Mediation i EU-landene

Rumænien

I stedet for at gå rettens vej kan parterne ofte løse tvister gennem mediation. Dette er en form for alternativ konfliktløsning, hvor en mediator hjælper parterne med at nå til enighed. Både staten og advokaterne i Rumænien er opmærksomme på fordelene ved mediation.

Indholdet er leveret af
Rumænien

Hvem kontakter man?

Mediationsrådet, der blev oprettet ved lov 192/2006 om mediation, har ansvaret for at føre tilsyn med mediation i Rumænien.  Det er en selvstændig retlig enhed, der handler i offentlighedens interesse og har hovedkontor i Bukarest.

Lov 192/2006 indeholder de lovgivningsmæssige rammer for indførelse af mediation og for udøvelse af hvervet som mediator.

Medlemmerne af mediationsrådet vælges af mediatorerne og godkendes af det rumænske justitsministerium.

Mediationsrådets hovedansvar er at træffe beslutninger på følgende områder:

  • at fastsætte uddannelsesnormer på mediationsområdet på grundlag af god international praksis og føre tilsyn med, at mediatorerne overholder dem
  • at autorisere mediatorer og vedligeholde og ajourføre listen over mediatorer
  • at godkende uddannelsesprogrammer for mediatorer
  • at vedtage etiske regler og adfærdskodeks for autoriserede mediatorer samt reglerne for deres disciplinære ansvar
  • at vedtage regler for mediationsrådets opbygning og funktion
  • at fremsætte forslag til ændring eller koordinering af lovgivningen om mediation.

Kontaktoplysninger for mediationsrådet:

Adresse: Str. Cuza Vodă, 64, sector 4, Bukarest

Telefon: 004 021 315 25 28, 004 021 330 25 60, 004 021 330 25 61

Fax: 004 021 330 25 28

E-mailadresser: secretariat@cmediere.ro , Consiliul_de_mediere@yahoo.com

Det nationale register for faglige sammenslutninger af mediatorer

Mediationsrådet har oprettet det nationale register for faglige sammenslutninger af mediatorer. Dette register indeholder en liste over ikke-statslige organisationer, der arbejder for at fremme mediation og repræsenterer mediatorers faglige interesser.

Nedenstående liste omfatter faglige sammenslutninger, der er aktive inden for mediationstjenester:

Mediatorpanelet

I overensstemmelse med artikel 12 i lov 192/2006 er autoriserede mediatorer registreret i "Mediatorpanelet", der forvaltes af mediationsrådet og offentliggøres i den rumænske lovtidende, del I.

Der er også adgang til "Mediatorpanelet" fra mediationsrådets og justitsministeriets officielle websteder.

Listen over autoriserede mediatorer indeholder oplysninger om:

  • deres medlemskab af faglige sammenslutninger
  • den institution, hvor de har taget deres eksamen 
  • det mediationsuddannelsesprogram, de har fulgt
  • de sprog, de kan yde mediationstjenester på
  • deres kontaktoplysninger.

Personer, der er interesserede i at løse deres konflikt gennem mediation, kan kontakte en mediator senest en måned efter datoen for offentliggørelse af "mediatorpanelet" (listen) i domstolenes lokaler og på justitsministeriets websted.

Mediationsrådet er retligt forpligtet til mindst en gang om året at opdatere mediatorpanelet (listen) og meddele opdateringer til domstolene, de lokale forvaltningsmyndigheder og justitsministeriet.

På hvilket område er mediation mulig og/eller mest brugt?

I henhold til artikel 2 i lov 192/2006 må parterne søge mediation i konflikter i civil- eller strafferetlige sager, familieanliggender og på andre retsområder, der er omfattet af lovbestemmelser. Forbrugertvister og andre tvister, der er omfattet af rettigheder, man kan give afkald på, kan også løses gennem mediation. Dog kan sager vedrørende personlige rettigheder og rettigheder, man ikke kan give afkald på, ikke gøres til genstand for mediation.

Skal der følges særlige regler?

Det er frivilligt at benytte mediation. Parterne er ikke forpligtede til at søge mediation, og de kan når som helst fravælge mediation. Det står med andre ord parterne frit for når som helst at søge andre konfliktløsningsmåder, som retssag eller voldgift. Interesserede kan kontakte en mediator, før de går rettens vej og også under en retssag.

I henhold til forskellige nationale lovbestemmelser på mediationsområdet skal dommerne dog i visse tilfælde informere parterne om muligheden for at vælge mediation og om fordelene ved det. I andre tilfælde tilbydes parter, der vælger mediation eller andre alternative konfliktløsningsmodeller, en række finansielle incitamenter.

Den 17. februar 2007 godkendte mediationsrådet de etiske regler og adfærdskodeksen for mediatorer.  Kodeksen er bindende for alle mediatorer, der indgår i mediatorpanelet.

Information og uddannelse

Mediationsrådets websted er den vigtigste kilde til information om mediation i Rumænien.

Uddannelse i mediation udbydes kun af den private sektor, men mediationsrådet er ansvarligt for godkendelsen af kursusudbydere for at sikre, at alle kurser giver uddannelse af samme standard.

Der kan også ses en liste over uddannelsesudbyderemediationsrådets officielle websted.

Der gennemføres regelmæssigt uddannelseskurser. Et uddannelsesprogram for mediatorernes grunduddannelseskursus (80 timer) er i øjeblikket på plads.  Programmet omfatter læringsmål, færdigheder, der skal være udviklet ved programmets afslutning, samt evalueringsmetoder. De otte udbydere, som mediationsrådet har godkendt, er ansvarlige for at udvikle støttemateriale og øvelser, der følger rammerne i det nationale uddannelsesprogram.

Hvad koster mediation?

Mediation er ikke gratis, og mediatorens vederlag aftales mellem den private mediator og sagens parter.

I øjeblikket giver hverken lokale eller nationale myndigheder juridisk eller finansiel støtte til levering af mediationstjenester.

Kan en mediationsaftale fuldbyrdes?

I henhold til direktiv 2008/52/EF skal det være muligt at anmode om, at indholdet af en skriftlig aftale, der er resultatet af en mediation, fuldbyrdes. De enkelte medlemsstater meddeler Kommissionen, hvilke domstole eller andre myndigheder der er kompetente til at modtage anmodningerne.

Rumænien har endnu ikke oplyst dette.

Sidste opdatering: 10/06/2013

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.