Sikring af aktiver under en kravsprocedure i et EU-land

Letland
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 De forskellige typer retsmidler

Ifølge lettisk ret kan foreløbige sikrende retsmidler, der skal gælde, indtil der er truffet en endelig afgørelse, anvendes til at sikre et faktisk eller potentielt krav eller til at sikre omtvistede intellektuelle ejendomsrettigheder eller til at sikre bevismateriale. Det er kun retten, der på anmodning af en berørt part i sagen, kan træffe kendelse om anvendelse af disse retsmidler. Proceduren er fastsat i den civile retsplejelov (Civilprocesa likums).

Følgende sikrende retsmidler kan anvendes før eller på tidspunktet for indbringelse af sagen for retten:

  • udlæg i løsøre eller kontanter, der tilhører sagsøgte
  • indførelse af en prohibitiv påtegning (aizlieguma atzīme) i det relevante register over løsøre eller et andet offentligt register
  • indførelse af en prioritet eller behæftelse i tinglysningsbogen eller skibsregistret
  • arrest i et fartøj i forbindelse med et søretligt krav
  • forbud mod, at sagsøgte udøver bestemte aktiviteter
  • udlæg i betalinger, herunder indeståender i kreditinstitutter og andre finansielle institutioner, som tredjemand skylder
  • udsættelse af fuldbyrdelse (herunder forbud mod, at fogeden giver penge eller formuegoder til en inkassovirksomhed eller skyldner, eller suspendering af salg af formuegoder).

Der kan kun indgives begæring, hvis denne vedrører formuegoder.

Hvis hensigten er at sikre kravet ved at indføre en prohibitiv påtegning i et register, skal afgørelsen indeholde en angivelse af den form for sikkerhedsstillelse, der skal indføres.

Hvis sagens genstand er retten til at eje løsøre eller fast ejendom, eller kravet vedrører sikring af en ejendomsret, kan kravet sikres ved udlæg i det omtvistede løsøre eller indførelse af en prohibitiv påtegning i den relevante del af tinglysningsbogen, der vedrører fast ejendom.

Hvis sagens genstand er et pengekrav, kan kravet sikres gennem fast ejendom ved indførelse af en panteret i den relevante del af tinglysningsbogen, der vedrører fast ejendom.

Hvis sagens genstand er en rettighed over fast ejendom, kan kravet sikres ved indførelse af en behæftelse i den relevante del af tinglysningsbogen, der vedrører fast ejendom.

Der kan kun foretages arrest i et fartøj i forbindelse med et søretligt krav

Salget af formuegoder kan ikke suspenderes i forbindelse med inddrivelsesprocedurer.

Der kan ikke foretages udlæg i betalinger, herunder indeståender i kreditinstitutter og andre finansielle institutioner, som tredjemand skylder, i forbindelse med søgsmål om erstatning efter rettens skøn.

Følgende foreløbige sikrende retsmidler kan anvendes i tvister vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder:

  • udlæg i løsøre, der påstås at krænke intellektuelle ejendomsrettigheder
  • pligten til at tilbagekalde varer, der påstås at krænke intellektuelle ejendomsrettigheder
  • indførelsen af forbud mod, at sagsøgte eller personer, der leverer tjenesteydelser, som anvendes til at krænke intellektuelle ejendomsrettigheder, eller personer, der gør det muligt at begå sådanne krænkelser, udøver specifikke aktiviteter.

Sikring af bevismateriale

Hvis en person har grund til at tro, at det fremover vil være umuligt eller vanskeligt at fremlægge det bevismateriale, den pågældende har brug for, kan vedkommende begære det sikret.

Anmodninger om sikring af bevismateriale kan indgives i en hvilken som helst fase af sagen, også inden sagen indbringes for retten.

Indtil en sag indbringes for retten, kan bevismateriale sikres af distrikts- eller byretten (rajona/pilsētas tiesa) i den retskreds, hvor det bevismateriale, der skal sikres, er placeret. Efter indbringelsen af sagen for retten kan bevismateriale sikres af den ret, der behandler sagen.

