under den forbundsstatens kompetence.
Da delstaterne har en betydelig vægt inden for rammerne af Tysklands føderale opbygning, deltager Forbundsrådet ligeledes i lovgivningsproceduren. Alle love sendes til afstemning i Forbundsrådet, og rådet kan sågar forkaste et lovforslag, såfremt der er tale om en lov, der kræver Forbundsrådets tilslutning.
De fleste lovforslag og emner til drøftelse udarbejdes af forbundsregeringen. Som det centrale organ har det størst erfaring med gennemførelsen af lovgivningen, og det har et direkte kendskab til, hvor der i praksis er behov for nye retsforskrifter.
Lovforslag hidrører dog ikke udelukkende fra forbundsregeringen. Forbundsrådet har ligeledes ret til at fremsætte lovforslag.
På samme måde kan medlemmerne af og de politiske grupper i Forbundsdagen fremlægge forslag til nye eller ændrede love.
Disse lovforslag drøftes og behandles, hvorefter der stemmes om dem i overensstemmelse med en nøje fastlagt procedure.
Hvis forbundsregeringen ønsker at fremsætte et lovforslag eller ændre en lov, skal forbundskansleren først sende lovforslaget til Forbundsrådet.
Normalt har Forbundsrådet derefter seks uger til at fremsætte bemærkninger til lovforslaget, som regeringen derefter kan tage stilling til skriftligt. Forbundskansleren sender derefter lovforslaget videre til Forbundsdagen sammen med Forbundsrådets bemærkninger. Finanslovsforslaget udgør en undtagelse fra denne procedure: I dette tilfælde sendes forslaget samtidig til Forbundsrådet og Forbundsdagen.
Der gælder en lignende procedure for lovforslag, som fremsættes af Forbundsrådet. Når et flertal af medlemmerne i Forbundsrådet har stemt for et lovforslag, sendes det til forbundsregeringen. Denne fremsætter sine bemærkninger til forslaget inden for seks uger, hvorefter det sendes videre til Forbundsdagen
Lovforslag kan også fremsættes af medlemmer af Forbundsdagen: Enten af mindst én politisk gruppe eller af mindst 5 % af medlemmerne af Forbundsdagen.
Lovforslag, der fremsættes på denne måde, skal ikke først sendes til Forbundsrådet. Derfor fremsætter regeringen særligt hastende lovforslag via de regeringsbærende partier i Forbundsdagen.
Før et lovforslag kan behandles i Forbundsdagen, skal det sendes til formanden for Forbundsdagen og registreres af forvaltningen.
Det tilstilles derefter alle medlemmer i Forbundsdagen og Forbundsrådet samt de føderale ministerier, enten i papirform eller - som regel - elektronisk.
Så snart lovforslaget er blevet sat på Forbundsdagens dagsorden, er første led i lovgivningsproceduren afsluttet: Det bliver nu genstand for offentlig debat i Forbundsdagen.
Som regel drøftes lovforslag tre gange i Forbundsdagens plenarforsamling – disse drøftelser kaldes Lesungen (behandlinger).
Under førstebehandlingen drøftes lovforslaget kun, hvis dette er aftalt i præsidiet (det forretningsførende organ i Forbundsdagen), eller hvis en af de politiske grupper har anmodet herom. Oftest sker dette i forbindelse med lovforslag, som er særlig kontroversielle eller af særlig interesse for offentligheden.
Det overordnede formål med førstebehandlingen er på grundlag af præsidiets anbefalinger at nedsætte et eller flere udvalg, der skal behandle lovforslaget og gøre det klar til andenbehandlingen.
Nedsættes der flere udvalg, udpeges et af dem som hovedansvarlig. Det har således ansvaret for procedurens gennemførelse. De øvrige udvalg har en rådgivende rolle.
Det specifikke lovgivningsarbejde finder sted i de stående udvalg, der består af medlemmer fra samtlige politiske grupper. Udvalgsmedlemmerne sætter sig ind i materialet og drøfter det på deres møder. De kan også arrangere offentlige høringer, hvor sagkyndige og repræsentanter for interessegrupper anmodes om at deltage.
Sideløbende med det arbejde, der foregår i udvalgene, nedsætter de politiske grupper arbejdsgrupper, hvor de enkelte grupper drøfter lovforslaget og fastlægger deres holdning til det.
Det er ikke usædvanligt, at der bygges bro mellem forskellige politiske grupper i udvalgene. De fleste lovforslag ændres i større eller mindre grad som følge af drøftelserne mellem de regeringsbærende partier og oppositionen.
Efter afslutningen af drøftelserne fremlægger udvalget med det overordnede ansvar for lovforslaget Forbundsdagen en rapport om forløbet og resultaterne af behandlingen. Den betænkning, som udvalget fremlægger, danner grundlag for andenbehandlingen i Forbundsdagen.
Inden andenbehandlingen modtager alle medlemmer af Forbundsdagen den offentliggjorte betænkning i trykt form. De er derfor godt forberedt på debatten. De politiske grupper koordinerer forinden deres holdninger på lukkede møder forud for debatten med henblik på at kunne danne fælles front under den offentlige andenbehandling.
Efter den generelle debat kan bestemmelserne i lovforslaget behandles hver for sig. Som regel skrider Forbundsdagen dog direkte til afstemning om det samlede lovforslag.
Ethvert medlem af Forbundsdagen kan fremsætte ændringsforslag, som medlemmerne derefter straks tager stilling til. Såfremt medlemmerne af Forbundsdagen beslutter sig for at ændre lovforslaget, skal en ny udgave af forslaget trykkes og omdeles. Denne procedure kan dog forkortes med samtykke fra to tredjedele af de tilstedeværende medlemmer. Det er således muligt, at indlede tredjebehandlingen med det samme.
Lovforslaget debatteres kun under tredjebehandlingen, såfremt en politisk gruppe eller mindst 5 % af medlemmerne i Forbundsdagen anmoder herom.
Ændringsforslag kan desuden ikke fremsættes af individuelle medlemmer på dette tidspunkt, men kun af en politisk gruppe eller 5 % af medlemmerne i Forbundsdagen. Endvidere kan der kun fremsættes forslag til ændringer, der er vedtaget under andenbehandlingen.
Efter tredjebehandlingen finder den endelige afstemning sted. Når Forbundsdagens formand spørger, hvem der stemmer for lovforslaget, hvem der stemmer imod, og hvem der undlader at stemme, svarer medlemmerne ved at rejse sig.
Hvis lovforslaget er blevet vedtaget af et flertal af medlemmerne af Forbundsdagen, sendes det i lovsform til Forbundsrådet.
Delstaterne deltager i lovgivningsprocessen via Forbundsrådet. Deres ret til at medvirke er præcist fastsat.
Forbundsrådet kan ikke ændre en lov, som er vedtaget af Forbundsdagen. Hvis Forbundsrådet ikke kan tilslutte sig loven, kan han indbringe sagen for Forligsudvalget . Forligsudvalget består af lige mange medlemmer fra Forbundsdagen og Forbundsrådet.
For mange loves vedkommende - de såkaldte Zustimmungsgesetze - er Forbundsrådets tilslutning påkrævet. Der er f.eks. tale om love, der forpligter delstaterne til at udbetale kontantydelser til borgerne, eller som vedrører delstaternes administrative kompetence.
For så vidt angår de love, som Forbundsrådet har ret til at gøre indsigelse mod - de såkaldte Einspruchsgesetze - kan Forbundsdagen sætte loven i kraft, selv om forligsudvalget ikke er nået til enighed, men dette forudsætter en yderligere afstemning, hvor Forbundsdagen vedtager lovforslaget med et absolut flertal.
Der findes flere oplysninger på Forbundsdagensog Forbundsrådets hjemmeside.Når et lovforslag er blevet vedtaget af Forbundsdagen og Forbundsrådet, skal det igennem en række yderligere trin, før loven kan træde i kraft.
En lov, der er blevet vedtaget, skal først trykkes og sendes til forbundskansleren og den kompetente minister med henblik på kontrasignering.
Den sendes herefter videre til forbundspræsidenten, som stadfæster den. Han eller hun påser, at loven er vedtaget i overensstemmelse med grundloven, og sikrer, at den ikke åbenbart er i strid med grundloven. Herefter underskriver forbundskansleren loven og sørger for, at den offentliggøres i Lovtidende (Bundesgesetzblatt).
Loven anses dermed for at være bekendtgjort. Såfremt der ikke er nævnt en specifik dato i loven for dens ikrafttræden, træder den i kraft 14 dage efter offentliggørelsen i Lovtidende.
Grundloven regulerer også tilfælde af kollision mellem forbundslovgivningen og delstaternes lovgivning. Den grundlæggende regel findes i grundlovens artikel 31: "Delstatslovgivningen viger for forbundslovgivningen" ("Bundesrecht bricht Landesrecht"). Dette princip gælder uanset de modstridende retsreglers rangforhold, hvilket betyder, at en føderal bekendtgørelse har forrang for en delstats grundlov (Landesverfassung).
Lovkonflikter kan desuden løses på grundlag af hierarkiet af retsregler. For så vidt angår forholdet mellem retsregler på samme niveau i den retlige trinfølge tages der hensyn til, om der er tale om almen lovgivning eller speciallovgivning (lex specialis), eller til hvilken lovgivning, der er vedtaget sidst (lex posterior).
Det føderale justitsministerium og justitsdirektoratet (Bundesamt für Justiz) stiller næsten hele den gældende forbundslovgivning gratis til rådighed for interesserede borgere på internettet. Der er adgang til love og bekendtgørelser i deres nugældende affattelse. Justitsdirektoratets dokumentationstjeneste sørger for løbende at ajourføre hjemmesiden.
Lovgivningen er til rådighed på tysk og kan frit benyttes i alle tilgængelige formater. De udgaver af lovende, der er tilgængelige på internettet, er ikke den officielle udgave. Disse kan kun findes i papirudgaven af lovtidende.
Ja.
Lovgivningen stilles til rådighed på tysk. Mange love er oversat til engelsk.
Der kan foretages en søgning, der er begrænset til ordene fra den lange eller korte titel og de officielle forkortelser for alle tilgængelige standarder. To sammensætninger er mulige:
Og-sammensætning:
Der søges efter dokumenter, hvor alle indtastede ord forekommer.
Eller-sammensætning:
Der søges efter dokumenter, hvor mindst ét af de indtastede ord forekommer.
Desuden kan der foretages en søgning efter nøgleord i alle tilgængelige love. To sammensætninger er også mulige her:
Og-sammensætning:
Der søges efter dokumenter, hvor alle indtastede ord forekommer.
Eller-sammensætning:
Der søges efter dokumenter, hvor mindst ét af de indtastede ord forekommer.
Det føderale justitsministerium og justitsdirektoratet har siden 2010 vederlagsfrit stillet udvalgte afgørelser truffet af forfatningsdomstolen, de øverste forbundsdomstole og den føderale patentdomstol til rådighed for interesserede borgere på internettet. Afgørelserne anonymiseres og offentliggøres i princippet i deres helhed. Databasen opdateres dagligt.
Afgørelserne kan frit benyttes i alle tilgængelige formater.
Ja.
Afgørelserne stilles til rådighed på tysk.
Standardsøgningen (såkaldt "simpel søgning") gør det muligt at foretage en fuldtekstsøgning i alle de afgørelser, som Bürgerservice har offentliggjort. De søgeord, som brugeren indtaster, henføres om muligt under bestemte metadata, og stavemåderne standardiseres. Søgetermerne ("Suchaspekte") vises efter søgningen under søgeformularen sammen med antallet af hit. Der findes et indtastningsfelt, hvor næsten alle kriterier for en bestemt søgning kan indtastes, som det er tilfældet med en internetsøgemaskine.
Allerede når en søgeterm indtastes, foreslås der automatisk søgeresultater på en liste. Tekst og andre søgetermer fremkommer - efter at brugeren har påbegyndt indtastningen - via den automatisk genererede liste over forslag og kan derfra overføres direkte til søgemaskinen. Desuden genkender og viser systemet fejlagtige indtastninger. Hurtigsøgningen fortolker oplysningerne og foreslår alternative stavemåder via forslagslisten ("mente du?-funktionen).
Søgeordene sammensættes automatisk med "og", idet brugeren ikke behøver at indtaste ordet "og". Der foretages automatisk en skæringssøgning af de på hinanden følgende søgekriterier. Ved at indtaste "ODER", eller "OHNE" kan brugeren danne forbindelses- og udelukkelsesmængder i relation til de ønskede dokumenter. Rækkefølgen af indlæsningen af søgetermerne bibeholdes i præsentationen af søgetermerne. ODER, eller OHNE-sammensætninger optræder særskilt i listen over søgetermer.
Den udvidede søgning giver mulighed for at sammenkæde forskellige søgekriterier med hinanden i alle dokumenter.
Ud over fuldtekstsøgningen giver den udvidede søgning mulighed for en metadatasøgning baseret på følgende søgekriterier:
Indenrigsministeriet stiller som led i et fælles projekt med juris GmbH vederlagsfrit en omfattende database over de øverste forbundsmyndigheders gældende administrative forskrifter til rådighed for borgerne på internettet. Databasen indeholder "levende dokumenter", dvs. de forskellige ministerier ajourfører løbende de relevante dokumenter. Nye og reviderede administrative forskrifter kan til enhver tid indsættes af juris GmbH.
Administrative forskrifter er ikke egentlige retsregler. Administrative forskrifter er abstrakte og generelle regler inden for rammerne af den administrative organisation, der udstedes af overordnede administrative organer til underordnede myndigheder eller personale, og som har til formål at fastlægge den offentlige forvaltnings organisation og virksomhed. Nærmere oplysninger om bestemte administrative forskrifter kan findes på det ministeriums websted, hvis ressort det regulerede område henhører under.
Ja.
De administrative forskrifter stilles til rådighed på tysk.
Der kan foretages en søgning, der er begrænset til ordene fra den lange eller korte titel og de officielle forkortelser for alle tilgængelige administrative forskrifter. To sammensætninger er mulige:
Og-sammensætning:
Der søges efter dokumenter, hvor alle indtastede ord forekommer.
Eller-sammensætning:
Der søges efter dokumenter, hvor mindst ét af de indtastede ord forekommer.
Desuden kan der foretages en søgning efter nøgleord i alle tilgængelige love. To sammensætninger er også mulige her:
Og-sammensætning:
Der søges efter dokumenter, hvor alle indtastede ord forekommer.
Eller-sammensætning:
Der søges efter dokumenter, hvor mindst ét af de indtastede ord forekommer.
Justitsministeriet og delstatsforvaltningerne stiller retsforskrifter til rådighed for borgerne på internettet. Nogle af tjenesterne er betalingspligtige. Søgekriterierne er til en vis grad forskellige.
Bundesgesetzblatt (Lovtidende)
Lovtidende (Bundesgesetzblatt) offentliggøres i trykt form og elektronisk på følgende websted: https://www.bgbl.de/xaver/bgbl/start.xav. Det er den trykte udgave, der anses for at være den autentiske.
Statstidende offentliggøres elektronisk på følgende websted: https://www.bundesanzeiger.de/pub/de/amtlicher-teil
Den elektroniske udgave er autentisk.
Dokumentations- og informationssystem for parlamentariske aktiviteter
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Dette afsnit indeholder oplysninger om retssystemet i Estland og giver et overblik over estisk lovgivning.
Estland indgår i det kontinentaleuropæiske retssystem (civilretligt system). De vigtigste retskilder er retsakter såsom forfatningen, EU-retten, internationale traktater, love og bekendtgørelser.
Juridiske fortolkninger fra den øverste domstol – Riigikohus – og retslitteraturen fungerer også som referencepunkter (f.eks. den kommenterede udgave af forfatningen). Retsafgørelser skaber ikke rettigheder, og domme afsagt i sidste instans er normalt ikke bindende for de underordnede domstole. Men Riigikohus, som også fungerer som forfatningsdomstol, kan annullere retsakter, hvis disse ikke er i overensstemmelse med forfatningen eller med retsakter, der har forrang. I praksis kan domstolene ikke anvende retsakter, der på denne måde er blevet annulleret, ligesom de har ret til at undlade at anvende retsakter, der strider mod forfatningen. I sin egenskab af forfatningsdomstol foretager Riigikohus en intensiv prøvelse af retsakten og kan erklære den for forfatningsstridig (men den kan ikke annullere dem).
De almindeligt anerkendte folkeretlige principper og standarder er en integreret del af Estlands retssystem.
Retsakterne er opdelt i retsakter af generel karakter, dvs. retsstiftende retsakter, og individuelle retsakter, dvs. retsakter, hvorved lovgivningen anvendes i konkrete tilfælde.
Retsakter af generel karakter
Forfatningen – Det fremgår af forfatningens § 3, stk. 1, at staten udelukkende kan gøre brug af sine beføjelser i medfør af forfatningen og love, som er i overensstemmelse hermed.
Love – I henhold til forfatningens § 65 vedtages love af Riigikogu (det estiske parlament), som har den lovgivende magt. Love vedtages i overensstemmelse med forfatningen og offentliggøres i Riigi Teataja i overensstemmelse med de gældende formkrav. Kun offentliggjorte love har retskraft.
Dekret – Retsakt, der har retskraft. Hvis det er umuligt at indkalde Riigikogu, kan præsidenten i henhold til forfatningens § 109 i tilfælde af et akut nationalt behov udstede dekreter med retskraft. Sådanne dekreter skal kontrasigneres af formanden for Riigikogu og premierministeren. Ifølge forfatningen kan præsidenten:
Et dekret udstedt af republikkens præsident træder i kraft den 10. dag efter offentliggørelsen i Riigi Teataja, medmindre andet bestemmes i dekretet.
Når parlamentet igen er trådt sammen, fremlægger præsidenten dekreterne for parlamentet, som så omgående vedtager en lov, der godkender eller ophæver dem. Det fremgår af forfatningens artikel 110, at præsidenten ved et dekret ikke kan udstede, ændre eller ophæve forfatningen, de love, der er nævnt i forfatningens § 104, love der fastsætter nationale skatter eller statsbudgettet.
Bekendtgørelser – I overensstemmelse med forfatningens § 87 og § 94 kan regeringen og ministrene vedtage bekendtgørelser på grundlag af og med hjemmel i en lov. I forbindelse med behandlingen af spørgsmål af lokal betydning eller i de tilfælde, der præciseres i loven, kan lokalforvaltningsrådene ligeledes udstede bekendtgørelser. Desuden kan formanden for Estlands nationalbank, statsrevisoren og styrelsesrådene for de offentlige universiteter vedtage bekendtgørelser. Bekendtgørelser kan kun vedtages på grundlag af og inden for de begrænsede beføjelser, der fastsættes i loven.
Republikkens regering og ministrene har ret til at vedtage bekendtgørelser intra legem. Medmindre andet bestemmes i bekendtgørelsen, træder disse i kraft på tredjedagen efter deres offentliggørelse i Riigi Teataja.
Individuel lovgivning
Bekendtgørelse, forvaltningsmæssig – en individuel forvaltningsakt, hvorved en offentligretlig myndighed træffer beslutning og dispositioner vedrørende individuelle juridiske spørgsmål. I henhold til forfatningens § 87, stk. 6, udsteder regeringen bekendtgørelser på grundlag af og med hjemmel i en lov. Premierministeren samt formænd for regioner og lokalforvaltninger er også bemyndigede til at udstede bekendtgørelser.
Afgørelse – en individuel forvaltningsakt udstedt på basis af administrative indsigelser eller klager, eller hvorved der pålægges sanktioner. Afgørelser vedtages også af Riigikogu, lokalforvaltningsrådene, den nationale valgkomité og domstolene.
Direktiv – I henhold til forfatningens § 94 vedtager ministeren direktiver på grundlag af og med hjemmel i en lov. Et direktiv indeholder en generel obligatorisk adfærdskodeks for spørgsmål i relation til ansættelse i et ministerium eller med hensyn til fastlæggelse af strukturen af og tilrettelæggelse af aktiviteterne i statslige organer, der hører under et ministeriums kompetence.
Hierarkiet blandt retsakterne er som følger: forfatningen, EU-retten, internationale aftaler, love og dekreter, bekendtgørelser udstedt af den estiske regering og ministerielle bekendtgørelser. Ud over generelle retsakter findes der individuelle retsakter, som er udstedt på basis af en lov og ligger under love og bestemmelser i hierarkiet. Retsakterne på et givet niveau skal være i overensstemmelse med dem på et højere niveau.
Estlands institutionelle opbygning følger princippet om magtens tredeling (forfatningens § 4).
Den lovgivende magt udøves af Riigikogu. I henhold til forfatningens § 103 har regeringen, medlemmer af Riigikogu, grupper i parlamentet, parlamentsudvalgene og Estlands præsident ret til at fremsætte lovforslag. Præsidenten kan dog kun fremsætte forslag til ændring af forfatningen. Riigikogu behandler lovforslagene og beslutter, om et givet lovforslag skal vedtages eller forkastes.
På grundlag af en beslutning truffet med absolut flertal blandt parlamentets medlemmer kan Riigikogu foreslå regeringen at fremsætte et lovforslag, som det finder ønskværdigt.
Riigikogu har ret til at sende et lovforslag eller et spørgsmål af national betydning til folkeafstemning. Befolkningens afgørelse træffes med flertal blandt de afgivne stemmer ved folkeafstemningen. Love, der vedtages ved folkeafstemning, bekendtgøres umiddelbart af Estlands præsident. Beslutninger vedtaget ved folkeafstemning gælder for alle statens instanser. Hvis et lovforslag, der er sendt til folkeafstemning, ikke opnår et flertal af de afgivne stemmer, udskriver præsidenten parlamentsvalg. Spørgsmål vedrørende budgettet, beskatning, statens økonomiske forpligtelser, ratificering eller afvisning af internationale aftaler, indførelse eller ophævelse af undtagelsestilstand samt om det nationale forsvar kan ikke sendes til folkeafstemning.
Den udøvende magt ligger hos Estlands regering. I de fleste tilfælde fremlægger regeringen lovforslag for Riigikogu. Lovforslag fremlægges for regeringen af ministerierne, som på forhånd skal have gennemført en gensidig konsultationsproces.
Justitskansleren og rigsrevisoren deltager i regeringsmøderne og har taleret. Deres forslag er ikke bindende for regeringen, men deres anbefalinger og forslag tages ofte i betragtning. Hvis justitskansleren og rigsrevisoren mener, at det er nødvendigt, kan de forelægge deres forslag direkte for det relevante parlamentsudvalg, der behandler lovforslaget. I overensstemmelse med forfatningens § 139 analyserer justitskansleren alle forslag, han eller hun har fået stillet vedrørende lovgivningsændringer, vedtagelse af nye love og de statslige institutioners arbejde og sender i givet fald en rapport til Riigikogu. Hvis justitskansleren konstaterer, at en retsakt, der er vedtaget af den lovgivende magt, den udøvende magt eller en lokal myndighed, er i modstrid med forfatningen eller en lov, stiller han eller hun over for den myndighed, der har vedtaget loven, forslag om at bringe den i overensstemmelse med forfatningen eller loven inden for 20 dage. Hvis loven ikke inden for det tidsrum bringes i overensstemmelse med forfatningen eller loven, stiller justitskansleren forslag til Riigikohus om, at loven skal erklæres ugyldig i henhold til forfatningens § 142.
Præsidenten bekendtgør love, der er vedtaget af Riigikogu, eller kan nægte at bekendtgøre en lov. I sidstnævnte tilfælde sender præsidenten loven tilbage til Riigikogu sammen med en begrundelse med henblik på fornyet behandling og afstemning.
Justitsministeren offentliggør vedtagne love, der er bekendtgjort af præsidenten, i den estiske officielle publikation Riigi Teataja (Estlands lovtidende).
Lovgivningsproceduren i Riigikogu omfatter følgende trin:
I henhold til forfatningens § 103 har regeringen, medlemmer af Riigikogu, grupper i parlamentet, parlamentsudvalgene og præsidenten ret til at fremsætte lovforslag. Præsidenten kan dog kun fremsætte forslag til ændring af forfatningen. Lovforslag skal opfylde de tekniske regler, der er vedtaget af Riigikogus præsidium, samt reglerne om god lovgivningspraksis og de tekniske regler, der er vedtaget af regeringen. Riigikogus præsidium sender lovforslag til det stående parlamentsudvalg, der er ansvarligt for lovforslaget.
Lovforslag udarbejdes af et stående parlamentsudvalg (retsudvalget, forfatningsudvalget, økonomiudvalget mv.) til et plenarmøde i Riigikogu. På begæring fra det ansvarlige udvalg sættes lovforslaget på dagsordenen for plenarmødet i Riigikogu.
I henhold til loven om Riigikogus interne regler og forretningsorden skal førstebehandling af lovforslaget finde sted inden for syv arbejdsuger i Riigikogu efter, at det er blevet accepteret. Lovforslag drøftes ved tre behandlinger på plenarmøder i Riigikogu. Ved førstebehandlingen drøfter man de hovedprincipper, der ligger til grund for forslaget. Hvis der ikke under forhandlingerne fra det udvalg, der står for lovforslaget, eller fra nogen gruppe stilles forslag om, at lovforslaget skal forkastes, afsluttes førstebehandling uden afstemning. Efter førstebehandling har medlemmerne af Riigikogu og parlamentsudvalgene og grupperne 10 arbejdsdage til at stille ændringsforslag. Hvis det ansvarlige udvalg foreslår det, kan formanden for Riigikogu fastsætte en anden frist for at stille ændringsforslag.
Udvalget inddrager i drøftelserne om projektet de interessegrupper, der har været involveret i forberedelsen af projektet, og som ønsker at deltage i drøftelserne.
Det udvalg, der står for lovforslaget, gennemgår alle stillede ændringsforslag og beslutter, om de skal tages i betragtning ved udarbejdelsen af den nye tekst for lovforslaget. Med henblik på andenbehandlingen udarbejder det en ny udgave, der indeholder alle de vedtagne ændringer og de ændringer, som udvalget selv har foretaget. Det ansvarlige udvalg udarbejder til andenbehandlingen et forklarende notat, som indeholder oplysninger i relation til behandlingen af lovforslaget, f.eks. årsagerne til, at foreslåede ændringer er accepteret eller forkastet, og holdningen hos den person, der tog initiativ til eller fremsatte lovforslaget, de eksperter, der har været involveret i processen, og andre personer.
Lovforslaget sættes på dagsordenen ved andenbehandling efter forslag fra det kompetente udvalg. På opfordring fra Riigikogus præsidium, det ansvarlige udvalg eller den person, der tog initiativ til lovforslaget, kan Riigikogu afbryde andenbehandlingen af lovforslaget uden afstemning. Hvis en parlamentarisk gruppe foreslår, at behandlingen afbrydes, sættes dette forslag til afstemning. Hvis andenbehandlingen af et lovforslag suspenderes, kan der stadig stilles ændringsforslag. Hvis andenbehandlingen i Riigikogu ikke afbrydes, anses andenbehandlingen for afsluttet, og lovforslaget går til tredjebehandling.
Forslag til en beslutning i Riigikogu kan sættes til afstemning efter afslutningen af andenbehandlingen.
Når andenbehandlingen er afsluttet, udarbejder det ansvarlige udvalg lovforslagets endelige tekst til tredjebehandlingen og foretager sproglige og tekniske forbedringer. Med henblik på tredjebehandlingen kan Kommissionen udarbejde en begrundelse, der giver et overblik over de ændringer, der er foretaget ved andenbehandlingen. Under tredjebehandlingen af lovforslaget åbnes der for forhandlinger, hvor repræsentanter fra grupperne udtaler sig. Ved tredjebehandlingen kommer lovforslaget til endelig afstemning.
Love og Riigikogu-beslutninger vedtages ved offentlig afstemning i Riigikogu. En endelig afstemning afholdes under tredjebehandlingen af lovforslag. Antallet af medlemmer af Riigikogu, der skal stemme for et lovforslag, for at det kan vedtages, er fastlagt i forfatningens § 73 og § 104, hvor lovene er opdelt i følgende kategorier:
Følgende love kan kun vedtages eller ændres med absolut flertal blandt Riigikogus medlemmer:
Når en lov eller en Riigikogu-beslutning er blevet vedtaget, underskrives den af formanden for Riigikogu, eller i dennes fravær af næstformanden for Riigikogu, som ledede mødet, senest den femte arbejdsdag efter vedtagelsen.
