Den originale sprogudgave af denne side polsk er blevet ændret for nylig. Den sprogudgave, du kigger på nu, er i øjeblikket ved at blive oversat af vores oversættere.
Følgende sprog: engelsk er allerede oversat.
Swipe to change

Sikring af aktiver under en kravsprocedure i et EU-land

Polen
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 De forskellige typer retsmidler

Foranstaltningens art afhænger af, hvilken type krav der skal sikres. I henhold til artikel 747 i den civile retsplejelov (kodeksie postępowania cywilnego) kan pengekrav sikres gennem:

  • udlæg i løsøre, lønninger, udlæg i bankkonti eller et andet krav eller en anden ejendomsrettighed
  • behæftelse af skyldners faste ejendom gennem retspant
  • udstedelse af et forbud mod afhændelse eller behæftelse af fast ejendom, der ikke er opført i tingbogen, eller hvor tingbogen er gået tabt eller er ødelagt
  • behæftelse af et skib eller et skib under bygning med et skibspant
  • udstedelse af et forbud mod at afhænde medejendomsret til lokaler
  • likvidation af skyldners virksomhed eller landbrugsbedrift eller af et aktiv i bedriften, der indgår i virksomheden eller i en del deraf eller i en del af landbrugsbedriften.

Hvis foranstaltningen ikke vedrører et pengekrav, vil retten sørge for, at der bliver stillet den sikkerhed, som den finder passende i den pågældende sag, hvilket ikke udelukker foranstaltningerne for pengekrav i artikel 755 i den civile retsplejelov. Retten kan navnlig:

  • fastsætte parternes eller deltagernes rettigheder og forpligtelser under hele retssagen
  • indføre et forbud mod afhændelse af aktiver eller rettigheder, der er omfattet af retssagen
  • udsætte fuldbyrdelsesproceduren eller andre procedurer, som har til formål at fuldbyrde en retsafgørelse
  • afgøre spørgsmål om forældremyndighed (mindreårige) og samværsret
  • afsige kendelse om en relevant registrering i tingbogen eller et andet relevant register.

I retssager bør der tages højde for parternes eller deltagernes interesser ved valg af typen af foranstaltning for at sikre kreditor tilstrækkelig retsbeskyttelse og for ikke at bebyrde skyldneren unødigt.

2 Betingelserne for at anvende disse retsmidler

2.1 Procedure

Der kan afsiges kendelse om foreløbige eller sikrende retsmidler på følgende vis:

  • Efter anmodning fra en part eller deltager i sagen indgivet til den ret, der er kompetent til at behandle sagen i første instans. Hvis denne ret ikke kan identificeres, er den kompetente ret retten på det sted, hvor afgørelsen om foreløbige eller sikrende retsmidler skal fuldbyrdes, eller i mangel heraf eller hvis afgørelsen om foreløbige eller sikrende retsmidler skal fuldbyrdes under forskellige domstoles jurisdiktioner, er den kompetente ret distriktsdomstolen (Sąd Rejonowy) i Warszawa. En anmodning om en foreløbig eller sikrende foranstaltning, der indgives under retssagen, behandles af den ret, ved hvilken sagen er anlagt, undtagen hvis sagen er anlagt ved den øverste domstol (Sąd Najwyższy). I sidstnævnte tilfælde behandles anmodningen af den kompetente ret i første instans (artikel 734 i den civile retsplejelov)
  • Ex officio, hvis sagen kan indledes ex officio (artikel 732 i den civile retsplejelov).

Anmodninger om foreløbige eller sikrende retsmidler indgives skriftligt. I anmodningen angives den ønskede foranstaltning, og i sager om pengekrav, det beløb, der skal sikres (beløbet må ikke overstige pengekravet, inklusive renter, der beregnes fra datoen for afgørelsen om foranstaltningen, samt omkostningerne til gennemførelse af foranstaltningen, og det krav, der skal sikres, kan også inkludere de forventede sagsomkostninger). De omstændigheder, der ligger til grund for anmodningen, bør ligeledes angives i anmodningen. Hvis en anmodning om en foreløbig eller sikrende foranstaltning indgives før indledningen af sagen, skal sagens realitet også beskrives kort (artikel 736 i den civile retsplejelov)

Der kan afsiges kendelse om foreløbige eller sikrende retsmidler inden indledningen af sagen eller under sagens behandling. Når kreditor har opnået et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, kan der alene iværksættes foranstaltninger, der har til formål at sikre en fordring, for hvilken fristen for fuldbyrdelse endnu ikke er udløbet (artikel 730, stk. 2, i den civile retsplejelov)

Når der afsiges kendelse om foreløbige eller sikrende retsmidler inden indledningen af sagen, fastsætter retten en tidsfrist for indgivelse af det indledende processkrift, og hvis fristen ikke overholdes, vil foranstaltningen være ugyldig. Denne frist kan ikke overstige to uger (artikel 733 i den civile retsplejelov).