2 Betingelserne for at anvende disse retsmidler

2.1 Procedure

Sikrende retsmidler (prasības nodrošināšana)

Hvis der er grund til at tro, at fuldbyrdelsen af en dom i en sag kan blive vanskelig eller umulig, kan domstolen eller dommeren som svar på en begrundet anmodning indgivet af sagsøgeren træffe afgørelse om sikring af det pågældende krav. Der kan kun indgives begæring, hvis denne vedrører formuegoder. En begæring om sikring af et krav kan indgives i en hvilken som helst fase af sagen, også inden sagen indbringes for retten.

En anmodning om sikring af et krav skal indeholde:

  • navnet på den ret, som skal behandle sagen
  • sagsøgers efternavn, fornavn, nationale identifikationsnummer og bopæl, eller i mangel af oplysninger herom, faktiske opholdssted, for juridiske personer – navn, registreringsnummer og vedtægtsmæssigt hjemsted. Hvis sagsøger giver sit samtykke til elektronisk kommunikation med retten eller er en enhed som omhandlet i den civile retsplejelovs artikel 56, stk. 23, angives ligeledes en e-mailadresse, og hvis sagsøger er registreret i rettens onlinekommunikationssystem, en registreringsreference. Sagsøgeren kan desuden angive en anden adresse for korrespondance med retten
  • sagsøgtes efternavn, fornavn, nationale identifikationsnummer og bopæl og den supplerende adresse angivet i erklæringen eller, hvis en sådan adresse ikke findes, faktiske opholdssted, for juridiske personer – navn, registreringsnummer og vedtægtsmæssigt hjemsted. Sagsøgtes nationale identifikationsnummer eller registreringsnummer angives kun, hvis det kendes
  • efternavn, navn og nationalt identitetsnummer for sagsøgers repræsentant (hvis sagen er indbragt af en repræsentant) og dennes adresse for korrespondance med retten, for juridiske personer – navn, registreringsnummer og vedtægtsmæssigt hjemsted. Hvis sagsøgerens repræsentant har anført en lettisk bopæl eller adresse for kommunikation med retten og giver sit samtykke til elektronisk kommunikation med retten, angives ligeledes en e-mailadresse, og hvis repræsentanten er registreret i rettens onlinekommunikationssystem, en registreringsreference. Hvis sagsøgerens repræsentant har anført en lettisk bopæl eller adresse for kommunikation med retten , angives ligeledes en e-mailadresse eller registreringsreferencen i onlinesystemet. Hvis sagsøgeren er repræsenteret ved advokat, angives ligeledes advokatens e-mailadresse.
  • formålet med anmodningen
  • kravets størrelse
  • det sikrende retsmiddel, som sagsøger ønsker
  • de omstændigheder, som sagsøgeren har påberåbt sig som begrundelse for nødvendigheden af det sikrende retsmiddel.

En anmodning om sikring af et krav, inden sagen indbringes for retten, indgives til den ret, som skal behandle sagen. Hvis parterne er enedes om at indgive sagen for en voldgiftsret, skal anmodningen om sikring af kravet indgives til den almindelige domstol i den retskreds, hvor skyldneren eller dennes ejendom befinder sig.

Salget af formuegoder kan ikke suspenderes i forbindelse med inddrivelsesprocedurer.

Der kan ikke foretages udlæg i betalinger, herunder indeståender i kreditinstitutter og andre finansielle institutioner, som tredjemand skylder, i forbindelse med søgsmål om erstatning efter rettens skøn.

På begæring af en af parterne kan retten erstatte tidligere iværksatte foreløbige sikrende retsmidler med andre foranstaltninger.

En potentiel sagsøger kan indgive begæring om, at kravet sikres, inden sagen indbringes for retten, og selv inden fordringen forfalder, hvis skyldner for at undgå at opfylde sine forpligtelser fjerner eller afhænder sit formuegode, forlader sin bopæl uden at oplyse fordringshaveren herom eller udfører andre handlinger, der tyder på, at han ikke handler i god tro. Ved indgivelsen af en anmodning om sikring af et krav, inden sagen indbringes for retten, skal den potentielle sagsøger fremlægge bevismateriale, der bekræfter dennes ret og behovet for at sikre kravet.