Når en lov er vedtaget og underskrevet, sendes den til præsidenten med henblik på bekendtgørelse. Republikkens præsident kan nægte at bekendtgøre en lov, der er vedtaget af Riigikogu, og kan inden for en frist på 14 dage fra modtagelsen af loven sende den tilbage til Riigikogu sammen med en begrundet udtalelse for at få Riigikogu til at behandle den på ny og træffe en ny afgørelse. Hvis Riigikogu vedtager loven, som præsidenten har sendt tilbage, uden ændringer, bekendtgør præsidenten loven eller forelægger Riigikohus et forslag om at erklære loven for forfatningsstridig. Hvis Riigikohus erklærer, at loven er i overensstemmelse med forfatningen, er præsidenten forpligtet til at bekendtgøre den.
Loven træder i kraft på tiendedagen efter offentliggørelsen i Riigi Teataja, medmindre andet fremgår af selve loven.
De vigtigste lovgivningsmæssige instrumenter og internationale aftaler offentliggøres i Riigi Teataja. Love og bekendtgørelser får først retskraft, når de er offentliggjort i Riigi Teataja.
Le Riigi Teataja er onlineudgaven af Estlands lovtidende og den centrale database for lovgivningen i Estland. Siden den 1. juni 2010 er Riigi Teataja som officiel publikation udelukkende blevet udgivet på internettet.
Siden den 1. januar 2011 er Riigi Teataja blevet offentliggjort af justitsministeriet.
Love og bestemmelser, internationale aftaler, Riigikogu-beslutninger, bekendtgørelser udstedt af regeringen offentliggøres i Riigi Teataja, mens andre vigtige oplysninger (f.eks. oversættelser af retsakter og proceduremæssige oplysninger vedrørende forslag til retsakter) ligeledes stilles til rådighed ad denne vej.
Flertallet af de lovgivningsmæssige instrumenter, der er vedtaget siden 1990, er tilgængelige i Riigi Teataja.
Siden den 1. juni 2002 er officielle konsoliderede versioner af love, dekreter udstedt af Estlands præsident, myndighedsbestemmelser, ministerielle bekendtgørelser, bekendtgørelser udstedt af direktøren for den estiske nationalbank (Eesti Pank) og bekendtgørelser fra den nationale valgkomité blevet offentliggjort i Riigi Teataja. Siden den 1. juni 2010 er konsoliderede udgaver af Riigikogus beslutninger blevet offentliggjort i Riigi Teataja, og siden udgangen af 2011 gælder dette også konsoliderede bekendtgørelser fra lokalforvaltningerne.
Hver gang sådanne retsakter ændres, udarbejdes der en ajourført konsolideret version, der indeholder ændringerne, som udgives samtidig med retsakten, hvormed ændringen blev indført, sammen med oplysning om ikrafttrædelsestidspunktet. De konsoliderede udgaver er officielle og kan lægges til grund for gennemførelsen af lovgivningen. De har retskraft.
Alle retsakter får et elektronisk stempel, når de offentliggøres. Enhver kan kontrollere dette stempel, som garanterer, at retsakten ikke er blevet ændret siden offentliggørelsen. Desuden forsynes alle offentliggjorte retsakter med et tids- og datostempel, som gør det muligt at afsløre tilfælde af uautoriseret behandling.
Det er muligt at læse de konsoliderede udgaver, der er/var i kraft på en given dato. Man kan ligeledes få adgang til eventuelle fremtidige udgaver af disse retsakter. Alle konsoliderede udgaver hænger sammen med tidligere og kommende udgaver. På denne måde er det muligt at "rejse i tiden" og gå fra én udgave af den konsoliderede tekst til den næste og omvendt. Det er muligt at sammenligne forskellige konsoliderede versioner af den samme retsakt for at se, hvilke ændringer der er foretaget.
Linkene i den konsoliderede version gør det muligt at åbne de bekendtgørelser, der er udstedt på baggrund af loven, samt at komme fra disse bekendtgørelser til de bestemmelser i loven, som danner baggrund for udstedelsen af bekendtgørelserne.
I Riigi Teataja henvises der også til proceduremæssig information vedrørende de offentliggjorte retsakter, som bl.a. gør det muligt at læse de forklarende notater (links til høringsdatabase og til forhandlinger i Riigikogu), links med EU-lovgivning, oversættelser og andre yderligere oplysninger, der er nødvendige for at kunne forstå den pågældende retsakt.
På Riigi Teatajas websted kan man søge i endelige domme fra de regionale domstole og distriktsdomstolene samt i domme afsagt af Riigikohus. Webstedet indeholder også oplysninger om dato og sted for retsmøderne.
Sammendrag og kortfattede beskrivelser af domme afsagt af Riigikohus og domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) offentliggøres også. Sammendragene er systematiseret, og det er muligt at søge i sammendragene af domme afsagt af Riigikohus ved hjælp af nøgleord eller henvisninger til retsakter. Man kan foretage søgninger i sammendrag af domme fra EMD ud fra den pågældende artikel.
Riigi Teataja indeholder ligeledes oplysninger om den aktuelle situation på det lovgivningsmæssige og retlige område.
Den 30. oktober 2013 blev Riigi Teatajas engelske websted lanceret, som indeholder de ajourførte engelske oversættelser af de konsoliderede udgaver af lovene. Engelske oversættelse af alle de konsoliderede udgaver af lovene (med undtagelse af love om ratificering) har været tilgængelige siden udgangen af 2014. Lovene oversættes af autoriserede oversættere. Oversættelsen til engelsk af de ajourførte udgaver af teksterne gik i gang i 2011 på initiativ af justitsministeriet. Selv om oversættelserne ikke har retskraft, føres de ajour. Alle og enhver kan bede om at få tilsendt de nyeste oversættelser til sin e-mailadresse ved at tilmelde sig tjenesten My RT.
En søgefunktion til forslag til retsakter gør det også muligt at søge i de forskellige proceduremæssige etaper for retsakter, der allerede er vedtaget eller er under vedtagelse. Det er ligeledes muligt på denne måde at få adgang til alle oplysninger vedrørende lovgivningsprocedurerne og til relevante dokumenter, der allerede er udarbejdet. Enhver kan også bede om at få tilsendt oplysninger om vedtagelsen af et forslag til en retsakt fra den ene etape i proceduren til den næste til sin e-mailadresse ved at tilmelde sig tjenesten Minu RT.
Når man bruger tjenesten Minu RT, kan man oprette sin egen brugerportal. Man kan tilføje links til retsakter og anmode om at få information pr. e-mail om nye retsakter og yderligere oplysninger via denne portal.
Brugere har gratis adgang til Riigi Teataja og til alle juridiske informationstjenester.
Alle interesserede kan få gratis adgang til online-versionen af Riigi Teataja i kommuner og på offentlige biblioteker (ca. 600). Det er også muligt at få hjælp til at søge efter de pågældende lovgivningsmæssige instrumenter. Det er også muligt at få hjælp til at søge efter de pågældende retsakter. Brugerne skal have mulighed for at printe op til 20 sider, uden at det koster noget.
Le Riigi Teataja er Republikken Estlands officielle publikation og er blevet udgivet siden 27. november 1918. Udgivelsen af Riigi Teataja blev suspenderet i 1940 og genoptaget i 1990.
Riigi Teataja er blevet udgivet på internettet siden 1996, og 1. juni 2002 fik online-udgaven også status som officiel publikation.
Siden den 1. juni 2010 er Riigi Teataja som officiel publikation udelukkende blevet udgivet på internettet. Den er ikke siden blevet udgivet i papirformat.
I november 2010 blev der indført et mere brugervenligt IT-system med mere juridisk information. Systemet udvikles under ledelse af regeringens generalsekretariat med økonomisk støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.
Siden den 20. januar 2012 har sammendrag af domme afsagt af Riigikohus og EMD, forskellige oplysninger om aktuelle spørgsmål på det retlige område i almindelighed og oplysninger om retspraksis og retsmøder ligget på Riigi Teatajas websted.
I slutningen af 2012 blev der indført en søgefunktion til forslag til retsakter.
Siden 2013 er alle bekendtgørelser, som vedtages af lokalforvaltningerne, samt ajourførte konsoliderede udgaver af disse tekster blevet offentliggjort i Riigi Teataja.
Siden den 24. september 2013 er alle retsakter blevet forsynet med et elektronisk stempel af publikationskontoret samt et tids- og datostempel, når de offentliggøres i Riigi Teataja.
Den 30. oktober 2013 blev der lanceret en engelsk udgave af Riigi Teataja.
Som led i processen med at udvikle den nye elektroniske udgave af Riigi Teataja vil der blive oprettet en forbindelse til den europæiske N-Lex-portal.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Denne side indeholder oplysninger om retssystemet i Irland.
Irlands forfatning (på irsk Bunreacht na hÉireann), som trådte i kraft den 29. december 1937, er statens grundlov. Den stifter de statslige institutioner og statsapparatet og indeholder bestemmelser om magtens tredeling i den udøvende, lovgivende og dømmende magt. Den sikrer også de grundlæggende rettigheder, og disse har været genstand for indgående og udvidende fortolkning ved domstolene
Den primære ret består af retsakter vedtaget af det irske parlament (Oireachtas), der består af Irlands præsident, overhuset (Seanad Éireann) og underhuset (Dáil Éireann). Den primære ret er inddelt i: retsakter til ændring af forfatningen, som for at kunne træde i kraft skal godkendes af befolkningen ved en folkeafstemning, generelle offentligretlige retsakter (Public General Acts), der finder generel anvendelse, og privatretlige retsakter (Private Acts), der vedrører særlige enkeltpersoners eller grupper af enkeltpersoners adfærd.
Ved hjælp af afledt ret kan det irske parlament delegere lovgivningsbeføjelser til en minister eller en særlig myndighed. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter skal udtrykkeligt fremgå af den primære ret, og der gælder strenge betingelser herfor – de principper og politikker, der skal gennemføres, skal klart og utvetydigt være fastsat i basisretsakten og strengt følges af den myndighed, der vedtager afledte retsbestemmelser. "Statutory instruments" er den mest almindelige form for afledt ret, men den kan også have form af "regulations", "orders", "rules", "schemes" eller "bye-laws" (forskellige former for bekendtgørelser, lokale vedtægter m.m.)
I henhold til forfatningens artikel 50 er love fra før 1922 vedrørende Irland (f.eks. retsakter udstedt af Det Forenede Kongeriges parlament) og retsakter vedtaget af Den Irske Fristat (1922‑1937), som ikke er i strid med forfatningen, fortsat gældende. Mange af de love fra før 1922, som ikke fortsat var relevante for Irland, blev ophævet ved lovene om revision af den almindelige ret fra 2005‑2012.
Det irske retssystem er et såkaldt "common law"-system, dvs. at domstolenes retspraksis udgør en væsentlig retskilde. I henhold til stare decisis-doktrinen (præcedenslære) skal en domstol følge de afgørelser, der er truffet i tidligere sager, navnlig afgørelser ved højere retsinstanser. Der er imidlertid tale om en politik, ikke en bindende regel, der ikke kan ændres. Dette regelsæt indeholder regler, generelle principper, retsplejeregler og retsprincipper. I stare decisis-doktrinen sondres der mellem ratio decidendi, som er den bindende del af en afgørelse, som skal følges, og obiter dictum, som er bemærkninger fremsat af en dommer i en sag om forhold, der i sagen var til stede, eller som ikke var væsentlige, eller som opstod på en sådan måde, at det ikke var nødvendigt at træffe en afgørelse. Obiter dictum er ikke bindende i fremtidige sager, men kan have juridisk vægt.
Da Irland er medlem af Den Europæiske Union (EU), er EU-retten en vigtig del af statens nationale retssystem. Forpligtelserne som følge af EU-medlemskabet indebærer, at forfatningen og andre nationale love er underlagt EU-retten, når EU har kompetence. Det var nødvendigt at ændre forfatningen for at give staten tilladelse til at tiltræde EU og undgå et sammenstød mellem forfatningens bestemmelser og EU-retten.
Irland har undertegnet mange internationale aftaler og traktater og er medlem af mange internationale organisationer. Forfatningen bestemmer, at Irland accepterer de almindeligt anerkendte folkeretlige principper, der regulerer forholdet mellem stater.
Irlands retssystem bygger på en dualistisk opfattelse, og for at have en formel retlig status internt i staten, i modsætning til mellemstatsligt, skal internationale aftaler indarbejdes i den nationale ret af det irske parlament.
Irland undertegnede den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) i 1953, og landets borgere har siden da som følge af statens internationale retlige forpligtelser kunnet påberåbe sig konventionens bestemmelser ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Konventionens bestemmelser fik nationale retlige virkninger ved loven om den europæiske menneskerettighedskonvention af 2003, der inkorporerede EMRK i irsk ret.
I mangel af formelle retlige bestemmelser kan den juridiske litteratur anvendes som kilde af en advokat i en sag, og når en domstol skal træffe sin afgørelse. Selv om der er debat om, hvorvidt den overhovedet bør finde anvendelse, og dens indflydelse kan være aftaget i de senere år, har domstolene påberåbt sig naturretten og naturrettigheder i fortolkningen af forfatningen og de forfatningsmæssige rettigheder, der ikke specifikt er fastsat i forfatningsteksten.
Forfatningen er Irlands grundlæggende retskilde. Lovgivning, regerings- og forvaltningsafgørelser og praksis kan revideres med henblik på deres overensstemmelse med forfatningen.
I forfatningen fastsættes det imidlertid, at den ikke vil gøre retsakter eller foranstaltninger, der er nødvendige som følge af medlemskabet af EU, ugyldige. Dette er fastsat i forfatningens artikel 29.4.6. EU-retten har forrang for alle nationale love, herunder forfatningen. Da det er fastsat i EU-retten, at metoderne for dens gennemførelse skal fastsættes i henhold til nationale procedurekrav, skal de instrumenter, der gennemfører EU-retten, stadig være i overensstemmelse med de proceduremæssige krav, der er fastsat i forfatningen.
Loven om den europæiske menneskerettighedskonvention af 2003 giver borgerne mulighed for at påberåbe sig EMRK's bestemmelser ved de irske domstole. Den europæiske menneskerettighedskonvention er blevet indarbejdet under forfatningsmæssigt niveau, og forfatningen har fortsat forrang. I henhold til loven skal domstolene i videst muligt omfang fortolke og anvende nationale bestemmelser i overensstemmelse med EMRK's principper. Hvis den nationale lovgivning ikke er i overensstemmelse med EMRK, vil der blive udstedt en erklæring om uforenelighed.
Domstolene har fastslået, at principperne i den folkeretlige sædvaneret er en del af national ret i medfør af forfatningens artikel 29.3, men kun i det omfang de ikke er i strid med forfatningen, lovgivningen eller "common law". Internationale aftaler kan kun ratificeres, hvis de er i overensstemmelse med forfatningen. I modsat fald kræves der en folkeafstemning.
Lovgivningen kan erstattes eller ændres ved efterfølgende lovgivning. Afledt ret kan tilsidesættes af primær ret, hvilket også gør sig gældende med hensyn til delegation af beføjelser til at vedtage afledt ret, men afledt ret kan ikke tilsidesætte den primære ret. Domstolene kan ophæve lovgivningen med den begrundelse, at den er ugyldig i henhold til forfatningens bestemmelser (lovgivning efter 1937), eller at den er i strid med forfatningen (lovgivning fra før 1937). Lovgivningen efter 1937 forudsættes at være i overensstemmelse med forfatningen.
Retsafgørelser kan annulleres af lovgivnings- eller forfatningsbestemmelser og efterfølgende afgørelser truffet af retter i samme instans eller en højere instans.
Forfatningen var i sin oprindelige udformning ikke forenelig med fællesskabsretten. Den bestemte f.eks., at Oireachtas var det eneste lovgivende organ i staten. Derfor blev der indføjet en bestemmelse i forfatningen om, at den ikke vil annullere love, retsakter eller foranstaltninger, der er nødvendige som følge af Irlands medlemskab af EU. Det er imidlertid fastsat, at hvis anvendelsesområdet eller målene ændres, f.eks. ved hjælp af en ny traktat, skal der afholdes en folkeafstemning, og hvis befolkningen stemmer ja, vil der blive indføjet en bestemmelse om, at staten kan ratificere den pågældende traktat.
Hvis EU-retten kræver, at staten gennemfører loven, sker det i form af primær ret eller hyppigere i form af bekendtgørelser ("Statutory Instrument") vedtaget af regeringen eller en minister.
I henhold til forfatningen bliver internationale aftaler en del af den nationale lovgivning, hvis det irske parlament træffer afgørelse herom. Dette vil normalt ske ved hjælp af en lov, og et eksempel herpå er loven om den europæiske menneskerettighedskonvention af 2003, som inkorporerede konventionen i national ret med det resultat, at borgerne kan påberåbe sig konventionens bestemmelser ved de nationale domstole.
Det hedder i forfatningen, at Oireachtas, der består af Dáil (underhuset) , Seanad (overhuset) og præsidenten, har enekompetence til at vedtage lovgivning for staten med forbehold af de forpligtelser, der følger af medlemskabet af EU, som fastsat i forfatningen. Forslag til lovgivning i form af et lovforslag skal undertegnes af præsidenten for at få virkning, og hvis præsidenten er i tvivl om, hvorvidt den foreslåede lovgivning er i overensstemmelse med forfatningen, kan han indkalde statsrådet og om nødvendigt forelægge lovforslaget for højesteret til afgørelse i henhold til forfatningens artikel 26. .
Som nævnt kan det irske parlament delegere lovgivningsbeføjelser til en minister eller en anden myndighed. Beføjelsen vedrører udelukkende det, der er fastsat i delegationsakten. EU-direktiver gennemføres sædvanligvis ved hjælp af en ministeriel bekendtgørelse. Lovgivningsbeføjelser kan delegeres til en række organer og personer såsom ministre, officielle råd, halvstatslige organer, reguleringsorganer, ekspertorganer og lokale myndigheder.
I henhold til forfatningen er regeringen ansvarlig for de eksterne forbindelser og kan undertegne internationale traktater og aftaler og tilslutte sig internationale organisationer med forbehold af forfatningsmæssige krav.
I et "common law"-system er retspraksis bindende.
Første trin i forbindelse med en forfatningsændring er i henhold til dennes artikel 46, at der fremsættes et forslag i underhuset. Lovforslaget skal vedtages af både overhuset og underhuset og derefter ved en folkeafstemning. I henhold til forfatningens artikel 47, stk. 1, betragtes forslaget som godkendt af befolkningen, hvis et flertal af de personer, der har stemt, har stemt for vedtagelsen af loven. Et sådant lovforslag skal betegnes som en retsakt til ændring af forfatningen (Act to amend the Constitution) og må ikke indeholde andre forslag. Hvis det godkendes af befolkningen, skal præsidenten underskrive lovforslaget, som skal kundgøres behørigt af præsidenten som lovgivning.
I henhold til artikel 47, stk. 2, forkastes et lovforslag, som ikke omhandler en forfatningsændring og sendes til folkeafstemning, når et flertal af stemmerne er imod forslaget, og de afgivne stemmer mod forslaget svarer til mindst en tredjedel af de registrerede vælgere.
Det første skridt i vedtagelsen af primær ret er normalt, at der fremsættes et lovforslag i et af parlamentets kamre. Alle lovforslag fra underhuset skal sendes til behandling i overhuset, som kan foretage ændringer, som underhuset skal behandle. Hvis lovforslaget fremsættes og vedtages i overhuset og efterfølgende ændres i underhuset, anses det dog for at være fremsat i underhuset og skal sendes tilbage til overhuset til behandling.
Inden en lov kundgøres, skal den være godkendt i både underhuset og overhuset, og den skal være undertegnet af præsidenten. I løbet af lovgivningsproceduren kan et lovforslag ændres i underhuset og overhuset. I henhold til forfatningen er det dog det folkevalgte underhus, der har forrang. I artikel 23 fastsættes det, at hvis overhuset har afvist eller ændret et lovforslag, i strid med underhusets ønsker, kan underhuset fremsende en resolution inden for 180 dage, hvori det fastslår, at forslaget er vedtaget af begge kamre. Overhuset har beføjelse til at udsætte et lovforslag med op til 90 dage, men har ikke beføjelse til at forhindre, at lovforslaget bliver til lov, eller til at ændre det, medmindre underhuset accepterer det.
Langt de fleste lovforslag fremsættes i underhuset af en minister.
Lovforslag på skatteområdet (f.eks. indførelse, ophævelse, fritagelse, ændring eller regulering af afgifter) og lovforslag, der involverer udgifter, der skal dækkes af offentlige midler, kan kun fremsættes og vedtages i underhuset. Denne type lovforslag sendes til overhuset, der kan fremkomme med henstillinger.
Det sidste skridt i lovgivningsproceduren er, at præsidenten undertegner loven. Præsidenten kan efter høring af statsrådet forelægge et lovforslag eller en bestemt del af det for højesteret, der skal afgøre, om det er i strid med forfatningen. Dette kaldes en artikel 26-henvisning. Når højesteret fastslår, at lovforslaget er foreneligt med forfatningen, kan det aldrig senere anfægtes ved domstolene af forfatningsretlige grunde, og præsidenten skal underskrive det. Hvis højesteret fastslår, at lovforslaget er forfatningsstridigt, skal præsidenten afstå fra at ophøje det til lov.
Det er almindeligvis fastsat i basisretsakter, at den delegering af lovgivningsbeføjelser, den pågældende retsakt tillader, kan annulleres eller godkendes af parlamentet. Det er generelt fastsat i bestemmelserne, at lovgivningen skal forelægges et af parlamentets kamre eller begge, som kan annullere den inden for en bestemt tidsfrist. Al afledt ret, der gennemfører EU-foranstaltninger, er omfattet af denne annulleringsmekanisme. Efter vedtagelsen skal visse bekendtgørelser deponeres i bestemte biblioteker, og der skal offentliggøres en meddelelse om deres vedtagelse i den officielle irske statstidende Iris Oifigiúil.
Regeringen kan undertegne internationale traktater eller aftaler eller slutte sig til internationale organisationer, men det er blevet fastslået, at regeringen ikke kan gøre dette, hvis det begrænser parlamentets enekompetence på lovgivningsområdet eller på anden vis er i strid med forfatningen. Domstolene har derfor statueret, at traktater, der ændrer Den Europæiske Unions anvendelsesområde og mål, ikke kan godkendes af regeringen, medmindre de accepteres af befolkningen i en folkeafstemning om forfatningen.
Forfatningsændringer træder i kraft, efter at de er blevet godkendt af befolkningen, og præsidenten har underskrevet lovforslaget.
Et lovforslag bliver ophøjet til lov den dag, hvor præsidenten undertegner det, og træder i kraft samme dag, medmindre andet er fastsat i den pågældende retsakt. Præsidenten underskriver normalt ikke et lovforslag tidligere end den femte dag eller senere end den syvende dag efter forelæggelsen. Det kan præciseres i en retsakt, hvornår den træder i kraft, eller at en minister kan beordre, at den eller en del af den træder i kraft (commencement order) (afledt ret). Præsidenten er forpligtet til at bekendtgøre en lov ved offentliggørelse af en meddelelse i Iris Oifigiúil, hvori han erklærer, at forslaget er blevet til lov.
I afledt ret specificeres datoen for retsaktens ikrafttræden.
Retsafgørelser har generelt virkning fra den dag, de træffes.
Det er domstolene, der afgør konflikter mellem forskellige lovbestemmelser eller retskilder.
Med forbehold for EU-rettens overordnede stilling er forfatningen statens grundlov og har forrang i enhver konflikt med andre love. I henhold til forfatningens artikel 34 kan borgerne bestride den forfatningsmæssige gyldighed af lovgivning ved High Court (ret i første instans). Afgørelsen kan appelleres til Supreme Court (højesteret). Enkeltpersoner kan desuden gøre gældende, at statens handlinger er i strid med deres forfatningsmæssige rettigheder eller et brud på forfatningsproceduren.
Det forudsættes, at lovgivning fra efter vedtagelsen af forfatningen i 1937 er i overensstemmelse med forfatningen, indtil det modsatte er bevist.
Der kan forekomme forhold, hvor forfatningsbestemmelserne, navnlig bestemmelserne om de grundlæggende rettigheder, til en vis grad kan være i strid med hinanden. Domstolene har anvendt adskillige mekanismer til at træffe afgørelse i disse sager, herunder en sproglig eller grammatisk fortolkning, den historiske tilgang, hensyntagen til motiver og den indbyrdes sammenhæng, proportionalitetsprincippet, rangfølge for rettighederne og respekten for naturret og naturrettigheder.
Der har været tilfælde, hvor der som følge af en upopulær forfatningsbestemmelse eller fortolkning ved domstolene er blevet afholdt en folkeafstemning om ændring af forfatningen.
Hvis en person hævder, at hans eller hendes rettigheder i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention er blevet krænket ved lovgivning, kan vedkommende anmode domstolene om en erklæring om uforenelighed.
EU-retten nyder forfatningsmæssig immunitet, idet forfatningen bestemmer, at den ikke vil ugyldiggøre enhver retsakt eller foranstaltning, der er påkrævet som følge af EU-medlemskabet, men midlerne til gennemførelse af disse retsakter eller foranstaltninger skal være i overensstemmelse med forfatningen.
Delegerede retsakter skal ud over at være i overensstemmelse med forfatningen også være det med basisretsakten.
Yderligere oplysninger om det irske retssystem og den irske lovgivning og forfatning kan findes på følgende websteder:
• https://www.gov.ie/en/organisation/department-of-the-taoiseach
• https://www.courts.ie/judgments
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Forfatningen gælder overordnet i forhold til alle nationale lovgivningsinstrumenter, og derefter følger den formelle lovgivning, præsidentielle dekreter og administrative foranstaltninger. Traktaterne om oprettelse af Den Europæiske Union er på samme formelle niveau med hensyn til vigtigheden som forfatningen, mens de resterende internationale lovgivningsinstrumenter gælder overordnet i forhold til de nationale lovgivningsinstrumenter, undtagen forfatningen.
Når der opstår behov for at ændre eller supplere gældende lovgivning, indføre nye retsregler eller inkorporere folkeretlige regler i den nationale lovgivning, foregår det således:
Den ansvarlige minister anmoder et særligt lovgivningsudvalg om at udarbejde et lovforslag.
Lovforslaget, som udarbejdes af det særlige lovgivningsudvalg, sendes til det centrale lovgivningsudvalg i kabinettets generalsekretariat, som sikrer at forslaget er korrekt udfærdiget og eventuelt fremsætter bemærkninger vedrørende f.eks. forenelighed med forfatningen og international ret.
Lovforslaget præsenteres derefter for parlamentet ledsaget af en begrundelse, der beskriver ræsonnementet og formålet med de anbefalede bestemmelser. Hvis lovforslaget medfører udgifter for statsbudgettet, udarbejder statens revisionsmyndighed en særlig udgiftsrapport og en sammenlignende udgiftsrapport. Lovforslag skal også ledsages af en rapport, der evaluerer alle foranstaltninger, der måtte følge af lovforslaget, og en rapport om den offentlige høring, der er gået forud for fremsættelsen af lovforslaget. Dette kan kun fraviges i særlige tilfælde.
Formanden for parlamentet henviser lovforslaget til drøftelse, enten til plenarforsamlingen, til de stående udvalg eller parlamentets afdelinger. Dekreter vedrørende gennemførelsen af parlamentets retsakter udstedes af præsidenten på forslag af de ansvarlige ministre. Specifikke vedtægtsmæssige bestemmelser giver de administrative myndigheder beføjelse til at træffe foranstaltninger vedrørende specifikke spørgsmål, spørgsmål, der har lokal interesse, og spørgsmål af teknisk karakter eller mindre betydning.
I henhold til forfatningens artikel 28 udgør internationale konventioner fra parlamentets ratificering deraf til lovgivning en integreret del af national græsk lovgivning og har forrang for enhver anden bestemmelse i strid hermed, forudsat at de udgør en senere lovgivning med undtagelse af forfatningens bestemmelser.
EU's forordninger er gældende i alle medlemsstater. De er bindende og har direkte virkning i alle medlemsstater.
EU's direktiver indarbejdes i national ret ved lov, et præsidentielt dekret eller en ministerbeslutning.
Senest en måned efter at en lov er vedtaget af parlamentet, underskrives den af de ansvarlige ministre og derpå af præsidenten, som udsteder og offentliggør den.
