Volltext

H. D. 8. december 1997 i sag I 286/1994
Forbrugerombudsmanden (Km.adv. v/adv. Karsten Hagel-Sørensen, Kbh.).
mod
Finansrådet som mandatar for Bikuben Girobank A/S (adv. Oluf Engell, Kbh.).

Sø- og Handelsrettens dom 30. juni 1994
(Jens Feilberg, Jytte Jakobsen, Edith Kjærsgaard, P.P. Larsen, Uffe Thustrup).
Påstande:
Sagsøgeren, Forbrugerombudsmanden, har nedlagt følgende påstande:
I Alternative principale påstande:
A) Det forbydes sagsøgte Bikuben A/S i forbindelse med betalingstransaktioner i Danmark at anvende valideringsregler for ind- og udbetalinger, hvor valideringsreglerne for indbetalinger til sagsøgtes kunders konti hos sagsøgte afviger til sagsøgtes kunders ugunst fra valideringsreglerne for udbetalinger fra sagsøgtes kunders konti hos sagsøgte.
eller
B) Det forbydes sagsøgte i forbindelse med betalingstransaktioner i Danmark at anvende valideringsregler, hvorefter
(a) kontante indbetalinger til kundernes konti hos sagsøgte først valideres fra et senere tidspunkt end en samtidig kontant udbetaling fra kontoen bliver valideret,
(b) overførsler til kundernes konti hos sagsøgte ikke valideres fra samme tidspunkt som en samtidig og på tilsvarende måde foretaget overførsel fra konti hos sagsøgte bliver valideret.
II Alternative subsidiære påstande:
Som principal påstand A eller B, men begrænset til tilfælde, hvor den pågældende betalingstransaktion ikke medfører et modsvarende rentetab for sagsøgte.
III Alternative mere subsidiære påstande:
Som principal påstand A og B, men således at det ikke forbydes sagsøgte at opretholde de eksisterende valideringsregler for kontante ind- og udbetalinger.
IV Endnu mere subsidiær påstand:
Det forbydes sagsøgte at debitere kunderne overtræksrente eller anvende andre særlige følger af, at kunderne disponerer ud over indeståendet på en indlånskonto eller overskrider et bevilget kreditmaksimum, i den udstrækning sådant overtræk beror på, at indbetalinger og andre krediteringer først valideres fra et senere tidspunkt end tilsvarende samtidige udbetalinger og andre debiteringer på konti hos sagsøgte.
V Mest subsidiær påstand:
Som forudgående påstande I til IV i den angivne rækkefølge, men således at forbudet alene vedrører privatkundekonti hos sagsøgte og ikke erhvervskundekonti.
Finansrådet har som mandatar for Sparekassen Bikuben A/S påstået frifindelse.
Sagsfremstilling:
Bikubens valideringsregler fremgår af en pjece »Beregning af Rente og Provision«. Af pjecen fremgår:
»...
Bikubens information
om beregning af rente og
provision
Bikuben foretager dagligt en beregning af renten på Deres konto. Beregningen baseres på den saldo kontoen har ved Bikubens lukketid og den aktuelle rentesats på kontoen.
Den daglige rente er på kreditter og en række indlånsformer fastsat som den pålydende rentesats sat i forhold til et år på 365 dage. Med en pålydende rente på f.eks. 10 pct. og en saldo på 10.000 kr., opgøres således en daglig rente på ca. 2,74 kr.
På almindelige udlån samt visse indlånsformer, herunder almindelige anfordringskonti og indlån på opsigelse, anvendes et standardiseret år, hvor hver måned har 30 dage og året 360 dage. Med en pålydende rente på 10 pct., og en saldo på 10.000 kr., svarer det til et dagligt rentebeløb på ca. 2,78 kr.
Det samlede rentebeløb for det anvendte år er således ens i begge beregningsformer.
...
De aktuelle rente- og provisionssatser for de mest almindelige produkter fremgår af skilte i Bikubens afdelinger ligesom rentesats og eventuel provisionssats er anført på Deres kontoudskrift(er). Satserne oplyses som årlige nominelle satser.
Til forskel fra den pålydende sats, er den årlige nominelle sats bestemt af hvor mange rentetilskrivninger om året, der er på Deres konto. Eksempelvis svarer en pålydende rentesats på 13,50 pct. ved fire årlige tilskrivninger af rente, til en årlig nominel rentesats på 14,20 pct.
...
Validering
Validering vedrører tidspunktet for, hvornår en bevægelse på Deres konto indgår i beregningen af renten på kontoen. Tidspunktet fremgår af kolonnen »valør« på Deres kontoudskrift.
Indbetaling til Deres konto
Ved indbetaling kontant eller med check påvirkes renteberegningen fra første ekspeditionsdag efter indbetalingsdagen. Er der tale om indbetalinger på et prioritetslån i fast ejendom, følger renteberegningen forfaldsterminerne for rente og afdrag for Deres lån i Bikuben.
Overførsel til/fra Deres konto
Ved overførsel til/fra egen konti i Bikuben påvirkes renteberegningen på begge konti fra den ekspeditionsdag overførslen foretages.
Overfører De fra egen konto i et andet pengeinstitut, beregnes rente fra første ekspeditionsdag efter, at Bikuben har modtaget det overførte beløb fra det andet pengeinstitut.
Overføres der beløb til Deres konto fra andre konti, gælder følgende principper for validering:
­ Ved overførsel fra trediemands konto i et dansk pengeinstitut, påvirkes renteberegningen fra første ekspeditionsdag efter, at overførslen er modtaget i Bikuben.
...
­ For lønoverførsel og overførsel af offentlige ydelser m.v., påvirkes renteberegningen fra den dag, De kan disponere over beløbet.
Overfører De beløb til andre konti end egne konti i Bikuben, gælder følgende principper for validering:
­ Ved overførsel til trediemands konto i et dansk pengeinstitut, påvirker det renteberegningen på Deres konto fra den ekspeditionsdag, overførslen udføres.
...
Udbetaling fra Deres konto
Udbetaling påvirker renteberegningen fra den ekspeditionsdag, som den foretages. Udbetalingen kan f.eks. ske med Dankort i alle pengeautomater, herunder »KONTANTEN«, eller med interne hævekort i Bikubens pengeautomater.
...
Betaler De med check eller Dankort i en forretning, beregnes rente fra den dag checken eller Dankortnotaen præsenteres for et pengeinstitut.
Anvender De Dankort i det elektroniske system i forretningen, påvirkes renteberegningen fra den ekspeditionsdag kortet er anvendt. Anvendes kortet på andre dage end ekspeditionsdage, beregnes rente fra den først følgende ekspeditionsdag i pengeinstituttet.
...
Ekspeditionsdage
Bikuben har åbent for ekspedition alle dage undtagen lørdag, søn- og helligdage samt Grundlovsdag og juleaftensdag.
Bogføringsdag
Når Bikuben registrerer, at der er foregået en bevægelse på Deres konto, bogføres den. På Deres kontoudtog er rækkefølgen for de enkelte bevægelser opstillet ud fra bogføringsdagen.
Valørdag
Valørdag er den dag en bevægelse på Deres konto indgår i beregningen af renten på Deres konto.«
Statsautoriseret revisor Torben Petersen har efter kammeradvokatens anmodning foretaget renteberegninger til belysning af valideringsreglernes betydning for 2 virksomhedstyper. Henvendelsen blev ikke drøftet med Finansrådet eller Bikuben. Virksomhedstype 1 er en detailforretning med årlig omsætning på ca. 4 mio. kr. Virksomheden har en kassekredit med en debetrente på 14 % p.a.
Virksomhedstype 2 er en en-gros-virksomhed med en årlig omsætning på ca. 13 mio. kr. Virksomheden har en kassekredit med en debetrente på 14 % p.a. For begge virksomhedstyper er renteberegningerne foretaget med udgangspunkt i konkrete, anonymiserede, kontoudtog.
De elementer, der indgår i beregningerne, er beskrevet således:
»...
»Valørdag«
Valørdagen er den dag en bevægelse på kontoen indgår i renteberegningen.
»Bogføringsdag«
Når pengeinstituttet registrerer, at der er foregået en bevægelse på kontoen, bogføres den. På pengeinstituttets kontoudtog er rækkefølgen for de enkelte bevægelser opstillet ud fra bogføringsdagen.
»Ekspeditionsdag«
Alle dage hvor pengeinstituttet har åbent for ekspedition.
Følgende typer af ind- og udbetalinger forekommer på de anvendte kontoudtog.
UD
Hævet check:
Ved indløsning af en check, er valørdagen den dag checken præsenteres for et pengeinstitut.
Checken vil blive bogført en ekspeditionsdag efter valørdag, hvis checken er indløst i et andet pengeinstitut end kontohavers.
Hvis checken er indløst i kontohavers pengeinstitut, er bogførings- og valørdag identisk.
Dataløn:
Ved udbetaling af dataløn foretages der automatisk beløbsoverførsel til modtagerne.
Valørdato er identisk med bogføringsdagen.
IND
Indbetaling:
Ved indbetaling kontant eller med check er valørdagen første ekspeditionsdag efter indbetalingsdatoen.
Giro-indsætning:
Ved indbetaling fra giro er valørdato en ekspeditionsdato efter bogføringsdatoen.
Systemindbetaling:
Systemindbetalinger er i dette tilfælde indbetalinger fra andre selskaber. Valørdato er en ekspeditionsdag efter bogføringsdato.
Overførsel-indsætning:
Ved overførsel mellem egne konti i samme pengeinstitut er valørdato lig med bogføringsdato.
...«
Endvidere er foretaget beregning af renteudgifterne, hvis valideringsreglerne ændres således, at valørdagen bliver identisk med bogføringsdagen. Resultatet af beregningerne sammenfattes således:
Virksomhedstype 1 (Detail)

Mdr. Primo saldo Pengein- stitutrente Ændret valide- ring Forskel i kr. i % Reel rentesats
I April -170.000 -2.140 -1.739 401 23,1 17,2
II April -390.000 -4.759 -4.358 401 9,2 15,3
III Oktober -170.000 -2.111 -1.877 234 12,5 15,8
IV Oktober -390.000 -4.983 -4.749 234 4,9 14,7

Virksomhedstype 2 (En-Gros)

V April -344.000 -2.857 -2.194 663 30,2 18,2
VI April -464.000 -4.237 -3.574 663 18,6 16,6
VII Oktober -344.000 -2.460 -2.026 434 21,4 17,0
VIII Oktober -464.000 -3.887 -3.453 434 12,6 15,8

