Sikring af aktiver under en kravsprocedure i et EU-land

Estland
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 De forskellige typer retsmidler

Der kan benyttes følgende sikrende retsmidler:

  1. stiftelse af retspant i fast ejendom, skib eller luftfartøj, som tilhører sagsøgte
  2. udlæg i aktiver, der tilhører sagsøgeren, og som befinder sig i dennes eller en andens besiddelse, og på dette grundlag registrering af en rådighedsbegrænsning i tingbogen eller i et andet ejendomsregister
  3. nedlæggelse af forbud, som forhindrer sagsøgte i at gennemføre bestemte transaktioner eller dispositioner, herunder en beslutning om beskyttelse
  4. nedlæggelse af forbud, som forhindrer, at andre personer overdrager aktiver til sagsøgte eller opfylder andre forpligtelser over for sagsøgte, herunder eventuelt også en forpligtelse til at overdrage aktiver til en foged eller indbetale et beløb på en dertil oprettet bankkonto
  5. krav til sagsøgte om at deponere et aktiv hos fogeden
  6. suspension af en fuldbyrdelsesprocedure, tilladelse til at fortsætte fuldbyrdelsen på betingelse af sikkerhedsstillelse eller tilbagekaldelse af en fuldbyrdelsesforanstaltning, hvis eksekutionsfundamentet er blevet anfægtet ved et sagsanlæg, eller hvis tredjemand har anlagt sag med påstand om ophævelse af udlægget eller om afvisning af tvangsfuldbyrdelsen af anden årsag
  7. afsigelse af en kendelse om forbud mod, at sagsøgte forlader sin bopæl, eller anholdelse af sagsøgte
  8. krav til sagsøgte og primært dennes forsikringsselskab om at foretage betalinger svarende til det beløb, der må forventes som minimum at skulle betales i sager vedrørende et tab, der er forvoldt uretmæssigt, eller en sag vedrørende en forsikringsaftale
  9. krav til sagsøgte om, at vedkommende skal ophøre med at anvende et urimeligt standardvilkår, eller krav til den person, der anbefaler, at vilkåret anvendes, om at ophøre med at anvende vilkåret eller at trække anbefalingen af vilkåret tilbage, i en sag vedrørende et krav om, at den person, der anbefaler, at vilkåret anvendes, ophører med at anvende vilkåret eller trækker anbefalingen af vilkåret tilbage
  10. andre foranstaltninger, som retten finder nødvendige.

Som et foreløbigt retsmiddel i sager vedrørende krænkelse af ophavsret, relaterede rettigheder eller industrielle ejendomsrettigheder kan retten bl.a. beslaglægge varer, hvis der er mistanke om, at intellektuelle ejendomsrettigheder er blevet krænket, eller pålægge sagsøgte at udlevere sådanne varer, for at forhindre at de sælges eller distribueres. Hvis der indgives begæring om indefrysning af sagsøgtes bankindestående eller andre aktiver som et sikrende retsmiddel i en sag vedrørende krænkelse af ophavsret, relaterede rettigheder eller industrielle ejendomsrettigheder til erhvervsmæssige formål, kan retten pålægge sagsøgte at udlevere eller stille bankdokumenter, finansielle dokumenter eller handelsdokumenter til rådighed med henblik på en gennemgang heraf.

Som et foreløbigt retsmiddel i sager vedrørende ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse af en forretningshemmelighed kan retten bl.a. beslaglægge de varer, for hvilke der er tvivl om, hvorvidt deres konstruktion, egenskaber, funktion, fremstilling eller markedsføring i høj grad skyldes udnyttelse af en forretningshemmelighed, der er ulovligt erhvervet, brugt eller videregivet eller anordne, at disse varer udleveres for at forhindre, at de bringes i omsætning eller markedsføres.

I ægteskabssager, sager om underholdsbidrag eller andre familieretlige sager kan retten også træffe afgørelse om følgende, mens sagen behandles:

  1. forældremyndigheden over et fælles barn
  2. en forælders samkvemsret med et barn
  3. overdragelse af et barn til den anden forælder
  4. overholdelse af lovbestemte forpligtelser til at betale underholdsbidrag og eksempelvis krav til sagsøgte om at yde økonomisk støtte eller stille sikkerhed under sagen
  5. anvendelse af effekter fra den fælles husholdning og anvendelse af ægtefællernes fælles bolig
  6. overdragelse eller anvendelse af effekter, der er beregnet til en ægtefælles eller et barns personlige brug
  7. andre forhold vedrørende ægteskabet eller familie, der skal afgøres hurtigt på grund af omstændighederne.