Af loven fremgår det, hvornår den træder i kraft. I modsat fald er datoen for lovens ikrafttrædelse 10 dage efter lovens offentliggørelse i den græske Nationale Tidende, jf. artikel 103 i lov om ikrafttrædelse af den borgerlige lovbog.
En lov, som ratificerer en konvention, er i princippet gældende, når loven offentliggøres i den Nationale Tidende, og konventionen har retskraft fra den dato, der er anført i konventionen.
På det græske parlaments websted kan man finde alle love, der er vedtaget siden den 22. oktober 1993. Endvidere kan man på det nationale trykkeris bruge søgefunktionen til at finde årslister (siden 1890) over vedtagne lovforslag og præsidentielle dekreter, deres emne og oplysninger om den Nationale Tidende, hvor de blev offentliggjort.
Det ministerium, som udarbejdede lovforslaget og fremlagde det for parlamentet, har kompetencen med hensyn til ændringer af loven
En lov er gyldig, så længe den ikke er ophævet af en ny lov.
Adgang er gratis (artikel 7 i lov nr. 3861/2010 offentliggjort i den Nationale Tidende FEK A/112/13‑7‑10).
Der skal betales gebyr ved adgang.
Adgang er gratis.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Denne side indeholder oplysninger om det spanske retssystem og giver et overblik over retsordenen i Spanien.
Retskilderne defineres i artikel 1 i civillovbogen:
Forfatning: Statens øverste retsregel, som alle offentlige myndigheder og borgerne er underlagt. Bestemmelser, som er i strid med forfatningen, er ikke gyldige. Den er opdelt i to klart adskilte dele med hensyn til indhold: a) den dogmatiske del, og b) den organiske del.
Internationale traktater: skriftlige aftaler mellem bestemte folkeretlige subjekter, der er underlagt denne, og som kan bestå af en eller flere relaterede retsakter, uanset hvad den kaldes. Når internationale traktater - der er forskriftmæssigt indgået - er offentliggjort i Spanien, indgår de i den interne retsorden.
Selvstyrestatutter (Estatutos de Autonomía): grundlæggende spansk institutionel regel for en selvstyrende region, der anerkendes i den spanske forfatning fra 1978, og som er godkendt ved organisk lov. Den indeholder som minimum navnet på regionen, de territoriale grænser, navnet, organisationen, de selvstyrende institutioners sæde samt de beføjelser, som de udøver. Disse statutter giver ikke de selvstyrende regioner suverænitetsbeføjelser og har ikke karakter af en forfatning, da de ikke udspringer af en forfatningsgivende magt (som de selvstyrende regioner ikke har), men indgår i retsordenen, fordi de anerkendes af staten, idet selvstyreprincippet dog aldrig kan gøres gældende over for princippet om statens enhed.
I artikel 1.2 i den spanske civillovbog fastsættes det, at "bestemmelser, som er i strid med overordnede bestemmelser, er ikke gyldige". Det betyder, at der nødvendigvis skal etableres et regelhiarki, og i denne forbindelse regulerer den spanske forfatning det indbyrdes forhold mellem de forskellige regler og deres hierarkiske og jurisdiktionelle forhold.
I medfør af forfatningen er retsreglernes indbyrdes hierarki i henhold til spansk lovgivning som følger:
Herudover er der etableret et kompetenceprincip med hensyn til de regler, der udgår fra de selvstyrende regioner, via deres regionale parlamenter (de selvstyrende regioners dekreter, bekendtgørelser etc.).
Dommere og domstole anvender ikke bekendtgørelser eller andre retsforskrifter, der strider mod forfatningen, loven eller princippet om den retlige trinfølge.
Den spanske forfatning hviler på princippet om magtens deling, hvor den lovgivende magt ligger hos parlamentet og de lovgivende forsamlinger i de selvstyrende regioner.
Regeringen har både på statsligt og regionalt niveau den udøvende magt, herunder beføjelse til at udstede nærmere forskrifter, og udøver lejlighedsvis lovgivningsbeføjelser i kraft af delegation fra parlamentet.
Lokale myndigheder har ikke fået tillagt lovgivningsbeføjelser, men kan udstede nærmere forskrifter, navnlig i form af kommunale regulativer (ordenanzas municipales).
Lovgivningsinitiativet ligger hos regeringen, kongressen og senatet, de lovgivende forsamlinger i de selvstyrende regioner og i visse tilfælde hos borgerne (borgerinitiativ).
Internationale traktater: der findes tre godkendelsesmekanismer, afhængigt af hvilken type emner traktaten regulerer.
Når internationale traktater - der er gyldigt indgået - er offentliggjort i Spanien, indgår de i den interne retsorden. Bestemmelserne kan kun ophæves, ændres eller suspenderes, som foreskrevet i selve traktaterne eller i overensstemmelse med de almindelige regler i international ret. Internationale traktater og aftaler ophæves ved hjælp af den samme procedure, som gælder for deres godkendelse.
Love:
Lovforslag vedtages af ministerrådet, som derefter forelægger dem for kongressen med angivelse af lovens motiver og baggrund, så ministerrådet kan udtale sig om lovforslagene.
I de selvstyrende regioner godkendes lovforslagene af det relevante regeringsråd (Consejo de Gobierno) og forelægges på samme måde for den pågældende selvstyrende regions lovgivende forsamling.
Når et almindeligt eller organisk lovforslag er blevet vedtaget af deputeretkammeret, rapporterer formanden herfor straks til formanden for senatet, der sender det til behandling i senatet. Inden for en periode på to måneder fra datoen for modtagelsen af lovforslaget, kan senatet nedlægge veto herimod eller stille ændringsforslag hertil. Vetoet skal godkendes med absolut flertal.
Lovforslaget kan ikke sendes til kongen med henblik på stadfæstelse, medmindre kongressen tilslutter sig det foreløbige lovforslag med absolut flertal, i tilfælde af et veto, eller med simpelt flertal, når der er gået to måneder, siden det blev fremsat, eller tager stilling til ændringsforslag, dvs. enten godkender eller afviser dem med simpelt flertal. Den periode på to måneder, som senatet har til at nedlægge veto eller stille ændringsforslag i, reduceres til 20 kalenderdage, hvis lovforslag fremsættes som hastelovforslag af regeringen eller deputeretkammeret.
Kongen stadfæster inden femten dage love, der er vedtaget af parlamentet og anordner deres øjeblikkelige offentliggørelse.
Bekendtgørelse: Bekendtgørelser udarbejdes efter følgende procedure:
Statstidende har en database, der omfatter al offentliggjort lovgivning siden 1960.
Det er gratis at benytte databasen.
Ældre udgaver af statstidende (helt tilbage fra 1960) kan findes på statstidendes websted.
Dér er en søgemaskine til søgninger efter love og bekendtgørelser, databaser, der indeholder oplysninger om forfatningsretspraksis siden 1980, statsadvokaturens (Abogacía del Estado) praksis (responsa og udtalelser siden 1997) og statsrådets praksis. Der er også adgang til den "konsoliderede version", der omfatter de vigtigste ændringer af forskriften. Endelig tilbydes der en overvågningstjeneste for notifikationer og offentlige bekendtgørelser samt informations-, konsultations- og dokumenttjenester.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Dette afsnit indeholder en oversigt over de forskellige retskilder i Frankrig.
Frankrigs lovgivning består i det væsentligste af skriftlige bestemmelser, kaldet retskilder. Det kan være bestemmelser vedtaget af stater eller mellem stater, på nationalt plan, samt retspraksis fra de nationale eller internationale domstole eller regler, som er fastsat på lokalt plan, f.eks. kommunale beslutninger, eller bestemmelser vedtaget af faglige organisationer, som f.eks. lægernes sammenslutning, regler vedtaget af borgerne indbyrdes, som f.eks. kollektive overenskomster eller kontrakter, samt ikke mindst almindelig sædvane.
Alle disse forskellige bestemmelser vedtages efter et regelhierarki. Følgende er derfor gældende for en ny bestemmelse:
Traktater og internationale aftaler
For at en traktat kan træde i kraft i Frankrig, skal den først ratificeres og godkendes, og derefter offentliggøres. Visse traktater finder direkte anvendelse i fransk lovgivning, mens andre først skal gennemføres via en national bestemmelse.
EU-retten
Begrebet EU-ret omfatter bestemmelser fastsat af Det Europæiske Fællesskabs og Den Europæiske Unions institutioner. Det kan f.eks. være henstillinger, udtalelser, forordninger, beslutninger eller direktiver.
Forfatningen
Lovgivningen
Love, der vedtages af parlamentet, er underordnet forfatningen. Forfatningsrådet kan anmodes om at udtale sig om en lovs forenelighed med forfatningen, inden den udstedes, dvs. om den er i overensstemmelse med forfatningen. Republikkens præsident, premierministeren, formanden for nationalforsamlingen samt for senatet, 60 parlamentsmedlemmer eller 60 senatsmedlemmer kan forelægge en lov for forfatningsrådet. Efter henvisning fra det franske Conseil d'Etat eller den franske Cour de cassations kan Forfatningsrådet endvidere få forelagt anmodninger om ophævelse af gældende lov af borgere, der under en sag, hvor disse love finder anvendelse, anfægter disse loves gyldighed og deres forenelighed med forfatningssikrede rettigheder og friheder.
I medfør af artikel 55 i forfatningen rangerer internationale aftaler, som Frankrig har ratificeret, højere end lovgivningen. Forvaltningsdomstolene og de juridiske domstole skal afvise at anvende en lov, som viser sig at være uforenelig med en traktat, hvad enten denne er vedtaget før eller efter loven.
Administrative forskrifter
I henhold til forfatningens artikel 38 kan regeringen anmode parlamentet om tilladelse til at udstede retsakter inden for områder, der er omfattet af love. Disse anordninger er retsakter, indtil de ratificeres af lovgiver, og kan dermed anfægtes ved en forvaltningsdomstol.
Loven om arbejdsforhold indeholder generelle bestemmelser vedrørende arbejdsforhold. Denne lov danner rammen for forhandlingen af overenskomster og aftaler mellem arbejdsmarkedets parter i den private sektor (arbejdsgivere og fagforeninger).Kollektive overenskomster omfatter således alle arbejdsforhold og sociale ydelser for arbejdstagerne i de pågældende organisationer (industri og genindvinding, hjem for unge arbejdstagere, supplerende plejehjem…). Kollektive aftaler omfatter derimod kun et specifikt område (løn, arbejdstider…). De kollektive aftaler og overenskomster kan indgås for en bestemt sektor (gældende for alle virksomheder, der udøver samme aktivitet inden for et givent område), en virksomhed eller en institution. Anvendelsesområdet for den kollektive overenskomst kan udvides af arbejds-, social-, familie- og solidaritetsministeriet eller landbrugs- og fiskeriministeriet, så den omfatter alle enheder i den sektor, den er rettet mod.
Domme og administrativ praksis
Retspraksis er baseret på domme og administrativ praksis. Retspraksis fortolker loven, men principielt kun hvad angår den pågældende sag. Denne administrative praksis har, da den kan annullere en forordning, en overordnet retsanordnede værdi, men ikke en lovgivningsmæssig værdi.
Der sondres mellem lovforslag, hvor initiativet til lovteksten kommer fra regeringen, og som fremsættes i Ministerrådet af en minister, og forslag, hvor initiativet kommet fra Parlamentet. Begge former for lovforslag skal fremsættes for nationalforsamlingen eller senatet.
Lovforslaget sendes derefter til behandling i parlamentet. Det vedtages, når det er godkendt af de to forsamlinger.
Hvis de to forsamlinger ikke er enige, træder et paritetisk blandet udvalg sammen. Dette udvalg består af syv deputerede og syv senatorer, som er ansvarlige for at fremlægge en fælles lovtekst, hvilket normalt kan ske efter to behandlinger i hver forsamling.Regeringen kan imidlertid iværksætte en hasteprocedure; i dette tilfælde kan det paritetiske blandede udvalg nedsættes ved førstebehandlingen.
Senest 15 dage efter, at den af Parlamentet vedtagne tekst er fremsendt til regeringen godkendes lovteksten (det vil sige den undertegnes) af præsidenten for republikken. Inden for denne frist kan præsidenten anmode om endnu en behandling af teksten, og forfatningsrådet kan anmodes om at kontrollere, at teksten er i overensstemmelse med forfatningen. Den vedtagne lov træder i kraft, når den er offentliggjort i den franske statstidende.
Love og forordninger er først bindende, når de er blevet formidlet til de franske statsborgere. Individuelle retsakter skal forkyndes for de personer, der bliver berørt af dem, hvorimod forordninger skal offentliggøres.
Reglerne vedrørende lovgivning og administrative forskrifter er blevet ændret ved anordning nr. 2005-164 af 20. februar 2004 med virkning fra den 1. juni 2004.Herefter bestemmer artikel 1 i Code Civil, at teksterne, medmindre andet er fastsat, træder i kraft på dagen efter deres offentliggørelse i statstidende.
Ved hastesager kan følgende retsakter dog træde i kraft på dagen for deres offentliggørelse i statstidende: love, hvis der er indført mulighed herfor i dekreterne vedrørende deres bekendtgørelse, samt administrative forskrifter, for hvilke regeringen har udstedt særlige bestemmelser.
Udover dekreter skal administrative forskrifter, vedtaget af de statslige myndigheder (ministerielle beslutninger, retsakter vedtaget af uafhængige administrative myndigheder) også offentliggøres i statstidende. De ministerielle beslutninger offentliggøres desuden ofte i ministeriernes officielle bulletiner.
For at en lov kan nøjes med at blive offentliggjort i den officielle bulletin, skal den kun vedrøre en meget specifik kategori af borgere (hovedsageligt tjenestemænd og embedsmænd i ministeriet).
Retsakter fra lokale myndigheder offentliggøres efter en særlig fremgangsmåde. De offentliggøres ikke i statstidende.
Cirkulærer eller instrukser har i princippet ingen lovgivende værdi. Disse retsakter begrænser sig til at fungere som vejledning vedrørende anvendelsen af love og dekreter, eller til at præcisere fortolkningen af visse bestemmelser.
For at være gældende skal de offentliggøres på premierministerens internetside, der er oprettet specifikt med henblik herpå (dekret 2008-1281 af 8. december 2008). Det er kun de vigtigste cirkulærer, der offentliggøres i den franske statstidende.
De offentlige juridiske databaser i Frankrig er tilgængelige på internettet via en offentlig formidlingstjeneste på internettet (SPDDI), der er reguleret af dekret nr. 2002-1064 af 7. august 2002 (engelsk version)
Dette system beskrives detaljeret i vejledningen vedrørende anvendelse af oplysningerne på Légifrance:
Légifrance indeholder følgende:
Til orientering omfatter SPPDI endvidere en række andre websteder, som er tilgængelige enten direkte eller via Légifrance:
De enkelte websteder indeholder oplysninger om betingelserne for at hente og anvende oplysninger, der hører under ovennævnte anden kategori.
Légifrance indeholder også en fortegnelse over databaser.
Der er endvidere adgang til en liste over taksterne for at benytte Légifrance.
Nedenstående er en ikke-udtømmende liste over juridiske databaser:
Retspraksis fra kassationsretten (Cour de cassation) kan ses på domstolens websted.
Det er muligt at hente afgørelser fra kassationsretten direkte på nettet, og visse afgørelser fra kassationsretten er oversat til engelsk, arabisk og mandarin.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Republikken Kroatiens forfatning
De vigtigste strafferetlige retsakter
Den 1. januar 2013 trådte den nye straffelov i kraft, der indeholder flere nye tiltag, såsom hårdere straffe, længere forældelsesfrister og nye lovovertrædelser i form af f.eks. manglende udbetaling af løn, risikofyldt adfærd i trafikken og ulovligt spil. I forbindelse med ændringerne og tilføjelserne til straffeloven i december 2012 ophørte besiddelse af narkotika til personligt forbrug med at blive behandlet som en forbrydelse, idet dette nu kun betragtes som en forseelse.
Straffeloven er opdelt i en almindelig del og en speciel del:
A) Straffelovens almindelige del indeholder bestemmelser, der finder anvendelse på alle strafbare handlinger. De regulerer kriterierne for tiltalerejsning, fængselsstraf og andre strafferetlige sanktioner.
B) I straffelovens specielle del beskrives gerningsindholdet i de forskellige strafbare handlinger og den straf, der kan pålægges for lovovertrædelser, herunder administrative sanktioner. Følgende anses for strafbare forhold efter kroatisk straffelov:
Strafferetsplejeloven (Narodne novine nr. 152/08, 76/09, 80/11, 91/12 – forfatningsdomstolens dom og kendelse, nr. 143/12, 56/13, 145/13, 152/14, 70/17 og 126/19)
I denne lov er der fastsat regler, der sikrer, at uskyldige ikke bliver dømt, og at gerningsmændene idømmes sanktioner eller andre foranstaltninger på de betingelser, der er fastsat ved lov, og på grundlag af en retfærdig rettergang, der gennemføres ved den kompetente domstol.
En retsforfølgning kan kun indledes i overensstemmelse med de regler og på de betingelser, der er fastsat ved lov.
Følgende EU-retsakter blev gennemført i den kroatiske retsorden ved strafferetsplejeloven:
Straffesagen rejses af den dertil beføjede.
For så vidt angår de lovovertrædelser, for hvilke straffesagen indledes ex officio, er det anklagemyndigheden, der har beføjelse til at rejse straffesagen, mens det for så vidt angår de lovovertrædelser, der er underlagt privat påtale, er den forurettede, der har beføjelse hertil. For visse strafbare handlingers vedkommende, der er defineret ved lov, rejser den offentlige anklager kun en straffesag, hvis den forurettede ønsker det. Medmindre andet er fastsat ved lov, påhviler det den offentlige anklager at rejse en straffesag, hvis der foreligger en bestyrket mistanke om, at en bestemt person har begået en strafbar handling, medmindre der foreligger en retlig hindring for, at den pågældende kan retsforfølges i Kroatien.
Hvis anklagemyndigheden finder, at der ikke er grundlag for at rejse en straffesag, kan den forurettede indtræde i sagen som anklager på de i loven fastsatte betingelser.
Lov om virkningerne af domfældelser, strafferegistre og resocialisering (Narodne novine nr. 143/12, 105/15)
Denne lov indeholder bestemmelser om retsvirkningerne af straffedomme, behandlingen af strafferegistre og videregivelse af oplysninger herfra til udenlandske myndigheder samt om resocialisering.
Loven er i overensstemmelse med følgende EU-retsakter:
I Kroatien er det justitsministeriet (herefter "ministeriet"), der forvalter strafferegistrene, og ministeriet er også udpeget som det centrale organ, der har til opgave at udveksle sådanne oplysninger med andre stater.
Strafferegistret indeholder en liste over fysiske og juridiske personer (herefter "personer"), der er blevet endeligt dømt i Kroatien for at have begået en strafbar handling. Strafferegistrene indeholder oplysninger om kroatiske statsborgere og om juridiske personer med vedtægtsmæssigt hjemsted i Kroatien, som er blevet endeligt dømt for at have begået en strafbar handling uden for Kroatien, såfremt sådanne oplysninger er tilgået ministeriet.
Strafferegistrene indeholder ligeledes oplysninger om personer, der er endeligt dømt for misbrug og seksuel udnyttelse af børn, samt de øvrige lovovertrædelser, der er omhandlet i lovens artikel 13, stk. 4.
Aftaleloven (Narodne novine nr. 35/05, 41/08 og 125/11)
Denne lov indeholder de grundlæggende aftaleretlige regler (almindelig del) og reglerne om skriftlige og mundtlige aftaler (speciel del).
Der gælder i Kroatien et princip om aftalefrihed, dog kan man ikke aftale vilkår, der er i strid med forfatningen, ufravigelige lovregler eller den offentlige orden.
Loven om ejendomsret (Narodne novine nr. 91/96, 68/98, 137/99, 22/00, 73/00, 129/00, 114/01, 79/06, 141/06, 146/08, 38/09, 153/09, 143/12 og 152/14)
Denne lov indeholder almindelige bestemmelser om personers rettigheder i forbindelse med fast ejendom og andre aktiver. Disse bestemmelser finder ligeledes anvendelse på ejendomsrettigheder til aktiver, der er omfattet af særlige lovbestemmelser, forudsat at de ikke er uforenelige med disse bestemmelser.
De finder følgelig anvendelse på andre tinglige rettigheder, såfremt de ikke er omfattet af en særlig lov, eller deres retlige karakter tilsiger andet.
Arveloven (Narodne novine nr. 48/03, 163/03, 35/05 – aftaleloven og 127/13)
Denne lov indeholder de arveretlige regler og de regler, der gælder for myndighedernes behandling af dødsboer.
Loven om tinglysning (Narodne novine nr. 63/19)
Loven regulerer spørgsmål om registrering af rettigheder til fast ejendom på Kroatiens område og regulerer ejendomshandler og disses tinglysning, medmindre der gælder særlige bestemmelser for de pågældende arealer.
Den civile retsplejelov (Narodne novine nr. 53/91, 91/92, 112/99, 88/01, 117/03, 88/05, 02/07, 96/08, 84/08, 123/08, 57/11, 148/11 – konsolideret udgave, 25/13 og 89/14)
Den civile retsplejelov indeholder regler om domstolenes behandling af sager om grundlæggende rettigheder og forpligtelser, om person- og familieretlige relationer og om arbejdsretlige, handelsretlige, ejendomsretlige og andre civilretlige tvister, medmindre det er fastsat ved lov, at domstolene skal behandle sådanne sager efter andre processuelle regler.
Loven om tvangsfuldbyrdelse (Narodne novine nr. 112/12, 25/13, 93/14, 55/16 og 73/17)
Denne lov indeholder regler om fogedrettens og notarernes inddrivelse af fordringer på grundlag af eksekutionsfundamenter og andre retsstiftende dokumenter samt om foreløbige forholdsregler (arrest), medmindre andet er fastsat i en speciallov. Den regulerer også de retsforhold, der udspringer af en sådan tvangsfuldbyrdelsesprocedure.
Loven om international privatret (Narodne novine nr. 101/17)
Denne lov regulerer:
Der findes yderligere oplysninger på:
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Denne side indeholder oplysninger om retssystemet i Italien.
Som i ethvert moderne demokrati er det politiske system i Italien baseret på en tredeling af magten i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.
Italienske retskilder fastlægges som regel af den lovgivende magt og håndhæves af den udøvende magt. Den dømmende magt griber ind, når loven brydes.
Retskilderne i Italien er i prioriteret rækkefølge:
En folkeafstemning kan være en retskilde, hvis den ophæver en tidligere lov.
Loven er åben for fortolkning, og retspraksis kan få indflydelse på efterfølgende afgørelser. Retsvidenskaben er dog ikke fuldstændig bindende, da det italienske retssystem bygger på romerretten, hvor positiv, nedskreven lovgivning er den primære retskilde.
Forfatningen er den øverste retskilde. Den er udformet af en forfatningsmagt og kan kun ændres ved en særlig procedure, som er mere kompleks end proceduren for ændring af den almindelige lovgivning.
Parlamentariske love er resultatet af behandlingen i både deputeretkammeret (Camera dei Deputati) og senatet (Senato) og skal håndhæves og overholdes i hele Italien. Disse omfatter ikke særlove, der vedtages for bestemte geografiske områder eller i forbindelse med bestemte begivenheder, f.eks. et jordskælv.
Regionale love gælder kun i den relevante region og kun særlige emner.
I visse tilfælde kan regionale love integreres i de statslige love (hvis sådanne findes) eller gøres gældende for hele landet (hvis der ikke foreligger national lovgivning på området), f.eks. inden for handel, uddannelse, videnskabelig forskning, sport, havne og lufthavne, sikkerhed på arbejdspladsen og kultur.
Bekendtgørelser er regelinstrumenter med oplysninger om håndhævelse af både den nationale og den regionale lovgivning.
Det italienske retssystem er i overensstemmelse med internationale regler og EU-lovgivning, både sædvaneret og nedskreven ret.
Retskilderne er hierarkisk opdelt. I henhold til retsstatsprincippet må en lov ikke være i modstrid med forfatningen, og bekendtgørelser og lign. må ikke være i modstrid med en lovkilde.
Normalt er det parlamentet og de regionale råd, der har ansvar for at vedtage retsregler.
I særlige tilfælde kan regeringen vedtage love (med efterfølgende bekræftelse/ændring i parlamentet). Dette kan gøres i nødsituationer eller i tilfælde, hvor parlamentet har uddelegeret beføjelserne.
Bekendtgørelser udstedes normalt af regeringen eller de regionale råd og indeholder oplysninger om anvendelse af lovene.
Den normale procedure for vedtagelse af love består af tre faser:
Normattiva-projektet blev lanceret i marts 2010 med det formål at fremme digitaliseringen og klassificeringen af statslige og regionale bestemmelser, der håndhæves af de offentlige administrationer, gøre det lettere for borgerne gratis at søge og konsultere disse bestemmelser og stille instrumenter til rådighed til en lovgivningsmæssig revision, hvilket er premierministerens, Republikkens Senats og Deputerkammerets ansvar.
Dokumenterne i Normattiva-databasen kan konsulteres på tre måder:
Når databasen er fuldstændig, vil den omfatte hele det statslige lovkompleks i form af nummererede retsakter (love, lovdekreter og andre nummererede retsakter). I øjeblikket indeholder den omkring 75 000 retsakter, som alle er vedtaget siden 1946. Den indeholder ikke ministerielle bekendtgørelser.
Projektet er stadig i udviklingsfasen. I fremtiden:
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Ifølge artikel 1 i Cyperns forfatning (Σύνταγμα) er Republikken Cypern en uafhængig, suveræn republik med præsidentstyre, baseret på principperne om lovlighed, magtdeling (udøvende, lovgivende og dømmende), et upartisk retsvæsen og respekt for og beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.
Menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder sikres i forfatningens anden del, der afspejler den europæiske menneskerettighedskonvention (Ευρωπαϊκή Σύμβαση Ανθρωπίνων Δικαιωμάτων) (Ε.Σ.Α.Δ.), og det hedder i forfatningens artikel 35, at de lovgivende, udøvende og dømmende myndigheder i Republikken er forpligtede til inden for rammerne af deres respektive kompetencer at sikre effektiv gennemførelse af bestemmelserne i denne del.
Lovlighed sikres ikke kun i den nedskrevne forfatning og lovens bestemmelser, men også af, at regeringen har pligt til at overholde de forfatningsmæssige begrænsninger for dens virke og sikre, at den lovgivende magt vedtager forfatningslove, og at retsvæsenet er uafhængigt og upartisk.
Den 1. maj 2004 blev Cypern et fuldgyldigt, ligestillet medlem af EU og er som sådan omfattet af EU-lovgivningen. Ifølge Den Europæiske Unions Domstols (Δικαστήριο της Ευρωπαϊκης Ένωσης) retspraksis har EU-lovgivning forrang for medlemsstaternes nationale lovgivning, både nationale love og forfatninger.
EU-lovgivningens forrang for Republikken Cyperns forfatning er sikret i denne forfatning, som blev ændret med lov om den femte ændring af forfatningen (O περί της Πέμπτης Τροποποίησης του Συντάγματος Νόμος) (lov 127(Ι)/2006), der præciserer EU-lovgivningens forrang for forfatningen.
Republikken Cypern har også tilpasset og harmoniseret sine nationale love i forhold til EU-lovgivningen i form af vedtagelsen af adskillige retsakter. Samtidig er forskellige bestemmelser i de nationale love, herunder bestemmelser i forfatningen som beskrevet ovenfor, blevet ophævet og ændret.
EU-lovgivningen er derfor den retskilde, der har forrang i Republikken Cypern, og den omfatter både de regler, som medlemsstaterne har vedtaget, dvs. traktater om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og deres protokoller og bilag, som efterfølgende er blevet suppleret eller ændret, og regler udstedt af EU's institutioner i form af forordninger, direktiver og beslutninger/afgørelser. Den omfatter også regler i internationale aftaler, som er indgået mellem EU og tredjelande eller internationale organisationer, generelle og grundlæggende retsprincipper, sædvaneret, de overordnede bestemmelser i international folkeret samt EU-Domstolens retspraksis, ifølge hvilken de grundlæggende menneskerettigheder som generelle retsprincipper udgør en integrerende del af EU-lovgivningen.
Republikken Cyperns forfatning blev vedtaget i 1960, da landet blev erklæret uafhængigt, og ifølge forfatningens artikel 179 er den Republikken Cyperns øverste lovgivning. Efter Republikken Cyperns tiltrædelse af Den Europæiske Union og ændringen af forfatningen som beskrevet i ovenstående punkt 1 har EU-lovgivning forrang for landets forfatningsorden, og retsreglerne i forfatningen skal stemme overens med EU-lovgivningen.