Retten eller en dommer træffer afgørelse om anmodningen om sikring af et krav senest dagen efter, at den har modtaget den, uden at give sagsøgte eller andre relevante parter i sagen forudgående besked herom. Når retten eller dommeren træffer afgørelse, tages der udgangspunkt i fumus boni juris (om anmodningen umiddelbart forekommer berettiget). Hvis retten eller dommeren efterkommer anmodningen om sikring af et krav, inden sagen indbringes for retten, kan retten eller dommeren kræve, at den potentielle sagsøger stiller sikkerhed til dækning af eventuelle tab, sagsøgte måtte lide i forbindelse med sikring af kravet, ved at indbetale et nærmere angivet beløb på fogedens depotkonto.

Hvis der træffes afgørelse om at sikre et krav, der er blevet forelagt eller potentielt kunne forelægges retten, udsteder retten et tvangsfuldbyrdelsesdokument (izpildu raksts), der forelægges en autoriseret foged (zvērināts tiesu izpildītājs) med henblik på fuldbyrdelse.

Sikringen af kravet gælder, indtil dommen bliver retskraftig. Hvis sagen ikke pådømmes, eller den afsluttes, ophæver retten sikringen af kravet i sin afgørelse. De foreløbige sikrende retsmidler er i kraft indtil det tidspunkt, hvor afgørelsen bliver retskraftig. Retten ophæver ligeledes sikringen af kravet, hvis den ikke giver medhold i kravet.

Hvis retten efterkommer en anmodning om sikring af bevismidler, inden sagen anlægges, kan dommeren kræve, at den potentielle sagsøger stiller sikkerhed til dækning af eventuelle tab, sagsøgte måtte lide i forbindelse med retsmidlet til sikring af kravet, ved at indbetale et nærmere angivet beløb på fogedens depotkonto eller stille en tilsvarende garanti.

Foreløbige sikrende retsmidler (Pagaidu aizsardzības līdzekļi)

Hvis der er grund til at antage, at de rettigheder, en indehaver af intellektuelle ejendomsrettigheder har, er ved at blive eller måske vil blive krænket, kan retten på grundlag af en begrundet anmodning fra sagsøger afsige kendelse om foreløbige sikrende retsmidler. Anmodningen om foreløbige sikrende retsmidler skal indeholde en angivelse af de foreløbige, herunder, sikrende retsmidler, der skal iværksættes (den lettiske civile retsplejelovs artikel 250.10).

Der kan indgives anmodning om foreløbige sikrende retsmidler i en hvilken som helst fase af sagen, og endog inden den indbringes for retten.

Retten træffer inden 10 dage fra modtagelsen af anmodningen om foreløbige sikrende retsmidler, eller fra indledningen af sagen, hvis anmodningen indgives samtidig med indbringelsen af sagen for retten, afgørelse herom.

Hvis en forsinkelse kan forårsage uoprettelig skade for en indehaver af intellektuelle ejendomsrettigheder, træffer retten eller dommeren afgørelse om en anmodning om foreløbige sikrende retsmidler senest dagen efter modtagelsen af anmodningen uden at give sagsøgte eller andre berørte parter i sagen forudgående meddelelse herom. Hvis der træffes afgørelse om foreløbige sikrende retsmidler, uden at sagsøgte eller andre berørte parter i sagen er til stede, underrettes disse herom senest på det tidspunkt, hvor afgørelsen fuldbyrdes.

Når retten eller dommeren imødekommer en anmodning om sikrende retsmidler, inden sagen indbringes for retten, kan den kræve, at sagsøger indbetaler et nærmere angivet beløb på fogedens depotkonto eller stiller en tilsvarende garanti som sikkerhed til dækning af eventuelle tab i forbindelse med de foreløbige sikrende retsmidler, som sagsøgte eller andre personer, hvis tjenester anvendes, måtte lide.

På sagsøgers begæring kan retten erstatte tidligere iværksatte foreløbige sikrende retsmidler med andre retsmidler.

Foreløbige sikrende retsmidler kan ophæves af den ret, der har truffet afgørelse herom, på grundlag af en anmodning fra en af de berørte parter i sagen.

