Sti

menu starting dummy link

Page navigation

menu ending dummy link

Familiemægling på tværs af grænser

Mægling kan være særlig nyttig i tvister mellem familiemedlemmer, hvor parterne bor i hver sit land, og i tilfælde af bortførelser af børn. Begrebet "familieretlige sager" omfatter en bred vifte af tvister, der dækker over rent private anliggender og anliggender, der involverer offentlige myndigheder.


Hvad er familiemægling på tværs af grænser?

Familiemægling på tværs af grænser er en proces, der udføres af en (eller flere) upartisk og kvalificeret person, der har status som mægler. Mægleren har ingen beføjelse til at afgøre tvisten, men kan hjælpe parterne med at genskabe dialogen og selv finde en løsning på problemerne.

Forliget mellem parterne er en skræddersyet løsning på deres tvist, som sikrer, at deres beslutninger træffes under hensyntagen til eventuelle børns tarv.

Familieretlige sager omfatter: Forældremyndighed og samværsret, bortførelser af børn, foranstaltninger til beskyttelse af børn, børns eller tidligere partneres underhold og andre følger af skilsmisse eller separation.

Partnerne tilskyndes til at tage ansvar for deres beslutninger vedrørende deres familie og til først at gøre et forsøg på at løse konflikter udenretsligt.

Mægling kan derfor tilvejebringe en konstruktiv atmosfære for drøftelser og sikre rimelige aftaler mellem forældrene, som også tager hensyn til, hvad der bedst for barnet.

Se venligst nedenstående sider for at få flere oplysninger om:

- De grundlæggende principper og de forskellige etapper i en mæglingsprocedure

- Særlige træk ved mægling på tværs af grænser

- Omkostninger ved mægling på tværs af grænser

- Den retlige ramme omkring mægling på tværs af grænser

Vælg det relevante lands flag for at få detaljerede nationale oplysninger.

Hvordan fungerer ordningen?

Er du part i en familieretlig tvist, kan du anmode om mægling i alle medlemsstaterne. I visse medlemsstater kan dommeren opfordre sagens parter til at gøre et forsøg på mægling.

Hvis alle parter er enige om at ty til mægling, udarbejder den valgte mægler en tidsplan for mæglingen. Den måde, hvorpå mægleren vælges, afhænger af det specifikke land — du kan finde disse oplysninger i det relevante medlemslands afsnit til højre.

Advokater kan spille en vigtig rolle ved at levere den juridiske rådgivning, der er nødvendig for, at parterne kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag.

Et forlig, der er kommet i stand ved mægling, kan gøres eksigibelt (dvs. at det i givet fald kan gennemtvinges), hvis begge parter ønsker det. Dette kan eksempelvis ske ved, at forliget godkendes af retten eller legaliseres af en notar.

Advokater kan gennemgå forliget for at sikre, at det har retsvirkning inden for rammerne af alle berørte retssystemer.

Hvorfor bør du afprøve ordningen?

  • Du har mulighed for at få indlydelse på udfaldet af din egen sag.
  • Mægling finder sted i et brugervenligt miljø, hvor parten er herre over processen.
  • Mægling giver dig mulighed for at revidere og tilpasse konfliktens omfang.
  • Du træffer beslutningerne og indgår aftalerne, men er ikke forpligtet til at indgå et forlig.
  • Et mæglingsforsøg indebærer ikke, at du giver afkald på din ret til at anlægge eller videreføre en retssag.
  • Der er tale om en win-win-situation for alle parter, der deltager i mæglingen.
  • Mægleren er en upartisk og sagkyndig person, der kan bistå parterne i deres forsøg på at løse problemerne selv.
  • Set i forhold til en retssag er mægling ikke dyr.
  • Mægling er relativt hurtig. Den kan finde sted på et hvilken som helst tidspunkt, der passer parterne, og kan foregå på forskellige steder.
  • Mægling giver mulighed for fleksible løsninger (skræddersyede) og medvirker til at opretholde eller skabe konstruktive relationer og kontakter mellem parterne.
  • Støtte og rådgivning fra en advokat er mulig under mæglingen.
  • Mægling kan afværge fremtidige retssager.

Dette link fører hen til den side, hvor man kan find een mægler.

Mæglingens begrænsninger

Hvis der er tegn på, at sagen ikke er egnet til mægling, eller at en af parterne (eller begge) ikke er villig til at gøre et forsøg på mægling, må sagen afgøres i retten. Ved bedømmelsen af, om en sag er egnet til mægling, skal der tages særligt hensyn til mulige risici såsom risikoen for vold i hjemmet, for alkohol- eller stofmisbrug, for misbrug af børn osv. Spørgsmålet om, hvorvidt sagen er egnet til mægling, må afgøres konkret og efter de standarder, som anvendes af mægleren og mæglingsorganet.

 


Denne side vedligeholdes af Europa-Kommissionen. Oplysningerne på denne side afspejler ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens officielle holdning. Kommissionen påtager sig intet ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Der henvises til den juridiske meddelelse, for så vidt angår de regler om ophavsret, der gælder for EU-websiderne.

Sidste opdatering: 17/11/2017