I henhold til forfatningens artikel 169 har internationale konventioner, traktater og aftaler, når de er tiltrådt ved beslutning truffet af ministerrådet, ratificeret ved lov og offentliggjort i Cyperns statstidende, forrang for enhver national lov (med undtagelse af forfatningen), og er der ikke overensstemmelse mellem dem og lovene, har de forrang, forudsat at de anvendes tilsvarende af de øvrige parter.
Formelle love er love vedtaget i repræsentanternes hus (Βουλή των Αντιπροσώπων), som har lovgivningsmæssige beføjelser, og de skal være i overensstemmelse med både EU-lovgivning og forfatningen.
I henhold til bestemmelserne i forfatningens artikel 188 gælder følgende love i Republikken Cypern: love, som var opført i lovbogen på uafhængighedsdagen i medfør af samme artikel, medmindre der er eller vil blive vedtaget en anden bestemmelse i medfør af en lov, der finder anvendelse eller er vedtaget i overensstemmelse med forfatningen, samt love vedtaget af repræsentanternes hus (Βουλή των Αντιπροσώπων) efter uafhængigheden.
Retsakter er retsinstrumenter udstedt af den udøvende magt i medfør af dennes beføjelser og skal være i overensstemmelse med både EU-lovgivning, forfatningen og lovene.
Forvaltningens beføjelse til at udstede supplerende retsregler (sekundær lovgivning), som er nødvendige for at anvende og gennemføre en lov, kaldes lovgivningsmæssige beføjelser, og selvom de lovgivningsmæssige beføjelser i Cypern ligger hos repræsentanternes hus, er førstnævnte tilladt for at kunne regulere specifikke spørgsmål eller spørgsmål af interesse eller tekniske eller detailspørgsmål.
I Cypern er domme afsagt af højesteret bindende for alle lavere retsinstanser. Når højesteret således i en dom fortolker en lov, opfattes denne dom som en retskilde.
Sædvaneret (κοινoδίκαιο) og princippet om lighed (επιείκεια) er også retskilder i sager, hvor der ikke findes andre lovgivningsmæssige bestemmelser.
Skriftlige
Ikke skriftlige
Efter Republikken Cyperns tiltrædelse af EU er regelhierarkiet i Republikken Cypern som følger:
Sædvaneret og princippet om lighed er retskilder og anvendes i sager, hvor der ikke findes andre lovgivningsmæssige bestemmelser/institutionelle rammer.
I Republikken Cyperns forfatning er der en klar tredeling af magten. Den udøvende magt udøves af præsidenten, vicepræsidenten og ministerrådet, den dømmende magt af Cyperns domstole, og den lovgivende magt af repræsentanternes hus, der er Cyperns øverste lovgivende organ. Selvom repræsentanternes hus er det øverste lovgivende organ, har den udøvende magt mulighed for at vedtage retsregler, der er nødvendige for at anvende en lov, og for at reagere i de mange tilfælde, hvor loven skal anvendes. Forvaltningens beføjelse til at udstede supplerende retsregler, der er nødvendige for anvendelsen og gennemførelsen af en lov, kaldes reguleringsbeføjelser.
Proceduren for vedtagelse af en lov indledes med, at der fremsættes et udkast til et lovforslag eller et lovforslag. Et udkast til et lovforslag kan fremsættes af repræsentanterne, mens lovforslag kan fremsættes af ministrene. Alle lovforslag og udkast til lovforslag, der fremsættes i repræsentanternes hus, henvises først til behandling i det kompetente parlamentsudvalg og efterfølgende til forhandling i plenarforsamlingen.
Love og resolutioner vedtages i repræsentanternes hus ved simpelt flertal af de tilstedeværende repræsentanter, og når de er vedtaget, sendes de til republikkens præsidents kontor. Denne enten udsteder dem ved at bekendtgøre dem i Cyperns statstidende eller henviser dem tilbage til repræsentanternes hus til fornyet behandling. Fastholder repræsentanternes hus sit forslag, skal præsidenten udstede den pågældende lov, medmindre han benytter sig af sin konstitutionelle ret til at henvise forslaget til højesteret, som så kan afgøre, om det pågældende lovforslag er i overensstemmelse med forfatningen eller EU-lovgivningen. Hvis højesteret bestemmer, at det er tilfældet, bekendtgøres det umiddelbart derefter, hvis ikke, bekendtgøres det ikke.
Love indføres i lovbogen efter bekendtgørelse i Cyperns statstidende eller på den dato, der er anført i loven, og kan ophæves ved en anden lov eller ved stiltiende ophævelse under særlige omstændigheder.
Følgende juridiske databaser er tilgængelige i Republikken Cypern:
Der er gratis adgang til CYLAW. CYPERNS RETSPORTAL er kun tilgængelig for abonnenter.
1. CYLAW
CyLaw blev oprettet i januar 2002 som en ikkeoverskudsgivende database, der skal tilbyde gratis, uvildig retsinformation om og give adgang til kilder til cypriotisk lov som led i den internationale bevægelse i retning af fri adgang til loven, som den er medlem af. Cylaw-databaserne indeholder domme afsagt siden 1997 af højesteret og familiedomstolen i anden instans, bestemmelserne i den civile retspleje og en række juridiske artikler og tekster.
Dommene i CyLaw-databasen er registreret elektronisk af højesteret. Dommene i databasen er de autentiske tekster som afsagt af højesteret uden ændringer eller rettelser.
2. Cyperns retsportal
Cyperns retsportal giver bl.a. let adgang til nye artikler, tekster og artikler af umiddelbar interesse for alle, der er involveret i juridiske spørgsmål, samt adgang til en juridisk database for abonnenter, der indeholder databaser med Republikken Cyperns lovgivning (‘Νομοθεσία’) og sædvaneret (‘Νομολογία’).
Lovfortegnelsen (Ευρετήριο των Νόμων) indeholder en fortegnelse over alle love i lovbogen og love, som er blevet ophævet, samt en fortegnelse over alle relaterede forordninger. Disse fortegnelser ajourføres løbende, når Cyperns statstidende udkommer.
Fortegnelsen over sædvaneret (Eυρετήριο της Νομολογίας) indeholder en søgefunktion, så man kan søge efter alle afgørelser ud fra forskellige søgekriterier.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Dette afsnit indeholder oplysninger om retssystemet i Letland.
Letland har et kontinentalt europæisk retssystem. Den væsentligste retskilde er eksterne nedskrevne lovbestemmelser, der udgør den lettiske retsorden.
Forholdet mellem offentligretlige organer og fysiske og juridiske personer reguleres af eksterne retsregler (ārējie normatīvie akti).
Typer af retsregler og deres plads i det retlige hierarki:
EU-retsakter anvendes i overensstemmelse med deres placering i hierarkiet af eksterne retsregler. Myndighederne og domstolene skal, når de anvender EU-retlige bestemmelser, også tage hensyn til EU-Domstolens praksis.
Internationale retsakter skal uanset kilden hertil anvendes i overensstemmelse med deres plads i hierarkiet af eksterne retsregler. Hvis en bestemmelse i en international retsakt og en national lettisk retsakt med samme retskraft er modstridende, finder bestemmelsen i den internationale retsakt anvendelse.
Bindende kommunale forskrifter er bindende for alle privatpersoner og juridiske personer i det pågældende administrative område.
Eksterne retsakter og andre retsakter offentliggøres i lovtidende Latvijas Vēstnesis. Officielt offentliggjorte retsakter er autentiske og bindende. Ingen kan påberåbe sig manglende kendskab til retsakter eller officielle bekendtgørelser, som er offentliggjort i lovtidende.
Organer, som er berettiget til at udstede retsakter, er:
En intern retsforskrift (iekšējie normatīvie akti) udstedes af et offentligretligt organ med det formål at fastlægge dens egne interne arbejdsprocedurer eller arbejdsprocedurer for en underordnet myndighed eller at afklare den nærmere fremgangsmåde ved anvendelsen af lovgivning på dennes ressortområde. Interne retsforskrifter er ikke bindende for privatpersoner. Hvis et organ træffer en afgørelse i forhold til en privatperson, kan den derfor ikke støtte denne afgørelse på en intern retsforskrift.
Af eksempler på interne retsforskrifter kan nævnes:
Alle typer interne retsforskrifter har samme retlige status. Hvis der opstår en konflikt mellem de forskellige interne regler, skal den højeste myndigheds regler følges.
Hvis en embedsmand konstaterer, at der foreligger en konflikt mellem interne regler, der er vedtaget af organer eller embedsmænd på samme hierarkiske niveau, anvender han:Organer, som kan udstede interne retsforskrifter, er:
Retskilderne kan inddeles i følgende klasser:
Forfatningsdomstolens afgørelser er bindende for alle statslige og lokale myndigheder, institutioner og embedsmænd, herunder domstolene, samt fysiske og juridiske personer. En retsnorm (lov), som ifølge forfatningsdomstolen strider mod en lovbestemmelse, der er højere placeret i det retlige hierarki, mister sin gyldighed, fra den dag hvor forfatningsdomstolens afgørelse offentliggøres, medmindre forfatningsdomstolen bestemmer andet.
Hvis forfatningsdomstolen fastslår, at en international overenskomst, som Letland har undertegnet eller indgået, er forfatningsstridig, skal regeringen straks tage skridt til at ændre, opsige, suspendere eller ophæve ratifikationen.
Hvis en endelig afgørelse fra forfatningsdomstolen i en sag indeholder en fortolkning af en lovbestemmelse, er fortolkningen bindende for alle statslige og lokale myndigheder, institutioner og embedsmænd, domstole samt fysiske og juridiske personer.
Retten til at lovgive lligger hos parlamentet (Saeima) og Letlands befolkning,, der har ret til at deltage i folkeafstemninger.
Ministerierne kan i følgende tilfælde udstede retsforskrifter i form af bekendtgørelser (noteikumi):
Letlands nationalbank, kommissionen for finans- og kapitalmarkederne og kommissionen for offentlig forsyningsvirksomhed kan alene udstede forskrifter (noteikumi) med hjemmel i lov og inden for deres kompetenceområde.
Lokale myndigheder kan udstede eksterne bindende forskrifter baseret på love eller ministerielle bekendtgørelser.
Dette afsnit indeholder en kort oversigt over proceduren ved udarbejdelse af ny lovgivning.
Lovforslag kan fremsættes for parlamentet af præsidenten, ministrene, parlamentariske udvalg, mindst fem parlamentsmedlemmer eller, i overensstemmelse med den procedure, der er fastsat i forfatningen, af en tiendedel af vælgerne.
Lovforslag gennemgår tre behandlinger i parlamentet. Der kræves kun to behandlinger for at vedtage lovforslag, som anses for at være uopsættelige, ændringer til statsbudgettet og lovforslag om godkendelse af internationale aftaler.
Et lovforslag anses for at være vedtaget og får lovskraft, når det har gennemgået tre behandlinger, eller i de ovenfor anførte tilfælde to behandlinger, og når et absolut flertal af de tilstedeværende parlamentsmedlemmer har stemt for lovforslaget.
Alle vedtagne love sendes af Saeimas formand (Prezidijs) til præsidenten med henblik på stadfæstelse.
Præsidenten stadfæster love vedtaget af parlamentet tidligst ti dage og senest 21 dage efter vedtagelsen. Loven træder i kraft 14 dage efter dens bekendtgørelse (offentliggørelse) i Latvijas Vēstnesis, Letlands lovtidende, medmindre andet bestemmes i loven.
Præsidenten kan kræve, at en lov tages op til fornyet behandling, og kan udskyde stadfæstelsen af en lov i op til to måneder.
Præsidenten har en selvstændig ret til at begære fornyet behandling af en lov, men kan kun udskyde stadfæstelsen af en lov, hvis mindst en tredjedel af alle parlamentsmedlemmerne anmoder herom. Præsidenten eller en tredjedel af parlamentsmedlemmerne kan udøve ovenstående rettigheder inden for ti dage efter Saeimas vedtagelse af loven.
En lov, der udskydes i overensstemmelse med ovenstående procedure, sættes til folkeafstemning, hvis mindst en tiendedel af alle vælgere giver udtryk for et ønske herom ved en underskriftsindsamling. Hvis der ikke indkommer en sådan anmodning i løbet af to måneder, bekendtgøres loven. Der afholdes ikke folkeafstemning, hvis Saeima stemmer om loven igen, og mindst tre fjerdedele af alle parlamentsmedlemmer her stemmer for loven.
En lov, der er vedtaget af Saeima, og hvis stadfæstelse udskudt af præsidenten, kan ophæves ved en folkeafstemning, hvis antallet af de afgivne stemmer svarer til mindst halvdelen af antallet af vælgere, som deltog ved det forrige parlamentsvalg, og hvis flertallet stemmer for at ophæve loven.
Det er dog ikke alle love, der kan gøres til genstand for en folkeafstemning. Der kan ikke afholdes folkeafstemning om statsbudgettet og love om lån, skatter og afgifter, told, jernbaneafgifter, værnepligt, krigserklæringer og deltagelse i krige, fredstraktater, erklæringer om undtagelsestilstande og ophævelse heraf, mobilisering og demobilisering samt aftaler med andre nationer.
En lov træder i kraft 14 dage efter dens offentliggørelse i Latvijas Vēstnesis, medmindre andet bestemmes i loven. Fristen for en lovs ikrafttræden begynder at løbe dagen efter lovens bekendtgørelse.
Et medlem af ministerkabinettet kan indgive et udkast til en ministeriel retsforskrift fra et ministerium, statskancelliet eller et statsligt forvaltningsorgan under premierministeren til ministerkabinettet.
Et udkast til forskrift udarbejdet af en anden statslig eller lokal myndighed, NGO'er eller arbejdsmarkedets parter kan indgives til en samling i ministerkabinettet eller dettes udvalg af lederne af det pågældende organ udelukkende via det medlem af ministerkabinettet, der er politisk ansvarligt for det pågældende område, den pågældende sektor eller delsektor.
Udkast til forskrifter, som indgives til ministerkabinettet, bekendtgøres og behandles på møder i statssekretariatet. Når der foreligger et udkast til en ministeriel retsforskrift, sendes det til godkendelse i de relevante ministerier og om nødvendigt til andre relevante institutioner. Justitsministeriet og finansministeriet afgiver udtalelse om alle lovforslag. NGO-repræsentanter kan også fremsende deres bemærkninger i løbet af godkendelsesprocessen.
Godkendte udkast til forskrifter drøftes på et møde i ministerkabinettet, mens udkast, som der ikke er opnået enighed om, drøftes på et møde i statssekretariatet eller i ministerkabinetkomitéen. Udkast til forskrifter, der godkendes i denne komité, henvises til yderligere behandling i ministerkabinettet. Hvis ministerkabinettet godkender udkastet til forskrift, anses det for vedtaget og får status af ministeriel retsforskrift.
Ministerielle retsforskrifter bekendtgøres ved offentliggørelse i Latvijas Vēstnesis, Letlands lovtidende.
Ministerielle retsforskrifter træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Latvijas Vēstnesis, medmindre andet er angivet i forskriften.
Ministerielle retsforskrifter kan ophæves:
Proceduren for bekendtgørelse, ikrafttrædelse og ophævelse af forskrifter fra Letlands nationalbank, forskrifter fra kommissionen for finans- og kapitalmarkederne og forskrifter fra kommissionen for offentlig forsyningsvirksomhed er den samme som for bekendtgørelse, ikrafttrædelse og ophævelse af ministerielle retsforskrifter.
Udkast til bindende kommunale forskrifter kan indgives til et lokalråd af formanden for lokalrådet, udvalg under lokalrådet, medlemmer af lokalrådet, initiativtageren til et ekstraordinært møde eller formanden for en by- eller distriktsforvaltning.
Et udkast til en bindende kommunale forskrift vedtages og bliver bindende, hvis over halvdelen af de tilstedeværende medlemmer af lokalrådets medlemmer stemmer for, medmindre andet er bestemt ved lov.
Lokalrådet sender forskriften og en begrundelse til ministeriet for miljøbeskyttelse og regionaludvikling i skriftlig og elektronisk form senest tre dage efter underskrivelsesdatoen. Ministeriet vurderer forskriftens lovlighed inden for en måned efter at have modtaget den og sender sin udtalelse til lokalrådet.
Hvis udtalelsen fra ministeriet ikke indeholder indsigelser med hensyn til forskriftens lovlighed, eller der ikke sendes en udtalelse til lokalrådet inden for den fastsatte frist, udsteder lokalrådet den bindende forskrift som vedtaget.
Hvis ministeriet finder forskriften helt eller delvist ulovlig, forbedrer lokalrådet forskriften i overensstemmelse med udtalelsen og udsteder en ændret forskrift. Hvis lokalrådet er helt eller delvist uenig i udtalelsen, begrunder det sin beslutning og udsteder forskriften. Forskriften sendes til ministeriet for miljøbeskyttelse og regionaludvikling i skriftlig og elektronisk form senest tre dage efter underskrivelsesdatoen.
Byrådet (Republikas pilsētas dome) offentliggør de bindende forskrifter og begrundelsen herfor i Letlands lovtidende (Latvijas Vēstnesis). Kommunalbestyrelsen (novada dome) offentliggør de bindende forskrifter og begrundelsen herfor i Letlands lovtidende (fra den 6. november 2015) eller i den lokale gratisavis eller enhver anden form for gratis publikation.
Kommunalbestyrelsen udsteder bindende forskrifter om, hvor de obligatoriske regler skal offentliggøres, og offentliggøre disse i lovtidende «Latvijas Vēstnesis». Kommunen kan maksimalt ændre det sted, hvor de obligatoriske forskrifter offentliggøres én gang om året. Når forskriften er trådt i kraft, offentliggøres den på internettet på den lokale myndigheds websted. Bindende forskrifter fra kommunalbestyrelsen (novada domes) er også tilgængelige på rådhuset.
Bindende forskrifter træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i de angivne publikationer, medmindre andet er angivet i forskriften.
Bindende kommunale forskrifter ophører med at være i kraft under følgende omstændigheder:
Latvijas Vēstnesis er Letlands lovtidende. Oplysninger offentliggjort heri anses for at være officielt offentliggjort.
Siden den 1. juli 2012 er lovtidende, Latvijas Vēstnesis, blevet offentliggjort i elektronisk form på webstedet https://www.vestnesis.lv. Oplysninger, der er offentliggjort på webstedet https://www.vestnesis.lv før dette tidspunkt, er udelukkende til orientering. Offentliggørelse af disse oplysninger i den trykte udgave af Latvijas Vēstnesis udgjorde den officielle offentliggørelse heraf.
Konsoliderede love, ministerkabinettets forskrifter og andre love og forskrifter er tilgængelige på webstedet for lettisk lovgivning, https://likumi.lv/. Alle konsoliderede love og forskrifter offentliggjort på webstedet er alene til orientering. Webstedet vedligeholdes af den officielle udgiver VSIA "Latvijas Vēstnesis".
Udgiveren af lovtidende Latvijas Vēstnesis er den samme som for den tidligere tidende af samme navn: VSIA Latvijas Vēstnesis.
Den officielle udgiver arbejder i overensstemmelse med de internationale standarder ISO 9001:2015 (forvaltningssystem) og ISO 270001:2013 (informationssikkerhed).
Der er gratis adgang til Latvijas Vēstnesis. De elektroniske arkiver for lovtidende Latvijas Vēstnesis kan også konsulteres gratis. Adgangen til webstedet med konsoliderede retsakter er også gratis.
Republiken Letlands parlament (Saeima)
Republiken Letlands ministerkabinet
Kommissionen for finans- og kapitalmarkederne
Kommissionen for offentlig forsyningsvirksomhed
De lokale myndigheders kontaktoplysninger
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Denne side indeholder oplysninger om retssystemet i Litauen og giver et overblik over litauisk lovgivning.
Retskilder er officielle kilder, hvorigennem lovbestemmelser fastsættes og formidles.
En retsakt er et officielt dokument vedtaget af en kompetent statslig institution, hvori lovbestemmelser er fastsat og forklaret, eller hvori det grundlag, der giver hjemmel til at anvende lovbestemmelser, er angivet. Afhængig af arten af de retlige oplysninger, der er fastsat deri, omfatter retsakter følgende:
Andre retskilder
Ud over retlige instrumenter anses følgende for at være kilder til primær ret:
Følgende anerkendes som sekundære retskilder:
Hierarkiet inden for retsakter er som følger:
Det litauiske parlament [Seimas] er den eneste institution, der har kompetence til at vedtage lovgivning. Retsakter, der vedtages af andre statslige institutioner, skal være i overensstemmelse med Litauens forfatning og anden lovgivning.
Andre retlige instrumenter kan vedtages af:
Den litauiske database over retsakter (Lietuvos teisės aktų duomenų bazė) ejes og ajourføres af Litauens parlament.
Den indeholder følgende:
Dokumenterne i databasen er hverken officielle eller juridisk bindende.
Der kan søges i databasen på både engelsk og litauisk. Man kan få adgang til de forskellige typer lovgivningsdokumenter ved at klikke på rullemenuen ved siden af "Type".
Man kan også finde lovgivning og andre lovgivningsdokumenter i Litauens register over retsakter (Lietuvos teisės aktų registras). Dette websted ajourføres af statens center for registre (valstybė įmonė Registrų centras) under tilsyn af justitsministeriet. Fra den 31. august 2013 vil registret blive ajourført af det litauiske parlaments kancelli.
Ja, der er gratis adgang til både registret og databasen over retsakter i Litauen.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Dette afsnit indeholder en oversigt over de forskellige retskilder i Luxembourg.
Storhertugdømmet Luxembourg er bundet af internationale, multilaterale og bilaterale traktater. Ud over de forpligtelser, som disse traktater pålægger den luxembourgske stat i forbindelserne med andre stater, er nogle af disse traktater en kilde til borgernes rettigheder (f.eks. kan EU-borgere påberåbe sig den frie bevægelighed direkte på grundlag af EU-traktaterne.
Disse konventioner omfatter internationale traktater og aftaler mellem Storhertugdømmet Luxembourg og udenlandske stater. Eksempler herpå er konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der blev undertegnet i Rom den 4. november 1950, eller Beneluxtraktaten, der blev undertegnet i Haag den 3. februar 1958 og den 17. juni 2008, og som er bindende for Belgien, Nederlandene og Luxembourg.
Fællesskabsretten omfatter de egentlige europæiske traktater og afledt ret indeholdt i de retsakter, der er vedtaget af Det Europæiske Fællesskabs og Den Europæiske Unions institutioner: direktiver, afgørelser, forordninger, udtalelser og henstillinger.
Storhertugdømmet Luxembourgs forfatning trådte i kraft den 17. oktober 1868. Det forfatningssystem, der blev indført i 1868, ligner meget det belgiske forfatningssystem, som blev indført i 1831. På trods af en lang række forskellige detaljer kan der uden forbehold henvises til juridisk litteratur om belgisk forfatningsret, for så vidt angår de generelle principper. Til trods for mange revisioner af forfatningen siden dens vedtagelse er den nuværende forfatningstekst i vid udstrækning den samme som den tekst, der blev bekendtgjort i 1868.
Den luxembourgske forfatning er en rigid forfatning, dvs. at den kun kan ændres efter en særlig procedure, der er mere kompleks end den almindelige lovgivningsprocedure. Ved en revision af forfatningen skal der gennemføres to på hinanden følgende afstemninger i Deputeretkammeret (Chambre des Députés), der skal være et flertal på mindst to tredjedele af de stemmeberettigede medlemmers stemmer, og der kan ikke afgives stemmer ved fuldmagt. Der skal være mindst tre måneder mellem de to afstemninger.
Hvis mere end en fjerdedel af medlemmerne af Deputeretkammeret eller 25 000 vælgere anmoder herom i løbet af de første to måneder efter den første afstemning, sendes den tekst, som Deputeretkammeret vedtog ved førstebehandlingen, til folkeafstemning. Der er således ikke en anden afstemning, og den reviderede tekst vedtages kun, hvis den opnår et flertal af de gyldige afgivne stemmer.
Lovgivningen er de love, der vedtages af Deputeretkammeret og bekendtgøres af storhertugen. Med undtagelse af de tilfælde, hvor en forfatningsbestemmelse eller en folkeretlig bestemmelse begrænser den luxembourgske lovgivers frihed, træffer denne alene afgørelse om forvaltningsretten.
Lovgivningen kan naturligvis ikke regulere alle spørgsmål ned i mindste detalje. Desuden er anvendelsen af den relativt komplicerede lovgivningsprocedure ikke altid hensigtsmæssig, f.eks. i forbindelse med regulering på områder, hvor reglerne skal ændres hyppigt.
Lovgivningen gennemføres i så fald ved storhertugelig anordning (règlement grand-ducal). Den luxembourgske forfatning pålægger således storhertugen at "(udstede) de nødvendige anordninger og dekreter til gennemførelse af lovgivningen".
Det er ikke helt uproblematisk at medtage retspraksis som en af retskilderne. Den "præcedens", der anvendes i angelsaksiske retssystemer, anvendes ikke i luxembourgsk ret, og dommerne er således generelt ikke bundet af retsafgørelser i andre sager, selv om de er helt sammenlignelige. Dommerne må desuden ikke træffe en afgørelse af generel karakter, idet dommen altid skal være begrænset til den konkrete sag, der pådømmes.
I realiteten har retspraksis i en sammenlignelig sag imidlertid en unægtelig betydning i en sag. Når en tekst kan fortolkes, har dommeren desuden helt klart større beføjelser, idet dommeren kan præge lovgivningen ved at fortolke den.
Storhertugdømmet Luxembourg anerkender den direkte myndighed, der udøves af en række internationale domstole, herunder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.
I henhold til artikel 267 i TEUF er Den Europæiske Unions Domstols retspraksis bindende for de nationale domstole ved en præjudiciel forelæggelse, som giver de nationale domstole mulighed for at anmode EU-Domstolen om at afgøre spørgsmål, der opstår som følge af anvendelsen af fællesskabsretten, og som borgerne kan påberåbe sig for domstolene, før domstolene afsiger dom.
Den endelige karakter af retsafgørelser, som træffes i en civil- og handelsretlig sag, er generelt kun relativ. Disse afgørelser er således bindende for parterne i tvisten, men ændrer ikke selve lovgivningen.
Dette gælder også for de fleste afgørelser truffet af forvaltningsdomstolene. Når forvaltningsretten eller forvaltningsdomstolen får forelagt en sag til prøvelse af en regelfastsættende retsakt, har en dom eller kendelse dog generel karakter, og den offentliggøres i Mémorial, Storhertugdømmet Luxembourgs officielle tidende.
Domme afsagt af forfatningsdomstolen (Cour constitutionnelle) er ligeledes af generel karakter og offentliggøres i Mémorial.
De regler, der udledes af retspraksis, omfatter navnlig generelle retsprincipper, der defineres som "retsregler, der er bindende for forvaltningen, og hvis eksistens fastslås af domstolene på grundlag af retspraksis".
Retskilderne er rangordnet i national ret. Forfatningen er den øverste retskilde efterfulgt af love og anordninger.
Hvis der ikke er nogen forfatningsbestemmelse, bestemmes forholdet mellem international ret og national ret ifølge luxembourgsk ret udelukkende på grundlag af retspraksis.
Den luxembourgske retspraksis på dette område er blevet udviklet fra begyndelsen af 1950'erne, da kassationsdomstolen (Cour de cassation) og herefter Statsrådet (Conseil d'Etat) gjorde op med den hidtidige holdning om, at det på grund af magtadskillelsen ikke var muligt for domstolene at foretage en prøvelse af, om lovene var i overensstemmelse med internationale traktater.
Det hedder i Statsrådets referenceafgørelse fra 1951, at "en international traktat, der er indarbejdet i national ret ved en lov om godkendelse, har forrang for ethvert nationalt organs vilje. International ret skal således have forrang for national ret i tilfælde af konflikt mellem bestemmelserne i en international traktat og en senere national lov" (Conseil d'Etat, 28. juli 1951, Pas. lux. t. XV, s. 263).
Denne afgørelse er naturligvis meget bredt formuleret, idet det uden sondring bekræftes, at international ret har forrang for ethvert nationalt organs vilje. De luxembourgske domstole har imidlertid aldrig truffet en udtrykkelig afgørelse om, at internationale regler har forrang for forfatningen.
