Luk

BETAVERSIONEN AF PORTALEN ER NU TILGÆNGELIG

Besøg betaversionen af den europæiske e-justice-portal, og giv os din feedback!

 
 

menu starting dummy link

Page navigation

menu ending dummy link

Skilsmisse - Gibraltar

Den originale sprogudgave af denne side engelsk er blevet ændret for nylig. Den sprogudgave, du kigger på nu, er i øjeblikket ved at blive oversat af vores oversættere.

INDHOLDSFORTEGNELSE

1 Hvad er betingelserne for at opnå skilsmisse?

En af ægtefællerne skal fremsende en skriftlig anmodning (en begæring) til retten.  Skilsmissebegæringer behandles af Supreme Court, og ægtefællerne skal indsende deres begæring til denne domstol. Den begærende part – sagsøger – skal bevise, at ægteskabet ikke står til at redde, og skal fremlægge bevis for et af nedenstående fem forhold.

En skilsmissebegæring kan først indgives tre år efter ægteskabets indgåelse. De eneste undtagelser fra denne regel er, hvis sagsøgeren har haft særligt store problemer, sagsøgte har udvist særlig stor lastefuldhed, eller sagsøgeren var under 16 år ved ægteskabets indgåelse.

2 Hvad anses for skilsmissegrund?

Den eneste betingelse for at opnå skilsmisse er, at ægteskabet skal være brudt uigenkaldeligt sammen. Som bevis for, at ægteskabet er brudt uigenkaldeligt sammen, skal der fremlægges dokumentation for et eller flere ægteskabelige "forhold" såsom

  • at den anden ægtefælle har begået ægteskabsbrud, og at sagsøgeren ikke føler sig i stand til at leve sammen med ham eller hende
  • urimelig adfærd, hvilket betyder, at den anden ægtefælle har handlet på en sådan måde, at sagsøgeren ikke med rimelighed kan forventes at fortsætte samlivet
  • samlivsophævelse, hvilket betyder, at den anden ægtefælle har ladt sagsøgeren alene i en periode på to år før skilsmissebegæringen
  • at parterne har været separeret i to år forud for skilsmissebegæringen (med begge ægtefællers samtykke)
  • at parterne har været separeret i fem år forud for skilsmissebegæringen (uden begge ægtefællers samtykke).

Retten har pligt til at i videst muligt omfang at stille spørgsmål til de forhold, sagsøger gør gældende, og til de forhold, den anden part – sagsøgte – gør gældende. Hvis Supreme Court på baggrund af dokumentationen finder det godtgjort, at ægteskabet er brudt uigenkaldeligt sammen, afsiger den en skilsmissedom, forudsat at retten godtager den ordning, der er truffet vedrørende børnene i ægteskabet.

Hvis retten finder det godtgjort, at ægteskabet er brudt uigenkaldeligt sammen, afsiger den først en foreløbig skilsmissedom (decree nisi). Efter seks uger kan den part, der indgav skilsmissebegæringen, anmode om at få en endelig skilsmissedom (decree absolute). Medmindre der foreligger særlige omstændigheder, er der ingen tidsbegrænsning for at indgive en begæring om en endelig skilsmissedom.

Hvis begæringen om en endelig skilsmisse indgives senere end 12 måneder efter afsigelsen af den foreløbige skilsmissedom, skal sagsøger dog afgive en skriftlig forklaring:

  • med begrundelse for forsinkelsen
  • med angivelse af, om den pågældende og ægtefællen har boet sammen siden afsigelsen af den foreløbige skilsmissedom, og i bekræftende fald i hvilken periode, og
  • angivelse af, hvorvidt hustruen har født et barn efter afsigelsen af den foreløbige skilsmissedom og i givet fald angivelse af de relevante oplysninger, og hvorvidt det påstås, at barnet er eller ikke er ægtemandens.

Retten kan kræve, at sagsøgeren afgiver en edsvoren erklæring om sin forklaring og kan afsige dom på baggrund heraf.

3 Hvilke retlige følger har en skilsmisse med hensyn til:

3.1 de personlige relationer mellem ægtefællerne (f.eks. efternavn)?

Ægteskabet opløses, og der er derefter ingen yderligere pligt til at leve sammen eller fortsætte et personligt forhold, medmindre parterne ønsker det. Parterne kan frit gifte sig igen, hvis de ønsker det. De kan vælge at beholde deres giftenavn eller vende tilbage til det navn, de havde før ægteskabet.

3.2 deling af ægtefællernes formue?

Dette afgøres af retten, efter at den er blevet oplyst om de faktiske omstændigheder i hver enkelt sag. Selv i de tilfælde, hvor der foreligger en aftale mellem parterne, har retten en overordnet beføjelse til at godkende eller ændre denne.

3.3 ægtefællernes mindreårige børn?

Supreme Court har, enten før eller efter den træffer den endelige afgørelse, beføjelse til at fastsætte bestemmelser om forældremyndighed, underhold og uddannelse for børnene i ægteskabet eller endog bestemme, at der træffes foranstaltninger for at placere børnene under rettens beskyttelse. Supreme Court kan ikke afsige en endelig skilsmissedom, før det er blevet godtgjort, at der er fundet en tilfredsstillende ordning for eventuelle børn.

