Bezárás

MÁR ELÉRHETŐ A PORTÁL BÉTA VERZIÓJA!

Látogasson el az európai igazságügyi portál béta verziójának felületére, és mondja el nekünk, milyennek találja!

 
 

Navigációs útvonal

menu starting dummy link

Page navigation

menu ending dummy link

Medlemsstaternes lovgivning - Luxembourg

Ez az oldal gépi fordítás eredménye – a fordítás minőségét nem áll módunkban garantálni.

Az értékelés alapján ennek a fordításnak a minősége: nem megbízható

Ön szerint használható ez a fordítás?

I dette afsnit finder du en oversigt over de forskellige retskilder i Luxembourg.


Retskilder

Internationale retskilder

Storhertugdømmet Luxembourg er bundet af internationale, multilaterale eller bilaterale traktater. Ud over de forpligtelser, som disse forpligtelser pålægger den luxembourgske stat i sine forbindelser med andre stater, er nogle af disse traktater en kilde til rettigheder for borgerne (f.eks. kan EU-borgere påberåbe sig den frie bevægelighed direkte på grundlag af EU-traktaterne.

Internationale konventioner

Der er tale om internationale traktater og aftaler mellem Storhertugdømmet Luxembourg og udenlandske stater. Eksempler herpå er konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der blev undertegnet i Rom den 4. november 1950, eller BeNeLux, undertegnet i Haag den 3. februar 1958 og den 17. juni 2008, og som er bindende for Belgien, Nederlandene og Luxembourg.

Fællesskabsretten

Fællesskabsretten indeholder således de europæiske traktater og de bestemmelser i afledt ret, der er indeholdt i retsakter vedtaget af Det Europæiske Fællesskabs institutioner og Den Europæiske Unions institutioner: Direktiver, afgørelser, forordninger, udtalelser og henstillinger.

Nationale retskilder

Forfatningsværdiregler

Storhertugdømmet Luxembourgs forfatning blev bekendtgjort den 17. oktober 1868. Det forfatningssystem, der blev indført i 1868, ligner systemet i den belgiske forfatning fra 1831. På trods af mange forskellige detaljer kan artiklerne i den belgiske forfatningsret høres uden forbehold med hensyn til de generelle principper. Til trods for de mange forfatningsmæssige revisioner, der har fundet sted siden vedtagelsen af forfatningen, svarer forfatningen i vid udstrækning til den tekst, der blev vedtaget i 1868.

Den luxembourgske forfatning er en rigoristisk forfatning, dvs. at ændringen kræver iagttagelse af en særlig procedure, der er mere kompleks end den almindelige lovgivningsprocedure. En revision af forfatningen kræver to på hinanden følgende afstemninger i deputeretkammeret (parlamentet) med et flertal på mindst to tredjedele af de stemmeberettigede medlemmers stemmer, idet stedfortræder ikke er tilladt. Et interval på mindst tre måneder skal adskille de to stemmer.

Hvis der i løbet af de to måneder, der følger efter den første afstemning, anmodes om mere end en fjerdedel af medlemmerne af Deputeretkammeret eller 25 000 vælgere, sendes den tekst, som deputeretkammeret vedtog ved førstebehandlingen, til en folkeafstemning. Derefter vedtages der ikke anden afstemning, og revisionen vedtages kun, hvis den sikrer et flertal af de gyldige afgivne stemmer.

Reglerne for lovgivningsmæssig værdi

Loven defineres som den standard, der vedtages af det deputeretkammer, der kundgøres af Storhertugen. Med undtagelse af de tilfælde, hvor en forfatningsmæssig bestemmelse eller en folkeretlig bestemmelse begrænser denne frihed, træffer den luxembourgske lovgiver selv afgørelse om de retningslinjer, den har til hensigt at udstede til forvaltningsret.

Reglerne for reguleringens værdi

Det er klart, at loven ikke kan regulere alle spørgsmål, også i sidste detalje. Desuden er anvendelsen af den relativt komplicerede lovgivningsprocedure ikke altid hensigtsmæssig, f.eks. når det drejer sig om at lovgive på områder, hvor standarden skal ændres hyppigt.