Det skal imidlertid bemærkes, at et lovforslag fra regeringen, hvori følgende blev fastslået, blev udtrykkeligt forkastet i forbindelse med revisionen i 1956: "De folkeretlige regler indgår i den nationale retsorden. De har forrang for love og alle andre nationale bestemmelser." Det blev gjort klart i bemærkningerne til artiklerne, at disse bestemmelser omfatter forfatningsbestemmelserne.
Statsrådet accepterede imidlertid stiltiende denne forrang i sin udtalelse af 26. maj 1992 om forslaget til lov om godkendelse af EU-traktaten. Det hedder nemlig heri, at "det skal bemærkes, at international ret ifølge princippet om retsreglernes hierarki har forrang for national ret, og at domstolene i tilfælde af en konflikt skal anvende traktaten, da den har forrang for national ret. Da det er vigtigt at undgå uoverensstemmelse mellem luxembourgsk ret og international ret, opfordrer Statsrådet på det kraftigste til, at forfatningen revideres inden for en passende frist for at forhindre en sådan uoverensstemmelse". Storhertugdømmet Luxembourg synes således at have en klar internationalistisk tilgang.
Dette er uden tvivl en teknisk konsekvens af den manglende prøvelse af, om lovene i Luxembourg er i overensstemmelse med forfatningen. Forfatningsdomstolen kontrollerer, om lovene er i overensstemmelse med forfatningen. Den tager ikke stilling til, om en lov om godkendelse af en international traktat er i overensstemmelse med forfatningen.
Ifølge den luxembourgske retsorden kan forfatningsdomstolen erklære love, der ikke er i overensstemmelse med forfatningen, for forfatningsstridige. En almindelig domstol eller en forvaltningsdomstol i Luxembourg kan indbringe en sag for forfatningsdomstolen, hvis der i forbindelse med en sag ved en almindelig domstol eller en forvaltningsdomstol rejses spørgsmål om overensstemmelse med forfatningen. En sag kan ikke indbringes direkte for forfatningsdomstolen.
Det er også muligt at anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af ulovlige regelfastsættende retsakter ved forvaltningsretten, og afgørelsen kan appelleres til forvaltningsdomstolen. Dette søgsmål skal dog anlægges inden for en frist på tre måneder fra datoen for offentliggørelsen af retsakten. Hvis lovligheden af en regelfastsættende retsakt behandles ved en almindelig domstol eller en forvaltningsdomstol efter udløbet af denne frist, kan denne domstol give loven forrang for den regelfastsættende retsakt. Hvis der modsat var blevet anlagt et direkte søgsmål inden for tre måneder efter offentliggørelsen, har denne afgørelse ikke generel gyldighed.
Bestemmelserne i den luxembourgske forfatning om proceduren for godkendelse af internationale traktater er meget kortfattede, idet følgende blot fastsættes: "Traktaterne har ingen virkning, før de er godkendt ved lov og offentliggjort under overholdelse af de formkrav, der gælder for offentliggørelsen af love".
Storhertugdømmet er et land med en monistisk tradition. Med andre ord finder traktaten anvendelse på samme måde som en national regel i Storhertugdømmet, uden at det er nødvendigt at gennemføre den i en bestemt form.
Indholdet af loven om godkendelse er derfor meget kortfattet og begrænser sig generelt til en enkelt artikel om godkendelse af en bestemt traktat. Denne lov har ikke noget lovgivningsmæssigt indhold. Loven om godkendelse godkender, men gennemfører ikke, idet den kun har til formål at bemyndige regeringen til at ratificere traktaten.
Denne lov vedtages af Deputeretkammeret efter den almindelige procedure. Afgørelser træffes normalt med absolut flertal, medmindre traktaten indeholder bestemmelser om delegation af beføjelser (jf. nedenfor). I forbindelse med revisionen i 1956 blev der indført en udtrykkelig bestemmelse i den luxembourgske forfatning om delegation af beføjelser til internationale organisationer ved en traktat. I forfatningens artikel 49a bestemmes følgende: "udøvelsen af de beføjelser, der i henhold til forfatningen er forbeholdt den lovgivende, udøvende og dømmende myndighed, kan midlertidigt tildeles folkeretlige institutioner ved en traktat". I henhold til forfatningens artikel 37, stk. 2, skal sådanne traktater imidlertid godkendes af Deputeretkammeret med et væsentligt udvidet flertal.
Vedtagelsen af en lov om godkendelse betyder ikke, at traktaten træder i kraft i den luxembourgske retsorden, medmindre der er fastsat en udtrykkelig bestemmelse herom. Godkendelsesloven er en forudsætning for traktatens ikrafttræden, men den træder først i kraft efter ratificeringen. Selv efter Deputeretkammerets godkendelse bevarer den udøvende magt desuden alle sine beføjelser til at ratificere teksten, og udøvelsen af disse beføjelser ligger uden for domstolens kontrol.
En traktats ikrafttræden i henhold til national ret er generelt betinget af tre forhold: 1) Storhertugdømmet har ratificeret traktaten, 2) traktaten er i trådt kraft på internationalt plan, og 3) traktatteksten er blevet offentliggjort i sin helhed i Mémorial på samme måde som en lov.
Det skal bemærkes, at offentliggørelsen af traktaten (i henhold til forfatningens artikel 37) er et særskilt krav ud over kravet om offentliggørelse af loven om godkendelse af traktaten. De to betingelser opfyldes i de fleste tilfælde ganske vist samtidig, dvs. at traktatteksten offentliggøres i Mémorial umiddelbart efter loven, men de to retsakter er ikke ens, og de kan offentliggøres særskilt, da traktaten ikke er en integrerende del af loven om godkendelse.
Den luxembourgske forfatning indeholder ingen specifikke bestemmelser om gennemførelse i den luxembourgske retsorden af europæiske afledte regler.
Den almindelige retsakt til gennemførelse af EU-direktiver er en lov, der vedtages af Deputeretkammeret med et simpelt flertal.
Selv om EU-direktiver i princippet skal gennemføres i luxembourgsk ret ved lov, er det ikke nødvendigt at vedtage en formel lov, hvis direktivet vedrører et spørgsmål, der allerede er reguleret i en luxembourgsk lov, der er forenelig. I så fald kan gennemførelsen ske ved en storhertugelig anordning, som udstedes på grundlag af regeringens hjemmel til at gennemføre love i henhold til forfatningens artikel 33 og 36. Det er herefter formelt en luxembourgsk lov, som storhertugen gennemfører, selv om anordningens indhold i virkeligheden er baseret på EU-direktivet.
Det er heller ikke nødvendigt at anvende lovgivningsproceduren, hvis det område, der harmoniseres i direktivet, er omfattet af en bemyndigelseslov, hvorved Deputeretkammeret giver regeringen beføjelse til at regulere ved simple anordninger på områder, der normalt reguleres ved lov.
Disse "bemyndigelseslove" er siden 2015 blevet vedtaget hvert år af Deputeretkammeret, og regeringen har således omfattende reguleringsbeføjelser på det økonomiske og finansielle område, der selv uden en udtrykkelig henvisning til EU utvivlsomt har gjort det muligt for regeringen at gennemføre en lang række EU-direktiver.
Gennemførelsen af EU-direktiver er reguleret ved en særlig bemyndigelseslov af 9. august 1971 som ændret ved lov af 8. december 1980, der udelukkende har til formål at bemyndige regeringen til at gennemføre og stadfæste EU-direktiver på det økonomiske og tekniske område, inden for landbrug og skovbrug, på det sociale område og inden for transport. Som en undtagelse fra den almindelige forskriftsprocedure skal de pågældende storhertugelige anordninger godkendes af Deputeretkammerets parlamentariske udvalg.
Proceduren for vedtagelse af storhertugelige anordninger er i lighed med lovgivningsproceduren karakteriseret ved, at regeringen er forpligtet til at forelægge sit lovforslag for Statsrådet og de faglige sammenslutninger til udtalelse. I modsætning til lovgivningsproceduren giver forskriftsproceduren dog regeringen mulighed for helt at undgå sådanne høringer med den begrundelse, at vedtagelsen af den anbefalede foranstaltning er presserende. Regeringen har imidlertid ikke denne mulighed, hvis den har til hensigt at gennemføre et EU-direktiv ved storhertugelig anordning. Loven af 9. august 1971 supplerer således den almindelige forskriftsprocedure ved både at stille krav om obligatorisk høring af Statsrådet og om samtykke fra Deputeretkammerets parlamentariske udvalg.
I begge tilfælde vedtages teksten til den storhertugelige anordning i Ministerrådet (Conseil des ministres), hvorefter den underskrives af ressortministeren og forelægges storhertugen med henblik på bekendtgørelse. Storhertugelige anordninger træder i kraft efter offentliggørelsen i Mémorial.
I Luxembourg træder love og anordninger først i kraft efter offentliggørelsen i Mémorial, Storhertugdømmet Luxembourgs officielle tidende.
I den luxembourgske forfatning hedder det som følger: "Storhertugen indgår traktater". Følgende tilføjes imidlertid: "Traktaterne har ingen virkning, før de er godkendt ved lov og offentliggjort under overholdelse af de formkrav, der gælder for offentliggørelsen af love".
Det skal bemærkes, at alle internationale traktater skal godkendes, uanset emne, og at en sådan godkendelse skal være i form af en lov. Denne sidste præcisering blev indføjet i 1956 efter udtrykkelig anmodning fra Statsrådet, der fandt, at "et sådant samtykke er omfattet af lovgivningsproceduren, da forfatningen kun omfatter denne ene procedure, der finder anvendelse på alle Deputerkammerets forslag, uanset emne.
I Storhertugdømmet Luxembourg kan både Deputeretkammeret og regeringen tage initiativ til en lov.
Regeringens initiativret kaldes "regeringsinitiativ" og udøves ved, at regeringen fremsætter lovforslag – "projet de loi".
Deputeretkammerets initiativret kaldes "parlamentsinitiativ" og udøves ved, at Deputeretkammeret fremsætter lovforslag – "proposition de loi".
Efterfølgende skal disse lovforslag forelægges for de berørte instanser (faglige sammenslutninger), men især for Statsrådet til udtalelse. Efter modtagelsen af Statsrådets udtalelse sendes lovforslaget tilbage til Deputeretkammeret.
Deputeretkammeret er et etkammerparlament.
For at mindske risikoen for forhastet lovgivning forbundet med et etkammersystem skal der i henhold til den luxembourgske forfatning i princippet stemmes om ethvert lovforslag to gange med mindst tre måneders mellemrum.
I medfør af forfatningen kan der ses bort fra kravet om den anden afstemning ("anden afstemning i henhold til forfatningen), "hvis Deputeretkammeret i samråd med Statsrådet på et åbent møde træffer anden afgørelse".
Her spiller Statsrådet en helt særlig rolle, som kan sammenlignes med den rolle, der spilles af det andet lovgivende kammer i andre lande (navnlig den rolle, som "House of Lords" spiller i England). Statsrådet udtaler sig første gang inden de parlamentariske forhandlinger. Ifølge forfatningen skal Statsrådet udtale sig om alle lovforslag. Statsrådet udtaler sig herefter på ny efter den første afstemning i Deputeretkammeret, idet Statsrådet på et åbent møde skal afgøre, om det vil dispensere fra den anden afstemning.
I praksis er langt de fleste love således undtaget fra den anden afstemning. Statsrådet har vedtaget en tilgang, hvorefter der dispenseres fra den anden afstemning i næsten alle tilfælde, således at afstemningen kun gennemføres i de mest alvorlige sager. Eventuelle hindringer for dispensationen fjernes oftest i den indledende procedure.
Det skal ligeledes bemærkes, at Statsrådets kompetence ikke er en egentlig vetoret, en beføjelse, som det i øvrigt ville være vanskeligt at forene med det forhold, at Statsrådet ikke er et valgt organ. Statsrådets medlemmer udnævnes af storhertugen. I tilfælde af et ledigt sæde udnævnes nye medlemmer på skift, den første: direkte af storhertugen, den anden: ud fra en liste med tre kandidater foreslået af Deputeretkammeret, og den tredje: ud fra en liste med tre kandidater foreslået af Statsrådet. Statsrådet kan kun udsætte afstemningen om en lov i to måneder og således give lovgiveren yderligere betænkningstid.
Storhertugen intervenerer ikke kun i begyndelsen af lovgivningsproceduren (i forbindelse med lovforslag), men også efter Deputeretkammerets endelige afstemning om lovteksten. I den luxembourgske forfatning hedder det, at "storhertugen bekendtgør love inden for tre måneder efter Deputerkammerets afstemning".
Ifølge artikel 2 i lov af 12. juli 1996 om reformen af Statsrådet kan et forslag til anordning (projet de règlement) til gennemførelse af love og traktater først forelægges storhertugen, når Statsrådet er hørt og har afgivet udtalelse.
Regeringen kan imidlertid fravige denne generelle regel i hastesager (vurderes af storhertugen på grundlag af en behørigt motiveret betænkning fra den minister, der tager initiativet) og således undlade at indhente en udtalelse fra Statsrådet. Anvendelsen af denne hasteprocedure skal imidlertid begrænses til undtagelsestilfælde.
Såfremt det i en lov formelt kræves, at anordninger til gennemførelse af loven indbringes for Statsrådet til udtalelse, kan hasteproceduren desuden under ingen omstændigheder anvendes. Det gælder ligeledes for ændringer til et forslag til anordning, som Statsrådet allerede har afgivet sin første udtalelse om.
Som det også gælder for love, afgiver Statsrådet udtalelse om forslag til anordninger i form af en motiveret betænkning, der omfatter generelle overvejelser, en gennemgang af forslagsteksten og eventuelt et modforslag.
Statsrådets gennemgang vedrører forslaget til anordnings indhold og form og overensstemmelse med en overordnet retsregel.
Webstedet Légilux er den luxembourgske regerings retsportal på internettet.
Den giver adgang til Luxembourgs lovgivning, enten i form af råtekster i Mémorial A eller i form af konsoliderede tekster, som for en stor dels vedkommende findes i "Codes et des Recueils de Législation".
Webstedet er opdelt i tre hovedafsnit, nemlig:
Ja, der er gratis adgang til databaserne.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
På denne side findes oplysninger om retssystemet i Ungarn.
Grundloven (den ungarske grundlov af 25. april 2011) udgør toppen af det ungarske regelhierarki, og enhver anden lov skal være i overensstemmelse med den. Grundloven er vedtaget af Nationalforsamlingen, og hvis den skal ændres, kræver det, at mindst to tredjedele af alle medlemmerne af forsamlingen stemmer for ændringen [grundlovens artikel S(2)].
Grundloven og overgangsbestemmelserne til den (Overgangsbestemmelserne til den ungarske grundlov, vedtaget den 31. december 2011) trådte i kraft den 1. januar 2012.
Ungarns grundlov består af seks dele: en præambel med overskriften "national proklamation" og kapitler med overskrifterne "fundamentet" (artikel A–U), "frihed og ansvar" (artikel I–XXXI), "staten" (artikel 1–54), "særlig retsorden" og "afsluttende bestemmelser".
Afdelingen med overskriften fundamentet indeholder generelle bestemmelser vedrørende:
Afdelingen med overskriften "frihed og ansvar" indeholder de grundlæggende rettigheder og forpligtelser. Bl.a. følgende anerkendes som grundlæggende rettigheder:
I henhold til grundloven skal Ungarn særligt bestræbe sig på følgende:
Grundloven fastsætter også en række forpligtelser:
Den afdeling af grundloven, der har overskriften staten, indeholder de mest grundlæggende regler om landets højeste hverv og vigtigste institutioner og bestemmer den retlige status og ansvarsopgaverne for:
Den afdeling af grundloven, der har overskriften "særlig retsorden", indeholder regler om tilstande af national krise, undtagelsestilstand, præventivt forsvar, terrorrisiko, uventede angreb og tilstande af ekstrem fare.
I Ungarn vedtages lovene af nationalforsamlingen. I henhold til grundloven skal regler om grundlæggende rettigheder og forpligtelser fastsættes i love. Nationalforsamlingen vedtager lovene med et simpelt flertal af stemmerne (over halvdelen af de tilstedeværende medlemmers stemmer) med undtagelse af de såkaldte forfatningslove, som er defineret i grundloven, idet det kræver et flertal på to tredjedele af stemmerne fra de tilstedeværende medlemmer af nationalforsamlingen at vedtage eller ændre dem.
Efter grundloven er det i forfatningslove, at bl.a. regler om statsborgerskab, kirkerne, rettigheder for de nationale mindretal i Ungarn, retsstilling og vederlag for medlemmerne af nationalforsamlingen og republikkens præsident, forfatningsdomstolen, de lokale myndigheder, detaljerede regler om brug af våbenskjoldet og flaget samt bestemmelser om tildeling af ordener fastsættes.
Efter grundloven kræver følgende et flertal på to tredjedele af stemmerne fra samtlige medlemmer af nationalforsamlingen: tillæggelse af beføjelse til at tiltræde traktaterne om oprettelse af Den Europæiske Union og om ændring heraf, krigserklæringer, fredsslutning og erklæring af en tilstand under en særlig retsorden.
Inden vedtagelsen af lov nr. XXXI af 1989 om ændring af forfatningen var det ungarske præsidentråd beføjet til at vedtage lovdekreter. I forhold til det juridiske lovgivningshierarki anses lovdekreter, der stadig er gældende, for bestemmelser af samme rang som love.
I henhold til grundloven kan regeringen, premierministeren, ministre, direktøren for den ungarske nationalbank, chefer for selvstændige normfastsættende organer og lokale myndigheder udstede bekendtgørelser. I tilstand af national krise kan også det nationale forsvarsråd udstede bekendtgørelser, og i undtagelsestilstand tillige republikkens præsident.
Regeringens beføjelse til at udstede bekendtgørelser kan være primær eller støttes på lovgivningsbeføjelser. De primære beføjelser er fastsat i artikel 15, stk. 3, i grundloven, hvori det bestemmes, at regeringen kan udstede bekendtgørelser inden for sit kompetenceområde om et hvilket som helst spørgsmål, der ikke er reguleret ved lov. Regeringens bekendtgørelser må ikke stride mod lovene. Dette indebærer ikke nogen begrænsning i nationalforsamlingens beføjelser, idet denne kan anse ethvert reguleringsområde for at falde ind under dens kompetence.
I henhold til grundloven og lov nr. CXXX af 2010 om lovgivning kan regeringen – også i medfør af udtrykkelig bemyndigelse i en lov – udstede bekendtgørelser, med henblik på at gennemføre en lov. I henhold til artikel 5, stk. 1, i lovgivningsloven skal bemyndigelser til at udstede gennemførelsesbestemmelser angive, hvem der bemyndiges, genstanden for bemyndigelsen og bemyndigelsens omfang. Den bemyndigede må ikke delegere lovgivningsbeføjelserne.
Efter grundloven kan premierministeren også udstede bekendtgørelser og f.eks. udpege en vicepremierminister blandt ministrene ved bekendtgørelse. Premierministerens bekendtgørelser har samme rang som ministrenes bekendtgørelser i normhierarkiet.
Ministrenes bekendtgørelser befinder sig under regeringens bekendtgørelser i normhierarkiet. Efter grundloven skal ministrene vedtage bekendtgørelser efter bemyndigelse i en lov eller en regeringsbekendtgørelse (vedtaget inden for rammerne af deres primære lovgivningskompetence), uanset om de gør det selvstændigt eller efter overenskomst med en anden minister; disse bekendtgørelser må hverken være i strid med love, regeringsbekendtgørelser eller bekendtgørelser fra direktøren for Ungarns nationalbank.
Inden for sin kompetence, således som den er fastlagt i en forfatningslov, kan direktøren for Ungarns nationalbank udstede bekendtgørelser efter en bemyndigelse i henhold til lov, idet disse ikke må være i strid med lovene.
I henhold til grundlovens artikel 23, stk. 4, kan chefer for selvstændige normfastsættende organer inden for deres kompetenceområde, således som dette er fastsat ved forfatningslov, udstede bekendtgørelser efter bemyndigelse i loven, idet disse ikke må være i strid med lovene eller med bekendtgørelser fra regeringen, premierministeren, ministrene eller direktøren for Ungarns nationalbank.
I henhold til grundlovens artikel 32, stk. 2, kan lokale myndigheder inden for deres kompetenceområde og på grundlag af deres ved lov tildelte kompetence vedtage lokale bekendtgørelser til at regulere lokale sociale forhold, der ikke er reguleret i lovgivningen. Bekendtgørelser fra kommunale myndigheder må ikke stride mod anden lovgivning.
De nærmere regler om bekendtgørelser, der vedtages af lokale repræsentative organer er fastsat i lov nr. CLXXXIX af 2011 om Ungarns lokale myndigheder.
Ungarns regering kan indgå internationale aftaler med andre stater eller andre staters regeringer. I Ungarn bygger forholdet mellem internationale aftaler og national ret på et dualistisk system, dvs. at internationale aftaler bliver til en del af national ret gennem deres kundgørelse i en national retsakt.
Folkeretlige principper
I henhold til artikel Q, stk. 3, i grundloven anerkender Ungarn de almindeligt anerkendte folkeretlige regler. Folkeretlig sædvaneret og de almindelige folkeretlige principper bliver en del af national ret, uden at der er behov for omskrivning.
Det ungarske retssystem indeholder også retlige instrumenter fra den statslige forvaltning, som, selv om de indeholder normative bestemmelser, ikke anses for lovgivning. Lovgivningsloven (lov nr. CXXX af 2010) definerer to typer retlige instrumenter fra den statslige forvaltning: normative afgørelser og normative reglementer. Disse regler er adfærdsnormer, der ikke er almindeligt bindende, dvs. de er ikke bindende for alle. De er kun interne bestemmelser og regler om organisation og drift, der udelukkende vedrører den, der udsteder dem, eller de organer eller personer, der er underordnet dem. Normative afgørelser og normative reglementer kan ikke fastlægge borgernes rettigheder og forpligtelser. Retlige instrumenter fra den statslige forvaltning må ikke stride imod anden lovgivning og må ikke gentage lovgivningens bestemmelser.
I den tidligere gældende lov om lovgivning (lov nr. XI af 1987), blev statistiske meddelelser og retningslinjer ligeledes anset for at være retskilder, der dog ikke havde karakter af lovgivning (omtalt som "andre offentlige retsforskrifter"). De er ikke nævnt i den nye lovgivningslov. Selv om retningslinjerne blev ophævet, da den nye lov trådte i kraft (den 1. januar 2011), er de statistiske meddelelser, der blev offentliggjort, før loven trådte i kraft, fortsat gældende, indtil de ophæves (statistiske meddelelser udarbejdes af direktøren for det centrale statistiske kontor og indeholder juridisk bindende bestemmelser, der udelukkende består af statistiske termer, metoder, klassificeringer, lister og tal.)
I normative afgørelser kan nationalforsamlingen, regeringen og andre organer i centraladministrationen, forfatningsdomstolen og budgetrådet fastsætte bestemmelser om deres egen organisation og deres eget virke samt deres egne aktiviteter og handlingsprogrammer.
Lokale folkevalgte organer kan også regulere deres egne aktiviteter og programmer ved hjælp af normative afgørelser, og det samme gælder for de organer, der henhører under dem og deres organisation og drift. Tilsvarende kan repræsentative organer under nationalt selvstyre træffe bestemmelser om deres egen organisation og drift, aktiviteter og handlingsprogrammer og om samme forhold for organer, der henhører under dem, i normative afgørelser.
Inden for deres kompetenceområde kan republikkens præsident, premierministeren, direktører for organer i centraladministrationen (undtagen regeringen), præsidenten for den nationale domstolsmyndighed, den øverste anklagemyndighed, kommissæren for menneskerettigheder, direktøren for den ungarske nationalbank, chefen for statsrevisionen, direktøren for regeringskontoret for hovedstaden og departementet, borgmestre og disses bemyndigede, for så vidt som der er hjemmel hertil i lovgivningen, træffe bestemmelse om organisationen, driften og aktiviteterne for organer, de leder, driver eller fører tilsyn med, i normative reglementer.
Derudover kan nationalforsamlingen, republikkens præsident, forfatningsdomstolen, kommissæren for grundlæggende rettigheder, selvstyrende regulerende organer, premierministerens kontor og departmentschefen udstede normative reglementer inden for deres lovfæstede kompetenceområde, og disse er bindende for organisationens personale.
Afgørelser fra forfatningsdomstolen spiller en væsentlig rolle i det ungarske retssystem.
I henhold til lov nr. CLI af 2011 om forfatningsdomstolen har forfatningsdomstolen følgende opgaver:
Forfatningsdomstolen skal give udførlige begrundelser for sine afgørelser. Der kan ikke iværksættes appel af afgørelser fra forfatningsdomstolen, og de er bindende i forhold til alle.
Med henblik på at opfylde sit ansvar for at sikre ensartet anvendelse af loven og give juridisk vejledning til lavere retsinstanser afsiger Ungarns højeste ret, Kúria (indtil den 1. januar 2012 kaldet Højesteret) afgørelser om at ensarte retstilstanden og udsteder principielle retsafgørelser.
Der kan rejses en sag vedrørende ensartethed i retstilstanden, hvis der af hensyn til udviklingen i retspraksis og dennes ensartethed bør træffes en afgørelse vedrørende ensartethed i retstilstanden angående et principielt spørgsmål, og en afdeling af Kúria har til hensigt at afvige fra en afgørelse truffet af en anden afdeling af Kúria. Afgørelser om at ensarte retstilstanden er bindende for domstolene.
Principielle afgørelser udledes af retspraksis ved Kúrias afdelinger og fremmer tillige ensartetheden af retspraksis.
Afgørelser til sikring af ensartethed i retstilstanden og principielle afgørelser offentliggøres i Kúrias officielle samling af afgørelser.
Det territoriale anvendelsesområde for lovgivning er Ungarns område, mens bekendtgørelser fra lokale myndigheder gælder for det administrative område, hvor den lokale myndighed har kompetence. Lovgivningens personelle anvendelsesområde er fysiske personer, juridiske personer og organisationer uden retssubjektivitet på Ungarns område, ungarske statsborgere uden for Ungarns område og, for så vidt angår bekendtgørelser fra lokale myndigheder, fysiske personer, juridiske personer og organisationer uden retssubjektivitet på det administrative område, hvor den lokale myndighed har kompetence.
Lovgivningsloven indeholder et forbud mod tilbagevirkende gyldighed, idet det deri bestemmes, at bestemmelser i lovgivningen ikke kan pålægge forpligtelser, gøre forpligtelser mere byrdefulde, ophæve eller begrænse rettigheder eller erklære adfærd ulovlig for tiden forud for sin ikrafttræden.
Lovgivning skal altid fastsætte datoen for sin ikrafttræden på en sådan måde, at der indrømmes tilstrækkelig tid til at forberede dens anvendelse.
Lovgivningen og dens gennemførelsesbestemmelser skal træde i kraft samtidig. En retsregel (eller heraf afledte bestemmelser) ophører med at finde anvendelse, når den ophæves eller på det i lovgivningsloven fastsatte tidspunkt, hvis den kun indeholder bestemmelser, som er blevet ændret eller ophævet.
I Ungarn hedder lovtidende "Magyar Közlöny". teksten heri anses for autentisk.
Det ungarske lovtidende indeholder lovgivning (dog ikke bekendtgørelser fra kommunale myndigheder), herunder:
Den nationale lovdatabase (Nemzeti Jogszabálytár) indeholder al lovgivning (undtagen bekendtgørelser fra lokale myndigheder) og retlige instrumenter fra den statslige forvaltning, der er gældende på tidspunktet for søgningen. Lovgivningen vises i en konsolideret udgave med angivelse af lovændringer og andre ændringer.
Oplysninger fås ved søgning på titel og nummer, og det er også muligt at foretage søgninger i teksten.
Adgang til disse databaser er gratis, og der gælder ingen begrænsninger.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Denne side indeholder oplysninger om retssystemet i Malta.
Forfatningen er den grundlæggende kilde for national ret og fastlægger, at love vedtages af parlamentet. Parlamentet kan dog give andre organer (dvs. ministre, myndigheder, offentlige organer osv.) beføjelser til at udarbejde sekundær lovgivning inden for rammerne af det kompetenceområde, de har fået tillagt i henhold til en lov vedtaget af parlamentet.
Den nationale retsorden skal også ses i lyset af EU-lovgivningen, herunder især tiltrædelsestraktaten.
