Matrikelregistre på EU-plan

I dette afsnit beskrives kort, hvilke foranstaltninger der er truffet for at forbedre koordineringen mellem matrikelregistre på europæisk plan.

Hvad er ELRA?

ELRA (European Land Registry Association) er en almennyttig forening, der er etableret i overensstemmelse med lovgivningen i Belgien og består af 32 organisationer, som repræsenterer matrikelregistre i 25 europæiske lande. Foreningens primære formål er at udvikle og øge kendskabet til matrikelregistre på kapitalmarkedet og ejendomsmarkedet.

Hvad kan ELRA tilbyde?

ELRA udvikler forskellige aktivititer, såsom workshops, inden for rammerne af partnerskabsrammeaftalen med netværk på EU-plan for at drøfte, hvilke konsekvenser EU-forordninger kan have for matrikelregistre og deres kunder. Resultaterne af disse aktiviteter offentliggøres som en samling faktablade på ELRA's websted. En af ELRA's vigtigste roller er desuden at yde ekspertrådgivning til EU-institutionerne om spørgsmål vedrørende matrikelregistre.

Som led i IMOLA I-projektet har ELRA udviklet en elektronisk model (European Land Registry Document eller ELRD), som kan anvendes til at vise matrikeloplysninger fra ethvert EU-land, samt nærmere oplysninger på forskellige sprog. ELRA har også udviklet kurser, der skal øge kendskabet til de forskellige retssystemer i forskellige EU-lande.

IMOLA II er et innovativt opfølgende projekt. Det har til formål at fremme en effektiv model for referenceoplysninger med fokus på beskrivende metadata for at beskrive indholdet af informationsobjekter i matrikelregistersystemet. Derved ville det blive mere gennemskueligt og lettere at forstå. Formålet med IMOLA II er at skabe større klarhed og forbedre de eksisterende webinformationers interoperabilitet. Resultatet vil blive udformet således, at det passer til det projekt for Land Registers Interconnection, der i øjeblikket er under udvikling, idet der sikres interoperabilitet med dataene i IMOLA Knowledge Organisation System (glossarer og tesaurusser). Det vil være tilgængeligt ved hjælp af et formelt søge- og visualiseringsssystem.

Et andet af ELRA's projekter, der er værd at nævne, er CROBECO (Cross Border e-Conveyancing), som havde fokus på registrering i udenlandske matrikelregistre på tværs af grænser. Projektet modtog midler fra Europa-Kommissionen. Det havde til formål at fremme et paneuropæisk marked for fast ejendom ved at hjælpe personer, der ønsker at købe et (sommer-)hus i et andet EU-land.

Flere oplysninger kan fås på ELRA's websted.

ELRN

ELRA's medlemmer oprettede i 2010 et europæisk matrikelnetværk ELRN (European Land Registry Network) under ELRA med det formål at fremme deres gensidige samarbejde. I øjeblikket deltager 28 ELRA-medlemmer fra 21 europæiske lande i netværket. Hver organisation udpeger en fagmand med specialkendskab til ejendomsrettigheder og landinspektion, der fungerer som kontaktpunkt i netværket.

ELRN har etableret værktøjer, der skal gøre adgangen til deres ydelser lettere på europæisk plan. Siden 2012 har det også offentliggjort ni faktablade med forklaringer på forskellige emner.

Flere oplysninger fås på ELRN's website

Sidste opdatering: 17/11/2021

Denne side vedligeholdes af Europa-Kommissionen. Oplysningerne på denne side afspejler ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens officielle holdning. Kommissionen påtager sig intet ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Der henvises til den juridiske meddelelse, for så vidt angår de regler om ophavsret, der gælder for EU-websiderne.