Retssystemer i de enkelte lande

Kroatien

Indholdet er leveret af
Kroatien

Kroatiens retssystem

I Kroatiens forfatning knæsættes princippet om adskillelse af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Den lovgivende magt udøves af det kroatiske parlament (Hrvatski sabor), den udøvende magt af Kroatiens regering og den dømmende magt af Kroatiens domstole. Disse instanser samarbejder indbyrdes og kontrollerer hinanden, samtidig med at de bevarer deres uafhængighed i forhold til de andre instanser i forbindelse med deres aktiviteter og beslutningstagning. Som udøvere af den dømmende magt træffer domstolene afgørelse i overensstemmelse med forfatningen, love og andre bestemmelser samt internationale aftaler, der er undertegnet og ratificeret af Republikken Kroatien. Den dømmende funktion varetages af dommere, som udpeges af det nationale domstolsråd (Državno sudbeno vijeće). Dommere er i udførelsen af deres retslige opgaver selvstændige og uafhængige og nyder immunitet i henhold til loven. Dommerembedet er en permanent stilling, og en dommer må ikke varetage andre hverv.

Kroatiens retssystem består af den dømmende magt (domstole), uafhængige og selvstændige retslige organer (statsadvokaturer), den udøvende magt (justitsministeriet), uafhængige og selvstændige organer (det nationale domstolsråd og anklagerådet), en uafhængig og selvstændig tjeneste (advokatsamfundet), en uafhængig og selvstændig offentlig tjeneste (notarer) og en offentlig institution (retsakademiet).

Opbygningen af retssystemet i Kroatien

Justitsministeriet har til opgave at bevare de grundlæggende værdier i retsordenen og skabe gunstige betingelser for, at retssystemet kan fungere korrekt og videreudvikles.

Justitsministeriet varetager:

  • administrative og andre opgaver i forbindelse med:
  • civilret, strafferet, mindre alvorlige lovovertrædelser og handelsret og forvaltningsprocedurer, organisation, drift og faglig uddannelse inden for organer, der gennemfører strafferetlige sanktioner, notarers og advokaters administrative aktiviteter og andre aktiviteter, retsafgifter og notargebyrer, international gensidig retshjælp og andre former for gensidig retshjælp, fuldbyrdelse af strafferetlige sanktioner, benådning og betinget løsladelse, administrative aktiviteter og specialiserede aktiviteter vedrørende prøveløsladelse, når der træffes afgørelse om retsforfølgning og valg af typen og graden af strafferetlige sanktioner, fuldbyrdelse af sanktioner mod voksne gerningsmænd, der har gjort sig skyldige i straffelovsovertrædelser, som fuldbyrdes uden frihedsberøvelse, aktiviteter vedrørende udvikling og koordinering af systemet for bistand til ofre og vidner og digitalisering af retsvæsenet, kontrol med udførelsen af administrative opgaver inden for de retslige myndigheder, statsadvokaturen og kompetente myndigheder på det strafferetlige område
  • administrative og andre opgaver i forbindelse med:

ejendomsret, ejendomsanliggender vedrørende ekspropriation og andre begrænsninger på ejerskab, ejendomsanliggender vedrørende byggegrunde, landbrugsarealer og skovområder, jordsammenlægning, køb af jord og bygninger samt landbrugsforanstaltninger, der ikke hører under andre offentlige organers kompetence, udenlandske statsborgeres ejendom, erstatning for ejendom, der blev konfiskeret under det jugoslaviske kommunistiske styre, som ikke hører under andre offentlige organers kompetence, samt overdragelse af ejendom, rettigheder og forpligtelser fra det tidligere Jugoslavien

