Full text

U.2000.2497V

Rykkergebyrer oversteg ikke væsentligt det rimelige, hvorfor de ikke blev nedsat.
Rykkergebyrer på 135 kr. og 225 kr. for henholdvis 1. og 2. rykkerskrivelse var aftalt mellem parterne og kunne derfor kun nedsættes, hvis gebyrernes størrelse væsentligt oversteg det rimelige, jf. kreditaftalelovens § 22 eller aftalelovens § 38 c, jf. § 36. Landsretten fandt efter bevisførelsen ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at de opkrævede gebyrer væsentligt oversteg det rimelige, og gebyrerne blev ikke nedsat. 1)

V.L.K. 13. september 2000 i kære K. afd. B-1622-99
(Eva Staal, Lars E. Andersen, Karin Haisler Jessen (kst.)).
HandelsFinans A/S (adv. Bo Vadt Christensen, København) mod D (selv) Biintervenient: Forbrugerombudsmanden (Km.adv. v/adv. K. Hagel-Sørensen, København).


Skive Fogedrets kendelse 5. juli 1999.
Fogeden bemærker indledningsvist, at sagen vedrører anvendelsen af kreditaftaleloven § 22 på rykkergebyrer.
Der blev afsagt

Kendelse:
Under behandlingen af denne sag har HandelsFinans A/S nedlagt påstand om, at den begærede fogedforretning fremmes for det fulde beløb, kr. 36.093,08, >> 2498 >> herunder to rykkergebyrer på henholdsvis kr. 135,00 og kr. 225,00, med tillæg af yderligere påløbne renter og omkostninger.
Sagsfremstilling:
Fogedretten modtog den 23. april 1999 fundament til berammelse og forkyndelse fra advokatfirmaet Valdal på vegne HandelsFinans A/S. Samme dato sendte fogedretten en skrivelse til advokatkontoret, hvori fogedretten anmodede om nærmere oplysninger vedrørende hovedstolen. Desuden anmodede fogedretten om bevis for, at debitor ved låneaftalens indgåelse var blevet gjort bekendt med taksterne for omkostninger, gebyrer, rente m.v.
Den 17. maj 1999 modtog fogedretten et kontoudtog. Kontoudtoget viste, at skyldnerens gæld den 17.08.1998 var blevet tilskrevet kr. 135,00 i rykkergebyr, og at der den 15.09.1998 var blevet tilskrevet yderligere kr. 225,00 i rykkergebyr.
Den 19. maj 1999 anmodede fogedretten advokatfirmaet om at fremsende en ny opgørelse, hvori der alene beregnes to stk. rykkergebyrer á kr. 100,00.
27. maj modtog fogedretten en skrivelse fra advokat Karsten N. Müller, hvori denne anfægtede fogedrettens adgang til ex officio at regulere gebyrer. Advokat Müller gjorde gældende, at fogedretten ikke efter kreditaftalelovens § 22 har hjemmel til at regulere aftalte gebyrer.
Ved skrivelse af 8. juni 1999 fremførte fogedretten en nærmere begrundelse for anvendelsen af kreditaftalelovens § 22 på rykkergebyrer. Herefter blev sagen berammet til foretagelse den 24. juni 1999.
Den 23. juni 1999 modtog fogedretten et processkrift, hvori HandelsFinans A/S nedlagde påstand om at sagen fremmes for det fulde beløb uden regulering af rykkergebyrernes størrelse. Sagen blev procederet på mødet den 24. juni 1999 og optaget til kendelse.
Rekvirenten har til støtte for sin påstand nærmere anført,
at en aftale om rykkergebyrer er undergivet den almindelige aftalefrihed,
at de pågældende gebyrer har hjemmel i låneaftalen mellem rekvirenten og rekvisitus,
