Tilpasning af tinglige rettigheder

Slovenien
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Hvilke tinglige rettigheder kan der opstå som følge af en bobehandling i henhold til denne medlemsstats lovgivning?

Tinglige rettigheder, der kan opstå som følge af en arv, omfatter ejendomsrettigheder til løsøre og fast ejendom, en håndværker eller selvstændigt erhvervsdrivendes arbejdsredskaber og andre tinglige rettigheder (panteret, servitutter, der pålægges i offentlig interesse, rettigheder og forpligtelser i handels- og ikkehandelsforbindelser, ophavsret (økonomiske og ikkeøkonomiske elementer), rettigheder tilhørende patentansøgere eller -indehavere, en ophavsmand til tekniske forbedringers ret til godtgørelse, mønster- og designrettigheder).

Ejendomsrettigheder, som er knyttet til en bestemt person, f.eks. personlige servitutter, ret til livrente og ret til underhold, kan ikke overdrages ved arv.

2 Registreres disse tinglige rettigheder i et register over retten til fast ejendom eller løsøre, og hvis ja, er denne registrering så obligatorisk? I hvilket register registreres de, og hvilke krav og -procedurer findes der i den forbindelse?

Retten afslutter arvesagen med en arveafgørelse. Der er tale om en realitetsafgørelse med deklaratorisk virkning. Det betyder, at der ved afgørelsen udpeges arvinger, legatarer og andre, der har opnået en arverettighed, en ret til et legat eller en hvilken som helst anden arverettighed ved arveladers død. Det betyder endvidere, at arveafgørelsen ikke pålægger nogen forpligtelser eller afgifter, men at det er op til de personer, hvis rettigheder er blevet fastslået i den endelige afgørelse om arven/legatet, at gøre disse rettigheder gældende.

Der findes andre regler for overdragelse (eller overlevering) af ting, som opbevares af retten. Retten bestemmer, at tingene skal overdrages umiddelbart efter, at arveafgørelsen er blevet endelig, og at de skal opføres i matrikelregistret. De arveberettigede skal dog først dokumentere, at de har opfyldt eller stillet sikkerhed for de forpligtelser, som testator pålagde dem til fordel for personer, som ikke selv kan varetage deres egne sager og interesser, eller et almennyttigt formål (artikel 216 i arveloven).

Registrering i matrikelregistret:

Der findes ligeledes en særlig regel for registrering af tinglige rettigheder til fast ejendom. Disse tinglige rettigheder opføres i matrikelregistret. Så snart arveafgørelsen er blevet endelig, fastslår retten af egen drift, at de nødvendige registreringer vedrørende fast ejendom i matrikelregistret skal finde sted (f.eks. registrering af arvingens ejendomsrettighed og af rettigheder, som den faste ejendom måtte være behæftet med, eller som begrænser ejendomsretten til den faste ejendom (f.eks. legatarens brugsret eller aflysning af et pant i form af et legat).

Registrering i handelsregistret:

Andele i handelsselskaber og selvstændigt erhvervsdrivendes aktiver opføres i handelsregistret. Registreringer vedrørende udskiftning af selskabsdeltagere i selskabsregistret har udelukkende deklaratorisk virkning, da status af selskabsdeltager ikke opnås alene ved registrering i selskabsregistret. Ved arv af en selskabsandel skal den konsoliderede udgave af den ændrede vedtægtsbestemmelse forelægges, herunder de behørigt ændrede bestemmelser vedrørende selskabsdeltagere og deres respektive selskabsandele, ledsaget af en notaroprettet bekræftelse af, at de ændrede vedtægtsbestemmelser er i overensstemmelse med den endelige arveafgørelse. En selvstændigt erhvervsdrivende registreres i handelsregistret på baggrund af den erhvervsdrivendes fuldstændige erklæring. Hvis erklæringen er ufuldstændig, anmoder registerføreren den erhvervsdrivende om at komme med supplerende oplysninger inden for en frist på otte dage. Sker dette ikke, træffer registerføreren en afgørelse om afvisning af erklæringen. Denne afgørelse kan påklages over for registerføreren inden for en frist på otte dage efter afgørelsens forkyndelse.