Dommerskabte retsregler kendes ikke i Malta. Domstolene fortolker loven, som den er formuleret i retsforskrifterne. Dermed ikke sagt, at retspraksis ikke har nogen betydning. I realiteten fraviger dommerne kun meget sjældent principper, som følger af fast retspraksis, medmindre der er vægtige grunde til det. Sædvanligvis følger underretterne desuden de principper vedrørende bestemte retlige spørgsmål, der fastslås af en højere retsinstans.
Internationale traktater kan også indgå i Maltas nationale lovgivning.
Den europæiske menneskerettighedskonvention blev gennemført i maltesisk ret af det maltesiske parlament ved lov nr. XIV af 1987. Ingen maltesisk lov må være i strid med de rettigheder og frihedsrettigheder, der er fastsat i konventionen. Domstolene har beføjelse til at efterprøve, om det er tilfældet.
Forfatningen udgør landets øverste lovgivning, efterfulgt af love vedtaget af parlamentet og dernæst den sekundære lovgivning. Som anført ovenfor er tiltrædelsestraktaten og EU-forordningerne, som det er tilfældet i alle andre medlemsstater, juridisk bindende for Malta og skal tages i betragtning sammen med den øvrige EU-ret.
Grundlæggende følges et kontrolsystem, hvor den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt holder hinanden i skak. Samtidig med at de tre søjler udøver lovgivende, udøvende og dømmende beføjelser inden for hvert sit felt, sikrer dette kontrolsystem, som Malta har arvet fra engelske retsstatsprincipper, et effektivt retssystem i Malta.
Malta har samme parlamentariske system som Storbritannien, hvilket ikke er overraskende efter 180 år under britisk styre. En minister fremsætter et lovforslag, som derefter offentliggøres i lovtidende med henblik på førstebehandling i parlamentet. Afhængig af, hvor vigtig den pågældende lov er, offentliggøres der eventuelt en hvidbog i forvejen. Repræsentanternes hus nedsætter derefter et udvalg, og efter andenbehandlingen, hvor parlamentsmedlemmerne får mulighed for at komme med generelle bemærkninger til den pågældende lov, gennemgår udvalget de enkelte paragraffer i detaljer og kommer eventuelt med forslag. Når udvalget har afsluttet sit arbejde, sendes lovforslaget tilbage til parlamentet til den endelige tredjebehandling, hvorefter det stadfæstes af præsidenten og bliver til lov.
Den generelle regel er, at en lov træder i kraft på datoen for offentliggørelsen, medmindre det specifikt fremgår af selve loven, at den pågældende minister kan lade loven (eller dele af den) træde i kraft på en anden dato.
Database over national lovgivning: Maltas love – juridiske tjenester
Denne tjeneste giver gratis adgang til:
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Den nederlandske regering består foruden ministrene også af kongen. Nederlandene adskiller sig derved fra de vesteuropæiske monarkier, hvor statsoverhovedet oftest ikke indgår i regeringen. Nederlandene har siden den omfattende ændring af grundloven i 1848 været et konstitutionelt monarki med et parlamentarisk system.
Forfatningen fastsætter rammerne for den nederlandske stats organisation og fungerer som grundlag for lovgivningen. Traktater mellem Nederlandene og andre stater er vigtige retskilder. I henhold til artikel 93 i forfatningen kan traktatbestemmelser og bestemmelser i afgørelser fra internationale institutioner have direkte virkning i det nederlandske retssystem. I så fald har disse bestemmelser forrang for nederlandsk lovgivning. Lovbestemmelser, som gælder i Kongeriget Nederlandene, finder derfor ikke anvendelse, hvis de er i strid med disse bestemmelser. Derfor er bestemmelser i EU-traktater, -forordninger og -direktiver en vigtig retskilde i Nederlandene.
Kongeriget Nederlandenes charter regulerer de politiske relationer mellem Nederlandene, Aruba, Curaçao og Saint-Martin.
Love udarbejdes på nationalt niveau. Den centrale regering kan, når den er bemyndiget hertil ved lov, fastlægge (supplerende) regler i ministerielle bekendtgørelser. Det er også muligt at fastlægge uafhængige ministerielle bekendtgørelser (som ikke er afledt af en lov). Lavere offentligretlige organer (provinser, kommuner og vandløbsmyndigheder) har ifølge forfatningen kompetence til at udstede regler.
Retspraksis er en retskilde, da betydningen af en dom rækker ud over den konkrete sag, der danner grundlag for dommen. Afgørelser truffet af højere instanser er vejledende. Afgørelser truffet af højesteret (Hoge Raad) er særlig vigtige, da det er højesterets opgave at fremme ensartethed på retsområdet. Lavere instanser skal derfor, når de træffer afgørelser i nye sager, lægge afgørelser truffet af højesteret til grund.
Generelle retsprincipper har betydning for forvaltningen og retspraksis. Der henvises i visse tilfælde til dem i lovgivningen, f.eks. rimeligheds- og billighedsprincippet i den civile retsplejelov. Domstolene kan også lægge generelle retsprincipper til grund, når de træffer afgørelser.
En anden retskilde er sædvaneret, også kaldet den uskrevne ret. Sædvaneret er i princippet kun relevant, når loven udtrykkeligt henviser hertil, men også her gælder det, at domstolene kan tage hensyn til sædvaneret, når de træffer afgørelser, hvis der foreligger en konflikt. Sædvaneret kan ikke anvendes som retskilde ved vurderingen af, om der foreligger en strafferetlig lovovertrædelse (artikel 16 i forfatningen).
I henhold til artikel 94 i forfatningen har visse internationale retsforskrifter hierarkisk forrang: Lovbestemmelser, som er i strid med disse internationale retsforskrifter, finder ikke anvendelse. Europæisk lovgivning har forrang for national lovgivning. Dernæst følger chartret, forfatningen og love vedtaget af parlamentet. Disse har forrang for andre bestemmelser. Parlamentets love vedtages i fællesskab af regeringen og parlamentet (de folkevalgte repræsentanter).
Det er endvidere fastlagt, at en lov kun kan miste sin virkning helt eller delvist som følge af en nyere lov. Desuden gælder den generelle fortolkningsregel, at specifik lovgivning går forud for generel lovgivning. I den kontinentale tradition har lovgivning som retskilde forrang for retspraksis.
Parlamentets love vedtages i fællesskab af regeringen og parlamentet (de folkevalgte repræsentanter). Lovforslag kan fremsættes af regeringen eller parlamentets andetkammer (Tweede Kamer der Staten-Generaal). Statsrådet afgiver udtalelse om lovforslag og ministerielle bekendtgørelser. Andre interessenter høres som regel i forbindelse med udarbejdelsen af lovforslag.
Normalt vedtager ministerrådet lovforslag og sender dem videre til statsrådets rådgivende afdeling (de Afdeling advisering van de Raad van State) til udtalelse. Regeringen afgiver udtalelse i form af en betænkning. Derefter sender regeringen lovforslaget – med eventuelle ændringer – til andetkammeret ved kongelig bekendtgørelse. Forslaget kan ændres under behandlingen i andetkammeret. Andetkammeret har nemlig ret til at ændre et forslag. Når forslaget er vedtaget af andetkammeret, behandles det i førstekammeret. Førstekammeret kan kun vedtage eller afvise lovforslaget. På dette stadium kan der ikke foretages yderligere ændringer. Når førstekammeret har vedtaget forslaget, undertegnes det af kongen et ministeren og bliver dermed til lov.
Overheid.nl er det centrale adgangspunkt til alle oplysninger om Nederlandenes statslige organisationer. Det giver bl.a. adgang til den nationale og lokale lovgivning.
De officielle publikationer af lovsamlingen, lovtidende og traktatsamlingen findes på webstedet officielebekendmakingen.nl. Der findes også alle det nederlandske parlaments publikationer.
Der er gratis adgang til webstederne.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Østrigsk ret er for størstedelens vedkommende skreven ret. Sædvaneret spiller derimod kun en meget lille rolle. Afgørelser truffet af de øverste domstole udstikker vigtige rettesnore for retsanvendelsen og har stor betydning, men retspraksis anerkendes ikke formelt som retskilde.
Ifølge østrigsk forfatningsret er de alment anerkendte folkeretlige regler en del af østrigsk forbundsret, og folkeretlige traktater gennemføres i østrigsk ret med eller uden specifik lovgivning. Traktatbestemmelsers placering i det nationale retssystem afhænger af indholdet.
Folkeretlige traktater, der ændrer eller supplerer forfatningen, skal vedtages af Østrigs nationalråd (Nationalrat) med samme kvalificerede flertal som forbundsforfatningslove. Traktater, der ændrer eller supplerer lovgivning, kræver samme flertal som almindelig lovgivning.
Folkeretlige traktater indgås principielt af forbundspræsidenten på forslag af forbundsregeringen eller en forbundsminister med bemyndigelse fra regeringen. Politiske traktater og traktater, der ændrer eller supplerer loven, skal forhåndsgodkendes af nationalrådet. Forbundspræsidenten kan bemyndige forbundsregeringen eller de ansvarlige medlemmer af regeringen til at indgå visse former for folkeretlige traktater, der hverken er af politisk art eller ændrer eller supplerer loven.
Ud over den nationale forbunds(forfatnings)ret har de ni delstater i henhold til den østrigske forbundsforfatning hver sin delstats(forfatnings)ret. Delstatsforfatningsretten skal være i overensstemmelse med forbundsforfatningsretten og er derfor underordnet denne. En sådan rangorden findes dog principielt ikke mellem bestemmelser i forbunds- og delstatslovgivningen. Delstaterne har på de områder, der hører under deres kompetence, siden 1988 haft beføjelse til at indgå folkeretlige traktater. Udenrigsanliggender varetages dog stadig primært på forbundsniveau.
Forbundsforfatningslovgivning skal vedtages af et flertal på to tredjedele af de afgivne stemmer i nationalrådet, og mindst halvdelen af medlemmerne skal være til stede. Lovgivningen skal udtrykkeligt være angivet som en "forfatningslov" eller "forfatningsbestemmelse".
Bestemmelser i forbundslovgivningen kræver, at mindst en tredjedel af nationalrådets medlemmer er til stede, og at der er et simpelt flertal af de afgivne stemmer.
Følgende grundprincipper i forbundsforfatningen er de vigtigste bestemmelser i det østrigske retssystem:
Tilsammen danner disse principper den forfatningsmæssige grundstruktur.
De er afgørende ud fra et forfatningsmæssigt synspunkt. Der er tale om en grundlæggende forfatningsændring og en forpligtelse til at afholde en folkeafstemning, såfremt en ændring af forfatningen medfører, at et af de grundlæggende principper, som forfatningen hviler på, tilsidesættes, eller forholdet mellem disse principper forskydes på afgørende vis.
Med Østrigs tiltrædelse af EU den 1. januar 1995 var det nødvendigt med en grundlæggende ændring af den østrigske forbundsforfatning. Østrigs retssystem har siden tiltrædelsen ikke kun været bestemt af østrigsk forfatningsret, men også af EU-retten. Den fremherskende opfattelse er, at EU-retten går forud for national ret, også almindelig forbundsforfatningsret, men ikke forud for forbundsforfatningens grundprincipper.
Forfatningsretten opstiller "spillereglerne" for den politiske proces, idet den fastsætter:
Forfatningens grundprincip om retsstaten binder hele den udøvende magt i forvaltningen og retsplejen til loven. Forbundsforfatningen fastsætter fordelingen af lovgivningsbeføjelser mellem forbundsstaten og delstaterne.
Bekendtgørelser (Verordnungen) er generelle forskrifter, der udstedes af forvaltningsmyndigheder, og som er bindende for alle borgere. Forfatningen giver en generel hjemmel til at vedtage gennemførelsesbekendtgørelser, som præciserer de regler, der er fastsat i mere generelle bestemmelser, normalt i almindelige love. Bekendtgørelser kan kun ændre eller supplere loven, når forfatningen giver udtrykkelig hjemmel hertil.
Kendelser (Bescheide) er primært forvaltningsinstrumenter til gennemførelse af love, som er rettet til en eller flere nærmere angivne personer.
Forbundsforfatningen fordeler kompetencen mellem forbundsstat og delstater og de forskellige organer, der deltager i lovgivningsprocessen.
Nationalrådet (Nationalrat) vedtager forbundslove, som regel med deltagelse af forbundsrådet (Bundesrat). De 183 medlemmer af nationalrådet vælges ved direkte valg, mens medlemmerne af forbundsrådet vælges af landdagene (Landtage). Forbundsrådet har som udgangspunkt kun en indsigelsesret.
Lovgivningen i delstaterne vedtages af delstatsparlamenterne.
Forslag til forbundslove kan fremsættes for nationalrådet:
Et borgerinitiativ kan i øvrigt fremsættes for nationalrådet, hvis det er underskrevet af 100 000 stemmeberettigede eller en sjettedel af de stemmeberettigede borgere i tre delstater.
I praksis fremsættes de fleste lovforslag af forbundsregeringen. Lovforslag fra forbundsregeringen skal vedtages enstemmigt af forbundsregeringen (i ministerrådet). De udarbejdes af den ansvarlige minister, og inden de godkendes af regeringen, indhentes kommentarer fra andre organer, f.eks. delstaterne eller interessegrupper.
Når lovforslagene er vedtaget i nationalrådet, skal de godkendes af forbundsrådet (forbundsfinanslove skal dog ikke forelægges forbundsrådet). Forbundskansleren forelægger så præsidenten forslaget til stadfæstelse.
Nationalrådet kan beslutte at sende et forslag til folkeafstemning. Et flertal af medlemmerne af nationalrådet kan også kræve en folkeafstemning. Lovforslaget, som allerede er vedtaget af nationalrådet, skal så godkendes ved en folkeafstemning, inden det stadfæstes. En grundlæggende forfatningsændring kræver også en folkeafstemning.
Præsidenten bekræfter, at et lovforslag er vedtaget i overensstemmelse med forfatningen, ved at underskrive det. Denne stadfæstelse kontrasigneres af forbundskansleren.
Derefter bekendtgøres forbundslovene i Østrigs lovtidende (Bundesgesetzblatt). Medmindre det er udtrykkeligt fastsat i en forbundslov, at den gælder med tilbagevirkende kraft, eller at den gælder fra en bestemt dato, træder den i kraft dagen efter dens offentliggørelse i lovtidende og udgivelsen af den pågældende udgave af lovtidende.
En lov kan ophæves enten udtrykkeligt (formel ophævelse) eller ved vedtagelse af ny lovgivning, der indholdsmæssigt er i strid med den ældre bestemmelse (faktisk ophævelse). En specialregel går forud for en generel regel. Det kan også fastsættes i en retsforskrift, hvor længe den er gyldig.
Østrigs retsinformationssystem (Rechtsinformationssystem des Bundes) (RIS), der koordineres og drives af forbundsministeriet for digitale og økonomiske forhold, giver onlineadgang til østrigsk lovgivning.
Der er gratis adgang til Østrigs retsinformationssystem (RIS).
Østrigs retsinformationssystem indeholder oplysninger om følgende temaer:
Andre publikationer:
Visse østrigske love foreligger også på engelsk.
Yderligere oplysninger findes på webstedet for Østrigs retsinformationssystem.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Denne side indeholder oplysninger om retssystemet i Polen.
Polen er en republik med demokratisk styre. Den lovgivende magt ligger hos parlamentet, der består af et underhus, Sejmen, og et overhus, Senatet. Den udøvende magt ligger hos Polens præsident (Prezydent Rzeczypospolitej Polskiej) og ministerrådet (Rada Ministrów).. Den dømmende magt ligger hos domstolene.
Retssystemet i Polen er baseret på det kontinentale retssystem (civilret). De almindelige domstole i Polen omfatter appeldomstolene (sądy apelacyjne), de regionale domstole (okręg) (sady okregowe) og distriktsdomstolene (rejon) )(sady rejonowe). Disse domstole behandler straffesager, civile sager, familieretlige sager og sager vedrørende forældremyndighed, arbejdsretlige sager og socialsikringssager.
Forvaltningsmyndigheden falder under den øverste forvaltningsdomstol (Naczelny Sad Administracyjny), der fører retligt tilsyn med den offentlige forvaltning.
Højesteret (Sad Najwyzszy)er det øverste centrale retsorgan i Republikken Polen og er dermed den højeste appeldomstol. Højesterets primære opgaver er at varetage retsplejen i Polen (sammen med de almindelige domstole, forvaltningsdomstolene og militærdomstolene), at behandle kassationssager som en slags ekstraordinær appelform og at træffe beslutninger vedrørende fortolkning af lovgivningen.
Forfatningsdomstolen (Trybunal Konstytucyjny) er en del af retsvæsenet og træffer afgørelse i sager om:
Den engelske udgave af den lov, der regulerer forfatningsdomstolen, og andre beslægtede love kan findes på webstedet for den polske forfatningsdomstol.
Kilderne til den polske lovgivning er forfatningen, lovene, de ratificerede internationale aftaler og bekendtgørelserne. Forfatningen betragtes som den vigtigste lovgivningskilde i Polen. Den indeholder oplysninger om det polske lovsystem, landets institutionelle opbygning, retssystemet og de lokale myndigheder. Den dækker også politiske friheder og rettigheder. Den nuværende forfatning blev vedtaget i 1997 og findes på webstedet for underhuset i det polske parlament (Sejm) på polsk, engelsk, tysk, fransk og russisk.
Love (ustawy) er almindeligt gældende regler om vigtige emner. Der kan vedtages love inden for alle områder. Forfatningen fastlægger, at visse spørgsmål skal reguleres ved lov, f.eks. budgetter og borgernes retlige status.
I henhold til forfatningen skal visse internationale aftaler (umowy miedzynarodowe), før de bliver ratificeret, fastlægges i en lov, der vedtages af parlamentet og underskrives af præsidenten. Sådanne aftaler omfatter alliancer, politiske og militære traktater, borgernes friheder, rettigheder og forpligtelser, medlemskab af internationale organisationer og andre spørgsmål, der reguleres af forfatningen.
Bekendtgørelser (rozporzadzenia) udstedes af de forvaltningsorganer, der i henhold til forfatningen har beføjelser hertil.
Ministerrådet kan udstede internt gældende regler (uchwaly), der kun er bindende for de organisatoriske enheder under det organ, som udsteder en sådan regel. Disse regler kan ikke danne grundlag for afgørelser vedrørende borgere, juridiske personer eller andre.
De lokale forvaltningsmyndigheder kan på grundlag af beføjelser fastsat ved lov vedtage lokale retsforskrifter (akty prawa miejscowego), som gælder inden for deres forvaltningsområde.
Forfatningen er den øverste lovgivningskilde i Polen. Andre regler i det polske regelhierarki er ratificerede internationale aftaler, EU-forordninger, -direktiver og ‑beslutninger, love, bekendtgørelser og retsforskrifter fra lokale myndigheder.
Den lovgivende magt udøves af Sejmen og Senatet, de to kamre i det polske parlament. Medlemmerne vælges for en fireårig periode. Initiativretten med hensyn til lovgivning tilhører parlamentsmedlemmerne, Senatet, præsidenten og ministerrådet samt en gruppe bestående af mindst 100 000 borgere, der har stemmeret ved valgene til Sejmen.
Lovforslag forelægges for Sejmen, hvor de gennemgår tre behandlinger. Når et lovforslag er vedtaget af Sejmen og Senatet, sendes det til underskrift hos præsidenten. Før præsidenten underskriver lovforslaget, kan han forelægge det for forfatningsdomstolen med henblik på at få undersøgt dets overensstemmelse med forfatningen.
Ministerrådet sikrer gennemførelse af love, udsteder bekendtgørelser, indgår internationale aftaler, der kræver ratificering, og tiltræder eller forkaster andre internationale aftaler.
Initiativret
Lovforslag kan fremsættes af parlamentsmedlemmerne, Senatet, præsidenten, ministerrådet eller en gruppe bestående af mindst 100 000 borgere, der har stemmeret ved valgene til Sejmen.
I de fleste tilfælde fremsættes lovforslagene dog af ministerrådet eller parlamentsmedlemmerne.
Lovforslag skal sammen med en begrundelse sendes til formanden for Sejmen (Marszalek Sejmu), som videresender det til præsidenten, til Senatet og til formanden for ministerrådet (premierministeren).
Behandling
Lovforslagene gennemgår tre behandlinger i Sejmen, og i denne forbindelse undersøges de også af Sejmens og Senatets særlige udvalg.
Vedtagelse
Senatet skal inden for 30 dage, efter at et lovforslag er stillet, vedtage det uden ændringer, vedtage ændringer til det eller forkaste det. Sejmen kan kun forkaste Senatets ændringer ved absolut flertal, idet mindst halvdelen af det lovbestemte antal medlemmer skal være til stede.
Offentliggørelse
Når proceduren i Sejmen og Senatet er afsluttet, sender formanden for Sejmen det vedtagne lovforslag til underskrift hos præsidenten. Præsidenten har herefter 21 dage til at underskrive lovforslaget og skal sørge for, at det offentliggøres i Polens lovtidende (Dziennik Ustaw). To uger senere træder loven i kraft. Datoen for lovens ikrafttrædelse (Dziennik Ustaw) kan også fremgå af selve loven. I henhold til det polske lovgivningssystem kan en lov kun ophæves af en anden lov. Datoen for, hvornår en lov ikke længere er gældende, skal fremgå af den pågældende lov.
Retsakter helt tilbage til 1918 kan findes på webstedet for den polske juridiske database (Sejm) sammen med en liste over disse retsakter.
Der er gratis adgang til databasen.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Denne side indeholder oplysninger om retssystemet i Portugal.
Følgende betragtes traditionelt som retskilder i Portugal:
Der er uenighed om, hvorvidt andre kilder, som ikke falder ind under statens politiske beføjelser til at vedtage nedskreven lovgivning, har betydning og skal anerkendes, afhængig af om kilderne betragtes som et middel til at fastlægge retsregler, et middel til at offentliggøre reglerne eller begge dele. Der skelnes undertiden mellem direkte og indirekte kilder, hvilket i nogen grad afhjælper de problemer, der opstår i forbindelse med ovenstående.
Følgende betragtes normalt som mulige retskilder:
Når der henvises til retskildehierarkiet, menes der de forskellige retsforskrifters status i forhold til hinanden, dvs. deres indbyrdes rangorden.
Nogle mener i denne forbindelse, at et hierarki kun kan opstilles på grundlag af tilblivelsesmetoden. Ifølge dette synspunkt er hierarkiet ikke baseret på retsreglernes indbyrdes status, men er etableret på baggrund af de kilder, som retsreglerne er baseret på.
Uanset hvordan man ser på det, kan retskilderne rangordnes.
De forskellige kilder, der fremgår af afsnit 1, kan rangordnes som følger:
Internationale retsakter gennemføres i portugisisk lovgivning i overensstemmelse med følgende principper i den portugisiske forfatnings artikel 8:
De myndigheder, der har beføjelse til at vedtage retsregler, er nationalforsamlingen, regeringen, regionale myndigheder og de lovgivende forsamlinger for Azorerne og Madeira, lokale myndigheder og visse administrative myndigheder.
Den måde, hvorpå regler vedtages, afhænger af, hvilke procedurer der skal følges af det enkelte ansvarlige organ. De forskellige typer retsakter vedtages derfor efter forskellige procedurer. De to vigtigste og mest formelle procedurer til vedtagelse af retsregler er beskrevet nedenfor.
Den mest komplekse procedure, som anvendes af nationalforsamlingen, omfatter følgende trin:
Proceduren for vedtagelse af lovgivning, som anvendes af regeringen, omfatter følgende overordnede trin:
«En lov er først bindende, når den er offentliggjort i Republikkens officielle tidende». «Når en lov er offentliggjort, træder den i kraft ved udløbet af den periode, der er fastsat i den pågældende lov, eller, hvis en sådan periode ikke er angivet, ved udløbet af den periode, der er fastsat i særlovgivningen» (civillovbogens artikel 5).
I artikel 2 i lov nr. 74/98 af 11. november 1998, som ændret ved lov nr. 26/2006 af 30. juni 2006, fastsættes følgende:
1. «Retsakter og andre akter af generel karakter træder i kraft på den dato, der er fastsat i sådanne akter; de må under ingen omstændigheder træde i kraft på datoen for offentliggørelsen».
2. «Hvis der ikke er angivet en dato, træder de under stk. 1 anførte akter i kraft i hele det portugisiske område og i de selvstyrende regioner på femtedagen efter offentliggørelsen.
4. Den i stk. 2 anførte periode begynder dagen efter offentliggørelse på det websted, der administreres af Imprensa Nacional Casa da Moeda, SA.
Den vigtigste rolle i denne forbindelse spilles af forfatningsdomstolen, som har til opgave at erklære regler, som er i strid med den portugisiske forfatning eller de principper, som den hviler på, for forfatningsstridige.
Ved behandling af konkrete sager må domstolene ikke lægge bestemmelser til grund, som strider mod forfatningen eller de principper, der kan udledes heraf.
Når de fortolker lovgivningen i forbindelse med bedømmelsen af sagens faktiske omstændigheder, skal de afhjælpe mulige konflikter mellem forskellige retsregler, idet de til enhver tid skal respektere ovennævnte retskildehierarki. I den forbindelse skal de betragte retsordenen som et samlet hele uden at tage hensyn til mangler eller uoverensstemmelser, navnlig af logisk eller semantisk karakter, idet de skal afveje de omstændigheder, der gav anledning til vedtagelsen af reglerne, med de konkrete omstændigheder, der foreligger på det tidspunk, hvor retssagen skal afgøres, idet de tilstræber en minimal sproglig overensstemmelse, (selv hvis bestemmelsens ordlyd ikke er klar) med afgørelsens præmisser, og idet de lægger til grund, at lovgiver har valgt de «mest hensigtsmæssige» løsninger og har formået at «udtrykke sin hensigt på en passende måde», jf. civillovbogens artikel 9.
For så vidt angår konflikter mellem regler på området for international privatret, henvises der til afsnittet «Gældende lovgivning – Portugal».
Digesto er Portugals officielle retlige database, som indeholder lovtidende (Diário da República).
Digesto-databasen blev oprettet i medfør af ministerrådets afgørelse nr. 48/92 af 31. december 1992 og indeholder følgende:
Ifølge lovdekret nr. 83/2016 af 16. December 2016 er Diário da República en frit tilgængelig og gratis offentlig tjeneste, som udelukkende er tilgængelig on-line. Denne offentlige tjeneste garanteres af virksomheden Imrensa Nacional-Casa da Moeda, (INCM), som offentliggør Diário da República på sit websted. Den omstændighed, at der er fri og gratis adgang hertil, gør det muligt bl.a. at udskrive, arkivere og få adgang til indholdet af de retsforskrifter, der offentliggøres i serie 1 og 2 i Diário da República i elektronisk format og som åben adgang.
Diário da República omfatter altid:
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Denne side indeholder oplysninger om retssystemet i Rumænien og giver et overblik over rumænsk lovgivning.
De rumænske retskilder er:
Den rumænske retsorden omfatter følgende retsforskrifter:
Det rumænske regelhierarki er som følger:
Ifølge forfatningen bygger staten på det konstitutionelle demokratis principper om magtdeling (lovgivende, udøvende og dømmende) og på principperne om magtbalance og kontrolsystem.
Magten er også delt mellem og udøves af parlamentet, regeringen og retsinstanserne. Forfatningsdomstolen, den rumænske ombudsmand, revisionsretten og lovgivningsrådet sikrer magtbalancen mellem de offentlige myndigheder og borgerne.
Parlamentet er borgernes øverste repræsentative organ og landets eneste lovgivningsmyndighed. Det består af Deputeretkammeret og Senatet. I princippet har Parlamentet enekompetence til at lovgive, men i visse tilfælde deler det denne funktion med den udøvende magt (regeringen) og vælgerne (borgerne).
Regeringen kan udstede bekendtgørelser i henhold til en særlig bemyndigelseslov vedtaget af Parlamentet. I særlige nødsituationer, der skal løses omgående, kan regeringen også udstede særbekendtgørelser.
Lovgivningsprocessen forløber i tre faser:
1. Regeringsfasen eller den præparlamentariske fase omfatter:
2. Parlamentsfasen omfatter:
Udkast til retsakter og lovforslag sættes herefter til afstemning (vedtages eller forkastes) og fremsendes til det besluttende kammer (Deputeretkammeret eller Senatet), som vedtager den endelige udgave af retsakten.