at det af de almindelige betingelser fremgår, at der for rykkerskrivelser skal betales gebyr,
at gebyrernes størrelse fremgår af den til rekvisitus udleverede ydelsestabel i forbindelse med låneaftalens indgåelse,
at gebyrerne udtrykkeligt er accepteret af rekvisitus ved underskrift på ydelsestabellen,
at oplysninger om renteberegning, rentesatser og gebyrer løbede kan fås ved henvendelse til rekvirenten,
at gebyrerne dækker de generelle omkostninger ved rekvirentens administration af misligholdte fordringer,
at gebyrerne ikke er af usædvanlig eller urimelig størrelse sammenlignet med andre gebyrer, f.eks. offentligt opkrævede forsinkelsesgebyrer, kreditforeningsgebyrer mv.,
at der ikke på anden vis sker inddækning af rekvirentens øgede administrationsomkostninger ved misligholdte fordringer, idet der ikke opkræves forhøjet rente ved misligholdelse,
at de opkrævede gebyrer således har hjemmel i den mellem rekvirenten og rekvisitus indgåede aftale,
at den foreliggende retspraksis støtter rekvirentens synspunkter.
Endvidere gøres det gældende,
at kreditaftalelovens § 22 ikke giver fogedretten hjemmel til at nedsætte rykkergebyrerne,
at § 22 ligesom aftalelovens § 36 fordrer, at der skal være tale om en klar urimelighed, og dermed væsentlighed i forskellen mellem forbrugerens forpligtelse og den erhvervsdrivendes ydelse,
at størrelsen af rekvirentens rykkergebyrer i nærværende sag ikke væsentligt adskiller sig fra tilsvarende gebyrer på samme marked,
at § 22 efter sit formål ikke er en bestemmelse, der giver en almindelig adgang til censurering af vederlag,
at bestemmelsens formål istedet er at kunne regulere helt urimelige forhold, eksempelvis hvor en solgt genstands reelle værdi ligger langt under det beløb, forbrugeren skal betale.
Desuden anføres det,
at rekvisitus efter erstatningsretlige synspunkter skal dække rekvirentens tab ved at fremsende rykkere,
at rekvisitus er erstatningsansvarlig efter sædvanlig culpabedømmelse, idet det er culpøst, at rekvisitus ikke har overholdt den indgåede afdragsordning,
at det har været påregneligt for rekvisitus, at rekvirenten vil lide tab i form af øgede administrationsomkostninger svarende til det pågældende gebyr, idet dette udtrykkeligt fremgår af ydelsestabellen,
at rekvirentens tab er adækvat i forhold til rekvisitii manglende overholdelse af en indgået afdragsordning,
at der ved pålæggelse af gebyr for rykkerskrivelser netop sker en fordeling af rekvirentens øgede omkostninger ved rykkerprocedure og administration af misligholdte afdragsordninger overfor dem, der misligholder afdragsordningerne, således at andre lånekunder ikke belastes med disse øgede udgifter i form af højere priser mv.,
at rekvisitus fra den udleverede ydelsestabel er bekendt med gebyrets størrelse, samt
at erstatningskravets størrelse er fikseret ved låneaftalen og den oplysning om gebyrfastsættelse, der herved er givet, samt ved den løbende mulighed for at få meddelelse om gebyrernes størrelse hos rekvirenten.

