På det civilretlige område vil verserende sager og sager, der er indledt inden overgangsperiodens udløb, fortsætte i henhold til EU-retten. E-Justice-portalen vil – i overensstemmelse med en aftale med Det Forenede Kongerige – fortsat indeholde relevante informationer vedrørende Det Forenede Kongerige indtil udgangen af 2024.

Retssystemer i de enkelte lande

Nordirland

Dette afsnit giver et overblik over domstolene i Nordirland.

Indholdet er leveret af
Nordirland

Domstolssystemet og retssystemer

Det Forenede Kongerige er inddelt i tre retsområder: England og Wales, Skotland og Nordirland.

Domstolstyper – kort beskrivelse

Supreme Court

I 2009 overtog den nye højesteret – Supreme Court – i det Forenede Kongerige ansvarsområdet fra Overhusets Appellate Committee (appeludvalg). Den overtog ligeledes funktionerne fra Privy Council's Judicial Committee (statsrådets retsudvalg, der fungerer som øverste retsinstans for visse uafhængige Commonwealth-lande, britiske oversøiske territorier og protektorater).

Højesteret er den øverste appelinstans i Det Forenede Kongerige for både straffesager og civile sager, om end straffesager sager i Skotland ikke kan indbringes for højesteret. Tilladelse hertil gives normalt kun, hvis sagen berører retlige spørgsmål af offentlig interesse.

Court of Appeal

Court of Appeal (appeldomstolen) behandler appelsager vedrørende straffesager fra Crown Court (kriminalretten) og civile sager fra High Court (landsretten).

High Court

High Court (landsretten) behandler civile sager og appelsager vedrørende straffesager og har beføjelse til at prøve enkeltpersoners eller organisationers handlinger med henblik på at sikre, at de har handlet i overensstemmelse med lov og ret. High Court behandler normalt sager, hvor fordringens værdi overstiger 15 000 GBP. Under visse omstændigheder kan High Court dog henvise sager med en værdi af over 15 000 GBP til County Court (byretten), og denne kan henvise sager med en værdi af under 15 000 GBP til High Court.

High Court har følgende tre divisioner:

  • Family Division - behandler komplicerede skilsmissesager, sager om formynderskab, adoption, vold i hjemmet osv. Den behandler også appelsager fra Magistrates' Court og County Court vedrørende ægteskabssager, sager vedrørende psykisk syge personer og ukomplicerede arvesager.
  • Queens Bench Division - behandler store og/eller komplicerede erstatningssager. Den behandler også et begrænset antal appelsager fra Magistrates' Court og Crown Court, kontrollerer lovligheden af organisationers handlinger og behandler injurie- og ærekrænkelsessager.
  • Chancery Division - behandler sager vedrørende fonde, bestridte testamenter, likvidation af selskaber, konkurser, pantehæftelser, velgørende institutioner, bestridte indtægter (typisk indkomstskat) osv.

Crown Court

Crown court behandler følgende sagstyper:

  • mere alvorlige overtrædelser af straffeloven, hvor den tiltalte som regel skal for et nævningeting
  • domme, som er blevet henvist til den fra Magistrates' Court med henblik på strafudmåling.

Crown Court kan idømme strengere fængsels- og bødestraffe end Magistrates' Court.

County Court

County Court behandler civile sager, og retten sættes af en dommer eller en distriktsdommer. County Court behandler sædvanligvis sager med en værdi af under 30 000 GBP (eller 45 000 GBP i værdipapirsager). Sager med højere værdi behandles i High Court – jf. ovenfor. Alle sager med krav, der hidrører fra forbrugerkreditaftaler omfattet af loven herom, skal indledes ved County Court uanset sagens værdi.

Eksempler på sager, som behandles af county court:

  • tvister mellem lejer og udlejer: f.eks. overtagelse (udsættelse), huslejerestancer og reparationer
  • forbrugerklager: f.eks. over defekte varer og mangelfulde tjenesteydelser
  • krav, der hidrører fra personskade (skader som følge af uagtsomhed): f.eks. trafikuheld, fald på grund af huller i fortove og arbejdsulykker
  • skilsmissesager, hvor parterne er enige om skilsmisse, dog kun i visse county courts
  • sager vedrørende race- og kønsdiskrimination
  • inddrivelse af fordringer: f.eks. en kreditor, der søger dækning for sit tilgodehavende
  • arbejds- og ansættelsesretlige sager: f.eks. vedrørende lønkrav eller krav på fratrædelsesgodtgørelse
  • appelsager fra Magistrates' Court, som behandles af en dommer (og mindst to lægdommere, hvis tiltalte er et ungt menneske).

Søgsmål af begrænset værdi

Søgsmål af begrænset værdi (småkrav) behandles også af county court. I almindelighed vedrører et søgsmål af begrænset værdi et beløb på ikke over 3 000 GBP.

Magistrates' Court

De behandler straffesager og visse civile sager. Retten sættes af en distriktsdommer.

  • Straffesager i Magistrates' Court
    Magistrates' Court behandler straffelovsovertrædelser, hvor den tiltalte ikke opfylder betingelserne for at komme for et nævningeting, dvs. mindre alvorlige overtrædelser, hvor strafferammen højst er seks måneders fængsel og/eller en bøde på op til 5 000 GBP. Magistrates' Court behandler også lovovertrædelser, hvor den tiltalte har mulighed for at vælge at komme for et nævningeting, men beslutter at få sin sag behandlet i Magistrates' Court. Hvis tiltalte vælger nævningetinget, henvises sagen til Crown Court.
  • Ungdomsdomstolen
    Ungdomsdomstolen behandler sager, hvori der rejses tiltalte mod unge mennesker mellem 10 og 17 år, der har begået straffelovsovertrædelser. Ungdomsdomstolen er en del af Magistrates' Court, og sagerne behandles af en distriktsdommer og to specialuddannede lægdommere. Hvis en ung tiltales for en meget alvorlig lovovertrædelse, hvor strafferammen for en voksen ville ligge på mindst 14 års fængsel, kan ungdomsdomstolen henvise sagen til crown Court.
  • Civile sager i Magistrates' Court
    Magistrates' courts behandler et begrænset antal civile sager så som:
    • visse civile sager om inddrivelse af fordringer: f.eks. vedrørende indkomstskatterestancer, bidrag til nationale sikringsordninger og momsrestancer
    • tilladelser og bevillinger: f.eks. vedrørende tildeling, fornyelse eller inddragelse af bevillinger til pubber og klubber
    • visse tvister mellem ægtefæller: f.eks. om underholdsbidrag eller fjernelse af en ægtefælle fra det fælles hjem
    • børns tarv: f.eks. spørgsmål om anbringelse uden for hjemmet hos lokale myndigheder eller tilsyn, adoptionssager og afgørelser om bopæl.

Coroners' Court

Retten undersøger omstændighederne ved pludselige, voldelige eller unaturlige dødsfald.

Domstolshierarki

Yderligere oplysninger og et diagram over domstolsstrukturen i Nordirland findes på webstedet for Northern Ireland Courts and Tribunals Service.

Domstolsforvaltningen

Den ansvarlige myndighed for forvaltningen af domstolene i Nordirland er the    Northern Ireland Courts and Tribunals Service.

Forvaltningen omfatter:

  • administrativ støtte til de nordirske retter og til dommerstanden
  • fuldbyrdelse af domme i civile sager ved hjælp af en centraliseret fuldbyrdelsesenhed, der henhører under Enforcement of Judgments Office
  • administrativ støtte til forskellige retter

Relaterede links

Northern Ireland Courts and Tribunals Service

Sidste opdatering: 28/08/2018

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.