Forenede Danske Motorejere som mandatar for Bent Johansen m.fl. (adv. Lennart Fogh for alle) mod Kalundborg-Jyderup Autocenter A/S m.fl. og Citroën Danmark A/S (adv. Jan Thor Krøyer for alle).
Indledning og påstande
Under påberåbelse af mangler ved deres Citroën C4-biler har Bent Johansen, Ole Christgau, Lis Jenny og Torben Wøldike og Arnold Pedersen ved deres mandatar Forenede Danske Motorejere (FDM) nedlagt påstand om, at Citroën Danmark A/S (i det følgende Citroën) skal betale hver af dem 25.000 kr. I de sager, der er anlagt vedrørende Bent Johansens, Ole Christgaus og Lis Jenny og Torben Wøldikes biler, er betalingspåstanden tillige nedlagt over for den forhandler, der har solgt bilen, nemlig Kalundborg-Jyderup Autocenter A/S, Carsten Petersen Automobiler ApS, henholdsvis Henrik Larsen Automobiler A/S, idet Citroën og den pågældende forhandler påstås dømt til at betale beløbet in solidum. I hver sag påstås procesrente af beløbet fra sagens anlæg den 22. juli 2008 ved Retten i Holbæk (Bent Johansen) og Retten i Herning (Arnold Pedersen), henholdsvis den 24. juli 2008 ved Retten i Svendborg (Ole Christgau) og Retten i Glostrup (Lis Jenny og Torben Wøldike). Disse retter har ved kendelser henvist sagerne til behandling ved Sø- og Handelsretten efter retsplejelovens § 227.
De sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Bent Johansen købte den 20. december 2005 en ny C4 1,6i Prestige hos Kalundborg-Jyderup Autocenter A/S, og bilen blev indregistreret 12. januar 2006.
Den 26. september 2006 klagede Bent Johansen til Kalundborg-Jyderup Autocenter A/S. Han anførte blandt andet, at brevet var en opfølgning på en mundtlig klage i august 2006, hvor han havde fremført, at indtrækket i bilen var skæmmet af udtrækninger af sorte tråde og af skjolder.
I Citroën Danmarks svar af 19. november 2007 anførtes det, at det ved fælles besigtigelse kunne konstateres, at det, der trængte ud fra undersiden af stoffet: ». . . skyldes almindeligt slid, som kan forekomme på denne model. . . . De kan kontakte Deres værksted, som evt. har mulighed for at varme det sorte filt væk«. Herefter trådte FDM ind i sagen.
Ole Christgau købte en ny 3-dørs Citroën C4 1,6i VTR Coupé den 3. november 2006 af Carsten Pedersen Automobiler ApS, og bilen blev indregistreret den 18. januar 2007. Den 7. september 2007 klagede Ole Christgau skriftligt til Citroën Danmark A/S Han anførte blandt andet, at bilens indtræk i løbet af sommeren 2007 var begyndt at flosse. Han oplyste i klagen, at han først havde henvendt sig til Citroën Hørsholm, som havde givet ham ret i, at det var berettiget at reklamere, og stillet ham et nyt betræk i udsigt. Da Ole Christgau efter Hørsholm-afdelingens lukning henvendte sig hos Citroën Birkerød, indhentede de instruks fra hovedsædet, der alene bevilgede en afsvidning af det flossede. Ole Christgau anførte slutteligt i klagen, at denne afhjælpning havde efterladt tre små svedne pletter og ikke gav ham tryghed for, at kvaliteten af indtrækket nu var i orden.
Citroën Danmark svarede hertil, at der ikke var tale om en negativ kvalitetsafvigelse »sammenlignet med en tilsvarende model«. Citroën kunne ikke tilbyde garantiudskiftning med tilsvarende betræk. Ole Christgau anførte, at der syntes at være tale om en systemfejl, og rettede henvendelse til FDM, der herefter indtrådte i sagen.
Lis Jenny og Torben Wøldike købte den 6. februar 2007 en ny Citroën C4, 1,6i 16V Prestige af Henrik Larsen Automobiler A/S, og bilen blev indregistreret 20. marts 2007.
Den 4. juli 2007 skrev Henrik Larsen Automobiler A/S til Lis Jenny og Torben Wøldike, at venstre forsideryg var blevet skiftet. Et opkrævet beløb var overstreget. I forhandlerens journalsystem vedrørende bilen er der den 9. august 2007 anført noget om en rygpude.
Arnold Pedersen købte en ny Citroën C4, 1,6i Prestige den 3. november 2005 af en bilforhandler i Herning. Bilen blev indregistreret den 2. januar 2006.