Det er her den storhertugelige anordning, der er vedtaget, og som er en gennemførelsesbestemmelse til loven. Den luxembourgske forfatning pålægger således storhertugen af missionen at "(mærke) de forordninger og dekreter, der er nødvendige for gennemførelsen af lovene".

Hvad er eventuelle andre retskilder, og hvad er deres værdi?

Retspraksis

Det er ikke uden vanskeligheder at få fastslået, at retspraksis er en af retskilderne. Luxembourgsk ret kender faktisk ikke den "præcedens", der anvendes i angelsaksiske retssystemer, og dommere er generelt ikke bundet af retsafgørelser i andre sager, selv om de er ganske sammenlignelige. Det er i øvrigt forbudt for dommere at afgive udtalelse ved en generel bestemmelse, og dommen skal derfor altid være begrænset til den konkrete sag, der verserer for dem.

I praksis har udarbejdelsen af en retspraksis imidlertid unægtelig betydning i en sag. Når en tekst egner sig til fortolkning, er dommerens beføjelser uden tvivl vigtigere, fordi han har mulighed for at udforme lovgivningen ved at fortolke den.

  • International retspraksis

Storhertugdømmet Luxembourg anerkender den direkte myndighed for en række internationale domstole, herunder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

  • Europæisk retspraksis

I henhold til artikel 267 TEUF er Den Europæiske Unions Domstols retspraksis bindende for de nationale domstole ved en præjudiciel forelæggelse, som giver de nationale retter mulighed for, før de træffer afgørelse, at anmode Domstolen om at løse de problemer, der opstår som følge af anvendelsen af fællesskabsretten, og som borgerne kan påberåbe sig for dem.

  • National retspraksis

Retsafgørelser, som er afsagt i forbindelse med en civil- og handelsretlig sag, har generelt kun retskraft: disse afgørelser er bindende for parterne i tvisten, men ændrer ikke lovgivningen.

Dette gælder også for de fleste afgørelser truffet af forvaltningsdomstolene. Når Retten eller forvaltningsdomstolen får forelagt en sag til prøvelse af en regelfastsættende retsakt, er en dom eller en dom undtagelsesvis og offentliggøres i Mémorial, Storhertugdømmet Luxembourgs Tidende.

Domme afsagt af forfatningsdomstolen finder også generel anvendelse og er offentliggjort i Mémorial.

De generelle retsprincipper

De regler, der er fastsat i retspraksis, omfatter navnlig kategorien almindelige retsgrundsætninger, der defineres som "retsregler, der er bindende for administrationen, og hvis eksistens er fastslået af domstolene".

Regelhierarkiet

I henhold til national ret prioriteres retskilder. Forfatningen er kilden til den højeste told, efterfulgt af love og administrative bestemmelser.

Da der ikke findes nogen bestemmelse i forfatningen, følger det udelukkende af retspraksis, at den luxembourgske lov om forholdet mellem international ret og national ret følger af retspraksis.

Den luxembourgske retspraksis på dette punkt blev udviklet fra begyndelsen af 1950'erne, da Cour de cassation først gav udtryk for sin opfattelse af, at det på grund af magtadskillelsen ikke var muligt at foretage en efterprøvelse ved Domstolen af, om en lovgivning er i overensstemmelse med de internationale traktater.

Ifølge Conseil d'Etats afgørelse fra 1951 er "en international traktat, der er indarbejdet i den interne lovgivning ved en lov om godkendelse, en lov af en højere standard, der har en oprindelse, der er højere end et internt organs vilje. Det følger heraf, at folkeretten skal have forrang for national ret i tilfælde af konflikt mellem bestemmelserne i en international traktat og bestemmelserne i en senere national lov "(Conseil d'Etat, den 28. juli 1951, Pas. lux, s. 263).

Ordlyden af denne afgørelse er naturligvis meget bred, da der i dommen ikke sondres mellem den internationale standard og det interne organs vilje. De luxembourgske domstole har imidlertid aldrig udtrykkeligt udtalt sig for, at de internationale normer har forrang.

