Hele teksten

H.D. 4. januar 2002 i sag II 420/2000
Flemming Sølvsten Automobiler A/S (adv. Karsten Havkrog Pedersen, Kbh.)
mod
Daniel Navne (adv. Peter Sindberg, Bjerringbro, e.o.).
Biintervenienter: Danmarks Automobilforhandler Forening (adv. Karsten Havkrog Pedersen, Kbh.)
og
Forbrugerombudsmanden (Km.adv. v/adv. Henrik Nedergaard Thomsen, Kbh.).

Vestre Landsrets dom 15. august 2000 (KA. afd.)
(Ulrik Jensen, Thrane, Eva Skov (kst.)).
Under denne sag, der er anlagt den 29. januar 1998 ved Retten i Kjellerup og henvist til behandling ved Vestre Landsret den 17. februar 2000 i medfør af retsplejelovens § 226, har sagsøgeren, Flemming Sølvsten Automobiler A/S, påstået sagsøgte, Daniel Navne, dømt til at betale 7.275 kr. med procesrente fra den 20. november 1997.
Sagsøgte har påstået frifindelse og har endvidere påstået sagsøgeren dømt til at betale 480 kr. med procesrente fra den 5. juni 1999.
Heroverfor har sagsøgeren påstået frifindelse.
Under sagen er Danmarks Automobilforhandler Forening og Forbrugerombudsmanden indtrådt som biintervenienter til støtte for henholdsvis sagsøgeren og sagsøgte.
Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgte er forpligtet til at betale sagsøgeren en erstatning på 10 % af købesummen for en VW Golf GTI for uberettiget annullation af en købsaftale mellem parterne.
Sagsøgte har fri proces uden retshjælpsdækning.
Sagens nærmere omstændigheder er følgende:
Den 25. september 1997 underskrev sagsøgte en købekontrakt, hvorefter han af sagsøgeren købte en personbil af mærket VW Golf GTI 1,8 for en kontantpris på 72.750 kr. Udbetalingen skulle erlægges ved indgivelse af en byttebil, en Opel Manta 2,0, til en angivet værdi af 15.000 kr. Købekontrakten blev udfærdiget på en standardformular fra Danmarks Automobilforhandler Forening, hvor de individuelt aftalte vilkår er angivet i rubrikker på side 1, og standardvilkårene - kaldet »Almindelige betingelser« - er påtrykt side 2. På side 1 er der under pkt. 6, LEVERING, anført:
»Efter aftale - senest 09.10.97«.
Under pkt. 7, ØVRIGE AFTALER, er anført:
»Handel betinget af: Pris på Opel Manta godkendes af Steffen Christensen
Opel Manta leveres nysynet
Køber kan sælge Opel Manta privat
Tjek tomgang for overophedning«
Umiddelbart oven for dateringen og underskrifterne angiver formularen:
»KØBER BEKRÆFTER
AT være indforstået med slutsedlens vilkår, herunder almindelige betingelser på bagsiden.
AT være indforstået med vilkårene i udleverede service- og reklamationsbestemmelser.
AT byttebil ikke er behæftet ud over det ovenfor anførte.
AT være myndig.
IKKE at drive handel med biler.
AT have modtaget genpart af slutsedlen.«
Nederst på formularen er angivet:
»ALMINDELIGE BETINGELSER PÅ BAGSIDEN«
På kontraktens side 2 under »Almindelige betingelser« er der som sidste punkt anført:
»11. OPHÆVELSE
Såfremt køber uberettiget annullerer aftalen, er sælger berettiget til at forlange erstatning herfor. Erstatningen udgør 10 % af købesummen (incl. moms, reg.afgift og leveringsomkostninger).«
Handlen blev ikke gennemført, idet sagsøgte få dage efter underskrivelsen meddelte sagsøgeren, at han ikke ønskede at købe bilen. Ved skrivelse af 20. oktober 1997 fra sagsøgerens advokat krævede sagsøgeren erstatning fra sagsøgte på 10% af købesummen med henvisning til standardbestemmelserne på bagsiden af slutseddelen.