Den 21. december 2007 skrev Arnold Pedersen til Bil-Centret Videbæk A/S og bekræftede, at han tidligere havde reklameret over trådender i vævningen på forsæderne, senest den 19. og 20. december 2007, hvor der også blev reklameret over ujævnheder. Citroën Videbæk svarede i et udateret brev, at Citroën havde set på det, men at det ikke var en fabriksfejl eller en produktfejl, og at der ikke kunne gøres noget herved.
I forhandlerens journalsystem er der den 5. december 2007 tilført noget om en rygpude. Yderligere har et sæde været taget ud til brug for syns- og skønsforretningen.
Alle fire biler var solgt med garanti- og reklamationsbestemmelser, hvorefter garantiperioden på 24 måneder trådte i kraft fra 1. indregistreringsdato. Arnold Pedersen havde dog efter det oplyste modtaget en ældre udgave af bestemmelserne, hvori garantiperioden var angivet til kun at være på 12 måneder, hvilket ifølge Citroën var en fejl, idet den rettelig var 24 måneder. Bestemmelserne fastsatte bl.a., at »Den gratis afhjælpning . . . omfatter ikke . . . revnet og plettet indtræk.«
Forklaringer
Bent Johansen har forklaret, at han gennem årene har haft mange forskellige Citroën-biler. Han har ikke tidligere oplevet problemer med indtrækket. Den seneste model havde han i 11 år, mens han havde små børn. Han udsætter ikke bilen for andet end sædvanligt brug. Han har almindeligt tøj på, der hverken er groft vævet eller forsynet med nitter eller lignende. Når det regner, sætter han sig ind i bilen med overtøj på.
Da bilens sæder blev besigtiget første gang, sagde Citroëns distriktschef, at 80 % af bilerne havde denne fejl. Citroën forsøgte at afhjælpe manglen ved afbrænding. Det gik godt på det ene forsæde, men de kom til at brænde for meget af ved det andet, så de blev nødt til at skifte begge sæder. De fik imidlertid hurtigt samme fejl og skjolder. Det nye betræk virkede mere ru end det tidligere. Skjolderne kunne fjernes med vand. Han henvendte sig igen til forhandleren i august-september 2006. På værkstedet var de med på at skifte sæderne, men rådede ham til at vente, indtil garantien var ved at udløbe, da han derved ville opnå længere garanti. Pludselig oplyste forhandleren, at Citroën var vendt på en tallerken, hvorefter udskiftning ikke kunne komme på tale.
Han kender og har mødt flere andre C4-ejere, der har oplevet den samme fejl ved indtrækket.
Ole Christgau har forklaret, at han har kørt bil siden 1956. Han har haft 6 Citroën-biler, som han har solgt, efter at han havde kørt ca. 130.000 km i hver. Han har aldrig tidligere oplevet fejl på sæderne. Han bruger vindjakke. Tidligere gik han mere i arbejdstøj, men heller ikke i den periode oplevede han problemer med indtrækkene. Han har været pensionist, lige så længe han har haft denne bil.
Han klagede i slutningen af august 2007 til sit værksted i Hørsholm, som henviste ham til afdelingen i Birkerød, som imidlertid heller ikke kunne tage stilling til, hvad der skulle ske. Den 4. september fik han at vide, at de ville afsvide sædet. Det var efter hans opfattelse ikke en løsning på selve problemet.
Ved ud- og indstigning kører han ikke først rattet op og sædet tilbage. Han har indstillet sædet på den måde, der står i instruktionsbogen. Han kan godt komme ind og ud af bilen uden at ændre på indstillingerne.
Torben Wøldike har forklaret, at han i starten af juni 2007 opdagede problemer med indtrækket på begge forsæder og straks reklamerede. Højre forsæde blev svitset med en lighter. Han har kørt ca. 18.000 km, fra sæderyggen blev skiftet og indtil skønsforretningen. En måned efter det var skiftet, var den gal igen. Han går i normalt tøj og har ikke gået i arbejdstøj i mange år.
