Luk

BETAVERSIONEN AF PORTALEN ER NU TILGÆNGELIG

Besøg betaversionen af den europæiske e-justice-portal, og giv os din feedback!

 
 

Sti

menu starting dummy link

Page navigation

menu ending dummy link

Find en ekspert - Slovenien


I. Lister og registre over eksperter

Republikken Sloveniens justitsministerium fører et register over sagkyndige.
Dette register er offentligt tilgængeligt Link åbner i nyt vindueher.

Slovensk lovgivning indeholder ikke nogen definition af sagkyndige vidner. Der skelnes dog mellem sagkyndige, sagkyndige vidner og juridisk sagkyndige.

Ikke alle sagkyndige er omfattet af registret — registret dækker kun domstolene (juridiske eksperter). Registret består af 50 hovedgrupper med i alt omkring 1 000 sagkyndige.

II. De sagkyndiges kvalifikationer

I henhold til artikel 16 i den slovenske lov om sagkyndige og retstolke skal de sagkyndige bl.a. opfylde følgende kriterier:

  • være statsborgere i Republikken Slovenien eller i en af Den Europæiske Unions eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes medlemsstater og aktivt beherske slovensk
  • må ikke være idømt en retskraftig dom for en overlagt strafbar handling, der retsforfølges af anklagemyndigheden, som ville gøre dem moralsk uegnede til at afgive udtalelser som sagkyndige i retten, eftersom det kunne forhindre en upartisk eller fagligt forsvarlig udøvelse af deres arbejde eller skade rettens omdømme
  • skal have en universitetsuddannelse efter den studieordning, der gjaldt før Bolognaprocessen, eller have afsluttet deres masteruddannelse i henhold til Bolognaprocessen og besidde relevant faglig viden og praktiske færdigheder og erfaring inden for en bestemt type arbejde som sagkyndig
  • have seks års erfaring inden for det område, hvor de ønsker at fungere som sagkyndig
  • ikke udøve en aktivitet, der er uforenelig med funktionen som sagkyndig i retten.

En person, der ønsker at blive udpeget som juridisk sagkyndig, indgiver en ansøgning til justitsministeriet om udpegelse til juridisk sagkyndig på den foreskrevne formular og på grundlag af en åben indkaldelse. For at kunne vurdere ansøgerens ekspertviden, praktiske færdigheder og erfaring kræver ministeren en særlig præstationsprøvning. Ministeriet træffer derefter afgørelse, og den sagkyndige aflægger ed.
Den sagkyndige skal ikke underskrive et adfærds- eller moralkodeks for at blive registreret.

Der findes krav vedrørende fortsat faglig udvikling. Juridisk sagkyndige skal løbende ajourføre deres viden og anvendte metoder i erhvervet eller deltage i høringer og faglig uddannelse tilrettelagt af en kompetent statslig myndighed, en autoriseret organisation, en faglig sammenslutning eller en anden faglig institution. Efter fem år fra udpegelsesdatoen og herefter hvert femte år skal alle juridisk sagkyndige fremlægge dokumentation for den faglige uddannelse, de har gennemført i løbet af de seneste fem år, for rådet for sagkyndige, der kontrollerer deres kompetence.

Almen faglig uddannelse omfatter grundlæggende viden om Republikken Sloveniens forfatningsmæssige organisation, domstolenes opbygning og funktion, domstolsprocedurer, regler for bevisførelse, retlige bestemmelser om rettigheder og pligter for juridisk sagkyndige, dommere og retstolke, EU-ret og Den Europæiske Unions institutioner samt andre emner i tilknytning til arbejdet som juridisk sagkyndig eller retstolk.

Faglig specialuddannelse omfatter særlig ekspertise inden for individuelle ekspertiseområder og underområder af arbejdet som sagkyndig.

Sagkyndige er ikke forpligtede til at være medlem af en faglig sammenslutning for at blive optaget i registret.
En sagkyndig kan slettes permanent fra ministeriets register:

  • hvis retten til at arbejde som sagkyndig inddrages permanent som følge af en disciplinærsag
  • hvis en sagkyndig afgiver en skriftlig erklæring om, at han ikke længere ønsker at afgive ekspertudtalelser for retten
  • i tilfælde af afskedigelse af en sagkyndig
  • hvis der rejses tiltale mod en sagkyndig for en strafbar handling, der retsforfølges af anklagemyndigheden, og som kan straffes med mere end to års fængsel, fjerner ministeriet den pågældende sagkyndige fra den offentlige del af registret senest tre dage efter at være blevet underrettet om tiltalen. Sagkyndige kan genoptages i den offentlige del af registret, når grundene til fjernelsen ikke længere foreligger.

