Luk

BETAVERSIONEN AF PORTALEN ER NU TILGÆNGELIG

Besøg betaversionen af den europæiske e-justice-portal, og giv os din feedback!

 
 

menu starting dummy link

Page navigation

menu ending dummy link

Tvangsauktion - Frankrig


1. Annoncering og fastsættelse af prisen på udlagte aktiver

Ved bortauktionering af udlagt løsøre tilkommer det rekvirenten at udarbejde vilkårene for salget. Rekvirenten fastsætter opråbsprisen, som dog kan anfægtes af rekvisitus, og i så fald afgør fogedretten (le juge de l’exécution) spørgsmålet ved kendelse på det indledende retsmøde (audience d’orientation).

Som udgangspunkt fastsætter den auktionsleder, der forestår auktionen, opråbsprisen ved salg af løsøregenstande på offentlige auktioner, dvs. mindsteprisen, og den, der byder højest og sidst, gives hammerslag. Auktionslederen kan anmode om sagkyndig bistand for at fastsætte værdien af bestemte aktiver, hvis der er behov for det.

Ved tvangsauktion over fast ejendom har rekvirenten mulighed for at bekendtgøre salget i pressen (se nedenfor, næste punkt). Ved tvangsauktion over løsøregenstande kan auktionslederen også udbyde løsøret til salg på sit eget websted eller, hvis der er tale om autoriserede auktionsfirmaer (commissaires-priseurs judiciaires), på branchens relevante websteder: Link åbner i nyt vinduehttp://www.interencheres.com/ eller Link åbner i nyt vinduehttp://www.drouot.com/

Ved tvangsauktion over løsøre er det muligt at give meddelelse om auktionen i dagspressen. Ved tvangsauktion over fast ejendom skal den af rekvirenten udarbejdede meddelelse offentliggøres i en avis, der bringer officielle meddelelser, og der skal bringes en forenklet meddelelse i to lokale eller regionale aviser, der udkommer regelmæssigt. Derudover kan salget bekendtgøres på anden vis.

Ved tvangsauktion over fast ejendom skal den af rekvirenten udarbejdede meddelelse slås op et sted i retsbygningen, som er let tilgængeligt for offentligheden.

Ved tvangsauktion over løsøre i form af realkapital (biens meubles corporels) skal annoncering foretages i form af meddelelser på rådhuset i den kommune, hvor skyldneren bor, og på salgsstedet.

Ved tvangsauktion over løsøre er det muligt at annoncere i en brochure eller et katalog.

I tilfælde af bortauktionering af udlagte aktiver kan annoncering af salget indeholde en beskrivelse af aktiverne og deres anslåede værdi.

I tilfælde af auktion over fast ejendom, der er gjort udlæg i, skal meddelelsen, som offentliggøres og slås op i retsbygningen, angive beliggenheden af den med udlæg behæftede ejendom, indeholde en kortfattet beskrivelse heraf (ejendommens art, eventuelle lejemål, alle kendte oplysninger om dens areal) samt nævne opråbsprisen.

Aktiver, der sættes til salg på en offentlig auktion præsenteres af auktionarius eller den auktionsleder, der står for salget. Der kan arrangeres forhåndsbesigtigelse af aktiverne.

Fast ejendom, der er gjort udlæg i, kan besigtiges på de datoer og tidspunkter, som retten fastsætter (artikel R. 322-26 i den civile retsplejelov [CPCE]), og besigtigelsen foretages sammen med en foged (huissier de justice).

For så vidt angår auktioner over løsøre vil den, der byder højst og sidst, få hammerslag. Det bemærkes, at auktioner ikke er tidsbegrænsede, men først afsluttes efter tre gange gentaget opråb. Ved auktion over fast ejendom, der er gjort udlæg i, anvendes et system med forhøjede bud, hvor hvert bud skal være højere end det foregående. Auktionen standses 90 sekunder efter det sidste bud (uret tæller ned ved hjælp af en visuel og akustisk metode, der signalerer hvert sekund, der er gået, til de tilstedeværende).

Der skal ikke stilles sikkerhed eller ydes garanti ved tvangsauktion over løsøre. Ved tvangsauktion over fast ejendom skal alle, der er interesseret i at deltage i auktionen, derimod forsyne deres advokat med en uigenkaldelig bankgaranti eller en bankcheck, som udstedes til fogedretten (le séquestre) eller Caisse des Dépôts et Consignations, som udgør 10 % af opråbsprisen (dette beløb må ikke være mindre end 3 000 EUR). Beløbet betales tilbage til den bydende, når auktionen er afsluttet, hvis denne ikke opnår hammerslag.

