Fechar

A VERSÃO BETA DO PORTAL JÁ ESTÁ DISPONÍVEL

Visite a versão BETA do Portal Europeu de Justiça e conte-nos a sua experiência!

 
 

Percurso de navegação

menu starting dummy link

Page navigation

menu ending dummy link

Medlemsstaternes lovgivning - Irland

Esta página foi traduzida automaticamente. A qualidade da tradução não pode ser garantida.

Qualidade da tradução: aceitável

Considera que esta tradução foi útil?

Denne side giver dig oplysninger om retssystemet i Irland.


Juridisk orden

1 Retsinstrumenter eller retskilder

1.1 Nationale retskilder

Irlands forfatning (på det irske sprog Bunreacht na hÉireann), som trådte i kraft den 29. december 1937, er statens grundlæggende eller grundlæggende ret. Den opretter institutioner og et statsligt apparat og foretager en trepartsadskillelse af beføjelser til lovgivende, lovgivende og dømmende myndigheder. Den sikrer også de grundlæggende rettigheder, som domstolene fortolker strengt og indgående.

Den primære ret består af retsakter vedtaget af det irske parlament (Oireachtas), der består af Irlands præsident, Overhuset (Seanad Éireann) og Underhuset (Dáil Éireann). Primær lovgivning er opdelt i: Retsakter til ændring af forfatningen, som skal accepteres af folket ved folkeafstemning, for at den kan træde i kraft Generelle offentligretlige forskrifter (Public General Acts), der finder generel anvendelse, og privatretlige forskrifter, der vedrører særlige enkeltpersoners eller grupper af enkeltpersoners adfærd.

Ved hjælp af afledt ret kan det irske parlament delegere lovgivningsbeføjelser til en minister eller en særlig myndighed. Beføjelsen til at fastsætte delegerede lovgivningsbestemmelser skal udtrykkeligt fremgå af den primære lovgivning, og der gælder strenge betingelser herfor — de principper og politikker, der skal gennemføres, skal klart og utvetydigt være fastsat i basisloven og strengt følges af den myndighed, der fastsætter afledte retsbestemmelser. "Statutory instruments" er den mest almindelige form for afledt ret, men den kan også have form af "regulations", "orders", "rules", "schemes" eller "bye-laws" (forskellige former for bekendtgørelser, lokale vedtægter m.m.)

I henhold til forfatningens artikel 50 er love fra før 1922 vedrørende Irland (f.eks. retsakter udstedt af Det Forenede Kongerige) og foranstaltninger vedtaget af den irske frie stat (1922-1937), som ikke er i strid med forfatningen, i kraft. Mange af de love fra før 1922, som ikke havde nogen løbende relevans for Irland, blev ophævet ved lov om revision af loven om revision af lov 2005-2012.

Det irske retssystem er et såkaldt "common law" -system, dvs. at domstolenes retspraksis udgør en væsentlig retskilde. I henhold til præjudikatslæren (stare decisis) skal en domstol følge de afgørelser, der er truffet i tidligere sager, navnlig afgørelser ved højere retsinstanser. Der er imidlertid tale om en bestemt politik, der følges, ikke en bindende regel, der ikke kan ændres. Dette regelsæt indeholder regler, generelle principper, retsplejeregler og retsprincipper. Doktrinen om stare decisis sondrer mellem ratio decidendi, den bindende del af en afgørelse, som skal følges, og obiter dictum, bemærkninger fremsat af en dommer i en sag om forhold, der i sagen var til stede, eller som ikke var væsentlige, eller som opstod på en sådan måde, at det ikke var nødvendigt at træffe en afgørelse. Obiter dictum er ikke bindende i fremtidige sager, men kan være overbevisende.

1.2 EU-retten

Da Irland er medlem af Den Europæiske Union (EU), er EU-retten en vigtig del af statens interne retsorden. Forpligtelserne ved EU-medlemskabet indebærer, at forfatningen og andre nationale love er underlagt EU-retten, når Fællesskabet har kompetence. Det var nødvendigt med en ændring af forfatningen for at give staten tilladelse til at slutte sig til EU og undgå et sammenstød mellem forfatningens bestemmelser og EU-retten.

1.3 Internationale kilder

Irland har undertegnet mange internationale aftaler og traktater og er medlem af mange internationale organisationer. Forfatningen bestemmer, at Irland accepterer de almindeligt anerkendte folkeretlige principper, der regulerer forholdet mellem stater.

Irland er en dualistisk stat, og for at have en formel retlig status i staten i modsætning til mellem stater skal de internationale aftaler indarbejdes i Oireachtas (Oireachtas).