Hvis retten ikke giver medhold i et krav, ophæves de foreløbige sikrende retsmidler ligeledes. Foreløbige sikrende retsmidler er i kraft indtil det tidspunkt, hvor dommen bliver retskraftig.

Hvis en sag ikke pådømmes, eller sagen afsluttes, ophæver retten ligeledes de foreløbige sikrende retsmidler i sin afgørelse. De pågældende foreløbige sikrende retsmidler er i kraft indtil det tidspunkt, hvor dommen bliver retskraftig.

Hvis der afsiges kendelse om foreløbige sikrende retsmidler, inden sagen indbringes for retten, og dette ikke sker inden for den af retten fastsatte frist, kan dommeren på begæring af den potentielle sagsøger eller en anden berørt part i sagen eller den potentielle sagsøgte beslutte at ophæve den foreløbige sikrende foranstaltning.

Hvis anmodningen om foreløbige sikrende retsmidler indgives, samtidig med at sagen indbringes for retten, skal afgørelsen om foreløbige sikrende retsmidler fuldbyrdes inden 30 dage fra det tidspunkt, den blev truffet. Fremsættelse af yderligere indsigelser (blakus sūdzība) mod denne afgørelse har ikke opsættende virkning.

En afgørelse om foreløbige sikrende retsmidler, der træffes under henvisning til, at en forsinkelse kan forårsage uoprettelig skade for en indehaver af intellektuelle ejendomsrettigheder, fuldbyrdes, efter at sagsøger har indbetalt det af retten eller dommeren fastsatte beløb på fogedens depotkonto eller stillet en tilsvarende garanti. Fuldbyrdelsesdokumentet forkyndes efter indbetalingen af det nærmere angivne beløb eller den tilsvarende garanti.

En afgørelse om foreløbige sikrende retsmidler i form af udlæg i løsøre, om hvilket det hævdes, at det krænker de intellektuelle ejendomsrettigheder, fuldbyrdes efter proceduren i den civile retsplejelov om tilbagetagelsesforretninger (piedziņas vēršana) i forbindelse med løsøre.

En afgørelse om foreløbige sikrende retsmidler i form af forbud mod at udføre bestemte aktiviteter eller pligt til at tilbagekalde varer, som det hævdes krænker en intellektuel ejendomsret, håndhæves enten af fogeden, der forkynder rettens afgørelse for sagsøgte eller enhver anden berørt part i sagen mod dennes underskrift eller pr. anbefalet post.

Hvis et foreløbigt sikrende retsmiddel ophæves, fuldbyrdes ophævelsen af den foged, der oprindelig fuldbyrdede kendelsen om retsmidlerne.

En afgørelse om at erstatte foreløbige sikrende retsmidler fuldbyrdes af fogeden ved først at anvende det nye retsmiddel og dernæst ophæve det hidtidige retsmiddel.

Den civile retsplejelovs kapitel 30.5 indeholder ligeledes bestemmelser om foreløbig sikring mod vold.

Der kan afsiges kendelse om foreløbig sikring mod vold i forbindelse med sager om skilsmisse eller ophævelse af ægteskab ved dom, sager vedrørende personskade, sager om inddrivelse af underholdsbidrag, sager om bodeling eller om specifikation af brug af det fælles hjem, hvis parterne er samboende, og sager vedrørende forvaltnings- og adgangsrettigheder.

Anmodninger om foreløbige sikrende retsmidler i sager om vold kan indgives af ægtefæller eller tidligere ægtefæller, personer, mellem hvem der er et forældre-barn-forhold, personer, mellem hvem der er eller har været et værgeforhold eller et andet plejeforhold uden for hjemmet, personer, mellem hvem der er et slægtskabsforhold eller et svogerskabsforhold, personer, der bor eller har boet i samme husholdning, personer, der har eller venter et fællesbarn, uanset om de er gift eller er eller har været samboende, eller personer, mellem hvem der er eller har været et tæt personligt eller intimt forhold.

Der kan sideløbende indføres flere foreløbige sikrende retsmidler i sager om vold.

