menu starting dummy link

Page navigation

menu ending dummy link

Tvangsauktion

En tvangsauktion er en procedure, hvorved debitors aktiver sættes til salg på en offentlig auktion med henblik på at indbringe det beløb, der er nødvendigt til dækning af fordringshaverens krav. Auktionen kan iværksættes af en dommer eller en person, som vedkommende har bemyndiget hertil, af en kompetent myndighed eller andre offentlige eller private enheder (der har tilladelse hertil efter den relevante lovgivning).


Tvangsauktion - definition

Relevante udtryk i forbindelse med tvangsauktioner

Liste over EU-lande, der allerede afholder online tvangsauktioner

Definition

En tvangsauktion følger normalt efter et udlæg, der er det retsskridt, hvorved kreditor via den kompetente myndighed (fogedretten) udvælger og sikrer de aktiver, som er egnede til at opfylde kreditors tilgodehavende. Der kan gøres udlæg i fast ejendom og løsøre såvel som i fordringer, som kreditor har på tredjemand. Er der tale om fordringer, afsluttes fuldbyrdelsen dog ikke ved et salg, men ved en overdragelse af debitors fordring til hans eller hendes kreditor.

Der er forskellige former for tvangsauktioner i EU-landene, hvis nationale lovgivning udgør den retlige ramme for disse auktioner. I nogle EU-lande kan tvangsauktioner afholdes online, således at deltagerne ikke behøver at møde personligt op i retten eller give møde for andre offentlige eller private enheder.

En tvangsauktion, som normalt forestås af en dommer, der kan lade en tredjemand afholde selve auktionen (en uafhængig sagkyndig eller en virksomhed, der har en særlig tilladelse til at udføre denne opgave), men som også fuldt ud kan gennemføres af andre (såsom en foged eller en tvangsfuldbyrdende myndighed) – finder normalt sted efter behørig annoncering.

Der vil snart blive tilføjet oplysninger til siderne for de enkelte lande. Hvis flaget for et land til højre på denne side er vist i en gråtone, betyder det, at oplysningerne endnu ikke er tilføjet.

Relevante udtryk i forbindelse med tvangsauktioner

  1. Annoncering af tvangsauktion – før et udlagt aktiv sættes til salg på en tvangsauktion, skal dommeren, den som han har bemyndiget hertil, eller den kompetente myndighed annoncere auktionen (meddele hvor og hvornår auktionen finder sted). Tvangsauktioner bekendtgøres normalt på internettet og/eller i dagspressen.
  2. Bud i konkurrence med andre privatpersoner eller virksomheder – frit bud på et aktiv under en tvangsauktion.
  3. Eftersyn – potentielle budgiveres mulighed for at besigtige den pågældende genstand og vurdere dens stand (undertiden ved hjælp af fotos, andre gange ved personlig besigtigelse).
  4. Hammerslag – højstbydendes bud.
  5. Overbud – et nyt og højere bud, der afgives af en privatperson eller en virksomhed under en auktion i et forsøg på at opnå hammerslag.
  6. Overdragelse – den disposition, hvorved ejendomsretten overgår fra debitor til erhververen.
  7. Person eller virksomhed, der gennemfører auktionssalget – den person eller den virksomhed, der er ansvarlig for at give oplysninger til dem, der er interesserede i at erhverve aktivet, for at realisere det, for at gennemføre proceduren osv.
  8. Sagkyndig vurdering af udlagte aktiver – udføres af en sagkyndig (på det relevante marked), der har erfaring med vurdering af aktiver. Den sagkyndige skal forsøge at anslå aktivets værdi i fri handel, idet han tager hensyn til den aktuelle markedssituation.
  9. Sikkerhedsstillelse – for at deltage i en tvangsauktion skal der stilles sikkerhed, før auktionen indledes. Sikkerhedsstillelsen frigives efter auktionen, hvis der ikke opnås hammerslag.
  10. Udlagt aktiv – et af debitors aktiver (fast ejendom eller løsøre til personlig brug), som kreditor via den kompetente myndighed har gjort udlæg i, og som realiseres, hvis debitor ikke frivilligt fyldestgør fordringen. Udlægget stiftes ved den kompetente myndigheds (fogedens) beslutning, som debitor underrettes om. Herved udpeger kreditor via den kompetente myndighed det aktiv, der kan sættes på tvangsauktion for at dække kreditors tilgodehavende.
  11. Udråbspris – værdien af de af debitors aktiver, som kreditor via den kompetente myndighed har gjort udlæg i (fast ejendom eller løsøre til personlig brug).

Liste over EU-lande, der allerede afholder online tvangsauktioner

  1. Estland
  2. Finland
  3. Italien
  4. Kroatien
  5. Letland (kun for så vidt angår tvangsfuldbyrdelse vedrørende fast ejendom)
  6. Nederlandene (kun for så vidt angår tvangsfuldbyrdelse vedrørende fast ejendom).
  7. Portugal
  8. Spanien
  9. Tyskland (i samarbejde med Østrig)
  10. Ungarn
  11. Østrig (i samarbejde med Tyskland)

 


Denne side vedligeholdes af Europa-Kommissionen. Oplysningerne på denne side afspejler ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens officielle holdning. Kommissionen påtager sig intet ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Der henvises til den juridiske meddelelse, for så vidt angår de regler om ophavsret, der gælder for EU-websiderne.

Sidste opdatering: 16/12/2016