

Sagsøger skal føre bevis for de faktiske omstændigheder, der understøtter hans eller hendes påstand, og sagsøgte for de faktiske omstændigheder, han eller hun påberåber sig i sit forsvar. En part, der undlader at føre bevis, risikerer, at de faktiske omstændigheder, han eller hun gør gældende, ikke bliver taget i betragtning.
En indrømmet faktisk omstændighed skal ikke bevises. Derudover skal almindeligt kendte faktiske omstændigheder eller omstændigheder, som retten kender til ex officio, generelt ikke bevises. Det er naturligvis muligt at fremlægge modbeviser.
Der findes blot en bestemmelse herom i lovgivningen, i henhold til hvilken retten omhyggeligt skal vurdere alle de faktiske omstændigheder, der er redegjort for, og træffe afgørelse om, hvad der skal opfattes som værende sandt i sagen. I Finland anvendes princippet om fri vurdering af beviser. Det gælder således om at fremlægge overbevisende bevismateriale for retten.
I praksis skal de interesserede parter selv fremskaffe de bevismidler, de ønsker at gøre gældende. Ifølge loven kan retten også beslutte selv at fremskaffe bevismateriale. Den kan imidlertid ikke selv tage initiativ til mod de to parters vilje at føre nye vidner eller fremskaffe dokumenter, hvis sagen er af en sådan karakter, at den kunne bilægges uden rettens medvirken.
I visse sager, f.eks. sager om faderskab, har retten pligt til at sikre, at alt nødvendigt bevismateriale fremskaffes.
Bevisoptagelsen finder sted under sagens behandling.
Retten kan afslå en sådan begæring, f.eks. hvis bevismaterialet er irrelevant, hvis sagen allerede er tilstrækkeligt belyst i denne henseende, eller hvis begæringen indgives for sent.
De forskellige bevismidler omfatter høring af de interesserede parter, vidner og sagkyndige, fremlæggelse af skriftligt bevismateriale og erklæringer fra sagkyndige samt undersøgelser.
Hvad vurderingen angår, er der ingen forskel på mundtlig afhøring af et vidne eller en sagkyndig og fremlæggelse af en skriftlig erklæring fra en sagkyndig. Domstolene accepterer derimod ikke skriftlige erklæringer fra vidner.
Nej, retten er frit stillet med hensyn til vurderingen af bevismaterialet.
Nej.
Generelt kan vidner ikke nægte at afgive vidneforklaring.
En parts ægtefælle, partner og slægtninge i ret opstigende eller nedstigende linje, en parts søskende og deres ægtefæller samt en parts adoptivforældre og adoptivbørn har ret til at nægte at afgive vidneforklaring. Derudover er der i loven fastsat andre tilfælde, hvor vidner har ret eller pligt til at nægte at afgive vidneforklaring.
Et vidne, der uden lovlig grund nægter at afgive vidneforklaring, kan tvinges hertil ved bødepålæg. Hvis vidnet fortsat nægter at afgive vidneforklaring, kan retten kræve, at den pågældende varetægtsfængsles, indtil han eller hun accepterer at afgive forklaring.
Det er op til retten at afgøre, hvorvidt f.eks. en person under 15 år eller en mentalt forstyrret person kan høres som vidne.
Visse persongrupper kan ikke afgive vidneforklaring om forhold, der er omfattet af den tavshedspligt, de er underlagt i forbindelse med udøvelsen af deres erhverv, f.eks. læger og advokater.
Generelt er det den part, der fører et vidne, der indleder afhøringen. Derefter har modparten ret til at afhøre vidnet, og til slut kan retten og de berørte parter stille vidnet yderligere spørgsmål.
Vidner kan afhøres ved hjælp af videokonferencer eller andre telekommunikationsteknologier, der sikrer audiovisuel kontakt mellem dem, der deltager i retsmødet, hvis retten finder det hensigtsmæssigt. Denne procedure kan f.eks. anvendes, hvis et vidne er forhindret i at møde personligt i retten, hvis fremmøde i retten ville være forbundet med urimelige omkostninger, eller hvis vidnet er under 15 år. I visse tilfælde kan et vidne også afhøres telefonisk.
Loven indeholder ingen specifikke bestemmelser om sådanne tilfælde. Retten må selv afgøre, hvilken vægt sådanne beviser skal tillægges.
Ja. Parterne kan frit afhøres med henblik på at fremskaffe beviser, og i civile sager kan de afhøres under ed i forbindelse med faktiske omstændigheder, der har særlig betydning for sagens opklaring. Parternes forklaringer vil blive vurderet efter samme kriterier som vidneforklaringer.
Bevisoptagelse (justitsministeriet, Finland)
Brochure: Afgivelse af vidneforklaring i retten (justitsministeriet, Finland)
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.