Fogedrettens bemærkninger:
Det kan lægges til grund, at skyldneren ved låneaftalens >> 2499 >> indgåelse fik udleveret en ydelsestabel, hvorpå det er anført, at HandelsFinans, såfremt låntageren ikke overholder låneaftalen, kan forlange betaling for eventuelle ekstraomkostninger i forbindelse med administration af lånet. På samme skrivelse er taksterne for omkostninger, gebyrer, renter m.v. anført. Gebyr for 1. rykkerskrivelse er anført til kr. 135,00, og gebyr for 2. rykkerskrivelse er anført til kr. 225,00. Låntageren har bekræftet modtagelsen af ydelsestabellen, og gebyrernes størrelse er således umiddelbart en del af aftalen mellem HandelsFinans A/S og låntageren.
Fogedretten må antage, at et rykkergebyr er kreditgiverens vederlag for det arbejde, der er forbundet med at gennemføre den konkrete rykkerprocedure. Vederlaget skal stå i rimeligt forhold til arbejdets art og omfang, hvilket ethvert arbejdsvederlag skal ifølge almindelige obligationsretlige grundsætninger.
Gebyret skal således alene dække de udgifter, som kreditor har haft ved at fremsende rykkerskrivelsen.
De beløb låntageren efter aftalen skal betale som omkostninger for rykkere findes at være urimelige, da kreditor kun kan tilregne sig et rykkergebyr, som svarer til de merudgifter kreditor har haft til porto, papir, kuverter samt administration. Da det ikke fra kreditors side er dokumenteret, at der reelt har været afholdt udgifter til rykning af debitor for henholdsvis kr. 135,00 og kr. 225,00, anslår fogedretten, at kreditors udgifter i den konkrete sag ikke har oversteget kr. 100,00 pr. rykkergebyr. Nedsættelsen af rykkergebyrerne sker i henhold til kreditaftalelovens § 22, idet fogedretten skal varetage lovens forbrugerbeskyttelseshensyn. Reglerne i kreditaftaleloven er præceptive og kan ikke fraviges til skade for forbrugeren.
En stigning i rykkergebyrerne fra rykker nr. et til rykker nr. to skal være begrundet i stigende udgifter ved at sende rykker nr. to ud. Meget sjældent vil arbejdsydelsen ved at udsende den anden rykker være større end ved udsendelsen af den første rykker. I det konkrete tilfælde er det ikke dokumenteret, at rykker nr. to har medført større udgifter at udsende end rykker nr. et. Der er således i sagen ikke grundlag for stigningen af rykkergebyr nr. to.
HandelsFinans A/S findes som følge af det anførte alene at have været berettiget til at kræve betaling af to rykkerskrivelser á kr. 100,00. Fordringen nedsættes i overensstemmelse hermed.

Thi kendes for ret
HandelsFinans A/S' fordring mod D nedsættes med kr. 160,00 i medfør af Kreditaftalelovens § 22.
Under fogedretsmødet den 24. juni 1999 afgav debitor insolvenserklæring. På mødet blev fordringen opgjort i overensstemmelse med det i kendelsen anførte.

Vestre Landsrets kendelse.
- - - For landsretten har kærende, HandelsFinans A/S, nedlagt påstand om, at kærendes fordring mod indkærede, D, skal opgøres til 37.163,08 kr. med tillæg af yderligere påløbne renter.
Indkærede har påstået kendelsen stadfæstet.
Kæremålet har været mundtligt forhandlet.
Det fremgår af ydelsestabellen for indkæredes lån, at lånet forrentes med 1,75% pr. måned, svarende til en nominel årlig rente på 23,14%.
Kærende har fremlagt et låneudtog for lånet. Det fremgår heraf, at indkærede ikke før den 17. august 1998 er blevet pålagt rykkergebyrer.
I et processkrift af 22. marts 2000 har kærende opgjort sine indtægter og udgifter ved varetagelse af restancefunktionen således:
»INDTÆGTER

27.000 stk. 1.-rykkerskrivelse a kr. 135,00
3.645.000,00
9.000 stk. 2.-rykkerskrivelse a kr. 225,00
2.025.000,00
I alt
5.670.000,00
Heraf bogføres og opkræves ikke ca. 2.500 gebyrer, idet betaling er sket i dagene omkring udsendelsen af rykkerskrivelser
-393.750,00

5.276.250,00
Ca. 2.400 lån sendes årligt til incasso. Disse lån har gennem hele låneforløbet i gennemsnit fået pålagt 5 rykkergebyrer. D.v.s. at ca. 12.000 gebyrer årligt ikke bliver betalt, med mindre det sker gennem retslig incasso. Det antages, at ca. 25% inkasseres, hvorefter 9.000 rykkergebyrer aldrig bliver betalt.