Arnold Pedersen har forklaret, at han har haft bil i over 50 år og aldrig tidligere har haft problemer med sædeindtræk. Han bruger almindeligt tøj. Der gik et stykke tid, inden han reklamerede, da han lige ville være sikker på, at det var en fejl. Først afviste forhandleren ham, men så kom der én fra Citroën på besøg, som foreslog, at han skulle tage en kop kaffe, mens de ordnede det. Da han ikke fik at vide, hvad de ville gøre, afviste han det. Han havde først henvendt sig i Herning, men der ville de ikke gøre noget. På et andet værksted accepterede de i februar 2008 at skifte betrækket, men det skyldtes, at det var gået løs. Allerede i april 2008 kom der tråde ud igen, men afhjælpning blev afvist af Citroën. Da varmefunktionen i sædet røg i januar 2010, blev sædet skiftet atter en gang, men allerede nu nulrer det igen.
Bo Graugaard Larsen har forklaret, at han siden 2004 har været garantichef hos Citroën med Skandinavien som ansvarsområde.
C4 blev introduceret i Danmark i 2005/2006. Det tager ofte lidt tid for forhandlerne at lære modellerne at kende. I startfasen valgte nogle forhandlere at udskifte sæderne i C4. Citroën har ikke haft en lang række reklamationer, men har dog hørt om problemer i andre sager end disse fire. De har ikke nødvendigvis fået kendskab til alle sager, idet sager kan være kørt uden om deres registrering. De har ikke statistik over antallet af sædeudskiftninger, bl.a. fordi udskiftning kan ske af flere årsager, herunder ofte sædevarmen. Betrækket i C4 er efter Citroëns opfattelse ikke behæftet med fejl. Det var et nyt indtræk, der hørte sammen med C4, der designmæssigt blev meget berømmet. C4 var den eneste model med dette indtræk og findes ikke længere i denne variant. Citroëns modeller gennemgår ca. halvvejs i deres levetid et facelift, og C4 har nu et andet indtræk.
Normalt kan forhandlerne kun vælge at udskifte større dele efter godkendelse fra Citroën Danmark. Under en models introduktion har forhandlerne imidlertid mere snor og kunne med C4 skønne, om et sæde skulle skiftes pga. fejl eller pr. kulance.
Han hørte fra en regionschef om metoden med at varme fibrene væk og valgte at informere forhandlerne om metoden. Man har haft succes hermed, men nogle steder er man kommet til at brænde for meget af.
Syn og skøn
Teknisk direktør Erik Gyldenberg har som syns- og skønsmand afgivet erklæringer efter en syns- og skønsforretning afholdt den 18. august 2009. Bent Johansens bil havde ved syns- og skønsforretningen kørt 89.020 km, Ole Christgaus 34.395 km, Jenny Lis og Torben Wøldikes 24.472 km og Arnold Petersens 54.728 km.
Erklæringerne er næsten ens for de fire biler. Her citeres uddrag af erklæringen af 4. september 2009 vedrørende Lis Jenny og Torben Wøldikes Citroën C4, hvoraf bl.a. fremgår:
»Spørgsmål 1
Skønsmanden bedes oplyse, om der for bilens sædebetræk eller andre stofbeklædte dele forekommer pilling/fnuller og eller skjolder eller lignende.
Svar: Der er en pilling lignende effekt med udtræk af sorte fibre, der giver sædebetrækkene et gammelt og forslidt udseende.
a. I bekræftende fald bedes det konstaterede beskrevet.
Svar: På de steder hvor pilling er mest fremtrædende er der fiberudtræk i tekstilmaterialet.
b. For så vidt angår de dele af sædebetræk m.v., hvor der ikke konstateres pilling/fnuller, bedes stofområdernes tilstand nærmere beskrevet.
Svar: På de steder hvor der ikke er tydelig fiber udtræk, har tekstilmaterialet et nusset udseende.
c. Såfremt skønsmanden er opmærksom på andre forhold af betydning for korrekt beskrivelse af sædebetrækket, bedes dette anført.
Svar: Udtræk af sorte fibre er både på sæder og på ryglæn, selv om belastningen ved brug er forskellige.
. . .
Spørgsmål 4
Skønsmanden bedes oplyse, om det eventuelt konstaterede kan afhjælpes ved reparation.
Svar: Nej - men har tidligere været forsøgt med samme type tekstil! resultat fornyet reklamation.
a. I givet fald bedes reparationsmetoden beskrevet og prisen incl. moms herfor opgivet.
Svar: Reparation har ingen hensigt.
b. Såfremt afhjælpning ikke kan ske ved reparation bedes det oplyst, hvad det vil koste at udskifte de beskadigede dele incl. moms. Endvidere bedes det oplyst, hvad det vil koste at udskifte al sædebetræk, såfremt dette ikke måtte være besvaret ved forudgående spørgsmål.
Svar: For Citroën C4 årgang 2006 - priser incl. moms.