  • administrative og specialiserede opgaver vedrørende den kroatiske regerings samarbejde med internationale straffedomstole, repræsentation af Republikken Kroatien ved Den Internationale Domstol og andre internationale domstole, medmindre den kroatiske regering har bestemt andet ved en særlig afgørelse, samt opgaver vedrørende beskyttelse af menneskerettigheder og nationale mindretals rettigheder
  • deltagelse sammen med ministeriet med ansvar for forvaltning af statens aktiver i forvaltningen og afhændelsen af aktier i de kommercielle selskaber, som udgør de nationale aktiver, der ejes af den kroatiske stat, og som vedrører kommercielle selskaber, der hovedsagelig beskæftiger sig med aktiviteter, der henhører under ministeriets kompetence
  • opgaver i forbindelse med Kroatiens deltagelse i arbejdet i Den Europæiske Unions organer inden for ministeriets kompetenceområder
  • og andre opgaver, der er pålagt det i henhold til en særlov.

Kroatiens domstole

Domstolsloven regulerer domstolenes organisering, kompetence og jurisdiktion.

I Kroatien udøves den dømmende magt af domstolene som særlige offentlige organer. De udøver den uafhængigt og selvstændigt inden for rammerne af deres jurisdiktion og kompetence i henhold til loven.

Domstolene træffer afgørelse på grundlag af Kroatiens forfatning, internationale konventioner, der er en del af Kroatiens retsorden, samt love og andre bestemmelser, der er vedtaget i overensstemmelse med Kroatiens forfatning, internationale konventioner og love.

Domstolene afgør sager om grundlæggende menneskerettigheder og forpligtelser, rettigheder og forpligtelser for Kroatien og for lokale og regionale selvstyrende enheder samt andre juridiske personers rettigheder og forpligtelser, de afsiger domme og iværksætter andre foranstaltninger mod personer, der begår forbrydelser, mindre forseelser og lovovertrædelser, der er fastlagt ved lov og ved andre bestemmelser, efterprøver lovligheden af offentlige myndigheders almindelige og individuelle handlinger, afgør tvister mellem borgere, arbejdsretlige, handelsretlige og ejendomsretlige tvister samt tvister i andre civilretlige sager, og de afgør andre sager som fastlagt i loven. Domstolene træffer afgørelse i overensstemmelse med forfatningen, internationale traktater, love og andre retskilder.

Den dømmende magt i Kroatien udøves af almindelige domstole og særlige domstole samt af den øverste domstol (Vrhovni sud Republike Hrvatske), som er den højeste retsinstans i Kroatien.

De almindelige domstole er de retter, der træffer afgørelse i sager, hvor en særlig domstol ikke har kompetence. Det drejer sig om byretterne (općinski sudovi) og distriktsdomstolene (županijski sudovi).

De særlige domstole er retter, der træffer afgørelse i sager, hvor deres kompetence er fastsat ved lov. Det drejer sig om handelsretterne (trgovački sudovi), forvaltningsdomstolene (upravni sudovi) og domstolene i sager om administrative lovovertrædelser (prekršajni sudovi), appeldomstolen i handelsretlige sager (Visoki trgovački sud Republike Hrvatske), appeldomstolen i forvaltningsretlige sager (Visoki upravni sud Republike Hrvatske) og appeldomstolen i sager om administrative lovovertrædelser (Visoki prekršajni sud Republike Hrvatske).

Ud over den nævnte opdeling er retterne opdelt i retter i første og anden instans.

En sag om afgørelse af et bestemt retligt spørgsmål indledes ved førsteinstansretterne. Det drejer sig om byretter (općinski sudovi), forvaltningsdomstole (upravni sudovi), domstole i sager om administrative lovovertrædelser (prekršajni sudovi) og handelsretter trgovački sudovi).

Retterne i anden instans træffer afgørelser, når der iværksættes appel til prøvelse af afgørelser truffet af retterne i første instans, og udfører de øvrige opgaver, der er fastsat ved lov. Det drejer sig om distriktsdomstolene (i forhold til byretterne), appeldomstolen i handelsretlige sager (i forhold til domstolene i sager om administrative lovovertrædelser) og appeldomstolen i forvaltningsretlige sager (i forhold til forvaltningsdomstolene).