Det skal imidlertid bemærkes, at i forbindelse med revisionen i 1956 af et udkast til en regeringstekst, som bestemte, at "folkerettens regler indgår i den nationale retsorden. De har forrang frem for lovene og andre nationale bestemmelser." Kommentaren til artiklerne havde gjort det klart, at disse bestemmelser skulle omfatte forfatningsbestemmelser.

Statsrådet accepterede implicit denne prioritet i en udtalelse af 26. maj 1992 om lovforslaget om godkendelse af EU-traktaten. Det hedder nemlig, at "det skal bemærkes, at folkeretten ifølge princippet om retsreglernes trinfølge går forud for national ret, og at domstolene i tilfælde af en konflikt ikke udøver national ret. Da det er vigtigt at undgå uoverensstemmelse mellem vores nationale lovgivning og folkeretten, insisterer Conseil d'Etat på, at den relevante forfatningsmæssige prøvelse bør finde sted inden for den relevante periode for at forhindre en sådan situation med uforenelighed." Storhertugdømmet Luxembourg ser derfor ud til at være engageret i en resolut international vej.

Dette er uden tvivl en teknisk konsekvens af, at der ikke er foretaget en kontrol af, om lovene i Luxembourg er i overensstemmelse med forfatningen. Forfatningsdomstolen kontrollerer, at lovene er i overensstemmelse med forfatningen. den kan ikke henvises til et spørgsmål om, hvorvidt en international traktat om godkendelse af en international traktat er i overensstemmelse med forfatningen.

I Luxembourgs retsorden kan forfatningsdomstolen erklære love, der er forfatningsstridige, for forfatningsstridige. Denne ret kan indbringes af en retslig eller administrativ domstol i Luxembourg, når der i forbindelse med en sag for denne domstol rejses spørgsmålet om forfatningsmæssighed. Direkte sagsanlæg er ikke mulig.

Det er også muligt at anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af ulovlige regelfastsættende retsakter ved forvaltningsdomstolen med mulighed for at indbringe sagen for forvaltningsdomstolen. Denne sag kan imidlertid kun antages til realitetsbehandling inden for en frist på tre måneder regnet fra datoen for offentliggørelsen af forordningen. Hvis lovligheden af en regelfastsættende retsakt efter udløbet af denne frist drøftes for en domstol eller en forvaltningsdomstol, bevarer denne ret muligheden for at se bort fra den lovgivningsmæssige tekst til fordel for loven, men i modsætning til direkte søgsmål, der er mulig inden for tre måneder efter offentliggørelsen, har denne afgørelse ikke den overordnede myndighed.

Ordninger for "ikrafttræden på det nationale område af de regler, der er indeholdt i overnationale instrumenter

Internationale konventioner

Den luxembourgske forfatning er særlig kortfattet, når den regulerer proceduren for godkendelse af internationale traktater, idet den blot fastsætter, at "traktaterne ikke må have nogen virkning, før den er blevet godkendt ved lov og offentliggjort i overensstemmelse med de formularer, der er fastsat med henblik på offentliggørelse af love".

Storhertugdømmet er et land med en monistisk tradition. Med andre ord er det traktaten selv, der finder anvendelse på samme måde som en intern regel i Storhertugdømmet, uden at det er nødvendigt at gennemføre den i en eller anden form.

Indholdet af godkendelsesretten er derfor meget kortfattet og begrænser sig generelt til en enkelt artikel, ifølge hvilken "godkendes" af en bestemt traktat. Denne lov har ikke noget lovgivningsmæssigt indhold. Godkendelsesloven godkendes, men den gennemføres ikke. det har intet andet formål end at bemyndige regeringen til at ratificere traktaten.

Denne lov vedtages af Parlamentet efter den almindelige procedure. Afstemninger finder normalt sted med absolut flertal, medmindre traktaten indeholder en delegation af beføjelser (se nedenfor). Siden revisionen i 1956 indeholder den luxembourgske forfatning en udtrykkelig bestemmelse om delegation af beføjelser til internationale organisationer efter traktat. Forfatningens artikel 49a bestemmer, at "udøvelsen af de beføjelser, der i henhold til forfatningen er forbeholdt de lovgivende, udøvende og dømmende myndigheder i Den Europæiske Union, kan midlertidigt tildeles folkeretlige institutioner". Forfatningens artikel 37, stk. 2, bestemmer imidlertid, at sådanne traktater skal godkendes af Deputeretkammeret på betingelse af et væsentligt udvidet flertal.