Hvis en person har lidt fysisk, seksuel, psykisk eller økonomisk vold, som begås af en tidligere eller nuværende ægtefælle eller en person, med hvem skadelidte er beslægtet, uanset om skadevolder bor eller har boet sammen med skadelidte, kan retten eller dommeren afsige kendelse på grundlag af en begrundet anmodning fra skadelidte eller en anmodning fra politiet om foreløbige sikrende retsmidler i sager om vold.

Der er adgang til tilsvarende retsmidler, hvis en person udsættes for undertrykkende kontrol, dvs. en handling eller en række handlinger, herunder chikane, seksuel tvang, trusler, ydmygelser, intimidering eller andre former for misbrug, som har til formål at skade, straffe eller intimidere ofret.

Der kan indgives begæring om foreløbige sikrende retsmidler i en hvilken som helst fase af sagen, også inden sagen indbringes for retten.

Sikring af bevismateriale (Pierādījumu nodrošināšana)

Hvis en person har grund til at tro, at det fremover vil være umuligt eller vanskeligt at fremlægge det bevismateriale, den pågældende har brug for, kan vedkommende begære det sikret. Anmodninger om sikring af bevismateriale kan indgives i en hvilken som helst fase af sagen, også inden sagen indbringes for retten.

En anmodning om sikring af bevismateriale behandles på et retsmøde, som rekvirenten og andre berørte parter i sagen indkaldes til. Selv om de pågældende personer ikke møder frem, kan retten alligevel behandle anmodningen.

Hvis der indgives anmodning om sikring af bevismateriale, inden sagen anlægges, træffer retten eller dommeren beslutning om anmodningen inden 10 dage fra modtagelsen heraf.

Bevismaterialet kan sikres uden at indstævne sagens potentielle berørte parter, dog udelukkende i hastesager, herunder vedrørende krænkelse eller eventuel krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder eller sager, hvor det ikke kan fastslås, hvem sagens parter bliver.

Hvis der træffes afgørelse om foreløbige sikrende retsmidler, uden at sagsøgte eller andre berørte parter i sagen er til stede, underrettes disse herom senest på det tidspunkt, hvor afgørelsen fuldbyrdes.

Når dommeren efterkommer en anmodning om sikring af bevismateriale, inden sagen indbringes for retten, fastsætter dommeren en frist på højst 30 dage for indgivelse af anmodningen.

Hvis retten efterkommer en anmodning om sikring af bevismidler, inden sagen anlægges, kan retten eller dommeren kræve, at den potentielle sagsøger stiller sikkerhed til dækning af eventuelle tab, sagsøgte måtte lide i forbindelse med retsmidlet til sikring af kravet, ved at indbetale et nærmere angivet beløb på fogedens depotkonto eller stille en tilsvarende garanti.

Referatet af retsmødet og det materiale, der indsamles i forbindelse med sikringen af bevismateriale, opbevares, indtil den ret, der påkender hovedsagen, kræver det forelagt.

Hvis den ret, der påkender sagen, ikke kan indsamle bevismateriale, der befinder sig i en anden by eller et andet distrikt, anmoder retten eller dommeren den relevante ret om at tage specifikke proceduremæssige skridt på den førstnævnte rets vegne.

2.2 De vigtigste betingelser

Der kan alene træffes afgørelse om iværksættelse af foreløbige, herunder sikrende retsmidler, hvis der er grund til at antage, at fuldbyrdelsen af en retsafgørelse i en tvist om formuegoder vil blive vanskelig eller umulig, eller at de rettigheder, en indehaver af intellektuelle ejendomsrettigheder har, er ved at blive eller måske vil blive krænket, eller at det fremover vil være umuligt eller vanskeligt at fremlægge det bevismateriale, den pågældende har brug for.

3 Beskrivelse af retsmidlerne

Karakteren af de foreløbige sikrende retsmidler bør angives i anmodningen.

Der er adgang til følgende foreløbige sikrende retsmidler:

  • udlæg i løsøre, der påstås at krænke intellektuelle ejendomsrettigheder
  • pligten til at tilbagekalde varer, der påstås at krænke intellektuelle ejendomsrettigheder
  • indførelsen af forbud mod, at sagsøgte eller personer, der leverer tjenesteydelser, som anvendes til at krænke intellektuelle ejendomsrettigheder, eller personer, der gør det muligt at begå sådanne krænkelser, udøver specifikke aktiviteter.