Eet forsæde kr. 13000,00
Alle sæder kr. 38000,00
Alle sæder + indtræk kr. 50500,00«.
Det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 1 vedrørende Bent Johansens bil, at denne tillige har store vandskjolder på betrækkene, og vedrørende Ole Christgaus bil, at der tillige er en kraftig beskadigelse af venstre side af førersædet, idet udformningen af forsæderne angives at have været stærkt medvirkende til, at stofbeklædningen er flosset op.
Her er syns- og skønsmandens samlede konklusion for de 4 biler:
»Samlet rapport og konklusion.
Den generelle oplevelse af sædebetrækket i de 4 biler: Citroën C4 efterlod et snavset og smudsigt indtryk. For at finde årsagen til dette, er der gennemført en række test og forsøg, dels på Teknologisk Institut i Taastrup og dels i privat regi.
Der blev af Citroën Danmark A/S stillet et næsten ubrugt bagsæde til rådighed for testforsøg.
Bagsædet blev taget fra [Arnold Pedersens bil, der] havde kørt km. 54728.
Bagsædet blev overdraget til Teknologisk Institut, som mekanisk fjernede den skumbelægning, der var på tekstilets bagside. Derefter blev der gennemført en pillingtest, som efter 50 000 ture ikke viste nogen former for pilling. En snaggingtest viste sig også at være i orden. En modificeret Martindaletest er ligeledes i orden. (se vedlagte rapport fra DTI).
Efter at have gennemgået disse standardiserede testmetoder, har jeg fjernet resterne af bagside-belægningen ad kemisk vej, og derved frilagt fibrene i sædebetrækket. Nu kan man under mikroskop tydelig se, at de sorte fibre er glatte filamenter, som vil kunne frigøre sig fra sædebetrækkets mønster og arbejde sig op til overfladen og give det udseende af pilling og nussethed, som har været den fremherskende del af reklamationen.
Hvorfor dette kun forekommer nogle steder på sæderne, skyldes formentlig en dårlig og ujævn fiksering eller påklæbning af bagsidebelægningen, som derfor ikke er optimal.
Konklusion.
Den mekaniske påvirkning, som sædebetrækket er udsat for når bilen benyttes, er tilstrækkelig til at de glatte fibre, som ikke er fikseret, vil arbejde sig fri.
Derfor er det foreliggende tekstilmateriale meget dårligt egnet til betræk af bilsæder.«
Af en supplerende skønserklæring af 9. januar 2010 fremgår bl.a.:
»2. Skønsmanden bedes oplyse, om et ekstraordinært slid på sæderne og tilsmudsning af sæderne under anvendelse kan tænkes at begrunde sædernes nuværende udseende, henset til sædernes alder og bilernes antal kørte kilometer.
Svar: Med udgangspunkt i Arnold Pedersens bil, som er at betegne, som særdeles velplejet - her er et ryglæn skiftet ud p.g.a. limproblemer ved kørt km. 46.741 den 7. januar 2009 og ved km. 54.728 den 18. august 2009, var der pilling på det udskiftede ryglæn.
2.a. Kan skønsmanden udelukke, at en bilejer gangbesværet p.g.a. 2 udskiftede knæ under ind- og udstigning af bilen kan påvirke førersædets betræk i negativ grad?
2.b. Kan skønsmanden udelukke, at en bilejer med en holdning præget af en dårlig ryg under ind- og udstigning kan påvirke førersædets betræk i negativ grad?
Svar: Hverken de under pkt. 2.a. + 2.b. nævnte problemer kan have nogen særlig indflydelse på »den pilling lignende effekt«.
. . .
3.a. Skønsmanden bedes oplyse, om det må antages, at sædets udformning (bucket seats) disses placering og rattets placering i Ole Christgaus bil må antages at påvirke førersædets betræk i så negativ grad, at det ligger ud over, hvad en producent af sædebetræk til den pågældende biltype må forvente. Supplerende bedes skønsmanden oplyse, om der ved konstruktionen af sædebetræk til bucket seats i pågældende biltype bør tages hensyn til sædets udformning i relation til de eventuelle særlige forhold, der gør sig gældende ved ind- og udstigning.
Svar: Den meget snævre indstigning i førersiden er årsagen til den kraftige slitage på textilmaterialet på førersædet. Det er helt klart en design fejl - forkert valg af sæde og textilmateriale.
. . .
4.b. Skønsmanden bedes oplyse, om en forudgående pilling-, snagging- og martindaletest udført af producenten ville have givet forvarsel om hvorvidt tekstilet var egnet/uegnet som sædebetræk.