...«
Reel rentesats betyder den rentesats, der ved renteberegning efter Forbrugerombudsmandens påstand ville føre til det opkrævede rentebeløb. Rentesatsen er i alle beregninger 14 %. Den reelle rentesats er for eksempel i tilfælde I beregnet således:
14 % + 23,1 % af 14 % = 14 % + 3,2 % = 17,2 %
Den daværende Forbrugerombudsmand nedsatte i sommeren 1985 en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for Forbrugerombudsmanden, Finanstilsynet, Forbrugerrådet, Den Danske Bankforening, Danmarks Sparekasseforening og Sammenslutningen af Danske Andelskasser. I beretningen, der er afgivet i maj 1990, hedder det bl.a.:
»...
Det er et generelt gældende princip, at når der sættes penge ind på en konto, beregnes der normalt renter heraf fra første ekspeditionsdag herefter. Derimod påvirkes renteberegningen, når der hæves på kontoen, normalt fra den ekspeditionsdag, hvor udbetaling er sket (valideringsregler). Dette kan medføre, at hvor der disponeres over et den samme dag indsat beløb, opstår der et valideringsmæssigt overtræk. Dette kan give sig udtryk i enten, at en negativ rente direkte er debiteret kontoen og fremgår af kontoudtoget, eller at en negativ rente er modregnet i en positiv rente.
En lignende situation opstår, hvor en lønmodtager disponerer over sin løn på et tidspunkt, hvor denne er gået ind på kontoen, (bogført), men inden disponeringsdagen. (Reglerne om lønoverførsel baserer sig på aftaler mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren). Dette vil ligeledes give sig udtryk i et valideringsmæssigt overtræk.
Danmarks Sparekasseforening har, bilag 11, bl.a. begrundet valideringsreglernes udformning med, at pengeinstitutterne er nødt til at opretholde en kassebeholdning med henblik på at betjene kundernes behov for ind- og udbetalinger. Denne kassebeholdning er i sagens natur uforrentet for pengeinstitutterne og skal derfor opfattes som omkostningsbærende. Omkostningerne til opretholdelse af kassebeholdningen er valgt pålagt de kunder, der (ofte) benytter sig af ind- og udbetalinger.
Den Danske Bankforening har anført, bilag 12, at pengeinstitutterne ikke nødvendigvis har ensartede valideringsregler, og at den renteforpligtigelse, som opstår på grund af valideringsreglernes udformning, må opfattes som en del af prisen for at indsætte respektive hæve penge i en bank. Normalt vil valideringsmæssigt overtræk dog ikke blive registreret som overtræk, der bevirker beregning af overtræksrente. Dette gælder imidlertid ikke for indlånskonti uden overtrækstilladelse.
...«
Bankforeningen henviste i denne forbindelse til Østre Landsrets domme af 16. juni 1987 i sagerne a.s. nr. 406/1986 og nr. 407/1986 mellem henholdsvis Specialforlaget Europa 1980 ApS og SUBK 124 ApS mod Den Danske Bank A/S og Nøglen til den kommende verden ApS mod Jyske Bank A/S. Ved dommene blev antaget, at bankerne i henhold til deres valideringsregler var berettiget til at debitere sagsøgernes konti med overtræksrente ­ et overtræk, der på grund af valideringsreglerne var opstået i forbindelse med udstedelse af checks.
I afsnittet »Arbejdsgruppens Overvejelser« er anført:
»...
Forbrugerombudsmanden, Tilsynet og Forbrugerrådet er opmærksomme på, at valideringsreglerne kan volde forbrugerne problemer, ikke blot på grund af den forskellige valeurmæssige betydning af ind- og udbetalinger, men også fordi validering af en række særlige posteringer giver forståelsesmæssige problemer. Dette gør reglerne og disses konsekvenser vanskelige at overskue, ligesom den konkrete renteberegning kun vanskeligt kan kontrolleres af den almindelige forbruger. Hertil kommer, at valideringsreglerne ikke nødvendigvis er ensartede fra pengeinstitut til pengeinstitut.
Pengeinstitutforeningerne er ikke enige i, at valideringsregler volder større problemer for forbrugerne, og at reglernes kompleksitet gør det vanskeligt at overskue og kontrollere den konkrete renteberegning.
Som det er anført ovenfor, er hovedreglen for validering, at der ved indsættelse på en konto beregnes rente fra første ekspeditionsdag herefter og ved hævning sker renteberegning fra ekspeditionsdagen.
Det er sædvanligt, at der på kontoudtog anføres valideringsdato, således at kunderne på grundlag heraf kan kontrollere renteberegningen.
Vanskeligheden ved at kunne kontrollere renteberegningen skyldes først og fremmest det anvendte renteberegningsprincip, hvorefter renten beregnes fra dag til dag. En sådan beregningsteknik gennemføres mest hensigtsmæssigt ved hjælp af edb. Ved anvendelsen af dag-til-dag-princippet er der ikke den store forskel på at beregne renten ved hjælp af valeurdage i stedet for bogføringsdage. Transaktionstunge konti, hvor valeurreglerne giver mærkbart udslag på nettorenten, er som oftest bogløse konti, hvortil der udsendes kontoudtog. På kontoudtogene gives ved hver transaktion oplysning om valeurdagen, og forbrugerne opnår herved fuld indsigt i renteberegningsgrundlaget.
Effekten af valideringsreglerne for kunderne kan ses som en (meget lille) omkostningsrelateret betaling for de omkostninger, pengeinstitutterne pådrager sig ved at opretholde en daglig kassebeholdning. Disse omkostninger må primært pålægges de kunder, som gennem hyppige indsættelser og hævninger er brugere af pengeinstituttets ydelser. Et omkostningsbaseret betalingsprincip for pengeinstitutternes ydelser synes i øvrigt i andre sammenhænge at have generel støtte.
Forbrugerrådet mener, at ind- og udbetalinger bør have samme valeur. Til støtte herfor henviser Forbrugerrådet dels til det urimelige i, at pengeinstitutterne som debitor i indlånsforhold beregner sig en godtgørelse i form af rente af forbrugeren (kreditor), når denne hæver indsatte beløb, inden de bliver rentebærende, dels til, at de nuværende valideringsregler virker slørende for prisdannelsen. De omkostninger, et pengeinstitut måtte pådrage sig ved at opretholde en daglig kassebeholdning, bør ligesom den indtjening, pengeinstitutterne idag har i kraft af valideringsreglerne, finde udtryk i rentesatserne.
Forbrugerombudsmanden og Tilsynet havde gerne set, at man i arbejdsgruppen havde opnået enighed om forslag til ændrede valideringsregler, der kunne løse nogle af de her nævnte problemer. En mulig løsning kunne være at lade ind- og udbetalinger få samme valeur. Dette har ikke været muligt. Man skal imidlertid anbefale, at pengeinstitutterne undlader at opkræve negativ rente, når denne alene begrundes i et valideringsmæssigt overtræk.
Endelig skal Forbrugerombudsmanden og Tilsynet specielt pege på det umiddelbare behov for og vigtigheden af at vejlede og orientere forbrugerne om valideringsreglernes betydning ved en lang række dagligdags ekspeditioner. Specielt kan der være behov for at orientere arbejdsgivere og lønkontohavere nærmere om reglerne for lønoverførsler.
Det er pengeinstitutforeningernes opfattelse, at en ændring af valideringsreglerne er et spørgsmål, som ligger uden for arbejdsgruppens kommissorium. Der er åbenbart tale om et forslag til en materiel ændring af reglerne, og der ses ikke anført nogen argumentation til støtte for, at arbejdsgruppen har kompetence til at behandle spørgsmålet. Ved en ændring af valideringsreglerne måtte i givet fald inddrages overvejelser om likviditetsmæssige forhold i pengeinstitutterne og forholdet til gældende regler for clearing i Nationalbanken, som det klart ligger uden for rammerne af en arbejdsgruppe om standarddokumenter at tage stilling til.
Efter pengeinstitutforeningernes opfattelse vil forslaget, om at pengeinstitutter undlader at opkræve negativ rente, når denne alene begrundes i et valideringsmæssigt overtræk, næppe kunne gennemføres i praksis. I givet fald skal en negativ rente, inden denne tilskrives, kontrolleres op imod, om bogføringssaldoen igennem hele perioden har været positiv, og selv dette løser ikke problemet, hvis der eksempelvis er tilskrevet en stor negativ rente som følge af valideringsmæssigt overtræk og der i perioden har været et mindre saldomæssigt overtræk. Sidstnævnte tilfælde er ligeså uforståeligt for kunderne. I den ovenfor citerede landsretsdom er det også fastslået, at pengeinstitutterne er berettigede til at foretage renteberegning på grundlag af gældende valideringsregler og herunder vil kunne kræve et valideringsmæssigt overtræk inddækket.
Arbejdsgruppen kan dog anbefale, at man inden for pengeinstitutsektoren sætter bestræbelser igang for bedre at informere om valideringsreglerne. Arbejdsgruppen finder i øvrigt af hensyn til klarheden, at det ville være mere hensigtmæssigt, at reglerne er ens.
...«
Finansrådet har i skrivelse af 3. januar 1991 bl.a. anført:
»Finansrådet kan heller ikke tilslutte sig kritikken af valideringsreglerne, som ikke adskiller sig fra reglerne i de lande, som Danmark konkurrerer med og normalt sammenligner sig med«.
Finansrådet bemærker, at det på en række punkter kan tilslutte sig de foreslåede ændringer. Som pkt. 2 er anført:
»2. Bestemmelserne om rentevilkår og validering i forretningsbetingelserne vil skulle uddybes i en brochure, der fremlægges frit for forbrugerne i forretningslokalet.«
Skrivelsen var vedlagt en »Redegørelse for pengeinstitutternes valideringspraksis«, hvori det hedder:
»...
I rapport om pengeinstitutternes standardvilkår behandles pengeinstitutternes valideringspraksis på rapportens side 37­54. Her konstateres, at det er et generelt gældende princip, at når der sættes penge ind på en konto, beregnes der normalt renter heraf fra 1. ekspeditionsdag herefter. Derimod påvirkes renteberegningen, når der hæves på kontoen, normalt fra den ekspeditionsdag, hvor udbetaling er sket.
I Forbrugerombudsmandens skrivelse til Finansrådet om rapporten anføres, at det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke i rapporten er peget på forhold, der i tilstrækkelig grad kan begrunde, at betalinger henholdsvis til og fra pengeinstitutter, som tilfældet er nu, valideres forskelligt. Generelt bør en asymmetri i valideringsreglerne alene forekomme, hvor der er tungtvejende begrundelser herfor, og forholdet fremholdes tydeligt over for kunden.
At en indbetaling valideres dagen efter indbetalingen og en udbetaling samme dag, som udbetalingen foretages, er principper der har været anvendt i generationer ­ ikke alene i Danmark og de øvrige nordiske lande, men i alle de lande, vi normalt sammenligner os med.
Finansrådet finder derfor, at danske pengeinstitutters valideringspraksis er en rimelig og hensigtsmæssig måde at søge en ­ omend beskeden ­ inddækning af pengeinstitutternes omkostninger ved ind- og udbetalinger samt beløbsoverførsler.
Finansrådet er opmærksom på, at lønoverførsler kan give anledning til problemer. Løn, overførselsindkomst og lignende valideres samtidig med dispositionsdagen. Såfremt kunden disponerer over sin løn på et tidspunkt, hvor denne er gået ind på kontoen (bogført), men inden dispositionsdagen, kan der imidlertid opstå et valideringsmæssigt overtræk. Finansrådet vil undersøge mulighederne for at sikre, at der fremover bliver sammenfald mellem dispositionsdag og bogføringsdag for lønoverførsler. Dermed vil disse overførsler ikke kunne give anledning til et valideringsmæssigt overtræk.
Denne ændring kombineret med bedre information om valideringsreglerne for dagligdags ekspeditioner (som bilag til de almindelige forretningsbetingelser eller i selvstændig brochure) vil efter Finansrådets opfattelse betyde, at valideringsreglerne ikke vil give en almindelig privatkunde problemer.
...«
Efter en beskrivelse af »Valideringsregler for dagligdags ekspeditioner« hedder det:
»...
I bilag 1 er opstillet et eksempel på en måneds transaktionsforløb for en »almindelig« privatkunde med lønkonto, budgetkonto, checks og Dankort.
Med den eksisterende valideringspraksis og en rentesats på 4,5 pct. p.a. giver dette en positiv nettorente på kr. 12,69. Såfremt valideringspraksis omlægges, således at rentetilskrivning påvirkes samme dag som ekspeditionsdato for både ind- og udbetalinger, ville nettorenten være kr. 12,79.
Eksemplet illustrerer, at den gældende valideringspraksis ikke har en betydende indflydelse på en almindelig privatkundes økonomi.
3. Baggrunden for valideringspraksis for kontante ind- og udbetalinger.
I det følgende vil pengeinstitutternes forrentningsmulighed af kundernes kontante ind- og udbetalinger blive beskrevet.
Når en kunde foretager en kontant indbetaling i et pengeinstitut dag 1, skal kontanterne viderebringes til Nationalbanken, før pengeinstituttet kan få kontanterne forrentet. Pengeinstitutterne kan bringe kontanterne til Nationalbankens hovedkasse i København eller et af de etablerede decentrale kontantdepoter i provinsen samme dag (åbningstiden er dog begrænset til kl. 9­15). Kontanter afleveret til Nationalbanken dag 1 bliver rentebærende fra dag 2. I de fleste tilfælde vil pengeinstituttet dog først kunne sende kontanterne efter lukketid dag 1, således at kontanterne når frem til Nationalbanken eller et af kontantdepoterne dag 2, og bliver rentebærende fra dag 3. Tilsvarende må kontanter bestilles til afsendelse fra Nationalbanken eller afhentning i et af kontantdepoterne dagen før kontantbehovet opstår ­ medmindre pengeinstituttet kan afhente kontanterne samme dags morgen. Nationalbankens valideringsregler over for pengeinstitutterne svarer således til pengeinstitutternes valideringsregler over for sine kunder.
Med pengeinstitutternes eksisterende valideringspraksis over for kunderne har pengeinstitutterne således typisk rentetab på såvel kontantindbetalinger som kontantudbetalinger. Foruden dette rentetab har pengeinstitutterne håndterningsomkostninger forbundet med kontantbehandlingen (Nationalbankens gebyrer, forsendelsesomkostninger og personaleomkostninger til optælling m.v.). Dette tab reduceres i det omfang, der er tale om modsatrettede kontantstrømninger ­ vel at mærke under forudsætning af, at disse falder inden for samme dag og i samme filial. Med disse forudsætninger udgør omfanget af modsatrettede kontantstrømninger en begrænset del af de enkelte pengeinstitutters samlede kontantbehov. De personalemæssige håndteringsomkostninger reduceres ikke ved modsatrettede kontantstrømninger.
Gennem opretholdelsen af kassebeholdninger varetager pengeinstitutterne en stor del af kontantforsyningsbehovet i Danmark. At dette langt fra er en indbringende forretning, afspejler sig i Nationalbankens beslutning om at nedlægge filialerne samt bidrage økonomisk til etablering og drift af de decentrale kontantdepoter. Der skal her erindres om, at Nationalbanken validerer på samme måde over for pengeinstitutterne, som pengeinstitutterne validerer over for kunderne, og at pengeinstitutterne betaler gebyrer til Nationalbanken for kontantforsendelser til pengeinstituttet.
Sammenlignes pengeinstitutternes valideringspraksis med en anden aktørs på det danske marked, Postgiro, må konstateres, at Postgiros valideringspraksis adskiller sig fra pengeinstitutternes, idet en kontant indbetaling til egen konto foretaget dag 1 valideres dag 3.
Endelig skal bemærkes, at pengeinstitutternes valideringspraksis i de lande, vi normalt sammenligner os med, er identiske med pengeinstitutternes valideringspraksis i Danmark, jf. vedlagte bilag 2. Finansrådet har kun kendskab til et europæisk land, hvor kontante indbetalinger valideres den dag, indbetalingen foretages. Det er Tyskland. Med til billedet hører imidlertid, at kontante ind- og udbetalinger i Tyskland er gebyrbelagt. Gebyrer kan være udformet som et transaktionsgebyr (typisk 0,2­0,5 DEM) eller et årligt kontogebyr af størrelsesordenen 100 DEM dækkende kontante ind- og udbetalinger, checktransaktioner, kontoudtog m.v. Endvidere må bemærkes, at den tyske Bundesbanks valideringsregler over for pengeinstitutterne svarer til de tyske pengeinstitutters valideringsregler over for sine kunder. For såvidt angår kontante udbetalinger afviger Frankrig, Holland og Belgien fra den normale valideringspraksis, idet disse valideres dagen før udbetaling.
4. Baggrunden for valideringspraksis for beløbsoverførsler mellem pengeinstitutter
Ved beløbsoverførsler fra en afsenders til en modtagers konto i danske pengeinstitutter beregnes rente fra første ekspeditionsdag efter indbetalingen/bogføringen. Nedenfor er pengeinstitutternes forrentningsmuligheder ved beløbsoverførsler beskrevet ved at anvende en checktransaktion som eksempel.
Checkindløsning og -honorering foregår som følger:
Dag 1:
Checkmodtager afleverer checken i sit pengeinstitut til indsætning på sin konto. Checkbeløbet bogføres på kontoen (med valør dag 2). Pengeinstituttet datafanger checken og lader transaktionen indgå i clearingmaterialet.
Dag 2:
Clearingmaterialet fra dag 1 cleares, således at checkbeløbet flyttes fra kontoførende pengeinstituts nationalbankkonto til checkmodtagende pengeinstituts nationalbankkonto. Checkmodtageren får kreditvalør. Checkudstederens konto debiteres med debetvalør dag 1.
Som det fremgår af ovenstående, får checkmodtagers pengeinstitut først forrentet checkbeløbet fra dag 2, d.v.s. samtidig med checkmodtager får forrentet checkbeløbet. Såfremt checkmodtager hæver hele eller en del af checkbeløbet, får checkmodtagerens pengeinstitut et rentetab.
Checkudsteders konto debiteres dag 2 (clearingdagen) med debetvalør dag 1 (den dag checken indløses i et pengeinstitut). Kontoførende pengeinstitut har således en dags rentegevinst til dækning af de omkostninger, der er forbundet med beløbsafsendelsen.
Finansrådet er ikke bekendt med et nationalt checksystem, der har en behandlingstid på under 1 dag, og i mange lande er behandlingstiden længere (eksempelvis 2­3 dage i Storbritannien).
5. Ind- og udbetalinger samme dag
I den offentlige debat trækkes eksemplet ind- og udbetalinger samme dag ofte frem for at illustrere valideringsreglernes urimelighed.
Eksempelvis peges på, at en kunde, hvis indestående på kontoen er 100 kr., får overført 10.000 kr. og hæver samme dag 2.000 kr. Derved opstår der et valideringsmæssigt overtræk på 1.900 kr., selv om den bogførte saldo er +8.100 kr.
Hvor udbredt dette eksempel end er i den offentlige debat, er det sjældent forekommende blandt privatkunder.
For de fleste privatkunder består langt hovedparten af indsættelser af løn, overførselsindkomst eller sociale ydelser, der som nævnt valideres samtidig med dispositionsdagen. Finansrådet vil som tidligere anført undersøge mulighederne for at sikre, at der fremover bliver sammenfald mellem dispositionsdag og bogføringsdag. Dermed vil disse overførsler ikke kunne give anledning til et valideringsmæssigt overtræk.
Såfremt indsættelse sker pr. check, er der som tidligere nævnt mulighed for at hæve en del af eller hele checkbeløbet uden valideringsmæssige konsekvenser. Den del af checkbeløbet, der indsættes, valideres ekspeditionsdagen efter.
Sker indsættelsen i form af en overførsel, hvori der ikke indgår en dispositionsdag, kan der opstå et valideringsmæssigt overtræk som beskrevet ovenfor. En del af baggrunden herfor er, at pengeinstitutpraksis i Danmark er at vise kunderne bevægelserne, så snart de er bogført, uanset om bogføringsdag er sammenfaldende med dispositionsdag og valørdag. I modsætning hertil kan nævnes, at Postgiro i stedet anvender en dispositionsret, hvorefter kunderne ikke må disponere over et større beløb, end der indestår på kontoen ifølge de sidst modtagne kontoudtog.
Endelig kan der opstå et valideringsmæssigt overtræk som ovenfor beskrevet, såfremt kunden fortryder en indsætning og derfor på et senere tidspunkt på dagen vil hæve hele eller en del af det indsatte beløb. Prisen for denne »fortrydelse« vil oftest være forsvindende lille (hvis beløbet er 2.000 kr. og rentesatsen 4,5 pct., er prisen 0,25.)«.
Redegørelsens bilag 1 indeholder følgende »Transaktionsforløb for »almindelig privatkunde««:
»...