Baseret på forholdet 75% 1.rykkerskr. og 25% 2.rykkerskr. svarer dette til kr. 1.417.500,00 der fradrages indtægten
1.417.500,00
I alt
3.858.750,00
UDGIFTER

Lønudgift m.v. for 6 medarbejdere
1.600.000,00
Pensionsbidrag på 12,90% svarende til
206.400,00
Lønsumsafgift på 8,20% svarende til
131.200,00
Andel af generelle omkostninger omfattende husleje, el, rengøring, telefoncentral, telefonomkostninger, generelle EDB-omkostninger, lønadministration, kantine, kontorartikler, inventar, forsikringer, m.v., beregnet som 6/104 sv. til restancemedarbejdernes andel af kr. 17 mio. for 104 ansatte
980.769,00 >> 2500 >>
EDB-udviklingsomkostning beregnet til kr. 1.050.000,00 på grundlag af 1.615 arbejdstimer á kr. 650,00 og afskrevet over 3 år
350.000,00
EDB-drift årligt
312.000,00
Porto
144.000,00
Kuverter, papir m.v.
36.000,00
I alt
3.760.369,00«


Indkærede har forklaret, at han optog lånet til forbrug. Han var da - - - I juli 1997 måtte han sige sit job op på grund af sygdom. Det kan godt passe, at han sidst har betalt ydelse på lånet den 1. juli 1998. Herefter havde han ikke økonomisk mulighed for at betale den månedlige ydelse på 834 kr. Han ringede til kærende og foreslog, at ydelsen blev sat ned, og at kærende frafaldt yderligere rentetilskrivning. Det afslog kærende. Han mener, at han tidligere havde været i restance med lånet, men husker ikke, om han i den forbindelse blev pålagt gebyr.
Ib Franzmann, der er kreditchef hos kærende, har som vidne forklaret, at det kærende selskab er 100%ejet af Den Danske Bank. Kærende har aftale med ca. 2500 forretninger, som har kærendes brochure med tilbud om »ekspreslån« stående. Låneansøgningen udfyldes af kunden, hvorefter forretningen telefaxer den til kærendes hovedkontor. Kærende foretager straks en kreditvurdering på grundlag af de afgivne oplysninger samt bl.a. ved indhentelse af oplysninger fra RKI. Målet er, at låneansøgeren skal have svar i løbet af 15 minutter. Svaret gives til forretningen, som i - tilfælde af at lånet bevilges - på kærendes vegne udskriver en check til kunden. Lånet bruges typisk til køb i forretningen, men der er ingen pligt hertil. Kærendes hovedkontor har åbent mandag-fredag fra kl. 9 til 21 og lørdag fra kl. 9 til 17. Låntagerne skal ikke betale stiftelsesomkostninger, men alene rente. Såfremt låntageren ikke betaler, og der skal udskrives rykkerskrivelse, betaler låntageren separat herfor i form af et gebyr. 1. rykkerskrivelse udskrives på den 8. bankdag i måneden, og gebyret herfor på 135 kr. bogføres på kontoen den 10. bankdag i måneden, hvis ydelsen ikke er kommet frem på denne dag. Den 8. bankdag i den følgende måned udskrives 2. rykkerskrivelse. Heri opsiges samtidig lånet. Denne skrivelse er pålagt et gebyr på 225 kr., der også bogføres den 10. bankdag i måneden, hvis ydelsen ikke da er modtaget. Det er normalt for finansieringsselskaber som kærende, at der i hvert fald udskrives 2 rykkere, inden sagen går til inkasso hos advokat, og at begge er gebyrbelagte. Unifinans kræver f.eks. i gebyr 150 kr. for 1. rykker, 225 kr. for 2. rykker, der udsendes i samme måned som 1. rykker, og 225 kr. for 3. rykker, der udsendes i den følgende måned. BGfinans kræver 200 kr. for 1. rykker og ligeledes 200 kr. for 2. rykker. Hos kærende pålægges låntageren ved manglende betaling af en ydelse kun de to nævnte gebyrer, som sidst blev forhøjet i 1993. Kærendes inkassoafdeling, der alene tager sig af opkrævning af restancer, har 6 medarbejdere. 1. rykkerskrivelse udskrives automatisk af EDB-anlægget. Den udløser ofte telefoniske, skriftlige eller personlige henvendelser fra låntagerne. 2. rykkerskrivelse udskrives også automatisk. 