Skønsmanden bedes tillige oplyse, om en forudgående pilling, snagging- og/eller martildaletest udført af producenten ville have givet forvarsel om, at der kunne opstå problemer, som f.eks. de konkrete sagers 4 konkrete problemer.
Svar: For at undgå denne slags reklamationer, har alle bil producenter helt sikkert udviklet deres egne test metoder.
Som det fremgår af »samlede rapport« afsnit fire, er der her givet et bud på årsagen til problemet, et problem som hverken pilling-, snagging- eller martindaletest kunne påvise.«
Syns- og skønsmand Erik Gyldenberg har vedstået sine erklæringer og forklaret, at pilling opstår ved, at kunstfibre arbejder sig op til overfladen af stoffet og danner små kugler. Han bad Teknologisk Institut om at udføre forskellige traditionelle test, men disse viste sig ikke at kunne forklare sædebetrækkets udseende, der således ikke skyldtes pilling.
Han fortsatte sine undersøgelser med henblik på at finde ud af, hvad der så var galt. Med lup så han små fibre på overfladen, formentlig af polypropylen. Der var lim på bagsiden, som han opløste med acetone. Da han derefter bearbejdede stoffet mekanisk, kom fibrene, som nu ikke længere blev fastholdt med lim, op. Forklaringen på, at fibrene har ligget løst, er, at den lim, som skal fiksere fibrene, har været lagt for tyndt eller for ujævnt på. Han har ikke kendskab til bilfabrikkernes egne testmetoder, men det er ekstremt, at denne lim ikke holder, og Citroën har ikke kunnet tage højde herfor. Det er samme problem for alle fire biler i sagen. Teknologisk Institut kunne ikke udføre den test, som han har lavet, da denne ikke er en del af dette instituts ISO-certificerede metoder.
Det er små sorte fibre, som kommer op og giver det smudsige udseende. Ud over for tynd eller ujævn limning er det efter hans opfattelse også en fejl, at de sorte fibre er helt glatte og ikke snoede, hvorved de ville have været mere modstandsdygtige over for brud ved mekanisk påvirkning. Han er ikke sikker på, at brugerne ville have kunnet undgå at få fibrene frem, selv om de havde brugt skånebetræk, idet mekanisk bevægelse flytter fibrene.
Skjolderne på sædebetrækket i Bent Johansens bil kan han ikke give anden forklaring på, end at man normalt imprægnerer disse stoffer, så de er smuds-, olie- og vandafvisende, således at der må have været mangelfuld imprægnering af betrækket på sæderne i denne bil, siden det ikke har kunnet tåle fugt fra vådt regntøj.
Efter hans opfattelse er det en designfejl ved Ole Christgaus bil, at man, hvis man vil undgå, at stoffet på sædets sidevulst flosser, skal sætte sig meget forsigtigt ind. Sædet burde efter hans opfattelse beklædes med læder eller kunstlæder. Designeren burde have forudset dette slid på vulsten.
Parternes synspunkter
Forenede Danske Motorejere har som mandatar for sagsøgerne gjort gældende, at de 4 biler, som sagen angår, ved risikoens overgang var behæftet med mangler, og at sagsøgerne har reklameret rettidigt herover. De sagsøgte forhandlere og Citroën som garantigiver er derfor solidarisk ansvarlige herfor.
Reklamationsforløbet i de fire sager har stort set været ens, idet forbrugerne hos deres respektive forhandlere har klaget over fnuller på sæderne, som i et vist omfang er søgt afhjulpet ved afbrænding og/eller udskiftning. Det fremgår af syns- og skønsmandens erklæringer, at problemerne er opstået ved almindelig dagligdags brug. Der er heller ikke efter forklaringerne for retten grundlag for at betvivle, at brugen har været helt normal, og rettens besigtigelse har da også bekræftet, at bilerne var særdeles velholdte.
Problemet er opstået ved, at bilernes sæder har været forsynet med et betræk, som efter de tekniske undersøgelser vel er slidstærkt, idet det består alle de almindelige prøver med glans, men som alligevel har fået et nusset og kedeligt udseende, idet nogle kunststoffibre efter syns- og skønsmandens erklæringer og forklaring i retten ikke har været tilstrækkelig fastholdt og derfor i forbindelse med den mekaniske påvirkning, som fremkommer ved, at nogen sidder i sædet, har arbejdet sig op igennem stoffet. Dette ville ifølge skønsmanden være sket, endog selv om bilejerne havde anvendt skånebetræk på sæderne. Skønsmandens samlede konklusion er derfor, at materialet er meget dårligt egnet til indtræk.