3. Den postparlamentariske fase omfatter:
a) lovgivningsportalen, der forvaltes af justitsministeriet, er et informationssystem om lovgivning, som giver alle interesserede mulighed for gratis og uden begrænsninger at få hurtig adgang til den nationale lovgivning i en konsolideret og ajourført version. Lovgivningsportalen indeholder et link til den fælles europæiske portal på N-Lex.
Lovgivningsportalen blev udviklet af justitsministeriet inden for rammerne af et projekt, der var finansieret af Den Europæiske Socialfond via det operationelle program for udvikling af administrativ kapacitet.
Databasen opdateres dagligt og giver adgang til mere end 150 000 normative retsakter fra 1989 til i dag samt flere tidligere gældende relevante retsakter.
Søgninger i databasen kan foretages efter en række kriterier, f.eks.:
b) En anden rumænsk retsdatabase, som lovgivningsrådet har udviklet, administrerer og ajourfører, giver gratis adgang til den rumænske lovgivning.
Dette er onlineversionen af Repertoriul legislației României® – det officielle register over den rumænske lovgivning, som til enhver tid giver nøjagtige og korrekte oplysninger om den juridiske status for de enkelte love.
Databasen dækker perioden fra 1864 frem til i dag.
Data kan findes ved hjælp af følgende søgekriterier:
Lovgivningsrådets intranet omfatter en database, der ajourføres med detaljerede juridiske oplysninger, der specifikt kræves ved godkendelse af udkast til retsakter eller fremlæggelse af information til brug i lovgivningsprocessen.
c) En anden retsdatabase (som dog er opbygget på en anden måde) er tilgængelig fra webstedet for Deputeretkammeret (det ene af Parlamentets kamre). Der kan søges ud fra:
Ja, der er gratis adgang til databasen.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Denne side indeholder oplysninger om retssystemet i Slovenien.
Retsreglerne i Republikken Sloveniens retssystem vedtages på både nationalt og lokalt plan. Retsforskrifter på nationalt plan er forfatningen (ustava), love (zakoni) og gennemførelsesforskrifter, der omfatter to hovedkategorier: bekendtgørelser (uredbe, der undertiden betegnes som "(ministerielle) forordninger") og bestemmelser (pravilniki).
De lokale kommunalbestyrelser vedtager hovedsagelig bekendtgørelser (odloki).
Retlig præcedens anerkendes ikke i det slovenske retssystem, hvilket indebærer, at domstole i lavere instans (nižja sodišča) formelt ikke er bundet af afgørelser truffet af domstole i højere instans (višja sodišča). Der er imidlertid en tendens til, at domstole i lavere instans overholder og følger retspraksis fra domstole i højere instans og højesteret (Vrhovno sodišče).
Højesteret kan i plenum vedtage principielle juridiske responsa (načelna pravna mnenja) om spørgsmål, der er væsentlige for en ensartet anvendelse af lovene. I medfør af lov om domstole (Zakon o sodiščih) er sådanne principielle juridiske responsa kun bindende for højesterets afdelinger og kan kun ændres i et nyt plenum. Der er imidlertid en tendens til, at underinstanserne følger principielle juridiske responsa, og i højesterets praksis stilles der krav om, at der skal tages behørigt hensyn til parter, som henviser til et allerede afgivet juridisk responsum om det pågældende spørgsmål.
Love og andre bestemmelser skal være i overensstemmelse med folkerettens almindelige retsgrundsætninger og med traktater, der er bindende for Slovenien (som fastsat i forfatningens artikel 8). Ratificerede og offentliggjorte internationale traktater finder direkte anvendelse. Den slovenske forfatningsdomstol (Ustavno sodišče) har indtaget det standpunkt, at internationale traktater har forrang frem for lovbestemmelser. Ratificerede internationale traktater inkorporeres i den nationale lovgivning og medfører således rettigheder og forpligtelser for fysiske og juridiske personer i Slovenien (forudsat at de er direkte retskraftige).
Det slovenske retssystem er baseret på retssystemet på det europæiske kontinent og hviler på romerretten ((Civil Law), hvilket indebærer, at sædvaneret ikke som sådan udgør et element i retssystemet. Sædvane anerkendes imidlertid i en vis udstrækning i den slovenske lovgivning. I medfør af artikel 12 i aftaleloven (Obligacijski zakonik), som regulerer aftaler mellem fysiske og juridiske personer, tages der f.eks. højde for forretningsskik, sædvane og praksis indbyrdes mellem parterne i vurderingen af den ønskede adfærd og virkningerne heraf for virksomhedernes retshandler.
En dommer er i udøvelsen af sit hverv bundet af forfatningen, love, folkerettens almindelige retsgrundsætninger og ratificerede og offentliggjorte internationale traktater. I lov om domstole fastslås det, at dommeren i civilretlige sager, der ikke kan afgøres på grundlag af gældende bestemmelser, skal tage bestemmelser om lignende forhold i betragtning. Hvis det herefter stadig er usikkert, hvordan tvisten skal afgøres, skal dommeren træffe en afgørelse baseret på de almindelige principper i den nationale retsorden. Dommeren skal i denne forbindelse handle i overensstemmelse med den juridiske tradition og fast retspraksis. Dommeren skal til enhver tid handle, som om der foran ham eller hende ligger en uendelig række sager af samme art.
Alle retsforskrifter skal være forenelige med forfatningen. Love og andre bestemmelser skal være i overensstemmelse med folkerettens almindelige retsgrundsætninger og med traktater, der er bindende for Slovenien (som fastlagt i forfatningens § 8). Gennemførelsesforordninger og lokale bekendtgørelser skal desuden være i overensstemmelse med loven.
Generelle retsakter, der er udstedt med henblik på udøvelse af offentlig myndighed (splošni akti za izvrševanje javnih pooblastil), skal være i overensstemmelse med forfatningen, love og gennemførelsesforordninger.
Statslige myndigheders, lokalmyndigheders og offentlige myndighedspersoners konkrete forvaltningsakter og handlinger skal have støtte i gældende lovgivning.
For så vidt angår EU-rettens forrang, er der i forfatningen fastlagt et grundlag for at anerkende denne i det slovenske retssystem, idet det fastslås, at retsakter og beslutninger vedtaget i internationale organisationer, hvortil Slovenien har overført en del af sin suverænitet (her: EU), skal finde anvendelse i Slovenien i overensstemmelse med disse organisationers lovgrundlag.
Love vedtages af nationalforsamlingen (Državni zbor), underhuset i det slovenske parlaments tokammersystem. I overensstemmelse med forfatningens artikel 80 og 81 består nationalforsamlingen af 90 parlamentsmedlemmer, som repræsenterer de slovenske borgere. 88 af disse medlemmer vælges ved almindelige, lige, direkte og hemmelige valg. Til nationalforsamlingen skal der altid vælges et medlem fra Sloveniens italienske befolkningsgruppe og et fra den ungarske befolkningsgruppe af borgerne i disse befolkningsgrupper. Nationalforsamlingens medlemmer vælges for fire år ad gangen.
Regeringen udsteder bekendtgørelser (vlada), mens forskrifter udstedes af de enkelte ministre i regeringen. I medfør af forfatningens artikel 110-119 består regeringen af en premierminister (predsednik vlade) og ministre. Inden for rammerne af deres beføjelser er regeringen og de enkelte ministre uafhængige, men står til ansvar over for nationalforsamlingen, som kan rejse rigsretssag mod dem (ved forfatningsdomstolen), stille mistillidsvotum eller afsætte dem i en forespørgselsdebat. Premierministeren vælges af nationalforsamlingen og stiller herefter forslag om, hvilke ministre nationalforsamlingen skal udpege (og afskedige).
Forfatningsdomstolen spiller en afgørende rolle i den institutionelle ramme, da den kan kende love, gennemførelsesforordninger og lokale bekendtgørelser, som den anser for at være forfatningsstridige, ugyldige. Den udarbejder ligeledes responsa om, hvorvidt internationale traktater er i overensstemmelse med forfatningen, og tager stilling til individuelle forfatningsrelaterede klager fra krænkede borgere, der kan indgives, hvis alle andre retsmidler er udtømt.
Lokale bekendtgørelser vedtages af de lokale kommunalbestyrelser (občinski sveti, mestni sveti), der vælges direkte af borgerne i en kommune.
Lovforslag kan fremsættes i nationalforsamlingen af regeringen, nationalforsamlingens medlemmer, parlamentets overhus – nationalrådet (Državni svet) og af 5 000 vælgere. I henhold til forretningsordenen (Poslovnik Državnega zbora) omfatter den almindelige procedure i nationalforsamlingen tre behandlinger af lovforslag.
I forretningsordenen er der desuden fastlagt bestemmelser vedrørende en forenklet hasteprocedure. I henhold til artikel 86 kan nationalforsamlingen vedtage en beslutning, hvis et flertal af parlamentsmedlemmerne er til stede, og hvis lovforslaget vedtages med et flertal af de tilstedeværende medlemmers afgivne stemmer, medmindre der kræves en anden form for flertal. Statsrådet kan nedlægge veto mod en vedtaget lov, og nationalforsamlingen kan tilsidesætte dette veto med en flertalsafgørelse blandt alle medlemmerne.
Folkeafstemninger om lovgivning (Zakonodajni referendum) (i medfør af forfatningens artikel 90) er reguleret i lov om folkeafstemninger og offentligt initiativ (Zakon o referendumu in o ljudski iniciativi) og kan iværksættes af nationalforsamlingen selv eller efter anmodning fra statsrådet, en tredjedel af medlemmerne eller 40 000 vælgere. Vælgerne har mulighed for at vedtage eller forkaste love, der vedtages af nationalforsamlingen, inden disse stadfæstes af republikkens præsident (Predsednik republike).
Republikkens præsident skal stadfæste en vedtaget lov otte dage efter dens vedtagelse. I henhold til forfatningens artikel 154 skal alle retsregler offentliggøres, inden de kan træde i kraft. Retsregler vedtaget af statslige organer offentliggøres i Republikken Sloveniens lovtidende (Uradni list Republike Slovenije), mens bekendtgørelser og andre lokale forskrifter offentliggøres i lokale lovtidender.
Ændringer af forfatningen vedtages ved en særlig procedure, der er fastsat i forfatningen. Et forslag om at ændre forfatningen kan stilles af 20 medlemmer af nationalforsamlingen, regeringen eller 30 000 vælgere. Nationalforsamlingen kan træffe beslutning om lovforslaget ved to tredjedele af de tilstedeværende medlemmer, men endelig vedtagelse kan kun ske, såfremt to tredjedele af samtlige medlemmer stemmer for. I henhold til forfatningens artikel 87 kan borgeres og andre personers rettigheder og pligter kun fastlægges af nationalforsamlingen ved lov.
Forordninger og afgørelser, som er udstedt af EU's institutioner, finder direkte anvendelse i Republikken Slovenien. De skal ikke ratificeres og offentliggøres i UL RS for at være gældende.
Internationale traktater, som Republikken Slovenien har undertegnet, træder i kraft, så snart de er blevet ratificeret af nationalforsamlingen ved en særlig procedure. Internationale traktater ratificeres ved vedtagelse af en lov fremlagt af regeringen. En lov om ratificering af en international traktat anses for vedtaget, hvis et simpelt flertal af de tilstedeværende medlemmer stemmer for, medmindre andet er fastlagt i forfatningen eller lovgivningen.
Retsinformationssystemet – Republikken Sloveniens register over retsforskrifter (Register predpisov Republike Slovenije) indeholder links til de andre statslige organers gældende bestemmelser og lovtidende.
Databasen med lovgivning vedtaget af nationalforsamlingen indeholder alle lovtekster og tekster til øvrige retsakter, der behandles i nationalforsamlingen. Disse omfatter:
Samtlige nationale retsforskrifter offentliggøres officielt i Republikken Sloveniens lovtidende. Alle dokumenter offentliggøres online.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Denne side indeholder oplysninger om retssystemet i Slovakiet.
Der findes oplysninger om den slovakiske retsorden på webstedet for det europæiske retlige netværk: retsorden for civilret.
Betegnelsen "retskilder" bruges i tre betydninger:
På grundlag af, hvordan retsregler opstod og den bindende form, de kommer til udtryk i, sondrer man traditionelt mellem følgende retskilder: Retskilderne falder inden for følgende kategorier:
Et af grundprincipperne i den slovakiske retsorden er regelhierarkiet. Det er afgørende at forstå dette princips rette plads i den lovgivningsmæssige praksis og lovgennemførelsen. Regelhierarkiet er imidlertid ikke udelukkende et spørgsmål om en ligefrem logisk forrang eller underordning. Hierarkiet vedrører hele spørgsmålet om legitim beføjelse og omfatter også det kategoriske krav om, at en lov kun kan indføres af en instans, der har beføjelser ved lov til at gøre dette – inden for lovens rammer og dens lovgivningsmæssige beføjelser.
Lovgivning klassificeres i henhold til den såkaldte "retskraft". Retskraft betegner retsreglernes egenskaber, hvilket betyder, at en lov er underordnet en anden (dvs. en lov med større retskraft), eller når en retsregel er afledt af en lov med større retskraft. I en situation, der er kendetegnet af retsregler med forskellig retskraft, kan en svagere regel ikke stride mod en stærkere, og den stærkere regel kan have forrang over den svagere.
Lovgivning kan inddeles hierarkisk med hensyn til retskraft som følger:
Primær lovgivning (love)
Sekundær lovgivning (også benævnt underordnet lovgivning)
Når en lov i lovgivningssystemet har forrang, betyder det, at alle andre retsregler skal hidrøre fra den pågældende lov, være forenelige med den og ikke være i modstrid med den. Dette betyder i praksis, at hvis en retsregel på et lavere niveau i hierarkiet strider imod en regel højere oppe i hierarkiet, er det sidstnævnte, der skal efterfølges.
Nedenstående instanser og myndigheder har beføjelser til at vedtage lovgivning (lovgivende instanser):
Stadier i lovgivningsprocessen:
Fremsættelse af et lovforslag – lovgivningsinitiativ
I henhold til artikel 87, stk. 1, i lov nr. 460/1992 (Den Slovakiske Republiks forfatning) kan lovforslag fremsættes af følgende:
Fremsatte lovforslag fremlægges opdelt i sektioner sammen med en begrundelse
Drøftelse af lovforslaget
I henhold til forretningsordenen for Den Slovakiske Republiks nationalråd (lov nr. 350/1996) skal lovforslag behandles tre gange:
Afstemning (beslutning om lovforslaget)
Loven kan kun vedtages, hvis mindst halvdelen af de tilstedeværende medlemmer stemmer for den.
Forfatningen kan kun ændres og enkeltartikler kun ophæves, hvis det vedtages med kvalificeret flertal, hvilket vil sige tre femtedele af medlemmerne af Den Slovakiske Republiks nationalråd (3/5 af 150).
Nationalrådet er beslutningsdygtigt, hvis mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
Underskrivelse af det vedtagne lovforslag
Det vedtagne lovforslag underskrives af:
Dette trin i proceduren indebærer en kontrol af indholdet, den proceduremæssige korrekthed og det vedtagne lovforslags endelige form. Disse indehavere af de højeste embeder i henhold til forfatningen bekræfter lovens indhold ved deres underskrift.
Præsidenten har ret til at nedlægge et "opsættende veto" og nægte at underskrive et vedtaget lovforslag, hvis han finder indholdet fejlbehæftet. I denne situation skal præsidenten sende det vedtagne lovforslag til fornyet behandling i nationalrådet sammen med sine bemærkninger.
Det returnerede lovforslag gennemgår derefter en anden- og tredjebehandling. På dette tidspunkt kan det slovakiske nationalråd tage hensyn til præsidentens bemærkninger, men dette er ikke obligatorisk. Nationalrådet kan tilsidesætte det "opsættende veto" ved en ny afstemning, og i så tilfælde skal loven bekendtgøres, selv uden præsidentens underskrift.
Bekendtgørelse (offentliggørelse) af lovgivning
Bekendtgørelsen er det sidste stadium i lovgivningsprocessen. Lovgivning, der gælder hele nationen, offentliggøres formelt i Den Slovakiske Republiks lovsamling (Zbierka zákonov). Det er det slovakiske justitsministerium, der står for offentliggørelsen. Lovtidende er en del af Slovakiets statstidende. Lovtidende findes både i en elektronisk og i en trykt udgave. Begge udgaver har samme retsvirkninger, og indholdet er identisk Der er gratis adgang til den elektroniske udgave via Slov-Lex-portalen.
Virkning/ikrafttrædelse
Retsforskrifterne får virkning fra den dag de offentliggøres i lovtidende.
De træder i kraft på femtendedagen efter deres offentliggørelse, medmindre der i selve retsakten er fastsat en senere dato herfor.
Øvrige forskrifter får bindende virkning fra den dag, hvor de offentliggøres i lovtidende.
Lovgivning med mindre retskraft må ikke være i strid med lovgivning med større retskraft.
Lovgivning kan kun ændres eller ophæves ved lovgivning med den samme eller større retskraft.
I praksis er reglen for løsning af konflikter mellem lovgivning, der har den samme retskraft, at et en nyere lov ophæver eller ændrer en ældre lov, eller at en specifik regel ophæver eller ændrer en almen regel.
Den Slovakiske Republiks forfatningsdomstol gennemgår og afsiger dom om, hvorvidt:
Hvis forfatningsdomstolen fastslår, at forskellige love er i strid med hinanden, ophører disse love - eller dele af dem eller bestemmelser i dem - med at være gældende. Hvis de instanser, der udarbejdede en sådan lov, ikke bringer den i overensstemmelse med den gældende lovgivning, som har større retskraft, inden for den frist, der følger af afgørelsen, kendes loven - eller dele af den eller bestemmelser i den - ugyldig.
Justitsministeriets ”elektroniske lovsamling (SLOV-Lex)” hviler på to sammenkoblede informationssystemer:
Fordele for målgrupperne
Henset til det grundlæggende retsprincip, hvorefter enhver har pligt til at kende loven og have kendskab til sine rettigheder og forpligtelser - hvilket i praksis i stigende grad er vanskeligt som følge af de gældende retsforskrifters stigende mængde og øgede kompleksitet - bidrager Slov-Lex-projektet til at sikre overholdelsen af dette princip, idet alle får effektiv adgang til de gældende regler:
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Denne side indeholder oplysninger om retssystemet i Finland.
"Ved "retskilder" forstås de kilder, der indeholder retsregler. I Finland findes der nationale retskilder og folkeretlige retskilder. Nogle kilder er nedskrevet, andre er uskrevne. Nedenfor findes en oversigt over de forskellige retskilder.
Nationale retskilder
Love er de vigtigste nationale retskilder. Begrebet "love" skal i denne forbindelse forstås bredt, så det omfatter grundloven, almindelige love (dvs. love udstedt af parlamentet), bekendtgørelser fra præsidenten, regeringen eller et ministerium og de retsregler, der udstedes af lavere instanser. Bekendtgørelser og retsregler fra lavere instanser kan kun udstedes med hjemmel i grundloven eller en almindelig lov, hvori det normalt også er fastsat, hvilken statslig instans eller myndighed der har beføjelse til at udstede dem.
For de tilfælde, hvor der ikke foreligger nogen skreven lov, er retskilden sædvane, jf. retsplejelovens kapitel 1, § 11. Sædvanen skal dog være i overensstemmelse med billighedsprincippet. Sædvaneretten er meget gammel, og begrebets betydning er i dag noget vag. Ved "sædvane" forstås i dag primært en række faste fremgangsmåder, f.eks. på handelsområdet. Da skreven lov er temmelig omfattende i dag, er sædvane nu en sjældent anvendt retskilde. På nogle områder, f.eks. inden for aftaleretten, har sædvaneretten dog stadig en stærk stilling.
Lovforarbejder og retsafgørelser er også retskilder. Lovforarbejder indeholder oplysninger om lovgivers vilje og anvendes derfor til at fortolke lovgivningen. Af retsafgørelser er det afgørelser i sidste instans, dvs. truffet af højesteret og den øverste forvaltningsdomstol, der er de vigtigste retskilder. Disse to domstoles afgørelser betegnes også som præjudikater. Selv om præjudikater ikke er retligt bindende, har de stor betydning i praksis. Afgørelser fra andre domstole kan også være vigtige retskilder. Lavere domstoles praksis kan have stor betydning, når en lavere domstols afgørelse er blevet endelig.
Retsvidenskaben, almindelige retsgrundsætninger og forholdets natur er også nationale retskilder. Retsvidenskabens opgave er at studere retssystemets indhold, dvs. hvordan retsregler skal fortolkes og klassificeres, og retsvidenskaben er derfor også en vigtig retskilde. Almindelige retsgrundsætninger og forholdets natur kan også have betydning som retskilder. I retskildernes hierarki kommer disse kilder dog efter de ovenfor beskrevne.
Folkeretlige retskilder og EU-retten
Internationale aftaler og andre internationale forpligtelser, som Finland har indgået, er bindende retskilder i Finland. Praksis hos de internationale organer, der anvender aftalerne, har betydning som retskilde. Europarådets menneskerettighedskonvention er et eksempel på en sådan retskilde, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis har betydning for fortolkningen af menneskerettighedskonventionen.
Som medlem af EU er Finland også forpligtet til at overholde EU’s love, forordninger og direktiver. Disse er de vigtigste former for EU-retsakter. Forordninger gælder umiddelbart i alle EU-lande, mens direktiver skal gennemføres i EU-landene. Forarbejderne til disse gennemførelsesbestemmelser kan også have en vis betydning for fortolkningen af EU-retten, dog slet ikke i samme grad som forarbejder til national lovgivning.
Derudover skal Finland ligesom alle andre EU-lande overholde de øvrige retsinstrumenter, der anvendes i EU. EF-Domstolens afgørelser har også betydning som retskilde, da de er en del af EU-retten.
Ved finske retskilder sondres der mellem ufravigelige og fravigelige kilder og andre kilder, der kan anvendes. Love og sædvane er ufravigelige kilder. De er derfor højest placeret i hierarkiet. De retshåndhævende myndigheder har pligt til at anvende dem, og overtrædelse anses for embedsforseelse. Inden for den nationale lovgivning er der følgende hierarki:
Fravigelige retskilder, dvs. på et lavere niveau i hierarkiet, omfatter lovforarbejder og retsafgørelser. Tilsidesættes de af en myndighed, indebærer dette ikke, at der pålægges en sanktion for embedsforseelse, men sandsynligheden for, at afgørelsen omgøres af en højere instans, øges. Andre retskilder omfatter retsvidenskaben, almindelige retsgrundsætninger og forholdets natur. Disse retskilder er ikke bindende, men de kan anvendes til støtte for et argument og kan dermed styrke de præmisser, der ligger til grund for afgørelsen.
Internationale aftaler har i Finland samme placering i hierarkiet som de instrumenter, hvorved de gennemføres. Gennemføres en international aftale ved lov, har aftalens bestemmelser derfor samme placering som lovbestemmelser. Gennemføres en international forpligtelse ved bekendtgørelse, har bestemmelserne derimod samme placering som bekendtgørelsesbestemmelser. Det vil sige, at gennemførelsesbestemmelserne svarer til nationale bestemmelser på samme niveau.
Parlamentet har efter den finske grundlov den lovgivende magt i Finland. Det vedtager alle almindelige love og træffer også afgørelse om ændring af grundloven. Love og grundlove vedtaget af parlamentet kan bemyndige andre instanser til at udstede retsregler om bestemte spørgsmål. I henhold til en sådan bemyndigelse kan præsidenten, regeringen og et ministerium udstede bekendtgørelser. Er det ikke bestemt, af hvem en bekendtgørelse udstedes, udstedes den af regeringen. En lavere instans kan under visse omstændigheder også bemyndiges ved lov til at udstede retsregler om bestemte spørgsmål. Dette forudsætter, at særlige grunde i forbindelse med sagsområdet for de pågældende bestemmelser taler herfor, og at bestemmelsernes materielle betydning ikke forudsætter, at de udstedes ved lov eller bekendtgørelse. En sådan bemyndigelse skal også være klart afgrænset. Ingen andre instanser end de ovenfor anførte har beføjelse til at udstede umiddelbart bindende retsregler.
Lovgivning vedtages af parlamentet på grundlag af regeringsforslag eller efter forslag fra individuelle parlamentsmedlemmer. Regeringsforslag udfærdiges i ministerierne og drøftes derefter på et ministermøde. Der træffes derpå på et møde med præsidenten afgørelse om forslagets forelæggelse for parlamentet.
Regeringsforslag drøftes først ved en forberedende behandling i parlamentet, hvorpå det forelægges for et parlamentsudvalg til behandling. Udvalget hører sagkyndige og afgiver betænkning. Sagen forelægges derpå for parlamentets plenarforsamling, hvor udvalgsbetænkningen danner grundlag for forhandlingen. Selve vedtagelsen sker på plenarforsamlingen efter to behandlinger. Parlamentet kan vedtage et lovforslag uændret, ændre det eller forkaste det. Det er således parlamentet, der træffer den endelige afgørelse. Almindelige lovforslag vedtages af parlamentet ved simpelt flertal, mens en ændring af grundloven kræver kvalificeret flertal.
Når et lovforslag er vedtaget af parlamentet, forelægges det for præsidenten til stadfæstelse. Love træder i kraft som fastsat i lovforslaget, men ikke før de er offentliggjort i den finske lovtidende.
Bekendtgørelser fra præsidenten, regeringen eller et ministerium udarbejdes i det ministerium, der er ansvarligt for det givne sagsområde. Hvad angår bekendtgørelser fra præsidenten, træffer præsidenten afgørelse om at udstede en bekendtgørelse efter forslag fra regeringen. Bekendtgørelser fra regeringen vedtages på ministermøder, og bekendtgørelser fra ministerier vedtages af det pågældende ministerium. Alle bekendtgørelser offentliggøres i den finske lovtidende. Bekendtgørelser træder i kraft som fastsat i bekendtgørelsen, dog aldrig før de er offentliggjort i den finske lovtidende.
Retsregler fra lavere instanser, som i praksis almindeligvis kaldes beslutninger eller regler og forskrifter, udarbejdes og vedtages af instanserne selv. Forskrifter fra lavere instanser træder i kraft som fastsat i disse og offentliggøres i den pågældende instans’ forskriftsamling.
Finlex er en juridisk databank med over tredive databaser. I Finlex findes oplysningerne om lovgivningen i seks databaser. De omfatter bl.a.:
Oversættelserne af finske love og bekendtgørelser (hovedsageligt til engelsk) findes i én database. De originale lovtekster og bekendtgørelser findes i forskellige databaser. De nyeste love findes i den finske elektroniske lovtidende.
Retspraksis består af over ti databaser i Finlex. Disse omfatter præjudikater fra højesteret og sager fra den øverste forvaltningsdomstol, appeldomstolene, forvaltningsdomstolene og de særlige domstole.
Andre Finlex-databaser omfatter internationale traktater, afledt ret og regeringsforslag.
Det er gratis at benytte databasen.
Ud over Finlex findes der også databaser om lovgivning, retspraksis, regeringsforslag og juridisk litteratur i Finland. Edilex og Suomen laki indeholder omfattende juridiske onlineinformationstjenester. Både Edilex og Suomen laki indeholder databaser med national lovgivning, retspraksis og andet materiale. Der kræves abonnement til de fleste tjenester. WSOYPro er den tredje kommercielle juridiske informationstjeneste i Finland. De fleste materialer er forbeholdt abonnenter.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
De fire vigtigste retskilder i Sverige er: lovgivning, lovforarbejder, retspraksis og retslitteraturen.
Lovgivningen er den primære kilde, der trykkes og kundgøres i lovtidender (författningssamlingar). Lovgivningen er opdelt i love (lagar), bekendtgørelser (förordninger) og administrative forskrifter (föreskrifter). Love vedtages af Riksdagen (parlamentet), bekendtgørelser udfærdiges af regeringen og administrative forskrifter udstedes af myndighederne.
Den svenske Riksdag er det eneste offentlige organ, som har beføjelse til at vedtage nye love eller ændre gældende lovgivning. Lovgivning, der én gang er vedtaget, kan kun ophæves eller ændres ved hjælp af en ny beslutning i Riksdagen.
Afgørelser truffet af domstolene, dvs. retspraksis, spiller en vigtig rolle i retsanvendelsen. Dette gælder især afgørelser fra de højeste instanser, dvs. højesteret (Högsta domstolen) og den øverste forvaltningsdomstol (Högsta förvaltningsdomstolen).
Lovforarbejder, dvs. de tekster, der udfærdiges under lovgivningsproceduren, indgår også i retsanvendelsen.