En anmodning om sikring af et krav skal indeholde en angivelse af det foretrukne retsmiddel til sikring af kravet.

Der er adgang til følgende retsmidler til sikring af krav:

  • udlæg i løsøre eller kontanter, der tilhører sagsøgte
  • indførelse af en prohibitiv påtegning (aizlieguma atzīme) i det relevante register over løsøre eller et andet offentligt register
  • indførelse af en prioritet eller behæftelse i tinglysningsbogen eller skibsregistret
  • arrest i et fartøj i forbindelse med et søretligt krav
  • forbud mod, at sagsøgte udøver bestemte aktiviteter
  • udlæg i betalinger, herunder indeståender i kreditinstitutter og andre finansielle institutioner, som tredjemand skylder
  • udsættelse af fuldbyrdelse (herunder forbud mod, at fogeden giver penge eller formuegoder til en inkassovirksomhed eller skyldner, eller suspendering af salg af formuegoder).

En anmodning om foreløbige sikrende retsmidler i sager om vold skal indeholde en angivelse af det retsmiddel, der skal iværksættes.

Der er adgang til følgende foreløbige sikrende retsmidler i sager om vold:

  • sagsøgte kan pålægges at forlade det hjem, hvor sagsøger har sin almindelige bopæl, og der kan nedlægges forbud mod, at sagsøgte vender tilbage eller opholder sig i dette hjem
  • sagsøgte kan få tilhold mod at nærme sig og holde en nærmere angivet afstand til det hjem, hvor sagsøgeren almindeligvis har bopæl
  • sagsøgte kan forbydes at opholde sig visse steder
  • sagsøgte kan forbydes at opsøge sagsøgeren og opnå fysisk kontakt og øjenkontakt med sagsøger
  • sagsøgte kan forbydes enhver form for kommunikation med sagsøger
  • sagsøgte kan forbydes at opsøge sagsøger eller indlede kommunikation med sagsøger gennem andre
  • sagsøgte kan forbydes at anvende sagsøgers personlige oplysninger
  • retten eller dommeren kan indføre foreløbige sikrende retsmidler i form af andre forbud og påbud vedrørende sagsøgte med henblik på at beskytte sagsøger mod vold.

3.1 Hvilke typer aktiver kan omfattes af disse retsmidler?

Løsøre og fast ejendom, herunder fartøjer, kontanter og midler deponeret i kreditinstitutter og andre finansielle institutioner.

3.2 Retsmidlernes virkning

Udlæg i skyldners løsøre indebærer, at det registreres, forsegles (med angivelse af, hvem der har foretaget udlæg i løsøret, og på hvilken måde) og overdrages i varetægt. Det er ikke nødvendigt at forsegle løsøret, hvis dette kan føre til beskadigelse af løsøret eller forringe dets værdi betydeligt.

Fogeden overdrager det løsøre, der gøres udlæg i, i en fysisk persons varetægt, og denne person skal skrive under på modtagelsen af løsøret. Skyldneren eller medlemmerne af dennes familie kan fortsat anvende løsøret, hvis det som følge af dets karakteristika ikke ødelægges, eller værdien heraf ikke forringes væsentligt ved brug.

Hvis retten eller dommeren efterkommer anmodningen om sikring af et krav, inden sagen indbringes for retten, kan retten eller dommeren kræve, at den potentielle sagsøger stiller sikkerhed til dækning af eventuelle tab, sagsøgte måtte lide i forbindelse med sikring af kravet, ved at indbetale et nærmere angivet beløb på fogedens depotkonto. Der kan alene foretages udlæg i skyldners indskud og andre værdipapirer i kreditinstitutter eller andetsteds på grundlag af et fuldbyrdelsesdokument, der udstedes af retten, eller en stævning om udlæg, der udtages af en stævningsmand, eller en udlægskendelse udstedt af anklagemyndigheden.

En påtegning i tingbogen med angivelse af tilbagetagelse eller sikring af et krav hindrer en eventuel frivillig registrering foretaget af ejeren.