Efter syns- og skønsmandens erklæring og forklaring i retten er sædebetrækket i Bent Johansens bil endvidere ikke tilstrækkeligt imprægneret, således at det er blevet skjoldet i forbindelse med almindelig brug, hvor man sætter sig ind i bilen med regntøj på.
Det må anses for en mangel ved Ole Christgaus bil, at det skålformede forsæde ikke har kunnet modstå slid fra almindelig ind- og udstigning. En bilfabrikant må sørge for at designe bilerne således, at sæderne, også selv om de er skålformede, kan holde til almindelig brug, hvor man stiger ind i eller ud af bilen uden at behøve at skubbe sædet helt tilbage og føre rattet helt frem og op. Sidevulsten på førersædet i denne bil burde have været forsynet med læder eller kunstlæder, som kunne holde til det slid, som naturligt opstår på en så kraftig sidevulst ved almindelig ind- og udstigning.
Der foreligger forbrugerkøb, og der er i alle sager reklameret rettidigt ikke blot i forhold til reklamationsreglerne i købelovens §§ 81-86, men tillige i forhold til Citroëns garanti- og reklamationsbestemmelser. I alle sagerne er der således reklameret inden for 2 år. I de tre sager, hvor der er rejst krav mod forhandlerne, må det endvidere efter bevisførelsen lægges til grund, at der er reklameret enten inden for eller straks efter udløbet af 6-måneders-fristen i købelovens § 77 a, som er en formodningsregel. Efter syns- og skønsmandens erklæringer og forklaring må det endvidere lægges til grund, at manglerne ved betrækket skyldes fabrikationsfejl i forbindelse med påføring af lim, der antagelig har været lagt for tyndt på eller i hvert fald ikke jævnt. Endvidere har stoffet på Bent Johansens bil ikke været tilstrækkeligt imprægneret. Fejlene ved sædebetrækket var således til stede ved bilernes levering og indregistrering, og det samme gælder designfejlen ved Ole Christgaus bil.
Idet de sagsøgte forhandlere har afvist vederlagsfri afhjælpning af manglerne, som vil kræve udskiftning af sæderne, har sagsøgerne krav på passende afslag i købesummen, jf. købelovens § 78, stk. 4, 1. pkt. Citroëns garanti skal mindst stille køberne lige så godt som købeloven, jf. markedsføringslovens § 12, og da også Citroën har afvist afhjælpning af manglerne i form af udskiftning, har Citroën pådraget sig erstatningsansvar. Afslaget og erstatningsbeløbet må fastsættes efter et skøn med udgangspunkt i de priser, som syns- og skønsmanden har oplyst.
De sagsøgte har begrundet deres frifindelsespåstand med, at der ikke foreligger nogen mangler, og at sagsøgerne ikke har reklameret rettidigt.
C4 er ikke en bil i luksusklassen, men en almindelig familiebil med et ganske almindeligt og i øvrigt ekstremt holdbart sædebetræk. Udtrækket af sorte fibre giver alene et kosmetisk ændret udtryk. Det har derfor været helt berettiget og relevant, når Citroën har afvist reklamationerne over kosmetiske »mangler« ved sædebetrækket, med henvisning til at der foreligger almindeligt slid, som forbrugeren må tåle.
Der er ikke grundlag for at antage, at sædebetrækket i de fire biler generelt er uegnet til at opfylde sit formål eller har en ringere holdbarhed, end køberen kan forvente. Retten skal alene vurdere udtræk af sorte fibre fra sædebetrækket i de fire biler, som sagen angår. I den forbindelse fremhæves, at Citroën i Danmark har leveret i alt 3.234 biler med det pågældende sædebetræk, og at der inden for den 2 års reklamationsfrist alene er anlagt disse 4 sager vedrørende sædebetrækket. Der er altså 3.230 forbrugere ud af 3.234 mulige, som har anset sædebetrækket som mangelfrit.
Sædebetrækket har i forbindelse med udarbejdelsen af syns- og skønsrapporten været undersøgt af Teknologisk Institut, hvor det har bestået instituttets pilling-, snagging- og martindaletest med bedste resultater. Syns- og skønsmanden, der var overrasket herover, har på egen hånd foretaget en yderligere undersøgelse ved at fjerne skumbelægningen på betrækkets bagside ad kemisk vej og herved konstateret, at der fandtes løse sorte fibre, som ved mekanisk påvirkning af sædet arbejder sig op gennembetrækket. Der sættes spørgsmålstegn ved den bevismæssige værdi heraf.