Under sagens behandling ved byretten har sagsøgte indbragt tvisten for Forbrugerklagenævnet. Den 5. maj 1999 traf nævnet afgørelse, hvorefter sagsøgte blev fritaget for sagsøgerens erstatningskrav, og sagsøgeren blev pålagt at betale klagegebyret på 480 kr. til sagsøgte. Som nævnets begrundelse for afgørelsen er anført:
»NÆVNETS BEMÆRKNINGER:
Klageren har gjort gældende, at der ikke er indgået nogen endelig købsaftale, da købet var betinget af, at klageren kunne opnå en tilfredsstillende finansiering. Da dette er bestridt af indklagede, og da det ikke fremgår af den indgåede købsaftale, at købet var betinget, er dette spørgsmål ikke egnet til at blive afgjort efter den bevisførelse, som kan finde sted for Forbrugerklagenævnet. Dette spørgsmål afvises derfor som uegnet til nævnsbehandling, jf. herved forbrugerklagenævnslovens § 7, stk. 1.
3 nævnsmedlemmer (Kirsten Nielsen, Knud Th. Pedersen og Lene Pagter Kristensen) udtaler herefter følgende:
Der er i den konkrete sag en række momenter, som taler for, at det må anses for urimeligt og stridende mod redelig handlemåde at fastholde aftalen over for klageren, og som dermed taler for helt at tilsidesætte aftalen i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36. Dette skyldes, at indklagede, som var bekendt med, at klageren kun var 18 år, ikke har interesseret sig for klagerens muligheder for at få købet finansieret, ligesom indklagede synes at have udnyttet sin professionelle stilling ved at betinge sig, at indbytningsbilen blev leveret nysynet, et vilkår, som efter omstændighederne vil kunne være særdeles byrdefuldt.
De nævnte nævnsmedlemmer finder, at klageren i hvert fald ikke er bundet af slutsedlens pkt. 11 om ophævelse, hvorefter indklagede har krav på 10 % af købesummen, såfremt klageren uberettiget annullerer aftalen. Om denne problemstilling bemærkes således følgende:
Det er i dansk ret almindeligt antaget, at en part ikke er bundet ved en bestemmelse, som er usædvanlig, og som stiller ham væsentligt ugunstigere, end han er stillet efter lovgivningens almindelige regler, medmindre han har kendt bestemmelsen, eller den før aftalens indgåelse er fremhævet således for ham, at han ikke kunne undgå at lægge mærke til den, jf. herved H. Ussing, Aftaler, 3. udgave, side 185.
Slutsedlens pkt. 11 indeholder efter de nævnte nævnsmedlemmers opfattelse et vilkår, som ikke er forventeligt, og som stiller klageren væsentligt ringere, end han er stillet efter købelovens regler. Vilkåret er samtidig ikke særligt fremhævet, idet det står blandt 10 andre vilkår på bagsiden af slutsedlen, hvortil der er henvist med mindre skrift fra salgsslutsedlens forside, der indeholder mange forskellige oplysninger. Det forhold, at klageren har underskrevet slutsedlen, er derfor ikke i sig selv et tilstrækkeligt bevis for, at klageren har accepteret vilkåret. Da klageren har bestridt at være gjort bekendt med vilkåret ved aftalens indgåelse, finder de nævnte nævnsmedlemmer i det hele ikke, at det er godtgjort, at klageren har accepteret vilkåret ved aftalens indgåelse, hvorfor klageren allerede af den grund ikke er bundet heraf.