Irland har undertegnet den europæiske menneskerettighedskonvention siden 1953 og kan som følge af statens internationale retlige forpligtelser påberåbe sig sine bestemmelser ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Den nationale lovgivning har fået hjemmel i konventionens bestemmelser i den europæiske menneskerettighedskonvention fra 2003, der inkorporerede EMRK i irsk ret.

2 Andre kilder

I mangel af formelle regler kan den juridiske litteratur henvises af en advokat i en sag og en domstol til at træffe afgørelse. Selv om der er debat om, hvorvidt den overhovedet bør finde anvendelse, og dens indflydelse kan være aftaget i de senere år, er retten til at fortolke forfatningen og de forfatningsmæssige rettigheder, der ikke specifikt er fastsat i forfatningsteksten, blevet påberåbt af domstolene.

3 Hierarkiet af retskilder

Forfatningen er Irlands grundlæggende retskilde. Lovgivning, regerings- og administrative afgørelser og praksis kan revideres i forhold til forfatningen for overholdelse.

Forfatningen fastslår imidlertid, at det ikke vil ugyldiggøre enhver retsakt eller foranstaltning, der er nødvendig for medlemskab af EU. Dette er fastsat i forfatningens artikel 29.4.6. EU-retten har således forrang frem for alle nationale love, herunder forfatningen. Da det er fastsat i EU-retten, at metoderne for dens gennemførelse skal fastsættes i henhold til nationale procedurekrav, skal de instrumenter, der gennemfører EU-retten, stadig være i overensstemmelse med de proceduremæssige forfatningsmæssige krav.

Den europæiske menneskerettighedskonvention fra 2003 giver borgerne mulighed for at påberåbe sig EMRK's bestemmelser ved de irske domstole. Den europæiske menneskerettighedskonvention er blevet indarbejdet på subnationalt plan, og forfatningen har fortsat forrang. Loven kræver, at domstolene i videst muligt omfang fortolker og anvender nationale bestemmelser i overensstemmelse med EMK's forskrifter. Hvis national lovgivning ikke er i overensstemmelse med EMRK, vil der blive udstedt en erklæring om uforenelighed.

Domstolene har fastslået, at principperne i den folkeretlige sædvaneret er en del af national ret i henhold til forfatningens artikel 29.3, men kun i det omfang de ikke er i strid med forfatningen, lovgivningen eller common law. Internationale aftaler kan kun ratificeres, hvis de er i overensstemmelse med forfatningen; i modsat fald kræves der en folkeafstemning.

Lovgivningen kan erstattes eller ændres ved efterfølgende lovgivning. Sekundær lovgivning kan afløses af primær lovgivning, ligesom beføjelsen til at vedtage afledt ret kan tilsidesættes af den afledte ret, men sekundær lovgivning kan ikke tilsidesætte den primære ret. Domstolene kan ophæve lovgivningen med den begrundelse, at den er ugyldig i henhold til forfatningens bestemmelser (lovgivning efter 1937), eller at den er i strid med forfatningen (lovgivning fra før 1937).Der er en formodning om, at lovgivningen efter 1937 er i overensstemmelse med forfatningen.

Retsafgørelser kan annulleres af lovgivnings- eller forfatningsbestemmelser og efterfølgende afgørelser truffet af retter i samme instans eller en højere instans.

4 Ikrafttræden af overnationale instrumenter

Den oprindeligt udarbejdede forfatning var ikke forenelig med fællesskabsretten. Det bestemtes f.eks., at Oireachtas var det eneste lovgivningsorgan i staten. Derfor blev der indføjet en bestemmelse i forfatningen om, at den ikke vil ugyldiggøre enhver lov, retsakt eller foranstaltning, der er nødvendig for medlemskab af EU. Det er imidlertid fastsat, at hvis anvendelsesområdet eller målene ændres, f.eks. ved hjælp af en ny traktat, skal der afholdes en folkeafstemning, og hvis befolkningen stemmer ja, vil der blive indføjet en bestemmelse om, at staten kan ratificere traktaten.

Hvis EU-retten kræver, at staten skal gennemføre loven, gennemføres det i henhold til primær lovgivning eller mere normalt ved Statutory Instrument ("Statutory Instrument") vedtaget af regeringen eller en minister.

Ifølge forfatningen bliver internationale aftaler en del af den nationale lovgivning, hvis det irske parlament træffer afgørelse herom. Dette vil normalt ske ved hjælp af en lov og et eksempel herpå er den europæiske menneskerettighedskonvention. 2003. konventionen blev inkorporeret i national ret med det resultat, at borgerne kan påberåbe sig bestemmelserne ved de nationale domstole.