Registrering i andre registre:

  • registret over bankkonti (registrering af bankkonti)
  • registret over dematerialiserede værdipapirer, som føres af værdipapircentralen (Centralna klirinško depotna družba d.d., KDD)
  • E-RISK-registret (våben, køretøjer)
  • skibsregistret
  • luftfartøjsregistret
  • databasen over ophavsmænd og værker, registret over rettigheder og godtgørelse som følge af reproduktion af værker, registret over ophavsretligt beskyttede værker, registret over audiovisuelle værker
  • registret over pensionsydelser.

3 Hvilke virkninger har registreringen af tinglige rettigheder?

Registrering i matrikelregistret:

Registrering af tinglige rettigheder til fast ejendom i matrikelregistret er omfattet af loven om matrikelregistret (Sloveniens lovtidende nr. 58/03, 37/08 – ZST-1, 45/08, 28/09, 25/11 og 14/15 – ZUUJFO).

Registrering af en tinglig rettighed til fast ejendom i matrikelregistret i overensstemmelse med arveafgørelsen har deklaratorisk virkning, eftersom arvingen har erhvervet ejendomsrettigheden ved arveladers død.

Opførelsen i matrikelregistret har offentliggørende virkning. Det indebærer, at hvis en rettighed er opført i matrikelregistret, kan ingen påstå, at de ikke var vidende derom.

Princippet om tillid til matrikelregistret finder ligeledes anvendelse. En person, som står opført i matrikelregistret, forventes at være den berettigede (ejeren).

Registrering i handelsregistret:

Proceduren for registrering af enheder i handelsregistret er omfattet af loven om handelsregistret (Sloveniens lovtidende nr. 49/06, 33/07 – ZSReg-B og 19/15). Opførelsen i handelsregistret har udelukkende deklaratorisk virkning, eftersom arvingen ikke får status af selskabsdeltager alene ved opførelsen i selskabsregistret. Arven efter arvelader, herunder dennes selskabsandel, overdrages uden videre til arvingerne ved arveladers død.

Registrering i andre registre:

I registret over bankkonti:

Registret over bankkonti er en unik elektronisk database over bankkonti og deres indehavere, både handelsenheder og fysiske personer. Når en person får en bankkonto, opføres de data, der er forbundet med kontoen, i registret.

I registret over dematerialiserede værdipapirer:

En person bliver indehaver af et dematerialiseret værdipapir, når værdipapiret registreres på personens konto i det centrale register over dematerialiserede værdipapirer.

I E-RISK-registret, i skibsregistret eller i luftfartøjsregistret:

Motorkøretøjsregistret indeholder alle de oplysninger om et bestemt køretøj, der skal fremgå af bilens registreringsattest, dens indregistrering, den udstedte registreringsattest, køretøjets ejer eller den person, i hvis navn bilen er indregistreret, teknisk kontrol, obligatoriske forsikringer og andre oplysninger. Opførelsen i motorkøretøjsregistret har ikke offentliggørende virkning, da der ikke er tale om et offentligt register. Det samme gælder registrene over civile våben (de administrative myndigheder fører et register over udstedte våbentilladelser, mens indenrigsministeriet fører et centralt register over udstedte våbentilladelser samt et register over tilladelser udstedt til våbenhandlere og skydebanebestyrere). Derimod har opførelse i skibs- og luftfartsregistrene offentliggørende virkning.

I registret over ophavsretligt beskyttede værker:

Registreringen betyder, at indtil andet er bevist, anses rettighederne til de registrerede værker for at være reelle og tilhøre den person, der i registret er anført som værkernes indehaver. Registret er offentligt.

I registret over forsikrede personer og begunstigede til en pensions- og invaliditetsforsikring:

Registret over forsikrede personer omfatter registret over begunstigede til den obligatoriske pensions- og invaliditetsforsikring, registret over udbetalinger af ydelser, registret over personer, som skal betale til den obligatoriske pensions- og invaliditetsforsikring, og listen over sagkyndige erklæringer. Ifølge den lov, der regulerer registret over forsikrede personer, er registret ikke offentligt, og opførelsen i registret har ikke offentliggørende virkning.

4 Findes der særlige regler og procedurer for tilpasningen af en tinglig rettighed, som en person er berettiget til i henhold til de arveretlige regler, der finder anvendelse på bobehandlingen, hvis lovgivningen i den medlemsstat, hvor retten gøres gældende, ikke indeholder bestemmelser om en sådan tinglig rettighed?

Der findes ingen særlige regler eller procedurer for tilpasning af en tinglig rettighed i national ret.

Sidste opdatering: 07/01/2020

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.