De nævnte nævnsmedlemmer finder samtidig anledning til at henlede opmærksomheden på Rådets direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktsvilkår i forbrugeraftaler og den til direktivet knyttede vejledende liste over aftalevilkår, der kan betegnes som urimelige. Herunder nævnes i listens pkt. 1, litra e, vilkår, hvis formål eller virkning det er at pålægge en forbruger, som ikke opfylder sine forpligtelser, en uforholdsmæssig stor godtgørelse. Der er derfor i almindelighed anledning til at tilsidesætte et vilkår som slutsedlens pkt. 11 i medfør af aftalelovens § 38 c, jfr. § 36, se herved lov nr. 1098 af 21. december 1994, hvorved direktivet om urimelige kontraktsvilkår i forbrugeraftaler blev gennemført i dansk ret.
De nævnte medlemmer finder derfor, at der under alle omstændigheder må ses bort fra slutsedlens pkt. 11. Da indklagede således ikke kan støtte et erstatningskrav på denne bestemmelse, og da indklagede heller ikke har godtgjort at have lidt noget tab som følge af, at handelen ikke blev til noget, følger det allerede heraf, at indklagede ikke kan gøre noget krav gældende mod klageren.
Indklagede skal endvidere refundere klageren gebyret på 480 kr. for sagens behandling ved Forbrugerklagenævnet, jf. forbrugerklagenævnslovens § 9, stk. 3.
Et nævnsmedlem, Knud Jørgensen, finder, at slutsedlens pkt. 11 må anses for vedtaget i og med, at klageren har underskrevet slutsedlen. Dette medlem finder endvidere ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte aftalen helt eller delvis i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36, hvorfor dette medlem finder, at klageren er forpligtet til at erstatte indklagede et beløb på 7.275 kr. svarende til 10 % af købesummen.
Afgørelsen træffes i overensstemmelse med stemmeflertallet.
. . .«

Der er under sagen afgivet partsforklaring af sagsøgte og vidneforklaringer af Steffen Christensen, Henrik Nielsen og Lars Mariussen.
Sagsøgte har forklaret, at han var 18 år og landbrugselev, da han underskrev slutsedlen hos sagsøgeren. Han var på daværende tidspunkt ejer af en Opel Manta, som han havde købt privat 4 måneder tidligere uden købekontrakt. Købsprisen for Opelen var 22.000 kr. Da han i stedet ønskede at købe en Golf, talte han med en af sagsøgerens sælgere, Steffen Christensen, om bytteprisen for hans Opel. Steffen gav et tilbud på 15.000 kr. Bilen blev ikke undersøgt. De drøftede ikke finansiering af en ny bil. Et par dage senere henvendte han sig atter til sagsøgeren og talte med sælgeren Henrik Nielsen. Sagsøgte fik en prøvetur i Golfen. Henrik undersøgte eller prøvekørte ikke sagsøgtes bil, da sagsøgte oplyste om Steffens tilbud på 15.000 kr. Finansieringen af Golfen blev drøftet, da den skulle ske via sagsøgeren. Sagsøgte oplyste over for Henrik, at han ikke kunne betale mere end 1.000 kr. om måneden, og Henrik mente, at det nok kunne lade sig gøre. Sagsøgte havde ikke selv mulighed for at låne købesummen i banken. Det var hans opfattelse, at Opelen ville kunne synes for et par tusinde kroner, da han lige havde skiftet bilens bremser. Bilen var flot og uden synlige mangler. Han underskrev slutsedlen samme dag, efter at punkterne på forsiden var blevet gennemgået. De talte ikke om betingelserne på bagsiden. Efter købet henvendte han sig til automekaniker Lars Mariussen, der undersøgte undervognen på Opel Mantaen og oplyste, at det ville blive alt for dyrt at få bilen synet. Sagsøgte kan ikke huske, om Lars Mariussen fortalte, hvor meget det ville koste. Forinden havde Henrik Nielsen ringet til ham og meddelt, at købet af Golfen ikke kunne finansieres for 1.000 kr. om måneden. Han henvendte sig herefter atter personligt til sagsøgeren og meddelte Henrik Nielsen, at handlen ikke kunne gennemføres. Henrik ville drøfte det med Steffen. Han har ikke over for Henrik omtalt, at han skulle have købt en anden bil. Senere modtog han brevet af 20. oktober 1997 fra sagsøgerens advokat med krav om erstatning. Han beholdt sin Opel et par måneder, indtil han kørte galt med den i Århus. Bilen var ikke kaskoforsikret, og han fik ingen erstatning. Efter ca. ½ år uden bil købte han en anden for 4.200 kr. Han har ikke købt eller overvejet at købe en 4-hjuls-trukket bil.