2 Betingelserne for at anvende disse retsmidler

2.1 Procedure

Retten træffer en begrundet afgørelse om begæringer om sikrende retsmidler senest på arbejdsdagen efter dagen for indgivelsen af begæringen. Retten kan træffe afgørelse om en begæring om sikrende retsmidler på en senere dato, hvis den forinden ønsker at høre sagsøgte.

Sagsøgte og andre parter i sagen underrettes ikke om behandlingen af en begæring om sikrende retsmidler. Hvis det tydeligvis er rimeligt, og hvis der i begæringen anmodes om en foreløbig afgørelse vedrørende det omtvistede juridiske forhold, kan retten høre sagsøgte først.

Retten kan også anordne sikrende retsmidler på grundlag af en begæring, inden sagen anlægges. I begæringen anføres begrundelsen for, at sagen ikke anlægges omgående. Begæringen skal indgives til den ifølge kompetencereglerne relevante domstol. Hvis retten træffer afgørelse om sikrende retsmidler, inden sagen anlægges, fastsætter den en frist for sagsøgers indgivelse af stævningen. Fristen kan højst være en måned. Hvis stævningen ikke indgives rettidigt, ophæver retten det sikrende retsmiddel.

Retten kan ligeledes om nødvendigt anordne sikrende retsmidler, hvis de omhandlede aktiver befinder sig inden for dens stedlige kompetence, selv om sagen er blevet anlagt eller burde have været anlagt ved en anden estisk domstol, en udenlandsk domstol eller en voldgiftsret. Med hensyn til aktiver, der er opført i et offentligt register, kan sikrende retsmidler også anordnes af retten i den retskreds, hvor registret har adresse, og af retten i den retskreds, hvor et skibs hjemstedshavn er beliggende.

Retten kan gøre sikrende retsmidler eller opretholdelse af sikrende retsmidler betinget af en sikkerhedsstillelse for at kompensere for tab, som modparten eventuelt kommer til at lide.

Retten anordner kun sikrende retsmidler i sager, der omfatter pengekrav, hvis der stilles en sikkerhed, der udgør mindst 5 % af kravet, dog mindst 32 EUR og højst 32 000 EUR. Hvis der indgives begæring om anholdelse af en sagsøgt eller forbud mod, at vedkommende forlader sin bopæl, som sikrende retsmiddel, skal sikkerhedsstillelsen beløbe sig til mindst 3 200 EUR og højst 32 000 EUR.

Når betingelserne for at kræve sikkerhedsstillelse er opfyldt, kan retten alligevel undlade at gøre det, helt eller delvist, eller anordne, at den betales i rater, hvis det af økonomiske eller andre årsager ikke er rimeligt at forlange, at sagsøgeren stiller sikkerhed, og hvis manglende sikrende retsmidler kan have alvorlige konsekvenser for sagsøgeren, eller hvis det af andre grunde ville være urimeligt at kræve, at sagsøgeren stiller sikkerhed.

2.2 De vigtigste betingelser

Retten kan anordne et sikrende retsmiddel efter sagsøgers begæring, hvis der er grund til at tro, at det i modsat fald vil være umuligt eller vanskeligt at fuldbyrde en senere dom. Hvis det er åbenbart, at en dom skal fuldbyrdes uden for EU, og at fuldbyrdelsen af domme, der er afsagt i Estland, ikke er garanteret på grundlag af en international aftale, antages det, at det vil være umuligt eller vanskeligt at fuldbyrde en dom, hvis der ikke anordnes sikrende retsmidler.

Som sikrende retsmiddel i en sag, der ikke omfatter et pengekrav mod sagsøgte, kan retten efter sagsøgerens begæring træffe en foreløbig afgørelse vedrørende et omtvistet juridisk forhold og navnlig den måde, hvorpå et aktiv anvendes, hvis dette er nødvendigt for at forhindre et væsentligt tab eller af anden grund. Dette kan ske, uanset om der er grund til at antage, at det vil være umuligt eller vanskeligt at fuldbyrde en dom, hvis der ikke anordnes sikrende retsmidler. I ægteskabssager, sager om underholdsbidrag eller andre familieretlige sager kan retten også træffe foranstaltninger af egen drift.

Der kan også anordnes sikrende retsmidler i sager, der omfatter en fremtidig eller betinget fordring, eller i sager om udmeldelse af syn og skøn. Der kan ikke træffes sikrende retsmidler med hensyn til en betinget fordring, hvis det skønnes, at betingelsen ikke vil blive opfyldt under sagen.

Der kan indgives begæring om sikrende retsmidler, hvis en sagsøger ønsker at rejse flere krav mod den samme sagsøgte.

En domstol kan også træffe beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med retslige procedurer eller voldgiftssager, der verserer i udlandet.