Transaktionsbeskrivelse Bogføringsdato Valørdato Saldo
Primosaldo pr. 27.9. 250,00
Løn til disposition torsdag d. 27.9, kr. 10.000 27.9 (el. 26.9) 27.9 10.250,00
Overførsel til budgetkonto fredag d. 28.9. kr. 3.000 (med kreditvalør på budgetkonto ligeledes den 28.9) 28.9 28.9 7.250,00
Dankort-køb lørdag d. 29.9, kr. 1.500 2.10 1.10 5.750,00
Check-hævning onsdag d. 3.10, kr. 2.500 4.10 3.10 3.250,00
Dankort-køb fredag d. 5.10, kr. 500 8.10 5.10 2.750,00
Udbetaling i eget pengeinstitut mandag d. 8.10, kr. 500 8.10 8.10 2.250,00
Indbetaling2) tirsdag d. 9.10, kr. 800 9.10 10.10 3.050,00
Dankort-køb torsdag d. 11.10, kr. 300 12.10 11.10 2.750,00
DK-KONTANTEN lørdag d. 13.10, kr. 500 15.10 12.10 2.250,00
Dankort-køb fredag d. 19.10, kr. 1.000 22.10 19.10 1.250,00
Offentlig ydelse til disp. mandag d. 22.10, kr. 2.250 22.10 (el. 21.10) 22.10 3.500,00
Check-hævning mandag d. 22.10, kr. 200 23.10 22.10 3.300,00
Pengeautomat eget pengeinstitut onsdag d. 24.10 kr. 1.000 24.10 24.10 2.300,00


...«
Redegørelsens bilag 2 er følgende »Oversigt over valideringspraksis i udvalgte europæiske lande«:
»...

