Erstatning

Ofre for forbrydelser i Den Europæiske Union (EU) kan få erstatning for de skader og/eller tab, de har lidt, uanset hvor i EU forbrydelsen blev begået.

Ofre for kriminalitet i Den Europæiske Union (EU) kan få erstatning for den skade og/eller det tab, som de har lidt, uanset hvor i EU forbrydelsen blev begået.

Hvert EU-land har sin egen ordning med betaling af erstatning til ofre for den skade, de har lidt, fordi de har været udsat for en forbrydelse.

Som offer for en forbrydelse har du to muligheder for at få erstatning: Du kan kræve erstatning fra skadevolderen i forbindelse med straffesagen, eller du kan kræve erstatning fra staten (fra den myndighed, der har til opgave at udbetale erstatning, eller fra enhver anden relevant myndighed i landet).

Fremsættelse af krav overfor skadevolderen

Klik på linket for yderligere oplysninger om hvordan man kræver erstatning fra skadevolderen under en retssag (en straffesag).

Som offer for en forbrydelse har du også andre rettigheder under retssagen (vælg det relevante lands flag andetsteds på siden og klik derefter på "Mine rettigheder under retssagen").

Fremsættelse af krav overfor staten (fra den myndighed, der har til opgave at udbetale erstatning, eller enhver anden myndighed)

Den relevante EU-retsakt erRådets direktiv 2004/80/EF af 29. april 2004 om erstatning til ofre for forbrydelser.

I direktivet stilles der krav om, at hvert EU-land opretter en national ordning med erstatning til ofre for alle forsætlige voldsforbrydelser. Ifølge direktivet har alle ofre for forsætlige voldsforbrydelser adgang til den nationale erstatningsordning i det land, på hvis område forbrydelsen blev begået.

Du kan finde yderligere oplysninger om erstatningsordningerne i de enkelte EU-lande. Klik på flaget fra det land, hvor forbrydelsen blev begået. Du kan kræve erstatning fra dette land, hvis du bor i det (national sag), eller hvis du bor i et andet EU-land (sag på tværs af grænserne).

Sager på tværs af grænserne

For at hjælpe ofre for forsætlige voldsforbrydelser med at få erstatning i sager, der går på tværs af grænserne, er der ved EU-lovgivningen blevet indført en samarbejdsordning mellem de nationale myndigheder:

  • Hvis du har været udsat for kriminalitet, mens du var i udlandet (i et EU-land, hvor du ikke bor), kan du indgive ansøgningen til den bistandsydende myndighed i det EU-land, hvor du bor (det civilretlige atlas har et søgeværktøj nederst på denne side, som man kan bruge til at finde den relevante myndighed i hvert EU-land. Vælg "bistandsydende myndighed" under kompetencetype).
    For yderligere oplysninger om de skridt, der skal foretages i sager, der går på tværs af grænserne, klik her.
  • Den bistandsydende myndighed oversætter og fremsender ansøgningen til den besluttende myndighed i den EU-medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået (i det civilretlige atlas vælges "besluttende myndighed" under kompetencetype). Den besluttende myndighed har til opgave at behandle ansøgningen og udbetale erstatningen.
  • Klik på linket for yderligere oplysninger om, hvordan din ansøgning behandles af den besluttende myndighed i det EU-land, hvor forbrydelsen blev begået.
  • De bistandsydende og besluttende myndigheder kommunikerer med hinanden på de sprog, de har accepteret (på den side, der åbnes, kan du klikke på det pågældende lands flag for at få oplysninger om sprog, der accepteres af landet).

De bistandsydende og de besluttende myndigheder bistås af de centrale kontaktpunkter (vælg "centralt kontaktpunkt" under kompetencetype i det civilretlige atlas), hvis rolle det er at fremme samarbejdet mellem myndighederne, yde bistand og søge løsninger i situationer, der går på tværs af grænserne.

Sidste opdatering: 08/10/2020

Denne side vedligeholdes af Europa-Kommissionen. Oplysningerne på denne side afspejler ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens officielle holdning. Kommissionen påtager sig intet ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Der henvises til den juridiske meddelelse, for så vidt angår de regler om ophavsret, der gælder for EU-websiderne.