Hele teksten

Fortrydelsesretten var ikke faldet bort, da teleudbyderen ikke på tilstrækkelig klar måde havde sikret sig samtykke til at påbegynde udførelsen inden fortrydelsesfristens udløb, jf. forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2
En forbruger, der havde et ISDN-abonnement, rettede d. 14. august 2002 i forbindelse med flytning til en ny adresse henvendelse til sit telefonselskab for at flytte ”fastnetdelen” af abonnementet. Forbrugeren ville nemlig oprette et ADSL-abonnement hos en anden udbyder og ønskede derfor ikke ISDN-abonnementet flyttet.
Teleselskabet bekræftede samme dag aftalen, idet det fremgik, at der var oprettet et fastnetabonnement, som var uopsigeligt i 6 måneder, medmindre forbrugeren udnyttede sin ret til inden 14 dage at fortryde aftalen. Om fortrydelsesretten var det bl.a. anført: ”Du kan dog ikke fortryde aftalen, hvis du har taget tjenesten i brug ved at foretage opkald.”
Forbrugeren, der havde været kunde hos teleudbyderen i mange år, blev ret fortørnet, idet han ikke mente, at der var tale om et nyt abonnement med en uopsigelighedsperiode på 6 måneder, og han protesterede straks over for teleudbyderen. Udbyderen fastholdt aftalen med henvisning til, at forbrugeren d. 17. august 2002 havde foretaget opkald fra telefonen og derfor ikke kunne fortryde aftalen.
Sagen blev indbragt for It- og Telestyrelsen, der udtalte, at konvertering af et ISDN-abonnement til et almindeligt fastnetabonnement generelt betragtes som opsigelse af ét abonnementsforhold og indgåelse af et nyt. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Klagerne opsagde den 14. august 2002 telefonisk deres ISDN abonnement og bestilte flytning af fastnettelefonen. Klagerne har herefter reklameret over, at indklagede i forbindelse med flytningen oprettede et nyt fastnettelefonabonnement, der var uopsigeligt i 6 måneder.
Efter det i sagen oplyste lægger nævnet til grund, at indklagede ikke kunne flytte telefonen uden en abonnementsaftale, og at indklagede var berettiget til at betinge sig, at abonnementet var uopsigeligt i 6 måneder efter aftalens indgåelse.
Sagen skal herefter bedømmes efter reglerne om fortrydelsesret ved fjernsalg.
Aftalen blev indgået ved brug af fjernkommunikation som et led i indklagedes system for fjernsalg. Efter den dagældende lov om visse forbrugeraftaler § 10 a (nu § 4) foreligger der herefter et ”fjernsalg”, der er omfattet af lovens regler om fortrydelsesret.
Aftalen er ligeledes reguleret ved §§ 6 og 7 i den dagældende bekendtgørelse nr. 1169 af 15. december 2000 om udbud af telenet og teletjenester. Disse bestemmelser indeholder regler om fortrydelsesret ved aftaler om teletjenester, der indgås uden at parterne har underskrevet en kontrakt senest samtidigt med iværksættelsen af abonnementet.
Efter lovens § 12, stk. 2 (nu § 18, stk. 4) gælder retten til at fortryde en tjenesteydelse kun, indtil udførelsen begynder, ”når forbrugeren forinden har givet samtykke til, at den erhvervsdrivende kunne begynde udførelsen m.v. inden fortrydelsesfristens udløb”.
Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 1, gælder retten til at fortryde en tjenesteydelse på teleområdet ikke efter, at slutbrugeren har taget tjenesten i brug.
I det omfang aftalen er omfattet af lovens bestemmelser, finder loven anvendelse frem for bekendtgørelsens regler på teleområdet. Nævnet bedømmer derfor sagen i henhold til lovens bestemmelser om fortrydelsesret.
I indklagedes skriftlige ordrebekræftelse af 14. august 2002 oplyses, at kunden kan fortryde aftalen i indtil 14 dage efter modtagelsen af brevet. Det oplyses ligeledes, at kunden ikke kan fortryde aftalen, hvis tjenesten tages i brug ved at foretage opkald.
Ifølge indklagedes opkaldsspecifikation tog klagerne telefonen i brug umiddelbart efter flytningen.
Under overskriften ”Protest/fortrydelse eller hvad…?” reklamerede klagerne herefter ved brev af 19. august 2002 til indklagede over bindingsperioden på 6 måneder, idet de ikke mente, at aftalen omfattede bestilling af et nyt abonnement.
Efter nævnets opfattelse må denne reklamation sidestilles med en fortrydelse af aftalen.
Nævnet finder ikke, at indklagede på en tilstrækkelig klar måde har sikret sig klagernes samtykke til at kunne påbegynde udførelsen inden fortrydelsesfristens udløb. Klagernes ret til at fortryde aftalen var derfor ikke faldet bort efter bestemmelsen i den dagældende lovs § 12, stk. 2, da de få dage efter modtagelsen af indklagedes ordrebekræftelse meddelte, at de ikke mente at have indgået aftale om et nyt abonnement.
Efter lovens § 12 c (nu § 21) kan indklagede herefter ikke gøre noget krav gældende i henhold til abonnementsaftalen mod klagerne og er forpligtet til at tilbagebetale, hvad de har betalt i henhold til aftalen.