Når retten vælger at anordne et sikrende retsmiddel, skal den påse, at den pågældende foranstaltning ikke udgør en uforholdsmæssig byrde for sagsøgte henset til sagsøgers legitime interesser og omstændighederne i øvrigt. Kravets værdi skal også tages i betragtning, når der træffes afgørelse om sikrende retsmidler i sager, der vedrører pengekrav. En domstol kan anordne flere sikrende retsmidler samtidig i en sag.

Anholdelse af en person eller forbud mod, at vedkommende forlader sin bopæl, kan kun anvendes som sikrende retsmiddel, hvis det er nødvendigt for at sikre, at en fremtidig dom opfyldes, og hvis andre sikrende retsmidler klart vil være utilstrækkelige til at sikre kravet, primært hvis der er grund til at tro, at den pågældende vil forlade Estland eller overføre sine aktiver til udlandet. Politiet anholder personen på grundlag af en dommerkendelse.

Anholdelse af en person eller forbud mod, at vedkommende forlader sin bopæl, kan kun anvendes som sikrende retsmiddel, hvis kravets værdi overstiger 32 000 EUR.

I en kendelse, hvorved der anordnes et sikrende retsmiddel i en sag vedrørende et pengekrav, og i en kendelse, hvorved en person som sikrende retsmiddel anholdes eller forbydes at forlade sin bopæl, fastsætter retten det beløb, der skal indbetales på den dertil oprettede bankkonto, eller for hvilket der skal stilles en bankgaranti. Når pengene er betalt, eller garantien er stillet, ophører fuldbyrdelsen af kendelsen om det sikrende retsmiddel. I sådanne tilfælde ophæver retten efter sagsøgtes anmodning det sikrende retsmiddel og erstatter det med et pengebeløb eller en bankgaranti.

Foreløbige forholdsregler kan kun anvendes i retssager, der ikke har karakter af et tvistemål, hvis dette er fastsat ved lov. Når det efter lovgivningen er muligt at træffe foreløbige foranstaltninger i en sag, der ikke har karakter af et tvistemål, kan der træffes en sådan foranstaltning, hvis det er nødvendigt for at bevare status quo eller midlertidigt afklare en situation, medmindre andet er fastsat ved lov. Medmindre andet er fastsat ved lov, finder bestemmelserne vedrørende sikrende retsmidler anvendelse på foreløbige forholdsregler. Hvis en procedure kun kan indledes efter en begæring, kan retten kun træffe en foreløbig foranstaltning eller annullere eller ændre en kendelse om foreløbige forholdsregler efter en begæring, medmindre andet er fastsat ved lov.

3 Beskrivelse af retsmidlerne

3.1 Hvilke typer aktiver kan omfattes af disse retsmidler?

Afhængigt af arten og formålet med et retsmiddel kan retsmidler anvendes på både løsøre og fast ejendom, herunder penge, og på skibe og luftfartøjer.

3.2 Retsmidlernes virkning

  • Udlæg i aktiver

Hvis en sagsøger gør udlæg i aktiver, mister sagsøgte rådigheden herover. Når der gøres udlæg i løsøre - bortset fra skibe og luftfartøjer, der er registreret i de relevante registre - stiftes der samtidig en sikkerhedsret i aktivet.

Når der gøres udlæg i fast ejendom eller registreret løsøre eller andre registrerede aktiver, nedlægges der forbud mod afhændelse heraf ved en registrering i tingbogen eller i et andet register til fordel for sagsøgeren på grundlag af sagsøgerens begæring og kendelsen om det sikrende retsmiddel. Efter anmodning fra sagsøgeren fremsender retten kendelsen til registret med henblik på at afskære sagsøgte fra at råde herover.

På grundlag af en anmodning fra enten sagsøgte eller sagsøgeren kan retten bestemme, at et aktiv, der er gjort udlæg i, skal sælges, og at overskuddet fra salget skal indsættes på den i dette øjemed oprettede konto, hvis aktivets værdi kan blive væsentligt forringet, eller hvis opbevaring af aktivet vil medføre urimelige omkostninger.

Det er fogeden, der gør udlæg i et aktiv. Fogeden tager den pågældende genstand i sin varetægt efter anmodning fra den person, der har begæret det sikrende retsmiddel. I sådanne tilfælde forbyder fogeden, at genstanden anvendes helt eller delvist og kan give anvisninger vedrørende genstanden, herunder om, hvor den skal opbevares.

  • Retspant

Medmindre andet er fastlagt ved lov, giver retspant i fast ejendom, i et skib opført i skibsregistret eller i et luftfartøj opført i det civile luftfartøjsregister den person, der har anmodet om det sikrende retsmiddel, de samme rettigheder med hensyn til de øvrige behæftelser af aktivet, som en panthaver opnår ved pant eller søpant, eller som en håndpanthaver opnår ved registreret sikkerhed.