5 Myndigheder med ansvar for at udstede regler

Det hedder i forfatningen, at Oireachtas, der består af Underhuset (Dáil) og Seanad (overhuset) og formanden, "har enekompetence og beføjelse til at gøre statens love gældende" med forbehold af de forpligtelser, der følger af forfatningen. Forslag til lovgivning i form af et lovforslag skal undertegnes af formanden med henblik på at få virkning, og hvis formanden er i tvivl om, hvorvidt den foreslåede lovgivning er i overensstemmelse med forfatningen, kan han indkalde til statsrådet og om nødvendigt indbringe sagen for Højesteret til afgørelse i henhold til forfatningens artikel 26. .

Som nævnt kan det irske parlament delegere lovgivningsbeføjelser til en minister eller en anden myndighed, og disse beføjelser er strengt begrænset til det pågældende instrument. EU-direktiver gennemføres sædvanligvis ved hjælp af et "statutory instrument" fra en minister. Lovgivningsbeføjelser kan delegeres til en lang række organer og personer såsom ministre, officielle råd, halvstatslige organer, reguleringsorganer, ekspertorganer og lokale myndigheder.

I henhold til forfatningen er regeringen ansvarlig for at have eksterne forbindelser og kan undertegne internationale traktater og aftaler og tilslutte sig internationale organisationer, der er underlagt forfatningsmæssige krav.

I et common law-system er retspraksis bindende.

6 Lovgivningsprocessen

6.1 Forfatning

Første trin i forbindelse med en forfatningsændring i medfør af artikel 46 er at fremsætte et forslag i Underhuset. Lovforslaget skal vedtages af begge kamre i Oireachtas og derefter ved en folkeafstemning og ved en folkeafstemning. Forslaget vil blive godkendt af befolkningen, hvis et flertal af de afgivne stemmer går ind for vedtagelsen af loven.Der vil blive nedlagt veto mod et forslag til folkeafstemning om ikke at ændre forfatningen, når et flertal af stemmerne er imod forslaget, og de afgivne stemmer i forslaget svarer til mindst en tredjedel af vælgerne i registret. Forslaget skal betegnes som en retsakt til ændring af forfatningen (an Act to amend the Constitution) og må ikke indeholde andre forslag. Hvis formanden godkender lovforslaget, skal han underskrive lovforslaget og "behørigt kundgøres af præsidenten som en lov".

6.2 Lovgivningsprocedure

Det første skridt i den primære lovgivning er normalt at få vedtaget et lovforslag i det irske parlaments andetkammer. Alle lovforslag fra Underhuset skal sendes til behandling i Overhuset, som kan foretage ændringer, som Underhuset skal behandle. Hvis lovforslaget fremsættes og vedtages i Overhuset og efterfølgende ændres i Underhuset, anses det for at være fremsat i Underhuset og skal sendes tilbage til Overhuset til behandling.

Inden en lov kundgøres, skal den være godkendt i både Underhuset og Overhuset og skal være undertegnet af præsidenten. I løbet af lovgivningsproceduren kan et lovforslag ændres i Underhuset og Overhuset. I henhold til forfatningen er det det folkeligt valgte Underhus, der udøver overhøjhed. I artikel 23 fastsættes det, at hvis Overhuset har afvist eller ændret et lovforslag, som er i modstrid med Repræsentanternes Hus "ønske, kan Underhuset fremsende en resolution inden for 180 dage, efter at loven er gået i stykker. Overhuset har beføjelse til at udsætte et lovforslag med op til 90 dage, men har ikke beføjelse til at forhindre, at lovforslaget bliver til lov eller at ændre det, medmindre Underhuset accepterer det.

Langt de fleste lovforslag fremsættes i Underhuset af en minister.

Lovforslag på skatteområdet (opkrævning, ophævelse, mindskelse, ændring eller regulering af skatten) og lovforslag, der involverer udgifter, der skal dækkes af offentlige midler, kan kun fremsættes og vedtages i Underhuset. Denne type lovforslag sendes til Overhuset, der kan fremkomme med henstillinger.

Det sidste skridt i lovgivningsproceduren er, at formanden undertegner loven. Præsidenten kan efter høring af statsrådet forelægge lovforslaget eller en særlig del af det for højesteret, der skal afgøre, om det er i strid med forfatningen. Dette kaldes en henvisning til artikel 26. Når Supreme Court (øverste domstol) fastslår, at lovforslaget er konstitutionelt, kan det aldrig på ny blive anfægtet af forfatningsretlige grunde ved domstolene, og formanden skal underskrive den. Hvis højesteret fastslår, at lovforslaget er forfatningsstridigt, skal præsidenten afstå fra at ophøje det til lov.