En godkendelseslov må ikke have den virkning, at en traktat, der er trådt i kraft i Luxembourgs interne retsorden, bringes i anvendelse, medmindre der udtrykkeligt er fastsat bestemmelser herom. Godkendelsesloven er en forudsætning for dens ikrafttræden, men først efter ratificeringen. Det betragtes også i Luxembourg, at den udøvende magt, selv efter at deputeretkammeret har godkendt dette, bevarer sin beføjelse til at ratificere teksten, og at udøvelsen af denne beføjelse ligger uden for dommerens kontrol.

En traktats ikrafttræden i henhold til national ret er normalt underlagt tre betingelser. (1) Storhertugdømmet har ratificeret traktaten (2), er traktaten i kraft på internationalt plan, og (3) teksten til traktaten er blevet offentliggjort i sin helhed i Mémorial, Mémorial, på samme måde som en lov.

Det skal bemærkes, at offentliggørelsen af traktaten (indført ved forfatningens artikel 37) er et særskilt krav i forbindelse med offentliggørelsen af traktatens bestemmelser. Det er korrekt, at de to betingelser i de fleste tilfælde er opfyldt samtidig, nemlig at traktatens tekst er offentliggjort i Mémorial umiddelbart efter loven. De to retsakter er imidlertid ikke de samme, og publikationerne kan udskilles, da traktaten ikke er en integrerende del af godkendelsesloven.

EU-standarder

Den luxembourgske forfatning indeholder ingen specifikke bestemmelser for gennemførelsen i luxembourgsk retsorden af europæiske sekundære standarder.

Det normale instrument til gennemførelse af EU-direktiver er den lov, der vedtages af Deputeretkammeret i overensstemmelse med det ordinære flertal.

Selv om de europæiske direktiver i princippet skal gennemføres i luxembourgsk ret ved lov, er det ikke nødvendigt at anvende en formel ret, når direktivet vedrører et spørgsmål, der allerede er reguleret af luxembourgsk ret. I så fald kan gennemførelsen ske ved en storhertugelig anordning, som er udstedt i henhold til den almindelige hjemmel til at gennemføre de love, som regeringen udleder af forfatningens artikel 33 og 36. Det er herefter formelt den luxembourgske lov, som Storhertugen udfører, selv om forordningens indhold i virkeligheden er baseret på det europæiske direktiv.

Det kan stadig undgås at anvende lovgivningsproceduren, hvis den genstand, der er genstand for direktivet, har været genstand for en bemyndigelseslov, hvorved Parlamentet giver regeringen beføjelse til ved simpel regulering at afgøre spørgsmål, der normalt henhører under lovens anvendelsesområde.

Disse "bemyndigelseslove" vedtages hvert år af Deputeretkammeret siden 1915, og regeringen har således omfattende reguleringsbeføjelser på det økonomiske og finansielle område, som uden nogen udtrykkelig henvisning til Europa utvivlsomt ville have gjort det muligt for den at gennemføre mange EU-direktiver.

Gennemførelsen af de europæiske direktiver er imidlertid reguleret ved en særlig lov af 9. august 1971, som ændret ved lov af 8. december 1980, hvis formål er at bemyndige regeringen til at gennemføre og sanktionere Det Europæiske Fællesskabs direktiver på det økonomiske, tekniske, landbrugsmæssige, skovbrugs-, sociale og transportmæssige område. Som en undtagelse fra den almindelige forskriftsprocedure skal de pågældende storhertugelige bekendtgørelser have været godkendt af Deputeretkammeret.