Kontant indbetaling Kontant udbetaling Checkindsættelse Checkudstedelse
Danmark +1 0 +1 0
Sverige +1 0 +1 0
Norge +1 0 +1 0
Finland +1 0 +1 0
England ­ ­ +2-3 ­
Tyskland 0 0 0/+1 0
Holland +1 -1 ­ ­
Belgien +1 -1 +2 ­
Frankrig +1 -1 +2-5 0
Italien +1 0 +2-7 dato

For kontante indbetalinger, kontante udbetalinger og checkindsættelse angiver skemaet tidsrummet mellem indbetalingen/udbetalingen og valørdagen. For checkudstedelse vises tidsrummet mellem den dag checken modtages i et pengeinstitut og valørdagen. I Italien anvendes den dag, der er påført checken, som valørdato.
...«
Finansrådet har i de pr. 3. januar 1991 affattede »Almindelige forretningsbetingelser for privatkunder (forbrugere)« bl.a. anført:
»...
5. Renteberegning (valør) og rentetilskrivning
Valørdagen er den dag, hvor en kontobevægelse får virkning for beregning af renter på en konto. Som hovedregel gælder, at når kunden indbetaler kontant, med check eller Dankort på en konto i banken/sparekassen, er første ekspeditionsdag efter indbetalingen valørdag. Når kunden hæver fra en konto, er ekspeditionsdagen valørdag.
Lørdage, søn- og helligdage, grundlovsdag og juleaftensdag er ikke ekspeditionsdage i banken/sparekassen.
Ved de fleste kontoformer foretager banken/sparekassen en daglig renteberegning for hver enkelt konto. For indlån tilskriver banken/sparekassen renter sædvanligvis én gang årligt og for udlån enten månedsvis, kvartalsvis eller halvårligt. Ved tilskrivningen af renter indsætter eller hæver banken/sparekassen de renter, der er opsummeret siden foregående termin på den enkelte konto.
Rentetilskrivningen fremgår af bankbog/sparekassebog, kontoudtog eller anden opgørelse.
Rentebeløb under en vis størrelse, der fremgår af bankens/sparekassens skiltning, tilskrives (indsættes eller hæves) ikke på kontoen.
Bankens/sparekassens regler for valør og renteberegning fremgår af en brochure, som ligger fremme i ekspeditionslokalet. Reglerne vil til enhver tid uden varsel kunne ændres af banken/sparekassen.
...«
Den 20. februar 1991 skrev Forbrugerombudsmanden bl.a. følgende til Finansrådet:
»...
Vedrørende asymmetrisk validering forstår jeg Finansrådets skrivelse som en afvisning af de synspunkter, jeg gjorde gældende i min skrivelse af 31. maj 1990. Jeg finder fortsat, at rådet ikke har peget på forhold, der i tilstrækkelig grad kan begrunde, at betalinger henholdsvis til og fra et pengeinstitut valideres forskelligt. Jeg agter derfor at søge spørgsmålet om asymmetrisk validering afklaret ved Sø- og Handelsretten, eventuelt i første omgang for enkelte transaktionstyper.
Jeg har dags dato anmodet nogle pengeinstitutter om at indsende en beskrivelse af deres praksis på valideringsområdet.
Finansrådet har som forsvar for asymmetrisk validering fremsat en del betragtninger om, at der i forbindelse med bl.a. kontanthåndtering er tale om omkostningstunge ekspeditioner. Jeg finder imidlertid ikke, at det forhold, at visse kontantekspeditioner for privatkunder er omkostningskrævende, kan begrunde den nuværende asymmetriske valideringspraksis. Fordelingen af omkostninger på kundekategorier (privatkunder, store og små erhvervskunder) burde vel i øvrigt sammenholdes med de forskellige kundekategoriers bidrag til indtjeningen ud fra den samlede gebyr- og rentemarginalindtjening. Finansrådet har ikke fremlagt noget materiale til belysning heraf. Det kan muligt forholde sig således, at rentemarginal- og gebyrindtægter er væsentligt mere tungtvejende for privatkunder og mindre erhvervskunder end for f.eks. større erhvervskunder. På denne baggrund kan det efter omstændighederne tendere hen imod det vildledende at fremføre over for privatkunderne, hvor omkostningsbelastende de er for pengeinstitutterne i bestemte ekspeditionssituationer.
Jeg vil gerne understrege, at det falder uden for mine bestræbelser at gå ind i spørgsmålet om pengeinstitutternes generelle indtjening. Efter markedsføringloven påhviler det mig imidlertid at føre tilsyn med og tage stilling til de fremgangsmåder og forretningsbetingelser, der anvendes i forbindelse hermed.
...«
I skrivelse af 13. marts 1991 fastholdt Finansrådet sin stilling til valideringsreglerne.
Forbrugerombudsmanden anlagde nærværende retssag den 16. maj 1991.
I 1991 fremsatte en aktionær i Bikuben følgende forslag til behandling på aktionærmøder og generalforsamling:
»1. Det pålægges Bikuben straks at gennemføre bogføring (skal være rentetilskrivning) af indbetalinger på indskudsdagen.«
I skrivelse af 31. januar 1991 til aktionæren redegjorde Bikubens direktion for valideringsreglerne og Bikubens begrundelse for dem. Bikuben konkluderede, at den ikke ville imødekomme aktionærens forslag. Argumentationen var i det væsentlige sammenfaldende med Finansrådets argumentation for reglerne.
Aktionærens forslag blev behandlet på Bikubens generalforsamling den 9. april 1991. Aktionæren motiverede forslaget. Formanden for Bikuben kommenterede det og oplyste, at den samlede bestyrelse var imod forslaget. Formanden tilkendegav, at bestyrelsen nøje ville følge udviklingen på valideringsområdet. Efter yderligere kommentarer blev forslaget forkastet uden afstemning.
På generalforsamlingen blev endvidere oplyst, at Bikuben ville udgive en folder om validering og rentetilskrivning.
Den 24. april 1990 gjorde Dommeren i Faaborg Forbrugerombudsmanden opmærksom på »følgende fremgangsmåde praktiseret af Sydfyns Discontobank, Faaborg Afdeling:
»...
Til banken overbragtes den 12. februar 1990 pr. bud om formiddagen en indbetaling på ca. kr. 245.000 til indsættelse på embedets foliokonto. Samme dato udstedtes og hævedes mellem kl. 15.00 og 16.00 en check fra kontoen på kr. 218.000. Der henstod i forvejen på kontoen ca. kr. 98.000.
Ved kvartalets udgang viste kontoudtoget en debetrente på kr. 692,29. Afæsket en forklaring herpå meddelte en medarbejder i banken telefonisk, at dette hang sammen med bankens valørregler: krediteringer renteberegnes først fra dagen efter indsætningen, debiteringer straks. Der kræves altså overtræksrente uanset om kontoen faktisk er overtrukket idet rækkefølgen af konteringer ikke tillægges betydning.
I denne sag har banken bestemt rækkefølgen, så kontoudskriften viser et overtræk, som faktisk ikke har bestået.
Det foreliggende problem er løst til embedets tilfredshed ved hjælp af en kreditnota til embedet, men sagen vil ved kopi af nærværende blive kommunikeret videre til justitsministeriet/andre dommerembeder. Kontoudtoget vedlægges i kopi til dokumentation.
...«
Der er endvidere til illustration af problemstillingen fremlagt en korrespondance mellem en kunde i Unibank og banken samt en redegørelse fra Den Danske Bank vedrørende lignende tilfælde.
GiroBank A/S: I forbindelse med Postgiroens omdannelse til aktieselskab oplyste kommunikationsministeren til besvarelse af spørgsmål fra Folketingets trafikudvalg følgende om Postgiros valideringspraksis:
»...
Postgiro's valideringspraksis
Lige siden 1920 har Postgirosystemet bygget på det princip, at overførsler mellem konti var gratis. Tilsvarende har været gældende for almindelige ind- og udbetalinger til/fra kontohaverens egen konto. Derimod har indbetalinger og udbetalinger til tredjemand traditionelt været gebyrbelagt omend indbetalingsgebyrerne ikke tilnærmelsesvis har givet fuld dækning for behandlingsomkostningerne.
Postgiro's økonomi er derfor i vid udstrækning ligesom pengeinstitutternes baseret på at omkostningerne dækkes via de renteindtægter, der opnås som følge af valideringsreglerne.
Det anslås, at Postgiro i 1990 har haft ca. 550 mio. kr. i indtægter som følge af valideringspraksis.
Langt den overvejende del af de pågældende indtægter stammer fra valideringspraksis i forbindelse med overførsler mellem forskellige kontohavere, overførsler til pengeinstitutter samt indbetalinger og udbetalinger til tredjemand.
Valideringsreglerne er nærmere beskrevet nedenfor:
A. Indsætning på kontoen
Indbetalinger fra tredjemand
Beløb, der bogføres idag rentevalideres i morgen. Bogføringen sker om eftermiddagen, hvorefter der udsendes kontoudtog, som foreligger hos kontohavere den følgende morgen d.v.s. samme dag beløbet er rentebærende og kan hæves.
Indbetalinger til egen konto
Langt de fleste kontohavere indsætter penge på kontoen ved indsendelse af checks til kreditering på kontoen.

---------------------------

Sådanne checks registreres på modtagelsesdagen og krediteres, rentevalideres samt er disponible på kontoen den følgende dag d.v.s. samme dag pengene via checkclearingen godskrives Postgiro's konto i Nationalbanken. Eventuelle betalinger, der er indsendt til ekspedition med checken bliver debiteret kontoen samme dag checken krediteres. Kontohaveren modtager kontoudtog den følgende dag med oplysning om den herefter disponible saldo.
Ved indsætning på egen konto ved check opnår Postgiro jf. foranstående altså ingen rentegevinst på valideringspraksis.
Løntilskrivning
Ved løntilskrivning på løngirokonti følger Postgiro samme praksis som anført under checks d.v.s. at lønnen krediteres og rentevalideres på dispositionsdagen. Lønkontohaveren kan således ikke uforvarende disponere over lønnen på en måde så der opstår debetrenter på grund af valideringspraksis.
Overførsler fra pengeinstitutter
Beløb, der overføres fra pengeinstitutter krediteres og rentevalideres samme dag beløbet indsættes på Postgiro's konto i Nationalbanken.
B. Udbetaling fra kontoen
Udbetalinger fra en postgirokonto debiteres og rentevalideres på bogføringsdagen.
C. Overførsler mellem konti (gireringer)
Den afgivende konto debiteres og rentevalideres på den af kontohaveren fastsatte betalingsdag. Samtidig krediteres beløbmodtagerens konto med rentevalidering den følgende dag d.v.s. den dag beløbmodtageren modtager kontoudtog og kan disponere over sit indestående. Er der tale om betalinger ifølge indsendte indbetalingskort sker bogføringen dog så sent, at beløbene ikke vil fremgå af kontoudtoget til beløbsmodtageren. Beløbet oplyses istedet på Postgiro's PC-girosystem, Girofonsystemet samt på telefonisk forespørgsel.
Afsluttende bemærkninger
Postgirosystemets bogføring er i modsætning til pengeinstitutternes baseret på, at der hver morgen beregnes en disponibel saldo som er lig med det ved dagens start rentebærende beløb. I dette beløb indgår checks og løntilskrivning, der skal krediteres kontoen ved dagens bogføring.
Alle udbetalinger og overførsler debiteres herefter den disponible saldo i løbet af dagen frem til kl. ca. 15.00, hvorefter den saldo, der er grundlag for dagens renteberegning, dannes. Herefter bogføres dagens krediteringer og der udsendes kontoudtog med oplysning om den saldo, der vil være disponibel når kontoudtoget modtages. Denne saldo kan dog i aftenens og nattens løb blive forøget med check-beløb, løntilskrivninger samt kreditering af beløb ifølge indbetalingskort indsendt til girering. Kunden kan derfor fra kl. 08.00 om morgenen via PC-GIRO, Girofon eller Postgiro's oplysningskontor få oplyst den endelige disponible saldo.«
Endvidere oplyste kommunikationsministeren:
»...
Hovedreglen er, at en kontohaver kun kan disponere over beløb, der indestår på kontoen ifølge sidst modtagne kontouddrag. Denne hovedregel fremgår af samtlige kontouddrag, der udsendes fra Postgiro. Hovedreglen har været gældende lige siden girosystemets indførelse i Danmark og er lavet for at sikre Postgiro en indtjening til dækning af de mange gebyrfrie serviceydelser, der er forbundet med en girokonto ­ herunder navnlig gebyrfri gireringer og gebyrfri kontoudtog efter hver bevægelse på kontoen. Bestemmelsen skal sikre, at ethvert beløb indestår i postgirosystemet i mindst 24 timer, inden der kan disponeres over det.
En væsentlig undtagelse fra hovedreglen gælder betalinger, der indsendes til ekspedition sammen med en check til dækning af de medfølgende betalinger. Her er reglen den, at de medfølgende betalinger ekspederes dagen efter modtagelsen i Postgiro, hvilket er samme dag checkbeløbet overføres til Postgiro's konto i Nationalbanken.
...«
I »Betingelser for Privatgiro« fra marts 1992 findes følgende regel om validering ved indbetaling fra egen konto:
»...
1.3. Indbetaling til egen konto på posthuset
De kan indbetale beløb til Deres Girokonto ved brug af indbetalingskortet »IK-egen konto«. Indbetaling kan finde sted på alle posthuse samt til landpostbude.
Indbetaling til egen konto bogføres på Girokontoen ekspeditionsdagen efter indbetalingen og er til disposition og valideret 2. dagen efter indbetalingen.
...«
Af Nationalbankens clearingregler (Clearingoverenskomst af 19. januar 1984) fremgår:
»
Clearingsoverenskomst
af
19. januar 1984
Mellem Danmarks Nationalbank og
indgås følgende overenskomst om dokumentløs clearing.