Der er oprettet byretter og domstole i sager om administrative lovovertrædelser, som dækker en eller flere kommuner, en eller flere byer eller dele af byområder, mens der er oprettet distrikts-, handels- og forvaltningsdomstole for hele området i et eller flere amter (županije).

Kroatiens appeldomstol i handelsretlige sager, Kroatiens appeldomstol i forvaltningsretlige sager, Kroatiens appeldomstol i sager om administrative lovovertrædelser og Kroatiens øverste domstol hele Kroatiens område.

Kroatiens øverste domstol

Kroatiens øverste domstol har hjemsted i Zagreb.

  1. Den sikrer en ensartet anvendelse af loven, og at alle er lige for loven.
  2. Den træffer afgørelse om ordinære retsmidler i de tilfælde, der er fastsat ved lov.
  3. Den træffer afgørelse om ekstraordinære retsmidler mod endelige afgørelser truffet af domstolene i Kroatien.
  4. Den afgør kompetencekonflikter i de tilfælde, der er fastsat ved lov.
  5. Den debatterer aktuelle juridiske spørgsmål om retspraksis, vurderer behovet for uddannelse og faglig udvikling af dommere, rådgivere og praktikanter ved domstolene og deltager i andre aktiviteter, som er fastlagt ved lov.

Vrhovni sud Republike Hrvatske
Trg Nikole Šubića Zrinskog 3
10 000 Zagreb
Tlf.: +385 14862222 / +385 14810036
Fax: +385 14810035
E-mail: vsrh@vsrh.hr
http://www.vsrh.hr/

Præsidenten for Kroatiens øverste domstol

Præsidenten for Kroatiens øverste domstol repræsenterer øverste domstol og den dømmende magt og varetager de opgaver, der henhører under retsplejen og andre opgaver, der er fastsat i loven og i procesreglementet for Kroatiens øverste domstol.
Præsidenten for den øverste domstol udnævnes for en periode på fire år af det kroatiske parlament efter indstilling fra republikkens præsident og efter udtalelse fra den øverste domstol på plenarmødet (Opća sjednica) og det kompetente parlamentsudvalg og kan genudnævnes ved udløbet af denne periode. Ingen må genudnævnes mere end to gange.
Enhver person, der opfylder de generelle og særlige betingelser, der gælder for dommere ved denne domstol, kan udnævnes til præsident for den øverste domstol. Hvis en person, der hidtil ikke har haft noget dommerembede ved denne domstol, udnævnes til præsident for den øverste domstol, udnævner det nationale domstolsråd vedkommende til dommer ved Kroatiens øverste domstol.

Loven om retternes kompetence og hjemsted (Zakon o područjima i sjedištima sudova, Republikken Kroatiens statstidende nr. 67/18) gav mulighed for territorial organisation og yderligere rationalisering af domstolene, således at der blev oprettet 15 distriktsdomstole, 34 byretter, 9 handelsretter og 4 forvaltningsdomstole.

Domstolsloven

Lov om retternes kompetence og hjemsted

Retslige organer

Republikken Kroatiens retslige organer består af domstole og statsadvokaturen.

Domstole

Kroatiens øverste domstol

Distriktsdomstole (15)

Appeldomstol i handelsretlige sager (1)

Appeldomstol i forvaltningsretlige sager (1)

Appeldomstol i sager om administrative lovovertrædelser (1)

Byretter (34)

Handelsretter (9)

Forvaltningsdomstole (4)


Anklagemyndigheden

Statsadvokaturen er et uafhængigt og selvstændigt retsorgan, der er bemyndiget og forpligtet til at gribe ind over for gerningsmændene til forbrydelser og andre strafbare handlinger, til at tage retslige skridt til at beskytte Kroatiens aktiver og til at anvende de retsmidler, der er nødvendige for at sikre overholdelse af forfatningen og lovene.