3.4 forpligtelsen til at betale underholdsbidrag til den anden ægtefælle?

Både før og efter afsigelsen af en foreløbig skilsmissedom kan Supreme Court bestemme, at ægtemanden skal betale hustruen et månedligt eller ugentligt beløb, som retten fastsætter, til hendes underhold. En hustrus ret til underholdsbidrag ophører, når hun gifter sig igen, men underholdsbidrag til et barn født i ægteskabet påvirkes ikke af moderens nye ægteskab.

4 Hvad betyder det retlige begreb "separation" i praksis?

I Gibraltars lovgivning betegnes en separation som en "retlig separation" (judicial separation). Når retten har afsagt en kendelse om separation, er der ikke længere nogen forventning om, at den ægtefælle, der indgav separationsbegæringen, fortsat skal bo sammen med den anden ægtefælle. Den pågældende kan dog ikke gifte sig igen. I praksis er separation en mulighed for ægtefæller, hvis ægteskab er brudt sammen, og som ikke ønsker at gifte sig igen. Den, der begærer separation, er ikke forpligtet til at bevise, at ægteskabet er brudt uigenkaldeligt sammen. Man kan anmode om at få en skilsmissedom, når der er afsagt en separationskendelse.

5 Hvad er betingelserne for at opnå separation?

Sagsøgeren skal fremlægge dokumentation for et eller flere forhold, der beviser, at ægteskabet er brudt sammen, men behøver ikke vente til tre år efter ægteskabets indgåelse, i modsætning til hvis man begærer skilsmisse.

6 Hvilke retlige følger har en separation?

Hvis en part i en separation dør uden at have skrevet testamente, fordeles dennes aktiver i henhold til de gældende arveregler, og en separation har samme virkning som en skilsmisse. Derfor har ingen af ægtefællerne efterfølgende ret til aktiver tilhørende en arvelader, som ikke har skrevet testamente.  Hvis en part i en separation afgår ved døden og har skrevet testamente, har en separation ingen indflydelse på det, der bestemmes i testamentet, f.eks. hvis den overlevende separerede part er udpeget som arving i testamentet.

Retten kan følge samme bestemmelser for formuedeling ved separation som ved skilsmisse.

7 Hvad betyder det retlige begreb "omstødelse af ægteskab" i praksis?

Der er to former for omstødelse af ægteskab. Ægteskabet kan enten erklæres "ugyldigt", hvilket betyder, at det aldrig har været gyldigt og aldrig har eksisteret. Under forskellige omstændigheder kan ægteskabet være "omstødeligt", hvilket betyder, at en af ægtefællerne kan anmode om at få ægteskabet erklæret ugyldigt. Ægteskabet kan også fortsættes, hvis begge ægtefæller ønsker det.

8 Hvad er betingelserne for at få omstødt et ægteskab?

Et ægteskab er ugyldigt, hvis:

  • det ikke opfylder bestemmelserne i ægteskabslovgivningen, Marriage Act
  • en af parterne på tidspunktet for ægteskabets indgåelse allerede var lovformeligt gift
  • parterne ikke er af forskelligt køn. For at et ægteskab skal være gyldigt, skal parterne være mand og kvinde.
  • en af ægtefællerne i tilfælde af et polygamt ægteskab indgået uden for Gibraltar havde sin bopæl i Gibraltar på tidspunktet for ægteskabets indgåelse.

Et ægteskab er omstødeligt i følgende tilfælde:

  • Ægteskabet er ikke blevet fuldbyrdet på grund af en af ægtefællernes manglende evne hertil.
  • Ægteskabet er ikke blevet fuldbyrdet, fordi en af ægtefællernes forsætligt nægter at fuldbyrde det.
  • En af ægtefællerne har ikke givet sit samtykke til ægteskabet, fordi den pågældende var under pres og blev tvunget til det, ikke kendte til retsvirkningerne af ægteskabet eller var psykisk ude af stand til at vurdere følgerne af beslutningen om at indgå ægteskab.
  • På tidspunktet for ægteskabets indgåelse led en af ægtefællerne af en psykisk sygdom af en sådan karakter, at den pågældende var uegnet til at indgå ægteskab, eller af en smittefarlig kønssygdom, og sagsøgeren var ikke bekendt med dette på det pågældende tidspunkt.
  • På tidspunktet for ægteskabets indgåelse var sagsøgte gravid med en anden end sagsøgeren, og sidstnævnte var ikke bekendt med dette forhold på det pågældende tidspunkt.

9 Hvilke retlige følger har omstødelsen af et ægteskab?

Når et ægteskab er omstødt, er det ugyldigt. Hvis der er børn i ægteskabet, skal Supreme Court dog finde det godtgjort, at der er truffet passende foranstaltninger. Den kan også træffe afgørelse om forældremyndighed og betaling af underhold til eventuelle børn.

10 Findes der udenretslige alternativer til løsning af spørgsmål vedrørende skilsmisse?

Kun Supreme Court er kompetent til at træffe afgørelser i skilsmissesager i Gibraltar. Man kan dog få visse former for social bistand gennem ægteskabsrådgivning.