Proceduren for vedtagelse af storhertugelige anordninger er i lighed med lovgivningsproceduren karakteriseret ved, at regeringen er forpligtet til at forelægge sit udkast til udtalelse fra Conseil d'Etat og handelskamrene. I modsætning til lovgivningsproceduren giver forskriftsproceduren dog mulighed for, at regeringen kan undgå sådanne høringer med den begrundelse, at det haster med at vedtage den anbefalede foranstaltning. Sidstnævnte nægtes imidlertid regeringen, når den har til hensigt at gennemføre et europæisk direktiv ved storhertugelig anordning. Loven af 9. august 1971 supplerer den almindelige lovgivningsprocedure ved på den ene side at kræve obligatorisk høring af statsrådet og på den anden side samtykke fra Deputeretkammerets parlamentariske udvalg.

I begge tilfælde er teksten til den storhertugelige anordning blevet vedtaget af Ministerrådet og derefter underskrevet af ministeren for foråret og fremsendt til Storhertugen med henblik på bekendtgørelse. Den storhertugelige anordning træder i kraft efter offentliggørelsen i Mémorial.

Procedurer for at sætte de nationale regler i kraft

I Luxembourg træder love og administrative bestemmelser i kraft først efter offentliggørelse i Storhertugdømmet Luxembourgs statstidende.

Myndigheder, der skal vedtage retsregler

Internationale standarder

I den luxembourgske forfatning hedder det, at "Storhertug er traktaterne". Den tilføjer imidlertid, at "traktaterne ikke har nogen virkning, før den er blevet godkendt ved lov og offentliggjort i overensstemmelse med de formularer, der er fastsat med henblik på offentliggørelse af love".

Det skal bemærkes, at godkendelse er påkrævet for alle internationale traktater, uanset deres genstand, og at en sådan godkendelse skal gives i form af en lov. Sidstnævnte blev isat i 1956 efter udtrykkelig anmodning fra Conseil d'État, der fandt, at "et sådant samtykke skal være omfattet af proceduren for udarbejdelse af loven, eftersom forfatningen kun omfatter denne ene procedure, der gælder for alle udtryk for, at der foreligger materiel respekt".

Nationale standarder

I Storhertugdømmet Luxembourgs lovgivningssystem kan der tages initiativ fra Link åbner i nyt vinduedeputeretkammeret eller Link åbner i nyt vindueregeringen.

Regeringens initiativret er kendt som "regeringsinitiativ" og gennemføres ved forelæggelse af "lovforslag".

Deputeretkammerets initiativret betegnes som "parlamentarisk initiativ" og udøves ved forelæggelse af "lovgivningsforslag".

Disse udkast eller forslag til lovgivning forelægges derefter forskellige udtalelser fra de berørte organer (faglige kamre), men frem for alt til Link åbner i nyt vindue statsrådets udtalelse. Efter modtagelse af statsrådets udtalelse sendes udkastet til eller lovforslaget tilbage til Deputeretkammeret.

Procedure for vedtagelse af disse retsregler

Lovbefalet ret

Deputeretkammeret er et enkelt parlament.

For at mindske risikoen for et etkammersystem, forudsat at ethvert lovforslag principielt skal være underlagt to stemmer, dog mindst tre måneders mellemrum.

Det bestemmes imidlertid i forfatningen, at der også kan kræves en ny afstemning (kvalificeret som "anden forfatningsgivende stemme"), "hvis Deputeretkammeret efter aftale med statsrådet, der sidder på en offentlig samling, træffer anden afgørelse".

Her spiller Conseil d'Etat en meget central rolle, som ligger tættere på den rolle, som den anden lovgivende forsamling har spillet i andre stater (og navnlig House of Lords "rolle i England). Det er første gang, at der afholdes parlamentariske debatter. Ifølge forfatningen skal alle projekter og forslag til lovgivning vedtages af statsrådet. Derefter griber Conseil d'État endnu en gang efter den første afstemning i deputeretkammeret for på en offentlig samling at beslutte, om den vil give den anden stemme.

I praksis er langt de fleste love således undtaget fra den anden afstemning. Statsrådet har vedtaget en politik, hvorefter fritagelsen indrømmes i næsten alle tilfælde, og sanktionen for afvisning er forbeholdt de groveste tilfælde. Eventuelle hindringer for fritagelse fjernes oftest under den indledende procedure.