III. Sagkyndiges vederlag

Vederlaget for sagkyndige, der udpeges til retten, er reguleret ved lov. Vederlagets størrelse afhænger bl.a. af antallet af sider i sagsakterne, den tid, der er medgået til undersøgelsen og forberedelsen af retsmødet, af, om det er nødvendigt at indsamle og gennemgå yderligere dokumentation, om der er behov for en undersøgelse og af sagens kompleksitet. Ud over vederlaget har sagkyndige ret til godtgørelse af deres omkostninger og udgifter.

Parterne kan få retshjælp til dækning af den sagkyndiges vederlag til de fastsatte takster.

Retten træffer afgørelse om, hvilken part eller hvilke parter der skal betale vederlaget.

IV. Sagkyndiges ansvar

Sagkyndiges erstatningsansvar er ikke underlagt et lovbestemt loft. Generelle bestemmelser finder anvendelse. Sagkyndige er ikke forpligtede til at dække deres eventuelle erstatningsansvar gennem en erhvervsansvarsforsikring.

V. Supplerende oplysninger om brug af sagkyndige

Loven om sagkyndige ved retten og retstolke foreligger desværre ikke online på engelsk.

1. Udpegelse af sagkyndige

1a. Udpegelse foretaget af retten

Retten kan udpege enhver person, som den finder egnet og kompetent. I de fleste tilfælde udpeger retterne en sagkyndig fra det officielle register.

1b. Udpegelse foretaget af parterne

Parterne kan anfægte resultaterne, der fremføres af den sagkyndige, der er udpeget af retten, og hyre en sagkyndig for egen regning med henblik på dette.

2. Procedure

A) Civil procedure

Parterne skal give den sagkyndige detaljerede oplysninger, anvisninger og spørgsmål.
Når det er nødvendigt med henblik på den sagkyndiges udtalelse, kan vedkommende kontakte parterne.

Retten overvåger ikke forløbet af den sagkyndiges undersøgelse. Den enkelte sagkyndige skal dog oplyse retten om, hvorvidt vedkommende forventer at udføre det forventede arbejde til tiden. Der foretages ingen kvalitetskontrol. Retten er ikke bundet af den udtalelse, der kommer til udtryk i de sagkyndiges rapporter.

Parterne kan anfægte rapporten ved hjælp af udtalelser eller ved at forelægge en modekspertise, inden dommeren træffer afgørelse i sagen.

Hvis en part anmoder om yderligere oplysninger, eller retten har brug for flere oplysninger, kan retten bestille en supplerende rapport.

Retten er ikke bundet af en udtalelse fra en sagkyndig, men vil normalt tage hensyn til den, når den træffer en endelig afgørelse.

1. Den sagkyndiges rapport

Den sagkyndige aflægger sin rapport skriftligt eller mundtligt, hvis retten ønsker det.

I den endelige rapport skal den sagkyndige tage stilling til parternes argumenter. Der er ingen fastlagt struktur for rapporten, og der stilles ingen andre specifikke krav, som eksperterne skal overholde i deres rapport.

Loven om sagkyndige i retten og retstolke indeholder generelle og individuelle retningslinjer for udarbejdelse af sagkyndiges udtalelser, som vil blive offentliggjort på justitsministeriets websted. Retningslinjerne skal godkendes af rådet for sagkyndige og skal omfatte en ensartet angivelse af strukturen i og instrukserne for udarbejdelse af sagkyndiges udtalelser. Generelle og individuelle retningslinjer for sagkyndiges hovedområder og underområder vedtages og offentliggøres på ministeriets websted senest to år efter ovennævnte lovs ikrafttræden (inden den 1. januar 2021).

2. Retsmøder

De sagkyndige er forpligtet til at overvære retsmøderne, hvis retten anmoder dem om det.

B) Andet

De øvrige procedurer er stort set identiske med den civile retspleje.

 

Oplysningerne, der fremlægges her, blev indsamlet under projektet Find en sagkyndig på grundlag af kontakter i de enkelte lande udvalgt af Link åbner i nyt vindueEuropean Expertise & Experts Institute EEEI.


De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Sidste opdatering: 22/12/2020