11 Til hvilken instans skal jeg indgive min ansøgning (begæring) om skilsmisse/separation/omstødelse af ægteskab? Hvilke formaliteter skal overholdes, og hvilke dokumenter skal jeg vedlægge min ansøgning?

Anmodninger skal indgives til Supreme Court Registry, 277 Main Street, Gibraltar.

Anmodningen indgives i form af en begæring og skal ledsages af en kopi af vielsesattesten, kopier af eventuelle børns fødselsattester og en begrundelse for ønsket om skilsmisse/separation/omstødelse. Desuden skal børnene i ægteskabet og sagsøgerens økonomiske forhold angives. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Supreme Court Registry, 277 Main Street, Gibraltar, telefon (+350) 200 75608.

12 Kan jeg få helt eller delvis fri proces?

Det er muligt at få retshjælp til dækning af sagsomkostningerne, hvis man opfylder visse indtægtskriterier. Blanketter og andre oplysninger kan fås ved henvendelse til Supreme Court Registry, 277 Main Street, Gibraltar.

13 Er det muligt at anke en afgørelse om skilsmisse/separation/omstødelse af ægteskab?

En skilsmissedom eller en dom om omstødelse kan ophæves på et hvilket som helst tidspunkt, inden dommen gøres endelig. I tilfælde af separation kan afgørelsen omgøres, på ethvert tidspunkt efter at den er truffet. Afgørelser om underhold samt forældremyndighed og underholdsbidrag til børn kan ændres, efter at dommen er gjort endelig.

14 Hvad er fremgangsmåden, hvis jeg ønsker at få en afgørelse om skilsmisse/separation/omstødelse af ægteskab, som er truffet af en domstol i en anden EU-medlemsstat, anerkendt i denne medlemsstat?

Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 bestemmer, at retsafgørelser vedrørende skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab afsagt i én medlemsstat kan anerkendes i andre medlemsstater. De påkrævede dokumenter kan fås fra den domstol, der har truffet afgørelsen, og skal indsendes til Supreme Court.

Denne forordning vedrører ikke spørgsmål vedrørende skyld, formueretlige virkninger af ægteskabet, underholdspligt eller andre sekundære spørgsmål. Der skal være en reel tilknytning mellem den berørte part og den kompetente medlemsstat.

Anerkendelse af en afgørelse kan afvises, hvis den strider mod grundlæggende retsprincipper, hvis sagsøger ikke er mødt op i retten, hvis de relevante dokumenter ikke er forkyndt for sagsøgte i god tid, eller hvis den er uforenelig med en retsafgørelse, der er truffet i et andet land, forudsat at denne tidligere afgørelse kan anerkendes i Gibraltar.

En interesseret part kan anmode om en afgørelse om, at dommen anerkendes eller ikke anerkendes. Supreme Court kan udsætte sagen, hvis den afgørelse, der søges anerkendt, er blevet appelleret.

Hvis afgørelsen ikke kan anerkendes efter denne forordning, er anerkendelsen af skilsmisser afsagt udenlands omfattet af Matrimonial Causes Act. Her bestemmes følgende:

Gyldigheden af en udenlandsk skilsmisse- eller separationsdom skal anerkendes, hvis:

  • skilsmissen eller separationen er gældende i henhold til lovgivningen i det land, hvor den er bevilget, og
  • en af ægtefællerne på den relevante dato (dvs. den dato, skilsmissesagen begyndte) 
    • havde sit sædvanlige opholdssted i det land, hvor skilsmissen eller separationen blev bevilget, eller
    • havde sin bopæl i det pågældende land, eller
    • var statsborger i det pågældende land.

15 Hvilken domstol skal jeg rette henvendelse til for at gøre indsigelse mod anerkendelsen af en retsafgørelse om skilsmisse/separation/omstødelse af ægteskab, som er truffet af en domstol i en anden medlemsstat? Hvad er fremgangsmåden i sådanne tilfælde?

Skilsmisser og separationer bevilget i andre lande anerkendes ifølge Gibraltars lovgivning, hvis visse betingelser er opfyldt. Hvis der gøres indsigelse mod anerkendelsen af en skilsmisse/separation, kan det skyldes, at en af de betingelser, der er fastsat i Matrimonial Causes Act, ikke er opfyldt. I sådanne tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at anmode Supreme Court of Gibraltar om at få erklæret en bestemt skilsmisse/separation bevilget i et andet land ugyldig.

16 Hvilken skilsmisselovgivning anvender domstolene i skilsmissesager mellem ægtefæller, der ikke har bopæl i denne medlemsstat, eller som har forskellig nationalitet?

Domstolene i Gibraltar anvender altid lovgivningen i Gibraltar i sager, som anlægges for dem. Domstolene har kompetence til at behandle en skilsmisse, selv om ægteskabet er indgået i udlandet, hvis en af parterne i ægteskabet:

  • har bopæl i Gibraltar på den dato, hvor sagen er indledt, eller
  • havde sit sædvanlige opholdssted i Gibraltar i hele året forud for denne dato.

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Sidste opdatering: 23/08/2019