2. Tredjeparter, der har adgang til at forestå salget

Autoriserede auktionsfirmaer, notarer, edsvorne varemæglere (courtiers de marchandises assermentés) og fogeder er de eneste, som er bemyndiget til at foranstalte offentlige tvangsauktioner over løsøre (navnlig løsøre, der er gjort udlæg i under en fogedforretning).

3. Typer af tvangsauktioner, hvor reglerne ikke finder anvendelse fuldt ud

I tilfælde af løsøre kan der forekomme frivillige salg på offentlige auktioner, som er underlagt meget mere fleksible regler end dem, der gælder for tvangsauktioner. Artikel L. 321-1 ff. og artikel 321-1 ff. i handelsloven finder anvendelse. Frivillige salg falder uden for rammerne for procedurerne til gennemførelse af tvangssalg, som er af officiel karakter.

4. Information om nationale ejendomsregistre

Hvad fast ejendom angår, kan tingbogen (cadastre), som er et dokument, der bruges til forvaltnings- og skatteretlige formål, give fordringshaveren oplysninger om fast ejendom, som skyldneren besidder i en bestemt kommune, og om hvad den omfatter (grundareal, der allerede er bebygget, eller bolig under opførelse, matrikelnumre og hvert bygnings beskaffenhed). Derudover fører matrikelkontorerne (services de la publicité foncière), der henhører under Generaldirektoratet for Offentlige Finanser (Direction Générale des Finances Publiques), et ejendomsregister i alle kommuner, der indeholder uddrag af tinglyste dokumenter under de enkelte ejeres navne og for hver enkelt ejendom, således at ejendommens retlige stilling kan fastslås.

For så vidt angår løsøre kan man i centralregistret for motorkøretøjer (Système d'Immatriculation des Véhicules- SIV) få oplysninger om indehavere af en registreringsattest for motorkøretøjer og tohjulede motorkøretøjers civilstand samt registreringsnummeret og køretøjets kendetegn. Der er oprettet nationale registre til registrering af skibe (de relevante dekreter er under udarbejdelse), af både (digitaliseret register, der føres af transportministeriet) og af luftfartøjer (register, der føres af ministeriet med ansvar for civil luftfart). Intellektuelle ejendomsrettigheder er indført i et nationalt register, der kan tilgås direkte af fordringshaverne, og som føres af det nationale institut for intellektuelle ejendomsrettigheder (Institut national de la propriété intellectuelle - INPI). Titlerne på film, der er beregnet til offentlige fremvisninger i Frankrig, er opført i det offentlige register over film og av-industri (registre public du cinéma et de l’audiovisuel), som administreres af en skatteembedsmand, og titlen på litterære værker, for hvilke det er muligt at erhverve rettigheder til bearbejdning, er samlet i registret over "åbne" titler (registre des options).

Tingbogen over fast ejendom føres af de enkelte kommuner og omfatter flere dokumentserier (matrikelkort, udstykningsliste, ejendomsskatteregister), hvoraf kun matrikelkortet opdateres elektronisk. Ejendomsregistret (le fichier immobilier) føres af matrikelkontorerne, som hører ind under de enkelte regionalretter (Tribunal de grand instance). Der findes ikke noget nationalt register.

Hvert præfektur har ét register for motorkøretøjer, men SIV fører et nationalt dataregister.

Det computerbaserede register for både føres af transportministeriet. Med hensyn til skibe er der seks forskellige registre, som også føres af transportministeriet.

Luftfartøjsregistret føres af ministeriet med ansvar for civil luftfart og de uforbindende oplysninger kan tilgås online.

Oplysninger om de forskellige intellektuelle ejendomsrettigheder er samlet i et centralt register, der henhører under INPI, og som giver adgang til forskellige dokumenter via dets websted.

Ejendomsregistreringstjenester kan kun delvist tilgås online. Man kan se matrikelkortene, men ikke få adgang til ejendomsskatteregistret, der indeholder navnene på ejerne af de forskellige ejendomme. Det samme gælder for SIV- og INPI-registrene.