1 uge efter denne skrivelse udskrives en liste over de låntagere, som ikke har betalt. Lånesagerne fordeles nu til medarbejderne, som ringer eller skriver til låntagerne. I ca. 50% af tilfældene aftaler man en ordning med disse, medens de resterende sager sendes til inkasso hos advokat. Aftalen med låntageren kan gå ud på, at ydelsen nedsættes, eller at den bortfalder for en periode, men kærende vil ikke give afkald på rentetilskrivning. Vidnet kan vedstå de oplysninger, som er givet i processkriftet af 22. marts 2000 om kærendes indtægter og udgifter ved varetagelse af restancefunktionen. Når det anføres, at de lån, som sendes til inkasso, gennemsnitligt er blevet pålagt 5 rykkergebyrer, skyldes det, at der har været misligholdelse med flere ydelser. 1. og 2. rykkerskrivelse printes ud og kuverteres automatisk. I portoudgiften på 144.000 kr. er medtaget porto på rykkere, hvor der er betalt inden 8 dage, men hvor betalingen først er registreret senere hos kærende. Efter 2. rykkerskrivelse betaler ca. 1/3 af låntagerne inden 1 uge.
Hanne Skov, der er seniorkonsulent hos kærende, har som vidne bl.a. forklaret, at det tager medarbejderne i inkassoafdelingen ca. 3 uger at komme igennem den restanceliste, som udskrives 1 uge efter 2. rykkerskrivelse. Dagene efter udsendelse af både 1. og 2. rykkerskrivelser er meget hektiske med telefonopringninger hele tiden. Alle skriftlige henvendelser besvares skriftligt.
Kærende har gentaget sine anbringender for fogedretten.
Biintervenienten har i et påstandsdokument anført følgende til støtte for indkæredes påstand om stadfæstelse:
»Det gøres . . . gældende, at et rykkergebyr, der er fastsat til et beløb, der er højere end rimeligt, kan nedsættes efter kreditaftalelovens § 22 og aftalelovens § 38 c, jf. § 36. Det gøres i den forbindelse gældende, at det er uden betydning, om størrelsen af rykkergebyret på forhånd har været gjort klart for indkærede, da der er tale om et standardvilkår, der ikke ses at have været genstand for individuel forhandling.
Det bestrides, at kreditaftalelovens § 22 skal fortolkes indskrænkende. Tværtimod skal kreditaftalelovens § 22 fortolkes i lyset af bl.a. Rådets direktiv 93/13 af 5. april 1993 om urimelig kontraktsvilkår i forbrugeraftaler.
Det bestrides, at det er indkærede, der har bevisbyrden for, at rykkergebyrerne er urimelige. Det er tværtimod kærende, der skal bevise, at den >> 2501 >> misligholdende forbruger ikke pålægges at betale en uforholdsmæssig stor godtgørelse på grund af sin misligholdelse.
Det bestrides, at kærende har dokumenteret omkostninger, der berettiger til rykkergebyrer af den krævede størrelse, herunder at der skulle være en omkostningsmæssig baggrund for en forskel i første og andet rykkergebyrs størrelse. Det gøres i den forbindelse gældende, at kærendes omkostninger ved en rykkerprocedure i hvert fald delvis dækkes af kærendes renteindtægter, idet fastsættelsen af rentens størrelse også afspejler kærendes udlånspolitik.«
Indkærede har tilsluttet sig disse anbringender.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Rykkergebyrerne på 135 kr. for 1. rykkerskrivelse og 225 kr. for 2. rykkerskrivelse er aftalt mellem parterne, og gebyrerne kan derfor kun nedsættes, hvis gebyrernes størrelse væsentligt overstiger det rimelige, jf. kreditaftalelovens § 22 eller aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Efter bevisførelsen lægges det til grund, at der i kærendes inkassoafdeling udfoldes en del bestræbelser for at få restancerne betalt eller at finde en anden løsning med låntagerne, inden lånet sendes til inkasso hos advokat, og det må antages, at udgifterne hertil ikke er uvæsentlige. Det fremgår endvidere, at låntagerne ved manglende betaling af en ydelse ikke pålægges yderligere rykkergebyrer end de 2 nævnte, der forfalder med en måneds mellemrum. På det således foreliggende grundlag finder landsretten ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at de opkrævede gebyrer væsentligt overstiger det rimelige. Landsretten tager derfor kærendes påstand til følge. - - -