En anmodning om foreløbige eller sikrende retsmidler skal behandles uden unødig forsinkelse og inden for en uge efter rettens modtagelse af anmodningen, medmindre andet er fastsat ved lov. Hvis anmodninger kan behandles under retsmødet ifølge loven, skal retsmødet finde sted inden for en måned fra datoen for indgivelsen af anmodningen (artikel 737 i den civile retsplejelov).

Foreløbige eller sikrende retsmidler iværksættes på grundlag af en retsafgørelse.

2.2 De vigtigste betingelser

Der kan anmodes om foreløbige eller sikrende retsmidler i alle civile sager, der behandles ved en domstol eller voldgiftsret (artikel 730 i den civile retsplejelov).

Betingelserne for foreløbige eller sikrende retsmidler er følgende: kravet og den retlige interesse i foranstaltningen skal begrundes. Der er en retlig interesse i en foreløbig eller sikrende foranstaltning, når den omstændighed, at der ikke findes en sådan foranstaltning, gør det umuligt eller meget vanskeligt at fuldbyrde en retsafgørelse truffet i en sag eller på anden måde gør det umuligt eller meget vanskeligt at nå formålet med proceduren (artikel 7301 i den civile retsplejelov).

Formålet med den foreløbige eller sikrende foranstaltning kan ikke være at opfylde et krav, medmindre andet fremgår af lovgivningen (artikel 731 i den civile retsplejelov).

Retten kan bestemme, at fuldbyrdelsen af en afgørelse om en foreløbig eller sikrende foranstaltning er betinget af kreditors indbetaling af et depositum til sikring af skyldnerens krav i forbindelse med fuldbyrdelsen af afgørelsen om foranstaltningen, medmindre kreditor er statskassen, eller hvis foranstaltningen skal sikre et krav om underholdsbidrag, invalidepension eller krav fra en arbejdstager i en faglig sag, der ikke overstiger en fuld månedsløn (artikel 739 i den civile retsplejelov).

3 Beskrivelse af retsmidlerne

3.1 Hvilke typer aktiver kan omfattes af disse retsmidler?

Følgende aktiver kan være genstand for foreløbige og sikrende retsmidler:

  • løsøre
  • lønninger
  • en bankkonto eller andre fordringer eller andre ejendomsrettigheder
  • fast ejendom
  • skibe og skibe under bygning
  • medejendomsret til lokaler
  • en virksomhed eller landbrugsbedrift, en bedrift, der indgår i en virksomhed eller i en del deraf eller i en del af en landbrugsbedrift.

En foreløbig eller sikrende foranstaltning kan ikke omfatte aktiver, fordringer eller rettigheder, som ikke kan fuldbyrdes. Letfordærvelige varer kan være genstand for en foreløbig eller sikrende foranstaltning, hvis skyldneren ikke har anden ejendom, som kan sikre kreditors fordringer, og varerne kan sælges hurtigt.

3.2 Retsmidlernes virkning

Hovedformålet med sagen anlagt med henblik på iværksættelse af en foreløbig eller sikrende foranstaltning er at sikre, at den berettigede part (oftest kreditoren) er beskyttet mod eventuelle skadelige virkninger af sagen, der behandles af retten (også før sagens indbringelse for retten), og at styrke kreditors stilling i sager om tvangsfuldbyrdelse, hvis genstanden for retssagen og foranstaltningen er et eksigibelt krav. En foreløbig eller sikrende foranstaltning kan i begrænset omfang ligeledes gøre det muligt for kreditorer at opnå likvide midler.

En foreløbig eller sikrende foranstaltning kan desuden anvendes som modsvar til skyldnerens handlinger til skade for kreditors legitime interesser.