Skjolderne på sæderne i Bent Johansens bil kunne syns- og skønsmanden ikke give nogen forklaring på. Det forekommer bemærkelsesværdigt, at det kun er sæder i denne ene bil, der er skjoldede, hvilket i øvrigt er undtaget fra garantien. Bent Johansen må have behandlet bilen på usædvanlig måde.
Det erkendes, at førersædet i Ole Christgaus bil er slidt, men Ole Christgau har selv valgt dette »flyversæde« med den konstruktive egenskab, at det slides, hvis man ikke passer særligt på ved ind- og udstigning, hvilket han ikke kan have gjort.
Garanti- og reklamationsbestemmelser vedrørende nye biler betyder ikke, at bilerne skal forblive nye i den periode, hvor garanti og reklamation kan gøres gældende over for forhandleren og importøren. Biler er brugsgenstande, der er udsat for daglig brug og slid, og Citroëns garantibestemmelser omfatter ikke almindelig vedligeholdelse, ligesom revnet og plettet indtræk er undtaget fra garantien. Citroën har af kulancemæssige hensyn i et vist omfang tilbudt afhjælpning, men heri ligger ikke nogen anerkendelse af ansvar.
Der er reklameret for sent. Der foreligger således ikke dokumentation for, at reklamation er sket inden for 6 måneder efter leveringstidspunktet for så vidt angår Bent Johansens og Ole Christgaus biler, ligesom reklamation for så vidt angår Arnold Pedersens bil først er sket umiddelbart inden fristen på 2 år fra leveringstidspunktet.
Skulle FDM på de fire bilejeres vegne få medhold i, at der var en mangel, og at der er reklameret rettidigt, gøres det gældende, at der er forskel på de enkelte skader. Det er derfor ikke givet, at sagsøgerne skal have det samme beløb i afslag i prisen eller erstatning.
Sø- og Handelsrettens afgørelse:
Efter syns- og skønsmandens erklæringer og forklaring lægges det til grund, at det stof, der har været anvendt som betræk i de 4 biler, som sagerne angår, har bestået almindelige test for holdbarhed, og at årsagen til udtræden af sorte fibre er, at limen, som skal fiksere fibrene og stoffet til skumbeklædningen, ikke har været påført korrekt, således at de sorte kunststoffibre nogle steder ikke er blevet tilstrækkeligt fastholdt og derfor i forbindelse med mekanisk påvirkning har arbejdet sig op igennem stoffet.
Denne udtræden af sorte fibre har, således som det også er fremgået ved rettens besigtigelse af de 4 biler i forbindelse med hovedforhandlingen, bevirket, at sæderne har fået en slidt, nusset og kedelig fremtræden, som klart afviger fra, hvad en køber må kunne forvente af så nye og forholdsvis lidt brugte biler. Det slidte og triste udseende af betrækket på sæderne springer i øjnene, når man ser, hvor pæne bilerne i øvrigt ser ud.
Den mangelfulde påføring af lim mellem stof og skumbagside er sket i forbindelse med fremstillingen af sæderne, muligt hos en underleverandør, og det lægges til grund, at afvigelsen har karakter af en fabrikationsfejl og således har været til stede ved bilernes levering, uanset at følgen heraf i form af udtræden af sorte fibre først har vist sig senere. Det findes derfor bevist, at der foreligger en mangel, jf. købelovens. § 75 a, stk. 2, nr. 1-2, og § 77 a, stk. 1.
Betrækket på Bent Johansens bilsæder har yderligere fået store skjolder. Bent Johansen har under hovedforhandlingen forklaret, at skjolderne skyldes vådt vejr, idet han har sat sig ind i bilen med regntøj på, og Citroën har ikke bestridt dette i sit sammenfattende processkrift. Syns- og skønsmanden har under hovedforhandlingen ikke kunnet give anden forklaring på disse skjolder, end at man normalt imprægnerer disse stoffer, så de er smuds-, olie- og vandafvisende, således at der må have været mangelfuld imprægnering af betrækket på sæderne i denne bil, siden det ikke har kunnet tåle fugt fra vådt regntøj. Retten finder, at en bils sæder skal kunne holde til almindelig brug, der i det danske klima indebærer, at fører og passagerer ved kortere ture sætter sig ind i bilen med overtøj på, også i regn eller snevejr, uden at der opstår skæmmende skjolder.
