Retshenvisninger

Lovgivningsmæssige instrumenter — beskrivelse

Østrigsk ret er primært skriftlig (gesatztes).

I overensstemmelse med Østrigs forbundsforfatning findes der ud over forbundsloven (forfatningslov) en særskilt delstatslov i de ni delstater. Provinsforfatningsretten må ikke være i strid med den føderale forfatningsret og er derfor underordnet den. Men i princippet er der ikke en sådan rangorden mellem forbundslove og provinslove. Siden 1988 har staterne kunnet indgå internationale traktater i spørgsmål, der henhører under deres kompetence. Udenrigsanliggender varetages dog stadig primært på forbundsniveau.

Sædvaneret og retspraksis

Sædvaneretten spiller en meget begrænset rolle.

Dommene fra de højeste domstole giver værdifuld vejledning i anvendelsen af loven og er af stor betydning. Loven om retsvæsenet anerkendes imidlertid ikke formelt som en retskilde.

Myndighedernes retsakter

Staten omfatter i princippet suverænitetshandlinger — retsakter fra offentlige myndigheder, der udsteder påbud — love (lovgivningsmæssige retsakter), forvaltningsakter (den udøvende magt) og retsafgørelser (retsafgørelser).

Det skal fremgå af lovene, hvilke forvaltningsakter de administrative myndigheder er bemyndiget til. Dette kan f.eks. være udstedelse af bekendtgørelser (individuelle retsakter) eller vedtagelse af forordninger (generelle lovbestemmelser). Direkte forvaltningshandlinger og tvang kan også komme i betragtning, hvis det f.eks. i forbindelse med politioperationer er nødvendigt med øjeblikkelig indgriben fra myndighedernes side for at forebygge farer.

Internationale retskilder og EU-retten

Den østrigske forfatning fastslår, at almindeligt anerkendte folkeretlige regler er en del af østrigsk forbundsret, og at internationale traktater skal indarbejdes i det østrigske retssystem (med eller uden specifik lovgivning). Traktatbestemmelsers placering i det nationale retssystem afhænger af indholdet.

For at blive godkendt i Nationalrat (det østrigske parlaments underhus) kræver internationale traktater, der ændrer eller supplerer forfatningen, det samme særlige flertal som forbundsforfatningslove. Traktater, der ændrer eller supplerer lovgivning, kræver samme flertal som almindelig lovgivning.

I princippet indgår forbundspræsidenten statstraktater efter anmodning fra forbundsregeringen eller en forbundsminister, der er bemyndiget af denne. Politiske traktater og traktater, der ændrer eller supplerer lovgivningen, kræver forudgående samtykke fra Nationalrat. Forbundspræsidenten kan bemyndige forbundsregeringen eller de relevante medlemmer af forbundsregeringen til at indgå visse kategorier af internationale traktater, som ikke er politiske og ikke ændrer eller supplerer lovgivningen.

Siden Østrigs tiltrædelse af Den Europæiske Union den 1. januar 1995 fastlægger østrigsk forfatningsret ikke længere den relevante grundlæggende retsorden, men også EU-retten (konstitutionalisme). Ifølge den fremherskende opfattelse harEU-retten forrang for national ret og dermed også for almindelig forfatningsret, men ikke de grundlæggende principper i forbundsforfatningen.

Basisretsakter

Civilret

I civile sager udøves kompetencen i første instans normalt af distriktsdomstole og regionale domstole. Uden for Wien behandler distriktsdomstole og regionale domstole også handelssager. Hertil kommer, at de regionale domstole modtager betaling i sager om arbejde og social sikring. Kun Wien har sin egen distriktsdomstol i handelssager, sin egen handelsret og sin egen arbejds- og socialdomstol.

Kompetencen er i princippet delt mellem retterne efter søgsmålets art (objektiv kompetence) og afgøres på grundlag af tvistens størrelse for alle spørgsmål, der ikke er så adskilt fra distriktsdomstole eller regionale domstole. Sagstypen har altid forrang frem for værdikriteriet.

Distriktsdomstolene har kompetence på grundlag af kravets art, f.eks. i de fleste familieretlige sager eller lejetvister. De regionale domstole har kompetence alt efter kravets art, f.eks. tvister i henhold til atomansvarsloven, loven om officielt ansvar, databeskyttelsesloven, konkurrence- og ophavsretten. Distriktsdomstolene har kompetence i sager, hvor kravets værdi er op til 15 000 EUR, og de regionale domstole har kompetence i sager, hvor kravets værdi overstiger 15 000 EUR.

Enhver har generel kompetence på grund af sin personlige tilknytning til en retskreds. Krav fremsættes normalt ved sagsøgtes almindelige domstol. En privatpersons sædvanlige kompetence afgøres normalt af det sted, hvor den pågældende har bopæl eller sædvanligt opholdssted en person kan have mere end ét sædvanligt forum. Det sædvanlige værneting for en juridisk person bestemmes normalt af det sted, hvor den juridiske person har sit vedtægtsmæssige hjemsted.