Virkningerne for skyldneren varierer alt efter den valgte foranstaltning og kan være følgende:

  • i tilfælde af udlæg i løsøre har forvaltningen af løsøre efter udlægget ingen indflydelse på sagens videre forløb, og tvangsfuldbyrdelse af udlagt løsøre kan også blive udført mod køber
  • i tilfælde af udlæg i virksomhedens eller i ejeren af en landbrugsbedrifts bankkonto kan skyldneren kun hæve de beløb, der er fastsat af retten, til betaling af løbende lønninger og arbejdsgiverbidrag og andre lovpligtige beløb samt løbende driftsomkostninger
  • skyldneren har kun begrænset brugsret over andre udlagte fordringer og ejendomsrettigheder (brugsretten fastsættes af retten)
  • en foged kan sælge alle udlagte aktiver og rettigheder til finansielle instrumenter på en værdipapirkonto eller anden konto i overensstemmelse med reglerne for handel med finansielle instrumenter og deponere beløbet på en spærret konto i retten
  • skyldneren kan ikke afhænde eller pantsætte fast ejendom eller medejendomsret til lokaler
  • et skib eller et skib under bygning tilhørende skyldneren kan behæftes med et skibspant
  • skyldneren kan fratages retten til at forvalte sine aktiver, og der kan indledes en likvidation og gøres udlæg i indtægterne fra likvidationen
  • i sager om underholdsbidrag skal den bidragspligtige betale et bestemt beløb til den bidragsberettigede som ét samlet beløb eller periodisk.

3.3 Retsmidlernes gyldighed

Skyldneren kan til enhver tid anmode om, at en retligt bindende afgørelse om iværksættelse af en foreløbig eller sikrende foranstaltning ophæves eller ændres, hvis årsagen til iværksættelsen af foranstaltningen ophører med at eksistere eller ændres (artikel 742, artikel 7541, stk. 3, og artikel 757 i den civile retsplejelov).

Foranstaltningen ophæves, hvis:

  • skyldneren deponerer det garantibeløb, som kreditor har anmodet om i anmodningen om foranstaltningen, på en spærret konto i finansministeriet
  • et krav eller en anmodning er lovligt returneret eller afvist
  • et krav eller en anmodning er afvist, eller retssagen opgives
  • sagsøger ikke anmoder om hele kravet i en retssag eller gør andre krav gældende end dem, der blev sikret før retssagens begyndelse
  • en retsafgørelse, der imødekommer anmodningen om sikring af et krav ved en foranstaltning, er blevet endelig (foranstaltningen ophæves én måned efter den dato, hvor afgørelsen blev endelig)
  • sagsøger ikke anmoder om yderligere fuldbyrdelsesforanstaltninger senest to uger efter, at en afgørelse om imødekommelse af kravet er blevet endelig, i sager, hvor der er blevet iværksat en foreløbig eller sikrende foranstaltning i form af udlæg i løsøre, lønninger, en bankkonto eller i andre fordringer eller pengekrav eller gennem likvidation af skyldnerens virksomhed eller landbrugsbedrift eller af bedriften, der indgår i virksomheden eller i en del deraf eller i en del af skyldnerens landbrugsbedrift.

Desuden ophæves foranstaltningen (artikel 7541 i den civile retsplejelov):

  • efter udløbet af en frist på to måneder fra den dato, hvor retsafgørelsen om imødekommelse af anmodningen om sikring af et krav ved en foranstaltning eller afgørelsen om afvisning af en appel eller enhver anden indsigelse, som skyldneren har indbragt mod retsafgørelsen om imødekommelse af anmodningen om sikring af et krav ved en foranstaltning, er blevet endelig
  • hvis sagsøger ikke anmoder om yderligere fuldbyrdelsesforanstaltninger senest én måned fra den dato, hvor retsafgørelsen om imødekommelse af anmodningen om sikring af et krav ved en foranstaltning eller afgørelsen om afvisning af en appel eller enhver anden indsigelse, som skyldneren har indbragt mod retsafgørelsen om imødekommelse af anmodningen om sikring af et krav ved en foranstaltning, er blevet endelig, i sager, hvor der er blevet iværksat en foreløbig eller sikrende foranstaltning, f.eks. i form af udlæg i løsøre

4 Mulighed for appel af kendelser om retsmidlerne

Både sagsøger og skyldner kan appellere afgørelsen om en foreløbig eller sikrende foranstaltning truffet af retten i første instans (artikel 741 i den civile retsplejelov).

Sidste opdatering: 24/09/2021

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.