International ret

International ret er et korpus af regler, som staterne anerkender som bindende for deres indbyrdes forbindelser, herunder deres forbindelser med internationale organisationer. International ret gennemføres normalt i aftaler mellem suveræne stater og/eller er afledt af sådanne aftaler.

Områder

Ordene "international ret" kan henvise til to juridiske discipliner:

  • Offentlig international ret: Denne disciplin dækker forholdet mellem stater og internationale organisationer og dækker områder såsom menneskerettigheder, traktatret, havret, international strafferet og international humanitær folkeret.
  • Privat international ret (eller lovkonfliktregler): et sæt af retsplejeregler, der bestemmer det gældende retssystem og lovvalg i en bestemt retlig tvist. Disse regler finder anvendelse, når en retlig tvist har et grænseoverskridende element, f.eks. en kontrakt mellem parter i forskellige stater, eller når der er et grænseoverskridende element i et land med flere forskellige retssystemer.

Relation til EU-ret

Selvom EU-ret kan betragtes som en specifik form for international ret, har EU-retten visse særtræk, der normalt ikke findes i international ret. Således kan borgerne f.eks. påberåbe sig de rettigheder, de er sikret i henhold til EU-retten i sager anlagt i EU-medlemsstater, mens den internationale ret normalt skal gennemføres i national lovgivning, før borgerne kan påberåbe sig den. EU-retten har desuden normalt forrang for EU-medlemsstaternes egen lovgivning. Derfor har denne portal særskilte sider for EU-ret og international ret.

Kilder og databaser

International ret er normalt fastlagt i internationale aftaler eller konventioner eller i et sæt fælles anerkendte værdier, standarder og principper, som ikke nødvendigvis skal nævnes udtrykkeligt i en aftale. Internationale aftaler kan være bilaterale (dvs. mellem to suveræne stater) eller multilaterale (dvs. mellem flere end to stater). Ofte bliver de udformet og forhandlet på plads i en international organisation såsom De Forenede Stater (FN), Europarådet og mange andre. Også retspraksis fra internationale domstole er en vigtig kilde til international ret.

Der findes forskellige offentligt tilgængelige informationskilder om international ret. Nedenfor findes en ikke-udtømmende liste:

  • Haagerkonferencen om international privatret: Her er der adgang til konventioner og aftaler på dette område og også til specialiserede informationsafsnit om legalisering af dokumenter, der skal bruges internationalt ("apostille"), forkyndelse af dokumenter, bortførelse af børn og adoption.

FN har også nedsat Den Internationale Lovkommission. Lovkommissionen har til opgave at fremme en gradvis udvikling af international ret og kodificering heraf. Den offentliggør undersøgelser og analyser, indsamler præcedens og udarbejder forsalg til nye traktater. Den Internationale Lovkommissions arbejde har banet vejen for en lang række vigtige traktater og andre hovedværker i international ret.

Sidste opdatering: 17/11/2021

Denne side vedligeholdes af Europa-Kommissionen. Oplysningerne på denne side afspejler ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens officielle holdning. Kommissionen påtager sig intet ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Der henvises til den juridiske meddelelse, for så vidt angår de regler om ophavsret, der gælder for EU-websiderne.