Erhvervsret

Kun Wien har specialiserede civile domstole i handelssager, nemlig Bezirksgericht für Handelssachen (distriktsdomstolen for handelssager) og Handelsgericht Wien (handelsretten i Wien) og en særlig civil domstol for arbejds- og socialsikringssager, nemlig Arbeit- und Sozialgericht Wien (arbejds- og socialretten i Wien). I alle andre distrikter behandles handelssager og sager vedrørende arbejds- og sociallovgivning af de almindelige domstole. Den stedlige kompetence i handelssager og sager vedrørende arbejds- og sociallovgivning reguleres normalt af de almindelige civile retsplejeregler.

Forvaltningsret

Forvaltningsretten regulerer — i bred forstand — som "offentlig" ret, organiseringen af administrative organer og forvaltningsmyndighedernes procesret, men også forholdet mellem staten og dens borgere, lovgivningens adressaters adfærdsforpligtelser og de materielle kriterier for den offentlige forvaltnings beslutningstagning. På en lang række specifikke områder inden for forvaltningsret omfatter eksempler statsborgerskab og udenlandske statsborgere, politi og bygningsret.

Ud over adfærd, der kan straffes ved en domstol, regulerer den administrative strafferet, hvad der udgør en administrativ forseelse i henhold til den administrative strafferet.

Andre delområder af forvaltningsretten omfatter bestemmelser om administrative procedurer og (administrativ) retsbeskyttelse. Administrative myndigheders afgørelser, f.eks. afgørelser, kan indbringes for forvaltningsdomstolene med klage.

Hierarki af retsforskrifter

En føderal forfatningsstandard kræver et flertal på to tredjedele af stemmerne i det nationale råd, og mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

Desuden skal den således indførte lovgivning udtrykkeligt betegnes som en "forfatningsmæssig retsakt" eller "forfatningsbestemmelse".

Derimod kræver en gyldig beslutning om en bestemmelse, der er baseret på forbundslov, at mindst en tredjedel af medlemmerne af Nationalrat skal være til stede, og at der er absolut flertal af de afgivne stemmer.

1. Grundprincipperne i forfatningen

De ledende principper (grundlæggende principper) i den østrigske forfatning er det vigtigste grundlag for den østrigske retsorden:

• det demokratiske princip
• princippet om magtens tredeling
• retsstatsprincippet
• det republikanske princip
• det føderale princip og
• det liberale princip.

Som helhed udgør disse vejledende principper den forfatningsmæssige orden.

De er af stor forfatningsmæssig betydning. Hvis en ændring af forbundsforfatningen opgiver et af de ledende principper eller grundlæggende ændrer forholdet mellem principperne, betragtes dette som en generel ændring og kræver en folkeafstemning.

2. Primær og sekundær EU-ret

Østrigs tiltrædelse af Den Europæiske Union den 1. januar 1995 medførte en omfattende revision af den østrigske forfatning. Siden tiltrædelsen er den østrigske forfatningsret ikke længere afgørende for den relevante grundlæggende retsorden, men også for EU-retten (konstitutionalisme). Ifølge den fremherskende opfattelse harEU-retten forrang for national ret og dermed også for almindelig forfatningsret, men ikke de grundlæggende principper i forbundsforfatningen.

3. "Almindelig" forbundsforfatningsret

Forfatningsretten opstiller "spillereglerne" for den politiske proces, idet den fastsætter:

• lovgivningsproceduren
• status for de højeste organer i staten
• forholdet mellem forbundsregeringen og provinserne i lovgivningsprocessen og anvendelsen af loven, og
• offentligretlige domstoles kontrol med statslige foranstaltninger.

4. Forbundslove

Det grundlæggende retsstatsprincip, der er fastsat i forfatningen, kræver, at anvendelsen af loven i den offentlige forvaltning og ved domstolene skal ske i overensstemmelse med loven. Forfatningen deler lovgivningsbeføjelserne mellem forbundsregeringen og provinserne.

Forordninger

Bekendtgørelser (Verordnungen) er generelle forskrifter, der udstedes af forvaltningsmyndigheder, og som er bindende for alle borgere. Forfatningen giver en generel bemyndigelse til at udstede gennemførelsesforordninger, der konkretiserer de regler, der er fastsat i mere generelle bestemmelser, normalt love. Forordninger, der ændrer eller supplerer loven, kræver en udtrykkelig forfatningsmæssig tilladelse.

6. Afgørelser

Afgørelser (Bescheide) er først og fremmest forvaltningsakter, der gennemfører loven, og som kun er rettet til de personer, der er nævnt i disse afgørelser.

Lovgivningsmæssige procedurer

Lovgivningsmæssigt initiativ

Lovforslag kan forelægges Nationalrat på følgende måde:

Desuden skal et borgerinitiativ indgives til Nationalrat til drøftelse, hvis det er underskrevet af 100000 vælgere eller af en sjettedel af vælgerne i tre provinser.

