Juridiske erhverv - Nordirland

Genskab Gem som pdf

Den sprogudgave, du kigger på nu, er i øjeblikket ved at blive oversat af vores oversættere.
Følgende sprog: engelsk er allerede oversat.

Denne side giver et overblik over de juridiske erhverv i Det Forenede Kongeriges nordirske retskreds.


Juridiske erhverv

Juridiske erhverv – indledning

De juridiske erhverv i Nordirland omfatter:

  • domstolene
  • anklagere
  • procederende advokater
  • rådgivende advokater.

 

 

 

Opbygning af det juridiske erhverv: Dommere

Den nordirske retskreds har følgende dommerstillinger:

  • Lord Chief Justice – dommerstandens overhoved
  • Lord Justices of Appeal – dommere ved Court of Appeal
  • High Court Judges – dommere ved High Court
  • Masters of the Supreme Court – dommere ved Supreme Court
  • County Court Judges – dommere ved County Court
  • District Judges (County Court) – distriktsdommere ved County Court
  • District Judges (Magistrates' Court) – distriktsdommere ved Magistrates' Court.
  • lægdommere
  • ligsynsmænd.

Opbygning af det juridiske erhverv: anklagere

Organisation

Public Prosecution Service for Northern Ireland (PPS) er den øverste anklagemyndighed in Nordirland. Ud over at tage beslutninger om retsforfølgning i sager, der er efterforsket af politiet i Nordirland, behandler den sager efterforsket af andre myndigheder såsom HM Revenue and Customs (det britiske skatte- og toldvæsen).

PSS ledes af rigsadvokaten for Nordirland, Director of Public Prosecutions. Der findes desuden en vicerigsadvokat, Deputy Director of Public Prosecutions. Vicerigsadvokaten har de samme beføjelser som rigsadvokaten, men udøver dem under dennes ledelse og kontrol. Begge stillinger besættes ved offentlig udnævnelse, som foretages af statsadvokaten for Nordirland, Attorney General.

PPS betegnes som et ikkeministerielt statsligt organ. I henhold til Justice (Northern Ireland) Act 2002 udøves rigsadvokatens funktioner uafhængigt af andre personer. Loven fra 2002 giver rigsadvokaten og statsadvokaten mulighed for til enhver tid at rådføre sig med hinanden om alle de spørgsmål, for hvilke anklagemyndigheden er ansvarlig over for Nordirlands nationalforsamling. På nuværende tidspunkt er en række spørgsmål vedrørende retsforfølgning forbeholdt parlamentet i Westminster. Opgaverne i forbindelse med disse spørgsmål udføres af statsadvokaten for Nordirland.

Rolle og ansvarsopgaver

PSS's primære rolle er at afgøre, hvorvidt der skal rejses tiltale mod personer, som er skyldige i strafbare handlinger, og hvad der skal rejses tiltale for.

PSS har også ansvaret for at føre sagen i retten. Anklageren forelægger beviser for retten på statens vegne. Anklagerne indkalder og forhører anklagemyndighedens vidner og krydsforhører forsvarets vidner. Efter sagens afgørelse udarbejder de et sammendrag af bevisførelsen til retten på statens vegne.

Opbygning af det juridiske erhverv: Advokater

Procederende advokater (barristers)

I Nordirland er procederende advokater (barristers eller advocates) enten Senior Counsel (også kaldet Queen's Counsel) eller Junior Counsel, alt efter erfaring. The Bar er en sammenslutning af specialiserede procederende advokater med erfaring i søgsmål, som offentligheden kan søge hjælp hos gennem rådgivende advokater (solicitors) og i særlige tilfælde ved direkte professionel adgang.

Link åbner i nyt vindueBar of Northern Ireland er en sammenslutning af selvstændige procederende advokater, der hører til i Bar Library i Belfast. Pr. 1. september 2012 var der næsten 600 privatpraktiserende procederende advokater.

Rådgivende advokater (solicitors)

I Nordirland er Link åbner i nyt vindueLaw Society den myndighed, som regulerer advokaternes uddannelse, regnskabsførelse og disciplinærforhold samt reglerne for god advokatskik. Den har til opgave at opretholde uafhængigheden, de etiske normer, den faglige kompetence og kvaliteten af de tjenester, som standen tilbyder offentligheden. Advokaterne kan specialisere sig inden for et bestemt område eller tilbyde generel rådgivning.