Ole Christgaus bil har yderligere en kraftig beskadigelse af den kraftige venstre sidevulst på førersædet, som ifølge syns- og skønsmandens erklæring og forklaring skyldes mekanisk påvirkning i forbindelse med snæver indstigning på førersædet i den 3-dørs coupé. Uden tydelig anvisning herom i instruktionsbog mv. kan det i hvert fald ikke kræves, at en fører, som sætter sig ind i en bil, først skal skyde sædet helt tilbage og rattet helt frem og op for at muliggøre indstigning uden at ramme og dermed slide førersædets brede sidevulster. Retten er derfor enig i, at den kraftige sidevulst på førersædet burde have været beklædt med læder eller kunstlæder for at kunne holde til sliddet ved almindelig ind- og udstigning.
Alle sagsøgerne findes at have reklameret rettidigt over manglerne ved deres sæder, jf. købelovens §§ 81 og 83-86. Bent Johansen fik sin bil leveret og registreret 1. gang den 2. januar 2006 og reklamerede over manglerne til sin forhandler første gang mundtligt den 4. august 2006 ved 16.000 km og skriftligt den 26. september 2006. Både disse og følgende reklamationer over disse mangler blev afvist, først af forhandleren, senere af Citroën. Ved rettens besigtigelse under hovedforhandlingen fandtes begge forsæder stærkt medtagne.
Ole Christgau fik sin bil registreret 1. gang og leveret den 18., henholdsvis den 19. januar 2007, og han reklamerede mundtligt i august 2007 og skriftligt den 7. september 2007 over manglerne, som havde vist sig i løbet af sommeren. I forbindelse med afhjælpningsforsøg er der kommet svedne pletter på stoffet, og ved rettens besigtigelse under hovedforhandlingen fandtes førersædet på grund af hul i betrækket på sidevulsten og mangler i den underliggende polstring klart tjenligt til udskiftning, ligesom også passagersædet forekom nusset og slidt.
Lis Jenny og Torben Wøldike fik deres bil registreret 1. gang den 20. marts 2007 og reklamerede første gang den 15. maj 2007. Førersædets betræk blev udskiftet den 9. august 2007, hvor passagersædet samtidig blev afsvedet med en lighter, selv om Citroën tidligere havde lovet at skifte også dette sædes betræk. Ved rettens besigtigelse under hovedforhandlingen fremtrådte begge forsæder slidte og nussede og havde udtræden af sorte fibre.
Arnold Pedersen, der havde fået sin bil leveret og registreret 1. gang den 2. januar 2006, fik den 5. december 2007 ifølge Citroëns journal skiftet en rygpude. Ifølge Arnold Pedersens forklaring under hovedforhandlingen, som retten intet grundlag har for at tilsidesætte, havde han flere gange mundtligt reklameret til sin forhandler over mangler ved sæderne, men var blevet holdt hen, således at han først den 21. december 2007, kort inden udløbet af 2-årsfristen, reklamerede skriftligt over udtræden af sorte fibre på forsæderne. Ved rettens besigtigelse stod sædernes slidte præg i klar modsætning til indtrykket af denne bil, som i øvrigt fremtrådte særlig velholdt og velplejet.
Det lægges i overensstemmelse med syns- og skønserklæringen til grund, at forsøgene på reparation af sæderne ved afsvidning med lighter havde karakter af en midlertidig løsning uden tilfredsstillende resultat, og at det ikke tjener noget formål at forsøge reparation, idet sorte fibre i forbindelse med brug fortsat vil udtræde alle steder, hvor limen er påført ujævnt eller for tyndt. Manglerne kan kun afhjælpes ved, at betrækket på forsæderne i alle 4 biler udskiftes. Hvis det nye betræk på forsæderne også efter et par måneder afviger stærkt fra betrækket på bilernes bagsæder, vil det kunne vise sig nødvendigt at udskifte også disse.
Selv om manglerne kan hævdes overvejende at være af kosmetisk karakter, og selv om bilejernes frustration og skuffelse over at skulle se på de slidte og nussede forsæder kun vanskeligt kan gøres op i kroner og øre, må det dog tages i betragtning, at manglerne også vil kunne give sig økonomisk udslag, nemlig i en lavere salgspris, når bilerne til sin tid afhændes, ligesom retten tager i betragtning, at udskiftning af ét forsæde ifølge syns- og skønserklæringen vil koste 13.000 kr., af alle sæder 38.000 kr. og af alle sæder og indtræk i øvrigt 50.500 kr., alt inklusive moms.
Efter et samlet skøn findes det krævede beløb på 25.000 kr. for hver af sagsøgerne at være passende afslag/erstatning.