Statsadvokaturen udøver sine beføjelser på grundlag af Kroatiens forfatning, internationale konventioner, der udgør en integrerende del af Kroatiens retsorden, gældende fællesskabsret, love og andre retskilder.

Statsadvokaturen for Republikken Kroatien har kompetence på hele Kroatiens område, mens statsadvokaterne ved byretterne har kompetence til at behandle sager ved byretterne og kommunale offentligretlige organer. Statsadvokaturerne ved distriktsdomstolene har kompetence til at behandle sager ved distriktsdomstolene, handelsretter og forvaltningsdomstole. Statsadvokaturens særlige kontorer kan oprettes ved lov med henblik på at intervenere i særlige typer af sager og for domstole som fastsat i loven.

Statsadvokaturen ved byretterne (općinska državna odvjetništva) er underlagt statsadvokaturen ved distriktsdomstolene, mens statsadvokaturen ved distriktsdomstolene og de særlige anklagere er underlagt statsadvokaturen for Republikken Kroatien.

Statsadvokaten er ansvarlig for en korrekt udførelse af de opgaver, der henhører under den statsadvokatur, som han repræsenterer og leder.

Statsadvokaten for Republikken Kroatien leder Republikken Kroatiens statsadvokatur. Enhver person, der opfylder de generelle og specifikke betingelser for udnævnelse til posten som vicestatsadvokat i Republikken Kroatien, kan udnævnes til statsadvokat for Republikken Kroatien Han udnævnes for en fireårig periode af det kroatiske parlament efter indstilling fra regeringen og efter høring af det kompetente parlamentsudvalg, og perioden kan fornyes ved udløbet af hans mandatperiode. Ingen må udnævnes mere end to gange i disse stillinger.

Loven om statsadvokaturens stedlige kompetence og hjemsted for (Zakon o područjima i sjedištima državnih odvjetništava, Republikken Kroatiens statstidende nr. 67/18) rationaliserede netværket af statsadvokaturer og oprettede således 15 statsadvokaturer ved distriktsdomstolene og 25 statsadvokaturer ved byretterne.

Statsadvokaturen for Republikken Kroatien

Kontoret for Bekæmpelse af Korruption og Organiseret Kriminalitet (Ured za suzbijanje korupcije i organiziranog kriminaliteta)

Statsadvokaturer ved distriktsdomstolene


Statsadvokaturer ved byretterne

Statsadvokaturen for Republikken Kroatien
Gajeva 30a, 10 000 Zagreb
http://www.dorh.hr/

Statsadvokaten
Tlf.: +385 14591888
Fax: +385 14591854
E-mail: tajnistvo.dorh@dorh.hr

Fængselstjenesten
Tlf.: +385 14591800
Fax: +385 14591805
E-mail: tajnistvo.kazneni@dorh.hr

Offentlig og administrativ tjeneste
Tlf.: +385 14591861
Fax: +385 14591912
E-mail: tajnistvo.gradjanski@dorh.hr [VJ1]

Statsadvokaturer ved distriktsdomstole og statsadvokaturer ved byretter

Lov om statsadvokaturen

Lov om stedlig kompetence og hjemsted for statsadvokaturens organer

Kontoret for bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet (Ured za suzbijanje korupcije i organiziranog kriminaliteta)

Kontoret for bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet (USKOK) er en særlig anklagemyndighed med speciale i retsforfølgelse af korruption og organiseret kriminalitet. Det har til huse i Zagreb og har kompetence for hele Kroatiens område. Kompetencen for kontoret for bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet er fastlagt i loven om kontoret for bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet.

Kontoret for bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet
Gajeva 30a
10 000 Zagreb Tlf.: +385 4591874
Fax: +385 14591878
E-mail: tajnistvo@uskok.dorh.hr

Lov om kontoret for bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet

Sidste opdatering: 06/01/2022

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.