Salgschef Steffen Christensen har forklaret, at han i 1997 var salgskonsulent hos sagsøgeren. Han talte med sagsøgte om salg af en af sagsøgerens biler. Sagsøgte kørte i en Opel Manta, som vidnet så på parkeringspladsen. Den var umiddelbart pæn uden synlige rustplamager og så ud til at kunne synes. Bilen blev ikke undersøgt nærmere, og vidnet kan ikke huske, om syn blev nærmere drøftet. Han mener, at sagsøgte forlangte en byttepris på 15.000 kr. Vidnet ville derfor kræve, at bilen var nysynet, således at der var en vis sikkerhed for bilens stand. Det var hans opfattelse, at sagsøgte var indforstået med kravet om syn. Han kan ikke huske, om de drøftede privat salg af sagsøgtes bil, men det er meget almindeligt. De drøftede ikke finansiering af en ny bil. Sagsøgte kom tilbage et par dage senere og talte med Henrik Nielsen. Han var ikke selv til stede ved salget af Golfen. Senere fortalte Henrik, at sagsøgte ville springe fra handlen, men oplyste ikke grunden hertil. De gennemgik herefter slutseddelen og fandt, at den var underskrevet uden forbehold af nogen art.
Salgskonsulent Henrik Nielsen har forklaret, at han i 1997 var juniorkonsulent hos sagsøgeren og forestod salget af en VW Golf til sagsøgte. Sagsøgte fik først en prøvetur i bilen. Han ville give en Opel Manta i bytte, og prisen herfor var allerede fastsat og accepteret af sagsøgte og Steffen Christensen til 15.000 kr. Vidnet så derfor ikke selv nærmere på byttebilen. De drøftede ikke udgifterne ved at få byttebilen synet. Han drøftede finansieringen af Golfen med sagsøgte, og de aftalte, at vidnet skulle komme med et forslag gennem SMC-Finans. Han mener, at sagsøgte også selv ville prøve at få købet finansieret, men han kan ikke huske, om der blev talt om det. Efter hans opfattelse var det ikke et krav, at finansieringen skulle ske gennem SMC-Finans, og de drøftede ikke et månedligt maksimumsbeløb. De aftalte, at vidnet skulle rette henvendelse til SMC-Finans og herefter orientere sagsøgte. Slutsedlen blev underskrevet samme dag, og kontraktens side 1 blev gennemgået punkt for punkt. Herefter blev kontrakten lagt til gennemsyn for sagsøgte. Han har ikke oplæst eller drøftet standardvilkårene på bagsiden med sagsøgte. Det særlige vilkår om, at byttebilen skulle leveres nysynet, var aftalt mellem Steffen Christensen og sagsøgte. Vilkåret om eventuel privat salg er et ofte anvendt vilkår og blev indføjet efter sagsøgtes ønske. Efter salget undersøgte vidnet finansieringsmulighederne hos SMC-Finans. Han kan ikke huske den månedlige ydelse. Han ringede herefter til sagsøgte og meddelte, at bilen kunne finansieres. Han kan ikke huske, om han oplyste den månedlige ydelse, eller om der blev drøftet andet i telefonen. Sagsøgte kom til forretningen samme dag og meddelte straks, at han havde købt en anden bil, muligvis en 4-hjuls-trukket. Vidnet havde på det tidspunkt endnu ikke oplyst ham om finansieringsmulighederne. Sagsøgte gav ikke anden forklaring på, at han ikke ønskede at gennemføre købet af Golfen.