Pantets værdi svarer til størrelsen af det sikrede krav, der er opført i tingbogen, skibsregistret eller det civile luftfartøjsregister. Hvis hovedkravet er under 640 EUR, stiftes et retspant ikke, hvis der kan anvendes andre foranstaltninger, som er mindre til ulempe for sagsøgte.

Et retspant indføjes i tingbogen, skibsregistret eller det civile luftfartøjsregister til fordel for sagsøger på grundlag af dennes begæring og kendelsen om det sikrende retsmiddel. Efter anmodning fra sagsøgeren fremsender retten kendelsen til registret med henblik på registrering af retspantet. Pantet stiftes, når det indføjes i registret.

Når et retspant stiftes i et skib eller luftfartøj, tager fogeden skibet eller luftfartøjet i sin varetægt efter anmodning fra den person, der har begæret det sikrende retsmiddel. I sådanne tilfælde forbyder fogeden, at skibet anvendes helt eller delvist og kan give anvisninger vedrørende skibet.

  • Forbud mod at forlade sin bopæl

Ved et forbud mod at forlade sin bopæl må den berørte person ikke forlade sin bopæl i mere end 24 timer uden rettens tilladelse. For at kunne anvende husarrest skal retten indkalde den pågældende person, eller et bestyrelsesmedlem, hvis der er tale om en juridisk person, og forsøge at opnå dennes samtykke hertil.

3.3 Retsmidlernes gyldighed

I en kendelse, hvorved der anordnes et sikrende retsmiddel i en sag vedrørende et pengekrav, og i en kendelse, hvorved en person som sikrende retsmiddel anholdes eller forbydes at forlade sin bopæl, fastsætter retten det beløb, der skal indbetales på den dertil oprettede bankkonto, eller for hvilket der skal stilles en bankgaranti. Når pengene er betalt, eller garantien er stillet, ophører fuldbyrdelsen af kendelsen om det sikrende retsmiddel.

Efter anmodning fra en part kan retten ved kendelse erstatte et sikrende retsmiddel med et andet.

Hvis der er stiftet et retspant i flere faste ejendomme, skibe eller luftfartøjer, skal retten for hvert af de behæftede aktiver i kendelsen om det sikrende retsmiddel angive det beløb, der skal indbetales på den konto, der er åbnet i dette øjemed eller det beløb, for hvilket der skal stilles en bankgaranti, for at ophæve det sikrende retsmiddel. Hvis et sikrende retsmiddel ophæves, eller foranstaltningen vedrørende det sikrende retsmiddel erstattes, overgår pantet til ejeren af løsøret, skibet eller luftfartøjet. Efter ejerens anmodning slettes pantet fra tingbogen, skibsregistret eller det civile luftfartøjsregister under henvisning til kendelsen om ophævelse af det sikrende retsmiddel.

Hvis omstændighederne ændres, og hvis især årsagen til at anordne det sikrende retsmiddel ikke længere gør sig gældende, eller der stilles sikkerhed, eller af andre lovbestemte grunde, kan retten ophæve et sikrende retsmiddel efter anmodning fra en af parterne. En ikke-monetær sikkerhedsforanstaltning kan kun ophæves eller erstattes af betaling af et beløb med sagsøgerens samtykke eller såfremt tungtvejende årsager taler herfor.

Retten ophæver et sikrende retsmiddel ved dom, hvis sagsøger ikke får medhold i sagen, eller ved kendelse, hvis sagen afvises, eller sagen hæves. Retten ophæver også et sikrende retsmiddel, hvis foranstaltningen er truffet af en anden ret, medmindre andet er fastsat ved lov.

I ægteskabssager, sager om underholdsbidrag eller andre familieretlige sager kan retten af egen drift ændre eller ophæve en kendelse om sikrende retsmidler.

4 Mulighed for appel af kendelser om retsmidlerne

En part kan appellere en kendelse, hvorved en distriktsdomstol (maakohus) eller appeldomstol (ringkonnakohus) anordner et sikrende retsmiddel, erstatter en foranstaltning vedrørende et sikrende retsmiddel med en anden foranstaltning eller ophæver et sikrende retsmiddel. En kendelse afsagt af en appeldomstol vedrørende en appel til prøvelse af en kendelse, der er afsagt af en distriktsdomstol, kan kun appelleres til højesteret (Riigikohus), hvis værdien af det sikrende retsmiddel overstiger 100 000 EUR, eller hvis en person er anholdt eller har fået forbud mod at forlade sin bopæl som sikrende retsmiddel.

Kendelser om foreløbige retsmidler kan appelleres. Det er ikke muligt at appellere en kendelse, der afsagt i en sådan sag, til højesteret, medmindre andet er fastsat ved lov.

Sidste opdatering: 22/02/2024

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.