Hvis retten efterkommer en anmodning om sikring af bevismidler, inden sagen anlægges, kan retten eller dommeren kræve, at den potentielle sagsøger stiller sikkerhed til dækning af eventuelle tab, sagsøgte måtte lide i forbindelse med retsmidlet til sikring af kravet, ved at indbetale et nærmere angivet beløb på fogedens depotkonto eller stille en tilsvarende garanti.

Foreløbige sikrende retsmidler indebærer, at sagsøger kan indgive begæring til retten om at sikre civile krav, herunder også krav, der ikke vedrører formuegoder, og medfører således, at antallet af eventuelle krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder og størrelsen af sagsøgers tab formindskes. Disse retsmidler gør det desuden muligt at hindre krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder og genoprette sagsøgers legitime interesser og ophavsrettigheder, der krænkes som følge af overtrædelsen.

3.3 Retsmidlernes gyldighed

Sikringen af kravet gælder, indtil dommen bliver retskraftig, eller sagen afsluttes, eller indtil dommeren ophæver retsmidlet til sikring af kravet eller erstatter retsmidlet til sikring af kravet med et andet retsmiddel.

Foreløbige sikrende retsmidler er i kraft indtil det tidspunkt, hvor dommen bliver retskraftig.

Foreløbige sikrende retsmidler kan ophæves af den ret, der har truffet afgørelse herom, på grundlag af en anmodning fra en af de berørte parter i sagen. Hvis retten ikke giver medhold i et krav, ophæves de foreløbige sikrende retsmidler ligeledes. Hvis en sag ikke pådømmes, eller sagen afsluttes, ophæver retten ligeledes de foreløbige sikrende retsmidler i sin afgørelse. De pågældende foreløbige sikrende retsmidler er i kraft indtil det tidspunkt, hvor dommen bliver retskraftig.

Hvis der afsiges kendelse om foreløbige sikrende retsmidler, inden sagen indbringes for retten, og dette ikke sker inden for den af retten fastsatte frist, kan dommeren på begæring af den potentielle sagsøger eller en anden berørt part i sagen eller den potentielle sagsøgte beslutte at ophæve den foreløbige sikrende foranstaltning.

Hvis der træffes afgørelse om sikring af bevismidler, inden sagen indbringes for retten, og dette ikke sker inden for den af retten fastsatte frist, kan dommeren på begæring af den potentielle sagsøger eller sagsøgte beslutte at ophæve sikringen af bevismidler.

Foreløbige sikrende retsmidler i sager om vold opretholdes, indtil dommen bliver retskraftig. I visse tilfælde kan retten bestemme i dommen, at det foreløbige sikrende retsmiddel i sager om vold opretholdes efter, at dommen bliver retskraftig, men højst ét år efter den dato. Hvis der er truffet afgørelse om iværksættelse af foreløbige sikrende retsmidler i sager om vold over for en sagsøgt, der havde sit sædvanlige opholdssted i samme hjem som sagsøger, f.eks. hvis sagsøgte er blevet bortvist fra det hjem, hvor sagsøger har sit sædvanlige opholdssted, og det er forbudt sagsøgte at opholde sig i et nærmere afgrænset område i nærheden af det hjem, hvor sagsøger har sit sædvanlige opholdssted, kan retten bestemme, at det foreløbige sikrende retsmiddel i sager om vold skal opretholdes i højst 30 dage, efter dommen bliver retskraftig.

Foreløbige sikrende retsmidler i sager om vold opretholdes, indtil dommerens afgørelse om ophævelse af retsmidlet bliver retskraftig, eller indtil dommeren træffer afgørelse om at erstatte det foreløbige sikrende retsmiddel med et andet retsmiddel.

4 Mulighed for appel af kendelser om retsmidlerne

Sikrende retsmidler

På grundlag af en begrundet anmodning indgivet af en part kan et retsmiddel om sikring af et krav ophæves af den ret, der traf afgørelse om iværksættelse af retsmidlet, eller af den ret, der realitetsbehandler sagen.