Trucktekniker Lars Mariussen har forklaret, at han i september 1997 var brugtbilforhandler i Bjerringbro, hvor han også havde værksted. Sagsøgte henvendte sig til ham for at få oplyst, hvad det ville koste at få hans Opel Manta synet. Sagsøgte fortalte, at han kunne få 15.000 kr. for bilen som nysynet. Vidnet undersøgte undervognen og konstaterede, at nogle vanger skulle udskiftes. Han meddelte sagsøgte, at bilen ikke ville kunne synes for det anførte beløb. Han gav ikke et mere præcist overslag på prisen. Sagsøgte havde været på værkstedet før, men ellers kendte vidnet ham ikke. Vidnet har ikke drøftet køb af bil med ham.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført, at der mellem parterne er indgået en endelig og bindende aftalte om køb af en bil. Sagsøgte har ikke løftet bevisbyrden for, at handlen skulle være betinget af en maksimal finansieringsydelse, da dette bestrides af vidnet Henrik Nielsen, og da betingelsen ikke er anført i slutsedlen.
Sagsøgeren har videre anført, at aftalen ikke er bortfaldet på grund af bristende forudsætninger med hensyn til finansieringsydelsen eller byttevognens værdi. Sagsøgte har ikke bevist, at hans forudsætninger for at gennemføre handlen - der ikke var indføjet i slutsedlen - var væsentlige for sagsøgte, eller at sagsøgeren havde kendskab til disse forudsætninger. For så vidt angår byttebilen har sagsøgte end ikke bevist, at værdiansættelsen var urealistisk høj, og at hans forudsætninger om bilens værdi dermed var bristet.
Endelig har sagsøgeren anført, at aftalen ikke kan tilsidesættes efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36, da det ikke er i strid med redelig handlemåde eller almindelig hæderlig forretningsskik at gøre erstatningsbestemmelsen i købsaftalen gældende. Den skriftlige aftale er klar og forståelig, og vilkåret er angivet i formularens almindelige betingelser, hvortil der er henvist to steder på formularens forside. Vilkåret er ikke urimeligt byrdefuldt for sagsøgte, idet det maksimerer sagsøgtes erstatning for uberettiget annullation af handlen til 10 % af købesummen. Sagsøgte har herved en fordel i forhold til købelovens erstatningsregler, idet han har kunnet beregne erstatningen og ikke har risikeret et væsentligt højere krav. Vilkåret er endvidere i overensstemmelse med kutyme inden for branchen.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand anført, at der ikke er indgået en endelig købsaftale mellem parterne. Det må have stået sagsøgeren klart, at sagsøgtes accept af aftalen var betinget af, at hans krav til finansiering blev opfyldt. Da betingelsen ikke kunne opfyldes, er aftalen bortfaldet.
Sagsøgte har videre anført, at såfremt det antages, at der er indgået en aftale mellem parterne, er aftalen bortfaldet på grund af bristende forudsætninger. Det var væsentlige forudsætninger for sagsøgte, at bilen kunne finansieres for en månedlig ydelse på maksimalt 1.000 kr., og at byttebilen havde en vis økonomisk værdi, og disse forudsætninger var kendelige for sagsøgeren, der som fagmand burde være klar over, at det var urealistisk at værdiansætte byttebilen til 15.000 kr. Da forudsætningerne angår forhold, som sagsøgeren som fagmand har bedre mulighed for at vurdere end sagsøgte, bør sagsøgeren bære risikoen for, at sagsøgtes forudsætninger ikke kunne opfyldes.