Notarer

I Nordirland er alle rådgivende advokater Commissioners for Oaths. Det betyder, at de kan bevidne rigtigheden af officielle dokumenter (undtagen dem, de selv eller deres modpart har udarbejdet i en sag).

Derudover er nogle af disse advokater notarer, hvilket betyder, at de kan bevidne rigtigheden af dokumenter til anvendelse i udlandet. Nærmere oplysninger findes på webstedet for Link åbner i nyt vindueLaw Society Northern Ireland.

Patent- og varemærkeadvokater

Patent- og varemærkeadvokater er specialiserede rådgivere på området for intellektuel ejendomsret (IP). De yder juridisk rådgivning til klienter på dette område, navnlig med hensyn til patenter, varemærker, design og ophavsret. De repræsenterer desuden også deres klienter i de specialiserede IP-domstole (visse tilegner sig yderligere rettigheder efter at have opnået ekstra kvalifikationer inden for søgsmål).

De fleste patent- og varemærkeadvokater arbejder i privat partnerskab. Mange arbejder i specialiserede kontorer, men visse arbejder også sammen i partnerskab med rådgivende advokater (solicitor). Derudover arbejder en stor del af erhvervet i industrien.

I lighed med de rådgivende advokater (solicitor) kan patent- og varemærkeadvokater repræsentere deres klienter i retten i forbindelse med sager vedrørende intellektuel ejendomsret, hvilket omfatter instruktion af en procederende advokat (barrister) i at føre sagen.

Link åbner i nyt vindueChartered Institute of Patent Attorneys (CIPA) repræsenterer patentadvokater i hele Det Forenede Kongerige. Dets rolle er bl.a. at samarbejde med regeringen om IP-lovgivning, levere uddannelse og erhvervsuddannelse til patentadvokater og praktikanter samt samarbejde med erhvervets myndigheder. CIPA stræber efter at fremme IP-lovgivning og IP-erhverv.

Link åbner i nyt vindueInstitute of Trade Mark Attorneys (ITMA) repræsenterer varemærkeadvokaterne og erhvervet i hele Det Forenede Kongerige. Dets opgaver omfatter forhandlinger med og lobbyvirksomhed over for regeringen, dens uafhængige reguleringsorgan (IPReg) og andre relevante organisationer Det tilbyder relevant uddannelse og kurser samt yder rådgivning til varemærkeadvokater, og det er ansvarligt for at fremme erhvervet og IP.

Link åbner i nyt vindueIntellectual Property Regulation Board (IPReg) beskæftiger sig med alle regulerings- og disciplinærsager samt fastlægger, overvåger og håndhæver standarder for patent- og varemærkeadvokater i hele Det Forenede Kongerige. Det handler i offentlighedens interesse og opretholder lovpligtige registre over patent- og varemærkeadvokater, både personer og selskaber.

Andre juridiske erhverv

Justitssekretærer

Justitssekretærer og andre ansatte ved Nordirlands domstole er embedsmænd uden juridisk uddannelse, som står for administrationen.

Justitssekretærer sørger for, at dommerne har de papirer, de skal bruge for at behandle de verserende sager. De registrerer dommerens afgørelse i en sag og yder enhver anden administrativ støtte, som dommerne måtte få brug for. Domstolspersonalet kan oplyse om rettens procedurer, men kan ikke yde juridisk rådgivning eller anbefale, hvad sagens parter bør foretage sig. Alle medarbejdere ved en domstol er ansat som embedsmænd af Link åbner i nyt vindueNorthern Ireland Courts and Tribunals Service, som er et organ under justitsministeriet i Nordirland.

Retshåndhævende medarbejdere

Enforcement officers er retshåndhævende embedsmænd ansat af Northern Ireland Court and Tribunals Service. De tager sig af fuldbyrdelsen af civilretlige afgørelser gennem Enforcement of Judgments Office. Dette kontor varetager fuldbyrdelsen af civilretlige afgørelser fra Magistrates' Court og County Court (herunder Small Claims Court) samt fra High Court. Bestemmelserne om fuldbyrdelse er fastlagt i Judgments Enforcement (Northern Ireland) Order 1981 og Judgment Enforcement Rules (Northern Ireland) 1981, som ændret.

Relevante links

Link åbner i nyt vinduePublic Prosecution Service

Link åbner i nyt vindueBar of Northern Ireland

Link åbner i nyt vindueLaw Society

Link åbner i nyt vindueNorthern Ireland Courts and Tribunals Service


De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Sidste opdatering: 03/10/2018