Sådan fuldbyrdes en dom

Malta
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Hvad forstås ved tvangsfuldbyrdelse i civil- og handelsretlige sager?

Fuldbyrdelse betyder, at indholdet af en dom føres ud i livet.

2 Hvilke(n) myndighed(er) har beføjelse til at foretage tvangsfuldbyrdelse?

Dette afhænger af, hvilket retsmiddel der begæres iværksat. For eksempel stifter direktøren for det offentlige register et retspant i de relevante aktiver efter, at han har modtaget en bekræftet kopi af dommen ledsaget af en attest fra justitssekretæren, hvoraf det fremgår, at dommen ikke er blevet appelleret, og at appelfristen er udløbet.

3 Hvornår kan der træffes afgørelse om tvangsfuldbyrdelse?

Ifølge retsplejeloven (kapitel 12 i Maltas love) kan følgende tjene som eksekutionsfundamenter:

  • Fordringer, der er sikre og forfaldne til betaling, og som ikke består i foretagelse af en retsakt, og beløbet ikke overstiger 25000 EUR, jf. retsplejelovens § 166A
  • Domme og kendelser afsagt af Maltas domstole
  • Kontrakter, der er indgået for en notar i Malta, eller for enhver anden offentlig ansat, der er autoriseret til at legalisere sådanne kontrakter, og kontrakten vedrører en fordring, der er sikker og forfalden til betaling, og som ikke består i foretagelse af en retsakt
  • Momsbelagte regninger for diverse retsafgifter, der er udstedt til fordel for en advokat, en sagfører, en notar, en syns- og skønsmand eller et vidne, medmindre regningen er blevet anfægtet efter de gældende regler
  • Voldgiftskendelser, der er registreret ved Malta Arbitration Centre
  • Gældsbreve og veksler
  • Forlig, som parterne har forsynet med en fuldbyrdelsespåtegning
  • Afgørelser, der er truffet af Consumer Claims Tribunal.

Der er også andre eksekutionsfundamenter, der udspringer af speciallovgivningen, såsom skattelovgivningen.

3.1 Proceduren

De retsmidler, ved hjælp af hvilke ovennævnte krav efter omstændighederne kan fuldbyrdes, er følgende:

  • Begæring om udlæg i løsøre
  • Begæring om udlæg i fast ejendom
  • Begæring om udlæg i en virksomhed, der er i drift
  • Bortauktionering af fast ejendom, løsøre eller af rettigheder, der er knyttet til fast ejendom
  • Begæring om arrest i udestående fordringer
  • Begæring om en udsættelsesforretning
  • Begæring in factum
  • Begæring om arrest i skibe
  • Begæring om arrest i luftfartøjer
  • Begæring in procinctu.

Hvis et eksekutionsfundament bringes i stand ved hjælp af § 166A, skal den, der anmoder om at få registreret en retlig disposition, som skal tjene som eksekutionsfundament, fremlægge en legaliseret kopi af den retlige disposition for justitssekretæren inklusiv bevis for, at forkyndelse er sket.

Proceduren er tilpasset de øvrige eksekutionsfundamenters nærmere karakter. Oplysninger herom kan findes i § 252 ff. i retsplejeloven.

3.2 De vigtigste betingelser

Betingelserne varierer alt efter deres nærmere karakter. Oplysninger herom kan findes i § 252 ff. i retsplejeloven.,

4 Genstanden for og karakteren af tvangsfuldbyrdelsesskridt

4.1 Hvilke former for aktiver kan gøres til genstand for sådanne skridt?

Der kan gøres udlæg i diverse former for løsøre, herunder:

  • Aktier og andele i kommanditselskaber (commercial partnerships)
  • Licenser, der er udstedt af enhver kompetent myndighed, hvilket kan foreskrives ved bekendtgørelse udstedt af justitsministeriet
  • Forsikringspolicer
  • Fordringshaverrettigheder (credit securities) og alle former for intellektuelle og industrielle ejendomsrettigheder.