Endelig har sagsøgte anført, at såfremt det lægges til grund, at der er indgået en endelig købsaftale, vil det være i strid med redelig handlemåde og almindelig hæderlig forretningsskik at gøre vilkåret om erstatning gældende, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36. Erstatningsbestemmelsen er en standardbestemmelse, der er anført med små bogstaver på bagsiden af aftalen uden særlig fremhævelse og uden at være omtalt i forbindelse med aftalens indgåelse. Vilkåret stiller sagsøgte væsentligt ringere end efter købelovens bestemmelser, idet sagsøgeren efter almindelige køberetlige regler skulle have foretaget erstatningssalg og herefter have opgjort sit tab. Sagsøgeren har ikke dokumenteret et tab ved sagsøgtes ophævelse af handelen.

Biintervenienten Danmarks Automobilforhandler Forening, der er sagsøgerens brancheforening, har støttet sagsøgerens påstand og supplerende anført, at vilkåret om erstatning i standardformularen er klart og tydeligt formuleret og indgår som en del af købsaftalen, idet der flere steder på forsiden af formularen er henvist til de almindelige betingelser. Vilkåret er almindeligt anvendt inden for bilbranchen. Sagsøgte må således have været klar over, at der skulle betales erstatning ved uberettiget annullation af handlen. Vilkåret giver køberen en ubetinget ret til uberettiget at annullere et køb mod betaling af 10 % af købsprisen. Køberen er derved ikke stillet dårligere end efter købelovens bestemmelser, som giver en sælger ret til at fastholde et køb og eventuelt at kræve erstattet et større tab end 10 % af købsprisen. Erstatningen er ikke urimelig høj, da priserne på brugte biler bevæger sig hurtigt og uforudseeligt. Ved at have accepteret vilkåret har sagsøgte opnået en mulighed for at undlade at opfylde sine forpligtelser mod at betale en erstatning, som på forhånd er fastsat ud fra objektive kriterier. Et sådant vilkår er ikke stridende mod redelig forretningsskik og medfører ikke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for køberen.

Biintervenienten Forbrugerombudsmanden har støttet sagsøgtes påstand og supplerende anført, at et krav om erstatning forudsætter, at der er lidt et tab, der skal erstattes. Vilkåret om erstatning i standardslutsedlen er ikke relateret til et tab, hvorfor der rettelig er tale om en konventionalbod. En sådan bestemmelse stiller køberen væsentligt ringere end sælgeren, der ikke på tilsvarende måde pålægges bod ved manglende opfyldelse af kontrakten. Endvidere giver den en automobilforhandler adgang til at kræve et større beløb end sit tab, hvorfor der er tale om et urimeligt aftalevilkår, som kan tilsidesættes efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36. Bestemmelsen i § 38 c giver mulighed for at ændre en aftale om et fastsat erstatningsbeløb, således at en sælger i stedet kan få erstatning efter købelovens regler. Vilkåret om erstatning er et standardvilkår, som ikke er blevet forhandlet eller drøftet individuelt, og som ikke er særligt fremhævet i aftalen. Et vilkår, der pålægger en forbruger en uforholdsmæssig stor godtgørelse for ikke at opfylde sine forpligtelser, er i bilaget til artikel 3 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 anført som et eksempel på et kontraktvilkår, der vil kunne tilsidesættes som urimeligt.

Landsrettens bemærkninger og resultat:
Dommerne Ulrik Jensen og Eva Skov udtaler:
I slutsedlen, hvis individuelle vilkår er blevet gennemgået med sagsøgte inden underskrivelsen, er der ikke indføjet betingelser fra sagsøgtes side om finansieringen af restkøbesummen, og vidnet Henrik Nielsen bestrider, at en betingelse herom var aftalt mellem parterne. Vi finder det herefter ikke godtgjort alene ved sagsøgtes egen forklaring, at købsaftalen var betinget af, at finansiering via SMC-Finans kunne ske med en maksimal månedlig ydelse på 1.000 kr., og at en sådan finansiering var en væsentlig og kendelig forudsætning for hans køb af bilen.