1) Clearingen forestås af Danmarks Nationalbank. Clearing og udveksling af clearingoplysninger er nærmere beskrevet under pkt. 5 og 6 ...
4) Clearingen omfatter:
a) Checks, bankoverførsler og mellemregningsbilag på eller betalbar hos en af clearingdeltagerne ­ herunder deltagernes afdelinger og filialer. Undtaget herfra er dog checks og mellemregningsbilag, der uden at have cirkuleret er trasseret af en clearingdeltager på en anden clearingdeltager.
b) Sådanne andre checks, bankoverførsler, mellemregningsbilag eller andre transaktioner, som en af deltagerne over for de andre deltagere har erklæret sig villig til at indløse.
5) Clearingen gennemføres efter følgende retningslinier:
Beløbsudregning og beløbsafvikling i forbindelse med clearingen foretages af den af Nationalbanken benyttede bogføringscentral, Bankernes EDB Central (BEC), på grundlag af clearingmateriale (sumtal) fra deltagernes edb-centraler. Sumtal for indløste checks m.v. for hver clearingdeltager fremføres til BEC ved teletransmission eller separat magnetbånd.
Afleveringsfrist for sumtal ved teletransmission er kl. 04.30 tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag og første helligdag efter en bankdag. Afleveringsfrist for magnetbånd er kl. 07.30 mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og fredag. Lørdag og første helligdag efter en bankdag kan magnetbånd afleveres inden kl. 04.30 eller førstkommende bankdag senest kl. 07.30 ...
Efter at de modtagne data er blevet indlæst, afstemt og påført foliokontonummer, foretages maskinel beregning af nettobeløb for de enkelte deltagere til bogføring i Nationalbanken. Umiddelbart efter kl. 09.00 autoriserer Nationalbanken clearingen, hvorefter de konstaterede forskelsbeløb mellem den indgående og den udgående clearing (nettobeløb) debiteres/krediteres vedkommende clearingdeltagers foliokonto i Nationalbanken pr. clearingdagen ...
7) Returchecks cleares ikke over Nationalbanken, men meddelelse om returnering sendes direkte til det indløsende pengeinstitut, jfr. de til enhver tid gældende aftaler herom.
...
11) Omkostningerne ved clearingen bæres af deltagerne i fællesskab og pålignes af Nationalbanken månedligt.
...«
Om valideringsregler i udlandet henvises til Finansrådets oversigt, jf. ovenfor. Oversigten suppleres med følgende:
Tyskland: Bundesgerichtshof har i dom afsagt den 17. januar 1989 i et søgsmål mellem en forbrugergruppe og en sparekasse fundet, at sparekassen var uberettiget til »at anvende eller påberåbe sig klausulen »Validering: Indbetalinger ­ en dag efter indbetaling har fundet sted« eller lignende klausuler i sagsøgtes (sparekassens) almindelige forretningsbetingelser i forbindelse med aftaler om foliokonti ­ med undtagelse af aftaler med erhvervsdrivende ...«. Afgørelsen er truffet på grundlag af bestemmelser i AGBG (Allgemeine Geschäftsbedingungen Gesetz), særligt § 9. Der er ikke meddelt retten oplysninger om indholdet af disse bestemmelser, og retten har ikke selv foretaget undersøgelser. Bundesgerichtshof anførte bl.a., at valideringsklausulen stred mod et krav om gennemsigtighed, ligesom den indholdsmæssigt var urimelig, fordi kunderne pålagdes en renteforpligtigelse for en debetsaldo, som ikke eksisterede i virkeligheden.
Schweiz: Det schweiziske monopoltilsyn har i 1989 anbefalet bankforeningen at tilpasse valideringsbestemmelserne således, at valideringstab altid undgås, når det er muligt. Anbefalingen var delvist foranlediget af, at finansfagfolk havde givet udtryk for, at valideringsbestemmelserne i Schweiz var utilfredsstillende, idet det ikke var muligt at foretage betalinger fra en konto i bank A til en konto i bank B uden valideringstab ­ i modsætning til, hvad der var tilfældet i New York, London og delvis Paris. Den schweiziske bankforening accepterede anbefalingen og meddelte, at den inden udgangen af 1991 ville ændre valideringsreglerne, således at bogføringstidspunktet, der er afgørende for det tidspunkt, på hvilket transaktionsbeløbet er til rådighed, og valideringstidspunktet, der er afgørende for forrentningen af beløbet, bliver sammenfaldende.
Frankrig: Cour de Cassation har i dom af 6. april 1993 kasseret en dom afsagt af Cour d'Appel d'Aix-en-Provence under henvisning til, at appelretten havde anvendt art. 1131 i Code Civil fejlagtigt, idet appelretten antog, at en bank ikke havde begået fejl ved at benytte valørdage (efter valideringsregler, der i princippet svarer til de danske). Den nævnte bestemmelse i Code Civil lyder således: »En forpligtelse uden grund eller i medfør af en fejlagtig eller ulovlig grund kan ikke få nogen retsvirkninger«. Bestemmelsen er således en kodificering af den obligationsretlige causa-lære, der særlig findes i romanistiske retsforfatninger, jf. Munch-Petersen, Løftet og dets Causa, 1896, Lassen, Obligationsretten, 1920, s. 55 ff, Ussing, Aftaler, 1950, s. 113 ff, og Stig Jørgensen, Kontraktsret 1971, s. 57. Der er ikke meddelt nærmere oplysninger om betydningen af art. 1131 i fransk ret, og retten har ikke fundet anledning til at indhente sådanne oplysninger.
Kontorchef Louis Fallov, Bikuben har under domsforhandlingen forklaret, at han kan bekræfte, at der ved overførsel fra pengeinstitut til pengeinstitut via clearingen ikke er valideringstab for institutterne. Det er muligt, det er det samme, der henvises til i det schweiziske monopoltilsyns redegørelse f.s.v.a. forholdene i New York, London og delvis Paris. Bikuben har ca. 850.000 kunder, hvoraf små 50.000 er erhvervskunder. Ca. 100 kunder har særlige aftaler med Bikuben om validering; aftalerne er ikke generelle, men vedrører enkelttransaktioner, der så behandles manuelt. Bikuben har en gennemsnitlig kontantbeholdning på 150 mio. kr. fordelt på 450 kasser i 300 afdelinger.
Bikubens overtræksrente fremgår ikke af opslagene vedrørende renter.
Procedure:
Forbrugerombudsmanden har til støtte for de nedlagte forbudspåstande anført, at valideringsreglerne udelukkende er til ugunst for kunderne, som klart er den underlegne part i forholdet. Reglerne er påtvunget kunderne i kraft af pengeinstitutternes ensidige dispositioner. Reglerne følges af alle pengeinstitutter. Kunderne har ingen valgmuligheder. De anvendes ikke ved overførsler bankerne imellem, hvor det åbenbart ikke volder vanskeligheder at foretage symmetrisk validering. Finansrådets argumenter for opretholdelse af den skæve validering er uholdbare. Reglerne havde en berettigelse for mange år siden, hvor tidkrævende transporter medførte rentetab, men denne begrundelse holder ikke i dag, hvor overførsler kan ske elektronisk, d.v.s. øjeblikkeligt. Traditionen giver nok en forklaring på reglernes eksistens, men ikke en begrundelse, der er holdbar i dag. Heller ikke bankernes opretholdelse af kontante kassebeholdninger giver en tilstrækkelig begrundelse. De kontante transaktioner udgør en meget lille del af de samlede transaktioner og kan ikke gøre det rimeligt at opretholde regler, der medfører milliardindtægter for pengeinstitutterne. Hertil kommer, at kassebeholdningerne må betragtes som en del af varelageret, og det er en anormalitet, at en forretningsdrivende kræver, at kunderne bidrager til forrentningen af varelageret. Der skal ikke lægges vægt på de samlede kontante ind- og udbetalinger. Kontantbeholdningen er et nettobeløb, som skal være til stede for at imødegå udsvingninger, som i vid udstrækning er forudberegnelige.
Det er ikke holdbart at begrunde reglerne med, at indtægten ved dem giver omkostningsdækning. Det bestrides ikke, at der er omkostninger forbundet med transaktionerne, men reglerne er ikke udformet på en sådan måde, at der er en rationel eller blot rimelig sammenhæng mellem omkostningerne ved transaktionerne og den indtægt, som reglerne medfører. Reglerne giver en gennemsnitlig valørforskydning til kundernes ugunst på 1,44 kalenderdag, men gennemsnitstallet dækker over betydelige udsving, f.eks. er valideringstabet adskillige dage ved højtider som jul og påske. En konsekvent anvendelse af valideringsreglerne til dækning af omkostninger ved overførsler må medføre, at alle transaktioner skulle bidrage til omkostningsdækningen, men således er de ikke udformet: overførsler fra en kundes konto i et pengeinstitut til en anden kundes konto i samme institut bevirker ikke et valørtab.
Overtræksrenten, som anvendes i tilfælde af det »valideringsmæssige overtræk«, som opstår som følge af en kundes samtidige indsættelse og udtagning, er uden forbindelse med transaktionsomkostningerne og er ukendt for kunden. Den er i hvert fald ikke slået op i pengeinstituttet i overensstemmelse med § 3 i bekendtgørelse nr. 237 af 30. marts 1994 om skiltning med gebyrer og valutakurser i pengeinstitutter m.v.
Reglerne kan heller ikke begrundes med, at pengene ikke er til stede i instituttet før valørdagen. Pengene er modtaget i banken, hvorefter kunden disponerer efterfølgende. Det må så betragtes som stridende mod god markedsføringsskik, at banken beregner sig rente, evt. overtræksrente, i den anledning.
Det er urigtigt at anføre, at Forbrugerombudsmanden vil blande sig i pengeinstitutternes indtjening. Forbrugerombudsmanden har kompetence til at gribe ind over for måden, hvorpå bankerne skaffer sig indtjening ­ i det foreliggende tilfælde ved, at bankerne, uden at det fremgår af kontoudtog, ensidigt tager sig betalt med en valørdag for hver transaktion. Der er heller ikke grundlag for at hævde, at Forbrugerombudsmandens kompetence er begrænset af bestemmelsen i § 1, stk. 6 i lov om banker og sparekasser m.v. I forarbejderne til markedsføringsloven, Folketingstidende 1973­74 (2. samling), tillæg A, sp. 2256-57, er klart anført, at Forbrugerombudsmanden har kompetence til at påse, at bankerne tillige overholder markedsføringsloven.
Bundesgerichtshofs og Cour de Cassations afgørelser vedrører vel ikke direkte markedsføringsretlige regler, men de ræsonnementer, der anføres for tilsidesættelse af reglerne om skæve valideringer ­ det gælder særligt Bundesgerichtshofs betragtninger ­ kan overføres på argumentationen om markedsføringslovens § 1 og 2.
Heller ikke i Schweiz opretholder man reglerne. Der er således i førende vesteuropæiske lande en tendens i retning af symmetrisk validering ­ en tendens, som man, lige så godt først som sidst, bør følge i Danmark.
Til støtte for gennemtvingelsen af symmetri i valideringen anføres, at ensartet validering vil fremme gennemsigtigheden i forholdet mellem kunde og pengeinstitut. Den vil øge konkurrencen mellem institutterne, som åbent må angive omkostningerne ved transaktionerne, hvorved kunderne får mulighed for at vælge. Det nuværende system virker slørende. Som eksempler kan peges på: 1. Det forhold, at overførsler fra arbejdsgivere til lønmodtagerkonti valideres fra dispositionsdagen, uagtet at beløbet er overført fra arbejdsgiverne på et tidligere tidspunkt og således har været til disposition på et tidligere tidspunkt. Den tidligere forskel mellem valør- og dispositionstidspunkt (set fra modtagerside) er ved et kunstgreb ført over på betalersiden og således kamufleret. 2. »Det tekniske overtræk«, hvor reglerne bevirker, at pengeinstituttet forlanger en kunden ubekendt overtræksrente af et ikke reelt eksisterende overtræk. 3. Visse kunder, »Bikubens top 100«, kan forhandle sig til gunstigere valideringsregler, noget, som de øvrige kunder så må betale for.