I praksis stammer de fleste lovgivningsinitiativer fra forbundsregeringen. Lovforslag fra forbundsregeringen skal godkendes enstemmigt af forbundsregeringen (i kabinettet). Forud herfor offentliggøres det lovforslag, som den kompetente forbundsminister har udarbejdet, til behandling i andre organer (delstater, interessegrupper).

Vedtagelse af en lov

Efter vedtagelsen i Nationalrådet skal lovforslag godkendes af Forbundsrådet. (Forslag til forbundsfinanslove skal ikke forelægges Forbundsrådet — Nationalrats føderale suverænitet.) Forbundskansleren forelægger derefter lovforslagene for præsidenten til bekræftelse.

Nationalrat kan beslutte, at der skal afholdes en folkeafstemning om et lovforslag. En folkeafstemning kan også kræves af et flertal af nationalrådets medlemmer. I så fald skal et lovforslag, der allerede er vedtaget af Nationalrat, godkendes ved folkeafstemning, inden det bliver bekræftet.

Der er også behov for en folkeafstemning i forbindelse med en omfattende revision af forfatningen.

Præsidenten bekræfter, at en retsakt er vedtaget i overensstemmelse med forfatningen ved at undertegne den. Denne bekræftelse skal i så fald medunderskrives af kansleren.

En retsakt kan ophæves enten udtrykkeligt (formel undtagelse) eller ved vedtagelse af ny lovgivning, hvis indhold er i strid med den tidligere bestemmelse (materiel undtagelse), uden formelt at foreskrive, at den tidligere bestemmelse ikke længere er i kraft (lex posterior derogat legi priori). Særlige regler har forrang for generelle regler (lex specialis derogat legi generali). Desuden kan en lovs gyldighed begrænses fra begyndelsen.

Bekendtgørelse, offentliggørelse og ikrafttræden

Når forbundsloven er underskrevet af forbundspræsidenten (for at bekræfte forfatningen) og forbundskansleren kontrasignerer den, bekendtgøres den i forbundslovtidende.

Medmindre andet er fastsat i loven (med tilbagevirkende kraft eller Legisvakanz), træder en lov i kraft ved udgangen af den dag, hvor loven bekendtgøres i den østrigske statstidende.

Metoder til afgørelse af konflikter mellem forskellige retskilder

Som et udtryk for det grundlæggende retsstatsprincip har forfatningsdomstolen beføjelse til at kontrollere loves forfatningsmæssighed og lovligheden af forordninger (såkaldt domstolsprøvelse).

Forfatningsdomstolen træffer også afgørelse om "kompetencekonflikter", f.eks. mellem domstole og administrative myndigheder, provins- og føderale organer, der påberåber sig kompetence eller afviser kompetence i samme sag.

Inden for rammerne af sin "kompetence til at fastlægge kompetence" foretager forfatningsdomstolen også en bindende afgørelse af, om en lov eller en gennemførelsesakt henhører under forbundsregeringens eller delstaternes kompetence.

Der er ingen prioritet for anvendelsen af den trinhøjere lov i hvert enkelt tilfælde.

Juridiske databaser (med tilhørende links)

Er søgningen gratis?

Ja. Der er gratis adgang til lovgivning og retspraksis via Federal Legal Information System (RIS) på https://www.ris.bka.gv.at/.

På hvilke sprog er databasen tilgængelig?

Databasen er i princippet kun tilgængelig på tysk. Nogle generelle oplysninger og et udvalg af lovgivning kan findes på engelsk via en engelsksproget indgang (se link: RIS Legal Information System (bka.gv.at)).

Hvilke søgekriterier er tilgængelige?

Den database, der ligger til grund for det føderale juridiske informationssystem (RIS), er opdelt i forskellige applikationer, f.eks. "forbundslov konsolideret", "delstatslov konsolideret", "lovtidende, der er autentisk fra 2004", "Staat- und Bundesgesetzblatt 1945-2003"og andre. Ud over at give oplysninger om Republikken Østrigs lovgivning (f.eks. konsolideret føderal og regional lovgivning, retspraksis) fungerer RIS også som en juridisk bindende offentliggørelse af bl.a. forbundstidende (siden 2004) og provinslovtidende (siden 2014/15).

For hver ansøgning findes der en særskilt søgeformular med søgemuligheder, der er skræddersyet til den pågældende ansøgning. I den mest almindeligt anvendte applikation "konsolideret forbundsret" kan søgningen f.eks. begrænses ved bl.a. at henvise til kriterierne "søgeord", "titel, forkortelse", "offentliggørelsesorgan", "lovgivningstype", "indeksnummer", gyldighedsdato og tidsmæssig rækkevidde. Det er også muligt at søge efter fuld tekst i det samlede datasæt (forudsat at det er på tysk).

Forskellige manualer om underapplikationer findes under "Hjælp/Kontakt". F.eks. understøtter en RIS-søgemanual (se linket HandbuchBgblAuth.pdf (bka.gv.at))søgningen efter forbundstidende i deres juridisk bindende ("autentiske") version.