For så vidt angår sagsøgtes byttebil finder vi, at sagsøgte ved den indgåede aftale har påtaget sig ansvaret for de eventuelle omkostninger, der måtte være forbundet med at få bilen synet. Da manglerne ved bilen efter det oplyste ikke var åbenbare, og da sagsøgeren måtte gå ud fra, at sagsøgte som ejer af bilen havde kendskab til dens stand, finder vi ikke at kunne pålægge sagsøgeren risikoen for, at omkostningerne ikke ville stå i rimeligt forhold til bilens værdi.
Da vilkåret om erstatning er anført under slutsedlens standardvilkår, hvortil der er henvist på slutsedlens første side umiddelbart oven over sagsøgtes underskrift, finder vi, at vilkåret må anses for vedtaget mellem parterne. Vi finder imidlertid, at det vil være urimeligt at fastholde vilkåret, som er ensidigt fastsat af sagsøger, og som stiller sagsøgte, der er forbruger, væsentligt ringere end efter købelovens almindelige erstatningsregler, uden at denne omstændighed er særligt fremhævet. Vi finder endvidere, at vilkåret generelt forrykker parternes indbyrdes retsstilling efter købeloven til ugunst for forbrugeren. Som følge heraf stemmer vi for at tilsidesætte aftalens vilkår om erstatning efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36, og give sagsøgte medhold i sin påstand om frifindelse.
Dommer Thrane udtaler:
Køberen af bilen var en da 18-årig landbrugselev. Som i langt de fleste handler vedrørende brugte biler blev købesummen ikke betalt kontant af køberen, og det er ubetænkeligt at lægge til grund, at handlen skulle gennemføres via finansiering fra tredjemand. Selvom slutsedlen blev underskrevet allerede den 25. september 1997, iværksatte sælgeren, Henrik Nielsen, da også efterfølgende en undersøgelse af, på hvilke vilkår sælgerens finansieringsselskab, SMC, ville finansiere købet. Sagsøgte har forklaret, at han angav et maksimalt månedligt beløb på 1.000 kr., mens Henrik Nielsen hverken har kunnet huske dette, eller hvilket beløb SMC rent faktisk efterfølgende tilbød at finansiere handlen for, og der er på denne baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte sagsøgtes forklaring om, at han ikke kunne indgå handelen, hvis den ikke kunne finansieres for et maksimalt månedligt beløb på 1.000 kr. Jeg finder på denne baggrund, at det er tilstrækkeligt godtgjort, at det var en betingelse for handelen, at denne kunne finansieres som af sagsøgte forklaret. Da sagsøgeren ikke har dokumenteret, at dette kunne lade sig gøre, finder jeg ikke, at det er godtgjort, at der - på trods af underskrivelsen af slutsedlen - er indgået nogen endelig aftale om køb af bilen, idet aftalen endnu ikke var forhandlet på plads. Jeg stemmer derfor for - med denne begrundelse - at frifinde sagsøgte.
Med de anførte begrundelser tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.
Sagsøgtes krav om godtgørelse af det indbetalte klagegebyr til Forbrugerklagenævnet tages efter udfaldet af tvisten om erstatning til følge med procesrente som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret:
Sagsøgte, Daniel Navne, frifindes, og sagsøgeren, Flemming Sølvsten Automobiler A/S, skal til sagsøgte betale 480 kr. med procesrente fra den 5. juni 1999.
Sagsøgeren betaler sagens omkostninger til statskassen med 6.000 kr.
- - -
I øvrigt ophæves sagens omkostninger.
Højesterets dom.
I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets KA. afdeling den 15. august 2000.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Wendler Pedersen, Per Sørensen, Per Walsøe, Asbjørn Jensen og Jytte Scharling.
Appellanten, Flemming Sølvsten Automobiler A/S, har - støttet af Danmarks Automobilforhandler Forening som biintervenient - gentaget sin påstand.