Det skal ligeledes bemærkes, at kompetencen for Conseil d'État ikke er en reel vetoret, som vanskeligt kan forenes med den omstændighed, at Conseil d'Etat er et ikke-valgt organ. Statsrådets medlemmer udnævnes af storhertugen. I tilfælde af ledig stilling udnævnes erstatningerne, idet den første: direkte af storhertugen, den anden: på en liste med tre kandidater foreslået af Deputeretkammeret og for det tredje: en liste med tre kandidater foreslået af statsrådet. Statsrådet kan kun udsætte afstemningen om en lov på to måneder og dermed give en yderligere betænkningstid til lovgiveren.

Storhertugen er ikke kun i begyndelsen af lovgivningsproceduren (til udkast til lovgivning), men også efter deputeretkammerets endelige afstemning om teksten til loven. I den luxembourgske forfatning hedder det, at "Storhertug bekendtgør lovene inden tre måneder efter kamrenes afstemning".

De storhertugelige bekendtgørelser

I henhold til artikel 2 i lov af 12. juli 1996 om reform af Conseil d'État kan der ikke vedtages en forordning til gennemførelse af love og traktater for Storhertugen, før Conseil d'État har afgivet udtalelse.

Regeringen kan dog fravige denne generelle regel i hastetilfælde (som skal vurderes af storhertugen på grundlag af en rapport, der er behørigt begrundet af premierministeren) og således undlade at anmode om en udtalelse fra High Corporation. Anvendelsen af en sådan hasteprocedure anses dog for at være begrænset til undtagelsestilfælde.

Hvis en lov endvidere formelt pålægger Conseil d'État at indbringe sagen for Conseil d'État til udtalelse om de forordninger, der er udstedt i medfør af denne lov, kan hasteproceduren desuden ikke anvendes under nogen omstændigheder. Dette gælder også ændringsforslag til et udkast til forordning, som High Corporation allerede har afgivet en første udtalelse om.

Som det er tilfældet med lovene, udarbejder Conseil d'Etat sin udtalelse om udkast til forordninger i form af en begrundet rapport, der indeholder generelle betragtninger, en gennemgang af projektets tekst og eventuelt et modprojekt.

Rådets undersøgelse skal omfatte udkastet til regler og dets form og dets overensstemmelse med en højere retsregel.

Databaser over lovgivning

Link åbner i nyt vindueLegilux er Storhertugdømmet Luxembourgs juridiske portal på Internettet.

Det giver mulighed for adgang til luxembourgsk lovgivning, enten i form af en bruttotekst til Mémorial A eller i form af samordnede tekster, som i vid udstrækning er indeholdt i tekster og rapporter i lovgivning.

Webstedet er opdelt i tre hovedområder:

  • Lovgivningsområdet bestårLink åbner i nyt vindue af publikationer om luxembourgsk lovgivning og forskellige publikationer og koordinerede tekster.
  • GruppensLink åbner i nyt vindue administrative område, "administrative" publikationer. Det drejer sig hovedsagelig om Mémorial B samt om den officielle fortegnelse over forvaltning og lovgivning.
  • Link åbner i nyt vindue"Societies", Mémorial C, er siden den 1. juni 2016 blevet erstattet af en liste over publikationer, der findes på Link åbner i nyt vindue handels- og selskabsregistrets websted ( RCS). Mémorial C's arkiver fra 1996 til den sidste Mémorial C, der blev offentliggjort den 27. juli 2016, vil fortsat være tilgængelige underLink åbner i nyt vindue "Societies".

Er der gratis adgang til databaserne?

Ja, der er gratis adgang til databaser.

Links

Link åbner i nyt vindueLegilux

Link åbner i nyt vindueForvaltning:

Link åbner i nyt vindueDeputeretkammeret

Link åbner i nyt vindueRegering

Link åbner i nyt vindueJustitsministeriet


Dette er en maskinoversat udgave af indholdet. Indehaveren af siden påtager sig intet som helst ansvar for kvaliteten af den maskinoversatte tekst.

Sidste opdatering: 22/10/2019