Der kan inden for 10 dage fremsættes yderligere indsigelser mod en retsafgørelse om at erstatte et retsmiddel til sikring af et krav med et andet retsmiddel, mod en afgørelse, hvorefter en anmodning om at sikre et krav afvises, eller mod en afgørelse, hvorefter en anmodning om at ophæve et retsmiddel til sikring af et krav afvises.

Hvis en begæring om sikring af et krav efterkommes, kan sagsøger fremsætte en yderligere indsigelse mod den del af retsafgørelsen, som tilpligter sagsøger at stille sikkerhed til dækning af eventuelle tab i forbindelse med retsmidlet til sikring af sagsøgers krav.

Hvis der er truffet afgørelse om sikring af et krav, uden at en berørt part i sagen var til stede, regnes fristen på 10 dage for fremsættelsen af yderligere indsigelser fra det tidspunkt, hvor afgørelsen blev forkyndt eller sendt.

Foreløbige sikrende retsmidler

Foreløbige sikrende retsmidler kan ophæves af den ret, der har truffet afgørelse herom, på grundlag af en anmodning fra en af de berørte parter i sagen.

Der kan fremsættes yderligere indsigelser mod afgørelser om en sagsøgers begæring om at erstatte et tidligere iværksat foreløbigt sikrende retsmiddel med et andet, mod en afgørelse, hvorefter en anmodning om iværksættelse af et foreløbigt sikrende retsmiddel afvises, eller mod en afgørelse, hvorefter en anmodning om ophævelse af et foreløbigt sikrende retsmiddel afvises.

Hvis der er truffet afgørelse om iværksættelse af et foreløbigt sikrende retsmiddel, uden at en berørt part i sagen var til stede, regnes fristen på 10 dage for fremsættelse af yderligere indsigelser fra den dag, hvor afgørelsen forkyndes.

Sikring af bevismateriale

Afgørelser om at efterkomme anmodninger om sikring af bevismateriale kan ikke anfægtes. Sagsøgte kan dog kræve erstatning for eventuelle tab i forbindelse med sikringen af bevismateriale, hvis:

  • bevismaterialet er blevet sikret, inden sagen blev indbragt for retten, og dette ikke sker inden for den af retten fastsatte frist
  • retten ikke har givet medhold i kravet mod sagsøgte
  • kravet ikke påkendes
  • sagen afsluttes, fordi kravet blev forelagt for retten af en person, der ikke har søgsmålskompetence, eller fordi sagsøger har trukket sit krav tilbage.

Der kan fremsættes yderligere indsigelser mod rettens afgørelse om at afvise en anmodning om sikring af bevismateriale, eller hvis der er truffet afgørelse i sagen, uden at eventuelle parter blev indkaldt. Hvis der træffes afgørelse om sikring af bevismateriale, uden at en berørt part i sagen er til stede, regnes fristen på 10 dage for fremsættelse af yderligere indsigelser fra den dag, hvor afgørelsen blev forkyndt.

Foreløbige sikrende retsmidler i sager om vold

På grundlag af en begrundet anmodning indgivet af en part kan et foreløbigt sikrende retsmiddel i sager om vold erstattes med et andet retsmiddel af den ret, der traf afgørelse om iværksættelse af retsmidlet, eller af den ret, der realitetsbehandler sagen.

På grundlag af en begrundet anmodning indgivet af en part kan et foreløbigt sikrende retsmiddel i sager om vold ophæves af den ret, der traf afgørelse om iværksættelse af retsmidlet, eller af den ret, der realitetsbehandler sagen.

Inden for 10 dage kan der fremsættes yderligere indsigelser mod afgørelser om at erstatte et foreløbigt sikrende retsmiddel i sager om vold med et andet retsmiddel, afgørelser om at afvise en anmodning om foreløbige sikrende retsmidler i sager om vold, eller afgørelser om at afvise en anmodning om ophævelse af et foreløbigt sikrende retsmiddel i sager om vold. Hvis der er truffet afgørelse, uden at en berørt part i sagen er til stede, regnes fristen på 10 dage for fremsættelse af yderligere indsigelser fra den dag, hvor afgørelsen forkyndes.

Sidste opdatering: 30/03/2023

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.