Følgende genstande er dog undtaget fra udlæg:

  • Tøj, sengetøj, redskaber og møbler, der med rimelighed kan anses for nødvendige til at opretholde en beskeden levefod for skyldneren og dennes familie
  • Personlige dokumenter og bøger, der har tilknytning til skyldnerens eller dennes families erhverv
  • Notarers protokoller og registre
  • Redskaber eller tilbehør, der er nødvendig for udøvelse af skyldnerens eller denne families videnskabelige eller kunstneriske aktiviteter
  • Dyr eller redskaber, der er nødvendige for at drive landbrug, samt frugt, uanset om den er blevet høstet eller ej
  • Luftfartøjer, der benyttes af offentlige myndigheder, herunder af postvæsenet, dog ikke i kommercielt øjemed (commercial service)
  • Skibe, der er chartret af Maltas regering
  • Religiøse relikvier, der benyttes i en godkendt kirke eller som tilhører en præst, en religiøs orden eller et af dens medlemmer
  • Alle genstande, der tilhører politiet eller Maltas væbnede styrker, det være sig våben, ammunition, udstyr, instrumenter eller uniformer.

Fast ejendom, forretninger (commercial concerns), skibe og luftfartøjer kan gøres til genstand for udlæg.

Det kan ikke gøre arrest i følgende fordringer:

  • Løn eller honorarer (herunder bonus, overarbejdstidsbetaling og andre tillæg)
  • Ydelser, sociale pensioner, støtte og bistand som omhandlet i den sociale sikringslovgivning eller tjenestemandspensioner
  • Overlevelseshjælp (charitable grant or donation), der udbetales af det offentlige
  • Arv, der udtrykkeligt er øremærket til forsørgelse, hvis skyldneren ikke har noget andet forsørgelsesgrundlag, forudsat gælden ikke er opstået som følge af udgifter til forsørgelse
  • Beløb, der er bestemt til forsørgelse, uanset hvorfra de hidrører, forudsat gælden ikke er opstået som følge af udgifter til forsørgelse
  • Beløb, som hidrører fra huslån, hvis huset er bestemt til familiens bolig
  • Indbetalinger på en kassekredit, bortset fra kreditkortbetalinger, der foretages som led i skyldnerens erhvervsvirksomhed
  • Bankgarantier og gældsbreve.

4.2 Hvad er retsvirkningen heraf?

Retsvirkningen er, at eksekutionsfundamentet tjener som grundlag for udlæg i skyldnerens ejendele.

4.3 Hvor længe kan disse skridt opretholdes?

Det afhænger af sagens nærmere omstændigheder, men generelt gælder det, at begæringer om udlægsforretninger (Executive Warrants) er gyldige, så længe det eksekutionsfundament, de er støttet på, kan fuldbyrdes. Begæringer om foretagelse af arrest kan ikke forlænges og forbliver gyldige, indtil de ophæves ved en retsopgørelse.

5 Kan en afgørelse om tvangsfuldbyrdelse appelleres?

Enhver person, mod hvem en udlægsforretning begæres fremmet, eller enhver anden berørt person, kan påstå begæringen afslået helt eller delvist. Rekvirenten skal underrettes herom, og han har en frist på ti dage til at fremsætte sine bemærkninger hertil. Retten tager stilling til spørgsmålet efter at have hørt parterne. Rettens afgørelse kan appelleres inden seks dage efter, at afgørelsen er bekendtgjort i et offentligt retsmøde.

6 Findes der nogen begrænsninger for tvangsfuldbyrdelse, navnlig med hensyn til debitorbeskyttelse og tidsfrister?

Domme, der er afsagt at de højere retsinstanser, kan forsynes med en fornyet fuldbyrdelsespåtegnelse 10 år efter det tidspunkt, hvor dommen kunne være blevet fuldbyrdet. Domme, der er afsagt af de lavere retsinstanser eller af retten for mindre krav, kan forsynes med en fornyet fuldbyrdelsespåtegning efter 5 år. Eksekutionsfundamenter, der hviler på et aftaleretligt grundlag, hvor fordringen er sikker og forfalden til betaling, sager, der er anlagt efter § 166A i kapitel 12 i Maltas love, samt gældsbreve og veksler kan forsynes med en fornyet fuldbyrdelsesfortegning 3 år efter den kompetente ret udstedte den første fuldbyrdelsespåtegnelse. Begæringer om nye fuldbyrdelsespåtegninger fremsættes for den kompetente ret. Rekvirenten skal ligeledes under ed bekræfte arten af den fordring eller det krav, der ligger til grund for begæringen, ligesom han skal godtgøre, at kravet eller en del af det ikke er blevet opfyldt. Desuden gælder der under disse omstændigheder en forældelsesfrist på 30 år, mens fristen afbrydes ved ovennævnte begæring.

 

Denne webside er en del af Dit Europa.

Vi vil gerne have din feedback om, hvor nyttige informationerne er for dig.

Your-Europe

Sidste opdatering: 16/12/2020

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.