Indstævnte, Daniel Navne, har - støttet af Forbrugerombudsmanden som biintervenient - nedlagt påstand om stadfæstelse.
Flemming Sølvsten Automobiler A/S har som et nyt anbringende gjort gældende, at selskabets krav - såfremt pkt. 11 i de almindelige betingelser tilsidesættes - er berettiget efter dansk rets almindelige regler, jf. også købelovens § 30, idet selskabet har lidt et tab, som overstiger det krav, der følger af pkt. 11 i de almindelige betingelser.
Daniel Navne har heroverfor anført, at Flemming Sølvsten Automobiler A/S, der ikke gjorde erstatningskrav gældende på dette grundlag umiddelbart efter handlens ophævelse, på grund af passivitet nu er afskåret fra at gennemføre kravet. Det bestrides endvidere, at den salgspris, der er opnået ved salg et halvt år efter annullationen, kan lægges til grund ved beregningen af tabet. Der foreligger ikke oplysninger om, hvilke salgsbestræbelser sælgeren har udfoldet i efteråret 1997, og det er udokumenteret, at bilen ikke på dette tidspunkt kunne have været solgt til samme pris som i købekontrakten med Daniel Navne.
Til brug for Højesteret er der tilvejebragt yderligere oplysninger.
Det fremgår af slutseddel dateret den 7. april 1998, at Flemming Sølvsten Automobiler A/S har solgt bilen for en kontantpris på 65.000 kr. inklusive leveringsomkostninger.

Højesterets bemærkninger.
Tre dommere - Wendler Pedersen, Asbjørn Jensen og Jytte Scharling - udtaler:
Vi tiltræder af de grunde, der er anført af landsretten, at der ved købekontrakten af 25. september 1997 er indgået en ubetinget aftale mellem parterne om køb af bilen, og at aftalen ikke er bortfaldet som følge af bristende forudsætninger hos køberen. Vi tiltræder endvidere, at pkt. 11 i købekontraktens almindelige bestemmelser om, at sælgeren kan kræve en standarderstatning på 10 % af købesummen ved køberens uberettigede annullation, må anses for vedtaget af parterne.
Sagen vedrører køb af en brugt bil. I tilfælde af uberettiget annullation af et sådant køb vil det normalt henstå som usikkert, om sælgeren lider et tab ud fra difference- eller avancetabssynspunkter, jf. herved købelovens § 30. Vurderet i lyset heraf vil pkt. 11 i standardvilkåret ofte pålægge en brugtvognskøber, som uberettiget annullerer aftalen, at betale en uforholdsmæssig stor godtgørelse. Vilkåret må derfor tilsidesættes som urimeligt, jf. aftalelovens § 38 c, sammenholdt med § 36, jf. herved også nr. 1, litra e, i bilaget til artikel 3 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler.
Sælgeren findes ikke afskåret fra nu tillige at støtte sit krav om erstatning på dansk rets almindelige erstatningsregler. Sælgeren har vedrørende opgørelsen af tabet alene fremlagt købekontrakt vedrørende salg af bilen ca. et halvt år efter, at Daniel Navne annullerede købet. Det er uoplyst, hvilken markedsværdi bilen havde, da købet blev annulleret, og hvilke bestræbelser sælgeren har udfoldet for at søge at sælge bilen på ny. Vi finder det på denne baggrund ikke tilstrækkeligt bevist, at sælgeren har lidt et tab. Der er derfor ikke grundlag for at pålægge køberen at betale erstatning.
Vi stemmer med denne begrundelse for at stadfæste dommen.

Dommerne Per Sørensen og Per Walsøe udtaler:
Af de grunde, der er anført af landsrettens mindretal, stemmer også vi for at stadfæste dommen.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, Flemming Sølvsten Automobiler A/S, betale 25.000 kr. til statskassen. I øvrigt skal ingen af parterne betale sagsomkostninger til nogen anden part.
De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.