Indholdet er leveret af
Tyskland
Hvor kan man henvende sig?
Der findes adskillige organisationer, der tilbyder mediatíonstjenester. Her nævnes der nogle større organisationer (ikke udtømmende liste):
- Bundes-Arbeitsgemeinschaft für Familien-Mediation e.V. (BAFM: Spichernstr. 11, 10777 Berlin)
- Bundesverband Mediation e.V. (BM: Wittestr. 30K, 13509 Berlin)
- Bundesverband Mediation in Wirtschaft und Arbeitswelt e.V. (BMWA: Prinzregentenstr. 1, 86150 Augsburg)
- Centrale für Mediation GmbH & Co.KG (CfM: Gustav-Heinemann-Ufer 58, 50968 Köln)
- Tysklands advokatsammenslutning (Arbeitsgemeinschaft Mediation im Deutschen Anwaltverein, Littenstraße 11, 10179 Berlin)
- Mægling i forbindelse med internationale fadderskabssager e.V. (MiKK: Fasanenstraße 12, 10623 Berlin)
Disse sammenslutninger kan hjælpe parter, som ønsker at bruge en mediator, med at finde en sådan.
På hvilke områder er mediation mulig og/eller mest brugt?
Generelt er mediation mulig på alle områder, hvor det er tilladt at løse tvister og andre problemer uden at gå rettens vej. Mediatorer anvendes hyppigst i familie- og arveretlige sager samt i handelstvister.
Skal der følges særlige regler?
Den 26. juli 2012 trådte mediationsloven (artikel 1 i lov om fremme af mediation og andre metoder inden for udenretslig bilæggelse af konflikter af 21. juli 2012, tysk forbundslovtidende I s. 1577) i kraft i Tyskland. Dermed er mediation for første gang reguleret ved lov i Tyskland. Desuden betyder loven, at EU-direktivet om mediation gennemføres (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF af 21. maj 2008 om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område, EUT L 136 af 24.5.2008, s. 3). Mediationsloven går videre end kravene i EU-direktivet. Direktivet gælder kun for grænseoverskridende tvister på det civil- og handelsretlige område, hvorimod mediationsloven gælder for alle former for mediation, der gennemføres i Tyskland, uafhængigt af tvistens art og parternes bopæl.
Den tyske mediationslov fastlægger kun overordnede principper. Mediatorer og parter skal have et stort spillerum ved gennemførelsen af en mediation. Loven definerer for det første begreberne „mediation“ og „mediator“ for at afgrænse mediation i forhold til andre konfliktløsningsmetoder. Dernæst er mediation en struktureret metode, hvor parterne med hjælp fra en eller flere mediatorer frivilligt og på eget ansvar tilstræber at aftale at bilægge deres konflikt. Mediatorer er uafhængige og neutrale personer, som ikke har beføjelse til at træffe afgørelser, og som leder parterne gennem mediationen. Man har undladt at fastsætte detaljerede processuelle regler om gennemførelse af mediationer. Derimod er der fastlagt forskellige forpligtelser med hensyn til afgivelse af erklæring om økonomiske forhold samt restriktioner med hensyn til beskæftigelse eller virksomhed for at sikre mediatorernes uafhængighed og neutralitet. Desuden er mediatorernes og disses medhjælperes tavshedspligt udtrykkeligt lovbestemt.
I de enkelte proceslove (bl.a. lov om civil retspleje) er der forskellige incitamenter til fremme af aftaler om bilæggelse af konflikter. Ved indlevering af stævning skal parterne således fremover forklare for civilretterne, om de har forsøgt at bilægge konflikten udenretligt, f.eks. via mediation, og om der efter deres mening er noget til hinder for en sådan fremgangsmåde. Desuden kan retten foreslå parterne mediation eller anden fremgangsmåde til udenretlig bilæggelse af konflikten og, hvis parterne følger dette forslag, bestemme, at sagen skal udsættes. For øjeblikket er der ikke planer om retshjælp i forbindelse med mediation. Det fremgår af retsplejelovens § 278, stk. 5, at retten kan henvise parterne til en dertil uddannet retsmægler (Güterichter), der dog ikke har beføjelse til at afgøre tvisten. Retsmægleren kan benytte alle metoder til tvistbilæggelse, herunder mediation.
Den tyske regering efterkom med sin redegørelse af 20. juli 2017 sin lovbestemte forpligtelse til fem år efter lovens ikrafttræden at orientere forbundsdagen om lovens virkning. Redegørelsen kan tilgås her. I redegørelsen anføres det, at mediation endnu ikke benyttes i et sådant omfang i Tyskland, som man kunne ønske sig. Redegørelsen giver ikke umiddelbart anledning til lovgivningsmæssige foranstaltninger. Den tyske regering vil dog på grundlag af redegørelsen se på, hvordan lovens formål om at fremme mediation bedre kan opnås.
Information og uddannelse
Almindelige oplysninger kan findes på Forbundsministeriet for retlige anliggender og forbrugerbeskyttelses hjemmeside.
Der er ikke foreskrevet nogen bestemt uddannelses- og erhvervsbeskrivelse for mediatorer. Heller ikke adgangen til erhvervet som mediator er begrænset. En mediator er selv ansvarlig for via egnet uddannelse og videreuddannelse at sikre, at han eller hun råder over den viden og erfaring, der skal til for at kunne give parterne en sagkyndig vejledning under mediationen. Loven fastlægger, hvilke kundskaber, kompetencer og metoder en egnet uddannelse generelt bør bibringe. Enhver, der opfylder disse krav, må nedsætte sig som mediator. Der er ingen krav om minimumsalder eller en bestemt grunduddannelse med afsluttet universitetseksamen.
Justitsministeriet har udnyttet sin beføjelse til at udstede en bekendtgørelse med titlen "bekendtgørelse om (efter)uddannelse af autoriserede mediatorer" (Verordnung über die Aus- und Fortbildung von zertifizierten Mediatoren) og deri fastsat nærmere bestemmelser om uddannelsen til autoriseret mediator og dennes videreuddannelse samt krav til de relevante (efter)uddannelsesinstitutioner.
Der er ikke planer om nogen formel fremgangsmåde.
Uddannelse til mediator udbydes af sammenslutninger, universiteter, virksomheder og enkeltpersoner.
Hvad koster mediation?
Mediation er ikke gratis, og mediatorens vederlag aftales mellem den private mediator og sagens parter.
Der er ingen regulering af gebyrer for mediation og heller ingen statistik over omkostninger. Et realistisk skøn over et gebyr til en mediator er 80-250 EUR pr. time.
Kan mediationsaftaler fuldbyrdes?
Sådanne aftaler kan i princippet erklæres eksigible af en advokat (der betragter det som et forlig) eller af en notar (hvorefter det anses for at være en offentlig notarakt, jf. retsplejelovens §§ 796a - 796c, 794, stk. 1, nr. 5).
Andre relevante links
Forbundsrepublikkens familiemediationssammenslutning
Forbundsrepublikkens mediationssammenslutning
Forbundsrepublikkens mediationssammenslutning for erhverv og arbejdsmiljø
Sidste opdatering:
14/01/2022
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.