De fleste af de offentligt tilgængelige registre er som udgangspunkt underlagt bestemmelserne i loven om relationerne mellem borgerne og myndighederne (code des relations entre le public et l’administration), som foreskriver, at det er gratis at få aktindsigt i form af en gennemgang af de relevante dokumenter på stedet, eller i form af udlevering af en kopi mod betaling af et beløb, der ikke må overstige kopieringsomkostninger, eller pr. e-mail, såfremt dokumentet foreligger i elektronisk format.

5. Oplysninger om databaser, der sætter kreditorerne i stand til at identificere en skyldners aktiver og fordringer

Artikel L. 152-1 i CPCE gør det muligt for fogeder at indhente oplysninger om skyldnerens adresse, identitet og adressen på dennes arbejdsgiver eller en eventuel meddebitor eller forvalter af ubestridte eller forfaldne fordringer og om sammensætningen af dennes ejendomsaktiver fra statslige, regionale, centrale eller kommunale forvaltninger og offentlige institutioner eller organer under offentligt tilsyn.

Fogeder kan rekvirere oplysninger direkte fra FICOBA (den nationale database over bankkonti, som forvaltes af skattemyndighederne og som bankerne indberetter oplysninger til) om bankkonti i skyldnerens navn, og om hvor disse konti føres.

De kan også indhente information fra sygekasserne og arbejdsløshedsforsikringskasserne.

I henhold til artikel L. 152-2 i CPCE skal bankerne informere fogeden, som er bemyndiget af fordringshaveren, om, hvorvidt der er en eller flere konti i skyldners navn, og om placeringen af disse konti, men skal ikke give yderligere oplysninger.

SIV, som den af fordringshaveren bemyndigede foged kan tilgå, giver information om indehaveren af registreringsattester for motorkøretøjer og tohjulede køretøjers civilstand, registreringsnummer samt køretøjets kendetegn.

Fordringshaverne må ikke tilgå disse databaser direkte, men kan gøre det gennem den foged, som har fået bemyndigelse til at foretage tvangsauktionen.

6. Information om tvangsauktioner på internettet

Der er to typer af auktioner på internettet i Frankrig for salg af løsøre på auktion:

  • 'Live-auktioner', som delvist afholdes online: Det fysiske salg foregår på et nærmere angivet sted og transmitteres direkte på auktionslederens websted eller på et af de relevante websteder, der er tilgængelige for autoriserede auktionsfirmaer ( Link åbner i nyt vinduehttp://www.interencheres.com/ eller Link åbner i nyt vinduehttps://www.drouotlive.com/). Disse tvangsauktioner er tilladte, da de ikke kan forhindres. De bliver stadig mere almindelige.
  • Internetauktioner, der udelukkende afholdes online: Salget foregår udelukkende på internettet uden fysisk tilstedeværelse på et angivet sted. Disse former for salg er efter gældende lovgivning ikke tilladte ved tvangsauktioner (i modsætning til det, der gælder ved frivillige auktioner) på grund af retstekniske hindringer.

(Delvist) onlinebaserede auktioner kan kun afholdes over løsøre.

De auktionsledere, der udfører salgene, kan bekendtgøre dem uden for Frankrig, og bud kan afgives af en hvilken som helst bydende, uanset sted eller nationalitet, og hvad enten der er tale om en liveauktion eller ej (der kan også afgives skriftlige eller telefoniske bud).

For at deltage i en onlinebaseret auktion kræves det ikke, at personen (den potentielt højstbydende) afgiver sin underskrift, men auktionslederen kan forlange kreditkortoplysninger. Den auktionsleder, der forestår salget, tager imod tilmeldinger, som i princippet kan foretages på en hvilken som helst måde, hvoraf den mest almindelige er på det websted, hvor auktionen transmitteres. Der kan afgives skriftlige bud gennem alle medier.

Auktionslederen fastsætter de accepterede betalingsmåder.

Eksterne bydende behøver ikke at deltage personligt (men det er muligt, hvis de ønsker det). De kan følge auktionen live og byde i realtid. De kan også registrere et eller flere bud før auktionen. I sådanne tilfælde øges buddene gradvist, og der tages højde for det afgivne bud fra starten. Der vil som regel også være en telefonforbindelse tilgængelig under auktionen.

Mulighederne for oversættelse afhænger af auktionslederen, og dennes assistenters kvalifikationer, da der ikke findes noget lovkrav herom.

Under forudsætning af auktionswebstedets konfiguration er det kun personer, der har tilmeldt sig internetauktionen, der kan deltage i auktionen via det pågældende websted. Salget er imidlertid åbent for offentligheden i selve auktionshuset.


De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Sidste opdatering: 16/03/2018