Finansrådet har anført, at valideringsreglerne er udtryk for et ganske simpelt princip, hvorefter indsættelser og hævninger af penge gælder fra eller til ­ har valør fra eller til ­ et bestemt tidspunkt. Så længe der har eksisteret bankvæsen, har man arbejdet med valideringsregler. Tidligere kunne der på grund af transport- og kommunikationsforholdene være ganske betydelige forskelle mellem validering af indskud og udtræk. I vor tid har den tekniske udvikling med elektronisk clearing medført, at forskellen er indsnævret til den mindste enhed, der arbejdes med, 1 bankdag.
Forbrugerombudsmandens kritik af reglerne er abstrakt og formalistisk, for så vidt som den retter sig mod den manglende symmetri. Betegnelsen asymmetri føjer imidlertid intet til beskrivelsen af reglerne, argumentet er tomt. Det fremgår klart af reglerne, at de er asymmetriske i den forstand, at indbetalinger, f.eks. af kontanter, valideres på et senere tidspunkt end udbetaling af kontanter. Det er karakteristisk for tankegangen, at Forbrugerombudsmanden har opgivet at tage stilling til valideringsreglerne ved kontante hævninger fra pengeautomater, hvor »tilsvarende« indbetalinger ikke kan forekomme.
Asymmetri-argumentet er endvidere vildledende: det er ikke uden videre givet, at regler eller retsforhold skal være symmetriske, og navnlig er det ikke givet, at en manglende symmetri i et regelsæt gældende mellem en tjenesteyder og en kunde skal medføre, at reglerne anses for at stride mod god markedsføringsskik.
Forbrugerombudsmanden begrunder sine mange påstande med henvisninger til markedsføringslovens § 1 og § 2. For pengeinstitutter findes hvoedreglen imidlertid i § 1, stk. 6 i lov om banker og sparekasser m.v., nu lovbkg. nr. 261 af 12. april 1994, hvorefter pengeinstitutter skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis. Overholdelsen af denne regel påses af Finanstilsynet, som imidlertid ikke har fundet anledning til at gribe ind over for valideringsreglerne. Det bestrides ikke, at pengeinstitutterne også er omfattet af reglerne i markedsføringsloven, herunder § 1 og § 2, jf. Folketingstidende 1973­74 (2. samling), tillæg A, sp. 2257, men området for Forbrugerombudsmandens kompetence må på et område som det foreliggende være meget snævert, henset til at udtrykkene »god markedsføringsskik« på den ene side og »redelig forretningsskik« og »god pengeinstitutpraksis« på den anden side er kongruente. Ved vurderingen af, om den retlige standard »god markedsføringsskik« er tilsidesat, må der tages hensyn til begrundelserne for valideringsreglerne, der har været anvendt i meget lang tid, nemlig det berettigede ønske om at få dækning for rentetabet ved at skulle ligge med betydelige kontante beholdninger og det lige så berettigede ønske om at få dækning for transfereringsomkostningerne i videste forstand (udgifterne til personale, bygninger, almindelige administrationsomkostninger og opretholdelse af edb-systemer). Valideringsreglerne har til følge, at de, der har mange transaktioner, betaler mere til dækningen af transfereringerne end de, der har få ­ ikke således, at der er en direkte, matematisk sammenhæng, men en gennemsnitlig, typisk overensstemmelse mellem belastningen af systemet og betaling for omkostningerne ved systemet.
For så vidt Forbrugerombudsmanden særligt har peget på valideringsreglerne ved lønoverførsler, må det anføres, at der i denne forbindelse ikke er noget rentetab for kontohaveren, der får lønnen til disposition med valør på den dag, det er aftalt mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren. At arbejdsgiveren med valør fra et tidligere tidspunkt overfører lønnen til pengeinstitutterne og dermed betaler for at få overført pengene, er uden betydning for den kontohavende lønmodtager.
Der er næppe alternativer til de nuværende regler, der er gunstigere for den almindelige kontohaver, der betaler et tocifret beløb i kraft af bestemmelserne. Det er erhvervskunderne, der betaler de store beløb. Det mest nærliggende alternativ ville være transfereringsgebyrer, men det vil med sikkerhed føre til væsentlig større udgifter for almindelige forbrugere.
Valideringsreglerne er ikke i strid med markedsføringslovens forbud mod vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser. Bikubens pjece er skrevet i et klart og forståeligt sprog. Hvis man skulle finde, at der var noget uklart, kan retsvirkningen ikke være, at det forbydes Bikuben at anvende reglerne. Det måtte i så fald pålægges Bikuben at give en endnu bedre fremstilling af reglerne. Valideringsprincipperne er i sig selv ganske simple; noget andet er, at de kan være beregningsmæssigt svære at bringe i anvendelse, men det gælder mange beregningsregler. Reglerne er heller ikke egnet til at påvirke efterspørgslen, for reglerne er så vidt vides ens for alle pengeinstitutter.
Valideringsreglerne har været international kutyme i umindelige tider, om end tilpasset den tekniske udvikling. Det må derfor kræve en særlig begrundelse at afskaffe dem, og den har Forbrugerombudsmanden ikke tilvejebragt. De retsafgørelser fra Frankrig og Tyskland, som er dokumenteret, viser intet andet end, at valideringsreglerne er blevet ændret i retning af det, Forbrugerombudsmanden ønskede. Det er uoplyst, hvad der er grundlaget og baggrunden for afgørelserne, som derfor intet siger af betydning for argumentationen vedrørende den danske markedsføringslov. End mindre betydning har det, hvad man i Schweiz på grundlag af monopolretlige overvejelser har aftalt at indføre. Oplysningerne om Sverige, Norge, Finland, Holland og Belgien samt England og Italien må have større betydning for belysning af tingenes tilstand i Europa. I øvrigt må det bestrides, at der ved afgørelsen af, om Bikuben optræder i strid med god markedsføringsskik, skal lægges vægt på, hvad der på dette område er tendensen i Europa. Dels er der ingen tendens, dels og mere væsentligt skal afgørelsen træffes på grundlag af dansk lovgivning; det er ikke i strid med denne, om man ikke følger »en europæiske tendens«.
Forbrugerombudsmanden har tidligere haft lejlighed til at vurdere reglerne uden at have fundet anledning til at gribe ind. Også ved de retsafgørelser, der foreligger, er reglerne blevet godkendt.
Forbrugerombudsmanden søger gennem sine påstande at ændre indkomststrukturen i pengesektoren, men hertil er der ingen hjemmel i markedsføringsloven. Man har søgt at smugle en hjemmel til at kræve ændring af indkomststrukturen eller indkomstmetoderne ind i motiverne til den nye markedsføringslov, men bemærkningerne blev taget ud efter indsigelse fra Finansrådet. Reglerne er centrale for indkomstdannelsen i finanssektoren. For Bikubens vedkommende skønnes valideringsreglerne at give en indtægt på ca. 150 mio. kr. om året, for finanssektoren som helhed er tallet ikke under 2 mia. kr. Ændring af reglerne vil med de indkomstforhold, der er i sektoren, kræve etablering af andre, store indtægtskilder.
Ved vurderingen af, om valideringsreglerne er i strid med god markedsføringsskik, må det få betydning, at Nationalbanken anvender samme princip for kontantbetalinger. Man må i denne forbindelse være opmærksom på, at Nationalbankens regel gælder for én transaktion for hver deltager i checkclearingen, hvor Bikuben har ca. 600.000 transaktioner hver dag. Endvidere må det tages i betragtning, at Nationalbankens beholdning af egne penge ikke medfører rentetab, modsat pengeinstitutternes beholdninger af kontanter, der kunne anbringes som rentebærende, hvis institutterne ikke af hensyn til kundebetjeningen måtte opretholde kassebeholdninger. Det må også tillægges vægt, at GiroBankA/S med staten som eneejer anvendte (og muligvis endnu anvender) valideringsregler af samme karakter som pengeinstitutternes, dog med en særregel, der direkte begrænsede dispositionsadgangen, hvilket gennemsnitligt er mere generende for kontohaveren end pengeinstitutternes beregning af rente eller overrente. Staten har da også i cirkulære nr. 6820 af 25. oktober 1991 om statslig betalingsformidling forudsat reglernes eksistens og foreskrevet, der skal tages hensyn til dem.
Valideringsreglerne har som anført været anvendt i en årrække uden mere end sporadiske indsigelser. De enkelte indsigelser, der er fremkommet, har vedrørt, hvad der er betegnet som det tekniske overtræk. Denne overtræksrente er imidlertid en uomgængelig konsekvens af valideringssystemet. Indsættelsen er ikke gældende før valideringsdagen. Det er ikke i strid med skiltningsbestemmelserne, at overtræksrenten ikke er slået op i pengeinstituttet.
Pengeinstitutterne har ikke pligt til at skilte med overtræksrenten, som ikke er en del af aftalegrundlaget. Overtræksrenten er en rente, kunden må betale i tilfælde af uhjemlet benyttelse af kontoen, og er i øvrigt godkendt ved Højesterets dom i UfR 1981.221. Forklaringen på, at reglerne er bibeholdt, må være, at de gennemsnitligt virker tilfredsstillende, uanset at de er asymmetriske og ikke giver millimeterretfærdighed. Det bestrides, at asymmetrien står i forbindelse med styrkeforholdet mellem pengeinstitutterne og kontohaverne. Reglernes udformning, asymmetrien, skyldes ønsket om at skaffe dækning for transaktionsomkostningerne.
Sagsøgerens mange påstande er præget af uklarhed, hvilket er af væsentlig betydning ved vurderingen af overvejelserne om udstedelse af strafsanktionerede påbud. Udtrykket »i Danmark« medfører afgrænsningsvanskeligheder. Det er ikke klart, om udtrykket »en samtidig kontant udbetaling« sigter til en udbetaling samme bankdag eller andre tidsbestemmelser. Påstand II er så vidt det forstås uden selvstændigt indhold ved siden af påstand III, der indeholder den uklarhed, at det ikke kan ses, i hvilket omfang Bikuben vil være i stand til at ændre de eksisterende valideringsregler. Påstand IV indeholder den yderligere uklarhed, at udtrykket »andre særlige følger« ikke er defineret; der sigtes formentlig til opsigelse, men om det er tilfældet, og hvilke yderligere følger der sigtes til, må bero på gætteri. Hertil kommer, at påstanden er inkonsekvent, for så vidt som den alene sigter til overtræksrente (eller andre særlige følger), ikke til de almindelige rentemæssige konsekvenser inden for indeståendet eller kreditmaksimum. Endelig er påstand V næppe praktikabel. Sondringen privatkundekonto ­ erhvervskundekonti kan ikke foretages med nøjagtighed. Der er talrige mellemformer, der i givet fald ville kræve konkrete vurderinger af de enkelte konti.