Forslag om nye love eller lovændringer stilles normalt af regeringen. Inden regeringen fremsætter et nyt lovforslag i Riksdagen, skal den som udgangspunkt undersøge eventuelle alternativer nøje. Denne opgave varetages af et særligt undersøgelsesudvalg.
Inden Riksdagen beslutter, om den vil vedtage lovforslaget, skal det behandles i et parlamentarisk udvalg. Der er 15 stående udvalg med hvert sit ansvarsområde, som f.eks. transport eller uddannelse.
Når et udvalg har forelagt Riksdagen sin rapport med anbefalinger til, hvad Riksdagen bør beslutte i forhold til regeringens og medlemmernes forslag, drøfter alle Riksdagens medlemmer lovforslaget og når frem til en endelig beslutning.
Det er regeringens ansvar at gennemføre Riksdagens beslutninger og sikre, at de gennemføres på den måde, som Riksdagen har tilsigtet. Ministerierne og omkring 300 centrale myndigheder bistår regeringen med denne opgave.
Alle love og bekendtgørelser kundgøres i Svensk Författningssamling, SFS, som findes i både trykt og elektronisk form.
Retsinformation om den offentlige forvaltning findes på Lagrummet. Denne portal indeholder links til retsinformation fra regeringen, Riksdagen, højere retsinstanser og offentlige instanser.
Der er gratis adgang til portalen.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Denne side indeholder oplysninger om lovgivning og juridiske databaser i forbindelse med retssystemet i Det Forenede Kongerige, med særlig fokus på England og Wales.
De primære retskilder i England og Wales i Det Forenede Kongerige er:
Primær lovgivning, eller love vedtaget af parlamentet, udarbejdes af det Det Forenede Kongeriges parlament i London og gælder for hele Det Forenede Kongerige eller dele heraf. Wales' nationalforsamling kan vedtage love på 20 uddelegerede områder anført i Schedule 7 til Government of Wales Act 2006 (lov om den walisiske regering fra 2006). Anden primær lovgivning kan udarbejdes af regenten i forskellige former, såsom ministerielle bekendtgørelser, proklamationer, kongelige retskendelser, kongelige instruktioner, forskrifter og såkaldte "åbne kongelige skrivelser" (litterae patentes).
Sekundær lovgivning udarbejdes i henhold til beføjelser, der er lovbestemte eller tildelt af dronningen, en minister, en afdeling (et ministerium), walisiske ministre eller andre organer eller personer. Denne lovgivning omtales også som administrative retsforskrifter eller sekundær lovgivning, og den af en lovgivende forsamling vedtaget lov, der tildeler beføjelserne, kaldes bemyndigelsesloven eller hovedloven. Sekundær lovgivning har mange forskellige navne, såsom ministerielle bekendtgørelser, forskrifter eller regler, og under et kaldes de "bekendtgørelser" eller "lovbestemte regler".
I juli 1999 blev visse lovgivende beføjelser flyttet fra det britiske parlament til Wales' nationalforsamling i Cardiff. Forsamlingen fik beføjelser til at udarbejde bekendtgørelser med indflydelse på Wales, men den primære lovgivning vedrørende walisiske forhold blev fortsat udarbejdet af Det Forenede Kongeriges parlament. Efter Government of Wales Act 2006 fik forsamlingen beføjelser til at vedtage foranstaltninger (primær lovgivning) vedrørende walisiske forhold, når det Forenede Kongeriges parlament har godkendt overdragelsen af lovgivningsbeføjelser, der dækker de i loven nævnte emner. Foranstaltningerne skal imidlertid godkendes af regenten, inden de bliver lovgivning. Forsamlingen har ansvar for områder, der omfatter økonomisk udvikling, uddannelse, miljø, sundhed, boligforhold, turisme og transport, men har ikke ansvar for hverken den civilretlige eller strafferetlige lovgivning. Walisisk lovgivning udarbejdet af forsamlingen og de walisiske ministre (den walisiske forsamlingsregering) udarbejdes på både engelsk og walisisk.
Beføjelserne til at indgå internationale traktater på vegne af Det Forenede Kongerige ligger hos staten – dvs. regenten alene, der handler på vegne af Det Forenede Kongeriges regering. Det britiske parlament spiller for øjeblikket ikke nogen formel rolle ved udarbejdelsen af traktater, men når traktaten kræver en ændring af Det Forenede Kongeriges lovgivning eller bevilling af offentlige midler, stemmer parlamentet på normal vis. I forbindelse med EU-traktater kræves der ny lovgivning, for at de kan gennemføres i Det Forenede Kongerige, og de er derfor underlagt parlamentariske undersøgelser. Når Constitutional Reform and Governance Act 2010 (loven om forfatningsreform og regeringsførelse fra 2010) træder i kraft, kan en traktat ikke ratificeres, medmindre a) en minister først har forelagt en kopi af traktaten for parlamentet, b) traktaten er blevet offentliggjort, og c) parlamentets kamre efter 21 mødedage ikke har besluttet, at traktaten ikke skal ratificeres.
Når der opstår konflikter mellem de forskellige retskilder, er domstolene det primære forum til løsning af dem. Tvister vedrørende fortolkningen af lovgivningen kan også løses af domstolene. Eftersom der ikke findes nogen grundlov i Det Forenede Kongerige, er det ikke muligt at få prøvet en lov vedtaget af parlamentet med den begrundelse, at den er "grundlovsstridig". I den forfatningsretlige doktrin om "parlamentarisk suverænitet" hedder det, at Det Forenede Kongeriges parlament er den øverste lovgivende magt i den forstand, at parlamentet kan udarbejde og ophæve en hvilken som helst lov, og at ingen kan ophæve eller gøre indsigelse mod gyldigheden af en lov vedtaget af parlamentet.
Doktrinen om parlamentarisk suverænitet begrænses imidlertid af Det Forenede Kongeriges medlemskab af EU. I kraft af EU-loven af 1972 udgør EU-lovgivningen en del af lovgivningen i England og Wales (og Skotland og Nordirland). National lovgivning skal fortolkes sådan, at den så vidt muligt er forenelig med EU-lovgivningen.
Menneskerettighedsloven af 1998, der indføjede den europæiske konvention om menneskerettigheder i britisk lovgivning, giver domstolene flere beføjelser til at sætte spørgsmålstegn ved love vedtaget af parlamentet. Fortolkningen af national lovgivning skal så vidt muligt være forenelig med rettighederne i konventionen.
Domstolenes afgørelser, og især appeldomstolenes, spiller en vigtig rolle i udviklingen af lovgivningen. Ikke alene træffer de bindende afgørelser vedrørende fortolkningen af lovgivningen, men de danner også grundlag for common law, der er afledt af domstolsafgørelser i tidligere sager (eller retspraksis).
For så vidt angår, hvilke domstolsafgørelser der binder andre domstole, er det generelle princip, at domstolen er bundet af tidligere afgørelser truffet af en højere domstol.
I forbindelse med EU-lovgivning er EU-domstolen den højeste myndighed. Overhusdommerne i Overhuset har fungeret som øverste retsinstans i Det Forenede Kongerige, men de blev erstattet af den nye højesteret den 1. oktober 2009. De tidligere overhusdommere blev de første dommere i højesteret, og senioroverhusdommeren blev udnævnt til højesteretspræsident.
Primær lovgivning udarbejdes af Det Forenede Kongeriges parlament i London. Inden et lovforslag bliver til en lov vedtaget af parlamentet, skal det godkendes af begge parlamentets kamre: Underhuset og Overhuset. Nedenstående trin gennemgås i begge kamre:
Når et lovforslag har været igennem begge kamre, sendes det tilbage til Underhuset (hvor det startede), for at Overhusets ændringer kan vurderes.
Begge kamre skal være enige om den endelige tekst. Lovforslaget kan sendes frem og tilbage mellem de to kamre mange gange, før der opnås enighed om teksten til lovforslaget. Når dette sker, skal regenten stadfæste lovforslaget.
Primær lovgivning udarbejdes også af Wales' nationalforsamling. Inden et lovforslag bliver til national lov, skal det behandles og vedtages af nationalforsamlingen og stadfæstes af regenten. En lov vedtaget af forsamlingen fuldbyrdes på alle områder i Wales, hvor det er relevant.
Behandlingen i forsamlingen af et lovforslag fra regeringen består normalt af en proces i fire trin:
Trin 1: behandling i et eller flere udvalg af det overordnede princip i et lovforslag eller en foranstaltning og opnåelse af enighed i forsamlingen om de overordnede principper.
Trin 2: detaljeret behandling i et udvalg af et lovforslag eller en foranstaltning og eventuelle ændringsforslag fremsat af forsamlingens medlemmer.
Trin 3: detaljeret behandling i forsamlingen af lovforslaget eller foranstaltningen og eventuelle ændringsforslag fremsat af forsamlingens medlemmer. Presiding Officer (formanden) afgør, hvilke ændringsforslag der skal behandles i forsamlingen.
Trin 4: afstemning i forsamlingen med henblik på vedtagelse af den endelige tekst i lovforslaget eller foranstaltningen.
Når et lovforslag har været gennem alle de parlamentariske trin i Det Forenede Kongeriges parlament eller Wales' nationalforsamling, skal regenten stadfæste lovforslaget, hvorefter det bliver til lov. Foranstaltninger i Wales' nationalforsamling skal godkendes af dronningen.
Primær lovgivning kan generelt kun ændres eller ophæves af ny primær lovgivning. Der findes imidlertid undtagelser, hvor visse ændringer og ophævelser kan gennemføres ved hjælp af bekendtgørelser. Dette omfatter gennemførelse af EU-forpligtelser eller en lovgivningsmæssig reform, der reducerer eller eliminerer regelbyrder. Sådanne bekendtgørelser skal imidlertid godkendes af begge kamre, inden de udarbejdes.
Primær lovgivning træder i kraft i overensstemmelse med de ikrafttrædelsesbestemmelser, der er indeholdt i loven eller foranstaltningen. I loven eller foranstaltningen kan der være angivet en specifik dato for dens ikrafttræden. Dette kan være øjeblikkeligt efter regentens stadfæstelse af loven, på en bestemt dato (generelt mindst to måneder efter regentens stadfæstelse) eller på en dato, der skal specificeres af ministeren eller ministeriet i form af en ikrafttrædelsesbekendtgørelse. Der kan være forskellige datoer for forskellige bestemmelser i en lov.
Ikrafttrædelsesdatoen for sekundær lovgivning angives generelt i selve bekendtgørelsen. Undtagelsesvis offentliggøres ikrafttrædelsesdatoen i en meddelelse i den officielle tidende (London Gazette).
Legislation.gov.uk, som forvaltes af National Archives, er det officielle websted for lovgivning i Det Forenede Kongerige.
Legislation.gov.uk giver adgang til Det Forenede Kongeriges lovgivning i alle retsområder (England, Skotland, Wales og Nordirland). Webstedet indeholder al generel lovgivning fra 1988 og frem til i dag, hovedparten af den primære lovgivning frem til 1988, både de oprindelige og ændrede udgaver, og et bredt udvalg af sekundær lovgivning fra 1948 og frem, hvis denne lovgivning stadig er gældende.De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Denne side indeholder oplysninger om lovgivning og juridiske databaser i Det Forenede Kongerige, hvad angår det nordirske område.
De primære retskilder i Nordirland er:
Primær lovgivning, eller love vedtaget af parlamentet, udstedes af det britiske parlament i London og gælder i hele Det Forenede Kongerige eller dele deraf. Det britiske parlament har ligeledes godkendt uddelegeringen af lovgivningsbeføjelser til regionale parlamenter og forsamlinger, som kan udstede primær lovgivning på en begrænset række emneområder for deres regioner. Anden primær lovgivning kan udstedes af regenten i forskellige former, såsom ministerielle bekendtgørelser, proklamationer, kongelige retskendelser, kongelige instruktioner, forskrifter og såkaldte "åbne kongelige skrivelser" (litterae patentes).
Sekundær lovgivning udstedes i henhold til beføjelser, der er lovbestemte eller tildelt af Hendes Majestæt, en minister, en afdeling (et ministerium), Nordirlands regering (Northern Ireland executive) eller andre organer eller personer. Denne lovgivning omtales også som administrative retsforskrifter eller sekundær lovgivning, og den af en lovgivende forsamling vedtagne lov, der tildeler beføjelserne, kaldes bemyndigelsesloven eller hovedloven. Sekundær lovgivning kan hedde mange forskellige ting, såsom ministerielle bekendtgørelser, forskrifter og regler, og under et kaldes de "bekendtgørelser" eller "lovbestemte regler".
I Nordirland omfatter lovgivningen love (acts eller statutes), som kan være love vedtaget af Det Forenede Kongeriges parlament, det nordirske parlament (1921-1972) eller Nordirlands nationalforsamling i Belfast. I perioder er magtdelegeringen til regeringen i Nordirland blevet suspenderet, og en stor del af lovgivningen blev da vedtaget i form af ministerielle bekendtgørelser, som teknisk set er sekundær lovgivning, men som anvendes som primær lovgivning. Lovgivningen i Nordirland omfatter også lovbestemte regler – sekundær eller underordnet lovgivning – vedtaget med hjemmel i en lov vedtaget af Det Forenede Kongeriges parlament, en ministeriel bekendtgørelse eller en lov vedtaget af Nordirlands nationalforsamling.
Beføjelserne til at indgå internationale traktater på vegne af Det Forenede Kongerige ligger hos staten, dvs. regenten alene, der handler på vegne af den britiske regering. Det britiske parlament spiller ikke nogen formel rolle ved udarbejdelsen af traktater, men når traktaten kræver en ændring af den britiske lovgivning eller bevilling af offentlige midler, stemmer parlamentet på normal vis. I forbindelse med EU-traktater kræves der ny lovgivning, for at de kan gennemføres i Det Forenede Kongerige, og de er derfor genstand for parlamentarisk behandling. I § 20-25 i loven om forfatningsmæssig reform og forvaltning (Constitutional Reform and Governance Act 2010), der trådte i kraft den 11. november 2010, bestemmes det, at en traktat ikke kan ratificeres, medmindre a) en minister først har fremlagt en kopi af traktaten for parlamentet, b) traktaten er blevet offentliggjort, og c) der er gået 21 mødedage, uden at hverken Overhuset eller Underhuset har besluttet, at traktaten ikke skal ratificeres.
Når der opstår konflikter mellem de forskellige retskilder, er domstolene det primære forum til at løse dem. Tvister vedrørende fortolkningen af lovgivningen kan også løses af domstolene. Eftersom der ikke findes nogen grundlov i Det Forenede Kongerige, er det ikke muligt at få prøvet en lov vedtaget af parlamentet med den begrundelse, at den er "grundlovsstridig". I den forfatningsretlige doktrin om "parlamentarisk suverænitet" hedder det, at det britiske parlament er den øverste lovgivende magt i den forstand, at parlamentet kan vedtage og ophæve en hvilken som helst lov, og at ingen kan ophæve eller gøre indsigelse mod gyldigheden af en lov vedtaget af parlamentet.
Doktrinen om parlamentarisk suverænitet begrænses imidlertid af Det Forenede Kongeriges medlemskab af EU. I kraft af EU-loven af 1972 udgør EU-retten en del af lovgivningen i Nordirland. National lovgivning skal fortolkes sådan, at den så vidt muligt er forenelig med EU-retten.
Menneskerettighedsloven af 1998, der inkorporerede den europæiske konvention om menneskerettigheder i britisk lovgivning, giver domstolene flere beføjelser til at foretage en prøvelse af love vedtaget af parlamentet. Fortolkningen af national lovgivning skal så vidt muligt være forenelig med rettighederne i konventionen.
Domstolenes afgørelser, og især appeldomstolenes, spiller en vigtig rolle i udviklingen af lovgivningen. Ikke alene træffer de bindende afgørelser vedrørende fortolkningen af lovgivningen, men de danner også grundlag for common law, de retsregler, der er afledt af domstolsafgørelser i tidligere sager (eller retspraksis). Det generelle princip er, at en domstol er bundet af tidligere afgørelser truffet af en højere domstol. I forbindelse med EU-retten er EU-Domstolen den højeste myndighed. Overhusdommerne i Overhuset har fungeret som højesteret i Det Forenede Kongerige. De blev erstattet af den nye højesteret – Supreme Court – den 1. oktober 2009. De tidligere overhusdommere blev dommere i højesteretten, og senioroverhusdommeren blev højesteretspræsident.
Primær lovgivning udarbejdes af det britiske parlament i London. Inden et lovforslag bliver til lov vedtaget af parlamentet, skal det godkendes af begge kamre: Underhuset og Overhuset. Nedenstående trin gennemgås i begge kamre:
Når et lovforslag har været igennem begge kamre, sendes det tilbage til Underhuset (hvor det startede), for at Overhusets ændringsforslag kan behandles.
Begge kamre skal være enige om den endelige tekst. Lovforslaget kan sendes frem og tilbage mellem de to kamre mange gange, før der opnås enighed om teksten til lovforslaget. Når dette sker, skal regenten stadfæste lovforslaget.
I Nordirlands forsamling foregår en lignende proces (fremlæggelse af lovforslag, behandling, debat og afstemning), selv om der kun er et enkelt kammer i forsamlingen. Ministre, udvalg og de enkelte medlemmer kan udarbejde et lovforslag og fremlægge det for forsamlingens formand (speaker) til behandling i forsamlingen. Hvis formanden finder det godtgjort, at forslagene falder ind under forsamlingens kompetence, fremlægges og debatteres lovforslaget i forsamlingen. Derefter henvises det til det relevante lovudvalg til nærmere undersøgelse. Udvalget afleverer en redegørelse til forsamlingen, så medlemmerne kan behandle forslaget i detaljer og fremsætte ændringsforslag. Derefter går det til yderligere behandling i forsamlingen, og der skrides til endelig afstemning.
Når et lovforslag har været igennem alle de parlamentariske trin i Nordirlands forsamling, skal regenten stadfæste lovforslaget, hvorefter det bliver til lov.
Primær lovgivning kan generelt kun ændres eller ophæves af ny primær lovgivning. Der findes imidlertid undtagelser, hvor visse ændringer og ophævelser kan gennemføres ved hjælp af bekendtgørelser, dvs. hvis de omfatter gennemførelse af EU-forpligtelser eller en lovgivningsmæssig reform, der reducerer eller fjerner byrdefuld regulering. Sådanne bekendtgørelser skal imidlertid godkendes af begge kamre, inden de kan udarbejdes.
Primær lovgivning træder i kraft i overensstemmelse med de ikrafttrædelsesbestemmelser, der er indeholdt i loven eller foranstaltningen. I loven eller foranstaltningen kan der være angivet en specifik dato for dens ikrafttræden. Dette kan være øjeblikkeligt efter regentens stadfæstelse af loven, på en bestemt dato (generelt mindst to måneder efter regentens stadfæstelse) eller på en dato, der skal fastsættes af ministeren eller ministeriet i form af en ikrafttrædelsesbekendtgørelse. Der kan være forskellige datoer for forskellige bestemmelser i en lov.
Ikrafttrædelsesdatoen for sekundær lovgivning angives generelt i selve bekendtgørelsen. Undtagelsesvis offentliggøres ikrafttrædelsesdatoen i en meddelelse i de officielle tidender (London eller Belfast Gazette)..
Der findes en række juridiske databaser.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Denne side indeholder oplysninger om lovgivning og juridiske databaser i Det Forenede Kongerige, med særlig henvisning til den skotske retskreds.
De primære retskilder i Det Forenede Kongeriges skotske retsområde er:
Primær lovgivning, eller love vedtaget af parlamentet, udarbejdes af det britiske parlament i London og gælder for hele Det Forenede Kongerige eller dele deraf. Det britiske parlament har ligeledes godkendt delegation af lovgivningsbeføjelser (devolution of legislative powers) til de decentrale parlamenter og forsamlinger, som kan udstede primær lovgivning på en begrænset række områder, der er gældende på deres respektive territorier. Anden primær lovgivning kan udfærdiges af regenten inden for rammerne af dennes prærogativer, og denne lovgivning kan antage former, såsom Orders in Council, proclamations, royal warrants, royal instructions, regulations og letters patent (kongelige anordninger).
Sekundær lovgivning udstedes med hjemmel i beføjelser, der er tildelt af Dronningen i Statsråd (Her Majesty in Council), ministre, departementer (ministerier), skotske ministre eller andre organer eller personer. Denne lovgivning kaldes også delegeret lovgivning, og den retsforskrift, hvorved hjemmelen tildeles, betegnes bemyndigelsesloven eller hovedloven. Sekundær lovgivning kan have mange betegnelser såsom Orders in Council, Regulations eller Rules, og under et kaldes (almindelige) anordninger eller skotske anordninger.
Ved Scotland Act 1998 blev der skabt hjemmel for og uddelegeret beføjelser til det skotske parlament i Edinburgh. Det separate parlament, som blev nedlagt, da Skotland blev forenet med England og Wales i 1707, blev (efter en folkeafstemning) derved genoprettet i Skotland. Da Skotland imidlertid fortsat er en del af Det Forenede Kongerige, har det britiske parlament stadig lovgivningsbeføjelser inden for visse områder. Skotlands parlament kan vedtage primær lovgivning på de områder, der blev overdraget til parlamentet i medfør af ovennævnte lov (og Scotland Act 2012). Disse områder omfatter: sundhed, uddannelse, lokalforvaltning, socialt arbejde, boligforhold, planlægning, turisme og økonomisk udvikling, visse transportanliggender, retsvæsen, frihedsrettigheder og sikkerhedsspørgsmål, herunder de fleste privat- og strafferetlige aspekter, politi- og brandmyndigheder, en lang række miljøspørgsmål, landbrug og fiskeri, sport og kunst samt opfyldelse af internationale forpligtelser inden for de decentraliserede områder. Ved Scotland Act 2012 blev disse beføjelser udstrakt til også at gælde for visse dele af skatteområdet. Skotske anordninger kan ligeledes udstedes af de skotske ministre i medfør af de beføjelser, der er tildelt i love vedtaget af Det Forenede Kongeriges parlament eller i love vedtaget af Skotlands parlament.
Kompetencen til at indgå internationale traktater på vegne af Det Forenede Kongerige ligger formelt hos regenten (the Sovereign under the Royal Prerogative), idet regenten undertegner sådanne traktater efter indstilling fra den britiske regering. Det britiske parlament spiller efter den nugældende retstilstand ingen formel rolle ved udarbejdelsen af traktater, men når en traktat nødvendiggør en ændring af den britiske lovgivning eller er betinget af offentlige bevillinger, følges den almindelige parlamentariske lovgivningsprocedure. EU-traktater kan kun gennemføres i Det Forenede Kongerige ved lov og behandles derfor af parlamentet. Når Constitutional Reform and Governance Act 2010 træder i kraft, kan en traktat ikke ratificeres, medmindre a) en minister først har fremlagt traktaten for parlamentet, b) traktaten er blevet offentliggjort, og c) hverken Over- eller Underhuset efter en periode på 21 dage har besluttet, at traktaten ikke skal ratificeres.
Når der opstår konflikter mellem de forskellige retskilder, er domstolene det primære forum til løsning af dem. Tvister vedrørende fortolkningen af lovgivningen kan også løses af domstolene. Eftersom der ikke findes nogen grundlov i Det Forenede Kongerige, er det ikke muligt at få prøvet en lov vedtaget af parlamentet med den begrundelse, at den er "grundlovsstridig". I den forfatningsretlige doktrin om "parlamentarisk suverænitet" hedder det, at det britiske parlament er den øverste lovgivende magt i den forstand, at parlamentet kan vedtage og ophæve en hvilken som helst lov, og at intet andet organ kan ophæve eller drage gyldigheden af en lov vedtaget af parlamentet i tvil.
Doktrinen om parlamentarisk suverænitet begrænses imidlertid af Det Forenede Kongeriges medlemskab af EU. I kraft af tiltrædelsesakten af 1972 udgør EU-lovgivningen en del af lovgivningen i England og Wales (og Skotland og Nordirland). National lovgivning skal fortolkes sådan, at den så vidt muligt er forenelig med EU-lovgivningen.
Menneskerettighedsloven af 1998, hvorved den europæiske konvention om menneskerettigheder blev inkorporeret i Det Forenede Kongeriges lovgivning, giver domstolene flere beføjelser til at efterprøve love vedtaget af parlamentet. National lovgivning skal vidt muligt fortolkes i overensstemmelse med rettighederne i konventionen.
Domstolenes afgørelser, og især appeldomstolenes, spiller en vigtig rolle i udviklingen af gældende ret. Ikke alene træffer de bindende afgørelser vedrørende fortolkningen af lovgivningen, men de ligger også til grund for common law, der er afledt af domstolsafgørelser i tidligere sager (retspraksis). Det almindelige princip er, at en ret generelt er bundet af tidligere afgørelser truffet af en højere ret. I forbindelse med EU-lovgivning er EU-Domstolen den højeste myndighed. High Court of Justiciary er den øverste strafferetlige instans i Skotland, mens Law Lords i Overhuset har fungeret som den øverste civilretlige instans i Skotland. De blev imidlertid erstattet af Supreme Court (højesteret) den 1. oktober 2009.
Primær lovgivning udarbejdes af det britiske parlament i London. Inden et lovforslag bliver til en lov vedtaget af parlamentet, skal det godkendes af begge kamre i parlamentet: Underhuset og Overhuset. Nedenstående trin gennemgås i begge kamre:
Når et lovforslag har været igennem begge kamre, sendes det tilbage til Underhuset (hvorfra det hidrørte), for at Overhusets ændringsforslag kan behandles.
Begge kamre skal være enige om den endelige ordlyd. Lovforslaget kan sendes frem og tilbage mellem de to kamre mange gange, før der opnås enighed om lovforslagets indhold. Når dette sker, skal regenten stadfæste lovforslaget.
I Skotlands parlament foregår en lignende proces, der omfatter fremlæggelse af lovforslag, behandling, debat og afstemning, selv om der kun er et enkelt kammer i parlamentet. Der er tre trin:
Når et lovforslag har været gennem alle de parlamentariske trin i Det Forenede Kongeriges eller Skotlands parlament, skal regenten stadfæste lovforslaget (Royal Assent), hvorefter det ophøjes til lov. I Skotland kan Attorney General og Solicitor General inden for en periode på fire uger gøre indsigelse mod lovforslaget, hvis forslaget efter deres opfattelse ligger uden for det skotske parlaments lovgivningsbeføjelser.
Primær lovgivning kan generelt kun ændres eller ophæves af ny primær lovgivning. Der er imidlertid undtagelser, hvor visse ændringsforslag og ophævelser kan gennemføres ved hjælp af anordninger, dvs. hvis de gennemfører EU-forpligtelser eller en lovgivningsreform, der reducerer eller fjerner byrdefuld regulering. Sådanne anordninger (Orders) skal imidlertid godkendes af begge kamre, inden de kan udarbejdes.
Primær lovgivning træder i kraft i overensstemmelse med de ikrafttrædelsesbestemmelser, der findes i loven. I loven kan der være angivet en specifik ikrafttrædelsesdato. Dette kan være øjeblikkeligt efter regentens stadfæstelse af loven, på en bestemt dato (generelt mindst to måneder efter regentens stadfæstelse) eller på en dato, der skal fastsættes af ministeren eller ministeriet i en ikrafttrædelsesbekendtgørelse (Commencement Order). Der kan gælde forskellige ikrafttrædelsesdatoer for forskellige bestemmelser i loven.
Ikrafttrædelsesdatoen for sekundær lovgivning angives almindeligvis i selve anordningen. Undtagelsesvis offentliggøres ikrafttrædelsesdatoen i en meddelelse i de officielle tidender (London Gazette eller Edinburgh Gazette).
Der findes en række juridiske databaser.
Selv om man kan få adgang til al skotsk lovgivning på OPSI's websted, findes al skotsk primær og sekundær lovgivning, der er vedtaget og udarbejdet siden decentraliseringen i 1999, også på webstedet for Office of the Queen's Printer for Scotland. Der er gratis adgang til lovgivningen.
Legislation.gov.uk, der omfatter webstederne for både OPSI og Statute Law Database, og som erstatter lovgivning offentliggjort på webstedet for Office of the Queen's Printer for Scotland, er det officielle websted for al lovgivning i Det Forenede Kongerige.
Office of Public Sector Information (OPSI), Statute Law Database, legislation.gov.uk, Office of the Queen's Printer for Scotland
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.