6.3 Sekundærlovgivning

Det er generelt fastsat i basislovgivningen, at den delegering af lovgivning, den tillader, kan annulleres eller godkendes af parlamentet. Det er generelt fastsat i bestemmelserne, at forskrifterne skal forelægges det af parlamentets kamre eller begge, som kan annullere dem inden for en bestemt tidsfrist. Al afledt ret, der gennemfører EU-foranstaltninger, er omfattet af denne annulleringsmekanisme. Efter vedtagelsen skal visse retlige instrumenter deponeres i bestemte biblioteker, og der skal offentliggøres en meddelelse om deres vedtagelse i den officielle irske statstidende Link åbner i nyt vindueIris Oifigiúil.

6.4 International lov

Regeringen kan undertegne internationale traktater eller aftaler eller slutte sig til internationale organisationer, men det er blevet fastslået, at regeringen ikke kan gøre dette, hvis det har fået den eksklusive lovgivningskompetence til at gælde for Oireachtas eller på anden måde er i strid med forfatningen. Domstolene har derfor statueret, at traktater, der ændrer Den Europæiske Unions anvendelsesområde og mål, ikke kan godkendes af regeringen, medmindre de accepteres af folket i en folkeafstemning om forfatningen.

7 Ikrafttræden eller nationale regler

Ændringer af forfatningen træder i kraft, efter at de er blevet accepteret af befolkningen, og lovforslaget er blevet underskrevet af formanden.

Et lovforslag bliver ophøjet til lov den dag, hvor præsidenten undertegner det, og træder i kraft samme dag, medmindre andet er fastsat i forslaget. Formanden underskriver normalt ikke et lovforslag tidligere end den 5. dag eller senere end den 7. dag efter forelæggelsen. Det kan præciseres i en retsakt, hvornår den træder i kraft, eller at en minister kan beordre, at den eller en del af den træder i kraft (commencement order) (afledt ret). Formanden er forpligtet til at bekendtgøre et lovforslag ved offentliggørelse af en meddelelse i Iris Oifigiúil, hvori han erklærer, at loven er blevet til lov.

I afledt ret specificeres datoen for dens ikrafttræden.

Retsafgørelser har generelt virkning fra den dag, de træffes.

8 Metoder til løsning af konflikter mellem forskellige retskilder

Det er domstolene, der afgør konflikter om lovvalg.

Med forbehold for EU-rettens overordnede stilling er forfatningen statens grundlæggende ret og har forrang i enhver konflikt med andre love. I henhold til forfatningens artikel 34 kan borgerne bestride den forfatningsmæssige gyldighed af lovgivning ved High Court (ret i første instans). Afgørelsen kan appelleres til højesteret. Enkeltpersoner kan gøre gældende, at statens handlinger udgør en overtrædelse af deres forfatningsmæssige rettigheder eller et brud på forfatningsproceduren.

Det forudsættes, at lovgivning fra efter vedtagelsen af forfatningen i 1937 er i overensstemmelse med forfatningen, indtil det modsatte er bevist.

Der kan forekomme forhold, hvor forfatningsbestemmelserne, navnlig bestemmelserne om de grundlæggende rettigheder, til en vis grad kan være i strid med hinanden. Domstolene har anvendt adskillige mekanismer til at træffe afgørelse i disse sager, herunder en sproglig eller grammatisk fortolkning, hensyntagen til motiver og den indbyrdes sammenhæng, proportionalitetsprincippet, rangfølge for rettighederne og respekten for naturret og naturrettigheder.

Der har været tilfælde, hvor der som følge af en upopulær forfatningsbestemmelse eller fortolkning ved domstolene er blevet afholdt en folkeafstemning om ændring af forfatningen.

Hvis en person hævder, at hans eller hendes rettigheder i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention er blevet krænket ved lovgivning, kan vedkommende anmode domstolene om en erklæring om uforenelighed.

EU-retten nyder forfatningsmæssig immunitet, idet forfatningen bestemmer, at den ikke vil ugyldiggøre enhver retsakt eller foranstaltning, der er påkrævet som følge af medlemskab, selv om midlerne til gennemførelse af disse retsakter eller foranstaltninger skal være i overensstemmelse med forfatningen.

Delegerede lovgivningsbestemmelser skal ud over at være i overensstemmelse med forfatningen også være det med basisretsakten.

Yderligere oplysninger om det irske retssystem, lovgivningen og forfatningen findes på følgende websted:

Link åbner i nyt vinduehttp://www.taoiseach.ie/

Link åbner i nyt vindue http://www.courts.ie/Judgments.nsf/Webpages/HomePage?OpenDocument

Link åbner i nyt vinduehttp://www.irishstatutebook.ie

Link åbner i nyt vinduehttp://www.bailii.org/


Dette er en maskinoversat udgave af indholdet. Indehaveren af siden påtager sig intet som helst ansvar for kvaliteten af den maskinoversatte tekst.

Sidste opdatering: 23/10/2019