Sø- og Handelsrettens afgørelse:
Valideringsreglerne indebærer tab af rentedage for kunderne, men ikke for pengeinstitutterne. Reglerne er fastsat af pengeinstitutterne uden forhandling med kunderne, repræsentanter for disse eller andre. De gælder efter det oplyste for alle eller i hvert fald næsten alle pengeinstitutter i Danmark. Reglerne bekendtgøres for Bikubens kunder gennem tilsendelse af pjecen »Beregning af rente og provision«, og virkningerne af reglerne fremgår af de kontoudtog, som kunderne modtager, og hvoraf fremgår, at der i visse tilfælde er forskel mellem en transaktions bogføringsdag og valideringsdag.
3 dommere bemærker:
Vi finder det kritisabelt, at kunderne ikke på tydeligere måde bliver gjort bekendt med konsekvenserne af valideringsreglerne, herunder at den effektive rente ændres ikke uvæsentligt, afhængigt af transaktionsantallet og transaktionsmåderne, og at hævninger samme dag, som en indsættelse har fundet sted, kan få betydelige rentemæssige konsekvenser, dels i form af debetrenter ved træk inden for bevilget kredit, dels i form af overtræksrenter ved overskridelse af kreditmaksimum eller ved dispositioner ud over indeståendet. Disse forhold kan imidlertid ikke bevirke, at der kan udstedes forbud mod anvendelse af reglerne, men eventuelt at det kan påbydes pengeinstituttet at give kunderne yderligere oplysning om betydningen af reglerne, ligesom mangelfuld information i de enkelte tilfælde kan bevirke, at pengeinstituttet afskæres fra at gøre valideringsreglen gældende til kundens ugunst.
Indholdet af valideringsreglerne fremgår forståeligt af den nævnte pjece, hvis angivelser hverken kan betegnes som vildledende eller urimeligt mangelfulde, jf. markedsføringslovens § 2. Det forhold, at der ikke er symmetri mellem valideringsreglerne for ind- og udbetalinger kan ikke i sig selv betragtes som stridende mod god markedsføringsskik i den betydning, det er tilsigtet at give dette udtryk, jf. Folketingstidende 1973­74 (2. samling), tillæg A, sp. 2256-57. Der må herved særlig peges på, at valideringsreglerne giver pengeinstitutterne bidrag til dækning af udgifterne ved gennemførelse af transaktionerne og af udgifterne ved opretholdelse af kontante beholdninger; det kan ikke antages at være stridende mod god markedsføringsskik, at de nævnte udgifter ikke søges dækket ved opkrævning af betalinger, der står i direkte forbindelse med omkostningerne ved transaktionerne og opretholdelsen af kassebeholdningerne. Forholdet i forening med de ovennævnte kritisable punkter kan heller ikke føre til, at det forbydes pengeinstitutterne at anvende valideringsreglerne.
Vi stemmer derfor for at frifinde sagsøgte.
2 dommere bemærker:
Vi finder, at forskellen mellem valideringen af en del former for ind- og udbetalinger ikke kan begrundes i ønsket om en rationel fordeling af transaktionsomkostningerne, ligesom det for de fleste former for transaktioner er teknisk muligt at organisere valideringen anderledes. Den gældende praksis, der er fastlagt ensidigt af stærke pengeinstitutter, er urimelig. Der kan dog ikke ses bort fra, at reglerne i begrænset omfang kan være begrundet i pengeinstitutternes tab ved ­ af hensyn til kundebetjeningen ­ at ligge inde med kontante beholdninger.
Vi finder, at indholdet af reglerne i pengeinstituttets pjece foreligger i en vanskelig tilgængelig form. Indholdet må antages at være ukendt for den store del af pengeinstitutkunder, der er uden særlige forudsætninger på dette område. Pengeinstituttet har ikke søgt at udbrede kendskab til reglerne eller deres konsekvenser, der i øvrigt kun vanskeligt lader sig udlede af beskrivelsen i pjecen. Konsekvenserne af reglerne, herunder debiteringen af overtræksrente ved »tekniske overtræk« og forskydningen af den effektive rente til ugunst for kunderne, må derfor være overraskende og sikkert også uforståelige for mange kunder.
På denne baggrund finder vi, at anvendelse af reglerne er i strid med god markedsføringsskik. Da det imidlertid ikke kan afvises, at et pengeinstitut lider et rentetab ved at ligge inde med kontante beholdninger, finder vi ikke grundlag for at tage Forbrugerombudsmandens principale påstande A og B, a til følge. Derimod finder vi af de i øvrigt af os anførte grunde, at sagsøgerens påstand I B, b, der tilstrækkelig klart angiver den adfærd, der ønskes forbudt, bør tages til følge.
Der afsiges dom efter stemmeflertallet.
Rettens medlemmer er enige om, at hver part må bære sine omkostninger.
­ ­ ­
Højesterets dom.
Den indankede dom er afsagt af Sø- og Handelsretten.
I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Pontoppidan, Hornslet, Wendler Pedersen, Per Sørensen, Jørgen Nørgaard, Asbjørn Jensen og Lene Pagter Kristensen.
Appellanten, Forbrugerombudsmanden, har gentaget sine påstande.
Indstævnte, Finansrådet som mandatar for Bikuben Girobank A/S, har påstået stadfæstelse.
Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger.
Sparekassen Bikuben A/S blev pr. 1. oktober 1995 fusioneret med Girobank under navnet Bikuben Girobank A/S (BG Bank).
BG Banks valideringsregler fremgår af pjecen »Rente- og transaktionsvilkår«, dateret 1. maj 1997, hvori det bl.a. hedder:
»1. Ordforklaringer
Bankdage/ekspeditionsdage
Alle dage undtagen lørdage, søn- og helligdage, Grundlovsdag og juleaftensdag, er bankdage/ekspeditionsdage ­ i det følgende benævnt bankdage.
For transaktioner foretaget i BG Bank på en ikke-bankdag, f.eks. lørdag, er hovedreglen, at transaktionen rentemæssigt betragtes som foretaget på den forudgående bankdag, f.eks. fredag.
Bogføringsdag
Bogføringsdagen er den bankdag BG Bank registrerer en bevægelse (+/-) på Deres konto. Bogføringsdagen for bevægelsen er anført i en særskilt kolonne på Deres kontoudskrift.
Rentedag (rentevalørdag)
På Deres kontoudskrift er der en kolonne, der angiver rentedagen. Rentedagen er den bankdag, hvor en bevægelse (+/-) får virkning for beregning af rente på en konto.
2. Beregning og tilskrivning af rente og provision
BG Bank beregner et dagligt rentebeløb ud fra saldoen på kontoen samt kontoens pålydende rentesats.
Den saldo, der indgår i renteberegningen, er bestemt af rentedagen på de beløb, der sættes ind eller hæves på Deres konto. I afsnit 11 er vist en oversigt over de almindelige former for ind- og udbetalinger på konti. De viste regler er hovedregler, som kan være fraveget for den transaktion, der konkret foretages. Den pålydende rentesats omsættes ved renteberegningen til en dagsrentesats efter et 360-dages eller et 365-dages princip, afhængig af kontoform.
...
På en indlånskonto tilskriver BG Bank rente enten kvartalsvis eller én gang årligt. På en kassekredit eller udlånskonto tilskrives rente hvert kvartal. Andre terminer kan dog forekomme. Tidspunktet for tilskrivning af rente fremgår af Deres lånedokument, af andet materiale De har fået udleveret, eller af BG Banks renteskilte i afdelingerne og på posthusene.
Det tilskrevne rentebeløb fremgår af bankbogen, af kontoudskriften eller af anden opgørelse, De modtager vedrørende Deres konto.
...
3. Rentemæssigt overtræk
Den saldo, der fremgår af Deres kontoudskrift, er den bogførte saldo på kontoen. De skal være opmærksom på, at Deres konto rentemæssigt kan have en negativ saldo, selv om der ud fra de bogførte beløb hele tiden er registreret en positiv saldo på kontoen. Dette skyldes, at indbetalinger til en konto normalt først er rentebærende dagen efter indbetalingsdagen, mens hævninger normalt har rentemæssig virkning fra hævetidspunktet.
Det sker f.eks.
­ hvis De foretager en indbetaling på Deres konto ved checks og samme dag hæver det indsatte beløb i en pengeautomat eller
­ hvis De i løbet af en bankdag hæver samme beløb som De tidligere på dagen indsatte kontant på kontoen eller
­ hvis De betaler i en forretning med Deres Dankort samme dag, som De har indsat et beløb på kontoen eller
­ hvis De disponerer over visse indbetalinger eller overførsler fra tredjemandskonto, hvor de indbetalte/overførte beløb er til disposition, før de er rentebærende på Deres konto.
Disse eksempler er ikke udtømmende, men skal illustrere, at De skal tage højde for rentedagen på ind- og udbetalinger, når De disponerer over indestående på kontoen.
4. Dispositionsret
De opnår almindeligvis dispositionsret over et beløb, der indsættes på Deres konto, fra den bankdag transaktionen bogføres. Tidspunktet for bogføring fremgår for en række transaktionstyper af afsnit 11. Eventuelle afvigelser fra hovedreglen blandt disse transaktioner er anført i afsnittet ...«
I den oversigt, som er nævnt under pkt. 2 og 4, er der i skemaform givet oplysning om bogføringsdag og rentedag for en lang række udvalgte transaktioner.
Vedrørende udenlandsk ret er bl.a. indhentet følgende supplerende oplysninger, der er oversat til dansk:
Tyskland: I en skrivelse af 20. oktober 1997 fra Bundesverband deutscher Banken hedder det bl.a.:
»Der findes i Tyskland ingen specielle lovbestemmelser vedrørende valørdatoen for indbetalinger eller hævninger i forbindelse med bankkonti. Men den tyske Højesteret har fastlagt forskellige regler på dette område baseret på bestemmelserne i Lov om Generelle Forretningsbetingelser. Disse er følgende:
Ved dom af 17. januar 1989, ... bestemte den tyske Højesteret, at valørdatoen for kontante indbetalinger på en anfordringskonto skulle være den dato, hvor indbetalingen skete. Renter af kontante indbetalinger er derfor hidtil rutinemæssigt blevet betalt til kunder fra selve indbetalingsdatoen.
I to senere kendelser af hhv. 6. maj 1997 (...) og 17. juni 1997 (...) fulgte den tyske Højesteret op på denne dom med nogle principielle kommentarer vedrørende fastsættelse af valørdato for beløb, der blev krediteret og debiteret konti. Retten fastslog, at hvor indbetalinger på en anfordringskonto, både kontant og ved overførsel, skulle have valørdato på modtagelsesdatoen, behøvede man ikke betale renter af disse kontante indbetalinger eller overførsler før den følgende kalenderdag. Ifølge den tyske Højesterets definition, refererer valørdatoen udelukkende til kalenderdatoen for modtagelse af indbetalingen; der påløber så først renter fra den følgende kalenderdag. I forbindelse med en anfordringskonto med overtræksret betyder det f.eks., at en overførsel modtaget en fredag skal have valørdato om fredagen, men først behøver blive forrentet over for kunden fra den følgende lørdag.
Ligesom den tyske Højesteret bestemmer, at modtagelsesdatoen skal være valørdato for indbetalinger, men ikke gælde for renteberegningen, anfører den i sin kendelse af 17. juni 1997, at hævedatoen skal danne grundlag for fastsættelse af valørdato på debetsiden. Ligesom ved modtagelse af indbetalinger skal kunden således kun betale renter af hævninger fra den følgende kalenderdag. Hvis en anfordringskonto med overtræksret f.eks. viser en negativ saldo på DM 4.000, og der yderligere overføres DM 500 fra denne konto en fredag, skal kontohaver kun betale renter fra den efterfølgende lørdag på den nye debetsaldo på DM 4.500.
Med hensyn til fastsættelse af valørdato for kollektive transaktioner indtog den tyske Højesteret i sin kendelse af hhv. 6. maj og 17. juni 1997 den holdning, at den ikke havde nogen indvendinger imod, at valørdatoen for checks eller direkte debiteringer præsenteret til betaling ligger flere dage senere end bogføringsdatoen. I forbindelse med indenlandske checks og direkte debiteringer anerkendte den tyske Højesteret en valørdato, der lå tre bankdage senere. For checks præsenteret til betaling og trukket på udenlandske banker, blev en valørdato, der lå fem bankdage senere, i den tyske Højesterets kendelse af 6. maj 1997 anset for at være i overensstemmelse med Lov om Generelle Forretningsbetingelser. Efter den tyske Højesterets mening udgør disse senere valørdatoer en acceptabel skønsmæssig periode mellem datoen for præsentation af en check eller direkte debitering og den dato, hvor den bank, der først modtager et beløb, faktisk opnår dækning.«
Frankrig: I en skrivelse af 20. oktober 1997 fra Den franske Bankforening hedder det bl.a.:
»For rigtig at forstå betydningen af spørgsmålet må man ikke glemme, at det i Frankrig er forbudt at forrente indskud på anfordring. Derfor er anvendelsen af valørdatoerne uden indvirkning for kreditkontiene og således faktisk for det meget store flertal af privatpersoners konti. Et vist antal banker (société Générale for eksempel) har således for meget længe siden givet afkald på anvendelsen af valørdatoer på konti for privatpersoner og bruger det endog af og til som et reklameargument til denne kundekreds.
Valørdatoer anvendes til gengæld meget generelt i forbindelse med erhvervskunder. Vedlagt findes som eksempel prisoversigter fra Crédit Lyonnais, hvor De vil bemærke, at valøren for hver type af transaktion er klart angivet.
Set ud fra en juridisk synsvinkel har spørgsmålet om valørdatoerne været igennem en udvikling efter en dom af 6. april 1993 afsagt af Kassationsretten: I henhold til visse fortolkninger skulle denne dom udgøre en forkastelse af alle valørdatoer, der ikke er motiveret af en teknisk frist (frist til indløsning af checks for eksempel); i henhold til andre skulle den udtrykkeligt kun forkaste valørdatoerne på kontantbevægelserne.
I tvivlstilfælde og mens man afventer nye mere udtrykkelige afgørelser, har de fleste banker intet ændret i deres tidligere praksis med undtagelse af valørdatoerne for kontantbevægelserne ved skrankerne, som de fleste har afskaffet efter udtrykkelig henstilling fra Den franske Bankforening.
De er blevet opmuntret i denne afventende holdning af den uden tvivl frivillige passivitet hos de vigtigste forbrugersammenslutninger: Efter i et stykke tid at have stået i spidsen for kampen mod valørdatoerne er de blevet bevidste om, at disse i al væsentlighed var en belastning for erhvervskontiene, og at den egentlige afskaffelse af dem med tiden kun ville give sig udtryk i en meget mere byrdefuld prisfastsættelse af betalingsmidlerne og således i en betydelig overførsel af udgifter til skade for privatpersoner.«
Italien: I en skrivelse af 17. november 1997 fra den italienske bankforening hedder det bl.a.:
»I forholdet til kunderne skal bankerne overholde reglerne om »gennemsigtighed« i banktransaktioner (lov nr. 154/1992 og løbende artikel 115 ff. og hele teksten vedrørende lovgivningen for bank- og kreditforhold).
Hvad angår håndhævelse af valørdatoer fastsættes det i artikel 120 i ovenstående tekst, at valørdatoen for kontante indbetalinger i en bank, banktratter udstedt af samme bank og bankchecks trukket på samme filial, hvor indbetalingen foretages, beregnes fra indbetalingsdatoen til hævedatoen.«
Belgien: Der er den 10. juli 1997 vedtaget en lov om valørdatoer for banktransaktioner på anfordringskonti. Loven træder i kraft senest 1. januar 1999. Den belgiske bankforening har i en skrivelse af 20. oktober 1997 beskrevet lovens hovedpunkter og bankpraksis således:
»* Ved overførsler både på debet- og kreditsiden skal valørdatoen være den dato, hvor transaktionen bogføres på kontohavers konto.
* Ved elektroniske transaktioner skal valørdatoen være den dato, hvor transaktionen blev udført, hvis kontohaver selv har udført transaktionen. Hvis kontohaver ikke selv har udført transaktionen, skal valørdatoen være den dato, hvor transaktionen blev bogført på kontoen.
Eksempel på tilfælde 1: betaling med betalingskort
Eksempel på tilfælde 2: hævning på basis af en direkte debiteringsinstruks.
Bemærk: Kontant hævning i automat betragtes ikke som en elektronisk transaktion.
* Ved andre tranaktioner (f.eks. checks) er der ingen lovmæssige restriktioner, men ministeren er bemyndiget til at fastsætte sådanne, hvis det er nødvendigt.
* Bankerne kan anvende anden praksis for erhvervskunder efter gensidig aftale.
...
Den mest normale praksis har hidtil været
* indbetalinger: valørdato = indbetalingsdato + 1 bankdag
* Hævninger: valørdato = hævedato ­ 1 bankdag (for checkindbetalinger: valørdato + 2 er også almindelig praksis).
Under diskussionen, der fulgte efter lovgivningsinitiativet, har bankerne selv foreslået at vedtage en kodeks for god forretningsførelse, hvor f.eks. valørdatoerne for ikke-elektroniske transaktioner fastsættes. Hvis denne kodeks bliver accepteret (afgøres snart), skal valørdatoerne for disse transaktioner udtrykkes i kalenderdage og ikke i bankdage.
Som et eksempel kan nævnes, at valørdatoen for kontante hævninger (automat+kasse) højst kan være hævedatoen ­ 1 kalenderdag.«
Der er endvidere indhentet oplysninger om bankers valideringspraksis i Sverige, Norge, Finland, England og Holland. Spørgsmålet er i ingen af disse lande undergivet en nærmere offentligretlig regulering, og der er en almindelig tendens til, at krediteringer valideres fra et senere tidspunkt end debiteringer. Praksis herom varierer dog fra land til land og ­ i større eller mindre grad ­ inden for det enkelte land. I Sverige og Norge har problemstillingen været overvejet i særligt nedsatte udvalg, som har afgivet betænkning henholdsvis i 1994 og i 1995.
De Europæiske Fællesskaber har den 27. januar 1997 vedtaget et direktiv om grænseoverskridende pengeoverførsler (97/5/EF), som skal være gennemført af medlemslandene senest den 14. august 1999. Efter direktivets art. 3 pålægges pengeinstitutterne at give skriftlige oplysninger om vilkårene for grænseoverskridende pengeoverførsler. Pengeinstitutterne skal herunder give oplysning om pengeoverførslens varighed og om den valørdato, som pengeinstituttet anvender. Medmindre andet er aftalt, skal ordregiverens pengeinstitut have effektueret pengeoverførslen inden 5 bankdage, jf. art. 6, stk. 1. Om det modtagende pengeinstituts pligter er i art. 6, stk. 2, bl.a. bestemt følgende:
»2. Modtagerens institut skal stille det overførte beløb til rådighed for modtageren inden for den tidsfrist, der er aftalt med denne.
Hvis den aftalte tidsfrist ikke overholdes, eller ­ såfremt der ikke er aftalt nogen frist ­ beløbet ikke er krediteret modtagerens konto ved slutningen af den bankdag, der følger efter den dag, hvor beløbet er blevet krediteret modtagerens instituts konto, skal modtagerens institut yde modtageren kompensation.
Kompensationen består i betaling af en rente ...«

Højesterets bemærkninger:
De af BG Bank anvendte valideringsregler svarer i alt væsentligt til de valideringsregler, der anvendes af de øvrige danske pengeinstitutter. Der er tale om ensidigt fastsatte standardvilkår, som i deres detaljer er vanskeligt tilgængelige. Vilkårene fører i flere situationer ­ navnlig ved de såkaldt valideringsmæssige overtræk, der er omtalt i Forbrugerombudsmandens påstand IV ­ til mindre rimelige resultater. Ved de elektroniske overførsler, der anvendes i dag, kan vilkårene ikke i samme omfang som tidligere begrundes med dækning af transaktionsomkostninger.
Valideringsreglerne belaster især erhvervskunder, som har beløbsmæssigt store betalingstransaktioner, mens de i typiske privatkundeforhold normalt kun har beskedne omkostningsmæssige konsekvenser.
Et indgreb, hvorved det forbydes BG Bank helt eller delvis at anvende sine valideringsregler i det omfang, de indebærer en valideringsmæssig forskelsbehandling af ind- og udbetalinger, vil få betydning for hele pengeinstitutsektoren og for dennes indkomststruktur. Et indgreb vil kunne tænkes gennemført på forskellige måder, hvilket illustreres dels af de nedlagte påstande, dels af de indhentede oplysninger vedrørende fremmed ret. Sagen angår således en generel problemstilling, som ikke er egnet til at blive reguleret gennem forbudsnedlæggelse efter markedsføringsloven, men som i givet fald må søges løst gennem lovgivning. Med denne begrundelse stadfæster Højesteret dommen.
Thi kendes for ret:
Sø- og Handelsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Sø- og Handelsretten og Højesteret skal appellanten, Forbrugerombudsmanden, inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 300.000 kr. til indstævnte, Finansrådet som mandatar for Bikuben Girobank A/S.